[1] Knud Rasmussen: Den 6. Thule-ekspedition til Sydøstgrønland Indledning ved Regitze Margrethe Søby Endnu ind i vort århundrede er hele den vældige kyststrækning mellem Kap Far- vel og Angmagssalik, der i lige linie må- ler godt 600 kilometer, blevet regnet for et af de mest ukendte områder i Grøn- land. Det er ikke mærkeligt. Uden et skærmende bælte af øer og skærgård og så godt som uden naturlige havne rejser fjældene sig stejlt op af havet. I de fleste af årets måneder er dette opfyldt af uigennemtrængelig drivis — storisen — og kaivis fra de mange bræer. I årene 1828-31 lykkedes det den danske søofficer, premierløjtnant W. A. Graah, i konebåd, d. v. s. en skindbåd med kvindelig besætning, at runde Kap Farvel. Som den første satte han kursen nordover for at udforske Grønlands is- fyldte østkyst. Han nåede i løbet af tre år op tfl Dannebrogs Ø, beliggende umid- delbart syd for Angmagssalik-kysten. FJcspeditionen opdagede og kortlagde 550 kilometer ny kyststrækning, som Graah gav navnet Frederik den VFs Kyst. Der gik godt 50 år, inden denne kyst- strækning atter blev besøgt. Det skete i årene 1883—85, da kommandør Gustav Holms og G. V. Gardes berømte Kone- bådsekspedition berejste det samme om- råde og yderligere trængte frem til det nuværende Angmagssalik distrikt. På det tidspunkt var landet endnu beboet af spredte eskimogrupper, der befolkede hele området mellem Kap Farvel og Angmagssalik. I slutningen af l800-tallet flyttede disse østgrønlændere til Julianehåbs syddistrikt for at være i nærheden af missions- og handelsstatio- nerne dér. De nordligste grupper bo- satte sig ved Angmagssalik, som var den eneste koloni på østkysten, indtil Scores- bysund blev anlagt i 1924—25. På den sidste del af Den litterære Grønlands-ekspedition under Mylius- Erichsens ledelse kom Knud Rasmussen i 1904 til Julianehåb. Med båd blev en rejse til Lindenowfjorden forsøgt. Imid- lertid satte storisen en stopper for videre fremstød; men fra den lille ø Aluk iagt- tog Knud Rasmussen Østgrønlands __vilde og forrevne fjælde. På den syd- ligste vestkyst traf han endvidere eski- moer, som tidligere havde boet på denne nu ubeboede og forladte kyst, og han fik nedskrevet en del sagn og fortællinger i 164 [2] sine dagbøger. Allerede på det tidspunkt fik Knud Rasmussen lyst til engang i fremtiden at berejse Sydøstgrønland sammen med nogle af de gamle endnu levende sydøstgrønlændere. Disse folk var de eneste, der kendte alle gamle bo- pladser på strækningen Kap Farvel — Angmagssalik. Når de var døde, ville en uerstattelig viden om erhvervsmæssige og etnografiske forhold være gået til grunde for stedse. Ingen ekspedition havde siden Holms og Gardes rejse besøgt denne kyststræk- ning. Først i 1931 kunne Knud Rasmus- sens plan om at berejse Sydøstgrønland blive realiseret. I årevis havde han fulgt isberetninger fra dette område og var efterhånden nået til den opfattelse, at storisens mængde var aftagende. En søgående motorbåd måtte formentlig kunne nå hurtigt frem fra sted til sted i de to gunstigste måneder juli og august. Planen gik ud på så hurtigt som mu- ligt at nå frem til Angmagssalik for på denne måde at danne sig et overblik over besejlings- og havneforhold. På til- bagevejen var det så meningen, at det mere indgående arbejde skulle finde sted. Endelig kom der et nationalt mo- ment. Det var i Haag-processens dage, så det var ingen skade til at vise dansk flag på Grønlands sydøstkyst. Den 6. Thule-ekspedition blev en dristig rekognosceringsrejse, hvor det for første gang lykkedes at berejse den barske kyststrækning med motorbåd. Det, som tidligere ekspeditioner hav- de været tre somre og to vinter om at opnå, præsterede Knud Rasmussen på kun otte uger. Premierløjtnant W. A. Graah, der i årene 1828-31 som den første udforskede Grønlands isjyldte østkyst. Overalt hvor det var muligt, blev der foretaget udgravninger på de gamle eski- mobopladser, og ialt blev 101 bopladser med 158 huse optegnede og stedfæstede på denne ekspedition. Endvidere blev Graahs gamle korttegninger ført å jour. Så snart ekspeditionen nåede frem til beboede pladser, arrangerede Knud Ras- mussen omgående kaffemik og dans. Af de tidligere sydøstgrønlændere, som deltog i ekspeditionen, skal