[1] Om overgangen fra fangst til fiskeri i Vestgrønland Af Erik L, B. Smidt I. Indledning I en artikel her i tidsskriftet (1982, nr. 4: 125-139) har Pia Boisen og Bue Nielsen fremsat den opfattelse, at årsagerne til erhvervsskiftet fra fangst til fiskeri i Vestgrønland i århundredets første halv- del var af samfundsmæssig og ikke na- turmæssig art. I en senere artikel (1982, nr. 10: 343—346) er Axel Kjær Sørensen fremkommet med en indsigelse, idet han kritiserer Boisens og Nielsens benyttelse af det statistiske materiale. Fra fiskeribiologisk side finder man det ønskeligt at give et bidrag til diskus- sionen for at få mere balance i tingene. Derfor har jeg følt mig foranlediget til at skrive denne artikel, dels som et debat- indlæg, idet jeg er af den opfattelse, at de naturmæssige årsager har været de afgø- rende, dels for at give en mere generel fremstilling af fiskeriets udvikling fra bierhverv til hovederhverv. — Som mangeårigt ansat biolog ved Grønlands Fiskeriundersøgelser har jeg naturligvis haft let adgang til kilderne, såvel trykte som utrykte. Da diskussionen både angår fangst og fiskeri, omtales i det følgende både fangstdyrene — her dog kun sælerne — og fiskeriets ressourcer. En særlig omtale bliver torskebestanden til del på grund af torskefiskeriets overordentlige betyd- ning for overgangen fra fangst til fiskeri. II. Sælfangsten Det er almindeligt antaget (bl. a. Vibe, 1967; Kapel, 1975), at nedgangen i sæl- fangsten i Sydvestgrønland i årene om- kring 1920 skyldtes en nedgang i sælbe- standen som følge af klimamildningen og sparsommere forekomst af storis. Men også en overbeskatning af sælbe- standen, som hævdet af nogle biologer, er taget i betragtning (Kapel, 1. c.). Da Erik L. B. Smidt et statsbiolog og dr. phil. med en disputats om Vadehavets fauna. Siden 1948 har Erik L. B. Smidt været ansat ved Grønlands Fiskeriundersøgelser med årlige undersøgelsesrejser i Grønland og deltaget i flere af DANA's nordatlantiske togter. Ud over en lang række populærvidenskabelige artikler har Erik L. B, Smidt skrevet afhandlinger, bl.a. om dybvandsrejen, hellefisken og planktonproduktionen ved Sydvestgrønland. 125 [2] der imidlertid er tale om helt forskellige sælarter, er forholdene ikke så enkle, at man uden videre kan generalisere. Man har også rejst spørgsmålet, om sælbe- standene som helhed er gået tilbage, eller om det snarere er deres tilgængelig- hed for fangerne, der er forringet, hvil- ket Kapel (mundtlig information) ikke er utilbøjelig til at mene. For at belyse spørgsmålene vil det være nødvendigt at betragte de vigtigste sælarter hver for sig, nemlig de trækkende sæler, klap- myds og grønlandssæl, der kommer til Vestgrønland på årligt træk fra yngle- pladserne ved Newfoundland, og den stationære, arktiske sæl, ringsælen. Den i dette tidsskrift standende diskussion går ud fra forholdene i Julianehåb-Nanortalik distrikter i årene før og efter 1920, idet Boisen og Nielsen (1982) betragter fangstudviklingen i dette område som i hovedsagen gæl- dende for hele Vestgrønland, hvad der dog er en stærk forenkling. Ifølge Ibsen og Sveistrup (1942) og Statiske Oplys- ninger om Grønland III (1944, Svei- strup red.) er der en vis korrelation mel- lem ismængde og sælfangst i distriktet. Boisen og Nielsen (1. c.) nedvurderer denne sammenhæng, men imødegås af Sørensen (1982), som bemærker, at det sete afhænger af øjnene m.h.t. tydning af de af Ibsen og Sveistrup (1. c.) viste kur- ver. Relationen mellem ismængde og fangst synes mest at gælde de store sæ- ler, og det vil da især sige klapmyds, som synes at være aftaget betydeligt i antal, samtidig med at ismængden aftog. Denne sælart jages fortrinsvis i Juliane- håb og Nanortalik distrikter om foråret i storisen, når den er på vej fra yngleplad- serne ved Newfoundland til fældeområ- derne i Danmarksstrædet, og forklarin- gen på de dalende fangster efter 1920 kan være, at koncentrationen af klap- myds er forskudt mod de større ismæng- der ved Sydøstgrønland. Grønlandssælen (de gamle kaldes sortside, de unge blåside) svigtede i perioden 1910—50 de sydvestgrønland- ske distrikter. Når den i denne periode kom til Grønland fra Newfoundland, søgte den i stedet i større mængder til området mellem Disko Bugt og Uperna- vik, hvor fangsterne steg betydeligt, og nåede endog til Thule (Vibe, 1967). Denne forskydning i udbredelsen ved Vestgrønland må ses i forbindelse med de mindre ismængder i de nordlige om- råder under klimamildningen. Den stationære ringsæl (= netside) er sparsomt til stede ved Sydvestgrønland, når varmt, atlantisk vand trænger frem i Davisstrædet. I samme periode, som grønlandssælen svigtede ved Sydvest- grønland, rykkede også ringsælen mod nord og gav derved stigende fangster i Upernavik distrikt og nordligere til nord for Melville Bugt (Vibe, 1. c.). Som en foreløbig konklusion kan man da antage, at nedgangen i sælfangsten i de sydligste distrikter for en væsentlig del hænger sammen med de forskellige sælarters ændrede vandrings- og op- holdsmønstre. IH. Fiskerierne Indtil midten af 1920'erne var sælfang- sten grønlændernes hovederhverv, men med den store invasion af torsk til Syd- vestgrønland omkring 1920 ændredes billedet totalt, og i slutningen af 126 [3] Storfanger fra Sydgnnlandpå vej hjem med en lang rakke sæler på slæb. Fot.:]obn Møller, Julianehåb distrikt 1910. Fra KNK — Grønlands Landsmttseums billedsamling. 