[1] Kirkekamp og hedningemission Om herrnhuterne i Danmark ogpå Grønland 1733—50 Af Hans-Henrik Christensen I. Instruktion. Mens brødremenighedens mission i Dansk Vestindien generelt har fået et smukt eftermæle, har vurderingen af det grønlandske engagement overvejende været negativ. Man har hæftet sig ved modsætningsforholdet til både den dan- ske handel og mission, og fremhævet, at brødrenes missionspraksis var uhen- sigtsmæssig og direkte skadelig for det grønlandske samfund. Dette er utvivl- somt korrekt, vel at mærke vurderet ud fra den danske handel eller missions standpunkt. Handelen synes at have lidt tab ved den forringede indhandling fra brødremissionens grønlændere, og brød- rene hvervede proselytter, som ellers kunne tænkes at være gået til den danske mission. Eftertidens negative bedømmelse af den grønlandske brødremission har hel- ler ikke svært ved at finde talsmænd i samtiden. I Dansk Vestindien lykkedes det brødrene at vende kolonisternes tvivl og modstand til velvilje og opbak- ning^ en proces, der ikke gentog sig på Grønland, hvor kun enkelte danske mis- sionærer og handelsfolk kunne mildne det latente modsætningsforhold. De vanskelige leve- og forsyningsvil- kår, det spændte forhold til såvel køb- mand Jakob Severin som Hans Egede samt den kirkepolitiske strid i Danmark var brikker i en særdeles ugunstig bag- grund for etableringen af den grøn- landske brødremission. Alligevel kunne brødrene fra 1733 og op til 1740'erne notere en stærkt stigende tilslutning til Neu Herrnhut samtidig med, at mis- sionen fik den danske konges officielle anerkendelse. Nedenstående vil belyse årsagerne til denne udvikling, specielt koncentreret omkring paradokset i den danske øvrig- heds holdning til brødremenigheden. Et paradoks, der bliver endnu tydeligere i 1740'erne, hvor adskillige restriktive forordninger udstedtes mod herrnhut- erne i Danmark. II. Øvrigbeden. Øvrighedsbegrebet er ikke i denne pe- riode entydigt for Grønlands vedkom- mende, hverken centralt eller lokalt. Dertil var modsætningerne mellem den danske mission og handel for dybt- gående. Formelt set havde missionskol- legiet ved et dekret af den 8. februar 236 [2] »Førstegrøde-billede« malet af Johann Valentin Haidt i 1747. Maleriet måler 3,95x2,52 meter, og det findes nu i Zeist i Holland. På billedet ses »de 18 førstegrøder f rå alle vore hedenske nationer.. . på et stort billede i legemstørrelse rundt om frelseren«. Som nummer 5 fra venstre ses grønlænderen Qajarnaq, som blev døbt Samuel. 1737 fået overdraget opsynet med den grønlandske mission fra Danske Kan- celli, der traditionelt tog sig af de kirke- lige sager.1 Almindeligvis bestod missionskolle- giet af kancelliets præsident, Sjællands biskop og et: par lægfolk i indflydelses- rige stillinger, hvortil kom enkelte sag- kyndige rådgivere. Det er klart, at kol- legiets sammensætning blev af vital be- tydning for brødremissionen, der fra be- gyndelsen kunne notere en generelt positiv holdning i kollegiet, hvilket ikke mindst skyldtes kongens nærmeste råd- giver, J. L. von Holstein.2 Hvad angik handelen på Grønland, viste oktrojhaveren, Jacob Severin, sig tydeligvis i tvivl om, hvilken myndighed han skulle henvende sig til. Christian VI foreslog derfor von Holstein, at man tog et medlem fra henholdsvis handels- og missionskollegiet, således at ingen af de impliceredes interesser blev tilsidesat.3 Denne salomoniske afgørelse kunne dog ikke hindre en lang række konflikter i den danske administration, lokalt som centralt. For grønlænderne betød den danske kolonisering under alle omstændigheder nedbrydningen af den traditionelle, 237 [3] eskimoiske øvrighedsfunktion, som den var udtrykt bl. a. gennem sangkampe. Civilisationens ubønhørlige fremtræn- gen fjernede denne »primitive« måde at afgøre tvister på. I stedet afløstes øvrig- hedsfunktionen af den idelige konflikt mellem handelens og missionens folk, ligesom i den centrale øvrigheds under- ordnede organer, og hvor udviklingen på længere sigt blev i missionens dis- favør. For de herrnhutiske missionærer be- tød disse realiteter en vanskelig balance- gang. Modsætningerne var