[1] Klima- og gletscherændringer i det sydlige Vestgrønland i de sidste 1000 år Af Anker Weidick Klimaændringer ogfølgevirkninger heraf Ved et områdes klima forstås dets »nor- malvejr«. Dette kan kvantitativt beskri- ves ved flere års målinger af vejrele- menter som lufttemperatur, nedbør, luft- fugtighed, lufttryk, solskinstimer o. s. v. Af de nævnte faktorer har temperatur og nedbør nok de mest direkte virknin- ger på omgivelserne hvad enten dette er flora, fauna eller udbredelse af glet- schere. Det er ligeledes de elementer der er målt længst tilbage i tid, og der vil i det følgende kun blive refereret til dem uden at andre faktorer dog må overses. Tilbage i tid har Meteorologisk Insti- tut haft målinger igang siden 1870'erne ved enkelte stationer i Grønland, og de er sammen med enkelte endnu ældre måleserier blevet behandlet af zoologen Chr. Vibe i 1967 i en undersøgelse over klimaændringernes indflydelse på Grøn- lands fauna. For sommertemperaturen (juli-september) i Godthåb er Vibes fremstilling i fig. l opdateret så den når frem til 1970'erne. Denne kurve giver samtidigt et billede af, hvor langt tilbage i tid man kan komme ved direkte målin- ger. Længere tilbage har muligheder for registrering af klima og klimaændringer tidligere været kvalitativ i den hen- seende, at man gennem geologiske undersøgelser af fauna, flora eller glet- scherudbredelse slutter tilbage til de kli- matiske betingelser. For klimaændringer af så kort varig- hed som årtier eller blot indenfor år- hundreder kan en nøjere datering volde problemer, idet en konstateret ændring i f. eks. gletscherudbredelse er et slutpro- dukt af en kæde begivenheder som ud- løstes af klimaændringerne og derfor først slår igennem efter en vis tid. Denne forsinkelse eller responstid kan for gletschere ofte tage årtier, medens den f. eks. for udvikling af et vegeta- tionsdække på bar moræne kan tage år- hundreder. Kun en enkelt geologisk daterings- metode kan i isfri områder direkte refe- rere til det enkelte år. Det er varvkrono- logien, d. v. s. tælling af de årslag af ler og sand som afsættes i søerne foran gletscherne og hvor den store sommer- afstrømning bevirker afsætning af grov- kornede sommerlag. Metoden er i prak- 235 [2] sis noget otnstændig og er kun i begræn- set omfang anvendt i Grønland. Firnstratigraji Firnstratigrafiens principper og perspek- tiver er allerede beskrevet i dette tids- skrift af W. Dansgaard, S.Johnsen og H. Clausen i 1970 og skal kun kort refe- reres. I princippet med tælling af årslag er metoden beslægtet ved varvkronologi, idet de firnstratigrafiske undersøgelser går ud på at bestemme den årlige til- vækst af sne i gletschernes øvre regioner (firnområdet). Dette er muligt på grund af forskelle i sommer- og vinterlagenes struktur. Visuelt bestemte årslag kan i bedste tilfælde, d. v. s. i Indlandsisens indre dele hvor sneens struktur er bedst bevaret og hvor årslagene er tynde (p. gr. af ringe nedbør = akkumulation), lokaliseres ca. 150 år tilbage, hvilket er til en dybde af 70—100 m. Herunder udviskes de syn- lige lag samtidigt med at sneen (firnen) omdannes til gletscheris. Imidlertid er forholdet mellem de to iltisotoper O18 og O16 i vand tempe- raturafhængigt og ved måling af forhol- det mellem de to isotoper (<5O18) kan man derfor ikke alene udskille de enkelte årslag til langt større dybder i gletscher- isen, men også få et talmæssigt begreb om disse temperatursvingningers stør- relse. Metoden indeholder således mu- lighed for direkte at sammenholde tem- peratur og nedbør (akkumulation) år for år over tidsrum af årtusinder. Der foreligger allerede et stort materi- ale af iltisotopmålinger på borekærner fra Indlandsisen, tilvejebragt af W. Dansgaard og hans medarbejdere på Geofysisk Isotoplaboratorium. Fig. 1. viser resultater af såvel snepålejring (ak- kumulation) som temperatur variationer ved Dye-3 stationen på den sydlige del af Indlandsisen mellem Angmagssalik og Godthåb. Man bemærker umiddel- bart en god overensstemmelse mellem de jdirekte målte temperaturer i Godthåb og iltisotopvariationerne i samme tids- rum i Dye-3 kærnen. Resultater af de klimatologiske undersøgelser For de meteorologiske