[1] Kildematerialet og den norrøne Grønlandstradition Af Finn Gad Middelalderen er rent kildemæssigt set blandt andet karakteriseret ved væksten i det skriftligt nedfældede fra næsten intet til en relativ mangfoldighed, fra tilfældige beretninger til et voksende antal breve og dokumenter, i original og/eller i afskrifter. Det ser ud til, at be- hovet for den skriftlige udformning begynder senere, jo længere man kom- mer mod nord. Det mundtlige udsagn som retsbindende og talen som det væ- sentligste kommunikationsmiddel holdt sig længere i tid; men samtidig med at det sagte blev mindre og mindre bin- dende, steg behovet for skriftlig kommu- nikation, dog meget svagt. Det mundt- ligt aftalte spillede og spiller stadig en vigtig rolle; tænk blot på vore dages ud- strakte brug af telefonen. Der er mil- liardvis af samtaler gennem tiderne, som historikerne kunne have ønsket at over- være, men som — gudskelov — for evigt er henvejret i den blå luft. Mangelen på muligheder for at leve med i den hen- seende skaber imidlertid adskillige pro- blemer, i og for sig uløselige. Således også de store gab, tavse og tomme, i det middelalderlige kildemateriale. For det norrøne Grønlands vedkom- 144 mende må beskrivelserne i udstrakt grad hvile på de vidnesbyrd, som arkæolo- gerne kan lirke op af jordsmonnet. Der er gjort og gøres stadig et omfattende arkæologisk arbejde i Grønland. Kun nogle navne kan nævnes her: Daniel Bruun, Poul Nørlund, Aage Koussel, C. L,. Vebæk, Jørgen Meldgaard og Knud J. Krogh. Og flere nye kommer til. Arkæo- logernes rapporter og beskrivelser findes i adskillige bind af Meddelelser om Grøn- land. Der er det bemærkelsesværdige ved disse rapporter, som ved det arkæo- logiske arbejde som helhed, at en tvær- videnskabelig funktion næsten hele tiden har gjort sig gældende. Zoologer, botani- kere, klimatologer og anatomer er blevet inddraget i undersøgelserne og har bi- draget til beskrivelserne, til underbyg- ning af påstandene, som arkæologerne nåede frem til — eller til forhåndsafkræf- telse af dem. Det vil fremgå af andre artikler i dette temahefte. Det skal der- for her blot slås fast, at arkæologiens beskrivelser fungerer som de vigtigste kilder til dannelsen af det norrøne Grønlandsbillede. Ved at sammenholde de forskellige fund, og ved så nøjagtige tidsfæsteiser af dem som det over- [2] hovedet er muligt, kan man til en vis grad nå frem til at konstruere udvik- lingslinjer. Kun i ganske enkelte tilfælde kan det arkæologiske materiale antyde begivenheder, f. eks. katastrofer som ilds våde eller pludselig flugt. Sammen- stillingerne af de enkelte fund, f. eks. af forskellige gårdtyper, kan dog kun ved forsigtige fortolkninger og meget sikre tidsbestemmelser give mulighed for at beskrive en udvikling. Men det gør ikke det arkæologiske kildemateriale mindre værdifuldt. Det er under alle omstændig- heder et kildemateriale til Grønlands historie, fundet /' Grønland, om ikke altid fremstillet der. Det skriftlige kildemateriale kan un- dertiden sige noget om, især hvor, men også hvad man skal søge efter. Ved for- tolkninger af de arkæologiske fund træ- der det skriftlige materiale tit til - og omvendt, hvilket vil sige, at det skriftlige kildemateriale undertiden kan verificeres ved arkæologiske fund. Udførligere be- retninger om begivenheder, altså egent- lig historie, kan kun det skriftligt nedfæl- dede fortælle. Det karakteristiske ved dette kildestof til Grønlands historie er, at det næsten alt sammen er forfattet, fremdraget og bevaret uden for Grøn- land. Nogle gravsten med navne, Kingigtorssuaqstenens halvt kryptiske meddelelser, en del gravkors af træ, nogle mindre træpinde og måske også nogle sækkemærker (de sidste dog fun- det i Bergen) - alle beskrevet med runer - er det eneste skriftlige