[1] Vikingeekspedition 1982, Angmagssalik-Nanortalik Af John Andersen Indledning I forbindelse med 1000-året for Grøn- lands opdagelse i 982 af vikingen Erik den Røde, har den bemærkelsesværdige grønlandsfærd givet inspiration for en »ekspeditionsmand« til studier omkring F.rTk den Rødes rejse. Den historiske hændelse er baggrun- den for en ekspedition sommeren 1982, hvis opgave vil være en undersøgelse af Grønlands ukendte Sydøstkyst. Her er det endnu aldrig lykkedes at finde spor (beviser) af de i sagaerne omtalte land- gange, jagthytter, skibsforlis m. m. efter Vikinger og Nordboer. Historisk baggrund Erik den Rødes saga begynder som et skuespil midt i andet akt. Årsagen er den, at sagaerne først blev nedskrevet fra omkring år 1100 til 1250 d. v. s. efter at indvandringen og bosættelsen på Grønland var en kendsgerning og en succes. Beretninger om hvad der fandt sted før år 982 fortaber sig i usikkerhed. For- holdene omkring Erik den Rødes flugt til Grønland, står imidlertid fuldstændig klart beskrevet. Kort efter år 970 måtte nordmanden Thorvald Asvaldsson forlade sin hjem- stavn, Jæren, syd for Stavanger, for manddrabs skyld. Med ham fulgte hans søn Erik, med tilnavnet den Røde. De bosatte sig på Drange i det nordvestlige Island. Erik den Røde kom senere i lo- kale stridigheder med drab til følge, blev dømt fredløs og »flygtede« mod vest sommeren 982 for at opsøge de sagn- omspundne »Gunnbjørns-skær«. Men det var ingen tilfældig flugt, men derimod en nøje planlagt ekspedition som Erik den Røde realiserede. Fra de islandske kyster styrede Erik målbevidst mod Østgrønland og syd om Kap Far- vel. I tre år, perioden for den fredløse dom, rekognoscerede Erik langs den grønlandske Vestkyst. I bunden af Eriks Fjord (Tunugdkiarfik) fandt han det bedst egede sted for nordisk bosættelse i hele Grønland. Hvad er det for kendskab Erik den Røde har, siden han ikke undersøger den grønlandske østkyst, hvortil han ankom- mer først? Oplysningerne er mange. Først og fremmest fra nordmanden »Gunnbjørn« der under en sejllads mod Island, engang omkring år 877, bliver 258 [2] i: Angraagssalik fUmivik/Blåserkr dtnab Vester^ bygd Hvidserkr angerdlugssuaq Snefjeldsnæs Jøkull. n.br. >k joldungen Tingmiarmiut Narssarsstfaq Ti Østerbygd Nanortalik Prins Chr.Sund Kap Farvel Q{ lo'o 2o'o 300 stormslået og opdager landet mod vest. Det indtræffer 100 år før Erik den Rødes afrejse fra Island. Gunnbjørns opdagelse har naturligvis tiltrukket sig stor opmærksomhed blandt de søgående vikinger, som på denne tid færdedes meget i Nordatlanten. Sagaerne beretter da også om andre senere søfarende bl. a. Snebjørn Galti, Rolf fra Raudesand o. a., der endog havde gjort forsøg på bosætning i Østgrønland, eller kyststrækningen mel- lem Angmagssalik og Kap Farvel. Ny viden — en hypotese Studeres havstrømme, storisens drift og udbredelse i Østgrønland, kan der af- læses mange interessante forhold. Storisens drift og mængde varierer meget gennem tiderne bl. a. på grund af »klimasvingninger«. Ved målinger, fore- taget de sidste 75 år er det konstateret, at isens tæthed aftager betydeligt i august måned ud for 63° n. bredde. Det er på den årstid, under gunstige isforhold, d. v. s. en varm klimaperiode (ca. 650-1250 e. v. t.) at de første vi- kinger fra omkring år 877 og frem til år 982 har berejst den grønlandske østkyst ud for 63° n. bredde, eller kystområdet mellem Tingmiarmiut og Skjoldungen. Her findes et forgrenet fjordkompleks, hvor kortvarige bosætninger d. v. s. 1-2 år periodevis har fundet sted. Disse første vikinger kendte ikke alene til kysten i nord og syd, men også til 259 [3] Stengttrde til Nordbo-gård i det indre a)r Kapisigdlit/'Godthåb. (Pot. :J. A.). kysten i vest. I baglandet til Skjold- ungen/Tingmiarmiut findes let tilgæn- gelige fjelde på over 2000 meter. I klart vejr og medregnet indlandsisens højde og jordens kimingning er det muligt fra disse fjeldtoppe, at se over den sydlige del af indlandsisen til nunatakkerne bag Narssuarssuaq ved Eriks Fjord (Tunug- dliarfik). Erik den Rødes navigation mod Grønlands østkyst, kan tolkes på mange måder. Forskere hæfter sig imidlertid ikke specielt herved bl. a. fordi der i sa- gaerne kun er sparsomme oplysninger. Der