[1] Grønlandske sagn om nordboerne Af Inge Kleivan Håbet om at finde nordboer j live var et af de vigtigste motiver bag kolonisatio- nen af Grønland, men man fandt som bekendt kun ruinerne af deres gårde og andre efterladenskaber. For at finde ud af, hvad der var blevet af dem, spurgte repræsentanter for den nye skandina- viske befolkningsgruppe, nordmænd, danskere og islændinge, gennem årene ivrigt grønlænderne ud om, hvad de kunne fortælle om nordboernes skæbne. En del af det, de fik at høre, bygger utvivlsomt på historiske realiteter, mens andet er udslag af en skabende fantasi. Desværre er der kun begrænsede mulig- heder for at afgøre, hvad der er hvad. Det samme gælder mundtlige tradi- tioner om fortiden i andre lande. Hvad angår den danske sagnhistorie, som vi kender fra Saxos Danmarkshistorie, så har historikerne i tidens løb opgivet at betragte sagnene som historiske kilder, bl. a. fordi det har vist sig, at man kan spore oprindelsen til en del af sagnene uden for Danmark.1 Også den historie- skrivning, vi finder i de islandske hånd- skrifter, er til en vis grad rekonstruk- tioner. Det er bl. a. påvist, at man har omtolket eksisterende stednavne og på dette grundlag fortalt om personer og begivenheder i fortiden. Som en reak- tion mod ældre tiders opfattelse af saga- erne som historisk pålidelige kilder, har man senere særligt fremhævet deres fik- tive indslag.2 Det første grønlandske nordbosagn er optegnet af Hans Egedes ældste søn, Paul Egede. Det indledes med myten om de hvide menneskers oprindelse og derefter fortælles der om, hvordan en nordbo engang gjorde nar af en grøn- lænder, der kastede med fuglespyd. Til sidst opfordrede nordboen grønlænde- ren til at kaste efter sig. Det gjorde han, og nordboen blev dræbt. Og historien slutter: »Af dette Mord blev stetze Krig imellem Kablunæt og Innuit (saa kalde de sig self), omsider fik de sidste Over- haand og ødelagde de andre allesam- men«.3 Også Hans Egedes yngste søn, Niels Egede, nedskrev en grønlandsk beret- ning om, hvad der var blevet af nord- boerne. Oplysningerne skyldes en an- gakkoq, som var født i den sydligste del af Grønland. Han fortalte, at nord- 314 [2] Nordboen, der samler muslinger ved strandkanten, opfordrer kajakmanden til at pnve at ramme ham med sitfuglespjd. Grønlanderen vilferst ikke, men da høvdingen Uunngortoq opfordrer barn til det, kaster han og dræber ham. De trasnit, der illustrerer denne artikel, er alle udført afAronfra Kangeq, som lavede talt 12 træsnit til de tre nordbo- sagn, som er trykt i»kaladlit okalluktualliait« 7-77, 1859-60. boerne flere år i træk skulle være blevet overfaldet af sørøvere. Grønlænderne flygtede, men en gang tog de nogle af nordboernes børn og kvinder med sig ind i fjorden. Da de kom tilbage om efteråret, var alt ødelagt og brændt. Grønlænderne tog så kvinderne og bør- nene med sig igen og flygtede langt ind i fjorden, og der blev de fem nordbo- kvinder gift med grønlændere.4 Flere nordboforskere har været til- bøjelige til at tro, at denne historie er sand, bl. a. med den begrundelse, at den hverken indeholder indslag af overtro eller heltedyrkelse. Hertil kan man ind- vende, at fortællinger med historisk ud- gangspunkt ofte er fulde af overnatur- lige indslag, mens fiktionsfortællinger ikke altid indeholder overnaturlige ele- menter. Hvad den manglende helte- dyrkelse angår, så er det rigtigt, at ingen af grønlænderne udfører de store kamp- bedrifter, men moralsk set optræder de som helte, fordi de tager sig af nordbo- kvinderne og deres børn. Det er derfor påfaldende, at denne historie ikke er for- talt oftere til de europæere, der spurgte om hvilken skæbne, der var overgået de første europæere, der havde været bosat i landet. Det er ikke utænkeligt, at Niels Egede selv ved sine spørgsmål har bragt denne teori på bane, som hans far var gået ind for som en delvis forklaring på nord- 315 [3] boernes forsvinden, nemlig at resterne af nordbobefolkningen havde blandet sig med grønlænderne. Vi ved ikke, hvordan samtalen mellem Niels Egede og angakkoq'en forløb. Men dermed er naturligvis ikke sagt, at der ikke den gang kan have været en tradition om, at nogle nordbokvinder og børn var blevet optaget i grønlandske familier, og at den byggede på realiteter, men vi kan bare ikke få det bekræftet ad anden vej. Det første længere nordbosagn er indsamlet af Aaron Arctander, da han i 1777-79 foretog nogle undersøgelser af de gamle nordboområder omkring Qa- qortoq/fulianehåb for at se, om de igen kunne udnyttes til kvægavl og agerbrug. Det er historien om, hvordan grønlæn- derne søgte at dræbe den gamle Igaliko, som var herre over alle nordboerne i fjorden. Actander oplyser, at grønlæn- derne havde opkaldt fjorden efter ham, men det må nu bero på en misforståelse, for Igaliko er et grønlandsk ord, der be- tyder det forladte kogested. Navnet refe- rerer muligvis til de forladte nordbo- ruiner. Det lykkedes grønlænderne at besejre nordboerne ved hjælp af en krigslist, hvor de udnyttede den vind, der blæste ind i fjorden. Stærkt bevæbnede og