skabt i Grøn- land. Der er til dato ikke fundet blot stumperne af et stykke pergament eller sider af en kirkelig bog med tekst i middelalderlig maner. Går man blot til den nærmeste nabo, Island, gør det skriftlige kildemateriale sig gældende i løbet af 1200-tallet, sandt nok i be- skedent omfang, men dog på et tids- punkt, hvor kirken havde et godt tag på det grønlandske norrøne samfund. Der kan kun være én forklaring på dette for Grønlands vedkommende: der fandtes ikke noget behov for skriftlig dokumentation eller kommunikation. Det mærkelige er, at end ikke de gejst- lige tilsyneladende har haft behov for denne form for kommunikation; for så ville der nok have været mere deraf be- varet, i sin tid sendt fra Grønland. Så vidt mig bekendt eksisterer der ingen breve, som er gået den modsatte vej, hel- ler ikke i kopi. Der er selvfølgelig den mulighed, at alle bøger og breve, der be- fandt sig i Grønland, er gået samme vej, som det senere skete med en del af Godthåbs lånebogsamling. Her hentede seminarieeleverne fra kirkeloftet efter sigende et passende antal bind, når der skulle tændes op i de forslugne kakkel- ovne, når der ikke fandtes andet optæn- dingsmateriale ved hånden. Måske er i en sen brændselsfattig tid den grøn- landske middelalders skriftlige efter- ladenskaber blevet bålenes bytte til en stakket opvarmning af de få forladte sjæle. Hvorom alting er, så kan det, ganske vist ved en fortolkning, sandsynliggøres, at det »talte ord« har haft en fundamen- tal virkekraft i Grønland, som det fortsat gennem middelalderen spillede en vigtig rolle i det øvrige Norden. Da man fra norsk kongemagts side sidst i 1240'erne ønskede de norrøne grønlændere bundet til en aftale, blev denne ikke nedfældet 145 [3] på pergament. Det blev den for øvrigt heller ikke straks på Island i samme for- bindelse. De norrøne bønder kendte sandsynligvis og vel i almindelighed kun mangelfuldt til runealfabetet. Det var næsten gået af brug i Norge i 1200-tallets midte, men ville dog kunne være tydet. Der var dog tidligt i det kristne Norden en fornemmelse af noget gammeldags trolddomsagtigt ved disse tegn, så brugen af dem blev i begyndel- sen af 1400-tallet udtrykkeligt forbudt. I Grønland havde bønderne sandsynligvis omvendt ikke den mindste tillid til det krimskrams, som biskop Olaf af Garåar måske, vi ved det ikke, ville have dem til at skrive under på. Hvad var for øvrigt en underskrift? Kunne man overho- vedet skrive sit navn (med runer), ja, så gav man dette helligede klenodie ikke sådan fra sig uden videre! Når en fri mand havde sagt ja på tinge i alle til- stedeværendes påhør, var det vidnefast og dermed godt nok og til troende (»Som alle mænd ved« — »I mands min- de«). Mere kunne man ikke få dem til at yde i den sag. Med det mundtlige tilsagn måtte kong Håkon Håkonsson lade sig nøje (cf. »Grønlands tilslutning til Norgesvældet«, nærv. tidsskr., 1964, side 264 f.). Selv om dette er en plausibili- tetsforklaring, forekommer det mig, at den i overbevisende grad belyser indstil- lingen til det skriftlige og det norrønt grønlandske samfunds behov for doku- mentfaste aftaler. Segl at sætte under et eventuelt dokument havde man for øvrigt slet ikke i Grønland, i hvert fald er intet middelalderligt seglstempel fundet. Det eksterne skriftlige kildemateriale 146 må naturligvis også betragtes ud fra synsvinkelen, om man havde behov for skriftlig kommunikation med de nor- røne bygder - også som et supplement til den mundtlige. Tilsyneladende har dette behov for det skriftlige været såre ringe. Som vanlig kan dette kildemateriale deles op i beretninger og breve. Beret- ningerne er rigeligst i de første århun- dreder. Det lille antal breve er spredt forholdsvis jævnt over hele perioden og giver derfor kun ganske enkelte glimt og