[1] Pollenundersøgelser i møddingen på Niaqussat Af Ingrid Sørensen Nordbogården ved Niaqussat (V. 48) lå på nordsiden af Ameragdla inde i bun- den af den sydlige del af de store fjord- systemer bag Godthåb, nordboernes Vesterbygd. På den ret stejle, sydekspo- nerede fjeldside må der have været et herligt sommerklima, og pollenanaly- serne viser da også, at ellen var den dominerende frem for bkk og pil blandt buskene i kratskoven omkring gården i nordbotiden. Men der har ikke været meget plads til hverken bygninger eller tun, og sålænge selve ruinen ikke er ud- gravet, kan vi ikke vide, hvad slags gård der lå her. Dateringer ved hjælp af kulstof-14 metoden viser, at såvel her som på en så afsides liggende plads som Nipaitsoq (V. 54) inde bag de store vandfald ved Eqa- lunguit blev gårdene bygget omkring år 1000, så også Vesterbygden blev fuldt udbygget allerede inden for første eller anden generation af nordboer i Grønland, og alle muligheder for anlæg af gårde blev udnyttet. Også på anden måde end ved sin be- liggenhed adskiller Niaqussat sig fra de fleste andre, kendte nordbogårde. Af- 296 faldslagene foran den ned ad fjeldsiden er meget tykkere, stedvis mellem 100 og 150 cm, end man normalt finder dem ved udgravning af tunene. Ved Inuit- Nordbo projektets udgravning i 1976 gravedes en l m bred undersøgelses- grøft 16 m gennem møddingen, og året efter gravedes et område på 2x6 m parallel med 1976-grøften, hvor affalds- lagene var tykkest. Såvel dateringerne som pollenprøverne er fra 1977-feltet, taget inden for et område på 1x2 m og fra l m2 l m herfra (felterne CD 9 og D 11). En mødding er formodentlig det dår- ligst tænkelige sted for en undersøgelse, hvis man vil forsøge at se en udvikling gennem de næsten 400 år, som gården her har været beboet. Ikke blot færdedes mennesker og dyr hen over pladsen, men affald kan være lagt - og fjernet igen — i store bunker, så der ikke er sikre strategrafiske lag. Som det ses af dia- grammet, er alle prøverne til både date- ring og pollenanalyse taget i de nederste og de øverste lag; cm-angivelserne er henholdsvis over undergrund og under overflade. [2] Fig. 1. Niaqussatpå nordsiden af Ameragdla. Fot.: Jeppe Møbl. Kulstof-14 dateringerne er på knogle- materiale og blev oprindeligt foretaget til korrelation af dateringer på knogler af landpattedyr og havpattedyr, og Hen- rik Tauber på Kulstof-14 Daterings- laboratoriet i København takkes for til- ladelse til at benytte dem her (K-3197-3204). De er angivet i kalli- brerede årstal, og usikkerheden på dem er + 50 år. Kun i laget 40-50 cm under overfladen (hele udgravningen af mød- dingen foregik i 10 cm's lag) er der problemer med dateringerne, og også pollenanalyserne fra dette lag (nr. 10 og 11) kunne tyde på, at der her er godt omrodet. Også pollenanalyserne er udført på knoglematerialet, idet jordprøverne er udtaget fra beskyttede hulrum i dem for at undgå forurening. Kun i to tilfælde er prøverne så små, at det statistisk ønske- lige antal på mindst 1200 pollen og spo- rer fra karsporeplanter ikke blev opnået. Diagrammet viser den procentvise fordeling af pollen og sporer fra de an- givne plantegrupper. Desværre viser 297 [3] AD 1395 1370 (1355) (11301 10-20 20 30 30-40 40-50 10 1352 1228 30-40 12 1338 13 1278 20-30 14 1314 15 1384 16 1292 1055 1020 1005 10-20 17 1431 1000 18 1205 19 1254 t riff r sser og halvfiræsser l | lynf.pl.ml er ggj "'er Fig. 2. Diagram over den procentvise fordeling af pollen og sporer fra møddingen på Niaqussat. V.v] bregner ubestemmelige 298 [4] den