[1] Herrnhuterne eller brødremenigheden i Grønland 1733-1900 Af Inge Kleivan Den 20. maj 1733 gik tre udsendinge fra brødremenigheden i Herrnhut i land i Nuuk/Godthåb; det var Christian David og fætrene Matthæus og Christian Stach. De var kommet for at hjælpe til med at omvende grønlænderne til kristendom- men, men Hans Egede, som havde på- begyndt missionsarbejdet i 1721, var ikke særlig begejstret for de tre tysk- talende håndværkere, først og fremmest fordi de repræsenterede en anden reli- giøs retning end den rationalistiske lutherdom, som var grundlaget for den danske mission. Den herrnhutiske brødremenighed stammer fra bevægelsen omkring den kirkelige reformator Johan Hus i Bøh- men i det 15. århundrede. En del af til- hængerne udvandrede senere og fik un- der ledelse af Christian David, som var tømrer, tilladelse af den pietetiske greve Nicolau Ludwig von Zinzendorf til at slå sig ned på dennes gods Berthelsdorf i det nuværende DDR, hvor de ved foden af Hutbjerget grundlagde kolonien Herrnhut d.v.s. i Herrens varetægt; der- af navnet herrnhutere. 13. august 1727 regnes for den fornyede brødremenig- heds stiftelsesdag. Som et udtryk for at standsforskel var underordnet, blev de enkelte medlemmer af menigheden kaldt brødre og søstre. Brødremenigheden blev på grøn- landsk oversat med qatangutigiiniat, d.v.s. søskende som vil være sammen. Både de tyske missionærfamilier og de grønlandske medlemmer af menigheden blev også kaldt noorliit, d.v.s. de der bor nærmest næsset, og det næs, der er tale om, er det, som Grønlands hovedstad, Nuuk, har sit navn efter. Stedet hvor de første herrnhutiske missionærer slog sig ned, kaldes også Saqqarliit, d.v.s. de der er nærmest solsiden. Selv kaldte de tyske missionærer stedet for Neu-Herrnhut, Ny Herrnhut, som det kom til at hedde blandt danskerne. Kolonien Godthåb lå en halv times gang derfra. Grønlæn- derne skulle snart komme til at forstå, at denne geografiske afstand mellem de to grupper af europæere også svarede til en afstand på mange andre måder. Den herrnhutiske missiomvirksomhed Brødremenigheden havde begyndt sin missionsvirksomhed i Dansk Vestindien i 1732, og allerede året efter blev også Grønland med den danske konge, 221 [2] Broder Matthæus Stach. Christian den Sjettes tilladelse inddraget som missionsmark. Det må nødven- digvis være en problemfyldt opgave at ville omvende et folk med en fremmed kultur og et fremmed sprog til kristen- dommen, og det skulle ikke gøre det meget lettere, at der var andre, som havde slået sig ned i landet først, og som var begyndt at etablere en kontakt med grønlænderne, nemlig repræsentanter for den danske mission og handel. Disse tre parter, som på afgørende vis kom til at gribe ind i grønlændernes til- værelse, havde på mange punkter ikke sammenfaldende interesser. De to mis- sioner stod i et konkurrenceforhold til hinanden, og samtidig havde de begge, i hvert fald periodevis, et modsætnings- forhold til handelen. Handelens folk var interesseret i, at grønlænderne levede spredt, fordi det gav de bedste mulig- heder for en gunstig fangst og dermed de bedste betingelser for handel, mens missionærerne så det som en fordel, at grønlænderne i hvert fald om vinteren levede mange samlet på ét sted, så man bedre kunne undervise dem og føre en vis kontrol med dem. Modsætningen mellem danskerne som repræsentanter for kolonimagten på den ene side og de tyske brødremissionærer på den anden side, var og blev dog mest markant. Grønlænderne kunne ikke undgå at blive inddraget i dette spil, og der opstod et skel mellem de grønlændere, som tilhørte den danske mission, og de der tilhørte den tyske mission, og til at begynde med også til de, der ikke var knyttet til nogen mission. Det var dog en fordel, at alle grønlændere på ét sted i almindelighed kom til at tilhøre samme Broder Johann Beck. 222 [3] Missionsstationen Ny Herrnhut i 1700-tallet med omliggende grønlandske beboelser, - huse og telte. T egningen findes i bndremissionens arkiv, Herrnhut. mission, så man undgik lokale modsæt- ningsforhold, således som det f. eks. kendes blandt eskimoerne i Alaska og Canada, hvor befolkningen i mange