målinger dæk- kende det sidste århundrede har især temperaturstigningen mellem 1920 og -30 været påfaldende. Den blev allerede undersøgt af L. Lysgaard i 1949. Han konkluderede at middeltemperaturen i Jakobshavn for januar hævedes 4,4° mel- lem de to perioder 1872/1911 og 1911/1940, at middeltemperaturen for juli hævedes 0,4° mellem 1865/1904 og 1911/1940, medens den årlige middel- temperatur for samme tidsrum hævedes 1,9°. Ligeledes fremgår det af målingerne, at samme forløb stort set gælder tempe- raturer fra andre grønlandske stationer. For Godthåb ses på fig. l en tilsvarende hævning af sommertemperaturen på ca. 1° i samme periode. Perioden efter 1960 er karakteriseret ved langt større udsving af tempera- turen end tidligere kendt, og også af en generel nedgang i middeltemperatu- rerne. Med hensyn til nedbør er billedet noget mere broget. Der er undertiden en vis overensstemmelse mellem relativt varme perioder og perioder med forøget 236 [3] 2000 DYE-3 Accumulation 60" l GODTHÅB 21-K GODTH A 1990 70 50 30 10 1890 70 50 30 10 1790 7 L N 5° 7° Fig. 1. Klimakurver fra Grenland. Kurverne til venstre fra boring i Indlandsisen ved Dye-}' (fra Dansgaard et al. 1973). Kurverne dukker tidsrummet fra 1200-1970 og viser dels variationerne i akkumulation (snepålejring), dels i relativ temperatur (iltisotopforholdet = å O'8). Maksimal akkumulation og relativt varme perioder angivet med sort. Kurven til højre er t n opdateret version af glidende W-års middeltal af sommertemperaturen ved Godthåb, oprindeligt publiceret afCbr. Vibe 1967. Den ubrudte kurve dækker tidsrummet 1865/74-1971/80. Ældre observationer fra 1842/46, 1831/32, 1807/21, 1797/1802 og 1785/92 angivet på den stiplede del af kurven. 237 [4] nedbør, således som også vil fremgå af den firnstratigrafiske kurve fra Dye-3, gengivet i fig. l. For de tidligere århundreder viser såvel mosegeologiske undersøgelser som firnstratigrafiske målinger at det første årtusind efter Kristi fødsel (til omkring 1200) har været præget af et relativt varmt klima. Derefter (se fig. l.) optræ- der kølige perioder med stigende hyp- pighed indtil en kulmination omkring 1700, hvorefter varmere perioder igen optræder med stigende hyppighed indtil den foreløbige kulmination af varme- perioden i dette århundrede, mellem 1920 og 1960. Klima- oggktscherændringer En gletscher reagerer på en »klima- forværring« ved en forøgelse af akkumu- lationsområdet i de øvre dele medens en afsmeltning fortsat gør sig gældende, omend i mindre grad end tidligere, i de nedre dele. Først efter nogen tid vil materialeoverskuddet forplante sig fra gletscherens øvre dele gennem glet- schertungen og her bevirke et fremstød af gletscheren. »Klimaforbedringer« kan umiddelbart vkke på gletscherens nedre dele ved en kraftigere afsmeltning, men der kan også i dette tilfælde hengå nogen tid før de øvre dele tilpasses den ny balancesitua- tion. Ved en temperaturstigning vil glet- scheres afsmeltning normalt øges, men eftersom temperaturstigningen kan være fulgt af øget tilførsel af materiale (akku- mulation af sne) i gletscherens øvre dele kan denne altså undertiden i større eller mindre grad kompensere for den øgede afsmeltning og opretholde sin udbre- delse. Gletscherens reaktion er derfor et samspil mellem afsmeltning og pålejring (gletscherens massebalance) samt et spørgsmål om gletscherens bevægelse (dynamiske forhold), hvilket sidste atter er bestemt ved forhold som gletscherens tykkelse og skråningen af såvel dens overflade som underlag. I almindelighed angives at gletscher- frontens reaktion på ændringerne i glet- scherens massebalance tager nogle årtier for lokale mindre gletschere, medens de for iskapper i teorien skulle tage adskil- __Uge .tusindår. Formelt er dette rigtigt hvis man skal tage Indlandsisens totale omsætning i betragtning, og det kunne derfor forven- tes, at Indlandsisens rand var stationær for kortperiodiske klimaændringer, idet deres virkning ville blive udlignet inden de nåede frem til randen - Indlandsisen ville ikke kunne »følge med«. Imidlertid viser undersøgelser af æn- dringer af Indlandsisens rand at tunger- ne herfra foretager de samme fremstød og tilbagetrækninger