1920'erne var torskefiskeriet det bæ- rende erhverv i Sydvestgrønland og der- med også hovederhvervet for Grønland som helhed. Et kommercielt fiskeri havde dog væ- ret under udvikling gennem mange år. Allerede fra 1770'ernes slutning ind- handledes hajlever til udvinding af tran (Gad, 1969), en produktion der varede ved til 1962. I dette århundredes begyn- delse var interessen for fiskeri stigende. Private danske havde gennem nogle år hos grønlænderne opkøbt fjeldørred (dengang kaldet laks) og hellefisk til salt- ning og eksport, men i 1903 blev Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) bemyndiget til at overtage denne trafik, og siden 1904 indgår disse to fiskearter i listerne over den indhandlede produk- tion til eksport. 127 [4] Landing af torsk i Frederikshdb 1930'erne, Fot.: Paul M. Hansen. Hellefisken fiskedes først og fremmest ved Jakobshavn, hvor fiskerne under Napoleon Andreasens fiskeriforsøg i 1906 (se senere) lærte brugen af lang- liner. Fjeldørreden indhandledes de før- ste år i Holsteinsborg og Sukkertoppen, siden flere andre steder, men denne fiskeart har dog aldrig indfriet de for- ventninger, man havde til den, da de mange lokale elvbestande er små og let opfiskelige. I 1914 oprettedes en hen- kogningsstation i Grædefjorden i Godt- håb distrikt, men tre år efter var de før så fiskerige elve opfiskede, så virksom- heden måtte standses, og fundamen- terne ligger nu som et monument over et fejlslagent projekt. Foranlediget af briggen TJALFE's fiskeriundersøgelser under ledelse af zoologen Adolf S. Jensen i 1908 og -09 startedes i 1910 et rationelt, udenskærs helleflynderfiskeri med langliner og med Holsteinsborg som basis. Ligeledes på foranledning af TJALFE-ekspeditionen startede i 1910 et fjordfiskeri med lang- liner på hellefisk ved Sydprøven, og et torskefiskeri forsøgtes, men uden held, ved Fiskenæsset. Helleflynderfiskeriet fik de første årtier et heldigt forløb, og det kulminerede i anden halvdel af 1920'erne efter at der i 1924 blev indrettet en fabrik til henkog- ning af helleflynder i Holsteinsborg. Men i 1935 ophørte denne virksomhed, 128 [5] efter at helleflynderbestanden var fisket op af store engelsk-norske fiskeriekspe- ditioner, der opererede på de vestgrøn- landske fiskebanker i 1924-34. Der fiskedes med motordoryer fra store moderskibe med fryserier, og et begreb om størrelsen af fiskeriindsatsen får man, når det: oplyses af S. Baldersheim (Hjort og Ruud, 1929), at længden af samtlige langlinesætninger i 1928 ville kunne nå Jorden rundt tre gange ved Ækvator. Udbyttet var stort de første år og kulminerede i 1929, men da helle- flynderen er langsomt voksende og der- for meget sårbar for befiskning, var dette fiskerieventyr forbi midt i 1930'erne, og siden har den grønlandske helleflynderbestand befundet sig på et ret lavt niveau, muligvis holdt nede af den store torskebestand. Helleflynderfiskeriets svigten fik dog en positiv effekt, idet man for at forsyne fabrikken i Holsteinsborg i 1935 for- søgte rejetrawling i de nærliggende fjorde (Beretn. og Knudg. 1936, 2, 6: 686), og det blev starten på det reje- fiskeri, som efter en pause under 2. Ver- denskrig udviklede sig til at blive Grøn- lands næstvigtigste fiskeri, først inden- skærs og siden 1974 især udenskærs. Fiskeriet på hellefisk fik et stort op- sving i 1920'ernes første halvdel i syd- distrikterne, men derefter gik det stærkt tilbage samtidig med torskefiskeriets op- gang, og i 1935 blev fiskeriet indstillet i Julianehåb distrikt på grund af svigtende forekomster, hvilket kan skyldes den store torskeinvasion. Da yngel af helle- fisk på overgangen mellem pelagisk stadie og bundstadie ofte findes i stor mængde i torskemaver i august-septem- Hellejlynder taget på langline. Store Hellefiske 'Banke juli 1965. Fot.:Erik L. B. Smidt. ber (Jensen og Hansen, 1930, 1931), kan det have bevirket en svigtende rekruttering af hellefiskebestanden. I norddistrikterne, hovedsagelig Jakobs- havn, kom en nedgang i fiskeriet på hel- lefisk i anden halvdel af 1930'erne, hvor man, foruden en nedgang i bestanden, må regne med, at interessen mere har samlet sig om det stigende torskefiskeri. Trods en mislykket start ved Fiske- næsset i 1910 fik torskefiskeriet i de føl- gende år en stigende betydning i hele Sydvestgrønland for i løbet af 1920'erne at blive Grønlands vigtigste erhverv. I det følgende skal derfor gives en mere indgående omtale af torskebestande og torskefiskeri ved Vestgrønland i det hi- storiske forløb. 