[1] Landsstyreformandens nytårstale 1. januar 1983 Af Jonathan Motzfeldt Glædelig nytår allesammen. Endnu en gang oplever vi det nye år. Jeg vil gerne ønske alle i Grønland et godt og velsignet nytår med håb om, at vi allesammen modtager de kommende dage og måneder med god arbejdslyst til glæde for hinanden og for vores sam- fund. Jeg vil også benytte denne lejlighed til at udtrykke vor dybeste medfølelse med alle, der har mistet deres kære og venner i det forløbne år. Dernæst vil jeg sige tak til alle, der i stort såvel som i småt har gjort deres til, at arbejdet forløb godt i det forgangne år. Følelsen af, at alle har gjort deres pligt — på arbejdspladser og institutio- ner, i skole, kirke og hjem, i de forskel- lige folkevalgte forsamlinger - er vor absolut bedste opmuntring. Frem for noget giver denne følelse og kræfter til en fornyet indsats i vort samfund i det nye år, hvor jeg kun kan håbe, at sam- arbejdet mellem landsting, landsstyre og de øvrige folkevalgte myndigheder i Grønland bliver lige så godt som det var i det gamle år. Vi ved, at den strenge vinter har givet mange problemer hos enkelte personer, familier og distrikter. Den visse steder katastrofale situation må vi i fællesskab og ved fælles anstrengelser forsøge at afbøde så godt, vi magter det. På trods af vanskelighederne har vi imidlertid heldigvis oplevet, at livsmodet fortsætter med samme humør som tidligere. Det er et godt udgangspunkt at gå videre med, og selvom mange opgaver er blevet løst i 1982, så er der nye, som skal løses i 1983. Med stadig stigende bekymring ser vi fiskerettighederne omkring vore far- vande truede. Det er med meget stor bekymring, landsstyret konstaterer, at den omstændighed, at der er for mange fiskeskibe til for få fisk i europæiske far- vande i stigende omfang fører til pres via EF og andre på at få adgang til de begrænsede fiskeressourcer, der er til rådighed i de grønlandske farvande. Det er landsstyrets håb, at man i 1983 og i årene fremover vil kunne fortsætte den allerede førte politik, som går ud på at få genopbygget fiskebestandene til glæde for vor efterkommere. I det gamle år konstaterede landssty- ret også med bekymring, at den nye grønlandsminister delte grønlandske re- 1 [2] 'Landsstyreformanden fotograferet af Anne Bang, Sermitsiaq. jer ud uden først at diskutere spørgs- målet med Grønland. Der er sagt meget om denne sag, og det er kun mit håb for 1983, at sagen er afsluttet og at der er tale om en enkeltstående misforståelse, som ikke vil gentage sig. Landsstyret tager hjemmestyreloven meget alvorligt, og vi har da også iøvrigt haft et godt og ligeværdigt samarbejde både med den forrige og den nuværende regering i Danmark i 1982. Har naturens luner været hårde ved fiskeriet i 1982, så har den internatio- nale opinions luner været mere og mere hård ved fangererhvervet. Naturen er vi vant til. Vi er opdraget til at leve med den. Den internationale opinion er no- get nyt at kæmpe med for Grønland, men landsstyret har besluttet at tage kampen op i det nye år. En misforståelse og forhåbentlig util- sigtet kampagne har vist sig at få kata- strofale konsekvenser for salget af grøn- landske sælskind — den ofte eneste kon- tante indtægt for vore fangere og fan- gersamfund. I 1983 vil Grønland gå ind i den internationale miljødebat i Europa og pege på, hvordan fangersamfundet, [3] der frem for noget er en miljøbevidst kultur, idag er blevet truet på livet. Det er landsstyrets håb, at det på denne måde vil være muligt at udrede misfor- ståelserne i Europa, så fangererhvervet kan se en lysere fremtid i møde. Fanger- livet er hårdt nok i forvejen. Allerede i 1982 har landsstyret brugt mange kræfter på at informere om den grønlandske virkelighed i Europa. Efter folkeafstemningen om vort forhold til EF har landsstyret haft mange kontakter både til den danske regering og til de andre EF-landes regeringer. Naturligvis er der ikke på så kort tid sket nogen endelig afklaring. Under- søgelserne om på hvilke vilkår og betin- gelser