[1] Spillefilm i Grønland Af Birna Marianne Kleivan og Ulla Hjorth Nielsen I forbindelse med en opgave om dansk kulturformidling i Grønland, ved Institut for Filmvidenskab, Københavns Universitet, blev det klart, at spillefilmsudvælgelsen var et ganske uudforsket område. Artiklen er blevet til på grundlag af dette arbejde. I grønlandskommissionens betænkning G-50 blev der for første gang formuleret konkrete forslag til den fremtidige film- virksomhed, og man fremhævede den underholdningsværdi, som filmen især i vinterhalvåret ville repræsentere for den grønlandske befolkning. Under Grøn- landsdepartementet nedsattes Grønlands kulturelle råd, hvor bl. a. filmområdet var indbefattet. I 1951 etableredes en filmfordelings- central i Nuuk, der skulle sørge for distributionen til de forskellige byer. Antallet af biografer var efter krigen og op til slutningen af 1951 steget til 13. Grønlandskommissionen anbefalede i sin betænkning en overgang til 16 mm- systemet, da man fra nu af udelukkende overgik til forsyning med 16 mm-kopier, under Grønlands kulturelle Råds ad- ministration. Det viste sig imidlertid hurtigt, at man havde forhastet sig i for- hold til de økonomiske rammer for film- forsyningen. Således blev Grønland kun forsynet med engelsksprogede 16 mm- kopier nedkopieret direkte fra produ- centen, og dermed uden danske under- tekster. Problemet bestod i, at man ikke havde forudset det bekostelige i ned- kopieringen af danske og udenlandske film her i landet, eller sagt på en anden måde: at de kommercielle engelske og amerikanske selskaber kunne tilbyde 16 mm-kopier til en yderst favorabel pris. Dette skyldtes at selskaberne først og fremmest nedkopierede til moder- landenes militære forlægninger med [2] transportable biografer, hvorimellem de cirkulerede. Først herefter blev kopierne tilbudt civile institutioner. Grønlands kulturelle Råd gav i sin års- beretning for 1951 en noget anden for- klaring, idet man skrev: »Da de danske filmselskaber kun pro- ducerer, og de danske biografer kun viser 35 mm, blev departementet af- skåret fra at sende danske eller dansk- tekstede film til Grønland. Dette medfører, at alle film, der sendes til Grønland, må omhyggeligt gennem- ses i kulturel afdeling, således at kun film, der kan forstås af billederne alene, opsendes. Tilstede ved gen- nemsynet af filmene er altid en grøn- landsk repræsentant, der så skriver et udførligt program, der trykkes og sen- des med filmene.« Ved således at fortie de økonomiske kendsgerninger kunne departementet fralægge sig ansvaret under dække af de gældende brancheforhold. Ydermere er det paradoksale i at indføre 16 mm, uden at have film, der passer hertil, garneret med pædagogiske undskyldninger. Fra kulturel afdeling blev der til sæ- sonen 1951-52 opsendt 100 engelsk/ amerikanske spillefilm, der ikke på nogen måde var versioneret, endsige dansktekstet. 11951 havde de danske sel- skaber fremsat et forslag om ned- kopiering af ca. 50 danske spillefilm en årrække frem, men forslaget stødte på førnævnte økonomiske modstand. Nedkopiering af en dansktekstet kopi kostede 3000 kr., og farvefilm kunne ikke nedkopieres i Danmark på davæ- rende tidspunkt. I de kommende år på- regnede man en leje af ca. 125—150 uden- landske film, i een kopi. Ministeriet for Grønland Efter grundlovsændringen i 1953, blev den grønlandske spillefilmssituation åbenlyst uholdbar. Med »Nyordningen« fulgte det bevidste ønske fra danske og grønlandske politikeres side om på alle måder at omfatte den grønlandske be- folkning med dansk sprog, dansk tanke- gang. Ligesom der i en koldkrigstid var politisk interesse i at fastholde en euro- amerikansk påvirkning af grønlænderne. Ministeriet for Grønland (MfG) blev oprettet, og filmområdet blev underlagt det ny ministeriums 4. kontor. Der blev nu vist politisk og økonomisk vilje til at starte en nedkopiering af danske og udenlandske film, sidstnævnte forsynet med danske undertekster. 4. kontor fik på finansloven for 1955 en ekstra- bevilling på 150.000 kr. til indkøb af film på licens samt tekstning. 11955 op- sendtes således 34 spillefilm, heraf 8 danske. Svend Methlings »Der kom en Dag«, Carl Th. Dreyers »Ordet« (begge 1955) og 6 folkekomedier. Endvidere blev 41 utekstede engelsksprogede film lejet til Grønland, hvorved det samlede antal film udgjorde 75 titler. De engelsk- sprogede film udgjorde 53, eller 2/3 af det samlede udbud men det var trods alt et fremskridt fra at have udgjort 3/3. De 8 nye danske film var meget efter- spurgte, for på trods af de forståelses- mæssige problemer udgjorde de alligevel et reelt alternativ til de engelsksprogede film. [3] Statens Filmcentrals rolle 11961 overtog Statens Filmcentral (SFC) det driftsmæssige ansvar for spillefilms- området og blev nærmere knyttet til ministeriet på kortfilmsområdet. SFC skulle nu stå for udvælgelse, licenskøb, nedkopiering, tekstning, grønlandsk versionering og distribution. SFC's rolle som tjenestepligtig overfor ministeriet betød i økonomisk henseende udeluk- kende, at SFC stillede personale til rådighed, uden udgift for MfG. Hoved- årsagen til at SFC overtog, var de bedre tekniske muligheder, såsom biograf, spoleafdeling m. v. som filmcentralen har. Formodentlig har der fra mini- steriets side også været en interesse i at pålægge SFC en større ansvarsbevidst- hed i relation til Grønland, en udnyt- telse af SFCs bredere kendskab til film i det hele taget og øgede muligheder for eksperimenteren med versionering. SFC oprettede en særlig grønlands- afdeling i huset i Vestergade, Køben- havn, og Niels Vestergaard, der hidtil havde varetaget de praktiske funktioner på filmområdet i ministeriets regi, star- tede afdelingen. Han blev snart efter af- løst af Carsten Dahl, der har sin bag- grund i den danske filmbranche. Det var nu pålagt SFC suverænt at udvælge spillefilm ud fra de titler, der var at finde blandt biograffilmene på det danske repertoire. Ud fra ca. 300 nye tit- ler årligt skulle der udvælges op til 50 egnede film. Sorteringen foregik i 3 tempi. Ca. 100 film blev udelukket ved en grovsortering. De danske film af en lettere tilgængelig karakter blev stort set alle valgt. Og de udenlandske film, der kunne komme på tale - alle gennemset. Retningslinjerne for udvælgelsen var: Handlingsfilm uden for megen dialog, og valgt efter et principielt ønske om alsidighed og rimelig kunstnerisk kvali- tet. I enkelte tilfælde, hvor der herskede tvivl om filmens egnethed, blev her- boende grønlændere konsulteret, men der forelå ingen bestemmelser for denne praksis. I 