iført hvide pelse lod de sig drive ind til nord- boernes huse i konebåde, der var betruk- ket med hvide skind. Nordboerne tro- ede, at det var isstykker, der kom dri- vende, og grønlænderne kunne derfor komme i land, uden de opdagede det, og sætte ild til deres huse. Nordboerne for- søgte at flygte, men det lykkedes kun den gamle at undslippe med sin søn på armen.5 Få år senere meddelte købmand Jo- han Christian Mørch fra Qaqortoq/Juli- anehåb i 1799 et nordbosagn, som skulle forklare oprindelsen til stednavnet Arpatsivik, stedet, hvor man løb til strid: »En Grønlænder, som roede i Kajak, blev af en norsk Dreng spottet, fordi han kastede feil med sin Piil, til- sidst blev Grønlænderen opirret og skiød Drengen med Piilen. De i Kakor- tok boende Nordmænd ville hævne Mordet, fore over til Kittorsak stand- sede paa Fieldet over for Grønlændernes Telte, hældende sig ud over Fieldet for at see, om alt var roelig, for at stiæle sig på de, efter deres Formeening, sovende Grønlændere, men en Pige som just i det samme hentede Vand, saae i Vandet disse mange Hoveder, giorde Allarm og Nordmændene flygtede hiem, hvor de siden blev giæste af Grønl: — Øen fik af dette mislykkede Tog nyt Navn.«6 Her genfindes det motiv, som indgik i Paul Egedes optegnelse, men her siges dog kun, at nordboen drillede grøn- lænderen, ikke at han direkte opfordrede ham til at ramme sig. Det er imidlertid igen tilfældet i den næste variant i ræk- ken, som er nedskrevet af missionær Jørgen Frederik Jørgensen i Qaqortoq/ Julianehåb og her optræder også for før- ste gang navnet på nordboernes høv- ding, Uunngortoq. Det fortælles, at han ikke foretog sig noget i forbindelse med det første drab, fordi manden selv havde været ude om det, men da en grønlænder ved en anden lejlighed dræbte en nordbo, ville hans landsmænd have hævn. De blev opdaget af en pige, der hentede vand, og det lykkedes nogle af grønlænderne at 316 [4] Grønlænderne gør sig klar til at tage afsted og havne nordboernes overfald. De benytter en specialbygget konebåd, som har et overtrak af hvide og lidt markere skind. Der erfremsagt trylleord over den, så den ser ud som et lille isjjeld, der går i stykker, når manden, der har bygget den, siger til. undslippe, men de allerfleste blev dræbt. Senere lod grønlænderne sig drive ind i fjorden i hvide både og brændte nord- boerne ind. Det lykkedes dog Uunngor- toq at flygte, men han måtte kaste sin lille søn i en sø for selv at undslippe. Omsider blev han fundet og dræbt af en magisk pil af en grønlænder, hvis bror Uunngortoq i sin tid havde dræbt med sin økse.7 I 1858 udsendte inspektøren for Syd- grønland H. J. Rink en »Indbydelse« til at indsende forskellige manuskripter, som ville egne sig dels til underholdning dels til oplysning for grønlænderne. Der nævnes bl. a. »Grønlandske Sagn eller Digtninger, som nu vedligeholdes blandt Beboerne af visse Egne ved mundtlig Fortælling eller Sang«. Det førte til, at der blev skrevet flere nord- bosagn ned, og en del af dette materiale blev trykt i det lille bogtrykkeri i Nuuk, som Rink netop havde fået indrettet. I årene 1858-1863 udkom der fire små dobbeltsprogede bind »kaladlit okalluk- tualliait — Grønlandske Folkesagn«. Tidligere sagntekster var mere gen- fortællinger end en direkte gengivelse af fortællernes ord, og informanternes navne var ikke opgivet; nu derimod var mange af sagnene skrevet ned af fortæl- lerne selv, mens andre fortællere havde dikteret deres historier til mere skrive- kyndige mænd. De danske oversættelser, som nøje følger de grønlandske tekster, var delvis udført af den grønlandske lærer ved seminariet, Rasmus Berthel- sen. Der blev trykt to lange nordbosagn i det første bind, et fra Qaqortoq/fuliane- håb i den gamle Østerbygd og et fra Kangeq i skærgården ud for den gamle 317 [5] Qasapiforfelger nordbohtvdingen Uunngortoq, som kaster sin lille søn i en st, efter at ban har kysset ham. Da han nu ikke mere har noget at bure på, lykkes det hamforelebig at und- slippe. Vesterbygd. Det første præsenteres på denne måde: »Fortælling om Oungor- tok, saaledes som den fra gammel Tid af fortælles af Grønlændere i Omegnen af Julianehaab. En Julianehaaber ved Navn Jonathan, ogsaa kaldet Samek, har for- talt denne mærkværdige Historie, og efter hans mundtlige Beretning er den bleven nedskrevet til Kundskab for hans Landsmænd«. Det andet sagn har titlen »Om de gamle Nordboers Undergang« og er skrevet af Abraham fra Kangeq. Aron fra Kangeq havde lavet en række træsnit til bogen, som illustrerede begivenhederne i disse sagn, men det var først i andet bind, at hans egen fremstilling af nordboernes skæbne blev trykt under titlen: »Om Grønlændernes første Sammentræf med de gamle Nord- boer i fordums Tid«. Overskriften dæk- ker dog kun første del af sagnet, for her berettes også om bueskydningskonkur- rencen ved Pisissarfik og om Navara- naaq, nordboernes grønlandske tjeneste- pige, som satte splid mellem de to folk. Det førte først til, at nordboerne over- faldt en gruppe grønlandske kvinder og børn, hvorefter grønlænderne tog