lo- kaliteter er splittet op i forskellige kirke- samfund. Qoornoq i Godthåb-fjorden var en undtagelse, for her boede med- lemmer af begge missioner. Påskedag den 30. marts 1739 er en mærkedag i den herrnhutiske missions historie, for på den dag blev den første grønlænder døbt, som kom til at tilhøre den herrnhutiske menighed. Det drejede sig om en fanger ved navn Qajarnaq (i ældre tid skrevet Kajarnak eller med Kleinschmidts retskrivning; K'åjarnaK). Han var blevet dybt grebet, da han året før havde hørt Johan Bek fortælle Jesu lidelseshistorie. Qajarnaq fik i dåben navnet Samuel, og sammen med ham blev også hans kone, som fik navnet Anna, og deres to børn døbt. Den herrnhutiske forkyndelse samler sig om menneskets frelse gennem Jesu lidelse og død. Den såkaldte blodteologi, hvor man gik særlig stærkt op i de sår, Jesus fik i forbindelse med korsfæstel- sen, nåede også til Grønland i midten af det 18. århundrede og kom til udtryk bl. a. i de grønlandske salmer, som mis- sionærerne forsøgte at oversætte eller rettere gendigte på grønlandsk. Gennemgående gik det hurtigt med at omvende grønlænderne til kristendom- men. Sagnene kan dog fortælle om enkelte, som modsatte sig at blive døbt og blev boende på deres bopladser, mens de øvrige samledes på missions- stationerne for at gå til dåbsforbe- redelse. På grund af overbefolkning kunne der herske smalhals der, så for en fanger var der ingen særlig økonomisk fordel ved at blive døbt. Men der kunne være andre fordele ved at være kristen, 223 [4] Navne på de herrnhutiske missionsstationer TYSK DANSK Neu Herrnhut Lichtenfels (Neuherrnhut) Ny Herrnhut (Nyherrnhut) Lichtenfels GRØNLANDSK Nordlit Akunåt Ny retskrivning: Ny retskrivning: Noorliit Akunnaat Lichtenau Lichtenau AgdluitsoK Ny retskrivning: Alluitsoq TYSK DANSK GRØNLANDSK Friedrichsthal Frederiksdal Umanak Umanak Ny retskrivning: Uummannaq NarssaK kujatdleK UmånaK Ny retskrivning: Ny retskrivning: Narsaq Kujalleq Uummannaq Igdlorpait Igdlorpait Ny retskrivning: Illorpaat Igdlorpait Ny retskrivning: Illorpaat for så var det ikke længere nødvendig at overholde de gamle, ofte besværlige taburegler f. eks. i forbindelse med fød- sel og død og fangst. Åndemanernes magt, som af og til kunne give sig ufor- udsigelige udslag, blev også brudt. Men på den anden side blev de døbte invol- veret i et nyt normsystem med strenge adfærdsregler, som det heller ikke altid var så ligetil at overholde. Bl. a. gik de herrnhutiske missionærer ind for en streng adskillelse af de to køn. Fra den danske missions side blev de herrnhutiske missionærer beskyldt for ikke at kræve solide kundskaber af deres dåbskandidater, men for de herrnhutiske missionærer var det mere et spørgsmål om, at de enkelte mennesker virkelig ønskede at blive døbt, end om hvor om- fattende deres bibelkundskaber var. Men også de herrnhutiske missionærer var optaget af at undervise de, der gerne ville døbes og sørge for, at de der alle- rede var døbt, fik deres kundskaber ved- ligeholdt og uddybet. I løbet af det 18. århundrede blev der anlagt mange nye kolonier og udsteder både på den nordlige og den sydlige del af vestkysten, og også herrnhuterne oprettede nye missionsstationer, men kun sydpå. Først blev Lichtenfels, som på grønlandsk hedder Akunnaat, anlagt i 1758, så Lichtenau, på grønlandsk Al- luitsoq i 1774 og i 1824 Friedrichsthal, det nuværende Narsaq Kujalleq/Frede- riksdal. Og endelig blev der så sent som 224 [5] i 1861 og 1864 oprettet to nye stationer, Uummannaq i Godthåb-fjorden og Illor- paat nord for Narssaq Kujalleq/Frede- riksdal. Uummannaq lå i et område, hvor folk længe havde været kristne, og oprettelsen af den ny station var ikke et forsøg på at skaffe flere tilhængere, men et resultat af, at befolkningen der var vokset på bekostning af Noorliit/Ny Herrnhut, hvor levestandarden var ble- vet betænkelig lav. Illorpaat lå derimod i et område, hvor der stadig var en mis- sionsopgave, fordi der helt op til år- hundredeskiftet blev ved med at ind- vandre folk fra den sydlige del af øst- kysten. Det var karakteristisk for de grønlændere, som kom til at udgøre de herrnhutiske menigheder, at de var kommet