129 [6] 137 cm lang torsk. Godthåbsjjorden august 1951. Fot.: Erik L. B. Smidt. JV. Torskebestande og torskefiskeri ved Vestgrønland Torskens forekomst har haft en perio- disk karakter. Til tider har der været tal- rige forekomster på fiskebankerne i Davisstrædet og i de indenskærs områ- der, -Og til andre tider har forekomsterne været så sparsomme, at kommercielt fi- skeri ikke har kunnet betale sig. Fra for- rige århundrede kendes to torskerige perioder af kortere varighed og fra dette århundrede den nuværende, som be- gyndte omkring 19920, men som fra 1970 har befundet sig på et lavere niveau. I det følgende skal periodiciteten i torskeforekomsterne behandles mere indgående, idet jeg går ud fra en publi- kation af de tidligere fiskeribiologer for Grønland, Adolf S. Jensen og Paul M. Hansen (1930, i engelsk oversættelse 1931), hvis kildemateriale jeg har gået efter, både publikationer og arbejdsjour- naler fra Napoleon Andreasens forsøgs- fiskeri i 1906 og fra TJALFE-ekspedi- tionen i 1908-09. Historiske redegørel- ser er desuden givet af O. Bendixen (1930), Hansen og Hermann (1953) og Mattox (1973). Redegørelsen her be- handler følgende tidsafsnit: Før dette århundrede, dette århundredes begyn- delse indtil klimamildningen og torske- perioden efter klimamildningen. 130 [7] a. Torskeforekomster før dette århundrede Siden 1749 findes spredte oplysninger om kortvarige torskeperioder ved Syd- vestgrønland i indberetninger i KGH's arkiver (Gad, 1969 og 1976); men det almindelige indtryk er, at forekomsterne i lange perioder var så ustabile, at man ikke kunne være sikker på at fiske til husbehov. Kendskabet til forekomsterne af torsk, og fisk i det hele taget, i 1800-årenes første halvdel skyldes først og fremmest Rink (1852 og 1857). Tor- skens forekomst i almindelighed var dels på de udenskærs banker fra 68° N til syd for Godthåb, dels i kystregionen, hvor den angaves at forekomme årligt snart det ene snart det andet sted fra Juliane- håb til Holsteinsborg. Blandt de pladser, hvor den sjældent udeblev, nævnes frem for alt Fiskenæsset, hvor man fiskede til levering af lever til KGH og til tørring for KGH's regning (Rink, 1857). Af en vis interesse er en bemærkning om, at man gjorde sig umage for at finde indi- vider med rogn, men at de var sjælden- heder. Om den første torskerige periode meddeler Rink (1852: 28-29) efter ud- sagn fra ældre mennesker, at der i egnen omkring Disko Bugt i tidligere år, navn- lig før 1820, havde været torsk, og at der i syddistrikterne var uhyre mængder i 1819-21, hvorefter de udeblev i en længere årrække. Som supplement hertil refererer Jensen (1950) nogle oplysnin- ger fra gamle rejseberetninger. I 1810 havde K. L. Giesecke i sin mineralogi- ske rejsejournal noteret forekomst af store mængder af torsk ud for Grundene (syd for Holsteinsborg) og ud for Kangamiut, og i 1823 havde F. C. Råben under en rejse iagttaget en bety- delig fangst af torsk ved Godthåb (arti- kel i »Tidsskrift for Naturvidenska- berne«). Med nogen forsigtighed kan man da sætte denne torskeperiode til ca. 1810-23. Den næste torskeperiode faldt ret markant i årene 1845—49, da der både på de udenskærs banker og i kystregio- nen blev gjort gode fangster. — Følgende oplysninger om denne torskeperiode er alle fra Rink (1852 og 1857, - grundigst beskrevet! 1852). I 1845 indfandt 2 britiske fiskefartøjer sig på bankerne ved Vestgrønland, og de følgende år kom flere skibe til, dog næppe over 10 årligt, af hvilke de fleste var fra Shetland, de andre fra Skotland og Hull. Bedst var fiskeriet i 1848, da den største fangst på 44.000 stk. torsk blev gjort af et skib med en 26 mands besætning. Allerede i 1849 aftog fiske- riet betydeligt, og i 1850 og -51 var fangsten så sparsom, at fiskeriet ikke betalte sig; i 1850 kom kun 6-7 skibe, i 1851 kun 3, og siden har dette fiskeri af fremmede nationer så vidt vides været opgivet. I 1852 fik Consul Nommesen på Føhr bevilling til at anlægge en fiskeristation på Grønland, og samme år udsendtes et skib med mandskab og husbygningsma- terialer, men fiskeriet mislykkedes af mangel på fisk. I årene 1837—45 foretoges i kystregio- nen en del fiskeriforsøg med vekslende held for KGH's og handelsbetjentenes regning, og i 1845 foretog KGH under ledelse af inspektør Holbøll torskefiskeri ved Holsteinsborg med held. 131 [8] Mere planmæssige fiskeriforsøg fore- toges for KGFFs regning i 1847-51 un- der ledelse af forhenværende købmand på Island, Th. Thomsen. En detaljeret beretning herom findes hos Rink (1852: 35—43), som om disse forsøg skriver, at de »må anses for de mest afgørende, som hidtil er anstiftede, da de lededes af en mand, der både var bekendt for sin driftighed og fortrolighed med det på- tagne arbejde, og hvem der var givet så fri rådighed, at de indvendinger, som hentes fra de bånd, der påhviler en kon- gelig handelsbestyrelses foretagender, i dette tilfælde må bortfalde, og at den eneste grund til produktionens ringe beløb bliver den meget væsentlige: man- gel på fisk«. — Thomsen havde 1—2 skibe, som fiskede i området fra Fiske- næsset til Holsteinsborg, til dels ude på bankerne, men mest i fjordene og ho- vedsagelig ved Holsteinsborg. Der blev gjort gode fangster i 1847—49, men i 1850 var fiskeriet ringe såvel på banker som i fjorde, og i 1851 var der så godt som ingen fisk i begge områder. Thom- sens fiskeri fik altså ganske samme for- løb som de engelske skibes på bankerne i den samme periode. — I Disko Bugt fi- skede grønlænderne i efterårsmånederne