hævn ved at udrydde nordboerne. Kun høv- dingen Uunngortoq undslap og slog sig ned hos sine landsmænd øst for Qaqor- toq/fulianehåb, mens en af de andre nordboer slap bort på et skib. Og ende- lig slutter historien med at fortælle, at da der ikke var flere nordboer tilbage i Godthåb fjorden, fik Navaranaaq sin straf, fordi hun havde ødelagt venskabet mellem nordboerne og grønlænderne. Mændene bandt remme i hendes hårtop og hendes arme og trak hende henad jor- den, til hun døde. I 1866 udgav Rink i København en større samling »Eskimoiske Eventyr og Sagn«, som kun blev trykt på dansk. Rink redegør i forordet for, at hans ho- vedprincip ved udgivelsen af sagnene har været »efter bedste Evne at meddele dem nogenledes ordlydende med Origi- Ifilge nordbosagnene fra Kangeq var det Navaranaaq, som var skyld i, at der opstod fjendtligheder mellem nordboerne og grønlænderne, og hun var således også i sidste ende ansvar- lig for, at nordboerne blev udryddede. Hun havde legnagtigt fortalt begge parter, at den anden part planlagde at gå til angreb. Da hendes landsmand straffede hende ved at trakke hende henad jorden, så huden på ryggen blev slidt i stykker, og man kunne se knoglerne, spurgte de hende: »Navaranaaq, er dette morsomt?« Og hun svarede trodsigt: »Ja fist er det morsomt!« Til sidst valtede indvoldene ud, og hun var ded. 318 [6] nalerne«. Nogen bearbejdelse har han dog foretaget, først og fremmest ved at sammenfatte forskellige opskrifter af samme sagn til én historie og ved at udelade gentagelser. Rink har ved præsentationen af de sagn, som er omtalt her, benyttet seks tekster, som er sammentrukket til to sagn, som optræder under følgende overskrifter: »Ungortok, de gamle Kav- dlunakkers Høvding ved Kakortok (Ju- lianehaab)« (nr. 67) og »Kaladlits (Grøn- lændernes) første Sammentræf med de gamle Kavdlunakker i Grønland« (nr. 68). Tre af de tekster, han har brugt, er trykt i »kaladlit okalluktualliait — Grøn- landske folkesagn«, nemlig teksterne af Saamik, Abraham og Aron. De tre an- dre, som ikke er trykt noget sted, stam- mer fra Simon fra Qaqortoq/fulianehåb, Peter Motzfeldt fra Qassimiut og Kris- tian Henrik fra Kangeq. Den sidst- nævnte var Arons far. Hans manuskript er dateret 7. februar 1859, mens Arons er dateret den 20. februar 1859. Der er store dele, som er næsten enslydende i de to manuskripter, men man kan ikke med sikkerhed sige noget om, hvordan de er blevet til. Rink har i »Eskimoiske Eventyr og Sagn« ikke taget historien om Navara- naaq med i nordbosagnene, fordi han på dette tidspunkt havde erkendt, at den ikke oprindeligt kunne have været knyt- tet til nordboerne. Han havde nemlig i mellemtiden ikke bare modtaget en vari- ant fra Uummannaq distrikt, hvor fjen- derne ikke var nordboer, men indlands- boer, men også en variant fra Labrador, hvor fjenderne var indianere. Han lod derfor disse to varianter trykke for sig som nr. 24. Erik Holtved har siden ana- lyseret 14 forskellige varianter, som er indsamlet forskellige steder i Canada og i Grønland, fra kobbereskimoerne til østgrønlænderne, hvor det bekræftes, at rollen som eskimoernes fjender er til- skrevet forskellige fremmede folk afhæn- gig af de lokale forhold. Arons tekst adskiller sig fra de øvrige optegnelser af nordbosagn ved, at han har forsøgt at fremstille hele kontakt- historien i Nuuk/Godhåbområdet, fra nordboernes og grønlændernes første møde til den dag, hvor de sidste nord- boer i området var dræbt eller drevet på flugt. Indledningen med konebådens nøje angivne rejserute med de mange stednavne er af nogle blevet opfattet som et bevis på, at der virkelig er tale om en historisk beretning. Det er dog næppe tilfældet, for her gives simpelthen en oversigt over, hvor der findes nord- boruiner i området, oplysninger som giver en passende baggrundsinformation for de følgende begivenheder, som er henlagt til forskellige lokaliteter. Det fortælles, at konebåden kom syd- fra, og det lyder jo lidt mærkeligt, at grønlændere, som kom sydfra, hvor Østerbygden ligger, først skulle være stødt på nordboer i Vesterbygden, som ligger længere nord på. Forklaringen er sandsynligvis, at denne retningsangi- velse, som går igen i mange andre sagn, afspejler forholdene på et senere tids- punkt, nemlig tiden omkring koloni- sationens begyndelse, hvor talrige kone- både og kajakker drog nordpå. Kangeq, hvor Aron boede, var således befolket med sydlændinge. Det er ikke usædvanligt, at forskel- 319 [7] lige varianter af samme sagn lokaliseres forskellige steder afhængigt af, hvor det fortælles. Sagnet om nordbohøvdingen Uunngortoq og nordboernes undergang skal således være foregået både i Øster- bygden og i Vesterbygden afhængigt af, hvor det fortælles. Det er sandsynligt, at det stammer fra det sydligste område og er bragt nordpå af sydlændinge, men om Uunngortoq er en historisk person, og hvor meget af sagnet, der bygger på hi- storiske begivenheder, er ikke til at sige. Under alle omstændigheder kendes flere af motiverne også i andre sagn. Foruden Uunngortoq omtaler sag- nene også ganske