[1] Grønlænderne i dansk antropologi før 2. verdenskrig Af Ole Høiris Det mest behandlede emne i dansk antropologi før 2. verdenskrig var grøn- lændernes eller bredere, eskimoernes oprindelse. Analysernes primære mål var dels at fremstille det empiriske histo- riske forløb, der gik forud for den euro- pæiske kolonisering af Grønland og det nordlige Amerika, dels at finde årsa- gerne til dette forløb. Mens der var mange bud på det første problem, var der stort set enighed om det sidste. Ud fra forskellige blandinger af en kultur- historisk og en antropogeografisk teore- tisk holdning mente forskerne, at kultu- ren enten som en helhed eller i enkelte kulturelementer havde spredt sig samti- dig med, at der skete en tilpasning til de lokale naturgeografiske omgivelser og, for nogle antropologers vedkommende, også til de eksisterende kulturelle omgi- velser. I disse analyser blev kulturen gjort til et naturvidenskabeligt objekt, som ideelt kunne studeres helt afhængigt af de mennesker, der var bærere af den pågæl- dende kultur. På nøjagtig samme måde som man kunne undersøge, hvordan en bestemt dyre- eller planteart spredte sig i en bestemt natur, kunne man under- søge, hvordan en bestemt kulturart gjorde det samme. En generel effekt heraf var, at grøn- lænderne altid blev betragtet som pas- sive agenter for natur- og kultur- bestemte historiske udviklinger, hvorfor de naturligvis ikke kunne tage aktivt del i deres egen udvikling. Ændringer måtte derfor komme udefra. Meget firkantet kan man sige, at i denne naturvidenska- belige opfattelse var det lige så umuligt for grønlænderne at tilrettelægge deres egen udvikling mod den ene eller den anden form for civilisation, som det i sin tid havde været umuligt for uroksen selvstændigt at udvikle sig til tamoksen, eller for den vilde majs selvstændigt at udvikle sig til den majs, der dyrkes i dag. Ligesom der i teorierne allerede lå en holdning til grønlænderne, så var en så- dan også mere eksplicit til stede hos de enkelte forfattere. Selv om de enkelte antropologer i deres analyser kom meget langt i deres bortabstraktion af grønlæn- derne, kunne det ikke undgås, at der ind imellem og især i deres populære skrifter optrådte levende mennesker, som de derfor måtte tage stilling til og karakteri- sere. 30 [2] Hans Egedefortaller grønlændere om djævelen og alle hans gerninger. Billedet hang tidligere i mange danske skolestuer. Det menneskesyn, der udsprang af de teoretiske tilgange og de karakteristik- ker, der blev leveret i de populære skrif- ter var vigtige elementer i udviklingen af den ideologiske opfattelse af grønlæn- derne, som dannedes i den danske be- folknings holdning til Grønland, grøn- lænderne og den danske politik i forhold til vor nordlige koloni. Det er på denne baggrund, at følgende fremstilling af den antropologiske opfattelse af grøn- lænderne skal ses. Hans Egede I de tidligste danske fremstillinger af grønlænderne var den ramme, beskrivel- serne blev sat ind i, bestemt af den reli- giøse verdensanskuelse, som var domi- nerende for perioden. Grønlænderne var for Hans Egede primært hedninge og derved på den ene side foragtelige, på den anden side naturligvis ikke uimodta- gelige for at blive inddraget i Egedes guds velsignende rige. Egede påpegede gang på gang, at grønlænderne var kold- sindige, dumme og følelsesløse, samt at de manglede en øvrighed, lov, orden og disciplin. Dertil var de grove, tølperiske og enormt urenlige. Alligevel kunne det siges til deres ros, at de levede bemær- kelsesværdigt fredeligt med hinanden, at de var humoristiske og omgængelige, samt at de, til beskæmmelse for de kristne, ikke lod nogen sulte. Hvad de- res moral angik, var de meget tugtige før ægteskabet, men derefter var det helt 31 [3] galt, især for kvindernes vedkommende. Endelig