mange og åbenlyse, og uden støtte både i Grøn- land, Danmark og modermenigheden i Herrnhut var den grønlandske brødre- mission illusorisk. III. Kirkekamp og hedningemission. Christian VTs kroning i 1731 betød, at den spirende pietisme i Danmark havde fået langt bedre grobund. Kongens sym- pati for den ny vækkelse var velkendt, og brødremenighedens overhoved, grev Zinzendorf så nu store muligheder for herrnhutismen i det danske rige. Zinzen- dorf rejste til København for under kro- ningsfesten at indlede en diplomatisk charmeoffensiv, der skulle bibringe ham selv en position som en af rigets betyd- ningsfulde kirkelige administratorer. Herrnhutiske historieskrivere har siden harmoniseret hændelsesforløbet således, at etableringen af hedningemissionen i .de danske kolonier var grevens primære formål med rejsen til København. Dette var imidlertid kun resultatet af grevens langt videregående ambitioner. Zinzen- dorf indså nemlig ikke, at enevældens ufravigelige krav om unitet ikke kunne gå i spand med pietisternes brogede vækkelse, hvor man udadtil reagerede mod den stivnede ortodoksi, men ellers indbyrdes var splittet i stridende ret- ninger. Kongen måtte nødvendigvis slække på pietismens løsgængeri og i stedet tage holdepunkt i én bestemt kir- kelig retning. Da schismaet mellem pietisterne i Halle og i Herrnhut udviklede sig til et åbent brud i 1733, blev herrnhutterne i Danmark slået i hartkorn med de sepa- ratistiske lægmandsbevægelser.4 Zinzen- dorfs førhen nære forbindelser til det danske hofs inderkreds hjalp lidet, da magtkampen i konseilet havde svækket C A. von Plessen og Vemmertofte- kredsens position.5 Hallenseren grev Christian Ernst von Stolberg-Werni- gerode fik som kirkelig rådgiver væsent- lig indflydelse på kongen, hvorfor Zin- zendorf ikke kunne forvente megen imødekommenhed for sin sag.6 Når brødremenigheden alligevel fik mulighed for at etablere sit missions- arbejde, må dette tilskrives kongen. Kir- kekampen havde i 1733 antaget en skar- pere karakter med forordningen af den 7. oktober, rettet mod alle, der talte og skændte mod pietisterne.7 En måned se- nere nedsatte kongen en kommission, der uvildigt skulle undersøge de mange klager fra prædikestolene over falsk lære.8 Den pietistisk dominerede kom- missions arbejde må dog betegnes som en skinproces. I stedet løste kongen selv de værste problemer ved med mild og majestætisk hånd at tildele provinsielle forfremmelser til de værste kritikere af pietismen. 9 238 [4] Vestgrønlandsk trommedans. Tegning af Jens Kreutzwann ca. 1860. Denne dualisme i Christian VTs kir- kepolitik må ikke forveksles med tole- rance. Selv søgte kongen at efterleve »del- og herskprincippet«, og det betød, at han ofte søgte at moderere sine råd- giveres mere kompromiløse linie. Inkon- sekvens synes derfor at karakterisere Christian VTs beslutninger, der var ble- vet til i et forgængeligt håb om fred og fordragelighed undersåtterne imellem. I lyset af denne dualisme bør man også se brødremenighedens tilladelse til at missionere, både i Dansk Vestindien og i Grønland, på et tidspunkt, hvor Zinzendorf efterhånden var »persona ingrata« i Danmark. Med hensyn til den grønlandske mission kunne kongen til- godese to aspekter. Dels skulle brødrene kompensere for den manglende interes- se og opbakning, som man fra dansk side havde vist Hans Egedes arbejde på Grønland. Dels kongens omkostningsfri tolerance ved at lade brødrene udbrede deres budskab fjernt fra moderlandets pulserende kirkeliv. Kongen kunne så- ledes håbe på at have pacificeret et af kirkens potentielle uroelementer. At brødremenigheden derpå gav sig i kast med en så krævende udfordring som denne hedningemission, skyldes en ægte, uegennyttig kristen overbevisning, men man kan heller ikke frakende herrnhuterne visse bagtanker i forbin- delse med missionsvirksomheden. I den 239 [5] stadige polemik om brødremenighedens legitimitet som evangelisk særkirke kun- ne man bruge et frugtbart missions- arbejde som et argument for en mere positiv holdning hos øvrigheden til herrnhutismen som helhed. W. Hans Egede og brødremissionen. De første brødremissionærers ankomst