dermed belæg for tildragelser. I tidens tegn er det hovedsagelig kirkelige skri- velser. De begynder tidligst i 1000-tallet med pavebreve, også senere forfalsknin- ger, hvori blot Grønlands navn er nævnt i forskellige former og blandt andre lokaliteter. Derefter kommer de få og spredte gejstlige breve og dokumenter, også en del hvor blot bispen af Går6 ar er nævnt blandt andre tilstedeværende dignitarer. De få verdslige breve ligger naturligt nok i 1300-tallet efter Grøn- lands tilslutning til Norgesvældet 1261. Alt dette brevstof er udgivet hoved- sageligt i Granlands historiske Mindes- marker III, og i nyere tid noget sup- plerende og genlæst i Diplomatarium Norvegicum og Diplomatarium Danicum. Det sidste pavebrev, der hovedsagelig drejer sig om tilstanden i Grønland, da- teret 23.10.1492, er trykt i Diplomata- rium Groenlandicum (Medd. om Grønland 55,3). Dette er alt. Der er imidlertid noget bemærkelses- værdigt ved dette brevstof, hvilket også gælder beretningerne. Det er på ganske enkelte ting nær det samme skriftlige kildestof, der er tilgængeligt for os i dag [4] som ved slutningen af 1500-tallet. Det kan få én til at tænke sig til, at der måske aldrig, når alt kommer til alt, har eksi- steret mere. For mig at se underbygges derved teorien om det talte ords domi- nans. 1600-tallets Grønlandsbeskrivel- ser, så vel poetiske som prosaiske var i hovedsagen henvist til det samme skrift- lige kildestof, som vi er det i dag. Til- sammen udgør det altså, hvad der for- stås som den norrøne Grønlandstradition. Rigeligst øses der af beretningerne. Blandt dem tæller også de islandske år- bøger eller annaler, der ganske vist giver tør og kortfattet besked om konkrete hændelser. Også de findes trykt i Grøn- lands historiske Mindesmærker, men bedre i nyere udgaver. Da deres notitser med nogenlunde troværdighed begynder i 1100-tallet og føres videre, for enkeltes vedkommende helt op til sidst i 1500-tallet, er deres kildeværdi stor, ofte den eneste kilde til én eller anden fore- teelse i forbindelse med Grønland. Allerede Adam afJSremen (i midten af 1000-tallet) beskæftigede sig med grøn- landske forhold. Hvad han beretter er kun, hvad han har hørt andre fortælle. I det hele taget gælder det alle beretnin- gerne, at de enten beror på mundtlige meddelelser, er direkte lån fra omtalen af forhold andetsteds, afskrifter efter ældre forlæg, samlende redaktioner af flere ældre forlæg eller nedskrivning af den mundtlige tradition på et forholds- vis sent tidspunkt efter de begivenheder, der fortælles om. Disse to forhold gælder især den rig- holdige sagalitteratur. Det indbyrdes for- hold mellem de enkelte sagaer er tem- melig speget, og de lærde er til en vis grad ikke endnu enige om alle forhold vedrørende de forskellige problemer, hverken med hensyn til alder eller ind- byrdes afhængighed. Stort set kan det dog siges, at de alle er nedskrevet fra 200 til 300 år efter de begivenheder, der omtales. Det svækker unægtelig deres værdi som kilder. Man kan da gå til den ene yderlighed og dermed frakende dem al anden værdi end den litterære og litte- raturhistoriske, og dermed totalt for- kaste de beretninger, de bringer, som historiske. Den modsatte yderlighed: at tage alt for pålydende, er der ingen, der drømmer om at nærme sig. Som sagt er der allerede visse kendsgerninger og for- hold i disse sagaer, som verificeres eller sandsynliggøres af arkæologiske fund eller ved hjælp af andre skriftlige kilder, der ligger uden for sagaområdet. Med- delelser som visse kursforskrifter viser sig ved senere afprøvninger at være kor- rekte nok. De har i hvert fald ført til en nogenlunde fastlæggelse af lokakaliteter- ne på det amerikanske kontinent og stærkt sandsynliggjort placeringen af sagaernes Vinland til L'Anse aux Mea- dows på