rejsende sydfra, og i Godthåb- distriktet afveg de bl. a. ved at tale den sydlige i-dialekt. De herrnhutiske missionærer var i modsætning til de danske ikke teologer, som var uddannet på et universitet, men de var lægmænd, som havde lært et håndværk. Det er blevet hævdet, at denne baggrund gjorde det lettere for de herrnhutiske missionærer at komme i kontakt med grønlænderne og blive ak- cepteret af dem. Det har sikkert også været rigtigt i nogle tilfælde, men det har nu nok generelt set ikke haft den store betydning. Skellet mellem grøn- lændere og europæere var under alle omstændigheder stort. De europæiske missionærer var alle overbevist om, at de var repræsentanter for en højere kul- tur, at de vidste, hvad der var bedst for grønlænderne, og at de uselvisk var kommet for at hjælpe dem. De så det som deres opgave ikke bare at omvende lUummannaq Noorliit Akunnaat Alluitsoq j Illorpaat Narsaq Kujalleq^ De herrnbutiske missionsstationer i Grenland. grønlænderne til kristendommen, men også at opdrage dem efter vesteuro- pæiske protestantiske idealer, og her var herrnhuterne de ivrigste, både når det gjaldt om at foregå med et godt ek- sempel og om at prædike arbejdsomhed, nøjsomhed, sparsommelighed og orden. Sammenlignet med de danske missio- nærer blev de herrnhutiske gennem- gående længere i Grønland, og det var med til at styrke deres kontakt med den grønlandske befolkning. Men i mod- sætning til hvad der var tilfældet med flere betydelige danske missionærer, var der ingen af de herrnhutiske missio- nærer, der giftede sig ind i grønlandske familier og på den måde kom til at stå befolkningen nær. løvrigt var der ikke udelukkende tale om tyske missionærer, for der har også efter at Christian den VII i 1771 havde givet tilladelse til oprettelsen af brødrekolonien Christian- 225 [6] feld i Sønderjylland, været en række dan- ske herrnhutiske missionærer i Grøn- land, foruden en enkelt svensker. Det var ikke alle missionærer, der drog ud uden specialuddannelse, for al- lerede i 1739 blev der oprettet et teolo- gisk seminarium, og efterhånden fik både mænd og kvinder også en elemen- tær uddannelse, så de kunne yde nogen lægehjælp. I 1869 blev der oprettet en seksårig missionsskole i Niesky. På det tidspunkt drev herrnhuterne missions- virksomhed over store dele af verden, for de anså dette for at være en hoved- opgave for menigheden. Foruden de ordinære missionærer, som havde ret til at udføre kirkelige handlinger, var der i almindelighed også en eller flere ikke-ordinerede mænd på hver missionsstation. Alle, også kvin- derne, ydede deres indsats i missions- og menighedsarbejdet og i forbindelse med den fælles husholdning. Det var idealet, at de herrnhutiske missionærer skulle være selvforsynende, hvor de end var i verden, men det havde de svært ved at leve op til i Grønland. De holdt husdyr, får og geder, ja tilmed køer, dyrkede grøntsager og indsamlede bær og gik lidt på jagt, men det var af afgørende betydning for deres eksistens, at de modtog forsyninger og gaver fra Europa både i form af madvarer og tøj. De fik også tilsendt ting, som de kunne bruge til at bytte med f. eks. tobak, så de kunne skaffe sig frisk kød og fisk, og som de også kunne bruge som betalings- middel for tjenesteydelser. En regulær, omefid beskeden løn blev først indført i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men bag den herrnhutiske mission stod der i modsætning til den danske stats- mission en levende engageret menighed i Europa, ikke bare i Tyskland, som gav både økonomisk og åndelig støtte. Grønlænderne bidrog også selv i be- grænset omfang til missionen. Første gang man hører om det, var i Ny Herrn- hut i 1753, hvor man i de korte vinter- dage holdt morgen- og aftenforsam- linger med lamperne tændte, for at grønlænderne kunne udnytte dagslyset til at tage på fangst i. Missionærerne foreholdt da grønlænderne, at det ville være rimeligt, at de selv efter evne bi- drog med det spæk, som skulle brændes i lamperne. Hidtil havde missionærerne købt det af dem, men denne opfordring resulterede i, at folk nu kom med så meget spæk, at man tilmed kunne give noget af det til de