kort en anden nordbo- høvding, nemlig »Ulaavi«, hvilket man har tolket som det nordiske navn »Olaf«. Ifølge Jørgensens oplysninger fra Qa- qortoq/fulianehåb skulle han have været meget rig og ejet meget kvæg. Desuden skulle han have været så stærk, at han kunne bære en hvalros på ryggen eller en fuldvoksen sortside under hver arm.8 Og Aron kan fortælle, at da grønlæn- derne brændte nordboerne inde i Ame- ralik, kom Ulaavarsuaq, Store Olaf, slæ- bende på en fjordsæl, og da han så, at huset brændte, løb han så hurtigt, at det store dyr hoppede efter ham på jorden. Billedet af nordboen, der vender hjem fra fangst, behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man har bevaret mindet om at have set en nordbo i denne situation. At sælen blev slæbt så hurtigt afsted, at den knapt nok rørte ved jorden, er en stereo- typ, som Aron også har benyttet i et par andre sagn for at udtrykke en fangers usædvanlige styrke og hurtighed.9 Nord- boerne må i grønlændernes bevidsthed have stået som meget stærke mænd, hvis man skulle dømme efter de bygnings- værker, som de efterlod sig, og male- stokken kunne for grønlænderne være en mands evne til at transportere tunge fangstdyr hjem. Bortset fra den ovenfor citerede be- mærkning om, at Ulaavi havde meget kvæg, fortæller nordbosagnene ikke no- get om, at nordboerne havde husdyr. Det er mærkeligt, for man skulle tro, at det måtte have været en opsigtsvæk- kende sag for et fangstfolk, som det nok havde været værd at huske på. Det kan tilmed ikke udelukkes, at ideen om den stærke nordbohøvding med de mange stykker kvæg er af nyere dato, og først er opstået, da der blev mulighed for i fantasien at sammenligne nutidens bøn- der med fortidens, hvis store ruiner præ- gede landskabet. I begyndelsen af 1780erne havde nemlig nordmanden Anders Olsen nedsat sig i Igaliko som Grønlands første bonde i nyere tid sam- men med sin grønlandske kone Tuper- nat. Foruden at holde køer og får, drev familien også fangst og fiskeri. Da Aron havde skrevet ned, hvad han vidste at fortælle om nordboerne, slut- tede han med følgende efterskrift: »Idet jeg skrev denne Fortælling, savnede jeg Kilder til Underretning; Thi vore For- fædre vare uvidende, og opskreve ingen Sagn; Paa Grund af dette mener jeg, at deres Efterkommere havde fortalt om Nordboernes Undergang enten galt, el- ler ved at lægge til«. Det er et usædvanligt synspunkt, for det var og er fortsat langt det alminde- ligste, at folk opfatter nordbosagnene som rigtige historiske beretninger. Må- ske afspejler disse kildekritiske bemærk- 320 [8] Grønlænderne har tandt et stort bål ved indgangen til nordboernes bus. Pigerne kommer med mere brande, mens mandene skyder de nordboer ned, som prøver at undslippe flammerne. ninger en diskussion, som Aron har haft med Rink, eller med missionær C. H. Rosen, som udgav en oversættelse af Arons tekst allerede i 1859, eller med Samuel Kleirischmidt, som Aron havde givet oplysninger til, da denne udarbej- dede et »Kaart over det Indre af Godt- haabs Distrikt, især med Hensyn til den ældre skandinaviske Bebyggelse«, som blev trykt i Nuuk i 1860. Eller måske er det Arons arbejde med illustrationerne til Saamiks og Abrahams varianter, der har fået ham til et erkende, at ikke alle fremstillinger af begivenhedernes gang kunne være rigtige. Det skal iøvrigt be- mærkes, at Arons forbehold med hensyn til sagnets historiske sandhed er strøget ved genudgivelsen af hans tekst i Atua- gagdliutit 1898, i grønlandske sagnsam- linger10 og i grønlandske skolebøger11. Der er tidligere nævnt et eksempel på et grønlandsk stednavn, hvis oprindelse siges at gå tilbage til en episode med nordboerne. Pisissarfik, bueskydnings- stedet, i Godthåbsfjorden er et lignende eksempel. Til fjeldet med dette navn knytter der sig et sagn om en grønlæn- der og en nordbo, der skød om kap. Denne historie optræder første gang på tryk i Arons gengivelse af nordbosag- nene, men traditionen om, at der ved Pisissarfik skulle være foregået en dra- matisk kamp mellem nordboer og grøn- lændere, kan spores meget længere til- bage i tiden. I de ældre kilder,12 drejer det sig imidlertid ikke om en konkur- rence mellem to, men om et regulært slag. Der gives forskellige oplysninger om, hvor de stridende parter skal have været placeret i terrænnet: på hvert sit 321 [9] Grønlænderen har vundet bueskydntngskonkurrencen ved fra toppen af Pisissarfik at ramme et skind, som er spilet ud på een nedenfor. Nordboen, som tabte, kastes ud fra toppen. Det var den skæbne, han selv havde foreslået skulle overgå taberen. fjeld, på et næs eller henholdsvis oppe på fjeldet Pisissarfik og på et lille skær i vandet nedenfor. I Arons sagn står de to modstandere sammen på toppen og skyder ned på målet, et skind, som er spændt ud på øen. Har de tidligere optegnere misfor- stået det hele?. Det er i hvert fald mær- keligt, at ingen af dem nævner noget om en kapskydning. Kan det være en tradi- tion, som først er blevet knyttet hertil i nyere tid? Stednavnet Pisissarfik kendes også andre steder på Vestkysten, og der