[1] Førstefangstfesten for småbørn - en overset overgangsrite Af Regitze Margrethe Søby Vi skal tilbage til den 27. juni 1965, og scenen er den lille klippeø Uvingassoq, der betyder »den skrå«. Det er en af de mange småøer i den sydlige del af Melvillebugten, der ligger ca. 30 km nord for Kuvdlorssuaq, den nordligste bygd i Upernavik-distriktet. To familier fra Kuvdlorssuaq lå i telt og var i dette forår i månederne maj - juni faste beboere på Uvingassoq. Det drejede sig om Nukåraq og Mine med fire børn og 'Thomas og Benedikte med tre børn. Jeg tilbragte denne periode med dem. Endvidere kom der jævnligt besøgende fra Kuvdlorssuaq, der op- holdt sig i kortere eller længere tid hos os. Den dag — altså den 27. juni 1965 - var Nukåraq's og Mines ældste søn Kalåq og en ung fanger fra Kuvd- lorssuaq taget på utoq-fangst, men de kom senere hjem uden bytte. Nukåraq var ikke hjemme. Han befandt sig ude ved iskanten og lod vente på sig, og hans kone begyndte at blive ængstelig for ham. Han var nemlig kørt af sted med sin slæde og hunde for nogle dage siden. Der herskede en noget mat stemning på den lille boplads, da han pludselig dukkede op; men det viste sig, at han havde haft heldet med sig på sin fangst- tur. Udbyttet var en narhval med en lang fin stødtand, og det store dyr var endda med foster. Nu kom der pludselig liv i alle, og høje glade råb lød fra kvin- der og børn over denne begivenhed. Mdtak — den rå hud — blev i store flager båret op til teltene, og alle tog straks, forsynet med ulo'er og knive, med liv og lyst fat på denne delikatesse. Derefter fulgte kaffedrikning i begge telte, og Nukåraq, dagens foreløbige midtpunkt, måtte i malende detaljer beskrive jagtens forløb. Det var første gang, at han helt alene havde fanget en narhval ved iskan- ten. Et stort stykke mdtak blev foræret til Thomas og Benedikte i teltet ved siden af. Kort tid efter lød der et råb fra nabo- teltet »qavko«, en invitation til alle til- stedeværende om at komme ind på be- søg. Da jeg trådte ind i teltet, så jeg til min overraskelse, at narhvalens foster var anbragt på en flad sten direkte på gulvet. En kniv lå ved siden af. Alle de 149 [2] Den ét-årige Simon, hovedpersonen i den skildrede symbolskeførstefangstfest, pd skødet af sin mor. Uvingassoq nordfor Kuvdlorssuaq. Fat.: Regitze Margrethe Søby. besøgende bøjede sig ned, skar en gan- ske lille bid af dette foster og fortærede det råt, og samtidig bemærkede de, at det smagte herligt. Dette narhvalfoster blev nemlig anset for at være »Simons førstefangst«; Si- mon var Thomas's og Benediktes ét- årige søn. Det var derfor vigtigt, at alle tilstedeværende på den lille boplads på Uvingassoq fik smagt en bid af dette fo- ster, og at de samtidig gav det en positiv og rosende omtale. Så ville drengen nemlig senere i livet få held og lykke med fangsten og blive en stor narhval- jæger. Den lille fyr, begivenhedens midt- punkt, sad henrykt og tronede på brik- sen i teltet. Efter dette symbolske måltid på narhvalens foster — det blev forøvrigt slet ikke spist op — var der kaffedrik- ning, mens snakken gik livligt. Jeg fik at vide, at den ceremoni, jeg havde iagttaget og deltaget i, var en gammel skik fra forfædrene. Dette sym- bolske måltid kunne også blive afholdt på fostre af hvalrosser og større sæler som klapmyds og remmesæl, men ikke på fostre, der stammede fra mindre sæler (netsider). Morsomt nok nævner Kaj Birket- Smith fra Chipewyan-indianerne i ark- tisk Canada: »------caribou foetus is a ^avourite dish; beaver and bird foetus åre also mentioned among the deli- cacies«. (K. Birket-Smith 1930, s. 32). I Østgrønland var det skik at give et sælfoster en cerimoniel drik af fersk- 150 [3] vand: »A hunter who catches a gestating seal must, when it is flensed, give the foetus water to drink, in order that the soul of the seal may conceive a desire to be caught by the hunters in the house where it is given water. For seals suffer from thirst«. (H. Ostermann 1938, s. 193). Forøvrigt var det mange steder al- mindeligt at overlade fostre af nedlagte fangstdyr (f.eks. sæler) til børnene som legetøj. På Uvingassoq blev det rituelle mål- tid, som allerede nævnt, afholdt på et narhvalfoster, symbolet på lille Simons førstefangst. Dette foster har ganske givet repræsenteret hele narhvalen, den narhval, som drengen forhåbentlig se- nere hen i livet ville komme til at ned- lægge. Den skildrede episode minder således slående om en typisk eskimoisk over- gangsritus, nemlig en drengs første sæl- fangst. Denne begivenhed blev i alle eskimosamfund fra Grønland til Alaska markeret ved, at hele bopladsbefolknin- gen tog del i et fællesmåltid, hvor første- sælens kød blev delt ud under stor festi- vitas. Denne eskimoiske ritus betonede gensidighedsprincippet og den sociale solidaritet. En drengs førstefangst blev kaldt pernarneq, der egentlig betyder »det man gør for første gang«. Førstefangstriten var i det hele taget også almindeligt udbredt blandt de nordamerikanske indianerstammer, hvil- ket fremgår af George A. Pettit's ud- mærkede artikel: »Primitive Education in North America«: »Each animal killed had to be brought back to camp, and the young hunter could not partake of it himself, but had to sit in state while other feasted and figuratively or litteraly sang his praise«. (G. A. Pettit 1946, s. 76). Hvorvidt finder man denne symbol- ske førstefangstfest før småbørn udbredt i andre eskimogrupper? Forekommer den andre steder? -Ja, går man den me- get omfangstrige litteratur om eskimo- erne igennem, er der ikke mange oplys- ninger at hente. Nogle få eksempler er jeg dog stødt på, og disse skal omtales her: Peter Petrussens beretning fra Kangåmiut, Sukkertoppen distrikt Træk fra livet ved Narssarmiut omkring 1850 »Min bedstemor, der var født i 1843, fortalte ofte om den rigelige fangst. Min bedstemor var født og opvokset ved Timerdlit, hvor hun boede, indtil hun blev gift med en Kangåmiutmand«. ------Han fortæller videre, at når folk om foråret havde fået tørret sælkød og hvidfiskekød, tog de, når renjagtsæsonen nærmede sig, ind i Kangerdlugssuatsåq (Evighedsfjorden), når netsiderne blev fede, hvor folk så samlede spæk. Under opholdet der i fjorden borttog kvinderne kun kød nok af de nedlagte fangstdyr til, at de havde tilstrækkeligt at spise, måske bryststykkerne. De flænsede spækket og skindet fra og lod derefter skroget flyde med strømmen. Peter Petrussens bed- stemor sagde engang, at hun har set et sådant skrog blive samlet op igen. Det var dengang, man havde yndlingsbørn. Ved Igimagssaq var de netop i gang med at lade friskt kød flyde med strøm- 151 [4] Benene f år ofte fostre af nedlagte fangstdyr som legetøj. Fat.: Rtgitze Margrethe Søby, Kuvdlorssuaq. men i Evighedsfjordens typiske indad- gående vind. En familie, der havde teltet ved Kangigdlfnguit, indbød til gilde. Ægteparret havde en søn, der lige var begyndt at gå. De nævnte drengen ved navn og føjede til, at man ville feste over hans første sæl. »Bed folk komme«! De gik så til teltet og nåede frem, netop som kødet til gildet skulle serveres, og der manglede ikke på noget, og så kom for- klaringen. Den indadgående vind førte et skrog bort fra KitdLfnguit tæt op ad stranden. Da drengen så den, havde han taget sin legetøjsharpun og gik ned til stranden, og da den nåede op til ham, havde han harpuneret den. Da han harpunerede den, samlede forældrene