trængende. Endnu i slutningen af det 19. århundrede klagede missionærerne dog over, at mange sta- digvæk ikke havde godtaget ideen om, at det skulle være deres pligt at bidrage til missionen. De herrnhutiske menigheders særpræg De herrnhutiske kirker eller rettere kirkesale, for de blev indrettet i tilknyt- ning til beboelsesrummene, var hverken udstyret med prædikestol eller altertavle. Der var kun opstillet et såkaldt liturgi- bord på en forhøjning. Bænkene var an- bragt på langs i kirkesalen, adskilt af en midtergang, der delte rummet i en søsterside og brødreside. Et antal »tje- nere« og »tjenerinder« passede lamperne og sørgede for forskellige praktiske gø- remål. Bl. a. var der ansat tjenerinder til at ro missionens konebåde. For de herrnhutiske menigheder be- 226 [7] Mange herrnhutiske traditioner fortsatte, efter at brødremissionarerne havde forladt Grønland, Således anvendtes Nj Herrnbuts blæseinstrumenter i en årrække ved Godthåb kirke. På billedet ses fra venstre: Niels Lynge, Hans Motyfeldt, Gustav Olsen ogjosva KJeist. KNK, Landsmuseets billedsamling. tød musik og salmesang meget, og mis- sionærerne lærte deres menigheder at synge både tre- og firestemmigt. Særligt udvalgte fik musikundervisning, og blæ- serkoret spillede en vigtig rolle ved for- skellige kirkelige anledninger. Salmerne blev, ligesom det var tilfældet i den dan- ske mission, sunget på europæiske me- lodier. Men den pris, som grønlænderne måtte betale for den sangglæde, der hur- tigt knyttede sig til salmesangen, var høj, for de herrnhutiske missionærer bekæm- pede konsekvent alle former for trom- mesang, fordi de forbandt dem med åndemanerne og deres »djævelskab«. Men det var ikke bare den eskimoiske trommesang og -dans, som missionæ- rerne var ude efter. De tillod heller ikke medlemmerne af deres menigheder at danse europæiske danse. Det skete af og til, at herrnhutiske grønlændere, som var på besøg hos grønlændere, som til- hørte den danske mission, blev fristet til at deltage i dansen, men den synd måtte de senere bøde for, hvis det kom missio- nærerne for øre. Også kortspil var for- 227 [8] budt blandt herrnhuternes grønlændere. Der var en streng kirketugt, som ude- lukkede de ulydige i kortere eller læn- gere tid fra fællesskabet, og det blev af mange betragtet som en hård straf ikke at måtte være med ved altergangen. Den almindeligste grund til at grønlændere kom under kirketugt havde at gøre med seksuallivet. Missionærerne så meget al- vorligt på overtrædelser af det sjette bud. Da de trak sig tilbage fra missions- arbejdet i Grønland i år 1900 var et be- tragteligt antal af menighedens 1637 medlemmer under kirketugt, 126 ialt. Missionærerne førte obligatoriske skriftesamtaler med medlemmerne af menigheden; ægtepar var sammen, mens de ugifte talte enkeltvis med missionæ- ren. Derved fik missionærerne indblik i mange ting, som foregik blandt menig- hedens medlemmer, og de fik derved også mulighed for at udøve social kon- trol. Det var et ubetinget krav, at me- nighedens medlemmer skulle være åbne og lydige overfor missionærerne. Man forsøgte, men ikke altid med held, at overføre herrnhuternes særpræg til Grønland. Man havde således i det 18. århundrede en inddeling i »sel- skaber«, hvor små grupper af personer af samme køn holdt fællesmøder; om vinteren en gang om ugen, om somme- ren så tit det kunne lade sig gøre. Her skulle de så fortælle om sig selv i en stadig påmindelse om troens rette vej. Inddelingen i selskaber ophørte efter- hånden, men da var hele menigheden blevet inddelt i kor efter køn, alder og ægteskabelig stand: ægtepar, enker, en- kemænd, ugifte kvinder, ugifte mænd, og også børnene var opdelt efter køn og alder. Ideen var at medlemmerne i hvert kor havde særlige forudsætninger for at tale sammen. Der blev afholdt kor- forsamlinger, og hvert kor havde sin egen festdag. Det var f. eks. enkernes dag den 2. februar; dagen blev foruden ved sang og spisning også fejret ved at enkerne modtog gaver, bl. a. tøj til dem selv og deres børn. Forholdsvis mange mænd omkom under udførelsen af fangererhvervet, så der var mange yngre enker med børn. Gennem missionen blev der