[1] Tjodhildes Kirke - den første fundberetning Af Jørgen Meldgaard Udgravningerne på Brattalid af »Tjod- hildes Kirke« og den samtidige kirke- gård har været en af de mest opsigts- vækkende nordbo-undersøgelser siden Poul Nørlund, Aage Roussell og C. L. Vedbæk ledede »ekspeditionerne« til de nu klassiske nordbolokaliteter. Nørlunds ekspedition i 1921 til Herjolfsnæs kræ- vede fire måneders rejser, og mindre end to måneder kunne helliges udgravnin- gerne af kirke og kirkegård med de nu så berømte dragtfund. Arbejdet på »Tjod- hildes Kirke« har strakt sig over en lang årrække med deltagelse af en lang række specialister, og en del af materialet er endnu under bearbejdelse. Men mange af resultaterne er fremlagt i artikler og bøger, i særdeleshed af lederen af de ar- kæologiske udgravninger, Knud J. Krogh. Tjodhilde, landnamsmændene, og Brattalid, bør dog nævnes i denne sam- ling af artikler i jubilæumsåret, mener re- daktørerne af »Grønland«. Dette bidrag bliver da den oprindelige »fundberet- ning«, et personligt notat om mødet med Erik den Rødes hoved og de 14 første dage på lokaliteten. En opti- mistisk og ureflekteret skildring baseret på brudstykker af sagatekster, som ikke er kritisk afvejet. Beretningen blev ned- skrevet efteråret 1961: »... Den 30. august kommer en nydelig klædt herre ind på Nationalmuseet med en pakke under armen og meddeler, at »det drejer sig om Erik den Rødes hovedskal«. Jeg smiler forekommende — en museumsmand udsættes for mange originale teorier og fund. Budbringeren er kontorchef i Grøn- landsministeriet N. O. Christensen. Præ- sentationen af Erik på lyserødt silke- papir er effektfuld. Den følgende fund- beretning nøgtern og kortfattet, men dog lang nok til at museumsmandens smil nåede at blive lagt om i ægte folder: Et skolehjem skulle bygges for børn fra de spredte fåreholderhjem i bunden af Tunugdliarfik fjorden i Sydgrønland. Ved Qagssiarssuk udpegede kateket Lars Motzfeldt en velegnet byggeplads, nær skolekapellet og med udsyn over fjord og fjælde, og et par danske håndværkere begyndte grundudgravningen. Spaden bragte samme dag et mørnet kranium 151 [2] Qagfsiarssuk bygden. Fot.: Jørgen Meldgaard 1962. Cirklen til venstre: ruinerne af »Erik Redes Hal«. Cirklen til hyre: Tjodhildes Kirke. op af grøften. Det endte i jordbunken: En fåreskal velsagtens, der løber jo 6000 får rundt i fjældene her ved fjorden. Senere endnu et kranium, og kateket Motzfeldt kommer ud af skolekapellet med sin viden om anatomi og historie og udtaler sin dom: Det er snarere Erik den Røde! Kateketen lader bud gå over fjorden til Narssarsuaq, tidligere ameri- kansk base, nu bl. a. dansk flyvestation, og et hold med flyverchefen i spidsen drager til fundstedet; deriblandt N. O. Christensen, som næste dag skal til Kø- benhavn. Dermed er Erik den Røde på Natio- nalmuseet, hvor spekulationerne begyn- der. Thi det kan være ham. Qagssiar- ssuk-bopladsen blev i 1932 efter Poul Nørlunds udgravninger identificeret som Brattalid, Erik den Rødes høv- dingesæde. Den nyfundne lokalitet undslap dengang arkæologernes grave- skeer, af den naturlige årsag at intet var at se på jordens overflade. Første spørgsmål var nu: Eskimo eller nordbo? Eskimoiske grave fra hedensk tid er talrige i området. Vor førende an- tropolog, dr. Balslev-Jørgensen, besigti- ger knoglerne: Nordbo! Andet punkt: Kan byggeriet af skolehjemmet på Qag- ssiarssuk standses, og kan vi i en fart få yderligere oplysninger om fundstedet? Ministeriet for Grønland går i gang med at undersøge mulighederne for at flytte 152 [3] byggeriet, og »Grønlands geologiske Undersøgelse« rækker en hjælpende hånd og lader et hold geologer sejle til Qagssiarssuk fra deres hovedlejr længere