[1] Nordboruner Af Marie Stoklund Da nordboerne for 1000 år siden slog sig ned i Grønland, havde de en skrift. I hvert fald nogle af dem har kunnet læse og skrive de runer man brugte på de store handelspladser som Bkka og Hedeby og i vikingerigerne omkring Nordatlanten. Fra o. 800 til begyndelsen af det 11. årh. brugte man runer af nogenlunde samme type på Isle of Man, de skotske øer, Færøerne, Norge og Sverige - især Gotland - ja så langt østpå som i Staraja Ladoga. Disse runer har man kaldt svensk- norske runer efter områderne hvor de fandtes, kortkvistruner eller stutruner efter deres udseende med korte, såkaldte bistave. Sammenlignet med andre runer er de meget forenklede i udformningen. De består af en lodret hovedstav med én eller flere bistave, eller med blot et punkt eller en kort tværstreg. En hoved- stav uden bistave betegner i mens et par tegn, R og s, blot består af en halv ho- vedstav. Samtidig bruges imidlertid, især i Danmark, en anden type runer som er knap så forenklede. Her har fx a- og n- runen en lang bistav som skærer hoved- staven, mens de tilsvarende kortkvist- former har en kortere bistav, kun på den ene side af hovedstaven. Den danske b-rune ligner et kantet latinsk B, kort- kvistrunen nøjes med to korte ensidige parallelle bistave. »Normalrunerne«, som man også kalder de danske vikingetids- runer, er typologisk tydeligt nærmere i familie med de ældre runer, som var ble- vet simplificeret og skåret ned fra 24 til 16 tegn, idet nogle runetegn dækker flere lyde. Det er imidlertid det samme lydsystem som dækkes af normalrunerne og kortkvistrunerne. De stærkt forenklede kortkvistruner blandes ret hurtigt med de mindre for- enklede, men tydeligere former fra nor- malrunealfabetet. Det man har kaldt »det ældre norske runealfabet« er et så- dant blandingsalfabet. Middelalderrunerne, som bruges i hele det område hvor man talte nordiske sprog, består af en blanding af kortkvist- runer og normalruner. Dertil kommer nye tegn hvormed 16tegns alfabetet ud- vides. Det må have været for upraktisk at den enkelte rune i visse tilfælde havde så mange betydninger; således betød 197 [2] Pig. 1. Runealfabetet fra Narssaq-pinden 1 (Ø 17 a). Den lavtstillede s-rune, der er brugt på pinden, er temmelig enestående; denne rune betegner normalt R, men her har Narssaq-alfabetet 4\. H. W. Schmidt del. Erik Moltke tf. 1961. k-runen fx både k og g, men nu skaber man ved at tilføje et punkt en særlig »punkteret« eller »stungen« k-rune som betegner g. Blandt runefundene fra Grønland er det ældste, Narssaq-pinden1, ristet med kortkvistruner. Den har fx den for- enklede b-rune, t. Man kan se at runen 4 betegner nasalt a og det viser at ind- skriften må henføres til o. 1000.1 senere indskrifter, efter ca. 1020 betegner denne rune o1 (fig. 1). Langt de fleste grønlandske indskrifter er imidlertid ristet med middelalderrunerne, skønt enkelte indskrifter mangler de afgørende kendetegn. Hovedparten af fundene blev publi- ceret i 1920erne eller 30erne2 eller endnu tidligere, altså før største delen af det norske middelaldermateriale, de is- landske runeindskrifter, og en del af de norrøne indskrifter fra Storbritannien var blevet udgivet. Dette forhold forkla- rer hvorfor man dengang var tilbøjelig til at se de grønlandske runer som et mere isoleret fænomen, omgivet af en særlig aura. De seneste års mange runefund fra middelalderbyer som Lund, Slesvig, og fremfor alt Bergen efter branden 1955, men også andre norske byer som Oslo, Tønsberg og Trondheim, har udvidet vort kendskab til og vor viden om mid- delalderens runer helt utroligt. Over 600 nye indskrifter er kommet