således udøvet en begrænset form for socialforsorg. I Europa bar kormedlemmerne sym- boler, som viste, hvilke kor de tilhørte, og dette var delvis overført til Grøn- land. Farven på de europæiske kvinders kysebånd svarede til farven på de bånd, som de grønlandske kvinder viklede om deres hårtop: de ugifte unge piger havde røde bånd, de gifte blå bånd, enkerne sorte eller evt. hvide og endelig måtte de ugifte unge piger, som havde fået et barn, bære grønne bånd. Skikken med de farvede hårbånd, som også kan ses som et udtryk for social kontrol, bredte sig til de ikke-herrnhutiske menigheder og holdt sig efter at de herrnhutiske mis- sionærer havde forladt Grønland. De symbolsk farvede bånd forsvandt først, da de grønlandske kvinder gik over til andre frisurer end den traditionelle hårtop. Et forsøg på at ændre boligformerne i forbindelse med korinddelingen var der- imod ikke så vellykket. Ægtepar og små børn skulle fortsat bo i familiehusene, mens der blev bygget særlige korhuse, indrettet på grønlandsk vis med briks, til henholdsvis enkerne, store piger, unge 228 [9] Gudstjeneste i brødremenigheden — bryllup^ T res snit af Ann fra Kangeq ca. 1860. piger og unge mænd. Det var i den grad et brud mod det traditionelle familie- og boligmønster, at eksperimentet ikke fik lang levetid. Herrnhuterne havde genoptaget visse traditioner fra oldkirken som kærlig- hedsmåltidet, broderkysset og fodvask, og dem søgte de også at overføre til Grønland. Ved visse festlige lejligheder samledes menigheden til et kærligheds- måltid, hvor der foruden fællesspisning også indgik salmesang og musik. Også skikken med broderkysset i for- bindelse med højtiderne vandt indpas i de grønlandske menigheder. Langt op i dette århundrede var det skik nogle steder, at man udvekslede kys efter alter- gangen. Ritualet med fodvasken der- imod måtte hurtigt opgives, bl. a. fordi det passede meget dårligt til klimaet i Grønland. Skikken, som har sit ud- gangspunkt i, at det i det nye testamente fortælles, at Jesus vaskede fødderne på sine disciple, blev iøvrigt også afskaffet i Europa som en forældet skik på syno- den i 1818. Af særlig betydning var også menig- hedsdagene, hvor der blev oplæst bud- skaber fra herrnhutiske menigheder andre steder i verden. Desuden fejrede man specielle mindedage, f. eks. den 20. marts, dagen hvor Qajarnaq var blevet døbt. Påsken, som er den største højtid indenfor kristendommen, blev specielt fejret i de herrnhutiske menigheder. Man holdt læseforsamlinger i påske- dagene, hvor læsning af Jesu lidelses- historie blev afbrudt af menighedens sang. Højdepunktet kom påskemorgen, hvor hele menigheden efter gudstjene- sten gik ud på Gudsageren, på grøn- landsk: Guutip naasuvia, som man kaldte kirkegården, med blæserne i spid- 229 [10] sen. Her mellem gravene afsluttedes gudstjenesten, og navnene på de, der var døde siden sidste påske, blev læst op. Det var ikke for at ære de afdøde, men for at mindes dem som en del af den kristne menighed, som skulle genopstå ved Jesu genkomst. Også i forbindelse med julen havde herrnhuterne deres særlige skikke. Un- der gudstjenesten juleaften fik hvert barn udleveret et brændende lys, som de ivrigt prøvede at bære hjem, uden at det gik ud. Senere på aftenen gik man rundt og sang julesalmer udenfor husene. Denne skik, som på grønlandsk kaldes silatangiaaneq, var en af de herrnhutiske skikke, som var højt værdsat, og som blev vedligeholdt længe efter, at de herrnhutiske missionærer havde forladt Grønland, også på steder som ikke havde tilhørt den herrnhutiske me- nighed. Sent nytårsaften blev der holdt guds- tjeneste, og når klokken var tolv, stemte blæserne i, og menigheden sang. Efter salmesangen blev det såkaldte løsenord for den første dag i det nye år læst op. Brødremenigheden benytter en så- kaldt løsenbog med bestemte bibelord og salmevers til hver dag i året, som skal danne grundlag for eftertanke og sam- tale. Bibelordene fra det gamle testa- mente udtrækkes i Herrnhut under bøn blandt en lang række bibelord fra det gamle testamente, som er udskrevet på kort. Derefter udvælges bibelord fra det nye testamente, der dels passer til bi- belordene