ud i fjorden. Fundet rummer to muligheder, hver for sig spændende og berettigende til at sætte et større maskineri i gang. Bratta- lid midt i nordboernes gamle Østerbygd var ikke blot stedet, hvor Erik den Røde byggede gård i 985 (eller 986) efter efter at have ført 3-400 friheds- elskende og eventyrlystne islændinge til det nyfundne og lokkende »Grønland«. Brattalid blev i løbet af nogle år centret for en blomstrende bygd, først behersket af gamle vikingesæder, landnamsmæn- dene svor til den hedenske tro, som Erik selv, snart dog præget af den nye tro med dåb og præstemænd, som Eriks søn Leif. Men uændret efter tro- og år- tusindeskifte var vikingeåndens kende- mærker: Trang til mindeværdig stordåd uden for stue og stald. Og Brattalid var stedet, hvor Thor brødes med Krist, og hvor hedinge og kristne gik lige dådrige og agtede i gravene. Endnu var det ikke lykkedes at op- spore landnamsmændenes hedenske gra- ve. Men heller ikke den første kristne kirke og gravplads var fundet. En af disse to parter havde nu røbet sig. Om kristendommens indførelse og den første kkke beretter sagaerne. Leif Eriksøn vender i år 1000 hjem fra et be- søg i Norge, hvor han ved kong Olaf Tryggvasøns hof i Trondheim har ladet sig døbe og overtale til at forkynde kri- stendommen i Grønland. Han får en præst og andre gejstlige med sig. Ifølge Erik den Rødes saga (Hauksbok) er rej- Kranier i fællesgraven syd for kirken. Fot.: Knud Krogh 1964. 153 [4] sen fuld af begivenheder. Skibet storm- slås og han finder Vinland, og ved Grønlands kyst redder han skibbrudne på et skær; han får navnet Leif den Lykkelige. På Brattalid modtages han af faderen Erik og moderen Tjodhilde. I Hauksb6k hedder det videre: »Han for- kyndte snart kristendommen og den almindelige (katolske) tro i landet og forklarede dem, hvor megen herlighed og glans der var ved denne tro. Erik var langsom til at tage nogen bestemmelse om at forlade sin tro, men Tjodhilde lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en kirke ikke ganske nær ved husene; dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke. Der holdt hun og de andre, der antog kri- stendommen, deres bønner. Tjodhilde ville ikke, fra den tid hun havde antaget troen, dele seng med Erik; og dette var ham meget imod.« I Grønlændingesaga høres Eriks kom- mentar til sønnens bedrifter og det nye tilnavn: »Men hans fader Erik sagde så, at det ene kunne gå lige op med det andet; det at han havde reddet et skibs mandskab i havsnød, og det at han havde ført skademanden til Grønland, hvormed han mente præsten.« Sagaens skildring af »Tjodhildes kir- ke« lod vægten synke til fordel for den »kristne« tolkning af det nye fund på Brattalid. Dertil kom nu geologernes rapport med konstatering af flere grave og af bygningsrester. Og vejen var klar for en større prøvegravning. Ministeriet havde standset og flyttet skolehjems- byggeriet. Kateket Motzfeldt tog imod mig på Brattalid den 13. september. Oppe på en Tværsnit gennem tervemuren i Tjodhildes Kirke. Fot.ijergen Meldgaard 1961. Snittet viser de sammen- pressede lag af gråsten i en aflangmurene. græsgroet terasse viste han stedet: »Her var det meningen, at skolehjemmet skulle rejses, med udsyn, og så det kunne ses fra fjorden. Men andre havde altså haft lignende tanker for længe siden . ..