[1] Nordboforskning Af Olaf Olsen Da Hans Egede i 1721 steg i land på Håbets Ø, var det for at opsøge »vore gamle norske kristne«, d. v. s. efterkom- merne af de nordboer, der i middelalde- ren var bosat på Grønland. I flere hun- drede år havde man været uden forbin- delse med disse mennesker. Det måtte derfor befrygtes, at deres kristendom ville være i slemt forfald. Lutherdom- mens lys havde de ikke set. Først længe efter Hans Egedes tid blev det erkendt, at der ingen efterkom- mere var. Det var særlig svært at fatte, fordi der var så mange spor i landskabet, der mindede om de tidligere beboere. På sine rejser langs kysten stødte Hans Egede gang på gang på rester af bygnin- ger og anlæg, der ikke virkede eski- moiske, og som han helt korrekt tolkede som levn af nordboernes gårde og kir- ker. Missionæren viste sig her som en skarp og præcis iagttager af topografiske forekomster, og hans beskrivelser kan den dag i dag læses med udbytte og an- spore til nye undersøgelser. Hans Egede forsøgte sig i beskedent omfang også som arkæologisk udgraver. Udbyttet var ikke stort, men hans ind- sats har dog medført, at nordbo-arkæo- logien på Grønland kan gøre krav på at have virket i mere end 250 år. De handelsmænd, der i 1700-tallet berejste det sydgrønlandske kystland, havde ikke Hans Egedes missionsmoti- ver. Men nogle af dem delte hans inter- esse for nordbolevn og skrev udmær- kede beretninger om de arkæologiske observationer, de gjorde på deres vej. Efterhånden hobede der sig så mange efterretninger op, at videnskabsmænd i Danmark ved deres skrivepulte tusinder af kilometer fra Grønland kunne be- gynde at sortere og bearbejde den ind- samlede viden. W. A. Graah's vel gennemførte kone- bådsekspedition 1828—31 leverede det afgørende bevis for det paradoksale for- hold, at nordboernes Østerbygd var at finde sydligt på Grønlands vestkyst. Dette gav anledning til, at Det kgl. nor- diske Oldskriftselskab så tidligt som i 1832 indledte en systematisk indsamling og bearbejdelse af topografiske vidnes- byrd om nordbobygderne. I det tredie og afsluttende bind af selskabets store bogværk Grb'nlands historiske Mindesmær- 141 [2] ker kunne den unge arkæolog J. J. A. Worsaae i 1845 give en 50 sider lang oversigt over de hidtidigt erkendte nordbolevn på Grønland. Worsaae kendte ikke Grønland af selvsyn, og hans Antiquarisk Cborqgraphie afGronland er ret beset kun en sammenfatning af de foreliggende indberetninger. Men når man betænker, hvad der på denne tid forelå i skrift om Danmarks egne for- tidsminder, må Worsaae's grønlandske syntese betegnes som en bemærkelses- værdig præstation. I 1800-årene var det dog først og fremmest de skriftlige levn fra nordbo- tiden, der fangede forskernes interesse. De optager langt den største del af Gron- lands historiske Mindesmærker . Værkets to første bind rummer efterretningerne om Grønland i den islandske middelalder- litteratur, hvor opmærksomheden især måtte samle sig om to sagaer med grøn- landsk emnekreds — Grønlændinge saga og Erik den Rødes saga. Det er livfulde og dramatiske fortællinger om den æld- ste bosættelses mænd og kvinder. Tid- ligere blev der tillagt disse sagaer stor historisk kildeværdi. I vort århundrede har den kritiske historieforskning anfæg- tet dette, idet man hæfter sig ved, at sagaerne er blevet til på Island flere hundrede år efter de begivenheder, der skildres i dem. De to grønlandske sagaer må i næsten enhver henseende anses for rornanfortællinger. Den sparsomme real- viden, de meddeler om Grønland, beror på kendskab til landet i 1200-årene, byg- get over det spinkle skelet af ægte histo- risk tradition, den lærde islandske præst Ari nedfældede i få linier i sin Islendinga- bok o. år 1130. På samme måde stammer tankegangen i sagaerne og deres lokal- kolorit ikke fra Grønland i 