særlig fremhæves den gamle Christian Poulsen, som selv i en årrække havde levet som jæger og sælfanger på denne kyststræk- ning. Christians hedenske navn var Autdårutå (Konebåden); men han var døbt for ca. 20 år siden og var nu om- kring 60 år. Han kendte hvert sted på 165 [3] Kommandør Gustav Holm, der sammen med G. K Garde 1883—85 trængteJre/n til det nuværende Angmagssalik distrikt. østkysten nøje og kunne fortælle om generationers kamp for at opretholde li- vet dér. Forholdet mellem ham og Knud Rasmussen udviklede sig til et hjerteligt venskab. Under min gennemgang af Knud Rasmussens efterladte papker på Det kongelige Bibliotek i København har jeg fundet en endnu ikke publiceret rapport om Den 6. Thule-ekspedition. Knud Rasmussen har i sin tid skrevet denne beretning ned i hånden, og siden er der tilsyneladende intet sket med den. Den er at finde i: Knud Rasmussen Arkivet 5n Manuskripter. Diverse mss. Af hensyn til eventuelt interesserede skal jeg til slut nævne følgende bøger og artikler: Eangsbøll, F. C. S. 1934 Med Knud Rasmussen over Hav og Land. (Bogen om Knud. Skrevet af hans Venner. København). Mathiassen, Tb. 1933 Prehistory of the Angmagssalik Eskimos. (Meddelelser om Grønland, 92, nr. 4 - København). 1936 The Former Eskimo Settlements on Frederik VFs Coast. (Meddelelser om Grønland, 109, nr. 2 — København). Ostermann, H. 1938 Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. (Meddelelser om Grønland, 109, nr. l — København). Rasmussen, Knud 1932 South East Greenland. The Sixth Thule Expedition, 1931, from Cape Farewell to Angmagssalik. (Geografisk Tidsskrift, 35. Bind, 4. Hefte, December - Kjøben- havn). 1933 Explorations in Southeastern Greenland. Preliminary Report of the Sixth and Seventh Thule Expeditions. (The Geographical Review, Vol. XXm,No. 3,July). 166 [4] Foreløbig rapport over den 6. T?hule-ekspedition til Sydøstgrønland Det kan nu ved rejsens afslutning med få ord fastslås, at ekspeditionen har gen- nemført sit program og har god grund til at være tilfreds med de resultater, der er opnået. I den plan, der offentliggjor- des ved vor afrejse, karakteriseredes ekspeditionen udtrykkeligt som en re- kognosceringsrejse, og de forskellige videnskabelige resultater, der er opnået i de godt to måneder, arbejdet har stået på, må da retfærdigvis ses ud fra dette synspunkt. Den kyst, vi rejste op til, har i sin fulde udstrækning kun én eneste gang været berejst i de sidste hundrede år, og ud fra vore forgængeres erfaringer var vi klare over, at vi ville finde vanskelige arbejdsforhold - og var forberedt derpå. Ekspeditionens forløb har vist, at vi på ingen måde kan undervurdere disse van- skeligheder, vanskeligheder, der bestod i, at vi skulle færdes i et råt og storm- fuldt klima langs en kyst, der var opfyldt af utilgængelige bræer og drivende is. For at kunne tage kampen op med alt dette havde jeg - i modsætning til tid- ligere ekspeditioner, der anvendte kone- både, valgt en god søgående båd med en kraftig motor og et mandskab, der var i besiddelse både af erfaring og af prøvet sømandsskab. Båd og maskine — en bo- lindermotor — stod sin prøve, og det marinepersonel, der udgjorde besætnin- gen, gjorde det i ikke mindre grad. Selve kystrejsen og sejladsen Fra ekspeditionens begyndelse d. 19. au- gust og indtil dens afslutning d. 20. ok- tober er der i disse otte uger med »Dag- mar« udsejlet ialt ca. 2500 sømil. Dette er en distance, der svarer til afstanden fra København rundt Island og tilbage igen eller, om man vil, fra Esbjerg og til Lissabon og tilbage igen. I overensstemmelse med planen oprettedes straks ved ankomsten til Lin- denowsfjord d. 22. august en arkæo- logisk station under ledelse af Erik Holt- ved, der skulle foretage udgravninger i eskimoruinerne her sammen med to grønlændere. Foruden disse to mænd havde ekspeditionen, der nu bestod af motorbådsfører, kaptajnløjtnant Bangs- bøll, søløjtnant Wittrup-Hansen, ma- skinkonstabel Tokking, magister J. Ol- sen, direktør Svend Nielsen og lederen — desuden ved Nanortalik suppleret sig med yderligere to grønlændere: Chr. Poulsen og Edvard Johansen, der begge medførte deres kajakker. Den første af disse to var en tidligere øst- grønlænder, der var født ved