fra det gamle testamente, dels til årstiden. I de enkelte lande vælges derefter et salmevers eller en del af et vers fra landets egen salmebog. I tilknytning hertil skal herrnhuternes brug af lodtrækning kort omtales. Bibe- len var herrnhuternes første rettesnor, men den indeholdt ikke svar på alt. Der- for anvendte man tidligere i visse situa- tioner lodtrækning med lodder mærket ja, nej og i begyndelsen også blank. Man håbede på den måde at få et tegn på, hvad der var Jesu vilje. Trak man loddet med blank, måtte man enten udsætte af- gørelsen af den pågældende sag eller for- mulere problemstillingen på en anden måde. Loddet blev bl. a. benyttet i for- bindelse med valg af navne til dåbs- kandidaterne. Missionærerne forsøgte også at anvende det ved udpegning af ægtefæller, men det ville grønlænderne ikke finde sig i, og i 1789 måtte man helt afskaffe lodtrækning i forbindelse med indgåelse af ægteskaber i Grønland. Herrnhuternes undervisning og tekster på grønlandsk For at drive effektiv missionsvirk- somhed i Grønland var det nødvendigt med et godt kendskab til det grønland- ske sprog. De herrnhutiske missionærer kunne i starten støtte sig til Hans Ege- des og de andre danske og norske mis- sionærers pionerindsats, men de stræbte efter at have deres egne religiøse tekster på grønlandsk. Det lykkedes flere af de herrnhutiske missionærer at blive sær- deles dygtige til grønlandsk. Det gjaldt bl. a. Conrad Kleinschmidt, som var ansvarlig for den første herrnhutiske oversættelse af det nye testamente, som blev trykt i London i 1822, bekostet af det engelske bibelselskab. Det har natur- ligvis ikke været problemfrit, at den danske og den herrnhutiske mission ikke 230 [11] bare havde hver deres ritualer og salmer, men at også selve bibelen forelå i for- skellige versioner. I starten kunne der blandt grønlænderne ligefrem opstå tvivl om, hvorvidt det var den samme Gud, det drejede sig om. Det var Conrad Kleinschmidts søn Samuel Kleinschmidt, som frem for nogen blev kendt for sit arbejde med det grønlandske sprog. Han ikke bare over- satte og skrev bøger, men han trykte dem også. Han havde nemlig i 1856, året før inspektøren for Sydgrønland, H. J. Rink., fik sendt et trykkeri til Nuuk/ Godthåb, gennem sin bror fået opsendt et trykkeri. Sammen med sin grønlandske medarbejder, Elias Lynge, trykte Kleinschmidt bl. a. store dele af det gamle testamente, efterhånden som han var færdig med oversættelserne, for- uden mange oplysende skrifter og lære- bøger for seminarieeleverne. Da Klein- schmidt i 1859 opgav sin stilling inden- for den herrnhutiske mission og blev seminarielærer, fik han lov til at beholde trykkeriet, mod at de herrnhutiske mis- sionærer også modtog eksemplarer af de bøger, han fremstillede. Det allerførste forsøg med at frem- stille tryksager i Grønland var iøvrigt også gjort af en herrnhutisk missionær. Det drejede sig om en lille grønlandsk salmebog, som Jesper Brodersen trykte i Noorliit/Ny Herrnhut allerede i 1793. Den første herrnhutiske grønlandske salmebog var blevet trykt i London i 1747, den sidste blev trykt i Herrnhut så sent som i 1898. Det var den tidligere missionær i Grønland, Karl Spindler, som stod for udgivelsen. Han havde allerede i 1876 udgivet en sangbog for skole og hjem med noder. Han var meget produktiv som digter og over- sætter, og mange af hans salmer og sange synges fortsat med glæde i Grøn- land. Missionsarbejde og undervisning hav- de lige fra starten været snævert forbun- det, og det var derfor naturligt, at de herrnhutiske missionærer fortsatte med at tage sig af skoleundervisningen i deres områder, også efter at det egent- lige missionsarbejde var forbi. Men i modsætning til de danske missionærer var de herrnhutiske længe tilbageholdne med at uddanne grønlandske kateketer og betro deres medhjælpere et selvstæn- digt ansvar i forbindelse med kirke- og skolearbejdet. Den danske mission hav- de 1845 oprettet seminarier i Ilulissat/ Jakobshavn og i Nuuk/Godthåb, for at de grønlandske kateketer, som hidtil var blevet uddannet individuelt af de en- kelte missionærer, skulle få en mere om- fattende og ensartet uddannelse. Den