[1] De norrøne stednavne i Østerbygden Af Erik Langer Andersen Indledning Da Erik den Røde i slutningen af 900-tallet udforskede den sydlige del af Grønlands vestkyst, for få år senere med et antal islandske bønder at oprette per- manent bopæl i det nuværende Qaqor- toq/Julianehåb distrikt, startede den norrøne stednavnetradition. Den kom kun til at vare ca. 500 år. Kolonisationen og de efterfølgende århundreders bosæt- telse efterlader kun omkring 100 nor- røne stednavne for Østerbygdens ved- kommende. For Vesterbygden i det nu- værende Nuuk/Godthåb distrikt er tallet ca. 15. I det følgende vil udelukkende Østerbygden blive berørt. Der hersker ikke den mindste tvivl om, at de overleverede navne kun udgør en beskeden del af det antal stednavne, som datiden har kendt og benyttet. Hvert eneste markante fjeld samt dale, fjorde, bugter, sunde, øer, skær, gårde m. v. har haft navne. Ser vi på antal registrerede gårde og kirker - ca. 275 ialt - ses ét, i hoved- trækkene, tydeligt bebyggelsesmønster. Størstedelen af gårdene og alle kirkerne ligger med let adgang til kysten; en na- turlig placering i et område, hvor fjor- dene danner forbindelsesleddet mellem de enkelte gårde og mellem gård og kirke. Indlandsbebyggelsen koncentrerer sig til to områder, nemlig, og i særdeles- hed, ved det store søområde sydøst for Igalikufjorden og i og omkring den store Qorlortoq-dal nord for Qassiarssuk. Går- denes placering i terrænet afspejler uden tvivl opførelsestidens bedste besiddelses- områder, hvor kravene til drænet under- grund, ferskvand, vinterfoder til dyrene m. m. kunne opfyldes. I virkeligheden viser bebyggelsesmønsteret, som det tager sig ud i dag, en tydelig central placering omkring Igaliku- og Tunulliar- fikfjord. Her ligger ligeledes hoved- parten af de registrerede kirker. Det er begrænset, hvad der kan sluttes angående topografien i nordboernes Østerbygd ud fra de nuværende arkæo- logiske resultater; der er i virkeligheden kun udført et meget begrænset antal ud- gravninger, og de er af varieret omfang, fra prøveudgravninger til undersøgelser omfattende hele ruinkomplekser. Denne kendsgerning indebærer, at de konklu- sioner, der kan udledes af den arkæologi- 163 [2] ske aktivitet, ofte hviler på et spinkelt grundlag. Det gælder ikke blot den be- byggelseshistoriske udvikling, men også dateringen af udviklingens enkelte trin. Her er det vigtigt at fremhæve, at en datering ud fra de skriftlige kilders brug af stednavne i langt de fleste tilfælde viser sig umulig. Det skyldes først og fremmest en usikker identifikation af stednavn og lokalitet, som yderligere problematiseres af en usikker kildeover- levering. Men ikke desto mindre har hele navnestoffet, eller dele af det, gang på gang været udsat for forsøg på steds- bestemmelse. Trak af 'nordbotopografiens historie I 1793 kom det første forsøg på at ud- rede Østerbygdens topografi. Det skete med Heinrich Peter von Eggert »Priisskrift om Grønlands Østerbygds sande Belig- genhed«. Hans største fortjeneste var på- visningen af, at Østerbygden måtte være identisk med den store ruinkoncentra- tion i Qaqortoq-området. Det næste forsøg på en omfattende topografisk beskrivelse kom med udgi- velsen af trebindsværket »Grønlands historiske Mindesmærker«, 1838-45. I afsnittet »Udsigt over GrOnlands gamle Geographie« prøver C. C. Rqfn at identi- ficere de skriftlige kilders stednavne. Han får placeret stort set alle de kendte stednavne, men som Eggers må Rafn betegnes som meget ukritisk i sin kilde- behandling. Der skulle gå lidt over 50 år, før den grønlandske nordbotopografi på ny blev taget op. Denne gang af filologen Finnur Jonsson i afhandlingen »Grønlands gamle Topografi efter Kilderne«, 1899 (Medd. o. Gr. bd. XX). Artiklen fik skelsættende betydning. Foruden indirekte at tage af- stand fra flere af Eggers' og Rafns iden- tifikationer af norrøne lokaliteter, op- byggede Finnur Jénsson en fjord- og kirketopografi. Ser man imidlertid lidt nøjere på forfatterens kildebehandling, viser det sig, at den er mangelfuld. Op- lysningerne om de skriftlige kilders overlevering er ikke fyldestgørende, vur- deringen af dem, og her ikke mindst af stednavnestoffet som helhed, er spar- somt. Endelig er Jénssons opbygning af en fjordliste byggende på kildesammen- stillinger højst problematisk. Baggrun- den for Jonssons arbejde var bl. a. Gustav Holms og Daniel