som mindre lokale gletschere. Grunden hertil er at klima- ændringer væsentligst berører de rand- nære dele hvor afsmeltningen varierer i takt med klimaændringerne medens de indre dele »blot« sender en konstant og udlignet forsyning af is til random- råderne. Mere påfaldende for ændringerne af Indlandsisens randområder er de sted- vist meget store afvigelser fra en »nor- malreaktion«. I et randområde kan is- randen »overreagere« ved at have æn- dringer indenfor et enkelt århundrede 238 [5] på over 20 km i gletschertungens læng- de, hvor det normale ellers er ca. 2 km. Andre afsnit eller sektorer af isranden er derimod stationære eller har haft frem- stød under en generel udtynding af is- randen. Denne afvigende reaktion kan ofte forklares ved at den generelle udtyn- ding af isranden indebærer en frem- smeltning af underlagets topografi, som påtvinger gletscherisen forandringer i sin afstrømning. Visse sektorer vil der- for få tilført ekstra materiale så de kan rykke frem eller i alle tilfælde opretholde deres udbredelse, medens andre områder vil miste mere materiale og tynde kraf- tigere ud. Den nævnte »overreaktion« er væ- sentligst koncentreret i kalvisproduce- rende gletschertunger som dræner store afsnit af Indlandsisens randområde og hvor isbevægelsen er stor (op til l m/ti- me i stedet for normalt omkring l m/dag). Som mest velkendte eksempel kan nævnes Jakobshavns Isbræ, men i sammenhæng med dette hæftes tema er den følgende beskrivelse begrænset til Indlandsisens rand i Vester- og Øster- bygd, og lignende eksempler vil træffes her. Vesterbygd Området ved Indlandsisens rand i Ves- terbygden er idag karakteriseret ved en udstrakt tilbagetrækning af isranden om- kring bunden af isfjorden Kangersuneq. Går man herfra videre mod nord eller syd ses afsmeltningens omfang at aftage (fig. 2). Således har den kalvisproduce- rende gletschertunge Narssap sermia i det sidste par hundrede år ikke i nævne- værdig grad ændret position medens den anden kalvisproducerende gletschertun- ge: Kangiata nunåta sermia i bunden af Kangersuneq har været underkastet sto- re ændringer og i dag er blevet splittet op i to arme: Den egentlige Kangiata nunåta sermia og Akugdlerssup sermia. Afsmeltningens omfang i bunden af Kangersuneq ses tydeligt markeret af en grå, vegetationsløs zone (the trim line zone) som står i stærk kontrast til de omgivende bevoksede fjeldlier og dal- strøg. Det er nok rimeligt at antage, at disse nu blotlagte landstrækninger ikke alene har været isfri i Nordbotid, men at de som følge af de forudgående århundre- ders milde klima måske har været vege- tationsklædte ved nordboernes ankomst. Ligeledes, at denne zone som kun er et produkt af en relativ kortvarig klima- mildning i dette århundrede muligvis kun er en del (omend antageligt den største del) af det ekstra isfri land som var til nordboernes rådighed. Det må også formodes, at Kangiata nunåta sermias front i nordbotid som nu har været beliggende ca. 10 km syd for det store dalstrøg, som fører til gletsche- ren Qamanårssup sermia. Også indenfor Amaragdla i den inder- ste del af Ameralik fjorden ses relativt store områder fremsmeltet i dette år- hundrede. Det skal bemærkes at en fort- sat sammensynkning af den nuværende isrand i Austmannadalen (fig. 4) vil indebære, at smeltevandet omledes fra denne dal til bunden af Kangersuneq. Hvis dette har været tilfældet i nordbo- tid har der været en meget ringe vand- føring i elven gennem Austmannadalen. 239 [6] UJARAGSSUIT NARSSAP SERMIA AMANÅRSSUP SÉRMI AKUGDLERSSUP SERMIA \ KÅNGIATA NUNÅTA SERMIA KANGAUSSARSSSUP SERMIA ISORTUARSSU TASIA ISORTUARSSUP SERMIA 84030' 640 OO 50° Fig. 2. Kangersuneq i indre Godthåbsjjord. Med sort indtegnet områder, nediset i historisk tid ogfremsmeltet væsentligst i dette århundrede. Projillinien gennem Kangiata nunåta sermia angiver snit gennem gletschertungen vist ifig. 3- 240 [7] HØJDE l 1500 1000 FIRNLINIE08.09.I980 1300-UOO m 500 KANGIATA NUNATA SERMIA (1CH 23003) 1750 40kn O 10 Fig. ). Profil gennem Kangiata nunåta sermia. De mindre fremstød og stilstande omkring 1890 og 1920 angivet ved pile. Gletscherens bundforhold ukendt. Nedisningens begyndelse og kulmination