1966 blev det besluttet, at film- området (samt Grønlands Radio og senere biblioteksvæsnet) fra at henhøre under Ministeriet for Grønland, skulle overgå til Ministeriet for kulturelle Anliggender, der var blevet oprettet i 1961. Oplysningsrådet under MfG blev nedlagt, og Filmcentralen i Nuuk blev fra 1. januar 1968 en selvstændig insti- tution under landshøvdingen. De kultu- relle områders overgang til Ministeriet for Kulturelle Anliggender, var kun en af mange bestræbelser for i disse år fuldt ud at integrere Grønland ud fra rigsfælleskabets mål. Udvælgelsesgrupper etableres I foråret 1971 etableredes Grønlands Oplysnings Forbund (GOF). På denne baggrund blev Filmcentralen i Nuuk fra 1973 underlagt GOF, der ønskede større grønlandsk indsigt med og indflydelse på filmområdet. Dette faldt godt i tråd med, at daværende grønlandsminister Knud Hertling stoppede de føromtalte bestræbelser på på længere sigt helt at nedlægge Ministeriet for Grønland ved at føre bl. a. de kulturelle områder til- bage til rette ministerium. Fra grønlandsk side havde man i flere år påpeget det absurde i, at det var en dansker, der suverænt udvalgte film til 10 [4] IIIIIIIII l min min min iiini mm ii »Under opvisningen af levende billeder« i Nuuk/Godthåb. Foto fra KNK, Det grønlandske Lands museums billedsamling. Grønland. Man ønskede udvælgelses- praksisen ændret, således at grønlæn- derne selv fik indflydelse på film- udbuddet. På foranledning af GOF nedsatte ministeriet for Grønland og SFC derfor i 1972 en udvælgelsesgruppe på 20 her- boende grønlændere, med forskellig baggrund og alder. Denne gruppe blev igen inddelt i 4 undergrupper, som på skift så 2-3 film på SFC, eller samlet gik i biografen, for derefter at diskutere filmene og træffe beslutning om deres egnethed for Grønland. Denne ordning kørte indtil slutningen af 1974, hvor interessen for at deltage i udvælgelsen desværre var faldet så markant, at grup- perne gik i opløsning. I et brev fra mini- steriet til SFC var førstnævnte mistæn- kelig lettet over at slippe for det admini- strative besvær, som ordningen med- førte, ligesom den udgift, der trods alt var forbundet hermed, kunne spares. Ministeriet besluttede derfor at gen- 11 [5] indsætte Carsten Dahl som midlertidig ansvarlig, indtil en ny og mere gennem- førlig ordning kunne iværksættes. Fra 1972-74 foregik udvælgelsen i 2 tempi, idet Carsten Dahl ud fra det danske biografrepertoire og forhånds- kendskab inddelte det samlede udbud i 3 kategorier: 1. Underlødige spekulationsfilm, der generelt blev frasorteret på grundlag af forhåndsomtale og kritik. F. eks. karatefilm. 2. Så godt som alle danske film (d. v. s. underholdningsfilm i stort tal) når bortses fra kategori l, blev valgt, fordi efterspørgslen efter danske film var så stor. Hertil kommer »sikre« udenlandske underholdnings- film, der blev valgt udenom udvæl- gelsesgrupperne. 3. Udenlandske film af kunstnerisk kvalitet, udprægede dialogfilm, kri- minal- og andre aktionfilm. Altid forevist udvælgelsesgrupperne til bedømmelse m. h. t. egnethed. Grønlænderne havde stadig ikke den fulde indsigt, endsige ansvar for udvæl- gelsen. Alligevel var ordningen et væsentligt fremskridt i forhold til den suverænt danske udvælgelsesprocedure. Gruppernes opløsning blev naturlig- vis stærkt beklaget af GOF, der straks nedsatte en arbejdsgruppe til kulegrav- ning af problemerne. Mulighederne for at få gennemsynskopier stillet til rådighed fra distributørerne, enten i form af 35 mm-kopier eller videokasset- ter, blev undersøgt. Distributørerne af- slog GOF's forespørgsel ud fra den be- tragtning, at hverken nye eller ældre film ville kunne afses så længe som for- sendelse Nuuk-København/retur ville medføre. Ideen med videokassetter viste sig at være forud for sin tid, da selska- berne dengang ikke var begyndt at over- spille på kassette i større stil. A-gruppen afgav betænkning i 1976, og samme år nedsatte GOF en spille- filmsgruppe i Nuuk. Denne skulle, ud fra danske dagbladsanmeldelser og tids- skriftsartikler, udvælge egnede film efter et pointsystem og tilsende SFC en bestillingsliste. Gruppen kom til at bestå af 6 medlemmer: l fra Landsrådet, l fra Landshøvdinge-embedet, l fra GOF, l fra biografen i Nuuk og 2 repræsen- tanter for de almindelige biografgængere (annonceret efter via opslag i Nuuk biograf). Til støtte for denne udpegedes i samarbejde med GOF's lokalafdeling i København (Papik) en kontaktgruppe, der i tvivlstilfælde skulle gennemse enkelte film og træffe afgørelse. Kon- taktgruppen kom dog reelt ikke til at fungere før dette år (1982). Ud fra en filmisk betragtning kan det synes som et umuligt alternativ til den hidtidige ordning, at man fra grønlandsk side har ønsket at placere udvælgelsen i Nuuk uden chance for ved selvsyn at bedømme filmens egnethed for et grøn- landsk publikum. Anmeldelser m. v. kan kun give et falsk billede, bl. a. fordi de er baseret på den enkelte anmelders subjek- tive vurdering — ydermere formidlet til den danske læser/biografgænger. En dansk anmeldelse hæfter sig ikke ved graden af dialog i en film, men ved om manuskriptet er godt eller dårligt. Yder- mere betød den ændrede praksis, at man ikke som tidligere havde grønlands- 12 [6] c Lederen af filmcentralen på Pilersuiffik Anne Marie Wassmann gennemser en ny film. Fot.: Keld Hansen. premiere ca. en måned efter den danske. Filmene blev nu forsinket 6—12 måne- der, fordi man måtte vente med at tage stilling til efter den danske permiere. Ønsket om at grønlænderne selv, og ikke folk som har været bosat i Dan- mark igennem en årrække, skulle få den størst mulige indflydelse på udvælgelsen er yderst forståelig, men af praktiske grunde problematisk. Ordningens ind- byggede vanskeligheder blev sat i relief, da den tidligere leder af filmcentralen i Nuuk, Jens Erik Andersen (der er dan- sker), på en ferierejse i sommeren 1979 så sig nødsaget til at gennemse og suve- rænt udvælge en række spillefilm uden indflydelse fra filmgruppen i Grønland. Udvælgelsesordningen på basis af de danske kritikeres holdning eksisterer også efter Hjemmestyrets indførelse, men med visse ændringer. Hele film- området kom i 1980, efter nedlæggelsen af GOF, til at henhøre under Piler- suiffik, der er central for undervisnings- midler, oplysning og anden kulturel virksomhed. Hjemmestyrets Danmarkskontor an- satte i efteråret 1981 en medarbejder, Bo Christensen, der specielt skal varetage de kulturelle områder. Det har resulteret i, at Danmarkskontoret fra 1. januar 1982 har genoplivet ideen om en gen- nemsynsgruppe, der