skroget op — til trods for alle de skrog, de selv smed ud — og lavede en fest over det. Ja, således fejrede man det. Denne beretning har professor Ro- bert Petersen velvilligt stillet til rådig- hed. Barselsgilde for en dreng i Angtnagssalik Den næste beretning om denne første- fangstfest for småbørn finder vi hos Knud Rasmussen, der på sin 4. Thule- 152 [5] ekspedition i 1919 tilbragte sommeren i Angmagssalik og der fik indsamlet et rigt folklorisk materiale. Resultatet af denne indsamling findes publiceret i det første bind af det store trebindsværk »Myter og Sagn fra Grønland« (1921). I bogens indledende afsnit »Eski- moisk Mytologi. Bidrag til Forstaaelsen af Østgrønlændernes religiøse Forestil- linger« giver Knud Rasmussen en levende skildring af barselsgildet for en dreng: Når en dreng blev født, kunne en per- son kyndig i trolddom give det en særlig amulet — ukutsuk — en sælsnude, som blev syet til toppen af barnets hætte. Fra fødslen af blev barnet således i stand til at overvinde tupilait — farlige ulykkesdyr. Til gengæld måtte drengen overholde en hel del taburegler med hensyn til sin føde, og det kunne til tider være besvær- ligt. For en dreng, som ved fødslen var blevet forsynet med en ukutsuk-amulet, var der en slags barselsgilde, og i løbet af de følgende år skulle der holdes fest- måltid ved specielle lejligheder. Så snart fødsels- og navneceremonierne var overstået, og drengen havde modtaget en ukutsuk-amulet, ville faderen lade en hel sæl bringe ind fra sit nærmeste vin- terdepot. Sælen blev flænset af jorde- moderen og blev kaldt »drengens første- fangst«. Når de blev flænset, blev det gjort på en særlig måde, som altid blev observeret senere, når drengens egen fangst blev flænset. Sælen blev således anset for at være den nyfødtes egen fangst, og det var faderens ønske, at gæsterne virkelig skulle tro det. Spækket på sælens bug blev skåret i mindre firkanter med skindet siddende på. Hver eneste tilstedeværelse i huset, både voksne og børn, skulle have et stykke. Disse tdmorassåt, tyggestykker, blev uddelt af drengens far, og han led- sagede denne gave med følgende ord til hver enkelt: »Dette er min søns førstefangst! Dette er virkelig min søns første sæl«! Østgrønlænderne spiste mange slags planter syltede i spæk. Det var imidlertid reglen med spækket fra en nyfødt drengs førstefangst, at det ikke måtte spises med planter og bær før tre dage efter, at sælen var flænset. Dette blev siden over- holdt med alle de sæler, en mand med en ukufsuk-a.rn.ulet fangede i livet. Når alle spækstykkerne var fordelt, sagde faderen: »Nu må I spise sælen! Spis den helt op! Dog må ingen ben gnaves eller tyg- ges i stykker«! Grunden til dette var, at den samme sæl blev fanget af drengen hele livet igennem. Derfor måtte denne sæls skelet endelig ikke beskadiges. Dyrene blev nemlig anset for at være udødelige lige- som mennesker, og man mente, at den første sæl, en dreng nedlagde, altid ville holde sig til ham og lade sig fange igen og igen af ham. Denne ceremoni med en nyfødts før- stefangst blev gentaget, hver gang dren- gen skulle have nye klæder, indtil han blev så stor, at han kunne tage ud med fangerne. Derefter var der fest, når den unge fanger virkelig nedlagde det første af hvert fangstdyr: en måge, en edder- fugl, en fjordsæl, en klapmyds, en nar- hval, en bjørn o.s.v. (Knud Rasmussen 1921, s.38; H. Ostermann 1938, s. 182). 