for dagen alene i Norge. Denne vældige tilvækst af materiale har gjort det klart, hvor almindelige runerne var langt op i middelalderen i det levende handels- miljø, der fandtes fx i Bergen, hvorfra 198 [3] bl. a. hovedforbindelsen gik til Grøn- land. Her har man brugt runer til at mærke varer og ejendele med, til notater om leverancer og betaling, til forret- ningsbreve og andre meddelelser, til bønner og til kradserier af mindre hø- visk art. Alt hvad man behøvede af skri- vetøj var en pind, et ribben eller hvad man nu kunne få fat på, og en kniv. Fundene viser at runerne var en daglig- dags foreteelse, men det betyder ikke at de ikke også kunne bruges til sygdoms- besværgelser og formler mod alskens ondskab, nogle af dem sågar med latin- ske forlæg.3 Nordboernes brug af runer gennem den lange periode de levede i Grønland, er i nøje overensstemmelse med hvad vi nu ved om runebrugen i de norske mid- delalderbyer. Indskrifterne på løsgen- standene med runer fra Grønland ligner de norske runefund. Indholdet varierer fra sammenhængende tekster over ejer- indskrifter og trylleformler til uforståe- lige grupper af tegn. Det sprog vi finder i disse indskrifter er vestnordisk eller latin. En mere sammenhængende tekst er bevaret på den lille, kun godt 10 cm lange Kingigtorssuaq-sten. En tid troede man at den var forsvundet, men den fremragende kopi, man troede man havde, viste sig at være originalen4 (fig. 2). Den blev fundet allerede i 1824 ved en varde, som den vel har været stukket ind i, langt nord for nordbobygderne, og først læst af den berømte danske sprog- forsker Rasmus Rask. Der er imidlertid stadig uenighed om det sidste ord i ind- skriften: rydu, ligesom de seks lønruner, der står til sidst, stadig er utolkede. Man har forsøgt at læse årstal enten ud af de seks lønruner eller de to tegn, som ind- leder 1. og 2. linie, men det er aldeles usikkert. f\^ Indskriften lyder: ellikr • sikuabs : son : r • ok • baanhe : tortarson : | ok : enribi • osson : laukardak • in : fyrir • gakndag | hlobu • uardate • okrydu: (lp: linieskifte på stenen), »Erling Sig- vatssøn, Bjarne Thordarsøn og Enride Oddsøn lørdagen før gangdag (25. april) opførte disse varder« (eller »denne var- de«) »og rydu«. Fig. 2. Kingigtorssuaq-stenen. Sikkert efterladt af f angstmænd nordfor Upernavik, Indskriften begynder med * øverst til venstre. Det første tegn er ikke en rune. Anden liniesftrste rune er i, o, mens tredie linie begynder direkte med en h-rune. A betyder her y. Nationalmuseets fol'. 199 [4] Fig. 3. Korsfra Ikigait (Ø 111 D 10664),fra Herjo/fs- nas-kirkegdrden. Lag mærke til den sarlige r-form (»grøn- landsk r«} i indskriften på korsstammen. Det er en helt anden r-form, der er brugt på tvararmen. Marie Stoklundfot. Typologisk er det en sen indskrift. Den ejendommelige brug af dobbelt- runer (her markeret med en bue som binderuner, dvs. to eller flere runer med et fælles led, som regel hovedstaven) genfindes fx i et runebrev fra Bergen o. 1340.5 Den særlige e-form med en ring om hovedstaven forekommer sporadisk i det norske materiale, men er især hyp- pig i de islandske runeindskrifter, der som helhed ligger efter 1200, hoved- parten 14-1500. Otte af de mange små trækors, som blev fundet i Ikigait, i forbindelse med gravene på kirkegården i Herjolfsnæs med de berømte nordbodragter, har runeindskrifter. På de tre står der blot Maria — eller Maia, som kan være en særlig kortform. Da navnet ikke er brugt som almindeligt kvindenavn (uden for den norske kongefamilie) i middelalde- ren, må det være anråbelser af Guds moder. Et kors bærer på den ene korsarm — den anden mangler - indskriften isus kristr hialbi »Jesus Krist hjælpe«. På korstræet står ligeledes ganske svagt ind- ridset: kristus natus ist nubis på latin uden stungne runer og med u for o, i for e, i oversættelse: »Kristus er født for os«. Vestnordisk og latin finder vi også på et andet kors, sat sammen af dele fra to forskellige kors (fig. 3). Den meget smukt udskårne tværarm er blevet brugt igen men sat på hovedet. Indskriften på korstræet er vestnordisk: maria : mikai | amikbrakil og så med runer, der er vendt på hovedet: tor ir. »Maria, Mikael (ærkeengelen), Brakil ejer mig. Torir« (med t i stedet for b) kan være risteren. Runerne på tværarmen er tydeligt lavet af en anden rister, sammenlign fx r-runerne. Indskrifterne - for som fore- slået af den norske runolog Aslak Liestøl — er der to, en indskrift i midter- feltet og en indskrift for sig i endefel- terne: pmaat og filiiso som via et for- vansket runeforlæg må gå tilbage til et latinsk forlæg med forkortelser: p(rinci- piu)m a et----finis o — det græske alfa- bets første og sidste bogstav, alfa og omega, som udtryk for hele verden og for gud, Ego sum Alfa et Omega principium et finis, »Jeg er alfa og 200 [5] omega, begyndelsen og enden« (jvf. Johs, Åbenbaring 1.8). Udtrykket bliver me- get brugt i middelalderens religiøse digt- ning, i velsignelser og i magiske formler. Et eksempel herpå er en pind fundet i Bergen med runer på alle fire sider og et hul i den ene ende som viser at den sik- kert har været beregnet til at bære som amulet.6 På midterfeltet står uden skilletegn: iklatetetrakramaesussoaiaonlotepæi erksraton. Det kan opløses i en række kristelige trylleord og Guds- navne: ag/a tetragramma(ton) (i)esus soaiaonlote (meningsløst) pantocrator. Vi kender agla fra et stort antal rune- indskrifter, det er sammensat af begyn- delsesbogstaverne i den hebræiske tak- kebøn: attah gibbor leolam adonai, »du er stærk i evighed, Herre«, vi gen- finder det i Bergensmaterialet og sam- men med alfa æt o står det på et af de seneste fund i Sverige, et blystykke fra Dalarne, og på et blykors fra Sogn og Fjordane.7 »Firbogstavtegnet« tetragrammaton (græsk) er også brugt som Gudsnavn, det betegner egentlig de fire hebræiske bogstaver j hvh i Jahve. Ligesom panto- crator (græsk) »den almægtige« (Johs. åbenbaring 4.8) indgår tetragram- maton i den rige latinske digtning byg- get op omkring og af en række Guds- navne, som man nu har påvist brud- stykker af på norske blykors fra Stavan- ger bispedømme. Et af dem (Madla) for- ener i sit midterfelt tetragramaton og alphaeto.8 I øvrigt er der nu også i Bergen fun- det trækors, som minder om Bdgait- korsene fra Østerbygden. Fig. 4. Sten fra kirken i Herjolfsnas med indskriften Jjurfinna. Nationalmuseetfot. Også indskrifter fra Grønlands Ve- sterbygd hører til inden for denne euro- pæiske, religiøse latinkultur, som er ud- nyttet i formler til lavkirkelig, folkereli- giøs brug. Et eksempel herpå er den nydelige lille træfisk fra Umiviarssuk (fra ruingruppe V 52 a) der efter en anrå- belse af Maria, indeholder en meget for- vansket gengivelse af vers 49 i Davids salme 118 på latin. Forvanskningen kan kun forklares ved at teksten må være kopieret efter et forlæg som også var skrevet med runer.9 Fra nordbokirkegårdene stammer ik- ke blot gravkors men også gravsten med runer. På Vigdis' sten fra Igaliko (Gar- dar) står: »Vigdis M D(atter) hviler her. Gud glæde hendes sjæl«. Fra Qagssiar- ssuk (det gamle Brattahlid) kendes »Ingeborgs grav«, laibi inkibiarkar. Et tredie kvindenavn stod på den kvader- sten fra det gamle Herjolfsnæs, som var blevet brugt i muren på et hus, der blev bygget i 1918, men som først blev opda- get i 1963; burfinna stod der, omram- met af to kors. Indskriften har antagelig markeret hvor Thorfinnas grav lå — i kirkens eftertragtede tagdryp — og ste- 201 [6] Fig. 5. Sttbeform affcdtstenjra Igaliko, det gamle Gardar (Ø 47, D 11166) med ejerindskrift, spejlvendt i formen -Idur • a : mik .