træder sammen, når gruppen i Nuuk finder det nødven- digt. De 5 grønlændere der »låner deres øjne ud«, er 3 læreruddannede og 2 stu- derende. Gruppen kan ikke siges at være særlig repræsentativ for den grønlandske befolkning, men naturligvis er den et forsøg på en bedring af forholdene. Det kan undre, at ansvarligheden hos de tidligere udvælgelsesgrupper har været så ringe. En forklaring kan være, at de herboende grønlændere op igen- nem 70'erne er blevet pålagt et utal til- lidshverv. En anden forklaring kan være, at indsatsen tidligere var ulønnet. Alligevel viser ordningen sig stadig helt uacceptabel, bl. a. fordi filmene ofte er taget af det københavnske repertoire, når de ønskes gennemset. Det betyder, at også den nuværende leder af filmcen- tralen Anne Marie Wassmann må gen- nemse og udvælge spillefilm til Grøn- land på sine danmarksrejser. Til sammenligning kan det nævnes, at en repræsentant for det islandske folk årligt foretager indkøbsrejser til Dan- mark, hvor et mangeårigt samarbejde med de danske og udenlandske distri- butører har været gældende. Islandsk 13 [7] 35 mm egenproduktion er indtil videre meget lille. Man kunne forestille sig en bredere sammensat udvælgelseskomité, der kun- ne foretage opsøgende rejser f. eks. til udenlandske filmfestivaler med indkøb for øje. For hvem siger, at grønlænderne kun er interesseret i (lader sig nøje med), hvad de danske filmimportører regner med at kunne afsætte på det danske mar- ked? Hvad danske film angår, må man regne med, at de en årrække frem (for såvidt der produceres) vil indtage en central plads på det grønlandske biograf- repertoire. Det er trods alt de film, som grønlænderne i mangel af egen- produktion er gladest for, og har lettest ved at forstå både sprogligt og »kultu- relt« p. g. a. den mangeårige danske på- virkning. Licenser, priser og prolongationer I 50'erne begyndte Grønlandsdeparte- mentet at opkøbe licenser på 16 mm filmene for en 3—5 års periode. Licens- vilkårene var yderst lempelige. Fra 1963-73 lå licensen på danske film for en 5 års periode uændret på 4000 kr. Licenserne blev senere pristalsreguleret og ligger i dag på ca. 10.000. Licensen for de udenlandske film beløber sig til ca. 6000 kr. for almindelig spillefilms- længde, og ca. 7000 kr. for en såkaldt superfilm. Licensen løber i 4 år, men forholdsmæssigt er de udenlandske film alligevel billigere end de danske. Det skal formodentligt ses som udslag af ønsket om at konkurrere med de dansk- producerede film. Prisen på en kopi i grønlandsk ver- sion blev fordoblet i løbet af 7 år, fra i 1968 at koste gennemsnitlig 15.000 kr. til i 1975 at beløbe sig til 30.000 kr. Det betød naturligvis, at bevillingerne ikke kunne følge med. Da det formelle ansvar i 1976 blev flyttet til Nuuk, måtte GOF ansøge om tilskud til spillefilms- virksomheden hos Landsrådet. For som om de højere priser ikke i sig selv var nok til at udhule bevillingerne, forholdt det sig nemlig sådan, at den samlede bevilling fra MfG blev beskåret med 200.000 kr, i f. t. foregående år. Bevil- lingen for 1976 var på 1.125.000, og man forventede hermed, at Landskassen skulle dække en del af driften. Lands- rådet måtte afslå GOF's ansøgning. Så- længe hovedansvaret for spillefilms- virksomheden var på danske hænder, steg bevillingerne nogenlunde i takt med de faktiske omkostninger, men lige så snart ansvaret blev flyttet, satte man ind med sparekniven. I 1978 lykkedes det at få en landskassebevilling på 150.000 kr. igennem. Det store fald i antallet af nye film havde nemlig betydet, at publikums- interessen faldt drastisk, og dermed for- samlingshusenes entreindtægter og film- lejen til GOF. Landsrådets imødekom- menhed skyldtes da også de yderst al- vorlige konsekvenser for forsamlings- husene, som et nyt afslag ville medføre. Når licensen på en dansk film ud- løber, kan den prolongeres for et år ad gangen. Det er sket, når filmen ikke er skønnet udspillet, og oftest kun når kopikvaliteten har tilladt det. Mulig- heden for prolongation er til fulde ud- nyttet, hvad angår de elskede »grøn- landsfilm«: »Palos brudefærd« (1934) og »Qivitoq« (1956). Færø-filmen »Tro, håb og Troldom« (1960) er et af de få andre 14 [8] GRØNLANDSFILMEN i FARVER OIVITOO FJELDGÆNGEREN eksempler på gamle danske film, der gli- der ud i nogle år, for så at vende tilbage på fornyet licens. Prolongation kan kun finde sted uden afbrydelse i forløbet. De gamle film synes altså ikke at have udspillet deres rolle. Dette faktum hæn- ger nøje sammen med den genkendelig- hed de repræsenterer for den grøn- landske befolkning. I strømmen af frem- medartede film, som publikum må tage til takke med, viser førnævnte films popularitet med al ønskelig tydelighed, at grønlænderne skriger på egne spille- film, hvori Grønland og grønlænderne selv spiller hovedrollen. Indtil videre må de nøjes med de udenlandske film, der cirkulerer i Grønland - det vil efter 1981-tallene sige 222 titler. Distributionsproblemer De store geografiske afstande og klima- tiske forhold gør sammen med de be- grænsede samfærdselsmuligheder og kommunikationsvanskeligheder ind imellem distributionen kaotisk. Disse forhold taget i betragtning burde til- førelsen af nye film udgøre flere end den årlige forsyning på mindre end 40 titler, der i dag er gældende. Efter utallige opfordringer fra film- centralen i Nuuk blev det omkring 1965 besluttet (SFC/MfG) hurtigst mu- ligt at tilstræbe en levering af alle spille- film i 3 kopier. Foruden distributions- vanskeligheder var problemet også sli- tagen på filmene. Resultatet blev derfor en trepulje-ordning, hvor filmene blev 15 [9] 7åfilmcentralen omspoles og gennemse s alle film, f er de sendes ud langs kysten. Fot.: Keld Hansen. sendt til Aasiaat (Egedesminde) kopi A, Nuuk kopi B og Qaqortoq (Julianehåb) kopi C, hvorfra de cirkulerede i di- strikterne. SFC havde før forsynet Thule og Angmassalik direkte, enten før eller efter den øvrige distributionscyklus. Denne opgave blev nu overtaget af film- centralen i Nuuk, således at SFC nu kun skulle medvirke til den interne distri- bution ved at forsyne Illoqqortoormiut (Scoresbysund), hvortil der er ufrem- kommeligt det meste af året. Filmcentralen sendte tidligere filmene til diverse kæmnere, der fungerede som administrativt ansvarlige på det lokale plan. Han varetog udlevering af filmene, indkrævede filmleje til filmcentralen i Nuuk og sørgede for videresendelse til nærmeste by i cirkulationssystemet efter at have faet dem retur fra områdets byg- der. Efter 1976 blev kæmnerens rolle