til Godthåb i maj 1733 blev ikke indled- ningen til et lykkeligt samarbejde med den ortodokse Hans Egede, sådan som kongen ellers havde udtrykt sit ønske i et medfølgende brev til den danske mis- sionær. Dertil var uoverensstemmelser- ne for store. Ganske vist valgte brødrene delvis isoktion ved at anlægge Neu Herrnhut ca. l km fra Godthåb, men ernære sig selv kunne man ikke.10 De første dag- bogsoptegnelser fortæller om mislykket fangst og et goldt havebrug, og der ap- pelleres om støtte fra hjemmemenig- heden. Erfaringerne fra den vestindiske mission, hvor økonomisk selvopholdelse var mulig, fik ingen gyldighed for Grøn- land. Trods Hans Egede og Gjertrud Rasks uegennyttige indsats under den store koppeepidemi fra august 1733 til midten af 1734 forværredes forholdet mellem Egede og brødrene. Dette skyldtes ikke mindst Chr. David, der havde indledt en religiøs polemik med Egede. Af forstå- elsesmæssige årsager foregik det util- slørede omvendelsesforsøg pr. brev, hvor David udviste en ringeagtende holdning over for Egedes afhængighed af den hjemlige verdslige øvrighed og præstens mange praktiske gøremål ved siden af den egentlige missionærgerning. September 1734 frabad den danske mis- sionær sig en fortsættelse af den op- slidende polemik, som Chr. David slut- tede med replikken: »Mit Gebet und flir Bitte das gott es sie erkennen lasse. . .«.!1 At Zinzendorf søgte at dække over Davids uheldige polemik, formodentlig under hensyntagen til brødremissionens omdømme, kan ikke undre nogen. Der- imod er det bemærkelsesværdigt, at den danske øvrighed efter Egedes hjem- komst i 1736 tilhyllede polemikken med en næsten protektionistisk diskretion. Egede var utvivlsomt en bitter mand, ikke mindst på grund af striden med Chr. David, For at fremme forståelsen for den danske mission og som en ret- færdiggørelse af sin egen indsats, fandt han det opportunt at få udgivet kor- respondancen. Stemningen i Danmark syntes hellere ikke gunstig for herrn- huterne, som Stolberg af al magt søgte at holde uden for landets grænser. Egede forstod imidlertid ikke kongens bevæggrunde for den åbenlyse særbe- handling af herrnhuterne ude i koloni- erne, og det deraf opståede paradoks i øvrighedens holdning til brødremenig- heden. Zinzendorf derimod havde mere held i sin argumentation for ikke at tillade en udgivelse af korrespondancen. Den 9. juli 1737 skrev kongen til von Holstein, at Zinzendorf havde betonet, at Egedes påtænkte udgivelse kunne skabe uberet- tiget splid i den danske kirke.12 Det var et nok så tungtvejende argument for kongen til at skrinlægge korrespondan- cen og derved indirekte holde hånden over brødremissionen. 240 [6] Egede må uvægerligt have følt sig en erfaring rigere og en illusion fattigere. Da han i 1738 udgav »Omstændelig Re- lation«, anfører han intet om brødremis- sionærerne. Negativ kritik vandt ikke gehør hos den danske øvrighed og den dertil knyttede administration, selv ikke da Egede i marts 1740 blev knyttet til missionskollegiet som superintendent.13 Samme år blev von Holsteins protegé, Erik Pontoppidan, medlem af kollegiet, der derved styrkede den herrnhutisk- venlige linie.14 Alligevel fortsatte Egede ufortrødent sin kamp for den danske mission, indtil Drachardt-affæren fjer- nede den sidste rest af initiativ hos Egede. V. Drachardt-affæren. Missionær Christen Lauritsen Drachardt kom til Godthåb i 1739 og over- tog ledelsen af missionen året efter. Drachardt var overbevist pietist og følte sig tiltrukket af den herrnhutiske mis- sion. Han kom jævnligt ud til Neu Herrnhut, og fik efterhånden sin egen mission integreret med brødrenes. Hverken den danske kateket, von Westen Sylow, eller købmand, N. C. Geelmuyden, kunne acceptere dette og klagede til Egede, mens Drachardt søgte at forebygge kritikken med et veritabelt forsvarsskrift, rettet til Pontoppidan.15 Missionskollegiet indtog en afventende holdning. Med reskriptet af den 16. marts 1742 havde man kort forinden manifesteret,, at brødremissionen var kommet for at blive. Kort tid efter Egedes tiltræden i 1740 som superintendent havde brødrene fået kollegiets tilladelse til at føre såvel