gjorde de ifølge Egede ikke me- get ud af opdragelsen, idet de ikke tævede deres børn. Hermed var der lagt op til to af de temaer, der også i fremtiden blev væsentlige i opfattelsen af grønlæn- derne, nemlig at grønlænderne var anderledes og skulle laves om, og at det stod specielt galt til med de grønlandske kvinder. Rammerne for behandlingen af disse temaer skulle ændre sig meget gen- nem tiden, men essensen forblev den samme. Hans Egedes fremstilling af grønlæn- derne i bogen »Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Histo- rie« fra 1741 var i lang tid grundlaget for den danske opfattelse af grønlæn- derne. Da en anden teolog, C. Bastholm 62 år senere i sit 4-bindsværk »Histori- ske Efterretninger til Kundskab om Mennesket i dets vilde og raa Tilstand« skulle beskrive grønlænderne for den danske offentlighed, var det næsten ord- ret Egedes billede, han videregav. Dog broderede han lidt videre, idet han ikke kunne forestille sig, at de kristne havde noget at beskæmme sig over i forhold til de hedenske grønlændere. De var nu et egennyttigt folk og derfor behersket af en hårdhed og ubarmhjertighed, der vi- ste sig ved at de var helt ligeglade med andres nød. Ikke blot undlod de at hjælpe folk i nød, nej de kunne endog muntre sig over dem. For Egede og for Bastholm var grøn- lænderne altså primært hedninge, som skulle missioneres, og nødvendigheden af missionen blev bl. a. påvist ved de me- get negative beskrivelser af grønlæn- derne, mens de meget få positive træk var med til at vise, at disse mennesker dog trods alt - og med en ihærdig ind- sats — var modtagelige for kristendom- men. Heinrich Johannes Hink Efter denne karaktermæssige bundskra- ber kunne det næsten kun gå fremad for grønlænderne, hvad der da også skete, efterhånden som der ikke længere var så tæt en forbindelse mellem grønlænder- nes dårligdomme og bevillinger til at arbejde i landet. En sådan positiv hold- ning ses i Graahs rapport »Undersøgel- sesrejse til Østkysten af Grønland. Efter kongelig Befaling udført i Aarene 1828-31«, hvori i det mindste østgrøn- lænderne beskrives som ærlige, blide, høflige, sædelige, ordholdende, sanddrue og fredelige så længe man ikke foruret- tede dem. De levede således på mange måder op til de borgerlige dyder, omend de ifølge Graah dog også havde nogle enkelte fejl. Som de største nævnte han utaknemmelighed og mangel på medli- denhed over for enker og fattige, som ikke var slægtninge, deres dyremishand- ling og endelig deres mangel på reli- gion. Herved var der lagt op til at anskue og præsentere grønlænderne ud fra nogle nye værdier, som var frigjort fra den religiøse dimensions dominans, og mere tenderede mod de humanistiske værdier, som også havde været fremme i diskussionen om slaveriets ophør. Denne tendens ses hos Rink, som i sin opfattelse af grønlænderne forsøgte at forene disse humanistiske værdier med de krav, en rationel kolonial admi- 32 [4] Trommedans i Graahs vinterhus på Østkysten, hvor han efter kongelig befaling opholdt sig 1828-31. nistration satte, dog med de sidstnævnte som de vigtigste. Rinks samfundsopfattelse stammede fra Hobbes, hvad der bl. a. kan ses af to elementer i hans opfattelse af situatio- nen i Grønland. For det første mente han, at den elendighed, man nu så i Grønland, var en effekt af det anarki, der var opstået, da danskerne havde fjer- net det grønlandske samfunds sammen- holdsfaktor, angakokken, og ikke erstat- tet den mecl en ny. Og for det andet mente han, at det grønlandske samfund ikke havde været væsensforskelligt fra vort eget, idet alle de kulturmanifestatio- ner, vi selv havde, måtte være til stede i alle samfund — og derved også i det grønlandske, omend det var i andre for- mer end hos os. Til forskel fra Egede fandt Rink derfor, at der i det grøn- landske