af 1845 til —49 torsk i mængde, hvorpå fisken i 1850 og -51 udeblev så godt som ganske (Rink, 1852: 28), altså igen samme forløb. Efter den torskerige perrode 1845—49 findes ingen oplysninger om torsk af be- tydning århundredet ud og ind i begyn- delsen af nuværende. Hvad bankerne angår er forholdene bedst belyst ved det helleflynderfiskeri, som amerikanske fi- skeskonnerter fra Glouchester startede i Davisstrædet i 1866, efter at hvalfangere havde meddelt om mængder af helle- flynder ved Vestgrønland. En meget op- lysende beretning for årene 1866-81 er givet af Newton P. Scudder (1883), som var med om bord på et af skibene i 1879. Langlinefiskeri foretoges i juli- august på bankerne ud for Holsteins- borg og Sukkertoppen ved hjælp af med- bragte doryer, og de antal skibe, som deltog de forskellige år, vekslede fra l til TJ. Der blev j£Jort gode fangster af helle- flynder, som saltedes, hvorimod torsk ikke var til stede i tilstrækkelig mængde til, at det var ulejligheden værd at salte dem, idet forholdet mellem antal af torsk og helleflynder var omkring l til 15. Fiskeriet varede ved til ind i begyn- delsen af nuværende århundrede, da det blev opgivet, ikke af mangel på helle- flyndere, men efter sigende fordi der indførtes høj told på indførsel af saltet helleflynder til USA, (Bendixen, 1930; Hansen og Hermann, 1953). Det kan se ud som om, at helleflyn- derrige periode falder sammen med tor- skefattige og omvendt. I den lange tor- skefattige periode, som varede fra 1850 til ca. 1920, kunne der dog årligt fiskes torsk lokalt i Sydvestgrønland i veks- lende mængder. Det gælder specielt Fiskenæsset, hvor der siden 1860 har fundet en indhandling sted. Under TJALFE-ekspeditionens ophold ved Fi- skenæsset i september 1908 foretog Adolf Jensen udskrifter af stedets ho- vedbøger vedrørende torskeindhandlin- gen (Jensen, 1909 A og B). Af disse ud- skrifter, som findes på GF, fremgår, at der i årene 1860—65 indhandledes torsk til klipfisktilvirkning, hvorefter der de 132 [9] Afvejning af flækkede torsk i Sukkertoppen 1950. Pot.: Erik L. B. Smidt. følgende år indhandledes torskelever. Nogle år svigtede torsken, hvilket skete i 2 tre-årige perioder, 1884-86 og 1903 —05. Foruden leverindhandling var der en privat produktion af forråd af tørfisk, og det mentes, at torsken kunne være udnyttet langt bedre. b. Torskeforekomster i dette århundredes begyndelse Torskefiskeriet havde længe trange vil- kår, dels af mangel på interesse, dels af periodisk mangel på fisk, hvilket sidste bekræftedes af fiskeriforsøg i århundre- dets begyndelse, og det var først med klimamildningen og den dermed for- bundne torskeinvasion efter 1920, at torskefiskeriet fik sin revolutionerende betydning. I 1906 overdrog KGH den færøske fisker og skibsreder Napoleon Andrea- sen at foretage fiskeriforsøg med to kut- tere på bankerne og i fjordene ved Vest- grønland, ikke mindst med fiskeri efter torsk for øje. Bortset fra et par ugers langlinefiskeri efter hellefisk ved Jakobs- havn var kutterne mest optaget af fiskeri med langline og snøre efter torsk og hel- leflynder. Der fiskedes på bankerne mel- lem Godthåb og Holsteinsborg en uge i 133 [10] Torskesalteriet i Sukkertoppen august 1950. Fot.: Erik t. B. Smilt. juni og fra midt i juli til 3. september, hvor der ingen torsk fangedes, men en del helleflyndere. Desuden fiskede det ene skib med tre små både i tre uger i fjordene ved Holsteinsborg med ringe resultat. I sin beretning konkluderer Andreasen (1907): »Når jeg skal udtale mig om torskefiskeriet ved Grønland og bruge de i sommeren indhøstede erfarin- ger som rettesnor, så vil jeg på det be- stemteste fraråde enhver udlænding at gå til Grønland med den ene tanke abso- lut at få torsk«,------»thi jeg har aldrig på noget sted prøvet længere og mere ihærdigt efter at få fisk end her på Grøn- lands kyst og så til belønning opnået et dårligere resultat«. Denne udtalelse må tillægges betydelig vægt i betragtning af. at de færøske fiskere er specialister i den form for fiskeri. De næste fiskeriforsøg blev foretaget af TJALFE-ekspeditionen i 1908, men det må nok indrømmes, at hvad torske- fiskeriet angår, var resultaterne for spar- somme til, at der alene ud fra dem kunne foretages en videregående be- dømmelse af den vestgrønlandske tor- skebestand. Fra ekspeditionsberetningen (Jensen, 1909 A) og TJALFEs journal kan i korthed uddraget følgende: På bankerne gav langlinerne ingen torsk. Enkelte linesætninger på Fyllas Banke den 21. juni og på Store Helle- fiskebanke 3.—4. juli gav hverken torsk eller helleflynder, men da vandtempera- turerne var omkring 0° C, kunne man 134 [11] ikke forvente, at fisken skulle være vandret op på bankerne. På Store Helle- fiskebanke fiskedes igen 21.