« Nedad mod fjorden sænker dalen sig i trappeformede terasser, strandbredden ligger knap 200 meter fra fundstedet, men den skjules bag et par terasserygge. Det samme gælder ruinerne af Erik den Rødes gård, der ligger nær stranden under dalens sydvendte skråning. »Tjod- hilde lod bygge en kirke ikke ganske nær husene«, for ikke at Erik skulle vredes ved synet, hver gang han slog døren op i sin høvdingehal? Umiddelbart foran den oprindelige hal og de senere tilbygninger ligger 154 [5] ruinerne af en stenbygget monumental kirke. Den er udgravet af Poul Nørlund og kan dateres til det 13. årh. Under den er spor af en endnu ældre stenbygget kirke, rejst som skik var ved hovedgår- dens bolig, men først engang efter at kristendommen var ophørt med at være en torn i øjet på betydende folk. Oppe hvor de nye skeletfund var gjort, tegnede skyggerne i det lave sollys svage og udjævnede konturer af en U-formet højning. Prøvegrøfter blev gravet, og efter 14 dage kunne byg- ningen anes på tegnepapiret: En byg- ning orienteret i øst-vest, og med sam- menskredne tørvemure mod nord, syd og øst. I 5-6 meters afstand antydede enkelte fundamentsten resterne af et græstørvsdige, og inden for dette var der i de få prøvegrøfter dukket ialt 16 grave frem, smukt orienteret i øst-vest. »Dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke«! Sagaskriveren, eller rettere hans kilde, har ikke været imponeret af kirken som arkitektonisk bygningsværk. Tjodhildes kirke har da også, efter den foreløbige undersøgelse at dømme, været et såre beskedent hus. Dens indvendige mål har været mindre end 3x6 meter. En byg- ning af græstørv, kombineret med træ- værk og enkelte sten, vil efter 9 år- hundreder ikke vise sig ved tydelige spor i terrænnet. Derfor er tomten naturligt nok blevet overset af alle, og den har unddraget sig endog de skarpe ar- kæologøjne, der har spejdet efter kirken »ikke ganske nær husene«. Kirkens østgavl ser dog ud til at have haft en del sten i muren. Større og mere imponerende sten er her taget i anven- delse og lagt som fundament. Både øst- gavl og langmurene har været 1,3 meter tykke. Vestgavlen kunne overhovedet ikke spores ved prøvegravningen. Den har utvivlsomt bestået helt af træ. Kun langmurenes afslutning og en flisebesæt- ning på gulvet angiver murens omtrent- lige placering. Dette billede af Tjodhildes kirke, der kan tegnes efter blot 14 dages foreløbige undersøgelser, må blive løst og skitse- mæssigt. Vi må lade fantasien få et rige- ligt spillerum og så iøvrigt trække nogle linjer op efter de islandske tørvekirker, omend disse kun findes bevaret fra 1800-tallet. For folk der stævnede fjorden ind, og for de der færdedes ved deres daglige dont omkring Brattalids huse og stalde, har kirken rejst sig prunkløs i sin græs- groede klædning. For den kirkesøgende, der kom op vestenom bygningen, har der vel været mere at se. Trægavlen dér, med indgangsdøren, har åbnet mulighed for indskårne og malede prydelser; det samme kan gælde krydslagte vindskeder. Et trækors har nok markeret husets art, og en lille kirkeklokke er rimeligvis kommet til inden længe. Vi går ind af døren. Mørkt og snavset, med lidt lys fra åbninger i gavlene, og måske fra en lyre i taget. En 20-30 mennesker kan stuves sammen herinde. Væggene er antagelig bræddeklædte, og tørvemurene er lu- nende. Atmosfæren har været tæt, »præ- stemanden« og hans tjenere, der klum- per sig sammen henne ved østgavlen, lider med anstand i deres missionerende gerning »ved verdens ende«, bedre vant fra kong Olaf Tryggvasøns hof. »Der holdt Tjodhilde og de andre, der antog kristendommen, deres bønner.« Vi 155 [6] lytter: Tjodhilde beder for Eriks heden- ske sjæl, og Leif takker for vel overstået Vinlandsfærd. En og anden beder for en større kirke .. . Sagaberetterne giver ikke ren besked om Erik den Rødes død; gik han i gra- ven som hedning eller som kristen? Hedningedøden er den almindelige anta- gelse. Det ville måske passe bedre ind i billedet af Erik og hans stædige gemyt med en højsættelse på gammel vis. Men Hauksbok åbner dog for den anden mu- lighed: »Erik var langsom til at tage nogen bestemmelse om at forlade sin tro, men Tjodhilde o. s. v.