overtaget af GOFs lokalafdeling (idag kultur- og undervisningsforvaltningen) for om muligt visse steder at forbedre distributionen. Forstået på den måde, at oplysningsforbundet ville udvise større forståelse for betydningen af en regel- mæssig forsyning, end det havde været tilfældet med kæmnerne. Biograffbrholdene Som følge af Grønlandskommissionens betænkning i 1950 blev statens mono- pol som udvælger, indkøber og distri- butør af spillefilm til Grønland fastslået. Det betød, at Grønland fik en særstilling i forhold til den danske film lovgivning, og kun optrådte i bemærkningerne her- til. D. v. s. at det daværende bevillings- og afgiftssystem aldrig kom til at gælde for Grønland. En væsentlig årsag til den grønlandske særstilling var befolknings- grundlagets størrelse, der igen betød, at der ikke var basis for opførelsen af egentlige kommercielle biografer med 35 mm-film. Såvel kort- som spillefilm er derfor blevet vist i stedlige forsamlingshus- biografer under tilsyn af bestyrelsen og en filmleder, der fungerede som opera- tør. Disse forhold er stadig gældende ligesom filmforevisningerne afhængig af byens/bygdens størrelse varierer fra 2—4 forestillinger pr. uge fordelt på 2 dage. I 1969 var der i alt 50 forevisnings- steder af denne art placeret i samtlige byer og bygder med 200 eller flere ind- byggere. Desuden 4—5 rejsebiografer til betjening af de mindre bygder. Hertil kommer, at militæret, vejrstationerne og skibene siden 50'erne er blevet forsynet med film fra henholdsvis ministeriernes filmudvalg og SFC. De amerikanske baser får deres film direkte fra USA. I dag er der omkring 90 biografer. Et højt 16 [10] tal i forhold til befolkningens størrelse og det begrænsede udbud af film. (I Danmark 450 biografsale). Det skyldes, at en lille bygd med kun 20 indbyggere nu har en 16 mm fremviser, eller sagt på en anden måde at 95 % af befolkningen har mulighed for at se film på deres hjemsted. P. g. a. monopolet, der også efter Hjemmestyrets indførelse er gæl- dende, har der aldrig været vist reklamer i de grønlandske biografer. Den lave filmleje betyder, at entré- indtægterne giver et pænt overskud, samtidig med at billetprisen kan holdes nede. Overskuddet anvendes til at finan- siere forsamlingshusenes øvrige aktivi- teter. Især i bygderne er filmforevisningen meget populær. Det skyldes, at de øvrige underholdningstilbud her er yderst be- grænsede. Det kan aflæses af besøgstal- lene. I filmcentralens statistik fremgår det tydeligt, at det er de mindre bygder, der fører an hvad angår biografbesøg pr. indbygger. Bygden Ilimanaq (Claus- havn) med 98 indbyggere topper med 18,1 besøg i 1980. Sarqaq, Isortok og Qassimiut lå alle over 15 besøg. Som diametral modsætning kan nævnes den forholdsvis store by Paamiut (Frederiks- håb) med 2275 indbyggere, der lå helt i bund med 0,2 besøg. For byernes ved- kommende fører Upernavik med 5,6 besøg og hovedstaden Nuuk ligger på 3,6 besøg. Når der er tale om distribu- tionsvanskeligheder, rammes bygderne ekstra hårdt, fordi filmforevisningen måske er ugens eneste underholdnings- tilbud og som følge heraf ikke kan er- stattes med noget andet. Derfor er det også forståeligt, at bygdebefolkningen bliver bitter, når filmforsyningen svigter af andre end trafikale årsager, men fordi forrige by i cirkulationssystemet ikke har sendt filmen videre til tiden. Problemet kommer tydeligt til udtryk i et indlæg under rubrikken »Fra Bygdedagbogen« i A/G nr. 50 9. september 1981, hvor Jens Brønden siger: »Man bør vel i byen forstå, at selv små adspredelser som irrelevante udenlandske film betyder meget her hos os. En biografforestilling er skam en festlig begivenhed, som man mø- der op til, både for at lade sig under- holde af det fremmedartede flimmer, og for at hilse på hinanden og ryge og snakke i pauserne. Der er nok et eller andet galt med holdningen til byg- derne. Det er så let at glemme hen- synet til dem, for bygdefolk brokker sig jo ikke så meget som byboere, selvom der bestemt godt engang imel- lem kunne være brug for det.« Jens Brønden udtrykker klart, at det pri- mære for bygdebefolkningen er det sociale samvær, sekundært hvad der vises. Indførelsen af lokal TV-stationer, og i de sidste par år videofilmenes gennem- brud, har medført en markant nedgang i antallet af biografbesøg. Iflg. filmcentra- lens statistik er besøgstallet halveret i løbet af 3 år. Gennemsnitlig gik grøn- lænderne i 1977 5,8 gange i biografen. I 1980 var tallet nede på 2,8 d. v. s. noget lavere end i Danmark. M. h. t. skatter og afgifter på luksusvarer indtager Grønland en særstilling i forhold til Danmark. Elektronisk udstyr o. 1. er så- ledes befriet for afgifter, hvilket betyder 17 [11] Action-Wc/tcrn eg gu/ pci video. THREE BULLETS PSYCHO SiSTERS Nervefræsende krimi om den rå og skånselsløse kamp mellem forbrydere og politi t en amerikansk storby med de mest for- rygende biljagter, der hidtil er set på film! fås i VHS D BETA D Højspændings-western om jagten på en stor guldskat i den mexican- ske ørken. En eksplosiv film ladet med brænden- de had, gloende kærlig- hed og nervepirrende action! Topgyseren om et tre- kants-drama Milhe ha- der sin søster Brenda, fordi hun stjal hendes el- skede. George Først dør George en grufuld dcd, og så følger chok på chok . VCC2000 D Kr. 700,- pr. stk. The Real Bruce Lee fås i VHS BETA Death Force Shogun Assassln 2 ugers leveringstid 700,- pr. stk. Kan du li' videofilm? BRUCE LEE FA VIDEO IIH FistofFury Bigboss The Man TheMyth fås i VHS D _^^ BETA n 700,-pr. stk. VIDEO NYHED! med danske undertekster VHS- BETA-VCC2000 Chock pris - 398,- 'Besøgstallet i biograferne er halveret i løbet af 3 år, bl. a. pågrund af videofilmenes popularitet. Annoncerne fra Grønlands to største aviser giver et lille indtryk af nytårstilbudet. at TV-apparater, videorecordere etc. kan anskaffes langt billigere end i Dan- mark. Der er ikke foretaget egentlige undersøgelser af den publikumsmæssige sammensætning i Grønland. Men meget tyder på, at det for byernes vedkom- mende først og fremmest er yngre grøn- lændere og danskere, der har søgt bio- 18 [12] Fra premieren på »Samtidigheds-TV« 1. november 1982 kl. 19,30. Seere i Holsteinsborg, Egedesminde, Godhavn, Godthåb og Nanortalik kunne direkte se formanden for TV-fællesforeningen Mogens Blok Poulsen, programredaktør Søren Bach, radiofonichefPeter Frederik Kosing og landsstyreformand Jonathan Motsfeldt. Fot.: Anne 'Bang, Sermitsiaq. graferne. Disse to grupper må for- modes at være hovedaftagere af de nye billedmedier. Indførelsen af national