Umivik, omtrent midtvejs mellem Kap Farvel og Angmagssalik. Hans hedningenavn, in- den han som voksen døbtes Christian, var Autdårutå (i: »Konebåden«), og han havde hele sin ungdom levet som fanger mellem Skjoldungen og Lindenowsfjord. I denne kloge og intelligente grønlænder fik ekspeditionen en værdifuld forøgelse og navnlig jeg en ypperlig medarbejder. Efter besøget i Lindenowsfjord satte vi straks fuld fart nordover for hurtigst muligt at nå frem til vort næste special- område, der var fjordkomplekserne om- kring Skjoldungen. Undervejs besøgtes 167 [5] den berygtede bræ, Puisortqq, som vi gennem tæt is gik lige ind til og fotogra- ferede. Herefter søgte vi ind til den gamle boplads i Tingmiarmiut og videre til Ebbas havn ud for Sehesteds Fjord. Den 24. om eftermiddagen står vi nordom Skjoldungen ind i Akornfnar- miut-fjorden for at søge ind til vor første station inden for dette distrikt — Dronning Maries Dal —, da vi pludselig får øje på en lille motorbåd, der sejlede langs med fjordens nordkyst. Inden vor afrejse fra Julianehåb havde vi fået et telegram fra Watkins-ekspeditionen, der havde ønsket samarbejde med os, når de samtidig med os skulle sejle sydover langs med kysten fra Angmagssalik. Vi ændrede straks kurs og sejlede hen til motorbåden i den tro, at det var englæn- derne. Det viste sig imidlertid at være to norske fangstmænd, Prammes og Knoph, der sammen med Finn Devold og tre andre fangstmænd var kommen op til dette distrikt i begyndelsen af måneden og nu var i fuld gang med at bygge deres overvintringshuse i de tre store fjordkomplekser mellem Umånaq og Graahs overvintringshavn, lige nord for Skjoldungen. Det hold, vi mødte, havde netop rejst deres hus i Dronning Maries Dal, og vi fulgtes derefter ad derind. En uge tilbragte vi nu herinde i denne vidunderlige oase, en frugtbar, blom- sterdækt og kratbevokset dal midt mel- lem kalvende bræer, indlandsis og vilde spidstakkede alpetinder. Her var bagen- de varmt, fuld af myg, højt sommervejr. Vi, der havde vænnet os til nøgne for- blæste forbjerge mellem ørkenbælte og kolde jøkler - syntes, at jorden her over- vældede os med den særegne arktiske frodighed, der ikke blot er blomster og grønt — men også bær, sorte skinnende revlingebær, der knaste næsten overalt, hvor vi trådte, så vore fodsåler farvedes af drivende saft. Hvilke dage med uforglemmelige ind- tryk, hede sommerdage med sol og lune nætter med gnistrende nordlys over fjor- den, og ind i alt dette fuld gang med det hele: Magnetiske og astronomiske ob- servationer, botaniske ekskursioner, ar- kæologiske udgravninger. Dage, der ikke slog til. Inde i storelven, der gennemstrøm- mede dalen, gik de flittige nordmænd og stangede fede laks, mens flokke af måger lå uden for mundingen og ventede på, at der også skulle blive lidt til dem. Vi havde lige siden for afrejse fra Ju- lianehåb - så godt som uafbrudt - haft sol og vindstille, og da vi med vort kendskab til det østgrønlandske klima var klare over, at dette ikke kunne blive ved ret længe, besluttede vi os til i det fine vejr — allerede nu at tage det sidste stræk op til Angmagssalik, hvor vi hav- de et depot af proviant og olje. Om afte- nen den 30. sejlede vi derfor ud af fjor- den og fortsatte natten igennem nord- over. Tidligt næste morgen passerede vi den norske sælfanger »Signalhorn« af Ålesund. Vi fik senere at vide, at den kom oppe fra Kangerdlugssuaq, den store fjord omtrent midtvejs mellem Angmagssalik og Scoresbysund, hvor det havde været hensigten at landsætte tre fangstmænd. Landet fandtes imidler- tid her så bart og ugæstmildt, at man nu søgte videre sydpå — med det resultat, at 168 [6] Knud Rasmussen fotograferet på den 5. T hule-ekspedition. en fangststation byggedes umiddelbart nord for Kap Walløe, tæt op til Linde- nowsfjord, som i øjeblikket er Kap Far- vel-befolkningens bedste fangstdistrikt. Vi satte kurs ind om Umlvik, hvor vi vidste, at to østgrønlandske konebåds- hold skulle have land; men da vi ikke fandt dem ved den opgivne boplads, op- satte vi eftersøgningen til tilbagerejsen og styrede nu lige på Angmagssalik. Vi havde hidtil været så godt som fri for is, når undtages den havis, der altid samler sig om de store isfjorde. Først nu lå stor- isen