forklares oprindelsen til navnet på anden måde. Man kan så spørge om, hvorfor der er blevet knyttet nordbo- traditioner netop til dette bestemte fjeld i Godthåbfjorden. Det er naturligvis væsentligt, at fjeldet ligger i en egn med mange nordboruiner, men hertil kom- mer, at fjeldets størrelse og meget karak- teristiske profil utvivlsomt har spillet en vigtig rolle. Særprægede fænomener i naturen får langt lettere knyttet tradi- tioner til sig end ting, som ikke skiller sig specielt ud. I det fjerde bind af »kaladlit okalluk- tualliait — Grønlandske Folkesagn, som udkom i 1863, blev der trykt endnu et nordbosagn. Det var kateketen i Niaqor- nat, Abraham Eliassen, som havde ned- skrevet en historie, han havde hørt som barn: »Om de gamle Kavdlunakker«. Der fortælles det, at da to piger gik ud for at hente vand, så de noget rødt spejle sig, skyggen af fjendens ansigter. Det styrtede ind i huset og skreg: »De stor- me løs på os!«. Da nordboerne angreb, flygtede en mand sammen med flere andre ud gennem vinduet, og mens de holdt sig skjult mellem nogle sten, så han, at nordboerne slæbte hans mor hen over isen i et reb, som de havde bundet fast i hendes hårtop. Han sagde derpå til de to piger, at de skulle gå ud på isen, ud mod havet, og de gik grædende afsted. Nordboerne fik øje på dem og løb efter dem, men isen var meget glat, og nord- boerne gled og faldt. Da alle nordboerne var kommet ud på isen, for manden ud Nordboerne troede efterhånden Navaranaaqs påstande om, at grønlænderne havde planer om at angribe dem, og de drog derfor afsted for at udrydde en gruppe grønlændere fra Ku- ssangasorsuaq. Det var kun kvinder og barn, der blev dræbt ved blodbadet, for mandene var på renjagt. 322 [10] Nordboerne har hugget hovedet af 'en grønlandsk kvinde og drabt hendes spæde barn. Nu har de stukket hovedet på en stage og sidder og spiller med det ved at dreje det rundt. Kvindens mand er sammen med nogle andre grønlandere, som også vil havne drabet på deres kvinder og børn, nået frem til nordboernes hus, hvor de ser denne scene gennem vinduet, umiddelbart før de iværksætter deres havn. og gennemborede den ene efter den an- den med sin lanse. Abraham Elisaaen har føjet følgende efterskrift til historien: »Man siger, at det var formedelst denne de gamle Kavdlunakkers Tilintetgjørelse på Grund af Glatiis, at Kavdlunakkerne fik Skøiter, før den Tid kjendte de ikke Skøiter, som ere saa vigtige paa den glat- te lis«. Hvordan skal man nu opfatte denne slutning? Rink har i den danske udgave fra 1866, hvor historien kaldes »Ka- ladlits Strid med de gamle Kavdlunakker på den glatte lis« nr. 69, simpelthen ude- ladt den og nøjedes med at referere den i en note bag i bogen. Hermed har han indirekte angivet, at han regner den for en senere tilføjelse. Det kan der vist hel- ler ikke være tvivl om, at den er. Synet af kolonitidens europæere må have vakt opmærksomhed hos grønlæn- derne, som ikke selv brugte skøjter; de- res interesse for nyisen var knyttet til sælfangsten, hvor det var vigtigere at bevæge sig lydløst end hurtigt. Den, der først forbandt historien om hvilke kata- strofale følger, det havde for nordbo- erne, at de bevægede sig så klodset på isen, med de senere europæeres elegante beherskelse af skøjtesporten, kan have ment det humoristisk. Et sådant humo- 323 [11] ristisk indslag er ikke usædvanligt i grønlandske sagn, hvor det tjener til at lette lidt på den spænding, der kan op- stå, når man hører en meget dramatisk historie. I dette tilfælde far tilhørerne/ læserne den blodige historie lidt på af- stand ved meddelelsen om sammen- hængen mellem nordboernes fald og europæernes opfindelse af skøjter. Nogle har taget det alvorligt, mens andre efter et øjebliks forundring har fundet ud, at det nok kun kunne være en spøg. Abraham Eliassens sagn om nord- boerne på den glatte is benytter vel- kendte motiver på en ny måde, men mangler et indledende motiv svarende til henholdsvis Navaranaaq og opfor- dringen til at kaste med fuglespyd, der skal forklare, hvorfor stridighederne be- gyndte. Ellers følger det samme mønster som varianterne af Uunngortoqsagnet. Det handler også om, hvordan nord- boerne først foranstaltede et blodbad på grønlænderne, og hvordan de over- levende derefter ved hjælp af en krigslist tog hævn. I alle tilfælde er det en mand, hvis nære familiemedlem, bror, kone eller mor, ikke bare er blevet myrdet, men hvis lig også er blevet behandlet ærekrænkende, som påtager sig at sørge for, at nordboerne bliver udslettet. "R ink s opfordring til at indsende sagn skaffede ham også en tekst nedskrevet på dansk af assistent Peter Motzfeldt fra Qassimiut. Der var tale om to forskel- lige, korte traditioner knyttet til to for- skellige lokaliteter, som Rink lod trykke i udgaven af 1866 under overskriften »De gamle Kavdlunakkers Undergang ved Arsut i Grønland« nr. 71. Den ene handler om, hvordan en grønlænder engang opdagede nogle nordboer, som sad inde i et telt og morede sig. Da han gav sig til at banke på teltdugen, blev de mere og mere stille, og da han til