Hvornår Indlandsisens rand i Vester- bygd har påbegyndt en fremrykning er uvist. Man må antage at dette foregik gradvist og i flere bølger i takt med klimaforværringens successivt længere kuldeperioder. Det endelige maksimum synes være nået i 1700-tallet idet histo- riske kilder (Thorhallesen) nævner ned- isning af nordboruiner ligesom det anfø- res, at en stor sø dækkes af den vok- sende is. Det ville i denne forbindelse være nærliggende at tænke på isvand i bunden af Austmannadalen (fig. 4). I geologisk henseende forekommer en kulmination af nedisningen omkring 1750 rimelig. Områdets moræner er for friske til at de kan være væsentligt ældre og de følgende historiske beretninger vidner om, at de heller ikke kan være meget yngre. Kulminationen skulle således være indtrådt omkring 1750 og hovedglet- scheren Kangiata nunåta sermia har på dette tidspunkt strakt sig helt ud til Umlvik, d. v. s. mere end 20 km længere fremme end frontens nuværende posi- tion (fig. 2 og 3). Et lignende maksimalt fremstød af gletschere er kendt fra Island hvor de to gårde Fjall og Breida på sydsiden af Vatna Jøkull (Breidamerjøkull) blev ned- iset. Gårdene er bygget omkring 900. Fjall blev opgivet 1695 og begravet af 241 [8] £%„ 4. Austmannadalens øvre del med tilgrænsende del af Indlandsisens rand (Kangiata nunåta sermia). Flyfoto 505 D-0 no. 4627 optaget 20.08.1948.11948 ses Indlandsisen endnu Janne en tunge ned i søen i Austmannadalens bund (Isvand), medens flyfotos fra 1968 viser en udstrækning omtrentligt som angivet af den stiplede linie. Eneret: Geodatisk Institut. gletscheren 1708 medens Breida blev opgivet 1698 og lå nær gletscherfronten 1702. Allerede 1808 synes hovedgletsche- ren i Kangersuneq atter under udtyn- ding. Gletscherfronten kunne dette år besøges fra Umivik men er omgivet af frisk moræne. Den opstemmede sø som under gletscherens fremrykning i Kangersuneq blev dannet i dalen foran Qamanårssup sermia eksisterer endnu på dette tidspunkt, men har efter beskri- velsen afløb nær gletscherfronten i Kangersuneq. Tilbagetrækning og nuværende status En langsom tilbagetrækning af hoved- gletscheren i Kangersuneq må være foregået igennem de første årtier af 1800-tallet. Denne er antageligt en følge af en mindre sammensynkning af glet- scheren, der har været tilstrækkelig til at store dele af den ydre flydende part af gletscherfronten er opløst i kaivis med tilbagetrækning af den faste front til føl- ge. Samtidigt udtømmes den isdæmmede sø foran Qamanårssup sermia og dalen får atter direkte forbindelse med Kan- gersuneq. 242 [9] 46°° 4500 JOHAN DAH LAND EQAL. KITDUT SERMIA TILBAGETRÆKNING AF ISRAND FREMRYKNING AF ISRAND TRIMLINE ZONE \ MAKSIMALE UDBREDELSE l FJORD 10 2Okm 6130 6100 6030 Pig. 5. Vestlige Sydgrønland. Områder, nediset i 1700- og 18 00-tallet vist med sort. Afsnit af Indlandsisens rand under f remrykning i dttte århundrede angivet med pile. 243 [10] Fig. 6. Eqalorutsit kitdlit sermiat i bunden af Nordre Sermilik fjord, Sydgrønland. Øverst fotomosaik af fotos fra 1894, nederst: Gletscheren set fra samme sted 19.07.1980. På nederste fotomosaik indsat gletscherens højde oggletscherfrontens position 1894, samt positionen 1937-42, 1944?, 1946-53 og 1980. Cletscberens maksimale tykkeIse og udstrækning angivet som 1750? På samtlige kort over Godthåbsfjor- dens indre del fra det 19. århundredes sidste halvdel ses gletscheren i Kanger- suneq med omtrent samme udbredelse. Flytningen af gletscherfronten som følge af volumenændringer i gletschertungen er i nogen grad låset fast ved en ind- snævring af fjorden, og muligvis også ved tilstedeværelsen af en tærskel på det- te sted. Nogle flere detailler kan dog nuancere dette billede. Der findes omkring glet- scheren er markant morænesystem som tyder på et (eller flere?) mindre fremstød i slutningen af 1800-tallet. Morænesy- stemerne kan følges omkring gletscher- turigen i dens fulde længde og genfindes i Austmannadal hvor de omtrentligt markerer isens udbredelse ved Nansens 244 besøg på stedet i 1888. Hertil kommer, at arkæologen D. Bruun efter et besøg i området i 1903 referer grønlænderes ud- sagn at gletscherne i Kangersuneq tid- ligere »ikke var så høje som