samfund var både love, disciplin og religion. Rinks menneskesyn og dermed hans opfattelse af grønlænderne havde sin rod i den samme rationalisme, som karakte- riserede hans samfundssyn. Han havde stor respekt for grønlænderne og mente ikke, at de var repræsentanter for en 33 [5] Helga, Amalie og Karen fotograferet i Godt håb af H.], Rink 1862. Nationalmuseet, Etnografisk Samlings billedarkiv. inferiør race. Han fandt ikke, at man kunne bruge racekriterier til at skelne grupper i Grønland, og foreslog i stedet, at man skelnede ud fra uddannelses- mæssige/opdragelsesmæssige kriterier. Ud fra denne antiracistiske holdning fandt han det også meget forkert, at den værste dansker pr. definition altid stod over selv den bedste grønlænder, og Rink vendte næsten den tids opfattelse på hovedet ved at erklære, at fattigdom- men ikke fordummede grønlænderne i samme grad, som den fordummede de lavere klasser i Europa. Grønlænderne havde tidligere kunnet eksistere, fordi de havde udviklet et rationelt samfundssystem i forhold til de betingelser, der var i Grønland. Dette viste sig ved at de havde gjort de dygtig- ste og mest intelligente til samfundets ledere. Det var disse ledere, danskerne havde fjernet, og dette rationelle system, danskerne havde erstattet med et irratio- nelt stændersamfund, hvorefter hele sy- stemet var på kanten af sammenbrud til skade for både Danmark og Grønland. Det synes som om Rink her overfører den hjemlige situation til Grønland. I 34 [6] Juliane og Susanne fotograferet i Godthåb af H. J. Rink 1862. Nationalmuseet, Etnografisk Samlings billedarkiv. Danmark brød det »irrationelle« privile- giesystem jo netop sammen i Rinks funktionstid og blev erstattet med det »rationelle« borgerlige system, dvs. at ikke fødsel, men dygtighed skulle be- stemme en persons samfundsmæssige placering. Hvis Grønland skulle bevares som dansk biland og ikke ende som en fattig- gård, dvs. hvis det skulle bringes til at fungere økonomisk igen, måtte et ratio- nelt system genetableres, og åbnede man mulighed herfor, ville grønlænderne, som de rationelle mennesker, de var, igen gøre Grønland til et levedygtigt samfund og en økonomisk sund koloni. Vi skal ikke her behandle de midler, Rink foreslog til genetablering af et rationelt samfundssystem, men kun kon- statere, at i Rinks fremstilling var grøn- lænderne rationelle mennesker, som ikke var tilbagestående, men blot ander- ledes i forhold til europæerne. Dette billede af grønlænderne blev bekræftet af Gustav Holm. De østgrøn- lændere, han på sin konebådsekspedition i 1883-85 mødte i Ammassalik, blev fremstillet som opvakte, kløgtige, ratio- nelle, udholdende, dristige, livlige, fan- tasifulde, høflige, gæstfrie, m.m. Han fandt dog også visse negative sider så- som f.eks. utugtighed. Endelig var »dybere følelser« som kærlighed, hengi- venhed eller venskab sjældent at finde. Det 19. årh.'s fremstilling af grønlæn- derne blev således afsluttet med en me- get positiv beskrivelse af i det mindste de grønlændere, der ikke havde haft for meget kontakt med danskerne, mens de koloniserede grønlænderes dårligdomme blev forklaret ved en fejlslagen dansk ad- ministration. Til undskyldning for de folk, som gav denne positive beskrivelse skal anføres, at de ikke var videnskabe- ligt skolede og altså stod uden for den racistiske antropologiske evolutionsvi- denskab, som blev udviklet i den samme periode. Vi skal nu se på, hvordan de antropologiske videnskabelige analyser, der kom frem i starten af det 20. årh., ændrede på dette billede af grøn- lænderne, samt hvordan denne ændring påvirkede også de ikke-skolede folks op- fattelse og fremstilling. H. P. Steensby Egedes og Rinks analyser var lavet med henblik på ændringer af forholdene i Grønland, hvorfor disse som mennesker 35 [7] Umiaq