«. Det vil være rimeligt at forestille sig, at Erik på et vist tidspunkt er gået med til at lade sig primsigne, d. v. s. foreløbigt indvie ved korsets tegn. Dette var langt fra usæd- vanligt på Island i årene omkring kri- stendommens antagelse ved årtusind- skiftet. Primsigningen havde den virk- ning, at man i lige grad kunne omgås kristne og hedninge uden at opgive sin gamle tro, hvilket for Erik ville gøre ende på hans bekendte ærgrelse over, at Tjodhilde efter sin dåb nægtede at dele seng med ham. Men den første vinter (år 1000-1001) efter Leifs hjemvenden som døbt og med præst i følge har i alle tilfælde været hård for Erik den Røde. De foregående to somre har han fra Island uden tvivl hørt, hvorledes høvdinge dér så på slige sager. I 996 fer Stefne Torgilsson med vold og brand frem mod islandske templer og gudebilleder. Han var blevet kristnet i Danmark. Men den følgende sommer blev det lovtaget på Altinget, at hver den, der ville angribe guderne eller bruge hånsord om dem, skulle dømmes til fredløshed og sagsøges af sine egne fjernere slægtninge for gudsbespottelse. Thi kristendommen måtte betragtes som frændeskam, en plet på ættens ære. Stefne var udsendt af Olaf Trygvasøn — som Leif et par år senere. På Altinget i 999 kunne den ansete og nydøbte høvding Hjalte Skæggeson dog fra selve lovbjerget udslynge disse rimede hånsord om guderne: Gæk for Guder må bæve Grant ligner Freja en Tæve Og først efter megen strid og rådslag- ning lykkedes det at få Hjalte dømt fred- løs. På tinget i år 1000 var kristne og hed- ninge omtrent jævnstærke. Den 23. juni var de to partier efter megen rådslag- ning endnu så fjernt fra hinanden, at der blev tale om at forkynde to love og at danne to stater i landet. Torgejr Godes store tale fra lovbjer- get den følgende dag skabte forliget: »Thi det vil vise sig, at sønder vi loven, så sønder vi også freden«. Og Torgejr forkyndte da den lov, at alle skulle være kristne. Men angående børneudsættelse og hestekødspisning, da skulle de gamle hedenske love stå ved magt. At foretage hemmelige ofringer til guderne skulle være tilladt - men straffes med lands- forvisning, dersom det kunne bevises ved vidner. Og alle hedninge på tinget blev primsignet, og mange døbte. Men nord- og østlændinge modsatte sig at blive døbt i koldt vand, og mange blev derfor først døbt på hjemvejen i forskel- lige varme kilder .. . Disse nyheder må være nået frem til 156 [7] Erik Rede Frederiksen på Tjodhildes kirkegård. Fot. :Jørgen Meldgaard 1961. Brattalid i sommeren 1001. Og da har Erik vel så småt vænnet sig til lyden af præstemandens messe deroppe fra Tjod- hildes nyrejste hus. Erik den Røde kan ligge i sin kristne grav her ved Tjodhildes kirke. Men det åbne spørgsmål er, om vi ved næste sommers udgravninger får en mulighed for at identificere ham. Hauksbdk siger et sted, da Erik skal ud på Vinlandsfærd med sønnen Torstein, at han på vej til skibet »faldt af hesten og brækkede rib- benene i siden, og forslog armen i skul- derledet«. Men et skelet med brækkede ribben vil næpe overbevise verden om Erik den Rødes grav. Vi må håbe på andre vidnesbyrd. Hvem må ellers forventes at hvile på kirkegården? Tjodhilde selv, naturligvis. Formentlig Eriksønnerne, Leif, Thor- vald, Thorstein; samt datteren Freydis. Desuden en række andre navnkundige folk. Dog er det først nødvendig at spe- kulere lidt over, hvor længe Tjodhildes kkke var i brug. Kirken er på et vist tidspunkt flyttet ned til gården, hvor den store stensatte kirkeruin nu ligger. Poul Nørlunds udgravninger i 1932 viste, at der under den ret velbevarede rektangu- lære tomt af en kirke fra 1200-tallet lå