nordspidsen af Newfoundland. På samme måde gælder det Marklands placering til Labradorkysten, verificeret yderligere gennem de stædigt andetsteds omtalte togter efter træ dertil. Ingen tvivler om, at Erik den Røde tog land i Grønland 982-86, skønt kun sagaerne og en enkelt årbog beretter derom. Hvis der overhovedet kan fortælles noget om individualiteter og tildragelser, må saga- erne være hovedkilderne for den ældste tid. Devisen: Hvor intet andet er, kan man ikke undlade at bruge det, der er, må gælde her som så mange andre ste- 147 [5] der. Men det står samtidig klart, at man som ved alle andre beretninger, og ikke blot de middelalderlige, må bruge dem med varsomhed og kritisk, mens man stadig holder sig for øje, at det drejer sig om sent nedskrevne, som oftest redi- gerede tekster. Under alle omstændig- heder er de spækket med gode historier, men kun sparsomt med historie. Alle sagastederne er som det meste af det skriftlige kildestof udgivet i Grøn- lands historiske Mindesmærker. Naturligvis er selve denne udgivelse forældet, lige som oversættelserne ikke altid er kor- rekte. Det er således en senere tid, der har placeret Groenlendinga pattr fra Flateyjarbok som den sikkert ældste beretning blandt andet om Vinlands- færderne. Men det vil føre for vidt her at gøre rede for alle de specielle forhold, blot skal der henvises til Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder, hvor man kort kan blive orienteret ved opslag under de enkelte sagatitler eller hånd- skriftnavne. Af den islandske sagalittera- tur drejer det sig i denne forbindelse om Ari Frodis Islendingabok, Landnamabok, Grænlendinga saga (Flatejjarbok)j Eiriks saga rauda (Hauksbok, Skdlholtsbok), også kaldet Porrfinns saga Karlsefnis, Fostbrødre- saga, Eyrbyggjasaga, Einars Pattr Sokka- sonar af Grænlandi (Flateyjarbok). De norske kongesagaer beskæftiger sig også med norrøne grønlandske for- hold. Det gælder således Olav Tryggvasons saga, Olav den Helliges saga og Håkon Hdkonssons saga. Ind imellem kommer den lille Historia Norvegiæ, fundet af den norske historiker P. A, Munch i 1849. Denne sidste er forfattet inden 1198, men ikke færdiggjort. Forfatteren, hvem det så er, har kendt Adam af Bremens skrift, men standser midt i Olav den Helliges historie. Forinden har han dog bragt meddelelser med flere andre kilder som grundlag, deriblandt også noget om det tidlige norrøne Grønland. Historia Norvegiæ omtales her mere udførligt, fordi den ikke findes i Grønlands histori- ske Mindesmærker, men må søges i sær- skilte publikationer. Endelig er der så det didaktiske skrift Kongespejlet fra 1240/50. Også dets pas- sager om Grønland er udgivet i Grøn- lands historiske Mindesmærker, men senere - og bedre - på anden måde. Heri findes en i ordets bogstaveligste forstand ene- stående beskrivelse af de geografiske og »erhvervsmæssige« forhold for de nor- røne grønlændere og handelsfærderne fra og til Norge. Den seneste middelalderlige beskri- velse af det norrøne Grønland kommer fra kirkelig hånd. Det er Ivar Bardarsons. Den stammer fra 1300-tallets sidste halvdel, men findes kun i afskrifter fra o. 1500. Den er udgivet sidst og bedst af Finnur Jonsson i 1930. Her har han på __ypperlig vis »oversat« den overleverede afskrift til gammel vestnordisk sprog- form. Disse gamle afskrifter, såvel som andre brevkopier, stammer fra den sy- stematiske indsamling, som ærkebiskop Erik Valkendorf mellem 1510 og 1517 foretog med henblik på en genoptagelse af sejladsen fra Bergen til Grønlands norrøne bygder. Heriblandt var også kursforskrifterne for denne storhavs- færd. Fra de sidste århundreder har vi de sene beretninger om Bjørn Thorlefssons forlis o. 1450 og Jon Grønlænders mærke- 148 [6] lige oplevelse ca. 1520, begge optaget i Grønlands historiske