[1] Knud Rasmussens tale ved processen i Haag 1932 Indledning ved Regitze Margrethe Søby Den 5. april 1933 blev en mærkedag i Grønlands historie. På denne dag blev den for Danmark og Grønland så betyd- ningsfulde dom afsagt af den inter- nationale domstol i Haag, der klart og utvetydigt bekræftede, at Danmark hav- de suveræniteten over hele Grønland. Dette fandt sted for halvtreds år siden. Forhistorien til denne begivenhed er i korthed følgende: Ifølge traktat havde norske statsbor- gere ret til at drive fangst, oprette radiostationer og udføre videnskabeligt arbejde i en del af Østgrønland (trak- taten af 28. juli 1924). På egen hånd okkuperede imidlertid to norske fangst- mænd strækningen 71°-75° i juni 1931 og hejste det norske flag. Derved ville de markere, at området nu tilhørte Norge. I begyndelsen var regeringen i Norge ikke videre begejstret for det skete; men dre- vet frem at en ophidset opinion tiltrådte den til sidst okkupationen og støttede kravet. Danmark reagerede ved at erklære det skete for brud på det fredelige forhold mellem de to lande og indankede sagen for den permanente internationale dom- stol i Haag. Der gik nu længere tid med at forberede sagen, og mens det stod på, foretog norske fangstfolk en ny okku- pation, denne gang af landområderne 60°—63°. Denne okkupation blev også indbragt for domstolen. Det var nu striden om ejendoms- retten til Østgrønland, det gjaldt. Man kunne klart se den fare, som lå i, at ubeboede strækninger på Grønlands øst- kyst blev prisgivet fremmede fangst- mænd, således at grønlænderne blev be- røvet deres udvidelsesmuligheder. Selv- om der i disse år var ved at udvikle sig et rigt fiskeri langs Grønlands vestkyst, var en stor del af befolkningen stadig af- hængig af fangererhvervet. Et stigende folketal burde derfor have mulighed for at flytte til de ubeboede områder af Østgrønland. I Haag fungerede Knud Rasmussen som den danske regerings rådgiver under den internationale retssag mellem Danmark og Norge. Som tilkaldt sag- kyndig ved proceduren optrådte han først og fremmest som grønlændernes talsmand. Om denne begivenhed skriver Niels Fenger i sin bog »Knud Rasmussen. Grønlands Alladin« (1979): »Nu var det 177 [2] franske sprog aldrig hans stærke side, men så meget forstod han alligevel af den meget ærefulde introduktion, han fik forud for sin tale, at der var skabt dyb respekt om hans person og hans meninger. Han klarede da også skærene så enkelt og ligetil, at alle måtte bøje sig for Jians redelige tankegang. Nogen tak- tik havde han slet ikke lagt, for i den tale, som blev læst op af højesteretssag- fører Steglich-Petersen, var det kun grønlænderen Knud Rasmussens røst, man hørte.« Knud Rasmussen gav sine meninger til kende på en måde, der også blev respekteret af modstanderne. Herom vidner docent Adolph Hoel's og pro- fessor A. W. Brøgger's ord ved Knud Rasmussens død: »Knud Rasmussen var et usædvanligt charmerende og elskværdigt Menneske, der altid forstod og respekterede andres Meninger, — ogsaa naar de vare modsat hans Egne. Det gav sig Udtryk under Grønlandsstriden, da han overhovedet ikke udtalte sig til Aviserne. Der kom aldrig et bittert Ord fra ham mod Nord- mændene.« (Johannes Vejlager: Knud Rasmussen. En Bog om et daadrigt Liv. Kjøbenhavn 1934). Professor A. W. Brøgger fra Oslo har et andet sted skrevet: »Et Venskab gen- nem mange Aar bandt os stærkt sam- men. Det stod sin Prøve i Grønlands- sagen, i hvilken vi stod imod hinanden saa stejlt som to Mennesker kan det. ------. Mit sidste Møde med ham var i Flyvemaskinen fra Amsterdam Dagen efter Dommen i Haag. Han respekterede min Harme og Forfærdelse, saaledes som jeg respekterede hans Tilfredshed. Hans sidste Hilsen var ridderlig og ren, som han selv var det gennem hele sit Liv.------. Han var et at de oprindelig- ste, frodigste Mennesker, jeg har kendt ------.« (Johannes Vejlager). Knud Rasmussens ord ved processen i Haag gjorde et dybt indtryk. Som bekendt vandt Danmark sagen mod nordmændene, og stormagterne aner- kendte Danmarks overhøjhed over Østgrønland. Knud Rasmussen glædede sig meget på grønlændernes vegne over det gode resultat. Det fremgår tydeligt af den tale, han kort tid efter holdt i Det grøn- landske Selskab i anledning af Haag- dommen: »Vi har vel ogsaa lov til — ihukom- mende alle de Erklæringer, der er ind- gaaet til Domstolen fra de grønlandske Raad i Vestgrønland og fra Fangere i Østgrønland — til vor Glæde over Sejren at føje Bevidstheden om Enighed og Samfølelse med hele den grønlandske Befolkning, der har vist, at den stod fast og enig bag det danske Styre, det danske Styre i Grønland, der kun kan løse de store Opgaver, der venter, naar Grøn- land styres som eet Land under fuldt Ansvar og Suverænitet.