—25. august, da vandtemperaturen var steget til ca. 3° C, og der blev da fanget en del helle- flynder, men ingen torsk. Det indenskærs fiskeri var ikke meget bedre bortset fra torskefiskeriet ved Fi- skenæsset i september. I juni forsøgtes i Godthåbsfjorden, ved Holsteinsborg og i fjordområdet ved Sarfanguaq næsten uden fangst, antagelig fordi man var for tidligt på færde. Grønlænderne oplyste, at ved Sarfanguaq plejede mange store torsk at komme i juli. I juli—august fan- gedes kun nogle få torsk i Diskobugt og Egedesminde distrikt, og torskestimer observeredes ved Ritenbenk. Først da TJALFE sluttede sæsonen ved Fiske- næsset i september fik den gode torske- fangster, men allerede forinden havde den stedlige befolkning fisket og tørret fisk til vinterforråd. I 1909 var TJALFE hovedsageligt be- skæftiget med hellefisken, men i septem- ber observeredes store mængder af torsk i sundene ved Kap Farvel, og der blev gjort store fangster. Grønlænderne kun- ne berette, at torsken plejede at vise sig i området i august—oktober, hvor- efter den aftog i mængde (Jensen, 1909 B). I 1914 forsøgte to færøske kuttere helleflynderfiskeri ved Vestgrønland, og de fik rigeligt med helleflynder og hav- kat, men ingen torsk (Hansen og Her- mann, 1953). På grund af krigen opga- ves videre forsøg. Disse fiskeriforsøg giver samstem- mende et billede af en beskeden vest- grønlandsk torskebestand i århundredets begyndelse. På bankerne fangedes slet ingen torsk, hvorimod der indenskærs fandtes lokale bestande af varierende størrelse. Dertil giver de årlige beretnin- ger om fiskerierne, publiceret i »Beret- ninger og Kundgørelser«, et klart billede af de indenskærs forekomster, som kunne være ret betydelige, og som tog til i mængde i årene før 1920. De første år efter 1910 var der kun betingelser for fiskeri med eksport for øje i fjordene og sundene ved Fiskenæsset og Sarfanguaq, men efterhånden kom flere pladser til. Ved Fiskenæsset slog fiskeriet fejl i 1909 og —10 af mangel på fisk, men i 1911 indfandt torsken sig igen, og i de følgende år kom den i varierende mængde og fiskedes til indhandling. - Ved Sarfanguaq startede fiskeriet i 1912 med godt resultat og fortsatte de føl- gende år med stigende udbytte. — Ved Atangmik, Sukkertoppen distrikt, star- tede et torskefiskeri i 1914, fra 1917 kom Frederikshåb med, fra 1918 Julia- nehåb distrikt og fra 1919 Godthåb. I beretningen om de rationelle fiskeri- foretagender for 1917 (Beretng. og Kundg. 2, 1918) siges generelt: »Af mærkelige begivenheder på fiskeriets område kan omtales, at der i sommeren 1917 overalt i Julianehåbs og Frederiks- håbs distrikter optrådte havtorsk (kab- liau) i forbavsende masser«. — Denne torskerigdom fortsatte i 1918 og 1919, fulgt af en midlertidig nedgang, som at- ter fulgtes af en opgang i 1920erne. c. Torskeinvasion og torskefiskeri Torskeinvasionen til syddistrikterne i 1917 må betragtes som indledningen til den torskeperiode, som i de efterføl- 135 [12] Regtaing af bundgarn i Amerdlaq Fjorden, Holsteinsborg distrikt, juli 1965. Fot.: Erik L.. B. Smidt. gende årtier ændrede det grønlandske erhvervsbillede. Disse torsk må antages at stamme fra den islandske bestand, hvilket senere undersøgelser bekræftede. Medens der til stadighed har været torsk i kyst- og fjordområder omend i vekslende mængder, synes bankerne at have været så godt som uden torsk i de torskefattige perioder. Jensen og Hansen (1930, 1931) meddeler, at foruden de ovennævnte fiskeforsøg søgte også KGFPs fragtskibe jævnligt efter torsk på bankerne i begyndelsen af århundredet uden resultat. De første torsk blev taget på Fyllas Banke i juli 1921, og i 1922 og —23 fandt de danske inspektionsskibe torsk på banken i juli. I 1924 foretog in- spektionsskibet ISLANDS FALK med fiskeribiologen Å. Vedel Tåning om- bord fiskeriforsøg i juni og fandt da torsk i mængde på Fyllas Banke, men kun få på de nordlige banker. I 1925 fandt havundersøgelsesskibet DANA i juli betydelige torskeforekomster på Fyl- las Banke og sydlige del af Lille Helle- fiskebanke, men kun få på de sydligere banker. Norske skibe på sæl- og hvalfangst havde gennem flere år lejlighedsvis for- søgt krogfiskeri på bankerne i Davis- 136 [13] A = middel april til september — B = middel april til oktober T T T T n r 1876-80 1886-90 1896-1900 1906-10 1916-20 1926-30 1936-40 1946-50 1956-60 1966-70 1971-75 Figur 1. Temperaturanomalier for overfladevandet ved Vestgrønland i april-september (kurve A) og ved Sydgrenland i april—oktober (kurve B). T. emperaturafvigeherfra gennemsnitstemperaturen i den kolde periode 1976-1915, beregnet til fem års glidende gennemsnit. (Efter Danmarks natur 1'1:: Grenland, 1981). strædet og berettet hjem derom, og i august 1924 fandt det norske havunder- søgelsesskib MICHAEL SARS mængder af torsk og helleflynder på Fyllas Banke og Lille Hellefiskebanke (Hjort og Ruud, 1929). Samme år indfandt norske fiske- skibe sig første gang på de vestgrøn- landske fiskebanker. I 1925 indfandt færøske fiskeskibe sig på fiskebankerne, og de følgende år fulgte andre nationers efter, britiske, ty- ske, portugisiske, franske, spanske m.fl., så der i 1930erne var samlet en talrig international flåde af fiskeskibe ved Vestgrønland i sommermånederne. Efter torskeinvasionen i syddistrik- terne i 1917 bredte mængder af torsk sig de følgende år nordpå i kystregionen. De nåede 1922 Sukkertoppen distrikt, 1928 området ved Disko Bugt og 1930 Umanak distrikt (Hansen og Hermann, 1953). Det lokale grønlandske torskefiskeri var som