TV-dækning i slutningen af 1982 — begyndelsen af 1983 og en styrkelse af videorecor- derens stilling i private hjem vil ikke gøre situationen nemmere for biogra- ferne, da bekvemmelighedshensyn des- værre her som andre steder formo- dentlig vil gå forud for det sociale samvær. Det er sandsynligt, at grønlænderne, for at afhjælpe forsamlingshusenes pro- blemer, vil lade det utidssvarende 16 mm udstyr afløse af en videorecorder, hvor billedet, når det blæses op på en skærm, svarer nogenlunde til 16 mm for- matet. Ved samme lejlighed vil man opnå meget billige kopier, undgå slitage i samme grad som nu og endelig vil man slippe af med støjproblemet fra frem- viseren, da der i mange små forsam- lingshuse grundet pladsproblemer, ikke findes et egentligt operatørrum. Enkelte små bygder har, fordi afstan- den til nærmeste lokal-TV station er for stor til, at kabler er nedlagt, en video- recorder opstillet i forsamlingshuset. Her vises der tappede programmer et 19 [13] par gange om ugen. Ved hjælp af oven- nævnte skærm kunne film- og TV-ople- velsen rent teknisk kombineres. Men det fordrer naturligvis, at filmcentralen un- der Pilersuiffik går helt eller delvis over til versionerede videobånd. Lad det her- med være en opfordring. Versionering At gøre spillefilmene tilgængelige for det grønlandske publikum har altid været et relativt forsømt kapitel. Versio- neringen har været mangelfuld, og grøn- lænderne har først og fremmest måttet støtte sig til den danske dialog eller danske undertekster. I artiklen »Spillefilm og Sprog«, Tids- skriftet Grønland nr. 3 1976, gør Inge Kleivan rede for de problemer, som ringe eller slet ingen versionering gen- nem tiden har medført. Vi vil derfor med henvisning til denne artikel nøjes med at behandle de versioneringsforsøg, som filmcentralen i Nuuk fra 1977 igangsatte. Af nedenstående skema fremgår de tre muligheder (punkt 4, 5 og 6), der blev afprøvet. Disneyfilmen »Gråbjørnenes Konge« (1970) indgik i forsøget. Den gennem- gående engelsksprogede fortæller blev byttet ud med Rasmus Lyberth på lyd- sporet, og dialogscenerne forsynet med grønlandske undertekster (6). Filmcentralen ønskede at teste, hvor- jyidt det overhovedet lader sig gøre at tekste på grønlandsk. Den hidtidige forklaring på manglende forsøgsvirk- somhed var nemlig de meget lange grønlandske ord, der fordrer en yder- ligere komprimering og dermed fortolk- Benyttede versioneringsmuligheder fra 1956—1982 Video Audio Hyppighed Benyttelsesgrad 1. Indklip skrevet resume 1- flere steder Sjældent 2. Sort indklip 3. Original billedside Resumé Speak med mixet lyd 1- flere steder " 1- flere steder l Mest [ benyttede 4. Original billedside m. grønlandsk tekst Originallyd Hele forløbet Kun forsøgt een gang 5. Original billedside Grønlandsk speak/fortæller Hele forløbet Kun forsøgt een gang 6. Kombination af 4. og 5. Hele forløbet Kun forsøgt een gang 20 [14] ning, end tilfældet er med dansk under- tekstning. Det betyder, at der også nem- mere opstår problemer med, hvor længe teksten kan stå på lærredet. »Olsenbanden deruda'« (1977) er den første og hidtil eneste spillefilm med fuld grønlandsk undertekstning (4). Jens Mikkelsen, der oversatte filmen, anslog i et interview i A/G i 1978, at den grøn- landske tekst dækker ca. 80 % af det danske manuskript. Det sværeste ved opgaven var iøvrigt at oversætte den specielle danske humor, da den skulle tillempes den grønlandske, tilføjede han. I forbindelse med filmens premiere fremkom der en del kritik, bl. a. p. g. a. valget af film, men på den anden side blev der også udtrykt begejstring over endelig at kunne forstå en film på bag- grund af sit eget modersmål. Også spørgsmålet om, hvem man i grunden skal tekste for, blev rejst. Problemet er, at ikke alle grønlændere er fortrolige med den nye retskrivning. Havde man valgt den gamle retskrivning, var kritik- ken blevet den modsatte, nemlig, at når der indføres en ny retskrivning, gælder det selvfølgelig om at gøre folk fortro- lige med den. Udgiften til oversættelse udgjorde 3000 kr. og prægetekstningen 40.000 kr. i tre kopier. Prisen affødte en diskussion om, hvorvidt man skulle fort- sætte den hidtidige kurs eller reducere det årlige antal nye film til 10-15 fuldt versionerede film. Sidstnævnte forslag lyder umiddelbart besnærende, men vil betyde en udhuling af forsamlings- husenes økonomi og dermed et fald i antallet af øvrige aktiviteter. Den tredie film, der indgik i forsøget, var den svenske børnefilm »Smuglerne på Krageøen«, der havde grønlands- premiere i 1981. Versioneringen bestod af mixet lyd, men til forskel fra tidligere med speakerkommentarer til såvel fil- mens handling som personernes dialog, og som en mere integreret del af filmen ved at indtræffe ca. hvert 10. minut. Det kan undre, at de tre versio- neringsforsøg først fandt sted med start fra 1977/78. I en periode på 10 år (1967-77) blev der ikke taget skridt til et eneste nyt forsøg. Hvad tekstning angår ud fra den begrundelse, at ordene er for lange, men man fristes snarere til at konkludere, at den grønlandske indfly- delse på filmområdet nu har gjort sig gældende. M. a. o. gjorde forsøget på- standen til skamme, eftersom et lidt større koncentrat af dialogen viste sig at være den hidtil bedste løsning, men også den dyreste og det er vel den egentlige forklaring på den danske tilbagehol- denhed. Eftersynkronisering indgik ikke i forsøgsrækken, men man kunne fore- stille sig en tegnefilm til et sådant ekspe- riment. Da antallet af skuespillere bosat i Grønland er så forsvindende få, kunne man forestille sig Tukak-teatret draget ind. Eftersynkronisering er absolut den dyreste versioneringsform af dem alle og har desuden det indbyggede problem, at den kulturimperialistiske påvirkning, som den ved misbrug kan medføre, er eklatant. Fra forsøg til kulturimperia- lisme er der dog så langt, at frygten er ubegrundet. På længere sigt er en 100 % versio- nering det naturlige mål. Da det udeluk- kende er et bevillingsmæssigt spørgsmål, er det op til Landstinget at prioritere. 