153 [6] Det sidste eksempel, jeg kan give på den symbolske førstefangstfest for småbørn, skyldes ligeledes Knud Ras- mussen, og det stammer fra den 4. Thule-ekspedition. Det drejer sig om et sagn, der er skrevet ned på dansk i et kollegiehefte, og det er først for nyligt blevet publiceret i bind III af »Inuit for- tælller. Grønlandske sagn og myter« (1981). Angortoq, storfangeren (Angmagssalik) Der var engang en gammel mand, der hele sit liv havde ønsket at få en søn; men hans kone kunne ikke blive frugt- sommelig. Tilsidst begyndte det at gå til- bage for ham, idet hans fangstdygtighed blev mindre med årene. »Ak, om jeg kunne få en søn, skulle han blive fyldt med serratit«,. Men som årene gik, hændte det virke- lig, at hans kone blev frugtsommelig. »Bare det nu ikke bliver en pige«, sagde den gamle. Han ville så gerne have en dreng, der kunne hjælpe dem med fang- sten, når de blev gamle. Så fik konen fødselsveer, og da hun fødte, blev det, som manden ønskede, en dreng. Qaluvå. — Det kan nok være, at han tog mod ham med åbne arme. Endelig fik han da en medhjælp, og han fremsagde alle de trylleviser over ham, som han kunne. Hver gang han havde givet ham en ny serrat, pisåniserssorpå, d.v.s. gjorde han madgilde for sine hus- fæller, tog ind hele sæler, klapmydser eller tørret kød, og der blev festet og spist, for at sønnen kunne blive stærk og usårlig. Da han første gang voksede fra sit barnetøj og måtte have en ny dragt, blev der slæbt en hel klapmyds ind: »Det er hans fangst. Han har dræbt den med sin lille harpun, — og siden hen når han bliver voksen, skal hans fangstdyr vokse i samme forhold. Så stor denne klap- myds er til en nyfødt, så stor skal i til- svarende grad hans fangstdyr blive, når han bliver mand. Hans navn skal være Angortoq — ham med de store fangstdyr Og derefter følger en skildring af alle Angortoq's bedrifter som storfanger, både som dreng og siden som voksen mand, om alle de forunderlige og farlige dyr, det lykkedes ham at nedlægge ved sit mod, sin kløgt og snarrådighed. - Fortællerens navn er desværre ikke op- lyst. Vi ser altså, at i dette sagn kom dren- gen til verden på et særdeles belejligt tidspunkt. Et ægtepar havde, fra de blev gift, ønsket sig en søn, og de var nu ved at blive gamle. Så skete den glædelige begivenhed langt om længe. Konen blev frugtsommelig og fødte en dreng, og deres hedeste ønske gik dermed i opfyl- delse. Drengen ville sikre deres til- værelse og give dem en tryg og ubekym- ret alderdom. Træk, der minder om den symbolske førstefangstceremoni for småbørn I Thule-distriktet har jeg flere gange spurgt efter forekomsten af den symbol- ske førstefangstfest for småbørn, men har hver gang fået det svar, at den skik kendte man ikke noget til. Dog blev det oplyst, at kommer en fanger hjem med en sæl, så kan han sige, at denne er hans søns fangstbytte. 154 [7] I Savigsivik nedlagde en fanger i for- året 1981 en narhval med foster, og han erklærede da, at dette foster var hans fireårige søns, Qåvigarssuaq's første- fangst. Dette har jeg fået at vide i min brevveksling med folk i Savigsivik. I sommeren 1981 fik jeg i Kuvd- lorssuaq i Upernavik-distriktet oplyst følgende: En fanger kan tage en lille drengs klæder med sig på slæden, når han drager ud på fangst. Byttet bliver da tilskrevet barnet. Har fangeren held på jagten, siger han, at det er hans lille søn, der har fået fangst. Den sommer fejrede et ungt par i Kuvdlorssuaq, Otto og Beate Danielsen, deres søn Moses's fødselsdag i begyndel- sen af september måned. Det skete på sædvanlig vis med kaffe til alle stedets beboere. Gæsterne kom holdvis i løbet af dagen. På bordet stod en skål fuld af sortebær - paornat. Det var deres lille piges »første bær«. Dermed hentydede de til et tre uger gammelt spædbarn, som lå intetanende i vuggen. Alle besøgende, både børn og voksne, smagte på bærene, men spiste kun gan- ske få af dem. Flere kom med en bemærkning om, at det smagte vældig godt. Konklusion