•. (t), »-Idur ejer mig«. Nationalmuseet f at. nen har siddet som gravkvader i kirke- muren10 (fig. 4). Andre navne på de gamle nordboer kender vi fra deres brugsgenstande. På et hvalbenskaft fra Østerbygden, ruingruppe Ø 71, Vatna- hverfi, står gunnar, og liotramk, Ljotr d mik, »Ljotr ejer mig« på en kødgaffel fra Nipditsoq V 54, fundet i fadeburet lige op ad en kogegrube. Denne kødgaffel hører til de meget få runegenstande fra Grønland der kan da- teres arkæologisk, til slutfasen i gårdens historie, første halvdel af 1300tallet. Desværre har de tidligere udgravninger af nordboruinerne ikke givet nøjagtige dateringer; man er altså henvist til runo- logiske skøn ud fra typologiske over- vejelser, som selvsagt er meget usikre. Runologen bygger måske i første om- gang på et vist arkæologisk skøn, i anden omgang daterer arkæologen måske net- op ud fra runologens typologi, så der kan opstå risiko for ringslutning. Der er klæberstensforekomster i Grønland og det er da også i stor ud- strækning anvendt til brugsgenstande. Da det er så let at skære i dette materiale har man mange eksempler på runer eller runelignende tegn, fx på de små ten- vægte, der er så almindelige i fundene fra vikingetid og middelalder også andetsteds. Fra en norsk tenvægt kender vi betegnelsen på redskabet: snalt, sndld (Hoftuft). På et fragment, en halv ten- vægt fra Østerbygden, ruingruppe Ø 167, står . . .rbesikr. ., det må udfyldes (ge)rbi sikr. . ., »S. gjorde«. Da der ikke et klæbersten i Island regner Anders Bæksted med at to islandske tenvægte af dette materiale er grønlandsk import. På den ene er en ejerindskrift indristet, på den anden runealfabetet samt Maria. Man har imidlertid i Grønland ikke blot brugt tenvægte af klæbersten men også af metal, for i Igaliko, hvor bispe- sædet, Gardar, lå, er der fundet klæber- stensforme til støbning af tenvægte med meget smukt og omhyggeligt indskårne runer - ejerindskrifter (fig. 5). Ejermærkning har haft stor betydning juridisk, efter de islandske middelalder- love at dømme. Sådan har det sikkert også været i det nærbeslægtede grøn- landske nordbosamfund. Mærkning af dyr, af redskaber (fangstredskaber fx til hvalfangst) har nok været brugt i stor udstrækning. I hvert fald finder vi ofte mærkning på nordboernes brugsgen- stande af træ og især af klæbersten — på vævevægte, på sænkesten og flere af de andre klæberstensfragmenter, der er så mange af fra udgravningerne. Nogle er tydeligt mærket med bomærker, andre med binderuner, eller et par runer, må- ske blot en enkelt, eller noget rune- lignende kradseri (fig. 6). Man kunne med rette stille det spørgsmål: Hvordan lærte man at skrive med runer? Undervisningsmateriel har i 202 [7] Fig. 6. Ejermarknmgpåfedtstensvavvagtfra Igaliko (Ø 47,D 11168 53). Øverst et par runer: i og en binde- rune ^n. Det nederste er et bomærke, men det kan også oplåses tiu, som binderune. Marie Stoklundfot. hvert fald ikke været noget problem. Måske kan nogle af de mere eller mindre omhyggeligt ristede, men helt uforståe- lige indskrifter, der også forekommer, opfattes som rene skriveøvelser? Måske er den forklaring for letkøbt, — men den stump af runealfabetet, som er fundet ved udgravningen i Kilaersarfik af gård nr. 51, Sandnæs i Vesterbygden, hvor runerne i begyndelsen er skåret omhyg- geligt, men