------ Grønland er for en Grønlænder eet og kun eet Land. Her er ingen Plads for splittede Synspunkter saa lidt som for splittede Landsdele under forskellige Magters Suverænitet.« (Det grønland- ske Selskabs Aarsskrift, København 1932-33). 178 [3] Knud Rasmussens tale ved processen i Haag, der her skal gengives, er skrevet på maskine og ligger på Det kongelige Bibliotek i København i: Knud Rasmussen Arkivet 511 Manuskripter Diverse mindre mss. Knud Rasmussens tale Med hvilken ret står jeg her? Ikke for at tale om mig selv; men for at vise min tilknytning til den grøn- landske befolkning vil jeg gerne have lov til at begynde med at nævne, at jeg føler mig som stående grønlænderne meget nær. Først og fremmest fordi jeg selv er født i Grønland af en mor, der var af grønlandsk afstamning, fordi jeg talte grønlandsk som barn lige så tidligt, som jeg kunne tale dansk i mit hjem, og fordi grønlænderne under hele min op- vækst som dreng var mine venner og legekammerater. Siden da jeg blev vok- sen, kom hele mit arbejde til at ligge i Grønland, hvor mit speciale blev eski- moernes intellektuelle kultur, og et ar- bejde med dette emne i over 30 år kan vel give nogen forudsætning for bedøm- melsen af den grønlandske mentalitet. Mine rejser i Grønland begyndte i 1902 og har vedvaret siden da med und- tagelse af en enkelt ekspedition, hvor jeg besøgte alle eskimoiske bopladser i Canada og Alaska. Jeg har således ikke blot fulgt på aller første hånd hele den store udvikling, der er foregået i Grøn- land gennem dygtigt og målbevidst ar- bejde af danske gennem den sidste men- neskealder; men jeg har også, som nævnt, haft lejlighed til at besøge eski- moer, der dels endnu befandt sig på det primitive stadium, upåvirkede af den hvide mands kultur, dels i lande hvor civilisationsmetoderne byggede på andre principper. (Dette sidste har blandt andet givet anledning til mit af det norske advo- katur så efterspurgte foredrag for den danske rigsdag, hvor jeg gør rede for alt det, der er anderledes hos fremmede, og hvor jeg åbent erkender, at vi herfra kan søge nye impulser, hvilket dog langt fra er ensbetydende med, at min overbevis- ning ikke skulle være den, at vi har bi- bragt den grønlandske befolkning en langt dybere kultur end amerikanerne Alaskas befolkning.) Jeg derimod er ikke blot knyttet til det grønlandske folk gennem blodets bånd; men jeg har lige fra min barndom uafbrudt bevaret forbindelsen. Vi taler det samme sprog. Vi har som jægere og som rejsende de samme færdigheder og interesser, og derfor betragtes jeg under alle forhold som en af deres egne. Jeg ville derfor ikke fylde den plads, jeg er sat på, hvis jeg ikke ville benytte en lej- lighed som denne til at forsvare alle dis- se mine gamle venner fra barndoms- årene, alle disse mine kammerater fra ekspeditionerne, mod de beskyldninger, der er rettet imod dem af mænd, der aldrig nogen sinde har talt med en grøn- 179 [4] lænder. Over for denne kendsgerning bestrider jeg det faktum, at jeg ikke blot gennem mange år personligt har kendt hver eneste underskriver af de erklærin- ger, der er tale om; men jeg er dertil gennem mine rejser personligt bekendt med alle voksne grønlændere både i det aller nordligste Grønland, hele vest- kysten ned og den beboede del af Østgrønland. I vinterhuse og i teltlejre har jeg lært at kende den menige mand, hans tanke- gang og hans følelser, og når jeg begyn- der med at hævde den værdi, det har, også at lære den jævne mands, ja hele den indfødte befolknings ønsker at kende gennem deres valgte tillidsmænd, så ved jeg, at det vil vinde genklang i norske øren, idet der i det norske af professor A. W. Brøgger i »Tidens Tegn« for 3. december 1932 under en omtale af domstolen her med de natio- nale dommere ad Haag gør opmærksom på, at dette skete ud fra den sikkert meget værdifulde betragtning, at jus er ikke bare bogstaver, men også et folks historie og dets mentalitet. Det er netop denne betragtning, som grønlænderne i al beskedenhed har gjort gældende, idet de ønskede, at de høje dommere her også skulle