procentvise fordeling af pollen og sporer ikke udbredelsen af de forskellige plantegrupper. Man kan ikke udfra et pollendiagram aflæse, hvordan vegeta- tionen har været fordelt, kun hvilke planter der har vokset på eller nær ste- det. Forskelle i pollenspredningsmetode er af afgørende betydning for planternes repræsentation i prøverne. Vindbestø- vede planter som de fleste træer, buske og græs har som regel større pollen- produktion og spreder deres pollen over store afstande, mens de insektbestøvede planter oftest har færre pollen og dår- ligere spredningsevne. Især hvis pollen- kornene er store, er de sjældne i pollen- prøverne og viser, at planten har vokset nærved eller er bragt til stedet under blomstringen. Det er derfor mere en generel æn- dring i den procentvise fordeling end selve procenttallene, der her skal for- søges belyst. Med enkelte undtagelser ser det nemlig ud til, at buskene sam- men med lyngplanterne har større ud- bredelse i de nedre prøver end i de øvre, mens der er færre græs- og urtepollen under den ældste bebyggelse. Det kan skyldes, at løvfodring har gjort et stort indhug i buskvegetationen, og den kun- ne vel være nødvendig her på Niaqussat, hvor der ikke har været meget plads til stort høslet. Men det kan også skyldes, at engang mellem 11. og 14. årh. har man ryddet nye områder til større gård- anlæg og til større tun. Pollenanalyser fra andre nordbogårde fortæller nemlig om kraftig reduktion af el-, birke- og pilepollen, når nordboerne ryddede til deres gårdanlæg. Samtidig med nordboerne dukker nye planter op, bl. a. vejpileurt (Polygonum aviculare L.), mens andre, der nok har været i området tidligere, men som får bedre betingelser ved nordboernes ryd- ninger, breder sig. Det gælder urter som syre og rødknæ (Rumex acetosa L. og R. acetosella L.), der i enkelte prøver når helt op på 30 % af beregnings- summen, og det gælder også urter fra korsblomst-og fra kurveblomstfamilier- ne, der godt kan lide lys og god plads. Et sjældent pollen i prøverne er det store gederamse-pollen (Chamaenerion sp.), som formodentlig her er den smal- bladede gederams. Den er insektbe- støvende og har nok været langt almin- deligere end de enkelte pollen i hver prøve antyder. Ved nutidens udgrav- ninger vrimler det med gederams, så snart man stikker spaden i jorden. Et andet sjældent pollen er kvanens. Af ialt ca. 23.000 talte pollen og sporer er der ialt kun 9 kvanpollen. Ganske vist er også skærmplanterne insektbestø- vere, men de utallige blomster i mange skærme producerer alligevel så mange, ret små pollen, at de som regel er pænt repræsenterede i pollenprøver. Kvanen var en vigtig plante for nordboerne, ofte dyrket i kvangårde og nævnt i sagaer og love. At den ikke har vokset på Nia- qussat i nordbotid forekommer usand- synlig; for kommer man i dag til stedet, så skiller det sig ikke ud fra omgivel- serne som en frodig græsmark, godt gø- det af det affald, der blev spredt over tunene, og som holder bedre på fugtig- heden end normalt på de minerogene, grønlandske jorder. Sådan afslører de fleste nordboruiner sig, men Niaqussat er helt overvokset med kvan. 299 [5] Fig. 3. Kiiamrpå ruinen af nordbogården på Niaqussat. Fot.: Jeppe MM. Alt på kvanen kan spises, men det grønne smager bedst det første år, og den blomstrer tidligst det andet. Frø- sætningen er ikke nødvendig, når den først er etableret, så det kan vel tænkes, at den sjældent har fået lov at gå i blomst. Kvanen er oprindeligt vildtvoksende overalt i det sydlige Grønland, og det er den velsmagende