nu og fla- dere, og isen skød sig ikke så langt frem«. Dette fremstød omkring 1880—90 synes imidlertid her at være en begrænset episode i en generel tilbage- trækning, medens et fremstød 1880—90 for mange andre grønlandske gletschere havde samme udstrækning som 1700-tallets. Efter 1900 fortsættes udtyndingen af gletscheren i Kangersuneq som vist i fig. 2 og 3, men afbrydes atter af et mindre fremstød omkring 1920. Dette sidste fremstød er dels markeret ved dødis- moræner omkring gletscheren, dels er [11] udbredelsen af gletscheren på dette tids- punkt dokumenteret af fotografier (af lektor Aa. Nissen). Som det vil ses af profilet i fig. 2 er udtyndingen fortsat op til de seneste år. Det vil ses at gletscheren i de forskel- lige faser af sin udbredelse viser forskel- lig følsomhed overfor klimaændringer. 1920'ernes stilstand eller fremstød frem- står tilsyneladende uden forsinkelse me- dens de ældre stilstande eller fremstød kun i summarisk grad kan sammenhol- des med kuldeperioder. Til dette forhold kommer imidlertid en regional facet: Trods den aftagende temperatur i 1960'erne og 1970'erne ses hovedglet- scheren Kangiata nunåta sermia fortsat under tilbagetrækning. Muligvis er dette kun et spørgsmål om tid idet under- søgelser ved Grønlands Geologiske Undersøgelses (GGU's) station Qama- nårssup sermia (udført af J. T. Møller og N. Tvis Knudsen, Aarhus Universitet), angiver, at denne gletscher mellem 1960 og 1980 er påbegyndt en fremrykning efter mange års tilbagetrækning. Østerbygden Skal Sydgrønland beskrives kortfattet i glaciologisk henseende må der skelnes mellem områdets nordside begrænset af den egentlige Indlandsis's sydskråning, området omkring Johan Dahl Land - Narssarssuaq hvor Indlandsisen flyder sammen med de store lokale iskapper, samt områderne syd herfor, hvor ned- isningen består af et kompliceret system af mere eller mindre sammenflydende lokalgletschere og iskapper i det høje alpine indland. Afsmeltningen af Indlandsisens vestlige syd- rand Som i Godthåbsfjordens indre dele er Indlandsisens dræning også ved dens sydrand koncentreret om to gletscher- tunger, i dette tilfælde Eqalorutsit kitdllt sermiat og Eqalorutsit kangigdlit ser- miat på nordsiden af Nordre Sermilik fjord. Ligesom i Godthåbsfjorden har de to gletschertunger i Nordre Sermilik stærkt afvigende opførsel. Eqalorutsit kitdllt sermiat er som hele Indlandsisens sydrand vest herfor om- givet af en bred trim line zone, og un- dersøgelser i områderne vest for denne gletschertunge viser, at største udbre- delse af isranden må have fundet sted i 1700-tallet. De ældre moræner fra 1700-tallet ses imidlertid stedvist at være dækket eller ødelagt af fremstød af lignende omfang i slutningen af det 19. århundrede, medens det sidste fremstød på flere andre steder havde et mindre omfang end 1700-tallets. For hovedgletscheren i området — Eqalorutsit kitdllt sermiat — kan kun an- tages, at den vegetationsløse zone som strækker sig ca. 10 km ud foran fronten i 1980, også må være fra 1700-tallet. I de yderste dele af fjordgrenen har zonen imidlertid en ringe højde (50—lOOm) og antageligt må store partier af gletscher- fronten have været flydende og stærkt følsom for ændringer i tilvækst fra Ind- landsisens indre dele. Den første nøjere bestemmelse af gletscherfrontens position kan skønnes fra kortmateriale, udarbejdet af P. Motz- feldt og H. Rink fra 1840'erne. Glet- schertungen kan her ses at have front beliggende 5—10 km bag udbredelsen, 245 [12] Fig. 7. Runden af Nordre Sermilik fjord. I forgrunden Eqalorutsit kitdlit sermiat med tilgrænsende del af Indlandsisens rand. Denne ses omgivet af en bred vegetationsfri zone (tie trim line zone), som angiver isens tilbagetrækning de sidste par bundrede år. I bagerunden Eqalorutsit kangigdltt sermiat ogfjeldryggen mod Aputaiuitsoq nunatakken, som danner grattsenfor den vigende isrand i forgrunden og den avancerende isrand i Johan Dahl Land området (se også kortetftg. 