foran os, dog ikke anderledes, end at vi kunne komme igennem ved at gå til søs. Vi sejlede hele natten, og da det blev lyst, havde vi Sermiliks og Ang- magssaliks høje fjælde klart i sigte for- ude. Gennem spredt is og nogen døn- ning stod vi fremover, — og allerede inden middag var vi fremme ved kolo- nien. »Dagmar« var den første motor- båd, der havde berejst strækningen Kap Farvel — Angmagssalik, og den fik da også en stormende og strålende mod- tagelse af såvel danske som grønlændere her i Østgrønlands hovedstad; men vi havde også en kostbar ladning med: Foruden post, der ellers kun fås én gang om året, medbragte vi 30.000 synåle til stedets butik. Det blev en ægte grøn- landsk festdag med dans om aftenen. Allerede næste dag var vi atter på far- ten ind til bunden af den store Ang- magssalik-fjord, hvor vi skulle træffe arkæologen dr. Therkel Mathiassen, der var i fuld gang med at udgrave hus- ruinerne ved den gamle boplads Mi- tsftoq. Som arkæologassistent her traf vi min gamle ven Hans Bruun, der ad mange og mærkelige veje var skyllet op på denne strand. Oprindelig medlem af en amerikansk arkæolog-ekspedition med »Morrisey«, Capt. Bartlett, til det nord- østlige Grønland var han, efter at ar- bejdet her var afsluttet, trådt i fangst- selskabet »Nanoq's« tjeneste, og det vil erindres, at han sidste vinter selvanden bragte de danske fangstmænds post de 1000 kilometer fra Shannon Øen til Scoresbysund. Her sluttede han sig til dr. Mathiassens ekspedition for at hjælpe denne under det forberedende arbejde sommeren igennem, og det var en gam- mel telegrafisk aftale, at Bruun nu skulle overgå til vor ekspedition, ligeledes som arkæologisk medhjælper. Therkel Mathiassen havde allerede besøgt over 100 ruinpladser alene i Angmagssalik-fjorden og lå nu i teltlejr sammen med sine østgrønlandske med- arbejdere — for at grave, indtil frosten standsede arbejdet. Vi overnattede hos 169 [7] ham, filmede og fotograferede hans lejr. og udgravninger og fulgtes så dagen efter sammen med ham til Kungmiut, hvor et stort antal østgrønlændere var samlede for at ordne deres huse for vinteren. Kateket og høvding på pladsen var den kendte østgrønlænder Karl Andreassen, kaldet Kårale, en ypperlig kunstner, tegner og sagnfortæller. Det var ham, der under mit forrige besøg her i distriktet havde illustreret min bog: Myter og Sagn fra Østgrønland. - Intet under at gensynet med ham og hans boplads fejredes med en ægte østgrøn- landsk sangfest, der i det smukke som- mervejr foregik ude under åben himmel. Til festen knyttedes kaproning mellem stedets konebåde, kajakkæntring og andre sportslege, der omhyggeligt op- toges af ekspeditionens fotografer. Det var dejligt at være blandt alle disse glade mennesker; — men vort ar- bejde kaldte os tilbage til kysten længere mod syd, og vi måtte snarest gøre rejse- klar ved Angmagssalik. Den 5. septem- ber indtoges olie og proviant, og næste morgen forlod »Dagmar« kolonien un- der øredøvende salut og alle flag smæl- dende over husene. Kursen sattes direkte på Umivik gen- nem tæt storis og optrækkende tåge. Natten tilbragtes ude i isen fortøjet til en flage, næste dag og nat i Køge Bugt og først den 9. om formiddagen nåede vi frem til folkene ved Umivik, der havde opført deres vinterhus omtrent helt inde ved den bræ, hvorfra Fridtjof Nansen i sin tid havde begivet sig ud på sin be- rømte skifærd tværs over Grønland. Her residerede nu de to storfangere Niko- demus og Robert, i alt 17 mennesker samlede i ét hus. Til vor beklagelse erfa- rede vi, at vi i tågen var sejlet forbi en dobbelt så stor boplads inde i bunden af Køge Bugt. Alt i alt lever der nu syd for Angmagssalik og Sermilik-fjorden over 100 mennesker. Det er for det meste folk, eller i alt fald efterkommere af folk, der har været vant til at færdes i disse egne, indtil missionsstationen ved Ang- magssalik samlede alle om dette distrikt. Nu da alle er døbte, og de unge tillige har lært at læse og skrive, søger de atter tilbage til deres gamle fangstpladser, idet de indretter sig på den måde, at en eller anden mand eller kvinde ved bopladsen frivilligt påtager sig skoleundervisnin- gen om hverdagen og gudstjenesten om søndagen, thi som alle primitive stam- mer er de