sidst kiggede ind, var de døde af skræk. Den anden tradition er knyttet til Tkafjorden. Da nordboerne der blev om- ringede, flygtede fire fædre ud på isen med deres børn, men de faldt gennem isen og druknede. Indtil for få år siden, fortælles det, skulle de have været syn- lige på havets bund. Der var så lavvan- det, at man kunne nå dem med en kajak- åre. Den første historie kan godt skyldes, at man engang har fundet et telt med døde, fremmede mennesker. Det er ikke sikkert, det har været nordboer, for det kan også have været søfolk fra en senere tid, og det er vel mere sandsynligt, at de er døde af sult eller kulde end af skræk. Men det kan naturligvis aldrig blive an- det end gætterier, når man vil prøve at forklare den mulige historiske baggrund for en sådan historie. Det samme gælder den anden tradition om nordboerne, som faldt gennem isen. Baggrunden kan være, at man har set skeletter ligge i vandet ved strandkanten. I visse lokali- teter i Grønland synker landet, og som følge deraf overskylles ikke bare hus- ruiner, men også grave. For at få en historie ud af, hvordan nordboskelet- terne var havnet ude i vandet, har man grebet til forklaringen om isen, der brast under dem. Det giver også en vis til- knytning til de nordbosagn, hvori der indgår en flugt over isen. I Rinks samling fra 1866 findes end- nu et nordbosagn, nemlig sagnet »Om Pisagsak og de gamle Kavdlunakker« nr. 324 [12] 70. Det handler om en mand, som, en- gang da han roede i kajak langt borte fra sin boplads, kom til en stejl klippe, hvor der hang en stige, som han klatrede op ad. På toppen traf han en gammel qi- vittoq, en fjeldgænger, og ham boede han hos en tid. Da nordboernes tjeneste- piger kom for at hente vand, bortførte de et par af kvinderne, men en dag an- kom nordboerne i mange både og be- gyndte at klatre op ad stigen. Da den forreste havde hævet sin lanse op over kanten, løftede qivittoq'en den sten bort, som holdt stigen; stigen vippede ud, nordboerne styrtede i havet, og alle om- kom. Senere rejste manden hjem og overbragte nordboerne et budskab fra qivittoq'en om, at de ikke skulle prøve at komme og angribe ham, for så ville han ødelægge dem. Rink bemærker i noterne, at han ikke ved, om dette sagn, som er meddelt af Aron, er udbredt. Men da Rink i 1871 udgav et supplementsbind til »Eski- moiske Eventyr og Sagn«, kunne han oplyse, at han havde modtaget endnu en variant, hvor »der intet findes om Kavdlunait«,13 og da han få år efter ud- gav en engelsk udgave af sagnene, skrev han simpelthen: »Da denne fortælling kun er modtaget fra en fortæller, synes det alt for tvivlsomt at indlemme den blandt dem, der behandler de gamle nordboer«.14 Som man kunne vente, stammer de fleste optegnelser af nordbosagn fra de områder, hvor ruinerne vidner om, at nordboerne vitterlig har levet. Men som eksemplet med Abraham Eliassens tekst viser, er fortællingerne om nordboerne også nået langt uden for dette område. Også endnu længere nord på Vest- kysten, i Upernavikområdet, er der op- tegnet et sagn, som siges at handle om nordboer. Det blev første gang offent- liggjort af pastor H. C. Rossen i 1916, og der er senere trykt et par varianter til. Sagnet fortæller, at der i gamle dage boede nordboer på øen Inussuk. Engang fløj en angakkoq fra en grønlandsk bo- plads, der lå et stykke derfra, hen over nordboernes hus, og da han vendte til- bage, sagde han til sine bopladsfæller, at de sammen skulle tage hen og dræbe nordboerne og tage deres ejendele. Da grønlænderne trængte ind i huset, dræb- te de alle, undtagen tre. Den ene flyg- tede nøgen, men klarede at komme frem til en boplads i Aapilattoq fjorden. Da han bukkede sig ned for at gå ind i et af husene, knækkede huden på hans stiv- frosne ryg. De to andre, et ægtepar, flyg- tede til fjelds, hvor de blev til sten. Man kunne længe derefter se dem sidde på klippen kaldet Qallunaarsuit, de store europæere. Grønlænderne plyndrede nordboernes hus, og angakkoq'en, som var halt, slæbte med stort besvær en kiste hjem. Da han åbnede den, inde- holdt den liget af en nordbo i hvid dragt. Rossen er tilbøjelig til at tro, at sagnet i sine hovedtræk er historisk. Det bygger han bl. a. på, at »Sagnets næsten helt moralske Tendens, at den onde Bedrift bærer sin ilde Løn i sig selv, idet Anga- kokken som Løn for sin Anstiftelse af Overfaldet kun fik en Ligkiste, ellers (er) uden Sidestykke i de eskimoiske Over- leveringer«.15 Denne opfattelse holder ikke stik. Man behøver blot at tænke på Navara- 325 [13] naaq. Når man har været så villig til at tro, at der var tale om nordboer, hænger det sammen med, at der på en anden ø i den øgruppe, hvor Inussuk ligger, Kin- gittorsuaq, i 1824 blev fundet en rune- sten, som er blevet brugt som bevis på, at nordboerne i hvert fald lejlighedsvis har overvintret så højt oppe på kysten. Men der er ikke fundet nordboruiner så langt mod nord, og det må nok siges at være yderst tvivlsomt, om det overhove- det er nordboer, der fortælles om i sagnet. Måske bygger historien på et overfald på skibbrudne hvalfangere, men