fundamentsten af en ældre kirke, som ikke sikkert kan dateres. Adskillige har ment, at dette var Tjodhildes kkke, nu kan der næppe være tvivl om, at det er afløseren af Tjodhildes græstørvskkke. I værste fald kunne man tænke sig, at Tjodhildes kirkegård var tom! Ifølge islandsk lov var der strenge regler for opgravning af de døde, dersom kkken måtte flyttes. I Grågås hedder det: De skulle begynde gravningen i kirke- gårdens yderste dele og lede efter ben på samme måde, som de ville lede efter penge! Men skeletterne i det i sommer afdækkede område viser, at det heldigvis ikke blev praktiseret her. Bestemmel- serne i Grågås er da formentlig også fra en senere tid. Der ligger på den lille kirkegård nok henimod hundrede gravlagte nordboer, efter fundtætheden i prøvegrøfterne at dømme. Den har været i anvendelse i adskillige år. På den anden side rummer 157 [8] den næppe meget mere end en genera- tions døde; senest 25—30 år efter kirkens rejsning må alle bygdefolk være kristne, befolkningstallet er vel nu ialt på et par tusinde, og hovedsædet Brattalid har krævet en større og mere statelig kirke- bygning — på en mere passende plads. Leif den Lykkelige er død før 1025. Dette år berettes i anden forbindelse, at hans søn Torkel, »en mægtig mand rig på gods og venner, og en god ven af den hellige kong Olaf«, sidder som høvding på Brattalid. Det vil være en rimelig gis- ning, om vi lader Torkel stå som byg- herre for stenkirken, der afløste bedste- moderens historiske tørvehus. - Men den gamle bygning var mere end et hi- storisk sted for de følgende generatio- ner; det var indviet jord, og rummede den mindeværdige generation af land- namsfolk. Gennem nogen tid er bygnin- gen holdt vedlige, og kirkegårdsdiget bevaret for de løsgående husdyrs skyld. Dog, et tørvehus er skrøbeligt: i et gun- stigt, tørt klima som på Nordisland, der kan jævnføres med Eriksfjorden, -er livs- længden for et tørvehus blot 50 år; hvis det er særligt velbygget og jævnligt repa- reres, da 100 år. Så må det rejses fra grunden på ny. Uden vedligeholdelse er bygningen skredet sammen efter 20 års forløb. Da de sidste grønlandske nord- boer gik i gravene henimod 500 år efter at Tjodhildes kirke var bygget, lå tomten forlængst som en græsgroet bøjning. På Brattalid vil man i sommeren 1962 se et større hold arkæologer gå i gang med skeer og pensler. Kirketomten skal afdækkes helt, de sparsomme spor af tørvemure og stenlægninger må for- mentlig alene vidne om bygningens konstruktion. Trævægge kan måske på- vises indirekte. Kirkegulvet skal gen- nemgraves, her er muligheder for fund af genstande, og udelukket er det ikke, at et par betydningsfulde personer er grav- lagt herinde. Kirkegården vil blive gennemgravet af en arkæolog og en antropolog, og de vil lede efter ben »på samme måde, som de ville lede efter penge«. På de hidtil udgravede kirkegårde i nordbygderne har det været vanskeligt at datere gra- vene, kun de sen-middelalderlige har kunnet identificeres i større antal. Til gengæld har nogle af disse været sær- deles oplysende, som f. eks. de berømte fund fra Poul Nørlunds udgravning af Herjolfsnæs. På Tjodhildes kirkegård er der nu mulighed for at samle et viden- skabeligt set meget værdifuldt skelet- materiale fra en kortvarig periode, og bevaringstilstanden ser ud til at være nogenlunde god. Er det for dristigt at håbe på nogle enkelte grave med berømmelige navne ristede i runer på ligstenen? Læses der f. eks. på én: »Torstein Erikson«, da er den ikke lagt over den mest navnkun- dige mand, og dog stiger der hele saga- sider frem til levendegørelse af ham. Søn af Erik den Røde, Vinlandsfarer, bryllup med Gudrid, bonde på Sandnæs i Ve- sterbygden. Her sker der trolddom og gengangen, pesten hærger og mange dør, deriblandt Torstein selv. Hans sidste ord er en bøn om, at han må blive »ført til kirken«. »Det er en uskik, som har fundet sted her i Grønland, siden kristendommen er blevet indført, at be- grave folk i uviet jord og kun synge lidt over dem.