21 [15] Skriftligt ledsagemateriale, anmeldelser etc. Den mangelfulde versionering af spille- filmene har i tidens løb været søgt af- hjulpet af bl. a. skriftligt ledsagemate- riale. Da man i 50'erne i København udarbejdede dobbeltsprogede program- mer var tanken den, at de ved salg - senere automatisk - skulle følge med billetten, og at de samtidig skulle fun- gere som forhåndsomtale i lokalbladene. Dette kom dog aldrig til at fungere tilfredsstillende, idet den intergrønland- ske distribution af programmerne ofte svigtede. Dette gjorde sig gældende for såvel filmcentralen i Nuuk som diverse lokale filmledere, der tit glemte at videresende programmer til den næste by i cirkulationssystemet. Den manglende forståelse for lokal- pressens betydning kom også til at gøre sig gældende. Det er nemlig ubegribe- ligt, at denne, i princippet udmærkede kombination af reklame for biografen og afhjælpning af den ringe eller manglende versionering, aldrig til fulde er blevet udnyttet. Først med GOFs og senere Piler- suiffik's overtagelse af filmcentralen er en lille forhåndsomtale (referat af det danske program) på grønlandsk syste- matisk fulgt med filmene. I nogle tilfælde finder en egentlig annoncering sted i lokalbladene, men ofte er der kun tale om opslag på for- samlingshuset. Forhåndsomtaler finder sporadisk sted i lokalbladene, hvorimod »AG« og »Sermitsiak« bringer såvel forhånds- omtaler som anmeldelser af film. I »AG« bringes jævnligt en kommen- teret oversigt over de nye film, der er kommet til Grønland. Omtalerne er til- delt ringe spalteplads, men giver dog mulighed for en minimal handlingsskitse samt egnethed m. h. t. aldersgrupper og/eller censurbestemmelser. Hvad angår anmeldelsernes beskaf- fenhed svarer disse stort set til de danske formiddagsblades, hvorfra der endog forekommer citater og stjerne- betegnelser. Således skriver »Sermitsiak« 4. december 1981 om »Den store Grine- biderjagt«: »»Barok brutal, og ustyrlig morsom underholdning« er filmen blandt an- det blevet kaldt. Det var dagbladet BT, der gav de to timers tegnefilm denne karakteristik, og den blev sam- tidig belønnet med fire stjerner.« At de grønlandske anmeldere synes tydelig påvirket af dansk mentalitet er evident, selvom den etniske bevidsthed også til tider slår igennem og viser for- skellen på den danske og grønlandske anmelder. Om »Manden der ville være Konge« hedder det i »A/G« nr. 15 1978 bl. a.: »Selvom filmen foregår på den anden side af kloden er der nok noget man kan nikke genkendende til. De to helte/skurke har også sprogproble- mer. De var aldrig blevet konger eller guder uden deres tolk!« En anden form for filmanmeldelse fin- der også sted. Med de 2 ugentlige aften- forestillinger og l eftermiddagsforestil- ling for børn sker det tit (jfr. det høje antal folkekomedier etc.) at børnene ser en film, der også er på aftenrepertoiret. Det betyder, at børnenes reaktion virker 22 [16] som en verbal anmeldelse overfor de voksne og kan aflæses i publikums- interessen ved aftenforestillingen. Bil- ledet kan imidlertid vende, hvis de voksne, der på trods af børnenes even- tuelle negative dom, ser den pågældende film og finder den spændende. Dette kan nemlig spores til tilskuerantallet til den forestilling, der finder sted et par dage senere. Meget tyder på, at netop denne ind- byrdes lokale snak om filmene er den anmeldelsesform, der betyder mest i re- lation til, om en film bliver en publi- kumssucces - eller fiasko. Grønlands Radio bragte for nogle år siden et ugentligt indslag i radioavisen om de nye film og filmsituationen i øvrigt. Men da filmene er ca. 2 år om at nå Grønland rundt, er radioen for flyg- tigt et medie til, at en snæver filmomtale er relevant, hvilket formodentlig også er grunden til at disse stoppede. I stedet kunne man gå mere utraditionelt til værks og f. eks. i magasinform bringe interviews med filmcentralen, filmledere og biografgængere. På den måde var der mulighed for en større debat, og dette kunne måske føre til en bredere opfat- telse af filmmediet og dets betydning. Spillefiltnsrepertoiret Fra 1961 til 1981 er der ialt sendt 841 forskellige spillefilm til Grønland. På grundlag af disse titler har en nationali- tets- og genreinddeling fundet sted. Af pladshensyn er det ikke muligt at gen- give statistikken her, men kun at skitsere hovedtrækkene af analysen. Statistikken er fordelt på to ti-år p. g. a. førnævnte ændrede udvælgelses- praksis. Det giver mulighed for en vis aflæsning af forskellene mellem det danske og grønlandske valg af spillefilm. For 11-års perioden 1961—71 var der tale om 450 film ialt eller et gennemsnit på 40,9 film pr. år. I det andet 10-år 385 film d. v. s. 38,5 film årligt. Antallet af de i forvejen få titler er altså faldet. Ind- til slutningen af 70'erne var det officielle mål 50 nye titler årligt, men af pragma- tiske årsager har målet måttet sænkes til 45, hvilket heller ikke holder. Filmudbuddet i Grønland er stærkt begrænset sammenlignet med danske forhold, hvor udbuddet af nye titler udgør ca. 300 årligt. Dette forstærkes yderligere af, at der i Grønland findes betydelig flere forevisningssteder pr. indbygger end i Danmark. På den anden side kan antallet af film til Grønland ikke isoleres fra det faktum, at antallet af forevisninger er langt lavere end i Danmark. Nationalitet Amerikansk film har siden tonefilmens gennembrud domineret det danske mar- ked, hvilket tydeligvis også har haft en afsmittende effekt på udvælgelsen til Grønland. Ikke mindre end 38,6 % af det samlede antal film er amerikanske fordelt med 145 film i første og 177 i anden periode. Det kan tyde på, at de grønlændere, der har forestået udvælgel- sen på befolkningens vegne, prioriterer amerikanske film (læs: actionfilm) højere end tilfældet var, da SFC alene stod for udvælgelsen. Det kan også have sam- menhæng med, at den folkelige danske filmproduktion dalede drastisk fra be- gyndelsen af 70'erne. 23 [17] I det grønlandske filmudbud har den typiske danske folkekomedie og i det hele taget dansk film været centralt pla- ceret. Det skal dog nævnes, at danske spekulationsfilm, finkulturelle film og i det hele taget mere vanskeligt tilgæn- gelige film kun har været vist i yderst beskedent omfang. Af fraværende titler kan nævnes »Terror« og »Drenge« begge fra 1977. Danmark tegner sig for 189 film, der fordeler sig med 111 film på 60'er-repertoiret og 78 på 70'er- repertoiret. I 60'erne blev en del engelske musik- film og absurde farcer importeret til Danmark. Af titler, der kom det grøn- landske publikum til gode, kan nævnes Beatlesfilmen »Help« (1965) og »Morgan lige til at indlægge« (1966). lait 74 en- gelske film har været vist i Grønland, fordelt med 47 på første og 27 på anden periode. Også fransk film var temmelig velrepræsenteret på det danske biografrepertoire i 60'erne p. g. a. den interesse, som »den nye bølge« affødte. Der blev således sendt 43 franske film til Grønland, medens 70'er-perioden kun kunne byde på 17 film, heraf over- vejende kriminalfilm, hvilket også ken- detegner de ialt 21 