under alle omstændigheder kan be- retningen om ligkisten nok føres tilbage til en historisk begivenhed. Sagnet synes at afspejle den overraskelse, der ventede en grønlænder, der engang åbnede en trækiste og fandt liget af en europæer. Grønlænderne begravede selv deres døde indsvøbt i skind, da træ kun kunne fremskaffes sparsomt i form af driv- tømmer. Traditionen om de forstenede nord- boer kan i de skriftlige kilder spores til- bage til 1736, da Paul Egede boede i Qasigiannguit/ Christianshåb, og der talte med en gammel mand, som havde været langt nordpå. Han fortalte, at »der stoed udi et stort Bierg en Kablunak, til samme maae alle Forbiefarende kaste et støkke Hvalfisk-Been; undertiden seer de ham sidde undertiden at staae«. Paul Egedes kommentar lyder kort og godt: »Hvilket uden tvivl er en stor Grøn- lændsk Løgn«.16 Mange år senere fortalte flere grøn- lændere i 1825 til missionær Peder Kragh under en bådrejse til Upernavik »som ganske vist og tilforladeligt, at midtveis omtrent imellem Upernivik og Prøven skal have været 2 forstenede Kablunaker; disse 2, Mand og Kone, flygtede, da Skrællingerne overfaldt og myrdede de gamle Nordmænd her, til Fjelds, hvor de skjulte dem i en Kløft, og i Tiden forstenede«.17 Konen var siden styrtet ned, men man skulle stadig kun- ne se manden, som havde frakke og rød hue på. Kragh var ledsaget af købmand C. A. Stephansen, som var født i Island, og som »interesserede sig meget for Lev- ningerne efter sine gamle Landsmænd«. Også grønlænderne på den nordlige del af vestkysten var blevet opfordret til at være på udkig efter spor efter nord- boerne og var blevet interesseret i deres skæbne. Den interesse for nordboerne, som fundet af runestenen havde afsted- kommet, kan have bevirket, at den vel- kendte menneskelignende klippe nu blev artsbestemt som nordbo. Hos Paul Egede var der kun tale om en europæer. Beskrivelsen af den »gamle nordiske Dragt«, frakke og rød hue, tyder også mere på, at klippen har lignet en sø- mand fra en senere periode end en nordbo. Også i yderområderne i Nordgrøn- land og i Østgrønland findes der sagn om europæere, som er blevet tolket som identiske med nordboer. Hos polar- eskimoerne fortælles der således, at man engang overfaldt nogle europæere for at komme dem i forkøbet. De hvide mænd var lette at stikke ned, fordi de ikke kunne stå fast på den glatte is. Eski- moerne plyndrede deres båd, og en af dem tog en kasse med hjem, som viste sig at indeholde en lille dreng. Drengen 326 [14] Qasapi forfølger Uunngortoq, som har kastet sin sen i en se for at kunne løbe hurtigere. Forbitrelsen fik ham til at skyde en sådan fart, at det var, som fortalleren Ann udtrykker det, »ligesom han, som egentlig skulle forfølge ham, bare pustede ham frem.« tog de til sig som plejesøn, men en skøn- ne dag forsvandt han. Man mente, at hjemveen havde fået en sådan magt over ham, at han var fløjet hjem til europæer- nes land.18 Mon det virkelig er nordboer, der er tale om ? Der er ikke noget i vejen for, at historiens udgangspunkt kan være et møde med andre europæere. Da konebådsekspeditionen i 1884 var nået til Ammassalik på Østkysten, søgte man også der at finde ud af, om folk havde traditioner om nordboerne, men man fik ikke ret meget at vide, hverken den gang eller senere. Det hed sig, at østgrønlændernes forfædre skulle have slået europæernes forfædre ihjel og brændt deres store hus, og at de var bange for, at: europæerne en dag ville komme og hævne det.19 Senere fik Otto Rosing, som var præst i Ammassalik i trediverne, dog også at vide, hvorfor de havde gjort det. Nordboerne ved Kuum- miut skulle have haft et grønlandsk ægtepar som tjenestefolk, og da de tog konen fra manden, satte grønlænderne ild til huset. En anden forklaring gik ud på, at nordboerne blev indebrændt, fordi deres røg skræmte fangstdyrene væk. Også nordboerne ved Kulusuk blev indebrændt. Grunden skulle have været den, at man ikke kunne have sit vinterforråd i fred for dem.20 En anden østgrønlandsk tradition, som er nedskrevet af Hanseeraq på ko- nebådsekspeditionen, handler om en konkurrence mellem en grønlænder og europæer om, hvorvidt de kunne kom- me fra Uummannaq til fastlandet på et stort fad ved at følge et udspændt tov. Grønlænderen kom godt over, mens europæerens arme gik afled.21 Ingen af disse sagn behøver at være noget bevis på, at der har boet nordboer i Østgrønland. Traditionen om afbræn- dingen af husene kan stamme fra Vest- kysten, for vestgrønlændere og østgrøn- lændere mødtes lejlighedsvis og havde anledning til at fortælle hinanden histo- rier. Motiverne med de forskellige over- greb mod grønlænderne kan måske have forbindelse med senere tiders møde med europæere. Det gennemgående tema i de vest- grønlandske nordbosagn er grønlænder- nes udryddelse af nordboerne. Skandina- ver, som har været optaget af nordbo- ernes skæbne, har ikke haft vanskeligt ved at finde alternative forklaringer på, at nordboerne forsvandt. Nogle gange får man næsten det indtryk, at en af grundene, til at man ikke har fæstet lid til de grønlandske