underart, fjeldkvan (Angelica archangelica L. ssp. norve- gica), der vokser her, mens kvanen på Island er den mindre delikate strand- kvan (ssp. litoralis). Det er altså næppe en køkkenurt fra Island, nordboerne førte med sig til Grønland. Derimod har de hentet hørren udefra. Der er fundet 5 stykker af de tunge, klodsede pollen fra den fåblomstrende, insektbestøvede dyrkede hør (Linum usitatissimum L.) fordelt på 4 prøver. De fire er fra bundlagene (i nr. 19, 17 og to i nr. 14), mens det femte er fundet i nr. 11 fra det omrodede lag 40-50 cm under overfladen. Det kan derfor ikke afgøres, om hørren har været dyrket på Niaqussat gennem hele nordbotiden el- ler kun i begyndelsen, og i det hele taget 300 [6] Fig. 4. Pollen afgederams (Chamaenerion sp.). Det ligner birkepollen med tre runde porer i hjørnerne; men gederamsens pollen måler 0,072 mm, mens birkepollen er omk. 0,025 mm. kan det vel undre, at de har kunnet dyrke den. Men Niaqussats enestående beliggenhed, hørrens korte vækstperiode på 4—5 måneder og dens store tilpas- ningsevne, der gør det muligt at dyrke den over store dele af verden, gør det ikke usandsynligt. I Mellemeuropa, hvor den er almindeligt dyrket, sker det ofte netop på bjergskråninger, hvor den kan vokse helt op til 1800 m's højde. Og tid- ligere dyrkedes den langt op i både Sve- rige og Norge, i hvert fald op til Trond- heimsområdet. Om den har været almindeligt dyrket i Grønlands nordbobygder må frem- tidige undersøgelser vise; men ingen 301 [7] redskaber fra nordbotid er hidtil sat i forbindelse med hørdyrkning eller linnedtilvirkning. Frøene kan have væ- ret brugt til føde, men om den dyrkede hør gælder det, at den producerer mere olieholdige frø, når den dyrkes i varme, tørre lande, mens taverne bliver stær- kere i kølige, fugtige klimaer. Det har ellers været småt med vegeta- bilsk føde blandt nordboerne i Nia- qussat. Ganske vist har de kunnet plukke bær i lyngen om efteråret, rosen- roden (Rhodiola rosea L.) har vokset i omegnen, og timianen (Thymus drucei Ronn.) har vel været brugt til at krydre de mange kødgryder med. I øvrigt har de vel brugt både frø af græsser og andre vilde planter, unge skud, rødder og andet spiseligt. Men de har været af- hængige af import af korn til brød og grød. Der er fundet et par pollen af spergel (Spergula arvensis L.), som er et almindeligt ukrudt i nordeuropæiske kornmarker, og som ligesom vejpile- urten kan være kommet med kornet. Men spergelen har ikke kunnet overleve, end ikke på dette gunstige sted. Fig. 5. Pollen af dyrket bør (LJnum usitatissimum L.) fra det nederste lag i møddingen pd Niaqussat. Det måler 0,062x0,055 mm; de fleste planters pollen måler omk. 0,025x0,040 mm. Uiteraturliste Andreasen, Claus: Nordbosager fra Vesterbygden på Grønland. Hikuin 6. Århus 1980. Bocher, Tyge W. m. fl.: Grønlands Flora. København 1978. Fredskild, Bent: Palaeobotanical investigations of some peat deposits of Norse age at Qagssiarssuk, South Greenland. Meddr. Grønland 204. Køben- havn 1978. Fredskild, Bent: The natural environment of Norse settlers in Greenland. Eariy European exploitation of the Northern Atlantic 800-1700. Groningen 1981. Hegi, Gustav: Hlustrierte Flora von Mittel-Europa. VBd., 1. Teil. Munchen 1925. Iversen, Johannes: Moorgeologische Untersuchungen auf Gronland. Meddr. dansk geol. Foren. 8. Kø- benhavn 1934. Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder. København 1956-78. Lid, Johannes: Norsk og svensk flora. Oslo 1979. Love, Åskell: Islenzk Ferdafldra. Reykjavflc 1977. 302 [8]