samarbejdet mellem Grønland og EF kan etableres er komplicerede og fulde af indlysende modsætninger. Men landsstyret vil også i 1983 fortsætte sine bestræbelser på at fremme forståelse hos de europæiske lande for vigtigheden og nødvendigheden af, at Grønland står uden for EF. En meget vigtig forudsæt- ning for en god løsning og både en international respekt for resultatet af folkeafstemningen og et rimeligt kend- skab til den grønlandske virkelighed, som har ført til, at resultatet er det ene- ste rigtige for Grønland. Derfor har landsstyret gjort meget for at gøre vort land mere kendt i Europa, og i 1983 vil vi fortsætte vore besøg i de europæiske hovedstæder og hos de europæiske lan- des regeringer. Foruden hjemmestyrets egne bestræ- belser på at styrke Grønlands dialog med omverdenen udfører også ICC et godt udadvendt arbejde. Jeg vil gerne understrege, at ICC er et betydnings- fuldt instrument til styrkelse af det kul- turelle samarbejde mellem Inuit i kam- pen for bevarelsen af vore fælles kultur. 1982 har været præget af internatio- nale spørgsmål for Grønland. Men der er også sket meget på de mere hjemlige fronter. Nogle gange kan de internatio- nale spørgsmål måske opleves som alt for dominerende af den enkelte borger, der står midt i en række helt konkrete og dagligdags problemer. Men det er vig- tigt at huske, at Grønland er afhængig af omverdenen, og at de internationale for- handlinger, landsstyret fører, alle tager sigte på at forbedre og sikre de hjemlige fronter. Det grønlandske uddannelsessystem er under stadig udvikling og tilpasning de grønlandske forhold. Tilpasningen sker ikke fra den ene dag til den anden men enhver, der husker tilbage blot til midten af 70'erne, vil erkende, at der er sket meget. Langsomt men sikkert skri- der den nødvendige grønlandisering af hele undervisningssektoren frem, og i 1982 har Grønland f.eks. fået flere nye uddannelser. Der er åbnet en ny fiskeri- og søfartsskole i Paamiut, og vi har star- tet Grønlands egen journalistuddan- nelse, således at noget så centralt i det daglige som pressen og den øvrige ny- hedsformidling fremover får flere og flere grundigt uddannede grønlandske medarbejdere. Som en god og tiltrængt nyskabelse vil jeg specielt nævne den nye teologiske uddannelse, der skal starte i år. Kirken i Grønland har igennem mange år ønsket at forbedre og intensivere uddannelsen af sine medarbejdere — præster, kateketer og organister. Nu skal vi med en ny [4] teologisk uddannelse tilgodese behovet for præsteuddannelsen, og jeg kan for- tælle med det samme, at en ny kateket- uddannelse og en ny organistuddannelse er under forberedelse. Det er landssty- rets håb, at menigheden i Grønland får glæde af den nye uddannelse af kirkelige medarbejdere. Økonomisk har de uddannelsessø- gende fået mere ensartede og forbedrede støtteregler. Først og fremmest skal de studerende ikke fremover se hen til mange års afbetaling på studiegæld. Samfundet og det vil sige hjemmestyret har påtaget sig det ansvar at sikre de unge uddannelse for at få endnu mere kvalificeret arbejdskraft til den stadige op- og udbygning af vores samfund. På det sociale område er arbejdet med revisionen af de mange vedtægter afslut- tet med gennemførelsen af de første af Sociakeformkommissionens lovforslag, sådan som de er udarbejdet af landssty- ret og støttet af Landstingets opposition. Det er et omfattende reformarbejde, der er igang, og allerede fra i dag - lør- dag den 1. januar 1983 — træder nogle af forbedringerne i kraft. I dag stiger aldersrenten og erhvervsudygtigheds- renten, og dermed er livsvilkårene for en række befolkningsgrupper endelig blevet alvorligt forbedrede. Bo/iger: På boligområdet har planerne om en fællesfinansiering af et øget boligbyggeri fundet fast form, og en fælles indsats fører til en stadig bedring af det store og meget alvorlige boligproblem. Der bygges ikke kun boliger i Grøn- land. Udbygningen af bl. a. bygdernes produktionsmuligheder fortsætter også. Siden hjemmestyrets indførelse har