pligtopfyldende og meget reli- giøse. Her ved bopladsen Patsajuk (s: der, hvor man tæver sin kone) fik vi et meget stærkt indtryk af de overordentlig gun- stige fangstforhold, som disse kyster by- der eskimoen med kajakker og konebåd. I løbet af de sidste 6-7 uger havde ste- dets to storfangere sammen med deres to unge sønner nedlagt op mod et par hundrede sæler, hvoraf omtrent J/4 del var de store remmesæler. Hele strand- bredden nedenfor det store lune vinter- hus var dækket med tørrekød, og end- videre lå der et halvt hundrede nyflæn- sede sæler bunket sammen mellem klip- pespalterne. Alle folk lyste af velstand og struttede om kap med deres smukke og velholdte hunde. Den ene af boplad- sens to konebåde kom, mens vi var der, netop tilbage fra et fangsttogt ind i fjorden, lastet med nyskudte sæler og store skindposer fyldt med revlingebær, 170 [8] kokleare og syrer, der var indsamlede til spæksyltning for vinteren. To dage tilbragte vi hos disse gode og glade mennesker, der netop havde haft 4 dages besøg af det norske skib Heimen. Vi indhentede mange oplysninger om livet i disse egne af østkysten — og deltog om aftenen i deres muntre tromme- danse, der fik en særlig fart over sig, fordi Chr. Poulsen var en berømt sanger og danser, som de alle kendte af omtale. Og under dette samvær fik vi et stærkt indtryk af, at selvom kampen for til- værelsen kan være hård til tider, så er her dog gode kår for alle dem, der med eskimoisk humør forstår at leve på den gamle fangerteknik. Vejret havde i de sidste par dage væ- ret uroligt og svingende mellem sne og stiv kuling af nordøst; men da vi tidlig morgen d. 11. tørnede til, var det op- holdsvejr, og da den erfarne Nikodemus ydermere var af den mening, at vi roligt kunne sejle, tog vi afsked og lettede anker. Vort første mål var Igdluluarssuit, di- striktet nord for Skjoldungen. Her skulle vi kunne nå havn, inden det blev mørkt. Ved afrejsen var det næsten stille vejr med klarende himmel; men netop som vi ved middagstid kom ud for de store bræer, der udgør Kolbergheides util- nærmelige kyster, begyndte dønningerne pludselig at vokse og vinden igen at friske til fra nordøst. Flere og flere bræmmer af farlig kaivis tvang os læn- gere og længere til søs. Isfjældene tiltog i antal, og »Dagmar« arbejdede hårdt i dønningernes stærke bagslag fra isfjæl- dene. I den svære sø fik vi nu vanskelig- heder med vor ret store slæbejolle, der fyldtes med vand og ofte under manøv- rerne mellem isen skar hårdt ud af køl- vandet, ved en enkelt lejlighed med så stor kraft, at slæbelinen sprang, og jollen kun bjergedes med stort besvær. Men ved 5-tiden netop som vi skulle stå gennem den yderste del af isfjæld- bræmmen for at søge havn, ville båden pludselig ikke lystre roret, og en under- søgelse viste, at rorpinden og hele den øverste del af roret var brækket af. An- tagelig har jollens slæber af og til fisket roret og særlig nu, da jollen var vand- fyldt, givet et stærkt bræk på det. Roret var brækket i øverste beslag. Der var nu ikke andet at gøre end at opgive enhver tanke om at søge havn, blot se at komme klar af kalvisen og de mange isfjælde, vi var kommet ind imel- lem, og så holde til søs. Bangsbøll manøvrerede med beundringsværdig sikkerhed, idet han styrede båden ved hjælp af sejlene og motoren. Samtidigt tilriggedes et nødror, idet en dørkplade fra motorrummet fastskruedes på et medbragt stykke tømmer, der derefter anvendtes som styreåre. Næppe var dette bragt i orden, før et par krappe søer atter fyldte jollen, så at det igen blev nødvendigt at lænse den; men under arbejdet med at tage slæberen ind fanger en toppet sø jollen og kaster den med stor voldsomhed mod »Dagmars« agterende. Inden skruen kan stoppes, har slæberen tørn om skrueakslen og sprænges, og den nu aldeles vandfyldte jolle driver fra os, uden at det er muligt at bjerge den. Således var situationen, da mørket faldt på. Vi var da ca. 25 sømil af land 171 [9] uden ror, med en maskine, der ikke kunne bruges og sejl, der flængedes af stormen. Den 11., 12. og 13. lå vi underdrejede i meget hårdt vejr, der drev os ca. 125 sømil sydover og ca. 80 sømil af land. Det blæste op til en or- kanagtig storm med en vindstyrke, der undertiden var oppe på 