Bruuns ekspe- ditioner til Østerbygden i hhv. 1880-81 og 1894. Holm besøgte 40 ruingrupper, Bruun lidt over det dobbelte. Sidst- nævnte gav i sin ekspeditionsbeskrivelse udtryk for, at kirkerne var de væsentlig- ste holdepunkter ved identifikation af fjorde og enkeltlokaliteter. Et råd som Finnur Jénsson ikke lyttede til. Det er ganske tydeligt, at Daniel Bruun blev grebet af nordbobygdernes historie. Han ønskede at kombinere sin arkæolo- giske viden med skriftlige kildestudier, men faldt tilsidst for fristelsen til at sætte de norrøne stednavne på Grøn- landskortet, og opgav derved i virkelig- heden den ovenfor omtalte hovedtanke. Efter et par yderst forsigtige forsøg i 1902 og 1905 inddrog han i 1915 i bogen »Erik den Røde og Nordbokolo- nierne i Grønland« hele stednavnemate- rialet og identificerede det, stærkt påvir- ket af Finnur Jénssons artikel fra 1899. 164 [3] Inspireret af G. Holms, Daniel Bruuns, Finnur Jénssons og arkitekten Mogens Clemmensens undersøgelser (sidstnævnte i Medd. o. Gr. bd. 47, 1911) opstillede historikeren Louis Bobéi jubilæumsskriftet »Grønland i Tohun- dredaaret for Hans Egedes Landing«, bind H, 1921, en topografisk oversigt for Qaqortoq distrikt. Af individuelle træk i Bobés fremstilling kan nævnes, at han ved enkelte identifikationer har ind- draget personlige synspunkter samt gjort anvendelse af ikke blot den af Finnur Jénsson i 1899 udgivne »Grønlands- beskrivelse« (se senere), men også af en ældre afskrift af samme. Da Grønlandsbeskrivelsen blev anset for en særdeles væsentlig kilde i topogra- fisk henseende, var det med stor tilfreds- hed, at man i 1930 kunne byde en ny udgave af dette skrift velkommen. Det skete med Finnur Jonssons »Det gamle Grønlands Beskrivelse af Ivar Bå"roar- son« (Kbh. 1930). Men Jénsson nøjedes ikke blot med en nyudgivelse af en vig- tig kilde; han vendte sig endnu engang mod hele det topografiske kildemate- riale, og for anden gang identificerede han stednavnene. Resultatet var med ganske få undtagelser identisk med det første forsøg. En mere kritisk holdning til kilderne sporedes ikke. Fjordtopogra- fien favoriseredes som i 1899. Selv om der var mangler ved sted- navnestoffets behandling, skal det dog nævnes, at flere træk i det geografiske helhedsbillede af Østerbygden var for- nuftige og dette i betragtning af, at Jéns- son aldrig besøgte Østerbygden. Han kunne ved udarbejdelsen af det seneste værk med fordel drage nytte af nordbo- arkæologiens fine resultater i 20'erne. Således udgravede historikeren og ar- kæologen Poul Nørlund i 1921 kirke- ruinen ved Ikigaat (Ø 111) tæt ved Narsaq Kujalleq/Frederiksdal. Fem år senere udgravede han sammen med bl. a. arkitekt Aage Rousell 047 (Iga- liku). Det har uden tvivl også virket in- spirerende på Finnur Jénsson, at Nør- lund i 1926 kunne meddele, at der var spor af en kirke (Ø 105) ca. 50 km inde i Tasermiut fjorden på det sted, hvor førstnævnte havde henlagt det i Grøn- landsbeskrivelsen omtalte munkekloster. Efter 1930 har det samlede sted- navnemateriale ikke været genstand for topografiske analyser. Men i 1928 havde Poul Nørlund genopfrisket gammelkendte toner. Under overskriften »Nordbo- problemer i Grønland« skrev han i Geo- grafisk Tidsskrift (bd. 31), at et af pro- blemerne var at få en fast rygrad for Grønlands middelalderlige topografi. Den ville man først få, når alle gamle nordbokirker var blevet fundet. Nør- lund mente, at man i 1928 stadig mang- lede at finde 7 kirker. I det hele taget hæftede han sig — som så mange før ham — meget til de skriftlige kilders oplys- ninger om 12 kirker og 2 klostre i Østerbygden, en opfattelse, der først blev rokket lidt ved af Aage Rousell i 1941. I modsætning til Bruun opgav Nør- lund ikke tanken om en mere sikker kirketopografi. Før udgravningerne ved Qassiarssuk (Ø 29) i sommeren 1932 registrerede Nørlund en kirkeruin ca. 21/2 km nordøst for Narsaq (Ø 18). Senere på sæsonen lykkedes det ham sammen med Stenberger at påvise 165 [4] endnu 2 kirker, nærmere betegnet de små Qorlortoq-kirker (033 og 035). Disse fund kombineret med kildestudier fik Nørlund til at drage nogle uholdbare slutninger angående Tunulliarfik-fjor- dens kirketopografi. Antal kirker og kildeoplysninger stemte overens. Men i 1950 kunne arkæologen C L. Vebæk meddele fundet af endnu en kirke, denne gang på fjordens nordside nogle få kilo- meter fra Qassiarssuk (Siffisit - Ø 23). Dermed faldt Nørlunds kirkebestemmel- ser til jorden. Af Nørlunds mange resul- tater var der imidlertid ét, som der ikke kunne rokkes ved; det var fundet af bispegraven i Igaliku (Ø 47) og dermed identifikationen af Østerbygdens bispe- stol, Garåar. Vebæk fortsatte med stor iver Nør- lunds kirketopografiske kurs. Det lyk- kedes således Vebæk efter adskillige sæ- soner i Østerbygden at påvise endnu 4 notdbokirker. Bl. a. den ovenfor nævnte. Tre af Vebæks nye kirker havde store ligheder med Qorlortoq-kirkerne. Fælles for alle fem var deres ringe størrelse og kirkegårdsindhegningernes form. Vebæk var helt op til midten af 60'erne over- bevist om, at omtalte ruiner udgjorde annekskirker; deres navne var, i mod- sætning til de i de skriftlige kilder om- talte sognekirker, ukendte. Der var tale om forholdsvis sene kkker, da de fun- gerede som aflastningskirker for sogne- kirkerne - i en tid, hvor udbygningen af Østerbygden skred hurtigt frem. I Ve- bæks bidrag til den 5. vikingekongres i Torshavn, 1965, var indstillingen til de små kirker ændret. Det skyldtes først og fremmest fundet og den omhyggelige udgravning af den lille, meget gamle kirke knap 200 m syd for den store Qassiarsuk-kirke (Ø 29a). Det fik Vebæk til at antage, at de små kirker generelt måtte være de ældste. Foruden at kunne skelne mellem gamle og yngre kirker ud fra ydre træk var Vebæk den første, som gav udtryk for den opfattelse, at man meget vel kunne finde kirker, som ikke var navngivet i det skriftlige kilde- materiale. Blot et par år efter Vebæks kurs- ændring blev problematikken omkring de små kirker taget op af Knud J. Krogh. Det skete i bogen »Erik den Rødes Grønland«, 1967. Krogh var af den me- ning, at de små kirkeanlæg havde tjent som privatkirker. I samme forfatters bidrag til jubilæumsskriftet »K'ak'ortok'- Julianehåb 1775-1975« uddybede Krogh teorien. Den mundede bl. a. ud i, at privatkirkerne udmærket kunne have eksisteret sideløbende med de større og mere veletablerede sogne- kirker. Men som Vebæk mente Krogh, at kun sognekirkernes navne kendes fra de skriftlige kilder. Et senere bidrag til kirketopografien kom Krogh med i fest- skrift til Kristjån Eldjå'rn, 1976 (»Minjor og Menntir«). Foruden en samlet grund- plansoversigt over Østerbygdens forelø- big (1976) 17 registrerede kirketomter konkluderer forfatteren her, at betingel- sen for at kunne identificere stednavne- materialet må være en sikker kirketopo- grafi, og at denne først opnås ved grun- dige udgravninger og dateringer af både store og specielt små kirker. Til sidst skal det nævnes, at Knud Krogh i omtalte artikel fra festskriftet i modsætning til tidligere arbejder kun gør beskedent brug af norrøne stednavne. 166 [5] Som det fremgår har nordbotopografien interesseret både filologer, historikere, arkæologer og arkitekter. Interessen kan imidlertid spores hos en bredere kreds end de her omtalte (f. eks. har lærer Ove Bak brugt adskillige somre på registre- ring af ruiner, jvf. tidsskriftet »Grøn- land«, 1969, 1970, 1971, 1972), men for disse gælder, at de ikke har bidraget med hverken nye synspunkter eller nyt mate- riale. Men hos praktisk taget alle, der i dette århundrede har beskæftiget sig med nordbotopografien, ses en tydelig påvirkning fra Finnur Jénsson. Denne artikels sidste halvdel vil derfor beskæf- tige sig med stednavnenes overlevering samt kort beskrive Jdnssons brug af kilderne. De norrøne grønlandske stednavnes over- levering Overleveringen af de bevarede norrøne stednavne findes i kilder skrevet uden for Grønland, nemlig på Island og i Norge. Det drejer sig om islandske slægtssagaer (Grænlendinga saga, Fést- bræ<3ra saga, Grænlendinga båttr, Eiriks saga rauåa og Fléamanna saga), tidlig norrøn historieskrivning (Islendingabék og Landnåmabok), geografiske og histo- riske beskrivelser (Flatølisten, Grøn- landsbeskrivelsen, Grænlandsannall og Gronlandia) og aktstykker og anden historisk litteratur (bl. a. islandske an- naler og breve). De islandske slægtssagaer udgør den kildegruppe, hvorom der står den største usikkerhed. Graden af tillid til sagaernes topografiske beskrivelser afhænger i høj grad af faktorer som overlevering, da- tering og mulighed for kontrol i andet kildestof. De fleste sagaskrivere udviser respekt for gamle historiske lokaliteter. Kræver handlingen derimod en geogra- fisk placering udenfor gruppen