ialt 44 bygder fået bygdeelværker, og i 1982 har to bygder fået produktionsanlæg. Flere vil følge efter i 1983 og forhåbent- lig fremover, og det er glædeligt i dag at kunne konstatere, at fraflytningen fra bygder- og yderdistrikter er stoppet. Selvfølgelig er der stadig mange pro- blemer, som skal løses, og for den enkelte, der måske har en række kon- krete problemer inde på livet, kan det opleves som om, der ikke sker frem- skridt. Det er det nære, der altid presser sig på, og det kan være vanskeligt at få tid og kræfter til at fastholde perspek- tivet. Forsøger man hver for sig imidlertid lige et øjeblik at tænke f.eks. 10 år til- bage, så vil man hurtigt opleve, hvor meget godt der er sket i Grønland på forholdsvis få år. Udviklingen går stadig meget hurtigt. For hurtigt, men vi er endnu ikke i den position, hvor vi selv kan sætte tempoet. Hvor vi f.eks. i 1972 og 73 ikke havde nogen som helst kom- petence over vores egen udvikling, hvor vi tit følte store frustrationer over løs- ninger fra Danmark, hvor vi så Qutdlig- ssat blive nedlagt, hvor vi ønskede grøn- landisering og fastholdelse af vores sprog, hvor vi ønskede indflydelse på vores egen udvikling, og hvor vi bad om hjemmestyre første gang direkte over for de danske myndigheder, så er der sket fantastisk meget. Både hvis vi tænker på samfundet som sådan, på vores værdig- hed som mennesker, på vores kultur, på vore lønninger og på vore uddannelses- mæssige muligheder, så må vi med ét er- kende, at vi faktisk på 10 år har gen- [5] nemlevet en fredelig og harmonisk men ikke desto mindre noget nær en revolu- tion. Der er meget få lighedspunkter mel- lem dengang og idag. Det er værd at hu- ske inden dagligdagens problemer tager pusten og håbet fra os. Det er lykkedes at komme meget længere end selv de mest optimistiske af os turde håbe på. Det kan altså lade sig gøre, hvis man vil, og Grønland har villet. Det vil vi stadig, og jeg håber, at vi må fastholde denne vilje. I så fald vil også de reste- rende problemer blive løst i fællesskab. I denne forbindelse kan jeg ikke lade være med at nævne alkoholproblemet. Vi har forsøgt med restriktion, og lands- styret fortryder ikke, at vi i 1982 har valgt at satse på det enkelte menneskes evne til at administrere alkohol. Vi me- ner heller ikke at man retfærdigt og kon- struktivt kan vurdere de otte måneder efter rationeringens ophævelse som typi- ske, selvom det er ulykkeligt, at der overhovedet har været problemer. Spørgsmålet er ikke om man drikker eller ej. Det afgørende er, om man kan fungere og leve op til sine ansvar over for familie, arbejde og sin egen selv- følelse samtidig med at man nyder alko- hol. I fællesskab skal vi cementere og op- bygge en fælles moral - frihed under ansvar. Kun på den måde kan vi løse de problemer, der er. Kun på den måde kan vi skabe en bedre tilværelse for os selv og vore efterkommere — fødte eller ufødte. Fællesskabstanken er også nødvendig i vurderingen af Grønlands økonomiske situation. Vi er fortsat meget afhængige af vore tilskud fra Danmark, og det er en realitet, vi skal se i øjnene. Der er kun én vej ud af denne afhængighed, og det er den fælles opbygning af samfun- det og dets produktionsmidler. Intet vil være lettere for landsstyret end at give los på pengene. Men intet vil være mere uansvarligt. Netop i opbyg- ningsfasen af vores samfund er det umå- delig vigtigt at være meget besindige, passe på det begrænsede vinterforråd man har, og så forsøge at forøge fang- sten næste år ved hård personlig indsats. Jo mindre vi forbruger og jo mere vi investerer i den fælles fremtid, desto større chance har vi for en tryg og kon- struktiv fremtid. Vi har ingen bundløse pengekasser at øse af. Vi har ingen andre end os selv at give skylden, hvis vi forvalter vores nuværende midler for- kert og lever over evne. Hidtil er det lykkedes at etablere en sund og god økonomi i Grønland siden hjemmestyrets indførelse, og vi har mid- ler nok til at alle kan have en menneske- lig tilværelse, hvis de selv