Mindesmærker. Kortmaterialet er naturligvis såre spar- somt. Det var ikke norrøn skik at tegne kort, derimod i 1300- og 1400-tallene ved at blive almindeligt i Norditalien og Spanien/Portugal. Her placerede den danske lærde Claudius Clavus Swart for første gang Grønlands landmasse på et kort over de nordlige landområder på jorden. Han fremstillede i 1420'erne to kort, sandsynligvis på grundlag af beret- ninger og som skrivebordsarbejde. Ori- ginalerne findes ikke mere; men på grundlag af senere kopieringer og beret- ninger har A. A. Bjørnbo rekonstrueret dem, første gang offentliggjort i 1904.1 denne forbindelse kan det fastslås, at man kan se helt bort fra det såkaldte Vinlandskort, der vist nu kan erklæres for et ypperligt gjort falsum fra tiden efter 1920. Der har været påfaldende tavshed om dette oppustede »fund« siden 1970.* Uden for hele dette kildemateriale ligger en enkelt middelalderlig »begiven- hed«, dels fordi den så sent er opdaget, dels fordi den og af samme grund ikke indgår i den norrøne Grønlandstradi- tion. Det drejer sig om Pining, Potthorst, Johannes Skolp og Joao Vaz Corte-Rea/ og deres togt til Grønland 1472 eller 1473. Denne færd er opdaget og beskrevet af Sophus Larsen (cf. Gad: Grønlands hi- storie I, side 216 ff. med tilhørende noter og litteraturhenvisninger). Af tekniske grunde kunne jeg ikke tage omtalen af Vinlandskortet helt ud af teksten i min Grønlands historie I, 2. opl. 1979, side 215, men kunne dog i note 445 få indskudt, at kortet var erklæret for et falsum. På det meste af det her nævnte kilde- stof af skriftlig art byggede traditionen videre i Island, Norge og Danmark, bå- ret af mænd som Absalon Pedersøn, Sigudr Stefdnsson, Hans Poulsen Resen, Claus Chri- stofferssøn Lyschander, Jens Bielke, Peder Claussøn (Friis, Undal), Bjørn af Skardsaa, Ole Worm, Arngrimur Jonsson, Thormod Torfaus og Arngrimur Thorkilsson Vidalin. Clavus' kort efter kopierne ind- gik med talrige skrivebords»forbedrin- ger« i den kartografiske tradition, hvor- ved Østerbygden skridt for skridt blev flyttet om på østkysten af Grønland. Sigurdr Stéfansson, Gudbrand Thorlaksson (Thorlaåus), Hans Poulsen Rese» og ende- lig Jacob Ras f A var de nordiske tegnere. Nederlænderne og andre tegnede andre kort dels på grundlag af de gamle kort, dels på grundlag af deres egen besejling. Og det var hele denne tradition, der lå bag ved, hvad der skete 1721. Fra dette år begyndte »tilbagevandrin- gen«, der først tog rigtig fart efter Ann Aretanders og H. P. VON Eggers' placering af Østerbygdens gårde så nogenlunde korrekt på de i 1800-tallet mere nøj- agtige kort. Arkæologi, historie og saga- studier med hjælp af allehånde videnska- ber begyndte at gribe tilbage i fortiden. På dette stade af fortidsforskningen kom de grønlandske sagn om forholdene til de norrøne grønlandsboer ind i billedet. De omtales senere i denne artikelserie og bredere. Deres kildeværdi er noget tvivlsom, fordi de kommer så sent ind i historikernes synsfelt og derfor kan have været under påvirkning af den koloniale samtid og underlagt fantasiens genius. Til stede er muligheden for, at 1800- tallets grønlandske sagnfortællere og 149 [7] meddelere af lutter imødekommenhed har fortalt, hvad man forventede at høre. Kritisk må man være over for al mundt- lig tradition. Arkæologi, historie, sagn- og sagastudier greb tilbage i fortiden med hjælp af allehånde opdagelser og fortolkninger føjet sammen stykke for stykke for at nå frem til skildringer af det norrøne Grønland så tro mod en fortids virkelighed som overhovedet muligt. Med langt større sikkerhed kan i dag grundlæggeren af det norrøne sam- fund på Grønland mindes. Fra Flateyjarbok (14. årh.}: Granlendinga Saga. De sidste 15 linier på denne side indleder historien om Leifs Vinlandsrejse, 150 [8]