per- soner som proviant fra Holland til Neu Herrnhut. Det understregedes dog sam- tidigt, at brødrene ikke måtte udføre ac- tus ministeriales (kirkelige handlinger) på egen hånd. Hans Egede havde utvivl- somt gjort sin indflydelse gældende med dette dekret, der lagde en dæmper for brødremissionens virke. I Herrnhut havde man imidlertid ikke i sinde at affinde sig med status quo. På menighedens vegne ansøgte David Nitschmann kongen om tilladelse til at opsende Matthaus Stach.16 Denne havde tidligere været på Grønland 1733—40 og var nu blevet tildelt ordination under sit ophold i Herrnhut. Nitschmann gik i rette med klagerne fra Egede og Severin og bad om tilladelse til, at brødrene selv kunne foretage dåbshandlinger. Des- uden ønskede han at genforhandle mu- lighederne for selvforsyning samt den tidligere fastsatte transportmængde. Kongen videregav sagen til mis- sionskollegiet, der føjede Nitschmanns andragende. Ved at underkende 1740-dekretet, hævdede kollegiet, ville brødremissionen på Grønland blot få de samme muligheder for at tildele dåbens sakramente, som det allerede havde væ- ret tilfældet på de vestindiske øer siden 1739.17 Denne lovformelige, kongelig aner- kendelse af brødremissionen afholdt ikke Hans Egede fra at klage over Drachardt og brødrenes metoder. Da sønnen, købmand Niels Egede, vendte hjem i 1743, kunne der lægges nyt ved til de ulmende modsætninger. I sit værk »Tredje Continuation af Den Grøn- landske Mission forfattet i form af en Journal fra Anno 1739 til 1743« kriti- 241 [7] serede Niels Egede uden omsvøb brødrene. Deres sprogkundskaber var mangelfulde, hvilket afstedkom ringe og fejlagtig lærdom hos proselytterne. Drachardt rejste heller ikke mere ud på fangstpladserne, men forlangte på herrnhutisk vis, at grønlænderne kom til kolonien. Dette ville få katastrofale føl- ger for fangsten og dermed indhand- lingen, påpegede Niels Egede. I tilslut- ning hertil fremkom Hans Egede med klager over, at Drachardt anvendte egne oversættelser i undervisningen, ligesom hans dåbspraksis var for hastig og let- sindig. Missionskollegiet valgte til stadighed at lægge det døve øre til, da Egede efter års skuffelser greb sin sidste mulighed for at trænge igennem. Han henvendte sig direkte til kongen i en memorial af den 11. januar 1747.18 Hverken den nye konge, Frederik V, eller konseilet fandt, at sagen hørte til deres gebet, og me- morialen fra Egede strandede igen, hvor den administrativt hørte hjemme, nem- lig i missionskollegiet. Denne gang var kollegiets svar ikke passivitet, men for- tørnelse over Egedes åbenlyse desavoue- ring af kollegiets autoritet. Memorialen sendtes tilbage til Egede med krav om en mere detaljeret forklaring. Først da opgav Hans Egede. Kort tid efter trak han sig tilbage som superintendent, des- illusioneret og bitter. VI. Forholdet til handelen. Heller ikke handelen fik noget væsent- ligt ud af sine klager over brødre- missionen. Severin havde fra første færd besværet sig over transporten af herrn- huterne; der kunne medbringe en min- dre last af varer, mens der samtidig blev flere munde at mætte i Godthåb. Da Friedrich Bohnisch og Johann Beck var kommet til København i april 1734 for at rejse videre til Grønland, indvilgede Severin kun modstræbende i at medtage brødrene, der havde måttet aflevere et bønskrift til kongen gennem baron von Søhlenthal.19 Den kongelige vilje pålagde endog købmanden veder- lagsfri skibslejlighed til de to brødre. Severin strakte dog ikke våben, men søgte igen i 1737 at undslå sig transport f to brødre. Kongen svarede atter med at bevilge fri befordring til Christian Stach og en ledsagende broder med sna- rest afgående skib.20 Ydermere skulle Stach, ved første skibslejlighed fra Godt- håb, bringes tilbage sammen med en anden missionær, så disse ikke lå kolo- nien til byrde. Dermed ønskede kongen at foregribe Severins indvendinger. Det blev dog pålagt købmanden, at even- tuelle besørgede, herrnhutiske breve straks ved ankomsten til København skulle afleveres til eftersyn i missions- kollegiet, inden de videresendtes.21 En følge heraf må utvivlsomt have været en neddæmpning af alle kritiske