hvor der så går kludder i det og risteren ender med nogle tilfældige streger, kan næsten kun tolkes som et øvelsesstykke (fig. 7). Latinske bogstaver er i øvrigt ikke helt ukendte i nordbobosættelsen. Fra Ikigait kendes også gravsten med ma- juskler, og fra Igaliko, det gamle bispe- sæde, kommer ikke blot tenvægtforme med runer, men også én med majuskler (Ø 47 inv. nr. D 11166). Fra Vester- bygden, fra Niviarsiat, Nuuk kommune, stammer et lille klæberstenshåndtag med en runeindskrift på den ene kant, og med majuskellignende tegn på den anden (inv. nr. 1106x1), men desværre uden mening (fig. 8) Som tidligere nævnt har man været inde på at se på de grønlandske runer som et isoleret fænomen. Man har ment at kunne påvise særudviklinger i både sprog og runeformer, fx t- for p-i forlyd: tortar og te i Kingigtorssuaq-indskrif- ten og torir på et af Ikigait-korsene. Af særlige runeformer kan nævnes en særlig grønlandsk r-form, R N, jfr. fig. 3, og F) for o, dog kun på tre af Ikigait-korsene, idet *f normalt bruges for o, eller i visse tilfælde (de ældre indskrifter) u for o, så Fig. 7. Ruaea/fabet fuj)ork(hnia)!.. .fra Kilaersarfik (Sandnits). Nationalmuseet fot. 203 [8] Fjg. 8. Runer på håndtag (?) affedtsten fra Niviarsiai, Nuuk kommune (NK 1 W6xl). • tratiselides • (punkt betegner en usikker rune). Nationalmuseetfot. denne særlige o-form bør måske ikke til- lægges alt for megen betydning. Den særlige r-form er langt mere almindelig i det grønlandske materiale, også de to islandske tenvægte har R l5, men der er dog brugt andre r-former i ca. halvdelen af tilfældene.11 Man har diskuteret om ikke dele af fundene på Grønland kan være lavet af folk fra Norge. Det gælder fx den lille pind der blev stukket ned i en tom grav i Ikigait med indskriften: »Denne kvinde, som hed Gudveig, blev lagt over bord (sænket i havet) i Grønlandshavet. Gud- veig er måske død på vejen til Grønland og hendes pind ristet af en immigrant? Nu er der imidlertid også i Bergen fundet pinde med bl. a. »grønlandsk r« og t- for b-.12 Det er muligt at disse grønlandske ejendommeligheder sim- pelthen skyldes grønlandske ristere, en anden mulighed er at disse former må- ske alligevel har haft en videre udbre- delse. Hvordan man end vender og drejer det, vidner de om de nære forbin- delser mellem nordbobygderne og hjem- landet. Den ganske specielle udformning af runerne med knuder og slyng, som vi i Grønland finder på Unartoq-skeen i ind- skriften: sboa, hvor a er en fejl for n, jvf. at der også med små almindelige runer står sbon, (sml. eng. spoon), »ske«, (fig. 8), kan genfindes på en pind i Ber- gen, hvor det ser ud til at én o. 1300 har øvet sig i denne særlige kunst. Endvi- dere har Aslak Liestøl nu også påvist disse, som han kalder dem »knytte ru- ner«, på det såkaldte Gange-Rolfs horn i Museo Nazionale i Firenze, et rigt ud- skåret horn af hvalrostand, hvor de før- ste runer and i indskriften: Andresgerdi mik, »Andres gjorde mig«, er ristet med disse runer, som man tidligere regnede 204 [9] for en del af ornamentet - hvad de også er — samtidig med at de indgår i ind- skriften.13 Nu findes der blandt mate- rialet fra Grønland også en slags øvel- sespind fra Østerbygden nr. 2, Tasiussak, med figurer der umiskendeligt ligner slyngede runer. Ingen har dog været i stand til at læse dem som runer. Inden man spekulerer for dybt over om denne runetype er grønlandsk eller norsk, må man tage med i overvejelserne at samme type runer også er brugt på en svensk runesten (Bautil 1095, Ofvansio) (derfra kendte den gamle svenske rune- forsker, Liljegren, disse runer, og han har dem med i sin