herrnhutiske mission forsøgte at gøre noget lignende ved i 1850 at oprette en skole til uddannelse af de såkaldte hjæl- pere under ledelse af Samuel Klein- schmidt. Den blev dog midlertidig ned- lagt allerede i 1858. Der var også be- stræbelser i gang for at uddanne hjæl- pere i Alluitsoq/Lichtenau og Narsaq Kujalleq/Frederiksdal i det sydligste Grønland, men heller ikke der blev det til så meget. En grønlandsk protestbevægelse I Grønlands missions- og kirkehistorie omtales der et begreb, som kaldes svær- meriske bevægelser, d.v.s. bevægelser, som er baseret på en religiøs begejstring 231 [12] præget af overspændthed. En af disse bevægelser, hvis centrale skikkelse er kendt i litteraturen som profeten Ga- briel, opstod i den herrnhutiske menig- hed i Narsaq Kujalleq/Frederiksdal. Det var en ung fanger, Matthæus, som fik åbenbaringer tidligt på vinteren 1854, hvor der herskede stor nød og sult på stedet. Han profeterede, at verdens ende var nær, og at det gjaldt om at omvende befolkningen i Østgrønland, før det var for sent. De herrnhutiske missionærer blev dybt rystede, da et af menighedens medlemmer anfægtede deres monopol på sandheden og handlede selvstændigt. Da de ikke selv kunne standse bevægel- sen, appellerede de til de verdslige myn- digheder med den begrundelse, at det var oprør. Rink, som dengang var kolo- nibestyrer i Qaqortoq/Julianehåb, var om foråret på embedsrejse sydpå, men da var der ro igen. Denne bevægelse kan også opfattes som en protestbevægelse i en religiøs ramme, en protest mod mis- sionærernes konstante bedrevidende og kontrol med alle ting, som alligevel ikke hjalp på de fortvivlende materielle for- hold. De herrnhutiske grønlændere og de verdslige myndigheder De herrnhutiske menigheder var ikke helt isolerede i forhold til de verdslige myndigheder, og de blev da også ind- draget i forbindelse med oprettelsen af de såkaldte forstanderskaber i 1857, som var det første forsøg på at give grønlæn- derne et begrænset politisk/administra- tivt ansvar af lokal karakter. De ledende missionærer på de enkelte missionssta- tioner blev fast medlem af de forstan- derskaber, som de geografisk hørte til, i lighed med de danske præster, og på de herrnhutiske bopladser og missionssta- tioner blev der valgt grønlandske for- standere. Inspektør Rink var som bekendt en ivrig forkæmper for forstanderskaberne. En anden af de ting, som han fik sat igang, og som skulle vise sig at blive en betydelig større succes, var oprettelsen 1861 af det illustrerede grønlandske tidsskrift Atuagagdliutit, som lever vi- dere i dag som det dobbeltsprogede Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Dette oplysende og underholdende blad blev også udsendt til de herrnhutiske menig- heder og læst og diskuteret og medvir- kede således til at gøre folk der mindre isolerede. Medlemmerne af de herrnhutiske me- nigheder sendte også af og til bidrag til bladet. Særlig værdsat blev fangeren Un- garalaks Qohannes's) beretninger om sit og sine bofællers liv, som mange år se- nere blev udgivet i bogform af Frederik Nielsen. Det kan også nævnes, at billed- kunstneren og sagnfortælleren Aron fra Kangeq hørte til den herrnhutiske me- nighed. Afslutningen på den herrnhutiske mission i Grønland Sommeren 1900 forlod samtlige herrn- hutiske missionærer og deres familier Grønland. Det skete efter lange over- vejelser blandt de ansvarlige kredse i Tyskland og efter mere eller mindre pres fra dansk side. Flere af de herrnhutiske menigheder havde ry for at være præget af dårlige erhvervs- og levevilkår. Når man fra dansk side gerne så den herrn- 232 [13] No 1. ATUAGAGDL1UTIT. TUSARUMIIfASASSUlNIK UNIVKAT. Januar i. 1861. tik umiarssuativik anguncii ajulerpat si- korssuarnit. Tainiail'ssiit ama umiar- Umiarsstiarnil;, aussame 1860me, sp'iårtulcrpiit, pujorssuardlo imainannc NÅ n 3 mil u nik. lalaiti'poi;, uanitdlin^mntdlo takuait '(nugtcrisioK R. Bortiiclicn.) umiarssuit mardltik, imaitiimik: angiiti« li(f.ssnaK nmiarsHiiarinil; avdlainili kalig- Aussai; k!ng'ii{|(lloi; itangJiStou kuja- (ui:. Ama taukua Amcrikarniiiit kalu- Den første Atuagagdliutit fra 1861. På træsnittet ses Godthåb