5). Flyfoto B 34 B-L no. 76 (23.07.1942). Eneret: Geodatisk Institut. angivet af the trim line zone. Yderligere angives i »Grønlands historiske Mindes- mærker« (1844) af den nordlige bræ (Eqalorutsit kitdlit sermiat) i modsæt- ning til den østlige (Eqalorutsit kan- gigdlit sermiat) er spaltet i to arme. Si- tuationen af fronten i 1830'erne må der- for have været meget nær den nuværen- de. I 1894 undersøges gletschertungen meget grundigt af geologen A.Jessen (fig. 6), som foruden at angive fjord- dybden også målte gletscherens over- fladebevægelse (ca. 20 m/døgn). Såvel hans beskrivelse af det friske moræne- landskab ved Indlandsisens rand som af gletscherfrontens tilstand lader formode, at gletscheren på dette tidspunkt er under udtynding. Efter et forudgående fremstød er de to arme af gletscheren stadig forenede i fronten, men denne ses under stærk opløsning (fig. 6) og vil kun kort tid efter besøget atter være spaltet op i to arme. 246 [13] I årene efter 1894 må udtyndingen være fortsat og gletscheren ses mellem 1937 og 1942 (fig. 6 og 7) at have nået et minimum i længdeudstrækning. Gletscheren hviler formodentligt på dette tidspunkt på land (uden flydende tunge) og yderligere tilbagetrækning vil fordre en ekstra stærkt udtynding. Fra engang i midten af 1940'erne (1944?) viser amerikanske flyfotos plud- selig en udbredelse i fjorden sammen- lignelig med tilstanden i 1894. Man har været heldig på dette tidspunkt at få do- kumenteret en mindre gletscherbølges ankomst til fjorden. På følgende flyfotos fra gletscherområdet 1946-53 er glet- scherfronten atter tilbage i omtrentlig samme position som omkring 1940. I der seneste år ses gletscheren atter at have tiltaget i tykkelse, og gletscher- fronten er igen rykket noget ud i fjorden (fig. 6). Selv om den givne fremstilling illu- strerer israndens gradvise tilbagetræk- ning siden en absolut kulmination om- kring 1750 illustrerer fremstødet om- kring 1944 også, at mindre pulsationer af isranden godt kan have undgået ob- servation. Med den nuværende satellit- overvågning er der imidlertid håb om, at netop de følsomme store gletscher- tunger fra Indlandsisen og de større iskapper (eksempel vist i fig. 8) kan blive fulgt i langt større detallier efter disse satelitters opsendelse i begyndelsen af 1970'erne. Johan Dahl Land området Hoveddræningen af Indlandsisen i Jo- han Dahl Land området finder sted gen- nem Eqalorutsit kangigdlit sermiat (også kaldet Qajutap sermia). Gletscheren har nogle tilløb fra nord som med hensyn til afsmeltning og sammensynkning følger samme mønster som Indlandsisens vest- lige sydrand, d. v. s. en stærk afsmeltning afbrudt af successivt mindre fremstød gennem de sidste par århundreder. Mangel på vegetationsløse zoner om- kring såvel Eqalorutsit kangigdlit ser- miat som omkring de øvrige gletscher- tunger til Johan Dahl Land på hele strækningen indtil Niviarsiat nunatak- kerne i øst (se fig. 5), vidner om en ud- bredt fremrykning i de seneste århun- dreder. Denne markeres af opskudte morænevolde af gammel vegetation og muld i lavninger og dale ved isranden. Historisk dokumentation af denne is- rands ændringer er sparsom. Ældst er en beretning af K. L. Giesecke som fra et besøg ved Narssaq i 1809 beretter om gletscherne i bunden af Nordre Sermilik og at Nordboruiner som befandt sig her nu er dækket af den tiltagende isblink. Der kunne være tale om Eqalorutsit kitdllt sermiat men frodige dalstrøg grænsende til den nuværende Eqalo- rutsit kangigdlit sermiat gør dette sted mere sandsynligt, så meget mere som der her senere er kortlagt andre nordbo- bebyggelser nær gletscheren. Omrids af gletscherens front angives først med nogen sikkerhed i det tidligere refererede kortmateriale af P. Motzfeldt og H. Rink fra 1830'erne. Gletscher- fronten synes at have en position nær den nuværende, hvilket også er tilfældet med et nyere kort fra A. Jessens besøg i Nordre Sermilik i 1894. 