af cen- trale og betydningsfulde lokaliteter, kan skriveren — og før ham den mundtlige tradition — finde ét eller flere passende stednavne. Har man på forhånd kend- skab til det beskrevne område, vil man sandsynligvis hente gældende stednavne og beskrivelser herfra. Generelt vil der uden tvivl være tendens til, at elementer i selve sagaens handling frem for sted- navnene vil ændre sig i løbet af den lange tid fra skabelse til nedskrivning. Men samtidig med at handlingen ændrer sig, kan selve beskrivelsen af en lokalitet skifte karakter. Af sagaernes ialt 16 nor- røne grønlandske stednavne kan kun 6 bekræftes af andet kildemateriale (se %4). Ser vi på den ældste islandske prosa- litteratur, Islendingabok og Landnamabék, finder vi for førstnævntes vedkom- mende den eneste kilde, som i sin helhed er bevaret i uændret form. Forfatteren Ari torgilsson skildrer Erik den Rødes kolonisation, men nævner desværre kun én lokalitet, nemlig Eiriksfjorår. I 'Land- nåmabok opregnes 17 stednavne af nor- røn oprindelse. Det drejer sig om de områder, som ti landnåmsmænd bemæg- tigede sig ved ankomsten til Grønland sammen med Erik. Baggrunden for Landnåmabdk's opståen udspringer sandsynligvis i et voksende behov hos de jordejende slægter til at kunne bevise ejendomsret eller hjemmel til jord. Men det er vel og mærke islandske slægters hjemmel, der er tale om. Når Grønland medtages skyldes det sikkert, at man på 167 [6] ABC Flatølistens kirker og fjorde Nr. Kirkenavn Fjordnavn ABC • • 1 Herjélfsnes Herjélfsfjorår • 2 Vatnsdalr Ketilsfjorår 3 Vik Ketilsfjordr * 4 Vagar Siglufjorér • 5 Hafdi Austfjordr • 6 Går å ar Einarsfjorår • • 7 Har d steinaberg Eiriksfjordr (?) • • 8 Brattahlfå Eiriksfjordr 9 Sdlarfjoll Isafjordr 10 X. Isafjorér 11 (?) Hvalseyjarfjorår • 12 Går <3 anes Miåfjordr Fig. 1. Flattlistens kirker ogjjorde; her sammenlignet med stednavnestoffet i sagaerne (A), IslendingaMk (B) og Landndma- bok (C). Signaturen i A, B og C felterne markerer navnelighed mellem Fiatelisten og de/den pågældende kilde. Der er dog kun markering i de tilfalde, hvor navneligheden også svarer til samme lokalitet. Island i meget lang tid har opfattet de grønlandske bygder som værende be- boet af islændinge. Skriftet er først og fremmest et billede af det eksisterende samfund på nedskrivningstidspunktet, og med baggrund i årsagen til bogens tilblivelse og hjemmelbegrebets ofte subjektive karakter kan man få mistanke om, at de såkaldte landnåmsmænd kan være mere eller mindre konstruerede, både hvad angår oprindelse og bopæl. For at kunne bekræfte dele af saga- og Landnamastednavne må flere kilder ind- drages, bl. a. Fiatelisten. Der er grund til at tro, at listen er skrevet før 1380'erne, og det er sandsynligvis den ældst beva- rede kilde, som overleverer en række navne på grønlandske kirker (12 ialt). Hertil kommer, at den fjord, ved hvilken kirken ligger, også nævnes. Listen be- stræber sig på at opremse kirker og fjorde fra sydøst mod nordvest (fig. 1). 168 En sammenligning med Landnåmabék viser, at denne også tilstræber en geogra- fisk orientering. Blot ud fra Flatølisten aner man Østerbygdens bebyggelses- mønster. Bygdeskelettet består af en række fjorde; disse udgør enheder, hvor- til der kan være knyttet én eller flere kir- ker. Det er meget tænkeligt, at kirke- listen henviser til nedskrivningstidens sognekirker. I så fald har der i nogle fjordkomplekser været befolknings- grundlag for to sogne. Vi får intetsteds oplysninger om, hvor kirkerne nærmere er beliggende. Kildens opbygning er overskuelig, og der spores ikke af- hængighed af andet kendt kildestof. Det spørgsmål, der herefter skal tages stilling til, er, om man kan udbygge til- troen ikke blot til Flatølisten, men til et bredere udsnit af Østerbygdens ca. 100 stednavne. Her kommer Grønlandsbeskri- velsen ind i billedet. Der er her tale om [7] en kilde, der trods svag overlevering, både fra ophavsmand (Ivar) til skriver og fra original til bevarede afskrifter, gennem opremsning og beskrivelse af stednavne, afviger fra det øvrige kilde- materiale. Originalhåndskriften er tabt. Alle de bevarede versioner går tilbage til det 16., 17. og 18. årh. Forfatteren har mundtlig fået oplysninger af Ivar Bårds- søn; disse er så senere nedskrevet. Hvad Ivars rolle har været i Østerbygden, ved vi ikke præcist; men meget tyder på, at han har været en slags ombudsmand