sagn om nordboerne, har været, at det skulle være ærekræn- kende, hvis kampene mellem nordboer og grønlændere skulle være endt med 327 [15] Det lykkes omsider for Qasapi at indhente og dræbe Uunngortoq, den sidste overlevende nordbo. Han hugger hans ene arm af og viser den frem for den dede. Uunngortoq har nemlig i sin tid drabt Qasapis lillebror og hugget hans arm af og vist den frem for Qasapi. Da han nu har fuldbyrdet sin bavn, får han fred i sindet. nordboernes totale nederlag. På til- svarende måde kan man få det indtryk, at sagnene, om hvordan grønlænderne i sin tid besejrede den daværende europæ- iske befolkning og selv klarede at over- leve i landet med de barske livsvilkår, har haft den funktion at styrke selv- bevidstheden hos senere generationer af grønlændere. Der er ingen grund til at tvivle på, at der har været blodige sammenstød mel- lem de to folk. Det bekræftes også af de norrøne kilder. Men vi har ikke noget kildemateriale, der med sikkerhed kan fortælle i hvor stor målestok, det har foregået, og hvordan de historiske for- hold iøvrigt har været. De grønlandske sagn om nordboerne kan opfattes som eftertidens tolkning af begivenhedernes forløb. 328 [16] Noter: 1. Skovgaard-Petersen, 1977, s. 23-44. 2. Sørensen, 1977, s. 13-15 & 114-117. 3. PaulEgede,1939, s. 37. 4. Niels Egede, 1939, s. 268. 5. Actander, 1944, s. 115-116. 6. Mørch, 1942, s. 34. 7. Pingel, 1839, s. 237-241. 8. Pingel, 1839, s. 242. 9. Rink, 1866, s. 146-147 & 167-168. 10. Lynge, 1938. Genoptrykt 1957 og 1978. 11. Kjer, 1880 og Bugge & Lynge, 1938, Genoptrykt 1951 og 1969. Litteratur: Arctander, Aaron: Udskrift af en Dagbog holden i Grønland af Aaron Arctander paa en Recog- noscerings-Reise i Julianæhaabs Distrikt i Aarene 1777-1779. Ed. H. Ostermann. Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814. Norges Sval- bard- og Ishavs- Undersøkelser. Meddelelser Nr. 58. Oslo 1944. Bugge, Aage & Avgo Lynge: atuainiutitåt H, Nuk/ Godthaab 1938. Egede, Niels: Beskrivelse af Grønland. Ed. H. Oster- mann. Meddelelser om Grønland Vol. 120. Kø- benhavn 1939. Egede, Paul: Efterretninger om Grønland uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788. Kiøben- havn 1788. Continuation af Relationerne Betreffende den Grønlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed. Ed. H. Ostermann. Meddelelser om Grønland Vol. 120. København 1939. Giesecke, Karl Ludwig: Mineralogisches Reisejournal iiber Grønland 1806-13. Meddelelser om Grøn- land Vol. 35. København 1910. Hansen, Johannes: Den grønlandske kateket Hans- éraKs dagbog om den danske konebådsekspedi- tion til Ammassalik i Østgrønland 1884-85. Ed. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter 8. København 1933. Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze af Angmagsa- likkerne. Meddelser om Grønland Vol. 10. Køben- havn 1888. Holtved, Erik: The Eskimo Legends of Navaranåq. Acta Arctica Vol. 1. København 1943. The Polar Eskimos. Language and Folklore I-IL Meddelelser om Grønland Vol. 152 (1-2). Køben- havn 1951. Kjer, Jakob: atuainiutit I-H Kiøbenhavn 1880. Kragh, Peder: Udtog af Missionair P. Kraghs Dagbog I-U. Haderslev 1875. 12. Blå. Paul Egede, 1788, s. 23, Thorhallesen 1914, s. 43 og Giesecke, 1910, s. 154. 13. Rink, 1871,s. 151. 14. Rink, 1875,s.321. 15. Rossen, 1916, s. 100-101. 16. Paul Egede, 1939, s. 33. 17. Kragh, 1875, bd. H, s. 73 & 83. 18. Rasmussen, 1905, s. 81-82, og Holtved, 1951, bd. H, s. 113. 19. Holm, 1888, s. 166. 20. Rosing, 1958, s. 438. 21. Hansen, 1933, s. 26. Lynge, Kristoffer: kalåtdlit oKalugtuait OKalualåvilo I-HI. Nuk/Godthåb 1938-39. Mørch, Johan Christian: Avhandlinger om Grønland 1799-1801. Ed. H. Ostermann. Norges Svalbard- og Ishavs-Undersøkelser. Meddelelser Nr. 52. Oslo 1942. Pingel, C. (red.): Antiquariske Efterretninger fra Grønland. Annaler for Nordisk Oldkydighed. Kiøbenhavn 1839. Rasmussen, Knud: Nye Mennesker. København & Kristiania 1905. (Rink, H. C.): kaladlit okalluktualliait — Grønlandske Folkesagn I-IV. Nouk/Godthaab 1859-63. Rink, H. C.: Indbydelse/Nalunaerut. Nouk/Godthaab 1858. Eskimoiske Eventyr og Sagn - Eskimoiske Even- tyr og Sagn Supplement. Kiøbenhavn 1866-71. Tales and Traditions of the Eskimos. Edinburgh & London 1975. MS. Grønlandske Sagn. Ny kgl. Samling 2488. Vol. I-IX. Det kongelige Bibliotek. København. Rosen, C. H.: Sagn fra Grønland. Dansk Maaneds- skrift 1859 II. Kiøbenhavn 1859, s. 174-183. Rosing, Jens: Nordbominder fra Angmagssalik. Tids- skriftet Grønland. København 1958, s. 438-439. Rossen, H. C.: Nordboerne ved Upernivik. Det grøn- landske Selskabs Aarsskrift 1915. København 1916,8.98-101. Skovgaard-Petersen, Inge: Oldtid og vikingetid. Aksel Christensen (red.): Danmarks historie bind I. Ti- den indtil 1340. København 1977, s. 15-209.. Sørensen, Preben Meulengracht: Saga og samfund. En indføring i oldnordisk litteratur. Berlingske Leksikon Bibliotek. København 1977. Thorhallesen, Egil: Beskrivelse af Missionerne i Grønlands Søndre Distrikt. Ed. Louis Bobé. Det grønlandske Selskabs Skrifter 1. København 1914. 329 [17]