247 [14] Såvel Jessens kort som de påfølgende oplysninger fra en arkæologisk ekspedi- tion i området i 1932 (G. Hatt) og fra flyfotos fra perioden 1937-53 (Geo- dætisk Institut) viser de centrale dele af fronten i omtrent samme position (se fig.7). Nærmere undersøgelser af gletsche- rens omgivelser (GGU 1955-57, Brat- hay Exploration Group 1967—69, GGU 1976-81) viser dog en gradvis men støt mindre fremrykning af selve gletscher- fronten. I de centrale partier var frem- rykningen mellem 1942 og 1981 ca. 500 m, medens den i de østlige dele af fronten var næsten l km i dette tidsrum. De nævnte undersøgelser godtgør ligeledes en tilsvarende ekspansion af is- randen i hele Johan Dahl Land områdets nordside. Den gennemsnitlige fremryk- ning af de 2 mindre gletschertunger læn- gere mod øst; Nordbogletscher og Nordgletscher, er fra 1940'erne til 1981 for begge gletschere 17 m/år. Det er desværre ikke på nuværende grundlag muligt at fastslå ekspansionens begyndelse i denne sektor af Indlands- isen, Det ser i alle tilfælde ud til, at isen allerede i forrige århundrede havde en udbredelse tilnærmelsesvis som den nu- værende, men at der siden da er sket en gradvis Øgning af isranden. Grænsen mellem det vigende område i vest og det øgende i øst kan sættes om- kring Aputaiuitsoqnunatakken. En de- tailleret forklaring på den konstaterede forskel i afstrømningsmønstret for Ind- landsisens rand vest og øst for denne lokalitet forudsætter imidlertid en nøjere opmåling af såvel overfladeændringer som en opmåling af isens bundtopografi. 248 Områderne syd for Johan Dahl Lænd Allerede isranden på sydsiden af Johan Dahl Land er atter præget af den almindelige tilbagetrækning i de sidste par hundrede år, og samme tilbagetræk- niftg °g sammensynkning præger de fleste gletscherlober videre mod syd. Alle oplysninger peger på at et frem- stød omkring 1880—90 har haft et om- fang der ofte har dækket aflejringer fra tidlige fremstød. I det følgende er be- skrivelsen begrænset til lokaliteter i bun- den af hhv. Søndre Sermilik og Taser- miut fjorde. Søndre Sermilik. Fjorden blev berejst af O. Kielsen i 1838. Han angiver, at glet- scheren befandt sig en god halv dansk mil fra overbærestedet til Tasermiut fjorden. Kielsen må imidlertid have undervurderet afstanden til gletscheren siden the trim line zone omkring denne kun når frem til 14 km fra den angivne lokalitet. Mere aktuel er en beretning givet til Gustav Holm ved dennes besøg i fjor- den 1881. Han meddeler at en gammel grønlænder fortalte, at han som barn havde plukket krikkebær på den mider- ste af de nuværende nunatakker som dengang lå uden for isen. Dette vil sige at gletscherfronten i århundredets første halvdel var beliggende ca. 10 km bag the trim line zones yderste del. Så sent som i 1950'erne ville dette forekomme utroligt da disse nunatakker dengang stadig be- fandt sig 8 km bag den eksisterende geltscherfront. Gletscheren må så i det 19. århun- dredes anden halvdel have haft fremstød siden Holm ved besøget 1881 aftegner [15] eteM 01234 5 6 7 ! 9 10 SØNDRE SERMILIK Fig. 8. Sydgren/and. Bunden af Søndre Sermilikfiord med gletscheren Sermeq. Øverst: Positionen af gletscherfronten gennem årene 1881, 1943, 1972, 1973-79. Nederst: Satellitbillede visendegletscberfrontensposition 24.03.1980 (Landsat 1/17). den med samme udbredelse som angivet af den nuværende trim line zone. Der synes efter 1881 så kun at være sket en langsom tilbagetrækning af glet- scherfronten. Så sent som i 1953 befin- der denne sig kun 1—2 km bag 1881-positionén, men en stærkt udtyn- ding af gletschertungen har allerede fun- det sted i dette tidsrum og forberedt den følgende periodes hurtige tilbagetræk- ning. Denne foregår mellem 1953 og 1972 hvor gletscherfronten totalt er ryk- ket 10 km tilbage, d. v. s. gennemsnitligt 1/2 km pr. år. Gletscherfronten må nu helt hvile på land. Muligvis har den i de senere år at- ter bygget noget op og bevæget sig lidt frem igen efter at have haft en mi- nimumsudbredelse omkring 1973. Den tidligere nævnte nunatak grænser nu delvist til fjorden og deler gletscher- tungen i 2 arme. Man kan dog idag næppe plukke krikkebær før man når over the trim line zone, der her har en skønnet højde på 500 m, vidnende om mægtigheden af gletscheren, da den var istand til at sende en tunge 12 km ned ad fjorden. Den nuværende tilstand blev først observeret af helikopterpiloter fra Grønlandsfly omkring 1980 og posi- tionen kunne spores tilbage til 1972 på satellitbilleder. Tasermiut. Der findes i bunden af denne fjord 2 større gletschere som begge hvi- ler på land efter en stærk tilbagetræk- ning i det seneste århundrede. Hoved- gletscheren i bunden af fjorden (Sermeq) har stadigt kalvisproducerende front medens en større lokalgletscher på fjor- dens østside (Sermitsiaq) nu hviler på land (se fig. 8). Det anføres af G. Holm ved besøget 1881 i fjorden at grønlandske fortællin- ger beretter om nedisning af nordbo- grave i dalen som senere udfyldes af Sermitsiaq. Denne gletscher er iøvrigt 249 [16] den bedst beskrevne af de 2 gletschere: Allerede i 1833 angives den som væ- rende i tiltagende og at have nået fjor- den, men uden at producere kaivis. Kalvisproduktion forekommer i en bred front af gletscheren 1876 hvorefter gletscheren allerede 1881 synes være un- der begyndende udtynding. Dette resul- terer i dannelse af en strandbred om- kring det meste af gletscheren således som fremgår af beskrivelse fra 1894 (se fig. 8) hvor gletscherfronten angives kun et enkelt sted at nå ud til fjorden. Udtyndingen af Sermitsiaq har fore- gået gradvist i de følgende år, muligvis dog afbrudt af et ophold eller fremstød omkring 1920. Fremstøddet er angivet såvel ved moræner som ved det givne kildemateriale (Nørlund 1926). Glet- scheren synes fortsat under udtynding men udpræget dødisdannelse og moræ- nedække af selve gletscherfronten van- skeliggør en præcis angivelse af glet- scherfrontens ændringer. Gletscheren Sermeq i bunden af fjor- den er først beskrevet nøjere i det 19. år- hundredes sidste halvdel. Her ses et fremstød til maksimal udbredelse for historisk tid at være foregået mellem 1880 og 90 hvorefter der sker en hurtig tilbagetrækning i 1890'erne. Muligvis forekommer så en stilstand eller et mindre fremstød i dette århundredes første del hvorefter gletscheren trækker sig tilbage til sin nuværende udbredelse (se fig. 9). Afsluttende bemærkninger De givne eksempler på gletscherændrin- ger er givet med henblik på beskrivelse af nogle landskabstræk i nordbodistrik- terne, men afviger i mønster ikke fra de fleste andre begivenheder af denne art i Vestgrønland. Der er næppe tvivl om, at dette år- hundrede er det første siden nordbo- tiden hvor det gletschernære landskab atter er blotlagt i et omfang som ved nordboernes ankomst. For nordboerne har nærheden af gletscherne næppe haft væsentlig betydning og den klimafor- værring, som udløste gletscherfremstød- dene, har længe før haft en mere direkte effekt på nordboernes livsbetingelser. Derimod kan man med rimelighed for- mode, at omfanget af gletscherændrin- gerne efter nordbotid har bevirket at nogle nordboruiner må være forsvundet under isen. Det vil også fremgå af de givne eksempler, at viden om den enkelte gletschers ændringer er fragmentarisk. Ligeledes, at der dette tiltrods kan anes en generel overensstemmelse mellem klimaændringer og gletscherændringer inden for de sidste par århundreder, me- dens detaillerne i gletschernes reaktion i høj grad modificeres af gletschernes om- givelser og underliggende topografi eller af, om de hviler på land eller har de ydre dele svømmende i fjordene. 250 [17] Fig. 9. Sydgrønland. Bunden af Tasermiutfjord med gletscherne Sermeq (bund afbillede) og Sermitsiaq (tilhøjre). Foto f rå ovenfra 1894 (fat. A.Jessen, Arktisk Instituts billedarkiv) sammenlignet med gletscherudbredelsen 1961 (fot. M. Kelly, Lancaster University). Litteratur Dansgaard, W, Johnsen, S. J., Clausen, H. B. Gunde- strup, N. 1973: Stable Isotope Glaciology, Meddr. Grønland 197, 2, 53 sider. Jenkins, W. G. 1968: Progress of a Glacier. Geogra- phical Magazine 1190-97 (Beskrivelse af arbejde udført af the Brathay Exploration Group). Lysgaard, L. 1949: Recent climatic fluctuations. Folia Geograph. Danica, 5. Nørlund, P. 1926: I Roussell, Aa. 1941: Farms and churches in the Mediaeval Norse Settlements of Grønland 89, 1. Reference Og. 36. Thorhallesen, E. 1914: Beskrivelse over Missionerne i Grønlands søndre Distrikt. Ved L. Bobé. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift I. Vibe, Chr. 1967: Arctic Animals in Relation to Clima- tic Fluctuations. Meddr. Grønland 170, 5, 227 pp. Weidick, A. 1968: Observations on some Holocene Glacier Fluctuations in West Greenland. Meddr. Grønland 165, 6, 202 sider. Weidick, A. 1981: Gletscherne i Grønland. Danmarks Natur Bd. 11, 203-226. Politikens Forlag. 251 [18]