eller officialis. Måske i en periode midt i 1300-tallet endog bestyrer af bispe- embedet i Gård ar. Det kan tænkes, at man i Norge har været dårligt orienteret om kirkeforholdene i Østerbygden. Så hvis Grønlandsbeskrivelsen f. eks. skal afspejle Ivars virke i Østerbygden, så fri- stes man til den antagelse, at man i Norge ønskede en nyregistrering af det grønlandske kirkevæsen, herunder spe- cielt ejendomsforholdene og i den for- bindelse også en oversigt over, hvad der faldt ind under kongen. Skriftet har øjensynligt været affattet på norsk. Se- nere er det blevet oversat til bl. a. dansk. Det vil sammenfattende sige, at over- leveringen, som den foreligger i dag, i sin ældste form stammer fra det 16. årh.'s slutning. Der er således ca. 200 år fra original til ældst kendte afskrift, som oven i købet er en oversættelse. Det kan godt give muligheder for misforståelser. Grønlandsbeskrivelsen er den kilde, der nævner det største antal norrøne stednavne, og som giver de fyldigste beskrivelser af disse. Der omtales ikke mindre end 46 stednavne. Men det er her vigtigt at understrege, at det ikke, som for størstedelen af de øvrige kilders vedkommende, er islandske betegnelser, men navne i norsk/dansk form af nor- røn oprindelse. En nøje gennemlæsning af tre vigtige håndskrifter (AM 777 a, b, c, 4°) viser for det første, at nogle af Fin- nur Jénssons tolkninger af stednavnenes stavemåde er tvivlsomme; for det andet er flere af Jonssons normaliseringer til oldislandsk ofte for snævre. Undertiden ændrer han navnet, så det kommer til at passe med navne i andet kildemateriale. Nu kan der ikke være tvivl om, at Grønlandsbeskrivelsen i den form, den findes overleveret, skal benyttes med stor forsigtighed. En fuldstændig for- kastelse af kilden på grund af den svage overlevering vil være urimeligt. Det samlede indtryk af kildens anvendelig- hed i en topografisk skildring af Øster- bygden skal kædes sammen med, at bru- gen af kendt kildestof på intet punkt kan påvises i selve beretningens topografiske del. Denne åbenbare uafhængighed gi- ver gode muligheder for sammenlignin- ger med andet topografisk kildemate- riale, f. eks. Flatølisten og Landnama- b6k. Fig. 2 viser, at 10 af Grønlands- beskrivelsens navne kan bekræftes i æl- dre kilder. Den geografiske orientering bekræftes ligeledes Ved første øjekast giver Grønlands- beskrivelsen, med dens næsten minu- tiøse topografiske beskrivelser, udtryk for at omfatte hele Østerbygden; dens klerikale intention er ganske klar. Opdig- tede stednavne forekommer sandsynlig- vis ikke. Visse navne kan endog kontrol- leres. Derimod hersker usikkerheden m. h. t. de oprindelige navneformer samt de topografiske beskrivelsers fast- 169 [8] Fjorde Kirker Andre stednavne Ollumlengri Berufjorår Skagafjorår Hvalshylr • HERJOLFSNES Sand • Ketilsfjorar År6ss Pétrsvik Munkekloster • Vatnsdalr Rampnesfjorår (Hrafnsfjorflr) Nonnekloster • Vagar Kostelig kirke (?) Foss • Einarsfjorar Domkirken / • Går flår J>orvaldsvfk Kl/ningr Grafarvik Dalr Hreiney Langey • Hvalseyjarfjorår Hvalseyjarfjordr Rambstadafjordr (Kambstaåafjorår) Pjédhildarstadir • Eiriksfjordr • Miafjorar Dyrnes • Solarfjoll Hlfdar Heney Burfell • Brattahlfci Lambeyjar Lambeyjarsund Fossasund Ytrivfk Innrivik Breidafjorar Mjdvafjordr Eyrar- eller Einarsfjordr Borgarfjorar Lo amundarfjorar Isafjorar Fig. 2. Oversigt over Grenlandsbeskrivelsens stednavnestof. Alle navnene er taget ud af den samlede tekst og opstillet i den rækkefølge de optrader i kilden; de erjderligere opdelt i fjord- og kirkenavne samt andre stednavne. Figuren er, som kilden, orienteret SØ - NV omkring HerjoJfsnes. D. v. s. Oflttmlengri er længst mod SØ og Isafjordr længst mod NV. En signatur ud for nogle af stednavnene markerer navne- og lokalitetslighed med overleverede stednavne i aldre kilder, festen af figurens sted- navne, med undtagelse af Dyrnes, kendes således kun fra Grenlandsbeskrivelsen. Herjolfsfjordr omtales mærkeligt nok ikke. 170 [9] hed. Med ovenstående forbehold in mente er Grønlandsbeskrivelsen trods alt en særdeles betydningsfuld kilde. Den danner da også rygrad hos praktisk taget samtlige forfattere af historiske skrifter om Østerbygden. Men der er en udbredt tendens til en ret ukritisk an- vendelse. Af større topografiske beskrivelser skal yderligere kun nævnes to værker, nemlig Grænlandsannåll (Bjorn Jénsson, f 1655) og