står: Erik sejler mod »Midjøkull«, hvilket er betegnelsen på indlandsisens sydlige del. Fra Island kendte vikingerne til indlands-is, som kaldes »jøkull«. Den vestlige kurs fra Island mod Grønland ligger på 64° n. bredde og træffer netop det sted, hvor indlands- isens sydlige højdepunkt ligger i 2900 meter o. h. Da der om sommeren er et konstant højtryk over indlandsisen, har den været et fortræffeligt pejlepunkt. Der berettes videre i sagaerne, at Erik den Røde sejler mod Midjøkull til det sted, hvor den kaldes »Blaserkr«. Ved Umivik går indlandsisen helt ud i havet. Dette er stedet hvor »Midjøkull« har be- tegnelsen »Bldserkr«. Umivik ligger på kursen fra Snefjelds- jøkull på Island og indlandsisens (Midjø- kull) sydlige højdepunkt. Den særdeles præcise navigationbe- skrivelse mod Grønlands østkyst er op- 260 [4] bygget gennem fire generationers erfa- ringer. Det er derfor en kombination af mange forskellige oplysninger som Erik den Røde har kendskab til, før han i året 982 starter sin vellykkede ekspedition fra Island til Grønlands vestkyst. Bevi- ser på de FØRSTE VIKINGER'S til- stedeværelse i Grønland skal derfor søges i land- og kystområdet ved Skjold- ungen/Tingmiarmiut i Sydøstgrønland. Undersøgelsens indhold Siden Knud Rasmussens 7. Thule-ekspe- dition i 1932-33, har ingen forskere for- søgt, at finde spor efter Vikinger/Nord- boer i Østgrønland. Ekspeditionens vigtigste opgave er derfor, at finde spor (beviser) efter de første Vikinger og senere Nordboer i Sydøstgrønland. // At sejle fra Island til Grønlands sydøstkyst med en mindre båd ville være særdeles vanskeligt, meget tidskrævende og tilmed farligt, for evt. at kunne bevise Vikingernes sejlrute til den Grønlandske østkyst før Erik den Rødes ekspedition. Der, hvor Vikingerne/Nordboerne har været, er et præcist geografisk be- grænset område, nemlig mellem Ting- miarmiut på 62° 30' n. bredde og Skjold- ungen ved 63° 45' n. bredde, en kyst- strækning på ca. 150 kilometer. Hvordan kan det lade sig gennemføre, at finde spor efter Vikinger/Nordboer på den 150 km lange kyststrækning? Det er nærliggende, at flyve med heli- kopter i lav højde med mange landinger i hele områdets fjordkompleks. Et så- dant projekt vil imidlertid beløbe sig til adskillige millioner kroner og kun give et ringe udbytte. Den anden mulighed er simpelthen, at »gå« og sejle med kajak eller åben jolle, hele området igennem. Det vil kræve betydelig mere tid, men til gengæld er sandsynligheden for at finde »noget« mange gange større. Kan det overhovedet lade sig gøre at finde spor eller rester efter Vikinger /Nordboer? Det er en forudsætning, at man er klar over, hvad og hvor der skal søges! Hustomter som de findes i Vestgrøn- land, skal der ikke søges efter. Alle tid- ligere bebyggelser har haft interimistisk karakter, d. v. s., at der kun i meget ringe omfang har været anvendt »tunge« sten- mure. Det overvejende bygningsmate- riale har været skind, forskellige skibs- dele og drivtømmer, holdt på plads af 2—3 rækker sten. Det er materialer, som alt sammen er forsvundet - omdannet til humus. Det kan alene på græssets højde og få stens placering afgøres orn der har været en tidligere Viking/Nordbo-bolig. Hvor skal der søges efter Vikinge /Nordbo-spor? Fjordkomplekset Skjoldungen/Ting- miarmuit består af 2—3 kilometer smalle og 50-75 kilometer dybe forgrenede fjorde med en NV-SØ orientering. Mel- lem fjordene ligger mange lave over- gange, beskyttet mod havet og godt orienteret for optimal solindfald. Her vil de fleste spor være at finde. I bunden af fjordene, tæt under indlandsisen og ude ved den åbne kyst, er der kun ringe spor, som pejle- og vardeafmærkninger, grave, fælder etc. Den planlagte ekspedition vil blive gennemført i kajak med to deltagere, jeg 261 [5] Lujifoto afjjordomrddet ved Skjoldungen, Geodætisk Institut. selv og en ung grønlandsk sportsmand. eller beviser efter Vikinger og Nordboer. Baggrunden herfor er bl. a. at vi i virke- ligheden skal »løbe« området igennem under rekognosceringen. Nogle få skeptikere vil måske rejse tvivl om, det kan lykkes at finde spor Men hertil kan der kun tilføjes - at gør man ikke noget ved det - vil Sydøst- grønland vedvarende stå i usikkerhedens tegn. 262 [6]