« 158 [9] Udgravning af Tjodhildes kirke. Fot.: Jørgen Meldgaard 1962. Sagaskriveren slutter beroligende: »Torstein og de andres lig blev førte til kirken i Eriksfjord på Brattalid, og der blev sunget over dem af præsterne«. — Det var i året 1002...« * * * Undersøgelserne af Tjodhildes kirke blev fortsat i sommeren 1962 med del- tagere fra Grønland, Danmark, Island, Færøerne, Norge og England. Men de svage spor af bygningen og det ofte stærkt hensmuldrende knoglemateriale i gravene krævede så megen omhu ved fremdragelsen, at der også måtte arbej- des i somrene 1964 og 65. Og supple- rende undersøgelser er fortsat på Bratta- lid i 1970erne. Det arkæologiske arbejde er ledet af Knud Krogh, og optagelsen og undersøgelsen af skeletterne er fore- stået af antropologen Jørgen Balslev- Jørgensen. Kirkebygningen viste sig at have en grundplan med svagt udadbuede lang- 159 [10] Plantegning afTjodbildes kirke og kirkegård. Knud Krogh 1967. vægge og rette gavle, vikingetidens plan- type i de nordiske lande. Den U-for- mede græstørvsmur havde været en ydre, lunende skal om et træ-hus med 3 par tagbærende stolper og panelvægge af træ. Gulvarealet er hermed yderligere begrænset, ca. 2 meter bredt og 3,5 me- ter langt. Udgravningen af kirkegården afslø- rede 144 gravlagte personer. De var lagt i dybe, smalle nedgravninger, uden kiste. Håbet om »nogle grave med berømme- lige navne ristede i runer« blev ikke op- fyldt. Her var ingen synlige gravgaver og ingen runer, og Tjodhilde eller Leif kan ikke udpeges. Men trods den ofte ringe bevarings- tilstand har Balslev-Jørgensen kunnet 160 uddrage betydningsfulde informationer af dette skeletmateriale, der er ganske enestående ved sit omfang og den nøje datering og tidsbegrænsning. Alders- bestemmelser er foretaget, og de fleste voksne individer er kønsbestemt. Den foreløbige, summariske opgørelse siger: 24 børn, heraf 15 spædbørn; 65 mænd; 39 kvinder; 16 voksne kvinder eller mænd. 14 af spædbørnene lå ganske nær kirkens østgavl. Mændene lå fortrinsvis syd for kirken, kvinderne mod øst og mod nord i bygningens skyggeside. Og yderst mod nord på kirkegården var der nogle gravlæggelser af særlig karakter: Nedgravninger i mindre dybde og med individer afkortere statur — trælle? Legemshøjden for kvinder kan ansæt- [11] tes til et gennemsnit på 166 cm, for mænd til 174 cm. Tre mænd måler 184—85 cm. Blandt de ældre gravlagte har nogle været krumbøjede og stiv- benede, og de fleste gamle viser spor at gigt i hofter og ryg. Her afviger forhol- dene ikke fra andre, kendte vikinge- samfund. Men gennemgående træder de gravlagte frem som repræsentanter for en særdeles sund og storvoksen befolk- ningsgruppe. Balslev-Jørgensen har også set nær- mere på de senere gravlagte nordboer i Øster- og Vesterbygd. Navnlig er 1400-tallets nordboer fra Herjolfsnæs af interesse, og her viste det sig over- raskende, at der intet sikkert grundlag var for at fastholde den gamle påstand om degeneration og vantrivsel blandt »de sidste nordboer«. Nær sydmuren ved Tjodhildes kirke lå den største og mest særprægede grav. I én stor nedgravning var nedlagt en vældig knoglebunke med flere tusinde løsrevne skeletdele. Kun en enkelt un- derarm og hånd var naturligt sammen- hængende. 