Gronlandia (Arngrfrnur Jons- son, f 1648). Det er begge kompilatio- ner fra første halvdel af det 17. årh. De har ydermere det fælles træk, at de gen- nem fjordlister forsøger at give et samlet billede af hele Østerbygden (geografisk orienteret). Undertiden suppleres fjord- navnet med oplysningen om en kirke (fig. 3). Ingen af de to forfatteres forlæg kendes. Bjorn har imidlertid ikke kunnet læse alle navne i sit; et tilsvarende hul i fjordlisten findes ikke i Gronlandia, hvil- ket tyder på, at Arngrfmur må have haft kendskab til yderligere materiale eller læst sin original bedre end Bjorn. Det fremgår af fig. 3, at der for størstedelen af navnene er enighed om stavemåde og rækkefølge. Den samme enighed ses ved kirkeangivelserne. Sammenligningen med Grønlandsbeskrivelsen beviser kil- dernes geografiske orientering. Det er indlysende, at de to fjordlisters lighed må bero på et skriftligt slægtskab, men en nærmere bestemmelse af dette kan ikke foretages. En nærmere kildekritisk analyse af de to sene historiske fremstillinger viser, at de ikke i topografisk henseende udviser større pålidelighed; mens et lille dusin stednavne genfindes i ældre og bedre kilder, dukker der nu pludselig ca. 20 helt nye stednavne op. Disse kan ikke bekræftes nogetsteds. Det kan ikke af- vises, at navnene har været gældende i Østerbygden, men et forsøg på identifi- kation er helt uforsvarligt. Hvad angår førstnævnte gruppe, viser det sig, at den rækkefølge, hvori kirke- og fjordnavnene er overleveret, stort set svarer til række- følgen i de ældre kilder, i dette tilfælde Landnåmabék, Flatølisten og Grøn- landsbeskrivelsen . Endelig skal det nævnes, at der i is- landske annaler og i forskellige breve og aktstykker findes ganske enkelte norrøne stednavne. Langt de fleste af disse kilder omtaler bispestolen i Gar6ar. Det sidste livstegn fra Østerbygden stammer fra begyndelsen af 1400-tallet. De såkaldte »Hvalseybreve« bekræfter eksistensen af en Hvalsey kirke. Vurderingen af det skriftlige kildemate- riale fører til det resultat, at kun et be- skedent antal (15) af de overleverede norrøne grønlandske stednavne, nemlig Østerbygdens mest centrale lokaliteter, kan erklæres for historiske. Se fig. 4. Hovedparten af disse har beviseligt været anvendt i 150-200 år. Den til- bageblevne gruppe på ca. 80 stednavne kan imidlertid ikke umiddelbart for- kastes p. g. a. manglende kontrolmulig- hed. Det er der to grunde til. For det første kan forholdet mellem de erklæ- rede historiske navne og de enkelte kil- ders samlede stednavnebillede antyde en vis autencitet hvad angår stedsangivel- ser; for Landnåmabék er forholdet 9/17 og for Flatølisten 14/20; for den gruppe af Grønlandsbeskrivelsens stednavne, 171 [10] Bj6rnJ6nssons »Grænlandsanna"!!« Arngrfmur Jénssons »Gronlandia« Grønlandsbe.skrivelsen Téfafjorår Mekakkanes Herjélfsfjorcir 9 Hellisey Helliseyjarfjorcir Ketilsfjordr 9 9 Hrakbjarnarey Lundey Alptafj6r<3r Siglufjordr 9 Hrafnsf]6r<3r 51éttufj6r<3r Hornafjorår 6fundinnfj6r<5r 9 Eiriksfjorår 9 Austkarsfjordr 9 Hafgrfmsfjor å r Hvalseyjarfjorår 9 H-f. Hf. H-f. ur Dyrnesi • Isafjordr Otibliksfjorår Strandafj6r6r Miéfiråir Kollufjordr Dyrafjorfir f>orvaldsfj6r5r Steinsfjorår Bergporsfjorclr Téfafjorår Mekakkanes Herj6lfsf]6r<5r 9 Hellisey Helliseyjarfjordr Ketilsfjordr 9 9 Hrakbjarnarey Lundey Alptafjordr Siglufjor<5r 9 Hrafnsfjordr Hafrsfjorår Hornafjorår Ofundinnfjordr 9 Einarsfjorår 9 Austkarsfjorår 9 Hafgrfmsfjorér Hvalseyjarrjorår 9 Nordfjorår Eiriksfjordr 999 Isafjordr Makleiksfjorår Brandafjorår Mi5fir<3ir Kolluf)6r<5r Dyrafjorår' Porvaldsfjorår AustkongsfjorcS r Steinsfjorér Bergpdrsfjordr Ollumlengri Berufjordr Skagafj6r<5r Herjolfsnes Ketilsfjordr 999 Rampnesfjordr 9 9 (Hrafnsf)6r6r ?) En kostelig kirke ? Einarsfjorår 9 Hvalseyjarfjorfir 9 Eiriksfjorår 999 Midfjorår Ytrivik og Innrivlk Brei6afjordr Mjovafjorår Eyrar- el. Einarsfjordr Borgarfjorår Lo6mundarf)6r6r Isafjorår Fig. }. Varallelopstillmg af Bjorns og Arnffimurs fiordtister. Som L.andndmabok, Flatelisten og Grenlandsbeskrivelsen er der også her tale om en SØ—NV orienteret opstilling (jyf. figurens hejre navnerække). Bjorns liste er baseret på AM 115,8°, medens Arngrimurs er en redaktion af tre hovedhåndskrifter (AM 773,4to, GI. kgl. sml. 2876 og 2877,4to). Signaturerne bar følgende betydning: • = navnelighed (og muligvis lokalitetslighed) med aldre kilder; 9 = kirke i den pågå Idende fjord. Sted- navne uden • signaturen kendes kun fra Granlandsanndll og Gronlandia. 