Overgangsriter har til alle tider i alle samfund spillet en fundamental rolle. Overalt i eskimoområdet var en drengs første fangstpræstationer genstand for en offentlig ceremoniel anerkendelse. Lighederne mellem den rigtige første- fangstfest og den symbolske første- fangstfest for småbørn er slående: a) Drengen/barnet er centrum i den ceremonielle handling. b) Alle tilstedeværende på bopladsen deltager i et rituelt måltid på dren- gens førstefangst / barnets symbol- ske førstefangst. c) Drengen/barnet deltager ikke selv i måltidet. d) Kødet får en rosende omtale. Et foster, en del af en sæl eller en hel sæl kunne tjene som symbol på de fangst- dyr, som den lille dreng senere i livet forhåbentlig ville komme til at nedlægge rigtig mange af. Denne symbolske fest, eller barsels- gilde, som Knud Rasmussen kaldte det, er »en ny«, af forskere hidtil overset overgangsrite. Ved enhver tænkelig lejlighed var bar- net centrum i de nordgrønlandske fan- gersamfund, og anledningerne til, at dets forældre inviterede alle beboere på pladsen til kaffe, var mangfoldige: Den første tand, der brød frem; det første hul, den lille sled på sin kamiksål, bar- nets 1/2-års fødselsdag o.s.v. Den sym- bolske førstefangstfest gav yderligere anledning til afveksling i hverdagen, hvor man kunne samles med det lille barn som midtpunkt. Vi ser her, at i samtlige beskrivelser af denne rite er hovedpersonen en lille dreng, familiens håb og stolthed, den vordende fanger. I alle tilfælde er han familiens søn. Det rituelle måltid på et barns sym- bolske førstefangst betød i alle disse eksempler en afveksling i hverdagen. Bopladsfæller samledes for at spise sam- men. Her var en glimrende lejlighed til 155 [8] fest og livsudfoldelse. Den symbolske førstefangstfest var en begivenhed, der drejede sig om én enkelt person — det lille barn, men den angik også hele sam- fundet. Ved at deltage i den daglige tilværelse i perioder i de nordgrønlandske fanger- samfund, således som jeg har gjort det, viser det sig, at det stadig kan lade sig gøre at 'opdage' noget nyt. Selvom eskimoerne tilsyneladende er grundigt udforsket og litteraturen om dem overvældende, er det sidste ord efter al sandsynlighed ikke sagt om den symbolske førstefangstfest for småbørn. Ved at undersøge dette emne nær- mere både i Grønland og i eskimoområ- derne i Canada og Alaska vil det måske være muligt at fremskaffe flere detaljer til at belyse denne skik. Det er imidlertid klart, at nutildags er skikke og samværsformer fra det tradi- tionelle eskimoiske samfund fortrængt og har ikke den samme indflydelse på hverdagen som for nogle generationer siden. En dreug leger med urinblæren fra en sal. Fol.: Regitze Margrethe Søby, Kuvdlorssuaq. Litteratur: Birket-Smith, Kaj: 1930, Contributions to Chi- pewyan Ethnology (Report of the Fifth Thule Expedition 1921-24, Vol. VI, No. 3, - Copen- hagen). Christensen, Palle: 1968, Overgangsriter (Jordens folk, 14. arg., nr. 2 — København). Jensen, Sent: Pernarneq, den første fangst. (Jordens folk, 4. arg., nr. 2 - København). Ostermann, Holther. 1938, Knud Rasmussen's Post- humous Notes on the Life and Doing of the East-Greenlands in Olden Times (Meddelelser om Grønland, Bd. 109, Nr. l - København). Petrussen, Peter. Peter Rasmussens beretning fra Kan- gamiut, Sukkertoppen distrikt. Pettit, George A.: 1946, Primitive Education in North America (University of California, Publications in American Archaeology and Ethnology). Rasmussen, Knud: 1921, Myter og Sagn fra Grønland I. Østgrønlænderne (Kjøbenhavn). Rasmussen, Knud: 1981, Inuit fortæller. Grønlandske Sagn og Myter III. Sydøstgrønland og Angmags- salik. (R. Søby, Bogan — København). 156 [9]