13 kranier blev afdækket om- hyggeligt placeret i rækker, og alle på kristen vis med ansigtet vendt mod øst. Det efterfølgende sorteringsarbejde på Antropologisk Laboratorium viste, at massegraven indeholdt alle knogler af 12 voksne mænd og en halvvoksen dreng. Mændene er i forskellige aldre og i gennemsnit 177 cm høje. De historiske kilder giver et muligt grundlag for en forklaring på denne type gravlæggelse. Den første tanke går na- turligvis til sagaberetningen om pesten, der o. 1002 hærger oppe i Vesterbygden og bl. a. rammer Erik den Rødes søn Torstein. Hans sidste ord var beklagel- sen over uskikken at begrave folk i uviet jord: »... Torstein og de andres lig .blev ført til kirken i Eriksfjord på Bratta- lid ...« Disse lig er næppe nået til Brat- talid i vel bevaret tilstand og kunne tæn- kes nedlagt i en fællesgrav. Men syg- dommen må forudsættes at have ramt såvel kvinder som mænd. Og har man holdt dem hver for sig, så savner vi den tilsvarende fællesgrav for kvinder nord for kirken. Denne hypotese lader vi falde. Den rimeligste tolkning far dette fund, hvis det ses som resultat af en sær- lig praksis, der beskrives som levevejen for en mand som Lig-Lodin. Beret- ningen om ham er gengivet af Bjørn Jénsson på Island i 1600-tallet, men den refererer til begivenheder i første halv- del af 1000-årene. Om Lig-Lodin siges det, at han »fik sit øgenavn deraf, at han om sommeren besøgte de nordlige ud- bygder og derfra førte med sig tilbage de menneskelige lig, som han fandt i huler og kløfter, hvortil de var kommet fra is- flager eller skibsbrud . ..« Lig-Lodin har formentlig anvendt samme praktiske fremgangsmåde som den grønlandske fangstmand Sigurd, der ifølge Ejnar Sok- kessøn's Saga o. 1124 på østkysten fin- der ligene af nordmanden Arnbjørn og hans skibsfæller. Han lod dem lægge i kedler med kogende vand »for at kødet således kan skilles fra benene, hvilke det da vil være lettere at føre til kirke .. .« Tjodhildes kirke er i min »fundberet- ning«, med kommentarer, søgt belyst ved såvel arkæologisk materiale som historiske kilder. Men det er skrøbelige 161 [12] fundamenter for den sagnomspundne Tjodhilde og hendes kirke. Under det fortsatte arbejde på Bratta- lid undersøgte Knud Krogh i 1975 byg- ningsrester beliggende nær kirketom- ten. Det viste sig at være en boligtomt af gammel type, og den kan være selve landnamsgården, og dermed ældre end »Erik den Røde's Hal« nede ved stran- den. Hermed rystes »Tjodhildes kirke« i sin grundvold — i hvert fald hvad angår sagaskildringen om dens opførelse »ikke ganske nær husene«. Og de gode sagaer er ifølge kritiske historikere ofte ganske uhistoriske og endog utroværdige. Tvivlen på deres værdi som historiske vidnesbyrd er bl. a. begrundet i det forhold, at sagaerne tid- ligst er nedskrevet i 1200-tallet. Et tids- spand på 6-7 generationer kan fore- komme rigelig til at sløre begivenheder og tildigte nye. Afstanden kan dog redu- ceres ved at måle med 70 årige tradi- tionstro og kontrollerende generationer. Og med kun 3-4 led af konservative bedstefædre i kæden af fortællere om slægtens og samfundets foregangsmænd har der været begrænset spillerum for fantasien — før den skrivekyndige satte pennen på papiret. Men selvom man vælger at bygge på sagaerne, kan man komme i vanskelig- heder - også med Tjodhildes kirke. I Grønlændinge Saga, der er nedskrevet før Erik den Rødes Saga, nævnes kirken overhovedet ikke. Derimod ved den at berette, at Erik den Røde døde før kri- stendommens indførelse! Lægger men denne saga til grund, da skrider funda- mentet til »Tjodhildes kirke«. Lad det da være en tro-sag, om Tjod- hilde var bygmester. Kirkebygningen står dog fast — og ligeledes kirkegården med 144 nordboer fra Grønlands land- namstid. Jens Rosmgt tegningfra 1961. En kunstners gendigtning af Tjodhildes kirke. (Kirkegdrdsdiget er dog ikke arkteologisk påvist). 162 [13]