10—11. Den 12. om morgenen mistedes nød- roret. En enkelt sø havde trukket det ud gennem alle surringer. Først den 13. hen på eftermiddagen var stormen løjet så meget af, at man, trods den stadig meget høje sø, kunne kappe de tørn, der var om skrueakslen, og rigge en nødstyring op, idet det viste sig, at rorets inderste del var i behold. Samme dag ved 5-tiden kunne kursen atter sættes mod land, og da det blev lyst næste morgen, havde vi det høje fjæld- land om Mogens Heinesens fjord i sigte i en afstand af ca. 30 sømil. Spørgsmålet var nu, om vi skulle søge til Lindenowsfjord og her reparere vort rorhavari eller gå nordpå igen for at genoptage vort arbejde. En konference med »Dagmars« fører resulterede i, at kursen sattes på Skjoldungen, og hertil ankom vi om aftenen lige før mørkets frembrud. Vi var søgt ind i Nord- Fjorden, hvor vi var bedst kendt, og ude ved mundingen holdt vi den derefter gående, indtil det blev daglyst. Så stod vi fjorden ind mod vor gamle havn ved Dronning Maries Dal. Ejendommelig nok befandt vi os hin nat i den umiddelbare nærhed af Wat- kins ekspedition, der lå med motor- havari ved en af småsøerne ved samme fjords munding. De dage, hvor Juliane- håbs og Angmagssaliks radio kaldte os for — på styrelsens foranledning — at an- mode os om at tage den engelske ekspe- dition om bord, var netop stormdagene, hvor vi lå underdrejede langt til søs ude af stand til at gøre brug af vor radio, og nu ved ankomsten til land viste det sig, at den var ubrugelig af væde og fugt. Så- ledes gik det til, at vi først efter at være kommet i forbindelse med vestkysten fik anmodninger om at eftersøge Watkins. Som bekendt kom imidlertid ekspedi- tionen frem ved egen hjælp et par dage efter vor ankomst til Nanortalik. Den 15. september ganske tidlig mor- gen kastede vi anker ud for vor gamle lejrplads ved den store lakseelv. Solen stod netop op over de høje fjælde, og fjorden lå spejlblank med drivende is- fjælde blændende i lyset. Alle følte vi taknemmelighed over atter at være givet tilbage til livet, og det var, som om vi var kommet til at holde mere af »Dag- mar«, der under stormen havde vist sig som en ypperlig søbåd; men samtidig var jeg også klar over, hvad ekspedi- tionen skyldte bådens fører, kaptajn- løjtnant Bangsbøll og hans to marine- kolleger, — thi havde de sømandsmæs- sige dispositioner ikke været rigtige og udført nøjagtigt, som forholdene kræ- vede det, havde vi ikke ligget her, klare til igen at tage fat. Det blev en festlig dag ved Dronning Maries Dal, hvor Finn Devold netop var på besøg. Først inviterede ekspedi- tionen til en improviseret teltmiddag i land, og siden var vi alle gæster i nord- mændenes hus, hvor Christian, der i sin ungdom havde oplevet så mange fester her i denne selvsamme dal, der var et berømt samlingssted for østgrønlæn- 172 [10] *? settJementt, 62 hjuses Itfd/uluarssuit Uro^ning Maria Valley lmar$ivik Msett/ements, SO houses 3 settt'fmen(s Umanak Tingmiarmiut 1 / n• or/tog Auarqat SOUTHEASTERN GREENLAND Bopladser registreret på den 6. Thule-ekspedition. Publiceret i The Geographical R.evien>,juli 1933. derne, her i denne selvsamme dal afsluttede dagen med sang og tromme- dans. Næste morgen tidlig genoptoges alt arbejde. Magister Olsen genoptog sine magnetiske observationer, Svend Niel- sen sin fotografering samtidig med at Bangsbøll, Wittrup og Tokking gik i lag med at lave en sammenfoldelig land- gangsjolle af nogle trærammer og et par 173 [11] vandtætte soveposebetræk og med at reparere vort ror. Hos nordmændene, der var overordentlig hjælpsomme, fik vi et par planker til forstærkning af roret. Derved lettedes arbejdet betyde- ligt, og vi blev fri for at slå kasse i styk- ker til samme brug. Selv tog jeg sammen med Hans Bruun og Christian op til vort gamle arbejdsfelt ved Ruinnæsset i den nordre fjord, og da Finn Devold netop skulle samme vej, tog han os om bord i sin lille motorbåd, således at vi sparede vor egen båd og kunne sætte al kraft ind på reparation af havariet. Det var en aftale, at rejsen videre syd- over skulle fortsættes d. 19. — og dagen før hentedes vi om eftermiddagen til- bage til kammeraterne, hvor alt nu var klar til afrejsen. Denne fandt sted om morgenen efter en hjertelig