omtalt godt i gang før 1920erne, men med torskeinvasionen tog udviklingen fart, som det ses af føl- gende tal for grønlændernes årlige ud- bytte angivet i tons uberedt fisk: 1915: 98, 1920: 454, 1925: 1.024, 1930: 9.658. Fangsten i 1930 var den største inden 2. Verdenskrig. — Det totale tor- skefiskeri ved Vestgrønland, grønlæn- dernes og de fremmede nationers tilsam- men, var i 1925: 1.551, i 1930: 74.248 tons. d. Årsagerne til torskerigdommen Dette århundredes torskerige periode, som har været af betydelig længere va- righed end nogen hidtil kendt, falder ret nøje sammen med en periode med gen- nemgående høje temperaturer i de øvre vandlag ved Vestgrønland. Figur l viser variationerne i overfladetemperaturerne 137 [14] HAVTEMPERATUR C 1.5- 1930 W) 1950 1960 1970 Figur 2. Kurven angiver temperaturanomalierfor overfladevandet ved Vestgrønland i april—september svarende til kurve A. i figur 1. — Søjlerne angiver totalfangster af torsk ved Vestgrønland, hvoraf linierne forneden angiver Grønlands andel. gennem en hundredårig periode, baseret på ruteskibenes målinger rapporteret til Meteorologisk Institut. Det ses, at perio- den med lave temperaturer fra 1876 ind- til først i 1920erne falder sammen med den torskefattige periode, og at den rela- tivt stærke temperaturstigning efter 1920 få år efter følges af et stort torske- fiskeri kulminerende i 1930erne, som det fremgår af figur 2. I krigsperioden blev der ikke gjort temperaturobserva- tioner, og de fremmede fiskeskibe ude- blev. Efter krigen nåede torskefiskeriet nye højder, som langt overgik 1930- ernes, men et brat temperaturfald fra og med 1969 fulgtes af et drastisk fald i fiskeriet. - Fra og med 1974 kvoteredes torskefiskeriet, hvorefter de årlige total- fangster ikke længere er udtryk for tor- skebestandens størrelse. De relativt høje vandtemperaturer virker på to måder. Dels bevirker høje temperaturer en god overlevelse af tor- skeynglen, hvorfor der som regel opstår gode torskeårgange i år med varmt overfladevand i sommermånederne, og dels kan tilstrømning af varmt atlantisk vand transportere ungtorsk til Sydvest- grønland fra det islandske område. Efter gode yngelår kan man de nær- mest følgende år træffe tætte stimer af små torsk i stranden i sommermåne- derne i de nordlige vestgrønlandske di- strikter, særlig fra Holsteinsborg distrikt til Umanak distrikt, hvortil strømmen har ført dem. Også Store Hellefiske- 138 [15] ANTAL (MILL) TONS(1000) IS 19 20 H i! !3 14 f S 16 f 7 !S ?1 30 Jl 3? 13 }<• Ji Jf 37 }t 39 'O 41 4f 43 44 45 46 Figur 3. Forskellige torskeårganges bidrag til grønlundernes torskefiskeri i 1926-50. Sorte søjler angiver antal torsk i millioner. Grå søjler angiver vagten i tusind tons. (Efter Hansen og Hermann 1953). banke har i perioder været en vigtig op- vækstplads for unge torsk. Ved køns- modning vandrer torskene fra de nord- lige områder til de sydligere beliggende gydeområder. Figur 3 viser torskeårgangenes bidrag til fiskeriet i de første årtier efter torske- invasionen. Som en første relativt god årgang fremtræder 1917-årgangen, som dog fik en beskeden betydning på grund af det beskedne fiskeri i første halvdel af 1920erne. Det vil erindres, at 1917 var året for en stor torskeinvasion i syd- distrikterne, og denne torskeinvasion har da markeret sig ved en stor yngel- produktion. Af figuren ses, at følgende årgange har været særligt rige: 1922, 1924, 1926, 1934 og 1936. De har fak- tisk båret fiskeriet en lang række år frem til begyndelsen af 1950erne. Figur 4 vi- ser udbyttet af grønlændernes fiskeri fra 1925 frem til 1952. En kulmination i årene 1930—35 var båret af årgangene 1922, 1924 og 1926, og med disse år- ganges forsvinden dalede udbyttet. En næste kulmination i årene omkring 1950 var især båret af årgangene 1934 og 1936. I årene efter 2. Verdenskrig har vandtemperaturer, yngelmængde og år- gangenes styrke været holdt under kon- stant observation for en bedømmelse af fiskeriudsigterne. Årgangsstyrken bereg- nes ud fra aldersanalyser, som foretages på store antal torskeøresten, der hvert år indsamles fra de kommercielle fangster. s - Figur 4. Det årlige udbytte af grønlændernes torskefiskeri i 1925—52 angivet i tusind tons uberedtftsk. (Efter Hansen og Hermann 1953). 139 [16] Fhkning af torsk. Sukkertoppen 1950. Fot.: Erik L. B. Smidt. Den anden mekanisme for gode år- ganges opståen har været mere sjælden. Det er de ovenfor nævnte tilførsler af ungtorske med varmt atlantisk vand fra det islandske område. Sådanne årgange, hvoraf kan nævnes 1956, 1963 og 1973, gør sig først gældende i de sydligste vestgrønlandske distrikter, og det er sandsynligt, at den torskerigdom, der fandtes i Julianehåbs og Frederikshåbs distrikter i årene 1917—19, stammede fra det islandske område. At den grønlands- ke torskebestand i det hele taget har sin oprindelse fra den islandske bekræftes yderligere ved, at de to bestande på grundlag af hæmoglobinundersøgelser synes at være genetisk identiske (Sick, 1965). V. Årsager til skiftet fra fangst til fiskeri i Vestgrønland I deres artikel her i tidsskriftet imødegår Boisen og Nielsen den almindelige anta- gelse: »at det skift i hovederhverv fra sø- pattedyrfangst til fiskeri, som fandt sted i Vestgrønland i første halvdel af dette århundrede, har naturmæssige årsager: et aftagende antal sæler tvang grønlæn- derne til et erhvervsskift«. — Videre hed- der det: »Det var ikke sådan, at grønlæn- derne begyndte at fiske, fordi sælfang- sten svandt ind. Tværtimod gik sælfang- sten ned, fordi grønlænderne af andre grunde påbegyndte et øget fiskeri. Der- med er også sagt, at det ikke er de natur- mæssige ændringer, der var den primære årsag til produktionsskiftet, men der- imod samfundsmæssige faktorer«. Når jeg tager diskussionen op, er det, hvad formentlig fremgår af det i afsnit IV meddelte, ud fra den opfattelse, at hovedårsagen var naturmæssig. Den pri- mære årsag var stigningen i havtempera- turerne, som medførte den store inva- 140 [17] sion af torsk, der muliggjorde fiskeriets udvikling til hovederhverv, fremfor at det var nedgangen i sælfangsten, der var årsagen. Diskussionen om sælfangst kontra fi- skeri går tilbage til århundredets begyn- delse, og da kan jeg ikke afstå fra at citere et par udtalelser af Adolf Jensen (1910) i en artikel om fiskeriundersøgel- serne i 1908 og -09. I »Afsluttende Be- mærkninger« skriver han bl.a.: »Hvorom alting er: selv om man ikke ser så sort på forholdene som dem, der påstår, at sæ- len tager af, så vil dog vel ingen hævde, at sælernes antal tager til. Men det gør grønlændernes. Trods alle ildevarslende spådomme i modsat retning viser det sig, at den grønlandske nation er et leve- dygtigt folkefærd. Fødslernes antal over- stiger dødsfaldene, så at folketallet ved midten af vort århundrede sandsynligvis vil være steget til 20.000 og ved århund- redets udgang til 40.000 (beregnet efter tilvæksten i tiåret 1894-1904). Men en tilsvarende forøgelse kan ikke påregnes af den bestand af sæler, der kan nås med kajak fra den grønlandske kyst«. — Noget senere hedder det: »Mit ideal af en grøn- lænder er en mand, der tager sæl, når der er sæl, og fanger fisk, når der er fisk. Og det er en ganske fejlagtig anskuelse, at disse erhverv ikke kan forenes —«. I 1920erne genoplivedes diskussio- nen, da forhenværende inspektør for Sydgrønland O. Bendixen og Adolf Jen- sen førte en polemik i Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1926/27 (1927), en polemik som Boisen og Nielsen refere- rer til. I diskussionen, som desværre ef- terhånden fik en personlig karakter, var Adolf Jensen af den opfattelse, at grøn- lænderne går over til fiskeri, når sælbe- standen svigter, medens Bendixen hæv- dede, at det var det pekuniært mere ind- bringende ved fiskeriet, der lokkede fra fangst til fiskeri, og at sælfangsten som følge deraf måtte gå tilbage. — Min op- fattelse er, at begge havde fat i en del af sandheden, men de kunne ikke dengang forudse, hvilken samfundsmæssig om- væltning torskefiskeriet skulle medføre, da man ikke kunne forvente en så lang- varig torskeperiode. I afsnit II konkluderede jeg, at ned- gangen i sælfangsten for en væsentlig del skyldtes de forskellige sælarters ænd- rede vandrings- og opholdsmønster. Men det modsiger ikke, at nedgangen i fangsten kan være forstærket ved, at in- teressen for torskefiskeri stimuleredes ved de forbedrede muligheder for dette fiskeri og ved de bedre indtjeningsmu- ligheder ved fiskeri på grund af Hande- lens prispolitik. I deres artikel tilslutter Boisen og Nielsen sig Bendixens opfattelse. De henter navnlig deres argumenter hos Ib- sen og Sveistrup (1942) og Bendixen (1930), og der gives interessante in- formationer og betragtninger. At den indre dynamik i det grønlandske sam- fund i forbindelse med overgangen til penge- og dermed vareøkonomi har væ- ret af meget stor betydning for er- hvervsskiftet, kan ikke betvivles, lige- som andre sociale faktorer, hvoriblandt det stigende befolkningstal, må have væ- ret af betydning. — Alligevel vil jeg til- lade mig at hævde den opfattelse, at de naturbetingede årsager er de overord- nede udfra nogle ganske elementære vi- denskabsteoretiske betragtninger. 141 [18] Stativer med tørfisk i Kapisigdlit 1956. Fot.: Erik L.. B. Smidt. Holder vi os til definitionen af en år- sag som en begivenhed, der ifølge en lovmæssighed (»naturlov«) medfører en anden begivenhed, virkningen, kan år- sag-virkning-forløbet illustreres ved et pædagogisk eksempel: et æble hænger på træet (er underkastet faldloven), stilken klippes over (årsag), æblet falder til jor- den (virkning). Eller lidt mere komplice- ret: et jagtgevær er ladet med krudt og hagl (konstituerer et lovkompleks af un- derordnede årsag-virkning-relationer), der trækkes på aftrækkeren (årsag), skuddet går af (virkning). — Og nu til sa- gen: havtemperaturen stiger ved Grøn- land (årsag), torskebestanden er følsom for temperaturændringer (lovkompleks), torsken invaderer det grønlandske hav- område (virkning og ny årsag), grønlæn- derne har behov for erhvervsudvikling (lovkompleks af samfundsmæssige år- sag-virkning-relationer), grønlænderne udvikler et torskefiskeri (virkning). Det forekommer mig, at Boisen og Nielsen har byttet om på årsag og »lov«, og mit synspunkt er i den givne situation som årsag at udvælge den begivenhed, som har været udslaggivende for overgangen fra fangst til fiskeri. Det subjektive deri indrømmes, men skal flere begivenheder fremhæves som årsager, kan vi jo ende i det absurde, at samtlige begivenheder i hele universet er årsag. — Nok med dette, men man kan dog ikke undervur- dere temperaturgangen som årsag til den grønlandske torskebestands op- og nedgang og følgelig til fiskeriets op- og nedgang. 