kirke, inspekterboligen og seminariet, den nuværende provstebolig. hutiske mission afsluttet, så var det naturligvis heller ikke uden betydning, at Grønland var en dansk koloni, som ellers var lukket for fremmede, både for udlændinge og danskere, som ikke var i missionens og handelens tjeneste. Missionærerne kunne forlade deres menigheder under henvisning til, at det fra starten havde været meningen at bi- stå den danske mission, og hvervet nu kunne siges at være fuldført. Vest- grønland var ikke længere en missions- mark, og den danske mission havde ta- get arbejdet op blandt den fåtallige ikke- kristne befolkning, som levede i Østgrønland. Der var brug for at gøre en missionsindsats andre steder i ver- den, og desuden tilhørte den danske mission ligesom den herrnhutiske en evangelisk kirke, hvilket betød, at det var en nærtbeslægtet kirke, som overtog ansvaret. Da missionsdirektionen i Tyskland gjorde situationen op, er- kendte man også, at det med henblik på fremtiden ville være nødvendigt at ud- danne grønlandske præster og kateketer; det var ikke lykkedes for den herrnhuti- ske mission, mens den danske mission havde de fornødne midler og var godt i gang med det. Ved missionens slutning boede de herrnhutiske menigheder foruden på de seks hovedstationer også på 28 bo- pladser. Det drejede sig ialt om 1637 grønlændere. I en overenskomst af 5. marts 1900 mellem Ministeriet for Kirke- og Un- dervisningsvæsenet og den Evangeliske Brødre Unitats Direktion blev det aftalt, at fra det øjeblik, hvor missionen op- hørte, skulle de grønlændere, som hørte til de herrnhutiske menigheder anses for at være medlemmer af den danske folke- kirke og være ligestillede i åndelig og 233 [14] materiel henseende med de øvrige grøn- lændere, som hørte til den danske folke- kirke. De grønlandske hjælpere, læsere (d.v.s. lærere med så godt som ingen specialuddannelse) og organister overgik til den danske missions tjeneste, hvor- imod de såkaldte tjenerinder ikke kunne fa arbejde i den danske mission. De blev pensionerede eller modtog en mindre understøttelse. Den danske regering forpligtede sig også til at fortsætte de pensionsudbetalinger, som brødremis- sionen hidtil havde foretaget. Og endelig blev det aftalt, at alle den herrnhutiske missions bygninger skulle overtages af den danske mission; i den forbindelse skulle den danske regering udbetale 40.000 kr. til Brødremenighedens Mis- sions-Direktorat. Dermed var de formelle sider i for- bindelse med missionens ophør aftalt, men de herrnhutiske menigheders sær- præg kunne naturligvis ikke udslettes med øjeblikkelig virkning. Den nævnte overenskomst indeholdt iøvrigt også en bestemmelse om, at den danske regering skulle sørge for, at der blev uddelt gratis eksemplarer af den sidste herrnhutiske salmebog trykt i 1898 til beboerne i de 234 [15] Fra afskeden med bredremissionærerne i Alluitsoq/'Luhtenau. lait 212 kajakker var samlet, da billedet blev taget den 5. august 1900. Fotografiet findes på Det kongelige 'Bibliotek iKebenhavn. tidligere herrnhutiske menigheder. Da der i 1907 blev udgivet en ny salmebog til brug i den grønlandske kirke, blev mange af de herrnhutiske salmer, først og fremmest af Spindler, taget med, og mange af dem er også med i de senere udgaver af den grønlandske salmebog. Overdragelsen af den herrnhutiske mission til den danske mission (som den fortsat kaldtes indtil loven om kirke- og skolevæsenet i Grønland af 1. april 1905), foregik under højtidelige former med deltagelse af både tyske og dan- ske missionærer. Særligt i Alluitsoq/- Lichtenau var der strømmet mange mennesker til for at være med i afskeds- festen den 5. august 1900. Et impo- nerende antal fartøjer var samlet på ét sted: 40 både og 212 kajakker. Der var naturligvis ikke plads til så mange men- nesker inde i kirkesalen, men det var strålende vejr, så højtideligheden kunne foregå udendørs. Adolf Riegel, som havde haft overopsyn med brødre- menigheden i Grønland, og den nye danske præst Frederik Balle, som var født i Grønland, talte efter tur. 423 modtog nadveren og et basunkor på 10 mand var med til at markere den skel- sættende begivenhed. 235 [16]