høre deres egne ord, deres egne tanker, deres egen opfattelse og derfor sendte de af egen drift og uden opfordring deres erklæ- ringer og protester til den danske regering. _____ Men jeg tillader mig at spørge, om det er stemmende med almindelige rets- synspunkter, at man forhåndsvis for- søger at reducere afgørende udtalelser fra et helt folks repræsentanter i et bestemt spørgsmål, blot fordi det således fremførte ikke er behageligt eller tjenligt for ens interesser? Gennem mine samtaler med mænd i Grønland har jeg et meget stærkt ind- tryk af, i hvor høj grad man her ikke blot er optaget af dagen i dag, men også af erhvervsforholdene, således som disse i fremtiden må komme til at forme sig, ikke blot for dem selv og deres børn, men også for de generationer, der skal komme. Under disse meningsudveks- linger har jeg meget ofte mødt bekym- ring for virkningerne af de norske fangstekspeditioner på østkysten, hvor masseslagterierne netop foregår ved sæ- lernes ynglepladser og netop går ud over de sæler, som har den aller største betydning for grønlænderne, nemlig grønlandssæl og klapmyds. Er det så ikke naturligt, at denne bekymring for følgerne heraf kommer til orde på et tidspunkt, hvor nordmænd ikke længere vil nøjes med at jage på deres gamle fangstpladser uden for territorialgræn- sen, men nu også vil tvinge sig adgang til en del af Grønland med krav på, at dette område kommer under norsk suverænitet ? Det har altid været en almindelig grønlandsk opfattelse, at Grønland, som de selv kalder Kalåtdlit eller Inuit nunåt, ikke blot er deres boplads eller deres fangstdistrikt, men hele Grønland. Det- te er grønlændernes land, deres eget land, som JDanmark forvalter for dem, således at Danmark vel er moderlandet; men at det arbejde, der gøres for Grøn- land, i første række gøres for grønlæn- dernes eges skyld. Kan man da forbav- ses over, at Nordgrønlands landsråd 180 [5] som modsætning til dette norske krav om at tage land i Grønland fremhæver den danske uegennytte, således som ud- trykt i protesten af 19. juni 1932: »I Danmark har ansvarlige statsmænd ud- talt, at den danske statskasse giver afkald på at have et økonomisk overskud fra Grønland, og dette synspunkt er lovfæs- tet. Derfor kan det ikke undre, at det er det grønlandske folks urokkelige ønske, at dets fremtidige udvikling må blive under Danmarks styrelse og endvidere, at Danmark må blive tilkendt en ube- skåret højhedsret over hele Grønland.« Denne tillidserklæring står i et skæ- rende modsætningsforhold til alle de norske beskyldninger for dansk styres uduelighed og er dog et sandfærdigt ud- tryk for den menige mands ønsker og forhåbninger i Grønland. Og når den menige mands talerør — landsrådet — har ønsket at få disse udtalelser frem for denne høje domstol, der skal afgøre sagen, så sker dette ud fra en viden om, at civiliserede nationer i afgørelsen af sa- ger som den foreliggende altid er lydhør for den indfødte befolknings håb og ønsker. Der er i den danske replik, pag. . . indgående talt om landsråd og kommu- neråd. For imidlertid at gøre det billede helt, som jeg her ønsker at skabe, skal ganske kort følgende endnu engang fastslås: I mange år har grønlænderne nu, siden 60'erne af forrige århundrede, dengang gennem forstanderskaber og nu gennem kommunerådene og syssel- rådene, deltaget aktivt i arbejdet med deres lands styrelse. De har år for år dygtiggjort sig hertil, erhvervet sig en reel og moden erfaring vedrørende for- ståelse af grønlandsk politiske spørgs- mål, ganske særlig da, når talen falder på deres egen velbekendte verden, det der for dem er grundlaget for al deres eksi- stens, deres erhvervsforhold. Og grønlænderne har i disse råd vist sig i besiddelse af en medfødt veltalen- hed og evne til præcist og uden side- spring at ramme netop det, der for dem står som kærnen i det spørgsmål, der i ethvert øjeblik ligger for dem til bedøm- melse. Udfra kendskab til den grønlandske psyke kan der derfor ikke stærkt nok protesteres mod urimeligheden af alle de norske beskyldninger for uselvstændig- hed. Grønlænderne er så langt fra at være de danske embedsmænds nikke- dukker, at de tværtimod ved forskellige lejligheder bestemt er gået mod den op- fattelse, der hævdedes af regeringen i København. 181 [6] GRØNLAND 1:10000000 Reproduceret med Geodætisk Instituts tilladelse. Trykt ved Geodætisk Institut København 1977 2 T 1 CopvngM 182 [7]