afsked med Prammes og Knoph. Under hele vort ophold her var vi kommet udmærket ud af det med dem, og det samme var til- fældet med Devold og hans ledsager. Tiltrods for vore forskellige anskuelser med hensyn til Østgrønland, som vi åbent talte om og drøftede, var der aldrig antydning af misstemning, og vi vil altid med glæde tænke på vort sam- vær med disse sympatiske, dygtige og djærve nordmænd. Om den sidste del af rejsen kan jeg i denne foreløbige meddelelse fatte mig i stor korthed, idet jeg dog forudskikker nogle fa ord om isforholdene og besej- lingsvilkårene i almindelighed. Tæt af land færdes så at sige overalt talrige is- fjælde, der ved de hyppige pålands- storme bliver presset på grund såvel langs med yderkysten som inde i fjord- mundingerne. Selve kystfarvandet var her og der fyldt med større og mindre stykker kaivis, der af stormene samledes i tætte bræmmer, der ofte var meget generende at passere, navnlig i den svære pålandsdønning, der synes at ind- træffe allerede tidlig på eftersommeren. Storis var der kun tale om på stræk- ningen Umivik — Angmagssalik, hvor den lå mere eller mindre tæt inden for en linje af ca. 10 sømil øst om de nævnte punkter. På flere steder af kysten kunne farvandet dog betegnes som nærmest is- frit, idet der kun fandtes enkelte isfjælde. Under sejlads måtte ruten lægges i yder- kanten af isbæltet, dels for at nå hurtigt frem, dels for at undgå den toppede sø, som bagslaget fra isfjældene giver, ende- lig også for i tilfælde af pludselig op- kommende storm hurtigt at kunne komme fri af den, thi isbæltet er næsten overalt For tyndt og spredt, til at det kan give læ mod dønningen således som på højere bredder. Det var nu faldet ind med efterår og storme. Det ene uvejr afløste det andet, og vi måtte indskrænke os til at gøre vort arbejde på de steder, hvor forhol- dene tillod os at gøre ophold. Dette blev tilfældet indenfor Umanaq's distrikt og senere — efter en hård tur i snetykning og kuling udenom Puisortoq — i Bangs- bølls havn bag Kap Rantzau. Her lå vi stormbundne fra d. 23. til den 28. om morgenen, da vi starter i opklarende vejr med sol; men næppe er vi til søs, før tågen atter slår sammen om os. I døn- ning med kuling og nordost sejler vi hele dagen uden landkending, indtil det klarer op lige før mørket, så vi kan søge havn i Danell Fjord, der nu besejles og undersøges nærmere. 174 [12] Den 1. oktober er vi hos kammera- terne i Lindenowsfjord og dagen efter ved udstedet Augpilagtoq, og hermed var vor Østgrønlandsrejse til ende. Resultaterne 1) Ved den arkæologiske station i Lindenowsfjord arbejdede Erik Holtved sammen med grønlænderne Anton og Esaias i tiden fra d. 22. august og til d. 1. oktober. Ved forskellige bopladser indenfor dette område undersøgtes og udgravedes 25 huse med det resultat, at ekspeditionen nu fra denne sydligste be- byggelse af Østgrønland hjembringer en samling på over 2000 eksemplarer, der senere vil blive overleveret til National- museet. Endvidere foretoges forskellige ar- kæologiske undersøgelser overalt, hvor der kunne gøres ophold ved gamle bo- pladser, mest indgående naturligvis bag Skjoldungen. Ved et tilfælde fandtes her inde bag en lille vig en stor ruin- boplads, som end ikke Christian havde noget kendskab til. Her opdagedes inde i en dal i nogen afstand fra den strand- bred, hvor ellers eskimoerne bygger deres huse, en stor ruin næsten skjult i et væld af blomster og et tæt pilekrat. Det var i virkeligheden et helt bygnings- kompleks bestående af et forrum med to rum bagtil og en udbygning sammen- bygget med disses ene murfløj. Så vidt de sammenfaldne mure, der sine steder var helt skjulte af vegetation, gjorde en opmåling mulig, gav den en dybde på ca. 10 meter med en lignende udstræk- ning i bredden. Desværre var et eskimo- hus bygget ind i ruinens facade, ligesom en stor del af murresterne var anvendte til kødgrave og hvalpegårde. Som følge deraf var alt, hvad vore udgravninger bragte for en dag, eskimoiske kultur- elementer; men grundruinens dimen- sioner, konstruktion og hele byggemåde med delvis meget store sten viste, at huset selv ikke kunne være af eskimoisk oprindelse. Og den yppige vegetation med de svære stammer af dværgpil og de langt udløbende rødder tydede på, at det oprindelige hus var af meget gammel dato. Jeg skal ikke på nuværende tids- punkt udtale mig definitivt; men så meget tør jeg dog antyde, at jeg tror, at vi her har fundet sporene efter den før- ste grønlandsfarer, Thorgills Orrabeins- fostre, der forliste her på kysten om- kring år 1000 og som efter mange even- tyr, der er skildrede i Floamanna-saga, omsider over Lindenowsfjord nåede over til Erik den Røde i Brattalid. 