fransk/italienske co/produktioner. En af de mere vel- artikulerede undtagelser er Truffaut- filmen »Den sidste metro« (1980), der for nylig kom til Grønland. Kendetegnende for de svenske film i første periode er deres socialrealistiske præg. F. eks. en film som »Ravnekvar- teret« (1964). Fra samme periode kan det nævnes, at 4 Ingmar Bergman-film var at finde på det grønlandske reper- toire mod kun en enkelt i 70'erne. Hovedparten af de svenske film fra anden periode er børnefilm, f. eks. Astrid Lindgren-filmatiseringerne om »Emil fra Lønneberg« i en serie på 3 film (1971-73-75). En af undtagelserne er »Et anstændigt Liv« (1979), der sam- tidig tjener som eksempel på en film- type, der næppe 10 år tidligere ville være kommet til Grønland p. g. a. dens tra- giske og afskrækkende indhold. At man i dag vælger at vise en sådan film, hæn- ger nøje sammen med, at narkotikamis- bruget også er blevet et aktuelt problem i Grønland. Sverige er ialt repræsenteret med 42 film, fordelt med henholdsvis 24 og 18 titler. Italien, Sovjetunionen, Vest-tyskland og Czechoslovakiet er repræsenteret med henholdsvis 18, 14, 11 og 8 film medens de øvrige nationer for begge perioder ligger på 5 film eller derunder. 24 [18] EMIL FRA ILdNNEBERG l DEN NYE FESTUGE FARVEFILM En.il efter ASTRID LINDGREN'S bog - Fortællen LILLEBROFTS INGRID (SKOVCAARD) PALL Umiddelbart skulle man tro, at gen- nemgangen på nationaliteter af de 21 års grønlandske spillefilmsudbud ville frem- stå som en formindsket kopi af det dan- ske, eftersom filmene er udvalgt fra det løbende danske repertoire. Det er imid- lertid ikke tilfældet, selvom statistikken til en vis grad afspejler nationernes ind- byrdes status i antallet af titler. Ame- rikansk film dominerer antalsmæssigt både det danske og grønlandske udbud til biograferne. Men hvor de danske tit- ler kun udgør en beskeden del af det samlede spillefilmsudbud i Danmark, udgør de over l/4 af det grønlandske udbud i den samlede periode. Opdelingen i 2 perioder viser sam- tidigt med at antallet af film er redu- ceret, at de amerikanske film i 2. periode har øget deres antal væsentligt. Et par nye lande er kommet til i 2. periode, nemlig Australien og Norge, men ellers er antallet af repræsenterede lande faldet gennem 70'erne, f. eks. nogle øst-euro- pæiske lande. Dette har også indflydelse på udbuddet af kvalitetsfilm, da nogle af disse i 60'erne netop stammede fra de mindre repræsenterede lande. Man kan der for sige, at SFC's Grøn- landsafdeling var mere varieret i sit valg af film — mere kvalitetsbevidst end det senere blev tilfældet i filmudvælgelsen. Genre Det er ikke helt uproblematisk at rubri- cere film i genregrupper. Der vil altid være tale om et subjektivt skøn. Allige- vel er en genreinddeling nødvendig for at få et overblik. Spillefilmene er opdelt i 5 hoved- grupper (og i statistikken 25 egentlige genrer og undergenrer.) Den største hovedgruppe udgøres af de deciderede underholdningsfilm. Fol- kekomedier og lystspil er klart domi- nerende med 178 af de ialt 406 film i denne gruppe, der tillige tæller genrer som melodrama, musical og eventyr- film. Blandt folkekomedierne er ikke mindre end 108 danske. Først og frem- mest de populære film »for hele fami- lien« såsom »Far til Fire« og deres af- løser »Min søsters Børn«, der har været vist i Grønland, som hele eller delvise serier. Dirch Passer-film spændende fra »Charles Tante« (1959) over »Onkel Joa- kims Hemmelighed« (1967) til »Alt på et Brædt« (1977) har været vist i stort an- tal. »Olsenbanden« er for tiden at finde blandt de mest sete film. De dansk folkekomedier udgør også de største publikumssucces'er for de danske bio- 25 [19] jc, Revolutionerende morsom ^oprorende ironisk man der af grin !! grafer. Derfor kan det heller ikke over- raske, at grønlænderne i mangel af egen- produktion værdsætter netop den slags film. De er trods alt lettere at forstå rent sprogligt end de tilsvarende udenlandske film. Dertil kommer den genkendelig- hed de repræsenterer, gennem brugen af folkekære skuespillere og den stereotype handling. At folkekomedie-genren kan benyttes langt mere interessant end det oftest er tilfældet, er Li Vilstrup m. fle- res »Tå' det som en mand Frue« (1975) et eksempel på. Filmen parodierer mandssamfundet ved at bytte rollerne om. Denne film er en af de tre re- præsentanter for undergenren kvinde- film, der er blevet vist i Grønland. Blandt de udenlandske komedier, der hovedsagelig er amerikanske, findes en titel som »Peter og Tillie« (1972) med Walter Matthau og Carol Burnett. Fil- men giver måske en forklaring på, hvor- for det amerikanske udbud af komedier og lystspil generelt ikke anses for vel- egnede for Grønland. Disse film er i høj grad baseret på en slangpræget ping- pong dialog, der er meget svær at følge for et ikke engelskkyndigt publikum. Det samme gælder mange farcer og sati- rer. Navne som Fy og Bi, Charles Chap- lin ogjaques Tati er at finde imellem de kun 42 film af slagsen. Men det skyldes, at den form for farce med veludviklet kropssprog og begrænset dialog har sin rod i stumfilmstiden. Af Woody Allens film er kun fa vist i Grøland. Det skyl- des til gengæld, at hans indforstående og intellektuelle humor kun appellerer til et meget begrænset publikum. . De deciderede underholdningsfilm udgør lige knapt halvdelen af de 21 års spillefilmsudbud. Den næststørste hovedgruppe er action- film, der dækker genrer som kri- minalfilm, westerns, krigsfilm m. f., og som tæller 201 titler. Heraf er den alt- overvejende del amerikanske produk- tioner. De 108 kriminalfilm spænder fra udprægede B-film til klassikere som Hitchcock's »Udenrigskorrespondenten« (1940). Westerngenren er repræsenteret med 60 film, hvor igen de amerikanske af gode grunde dominerer, men også de italienske spaghetti-westerns er at finde. Kun en karatefilm er vist i Grønland. »Dragens blodige Klør« (1977) blev i lig- hed med en enkelt pornofilm udvalgt til Grønland, dels som et forsøg, dels for at tilbagevise rygter om censur — en cen- sur, der naturligvis er helt uundgåelig når der skal vælges godt 10 % af det løbende repertoire i Danmark. 26 [20] De ialt 7 horrorfilm er ligeledes ame- rikanske, og fordeler sig med l film i første og 6 film i anden periode. En af de allerseneste nyheder blandt det grønlandske spillefilmsudbud er »Fredag d. 13.