172 [11] Sagaerne jslendinga-bok Landnåma-bok Flatølisten Grønlands-beskrivelsen Grænlandsannåll Gronlandia Brattahlfå Brattahlfå Brattahlfå Brattahlfå Eirfksfjorår Eirfksfjorår Eiriksfjorår Eirfksfjorår Eirfksfjorår Eiriksfjorår Eir(ksfjorår Einarsfjorår Einarsfjorår Einarsfjorår Einarsfjorår Einarsfjorår Herjolfsnes Herjolfsnes Herjblfsnes Herjélfsnes Herj61fsnes Garåar/Eiå Garåar Garåar Garåar Hvalseyjarfjorår Hvalseyjarfjorår Hvalseyjarfjorår Hvalseyjarfjorår Hvalseyjarfjorår Ketilsfjorår Ketilsfjorår Ketilsfjorår Ketilsfjorår Ketilsfjorår Hvalsey* Herjdlfsfjorår Herjdlfsfjorår Herj61fsf|6rår Herjélfsfjorår Siglufjorår Siglufjorår Siglufjorår SiglufjOrår Isafjorår tsafjorår Isafjorår Isafjorår Miåfjorår Miåfjorår Miåfjorår (Sblarfjoll) Solarfjoll Sélarfjolt Sdlarfjfill Vigar Vågar Vågar Vatnsdalr Vatnsdalr Vatnsdalr Fig. 4. Oversigt over ile 15 norrøne grenlandske stednavne, som de skriftlige kilder antyder med stor sandsynlighed har eksisteret og vieret benyttet i Østerbygden, Eiriksjjorår er det eneste navn, som findes i alle kilderne. Hovedvagten md dels lægges på Flate- listens og Grønlandsbeskrivelsens fællesnavne og dels på disse fællesnavnes ligbeder med navne i aldre kilder. Den dobbelte mar- kering mellem Grenlandsbeskrivelsen og de to yngste kilder skal blot minde om, at sidstnævnte to kilder ikke forlanger stednavne- nes eksistens og virke i Østerbygden. Navnelighed behøver ikke i alle tilfalde også at betyde lokalitetslighed. * Hvalsey bekræftes af »Hvalseybrevene«, derfor er navnet medtaget i denne opstilling. som ikke genfindes i andet kildestof, må man tage det forbehold, at kildens over- levering åbner muligheder for fejlformer af de oprindelige stednavne. For det andet forstærkes graden af tillid delvis ved de mange overensstemmelser i orienteringen mellem Flatølisten og Grønlandsbeskrivelsen. En udpræget orienteringslighed virker naturligvis identifikationsstyrkende. Anderledes stiller sagen sig imidlertid m. h. t. selve kildernes kvalitetsbeskrivelser; de bærer med undtagelse af Grænlendinga battr og Grønlandsbeskrivelsen alle tydeligt præg af en manglende geografisk viden om Østerbygden. Kort om Finnur Jonssons metode Finnur Jénssons fremgangsmåde består ganske kort af følgende led: a) fastslåelse af, at fjordene i Landnamabék, Flatø- listen, Grænlandsannåll og Gronlandia nævnes i rækkefølge fra sydøst mod nordvest; b) rekonstruktion af Bjorns og Arngrfmurs forlæg; c) Grønlandsbeskri- velsen sammenlignes med Bjorn/Arn- grfmurs fjordliste. — Herefter begynder selve identifikationen med udgangs- punkt i d) »de faste og for længst aner- kendte Holdepunkter« (1899, s. 284). Jénsson har ret angående punkt a. Da vi ikke nærmere kan bestemme slægt- skabet mellem Bjorns og Arngrfmurs fjordlister, er det heller ikke forsvarligt at forsøge en rekonstruktion af en origi- nal. En sammenligning af Grønlands- beskrivelsen med en metodisk kritisabel fjordliste er uholdbar. Og endelig kan man ikke tale om »anerkendte Holde- punkter« med et så dårligt overleveret 173 [12] u ~Fig. 5. Kortet viser de grønlandske stednavne (ny retskrivning) og registreringsnumre, som omtales i artiklen. Målestok 1:ca. 500.000. 174 [13] stednavnemateriale, som der er tale om i Østerbygden. Der, hvor navne optræder isoleret i én af kilderne, ynder Jénsson at indordne disse under fjordene med den bredere kildedækning! Og endelig skal det også nævnes, at navnelighed for Finnur Jénsson svarer til lokalitets- lighed. En sådan antagelse er uden tvivl rigtig, når talen er om den skildrede re- gions mest betydningsfulde lokaliteter. Men drejer det sig om mindre centrale steder, opstår muligheden for, at det samme navn kan benyttes om flere loka- liteter. Afslutning De norrøne stednavne og beskrivelser er generelt dårligt overleveret. Men der kan udskilles en kerne af »tillidsvæk- kende« navne, som nok kan udvides ved yderligere kildestudier. Stednavnene kan også anskues ud fra et andet synspunkt. Der er tale om unge norrøne navne, som kan karakteriseres som natur- og kulturbeskrivende; de har næsten alle en eller anden beskrivende effekt. I tilfælde, hvor denne viser sig at svare til nogle faktiske forhold, og hvor det vel og mærke er muligt at fastslå, at der ikke eksisterer andre muligheder