142 [19] VI. Afsluttende bemærkninger Ud fra den antagelse, at havtemperatu- ren og de deraf afhængige biologiske foreteelser er af afgørende betydning for fiskeriet, foretager fiskeriundersøgelser- ne årligt observationer vedrørende tem- peraturer o. a. hydrografiske forhold, yn- gelproduktion og bestandsdynamik i ressourcerne for fiskeriet. Temperatur- faldet efter 1968 var lige så brat som op- gangen efter 1920, og resultatet blev en drastisk nedgang for torskebestanden (ganske vist hjulpet godt på vej af den fremmede trawlerflåde), og denne ned- gang kom meget på tværs af KGH's stortrawlerprojekt, som netop startede i 1969, og som var planlagt i 1960ernes torskerige tid. Når de grønlandske tor- skefangster — i modsætning til de frem- mede nationers — ikke gik ned, skyldtes det indsatsen fra disse stortrawlere; men på grund af torskebestandens utilstræk- kelighed måtte trawlerne desuden satse på andre ressourcer, og da blev de uden- skærs rejeforekomster, som fiskeriunder- søgelserne med undersøgelsesskibet DANA havde fundet allerede i 1965, den tiltrængte redningsplanke. Men det er en anden historie, som Kipling siger, og den må en anden fortælle. Litteratur: Andreasen, Napoleon 1907: Rapport, afgiven til Indenrigsministeriet af Lederen af de i Aaret 1906 anstillede Fiskeriforsøg ved Grønlands Vestkyst. - Meddelelser fra Direktoratet for den kongelige grønlandske Handel for Aarene 1902-1906: 2''0-272. Bendixen, O. 1930: Grønlandsfiskeriet, dets Historie og Fremtidsmuligheder. (Aschehoug og Co.). Bendixen, O. og Ad. S. Jensen 1927: Grønlænder- nes Fiskeri. Bemærkninger til Professor Ad. S. Jen- sens Artikel i Selskabets Aarsskrift 1925/26. Af O. Bendixen. — Professor Ad. S. Jensen og Inspektør O. Bendixens gensidige Modbemærk- ninger. — Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1926-27: 71-79. Beretninger og Kundgørelser vedrørende Koloni- erne i Grønland 1911-1912, og fra 1913 Ber. og Kundg. vedr. Styrelsen af Grønland: Heri årlige beretninger om de lokale fiskerier. Boisen, Pia og Bue Nielsen 1982: Årsager til erhvervsskiftet fra fangst til fiskeri i Vestgrøn- land. - Grønland, 4: 125-139. Gad, F. 1969, 1976: Grønlands Historie II 1700-82, III 1782-1808. Hansen, P. M. og F. Hermann 1953: Fisken og Havet ved Grønland. — Skr. Danm. Fiskeri— og Havunders. 15: 1-128. Hjort, J. and J. T. Ruud 1929: Whaling and fishing in the North Atlantic. - ICES Rapp. Proc.-Verb. 56: 1-123. Ibsen, P. og P. P. Svejstrup 1942: Den Erhvervs- mæssige Udvikling i Julianehaab Distrikt 1899- 1939.-Medd. omGrønl., 131, 7: 1-63. Jensen, Ad. S. 1909 A: Indberetning om Fiske- riundersøgelserne ved Grønland i 1908. - Ber. og Kundg., 2, 1909: 11-23. Jensen, Ad. S. 1909 B: Beretning om Fiskeri- undersøgelserne ved Grønland i 1909. — Ber. og Kundg., 5, 1909: 73-106. Jensen, Ad. S. 1910: Fiskeriundersøgelser i Grøn- land 1908 og 1909. - Atlanten Nr. 82: 607-629. Jensen, Ad. S. 1950: On a period with an abun- dance of fish in West Greenland about the begin- ning of the last century. — Vid. Medd. da. naturh. Foren., 112: 249-251. Jensen, Ad. S. og P. M. Hansen 1930: Under- søgelser over den grønlandske Torsk (Gadus callarias L.). Med en Indledning om de grønland- ske Torskefiskeriers Historie. (G.E.C. Gad): 1—55. Jensen, Ad. S. and P. M. Hansen 1931: Investiga- tions on the Greenland Cod (Gadus callarias L,). With an Introduction on the History of the Green- land Cod Fisheries. - ICES Rapp. Proc. - Verb. 72: 1-41. 143 [20] Kapel, F. O. 1975: Recent research on seals and seal hunting in Greenland. - ICES Rapp. Proc.— Verb., 169:462-478. Mattox, W. G. 1973: Fishing in West Greenland 1910-1966. The Development of a new native industry. - Medd. om Grønl. 197, 1: 1-344. Ap- pendix: 1-125. Rink, H. 1852: Om Monopolhandelen paa Grønland. — Betænkning i Anledning af Spørgsmaalet om privates Adgang til Grønland: 1—45. Rink, H. 1857: Grønland geographisk og stati- stisk beskrevet, 2. Det søndre Inspektorat. Scudder, Newton P. 1883: The Halibut Fishery. — Davis Strait. - U. S. Cornm. of Fish and Fisheries. Rep. of the Commissioner for 1880. Washington: 189-191. Sick, K. 1965: Haemoglobin polymorphism of cod in the North Sea and The North Atlantic Ocean. - Hereditas 54: 49-73 (Lund). Statistiske Oplysninger om Grønland III (P. P. Sveistrup red.). — Beretninger vedr. Grønlands Styrelse, Nr. l, 1944. Sørensen, Axel Kjær 1982: Fra fangst til fiskeri i Vestgrønland. (Julianehåbdistriktet) - en indsi- gelse. - Grønland 10: 343-346. Vibe, Chr. 1967: Arctic Animals in Relation to Climatic Fluctuations. — Medd. om Grønl. 170, 5: 1-227. *•*• Fiskekuttere iHo/steinsborgju/i 1965. Fot.:Erik L. B. Smidt. 144 [21]