Run-Lara (1832, tavle 1)). Den svenske runesten tyder på en videre udbredelse af disse runekunstle- rier. Også de utolkede lønruner på Kingig- torssuaq-stenen har deres — ligeledes utolkede paralleler, nemlig på et rune- kors fra Isle of Man (Andreas V), på Norum-døbefonten i Bohuslån, og nu også på en pind fra Bergen.14 Den kunstfærdige runebrug på Unar- toq-skeen og på Kingigtorssuaq-stenen er absolut ikke specielt grønlandsk; men fx den nævnte forkærlighed for den sær- lige r-form og måske også t- for b- kan opfattes som grønlandske særtræk. Dog må det slås fast at i hovedsagen er rune- brugen i Grønland nært beslægtet med den folkelige norske runetradition, der - især takket være de seneste års mange runefund — kan påvises at vare ved helt ind i det 14. og 15. århundrede. Fig. 9. Unartoq-ske. Begge indskrifter, sboa og med små runer tæt ved enden, sbon, skal betyde spoti, eng. spoon, »ske«. C. L. Vebttkfot. 205 [10] Nater: 1. Moltke, 1961 s. 401-10. Gudmundsson, s. 188-94. Sml. vdr. alfabcttype: Johnsen, 1968. s. 79, 211 f. 2. F. eks. Jdnsson, 1916. s. 63-66. Jonsson, 1924. s. 273-90. Jdnsson, 1929. s. 173-79. Moltke, 1936. s. 223-32. 3. Se f. eks. Liestøl, 1974. s. 19-33. 4. Bæksted, 1949-50. s. 163-65. Rosenkrantz, 1967. s. 349-61. 5. Liestøl, 1968. s. 25. 6. NolyR VI, l, 1980. s. 82, 67. Heri 44 indskrifter fra Bergen med latinsk tilknytning. Sml. Borgund I, NolyR IV, 1957. s. 140^3. 7. Gustavson og Brink, 1980. s. 230 f. m. henv. 8. Gjerløw, 1954. s. 85-109. KHL H, 1957. sp. 18-22. Blykors. 9. NolyR VI, l, 1980. s. 45 f. Sveinsson, 1964. s. 240 f. 10. Vebæk, 1964. s. 18, 19. 11. Stoklund, 1981. s. 143 f. 12. Johnsen, 1981. s. 121-25. 13. Liestøl, 1979. s. 228-34. 14. NolyR VI, l, 1980. s. 64 f. 633 Mariakyrkje-All- menningen, fundet lige over brandlag fra 1332. Litteratur: BaJksteJ, Anders: Kingiktorsoak-stenens original. Maal ogMinne 1949-50. Gjeflew, Ulli: Deus pater piissime og blykorsene fra Stavanger bispedømme. Stavanger Museums Årbok 1954. Gu&mundsson, Helgi: Runaristan fra Narssaq. Gripla I. Reykjavfk 1975. Gustavson, Helmer og Brink, Tb. Snædal: Runfynd 1979. Fornvannen 75. 1980. Johnsen, Ingrid Sanness: Struttruner i vikingetidens innskrifter. Oslo 1968. Johnsen, Ingrid Sanness: Personal Names in Inscriptions from Towns in Norway. Michigan Germanic Studies VII, no. l. 1981. Jonsson, Finnur: Grønlandske runestene. Det Grøn- landske Selskabs Aarsskrift 1916. Jonsson, Finnur: Interpretation of the Runic Inscrip- tions from Herjolfsnes. Meddelelser om Grønland LXVII. 1924. Jonsson, Finnur: Rune Inscriptions from Gardar. Meddelelser om Grønland LXXVI. 1929. Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. (=KHL.) bd. II. 1957. Ljestil, Aslak: Corresponcence in Runes. Mediaeval Scandinavia I. 1968. LjesteJ, Aslak: Runic Voices from Towns of Ancient Norway. Scandinavica 13. 1974. UesteJ, Aslak: Andres gjorde meg. Universitetets Oldsaksamling 150 år. Jubileumsårbok 1979. Oslo 1979. Moltke, Erik: Greenland Runic Inscriptions IV. Meddelelser om Grønland 88, 2. 1936. Moltke, Erik: En grønlandsk runeindskrift fra Erik den Rødes tid. Grønland. Nov. 1961. Norges Innskrifter med de yngre runer. (=NoIyR) Bd. IV 1957 og bd. VI.1 ved Aslak Liestøl, Oslo 1980. Rjisenkrantz, Alfred: Runestenen fra Kingigtorssuaq i geologisk belysning. Grønland. Nov. 1967. Stoklund, Marie: Greenland Runic Inscriptions. Michi- gan Germanic Studies VII, no. l. 1981. Sveinsson, E. 61.: Samttningur. 17. Sk/rnir 1964. Vebak, Måliaråk: En ny runesten fra Herjolfsnes. Grønlandsposten. 4. juni 1964. ujarak kigartugaK Bdgaitnit pissoK. Atuagagdliutit nr. 12. 4. juni 1964. 205 [11]