af terrænmæssig karakter, er der grundlag for identifikation. En sådan accept er for Østerbygdens vedkommende muligt i to tilfælde. Vatnahverfi er sammensat af vatn, n: vand, og hverfi, n: en klynge gårde, en bygd. Navnet forekommer kun i Landnamabok, og her i forbindelse med Hafgrims landnåm. Navnet synes at kunne passe med den udbredte ind- landsbebyggelse, som findes i det store søområde i baglandet bag sydsiden af Igaliku fjord. Som tidligere nævnt er Gård ar arkæologisk bekræftet; i Græn- lendinga båttr forbindes Gård ar med betegnelsen Eiå, n: landtange. Vel nok det eneste sted, hvor denne betegnelse passer, er tangen mellem Tunulliarfik og Igaliku fjord. Når Garåar er sikker må Igaliku-fjorden nødvendigvis være nord- boernes Einarsfjorår. Hvad angår den arkæologiske kilde må forventningerne sættes højt m. h. t. at skabe klarhed på punkter af nordbo- topografien. Der er ingen tvivl om, at arkæologien med tiden kan danne grundlag for en sikrere kirketopografi. Det krævede både grundige undersøgel- ser i hele Østerbygden med det formål at påvise de kirker, der måtte være, og ikke mindst en nøjere undersøgelse af de foreløbigt registrerede kirker. Finnur Jénssons fjordtopografi er ikke vejen. En fastere kronologi for Østerbygdens kirker, sammenholdt med de skriftlige kilders datering, vil utvivlsomt medvirke til, at muligheden for mistolkninger mindskes. Det antal gårde og kirker, der er registreret i dag, overskrider langt de skriftlige kilders opgivelser. Det må for- ventes, at kommende års ekspeditioner vil få tallet til at stige yderligere. Hele denne problematik sammenholdt med f. eks. Nørlunds identifikation af kir- kerne i Tunulliarfik fjord turde antyde det betænkelige i at hæfte nordbonavne på sådanne, i de fleste tilfælde langt fra færdigundersøgte kirkeruiner. Så længe muligheden for nye kirkefund og påvis- ning af ældre kirker under de kendte sta- dig eksisterer, må enhver identifikation risikere at falde til jorden. 175 [14] "-> J « Si E ^" " i t-' Nortltprrlt «~o <^i Btandafiorar l^lioS'6' TofaOora, Strand a fjorår ' Steinsfjordr Slemstiorår Spalsund (Spn)- ?) »2 - Ofundinnfjorflr '»undmnfiordr 1 ti! si MidflrAir MWfirflir | !«i-l .undey .undev KotlufjdrAr vollut'inrflr -S _ '« -S ,< -f Mrakhjanurey lrakli)arrurcy i*t§»tL Momafjorrtr lorrufjorrtr Hellisey|arf|<.tdr lellisey|arf|0rdr g «•§-€•§£. Heli,Sey lelli'.e\ -3 £ "f -« g ^ lafrsfjorflc lafrst]orAr a o *' -c "1 Dj'r-ifjordr ")vrafjr.rdr alhli 3r*ngc> _ *cr(^)i>ri.t"|i>rflr Det samlede stednavnesto£ som findes overleveret for Østerbygden. Kilderne er Ytrnlk 'orvalds\ (k videst muligt omfang opført kronologisk. Derved er det for en del af stednavnene staflr muligt at spore en udvikling. Det gælder især navnene nederst i skemaet. I Grænlendinga J)åttr optræder også navnet Kifljaberg, men om det hører hjemme tc staAlr Skagafjordr SaiKihofn Øster- eller Vesterbygden fremgår ikke tydeligt, lampnestf.rtlr Navnene er oldislandsk -normaliserede, dog 6 for Q. 'étrsvlk * (Jdn Jéhannessons undersøgelser er publiceret 1 »Saga-book«, Viking Society for Benediktiner. Morthern Research, London 1962, vol. XVI, part one, pp. 54-66). kloster Augustiner- kloster M]6vafjorflr llM«t I.angey l.amhem,su„d l.ambey |ar (pi) Klinrnp nnrivlk i3 a Hvahhytr 'g | | o I rem se y Hene> 1 Ititicv i*i! 5 c Q -n CJr-fi.rvIkt?) xJ e| «=-n 3 g i'.yrarfjordrf?) y* u Dvrru- D>rnt> ^"8 Dalr Btrutlurflr *J "8 ^ ^Q^ Borgartjnrtlr f15* Ifl Burfel] j"| ^ Arrtss Otlumiengn ug rtl^ 8>" V(k (kirke) Vilv(kirkc) S3 "° e '§ 1 ^ Sa^-^3 atndalr Vatndalr Vatndalr ^*"E cIS-l*1^ P^"^-* agar Vagar Vagar S iJlW >2F§C rt^3rl en X.. . [2 c s1 '""§•« S s *: idfprdr Midtlr>r<5r \1idtji irrtr r if lii Illl! Jf| afjorfir otrti arflsteinalit-rg Naftordr Isafp>rflr InfAl j; i 5 1 1 § iS S s 1.8 S 1 -a Austfiorrtr .arflant-s'1 S s.,l.rtV.H S,,hrf,,|t ! B S,ili»rfjn!l J"8 * : j jf Skplsshiiflir 1 el^ &SS Vlk (gård ) $ *1l g •{ fo Iwmmrl! •:dl:r !jj | •_§ Stokkane Stokkane'. J ^1^5 •^ ^-3 3 Langanes 1 in anvs ' *g £ iS 5 2 W £ S ^ Mamarr g S H fe'! 5 lgljf Td ;,,irflar Ci,irrt,u r6 r ( a fl Lis () Varruhverfi S<> \ adalr v.h.uialr Siglufjordr Sigliit'iorrtr si«lufjor(V Siglutji >f r\r }o KetiKf]ordr IvaKeyiarfiorflr KetiUf|orflr Kt-ttlsfiorAr » 1 lejtflf1 IcrnltstR's Her]o)fsncs IJJJ1^' Merrilfsnes Mer,.,,,,,,,,,., lkT|.'.tt-..K- -Æ s 1 fKrfmsf)ur(}r HatHrmist|<,rrtr H,itgrn»--li