« (1981) - en horrorfilm med stort H. Sammen med A/G's an- melder kan man godt forundres over, at en spekulationsfilm af så grov karakter finder nåde for udvælgelsesgruppens øjne (hvis den da ikke er valgt udeluk- kende på grundlag af foromtale og an- meldelser). Dette set i sammenhæng med de yderst begrænsede ressourcer til licenskøb. Antallet af actionfilm udgør omkring Y* af det samlede antal film. De vel- artikulerede bud på genren er undta- gelsen, der bekræfter reglen. Som helhed er actionfilmene gået væsentligt frem i de senere år, hvilket som tidligere nævnt bl. a. må tilskrives, at de øvrige udpræ- gede underholdningsfilm har vist en fal- dende tendens. Den psykologiske og mere proble- matiserende del af filmene udgør den 3. hovedgruppe. Totalt tæller denne grup- pe 119 film, men fra i det første ti-år at udgøre 71 titler er der kun fundet 48 indenfor det seneste ti-år. Af de udpræget psykologiske film er gennemsnitlig 2 nye årligt kommet til Grønland. En af dem er den fremra- gende »Providence« (1977). De socialrealistiske film udgør en endnu mere beskeden del af det samlede udbud med 26 film ialt, hvilket godt kan undre, når man betænker, hvordan denne filmtype har manifesteret sig indenfor den behandlede tidsperiode. Et par af filmene er karakteriseret ved deres RICHARD HARRIS som"MANDEN „ DE KALDTE HEST" *•!* - / BERETNINGEN OM "DEN HVIDE iNDJANEft- VILD , -.r" BARBARISK ÆGTE : pmavuion'STcc.linicolot'ACincmaCenterfilmsPiesmtaiion JIBHOL behandling af misbrugsproblemer af for- skellig art. De samfundskritiske og politiske film har også en tilbagetrukken plads med ialt kun 17 film. »Borgerskabets diskrete Charme« (1972) er en af dem. Denne film adskiller sig iøvrigt fortællemæssigt fra den overvejende del af spillefilms- udbuddet, idet tiden er ophævet i en gang på stedet - for at understrege den absurde vestlige verden. Det er værd at bemærke, at de samfundskritiske film ikke i stigende grad har markeret sig, efter at grønlænderne selv har fået ind- flydelse på udvælgelsen. Den artikulerede del af filmudbuddet er samlet gået tilbage med !/3 indenfor det sidste ti-år. Dette understreger, at underholdningsaspektet set fra et grøn- landsk udvælgelsessynspunkt er filmenes absolut primære funktion. Den fjerde hovedgruppe udgøres af 68 børne- og ungdomsfilm, d. v. s. 7 % af det samlede spillefilmsudbud, hvorfor der naturligvis bør sættes mere ind på dette område. De deciderede børnefilm kan dog ikke ses isoleret, eftersom især folkekomedierne tilgodeser børnepubli- kummet. Blandt andre genrer og under- 27 [21] genrer springer børneegnetheden lige- ledes i øjnene, hvilket til en vis grad modererer billedet (selvom det ikke skal tjene som et forsvar for ovennævnte tal). Børneegnedejilm: Børrié/ungdomsfilm: Folkekomedier: Tegnefilm: Eventyr: Farcer: Naturfilm: IALT: 68 53 28 14 15 11 189 ]A af det samlede udbud kan altså appellere til et alders- og forudsætnings- mæssigt bredt sammensat børnepubli- kum. Som eksempler på de deciderede børnefilm, der ofte er danske, kan næv- nes »Hej Stine« (1970) og »Gummi Tarzan« (1981), der for nylig kom til Grønland. Det er naturligvis glædeligt, at antal- let af børnefilm er steget væsentligt (fra 26 til 42) i 70'er-perioden. Alligevel er tallet urimeligt lavt. Kun ved at ty til ovennævnte sammenlægning med film, der i nøjere — eller ligeså høj grad er pro- duceret med voksenpublikummet for øje, nåes der frem til et antal film, som man kunne forvente. Dette sagt i rela- tion til den forfordeling som børn i større eller mindre grad udsættes for i kulturelle sammenhænge. En sammen- ligning bare med antallet af action-film taler sit tydelige sprog. Den femte hovedgruppe på ialt 41 film er meget broget. Udover egentlige dokumentarfilm (i spillefilmslængde) er der tale om filmede rockkoncerter, et par cirkusforestillinger, naturfilm m. v. Det samlede antal naturfilm på spille- filmsrepertoiret (11 film) er de grøn- landske forhold taget i betragtning tem- melig beskedent. Det skal dog ses i lyset af, at skolecentralen i Grønland gennem sit kortfilmsudbud (særlig katalog fra SFC, der også indeholder 20 spillefilm) formidler en del naturfilm til biblio- teker, foreninger m. v. Filmene i denne gruppe er af ud- præget visuel karakter, bortset fra kon- certfilmene, der naturligt nok først og fremmest er auditivt funderet. Altså film der netop udmærker sig ved ingen eller kun ringe dialog. Antallet af titler i de to perioder er forholdsvis konstant, hvilket kunne tyde på at interessen svarer hertil. Et grønlandsk kulturliv i europæisk forstand er p. g. a. den geografiske spredning af en i forvejen lille befolk- ning meget begrænset. Derfor er det også forståeligt, at f. eks. cirkusfilm vir- ker tillokkende på publikum. Sammenfattende kan det siges, at det empiriske materiale viser med hvilken overvægt de kommercielle underhold- ningsfilm, groft sagt 3/4, er tilgodeset i filmrepertoiret. Og dette på trods af den status af monopol, som staten og/eller enkeltpersoner har indtaget i. f. t. ud- vælgelsen. Og samtidig hvorledes de mere kvalitative bud har været aftagende indenfor de seneste år. Det er naturligvis en yderst vanskelig opgave at skulle udvælge spillefilm til Grønland, men man kunne med rimelig- hed forvente, at Hjemmestyret, hvor udvælgelsesansvaret i sidste instans hen- hører, ville tilgodese de mere kvalitets- betonede film. Det skulle på trods af de sproglige hensyn ikke være umuligt at 28 [22] VERDENS SJOVESTE COWBOY DANSK TALE og SANG OVE SPROGØE CLAUS RYSXJÆR JESPER KLEIN OTTO BRANDENBURG JESS INGERSLEV m.fl. udvælge 40 film årligt af en mere va- rieret karakter end tidligere uden derfor at begrænse filmenes underholdnings- værdi. På filmcentralen i Nuuk udarbejdedes i 1979 en fortegnelse over filmenes for- ventede indtjening i 1980. Filmene blev opdelt i 8 kategorier. Om filmene i gruppe 6-7 hedder det, at nogle titler helt burde være undgået. Det gælder f. eks. en film som »Alle præsidentens mænd« (1976), der jo netop også kun er interessant når man kan følge den tætte dialog, og derfor et håbløst valg i en grønlandsk sammenhæng. Selvom en sådan økonomisk betragtning på titlerne kan vise, hvor udvælgelsen har slået helt fejl, er den alligevel farlig, fordi den kan føre til et meget uheldigt snæversyn. Der foreligger kun 2 kortfilm, der er skabt på helt grønlandske præmisser — og med grønlandsk besætning hvor det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Nemlig: »Da myndighederne sagde Stop« (1975), og »Aasivik 77« (1980). Også indenfor spillefilmsområdet er nøgleordet egenproduktion, men det koster mange penge og fordrer en talentmasse, som Grønland måske ikke for øjeblikket har. Men spændende bli- ver det, hvis eller når grønlænderne selv begynder at producere. 29 [23]