vil. Men der er ikke råd til de store for- bedringer, tværtimod må vi nok se frem til nogle hårde år, fordi den internatio- nale og herunder den danske økonomi er hårdt trængt i disse år. De kommende overenskomstforhand- linger må føres i lyset heraf. Det håber jeg at alle vil huske i det nye år. I år kommer vi til at fejre 4 årsdagen for hjemmestyrets indførelse i vort land. Det forpligter os til at gøre status, og det skal vælgerne gøre ved valget i april. Det er mit håb at valgkampen må blive videreført i den saglige og konstruktive tone fra landstingets første fire år, og at [6] debatten må handle om Grønlands fremtid og ikke om mere eller mindre personlige udfald mod enkeltpersoner. Jeg vil gerne understrege, at de fire år har været meget travle år for hjemme- styret og ikke mindst for landsstyret. Jeg vil gerne gentage min tak til alle i Grøn- land — ikke mindst vore medarbejdere — som har medvirket til, at hjemmestyret er blevet en succes, at tingene er lykke- des for os og at vi har kunnet demon- strere, at vi kan selv. Vi har fået et klart bevis på, at med ansvar følger pligter, og det med hele hjemmestyrets udgangspunkt. Enhver befolkning - også den grønlandske - må selv løse sine problemer og selv opbygge sin fremtid. Hvem af os drømmer ikke om, at vort dejlige land - Kalaallit Nunaat - må være et sted, hvor der hersker fred og fordragelighed iblandt os? Hvem af os drømmer ikke om, at vort land skal være en plads for børn og unge, hvor de føler sig hjemme uden at være bange for deres liv og omgivelser? Når der alligevel af og til dukker forandringer op, som gør os betænkelige og måske rådvilde, så må vi i fællesskab finde årsagerne og for- søge at rette dem i tide. At vore ærværdige forfædre har over- levet heroppe skyldes ikke, at de startede med at omvælte hele deres samfund fra A til Z. Nej, det skyldtes, at de tilpassede deres liv efter deres omgivelser i fuld respekt for uskrevne men naturgivne love. De udnyttede de forskellige års- tider fuldt ud med indholdsrige aktivite- ter inden for både erhverv og kultur. Tiderne har ændret sig meget, men kravene er de samme. Mentaliteten har ændret sig meget, men pligten til at komme hinanden ved er den samme. Det sker af og til at vi møder en landsmand, som stiller os et spørgsmål om, hvornår vi skal igang med det og det. Når det kommer til stykket, så viser det sig ikke sjældent, at vedkommende selv udmærket kunne have gjort noget ved problemet. Viljen og evnen til at stille større krav til sig selv end til andre er helt afgø- rende, hvis vore drømme skal gå ende- ligt i opfyldelse. Det er mit håb for det nye år, at ingen af os vil skyde problemerne fra os, at in- gen vil kræve mere af andre end sig selv, og at vi alle — både hver for sig og sam- men — yder en indsats for vort dejlige land. Det kan betyde hårdt arbejde under barske forhold. Men så får vi også den sikre viden, at vi selv har formet vores fremtid. Når alt kommer til alt, så gælder det jo fremtiden. Derfor er landsstyret fast indstillet på også fremover at støtte de kræfter i samfundet, der satser på bør- nene og de unge. Vi har selv på vores krop oplevet, hvordan børn og unge læ- rer af deres forældre, og de er forplig- tede til at være med i det grønlandske samfund, og jeg kan ikke forestille mig, at der skal stilles mindre krav til gene- rationerne efter os. Grønland kræver meget af sin ung- dom. Det vil vi fortsat gøre. Det er en udfordring til os allesammen, som in- gen kan undslå sig fra. Derfor skal man også have kvalifikationerne i orden. Det betyder uddannelse. Det betyder forstå- [7] else for anderledes tænkende menne- sker. Det betyder respekt for andre syns- punkter. Det betyder erkendelse af, at nok er Grønland verdens største ø, men det er så sandelig også et tyndt befolket område. Vi skal bevare vor identitet både politisk og kulturelt, men vi skal også være åbne over for andre. Det er en balance, men vi kan og skal finde den. GODT NYTÅR. Jonathan Motzfeldt privat, pot.: Anne Bang, Sermitsiaq. [8]