2) De magnetiske undersøgelser, der ud- førtes af magister J. Olsen, resulterede i, at der på ca. 18 stationer foretoges be- stemmelser af magnetisk misvisning, vandret magnetisk kraft og inklination. Der er bl. a. fremskaffet ca. 4000 mis- visningsbestemmelser på bestemte klok- kesiet ved de tre steder Angmagssalik, Skjoldungen og Julianehåb. Hermed er den af ekspeditionen berejste del af Østgrønland bedre magnetisk kortlagt end nogen del af Grønlands vestkyst af tilsvarende udstrækning. Det tillægges særlig betydning, at alle disse magne- tiske undersøgelser er foretaget året før polaråret 1932, og det kan tilføjes, at Danmark er det eneste land af de i polaråret deltagende nationer, der har udført et sådant forarbejde. 175 [13] 3) Fotografi: Ekspeditionens fotogra- fer Svend Nielsen og Wittrup-Hansen har — i store linser — gengivet og skikket hele det berejste område, både gennem faste og levende billeder. Samtidig er der, overalt hvor ekspeditionen traf grønlændere, og så ofte forholdene tillod det, taget typebilleder og folkelivsskil- dringer. 4) Eskimoisk erhvervskultur ogfolklore. Der er med østgrønlænderen Chri- stian Poulsen som kilde indsamlet et betydeligt materiale, der skildrer livs- betingelserne på hele den sydlige øst- kyst. De gamle eskimoiske bopladsers indbyrdes forhold til hinanden er klar- lagt, og den folklore, der særligt knytter sig til disse egne, er nedskrevet. Det er konstateret, at der overalt på denne kyst er gunstige jagtbetingelser for eskimoliv - d. v. s. et erhverv, der drives fra kajak og byggende på gammel eskimoisk fangstteknik; men da der in- gen steder på kysten er noget opland af betydning, byder landet ikke på nogen chance for »hvide mænd«. Hverken rævefangst eller bjørnejagt vil kunne dække omkostningerne. 5) Botanik og yflologiske indsamlinger. Sådanne foretages overalt på den berejste strækning; men medens de bota- niske samlinger kan betegnes som ret fyldige, er det zoologiske materiale des- værre overordentlig ringe — dette som følge af det bræfyldte lands overordent- lige dyrefattigdom. Fiskeri forsøgtes flere steder, men uden held. Dog findes efter Christians opgivelse overalt store mængder af hajer og hellefisk inde bag Skjoldungen. Endelig er der i de fleste elve talrige ørreder, flest i Dronning Maries Dal, hvor en afdeling af de nor- ske fangstmænd har slået sig ned. Fuglelivet var på den tid, vort besøg faldt - også ganske overordentlig fattigt, og det er vor erfaring, at biologiske undersøgelser for at give et resultat, må tages op som en special opgave og helst fra en fast station og ikke fra en ekspedi- tion, hvor man stadig skal være på farten. 6) Kartografi. Det forefaldende kartografiske ar- bejde har været under kaptajn Bangs- bølls ledelse med søløjtnant Wittrup- Hansen som assistent. I den udstræk- ning det har været foreneligt med skibs- tjenesten og øvrige foreliggende opgaver — samt vejrforholdene, har der da været foretaget opmåling og skitsering af far- vandet. Den indre del af Skjoldungefjor- den, særlig nordfjorden — er opmålt, der er tegnet skitser af en del gode havne og ankerpladser; men iøvrigt måtte den egentlige opmåling ud fra hele ekspedi- tionens karakter og rekognoscering træde i baggrunden til fordel for far- vandskendskab. Som allerede nævnt har ekspeditionen for at komme frem til arbejdsfelterne med motorbåden »Dagmar« i løbet af den korte østgrønlandske sæson måttet udsejle en distance på 2500 sømil. Når det ikke desto mindre er lykkedes at opnå de her skitserede resultater, skyldes det den omstændighed, at mine kamme- rater til enhver tid har vist den største interesse for det mål, der blev stillet dem. Takket være deres dygtighed og begejstring for arbejdet har ekspeditio- nen kunnet gennemføre sit program. 176 [14]