900-årene, men fra 1200-årenes Island. At dette endnu ikke er erkendt af mange af de skribenter, der beskæftiger sig med den første nordiske bosættelse på Grønland, er et forunderligt vidnesbyrd om den barriere, der stadig findes mellem histo- rieforskningen og mange historiefor- tolkere. Fremstår landnamstiden dunkelt i de skriftlige kilder, er der til gengæld beva- ret gode og pålidelige efterretninger om Grønland fra og med 1200-årene, også i det islandske materiale. Lærebogen Kongespejlet er ét eksempel, de islandske årbøger et andet. Her kan vi høre om levevilkårene og om besejlingen af Grønland frem til 1400-årene. I sær- klasse står Ivar Baardsens beskrivelse af nordbosamfundet, skrevet efter et åre- langt ophold på Grønland midt i 1300-årene; hans beretning tryllebinder stadig læseren. De fleste af de gode kil- der er - sammen med mange af tvivl- som værdi - aftrykt i 3. bind zHGronlands historiske Mindesmærker. De arkæologiske levn fortæller dog langt mere om middelalderens Grøn- land, end de islandske håndskrifter for- mår. Udforskningen af nordboruinerne kom for alvor i gang i slutningen af for- rige århundrede. I 1880 opmålte og be- skrev Gustav F. Holm et stort antal gård- og kirketomter i Østerbygden. Han fandt også tid til at grave i en del af dem. Det var en imponerende arbejds- indsats, hvor hele den lyse grønlandske sommernat må være taget i brug. Allige- vel blev denne præstation overgået af Daniel Bruun, der i 1894 fortsatte 142 [3] Daniel Bruun, stående ved hesten, fotograferet på Island. G. F. Holms arbejde i Østerbygden og overkom endnu mere — og i tilgift i lyn- tempo publicerede en fremragende sy- stematisk oversigt over Østerbygdens topografi og det middelalderlige Grøn- lands gårdtyper. I 1903 fortsatte Daniel Bruun eftersøgningsarbejdet i Vester- bygden, dog kun på en kort rejse. Daniel Bruun var den selvlærte mand, der magtede det hele. Som hans indsats havde været det på Island og Færøerne, blev hans virksomhed på Grønland banebrydende og skelsættende for den arkæologiske forskning. Bogen om Da- niel Bruun er endnu ikke skrevet, måske fordi han selv skrev så meget og i et fire bind tykt memoireværk har berettet ud- førligt om sit eget liv. Men han fortjener det æresminde, som en stor biografi ville blive. Daniel Bruun arbejdede hurtigt og effektivt, og hans udgravninger var hastige og præcise. Den grundige for- dybelse i de arkæologiske levn fra nord- botiden kom først med Poul Nørlund, der i årene fra 1921 til 1932 gennem- førte omfattende udgravninger i Her- jolfsnes, Brattahlid og Gardar og frem- lagde sine resultater og synteser i såvel videnskabelig som populær form. De gamle Nordbobygder ved Verdens Ende fra 1934 er efter min mening den bedste populære historiske beretning, der no- gensinde er skrevet på dansk. Bogen er i dag selvsagt i flere henseender for- ældet, men den bør dog læses af alle, der interesserer sig for Grønland. Poul Nørlunds arbejde blev fortsat af hans medhjælper Aage Roussell, der ved undersøgelserne på Sandnes udstrakte den arkæologiske arbejdsmark til Vester- bygden. Aage Roussells disputats Farms and Churcbes in the Mediaeval Norse Settle- ments of Greenland fra 1941 fandt ved fremkomsten ikke megen forståelse i fagkredse, men værdsættes i dag som et dygtigt og perspektivrigt arbejde, der har bragt forskningen et væsentligt skridt frem. Om undersøgelserne efter 1945 skal der ikke skrives i dette forord. De efter- følgende bidrag skal have lov at tale for sig selv. Læseren vil få rig lejlighed til at glæde sig over den grøde, der er i nord- bo-arkæologien på Grønland. Der arbej- des med en forfinet arkæologisk teknik, der udnytter de muligheder for øget viden, som naturvidenskaberne på så mange områder kan tilbyde. Den smit- tende arbejdsglæde lover godt for frem- tiden. 143 [4]