anslag mod danske øvrighedspersoner i disse breve. Severins klager fik imidlertid mere gennemslagskraft, da brødremissionen begyndte at modtage forsyninger fra hollandske skibe, der trods Severins mo- nopol stedse handlede på Grønland. Se- verin stillede derefter med rette krav om enten statslige subsidier eller en mere re- solut håndhævelse af sit monopol for at bøde på det voksende underskud. Stats- magten valgte sidstnævnte løsning og opsendte fregatten »Blaa Heire« i 1736 242 [8] for at inspicere de grønlandske far- vande. Umidelbart betød det ikke nogen trussel for brødremissionen, men det nok så bekendte søslag ved Makelijk Oud, den 6. juni 1739, satte brødrene i en penibel situation.22 Et af de fire op- bragte hollandske skibe, »Straat Davids«, var blevet udrustet og opsendt af en kreds af venner i Amsterdam. Ombord fandtes forsyninger til Neu Herrnhut, ledsaget af en præst fra menighederne i Marienborn og Herrnhaag, Wenceslaus Neisser. Den overmodige skipper på »Straat Davids« havde overhørt Neissers indtrængende bøn om at blive sat af ved Godthåb og i stedet ufortrødent fortsat færden til Disko-bugten. Mens to af de hollandske skibe endte deres dage på Grønland som tømmer, førtes »Straat Davids« og det andet overlevende skib, samt al den konfiske- rede last, til København. Neisser måtte derimod vende tilbage til Holland med uforrettet sag. Hans fortumlede færd vagte bestyrtelse i menigheden, der be- sluttede straks at tage affære. Neisser sendtes til København, hvor han skulle indgive et memoriandum til kongen for om muligt at få frigivet »Straat Davids« og dets værdifulde last.23 Neissers lange redegørelse affødte ingen umiddelbar respons, hvorefter han med taktisk kløgt søgte at fremme sagens gang med et brev til dronning Sophie Magdalene. Dette initiativ bar frugt! Kongen reagerede ved at hen- vende sig til von Holstein med en noget umajestætisk afmægtighed. Kancellisek- retæren måtte sørge for, »dass dieser Mensch bald hier wegkommet da wir gerne alles accordieren wollen was Er verlanget um ihn und seine lieben Bru- der loss zu werden . . .«.24 Så vidt kunne kongen dog ikke strække sig under hen- syntagen til Severins oktroj. Brødrene fik tilbageleveret den konfiskerede last, hvilket må betegnes som det optimale resultat af Neissers anstrengelser. At overgive »Straat Davids« i samme håndsrækning ville fra kongens side have været ulogisk og utilstedelig des- avouering af Severin og dermed den danske handels interesser. Som nævnt tidligere opnåede brød- rene allerede i 1740 missionskollegiets tilladelse til at føre personer og proviant til Grønland på egen hånd. På længere sigt blev denne egenhændige trafik en betydelig forudsætning for Neu Herrn- huts udbygning, der kom til at stå i grel modsætning til den pauvre danske mis- sion. For de potentielle proselytter var den materielle målestok ofte afgørende, når valget stod mellem den danske eller den herrnhutiske mission. Makelijk Oud-søslaget blev derfor ikke slutreplikken, der satte punktum for de livsvigtige forsyninger til Neu Herrn- hut. Reskriptet af den 16. marts 1742 markerede ikke alene nederlaget for Hans Egede, men tillige at Severins klager ikke havde vundet gehør, hverken hos kongen eller i missionskollegiet. Eventuelle Grønlandsfarende skulle mel- de sig til Severin i god tid inden afsejling, betonede kollegiet, en mildt sagt be- skeden indrømmelse til købmanden. VIL Den skærpede kirkekamp. Missionsarbejdet blev dog aldrig i Chri- stian VTs regeringstid noget argument 243 [9] for at tillade en fri, priviligeret brødre- koloni i selve Danmark. Dertil var kolo- niernes hedningemission for ubetydelig, set i relation til den hjemlige kirke, hvor herrnhuterne nu ovenikøbet gik en peri- ode med strenge restriktioner i møde. Den 13. januar 1741 udstedtes for- ordningen om de »gudelige forsamlinger uden for den offentlige Guds Tjene- ste«.25 Denne forordning blev et hårdt slag mod brødrenes diasporavirksom- hed. Det i efteråret 1739 oprettede københavnske brødresocietet havde del- vis kunnet erstatte Pilgerruh i Holstein som støttepunkt for de danske udsen- dinge, men forordningen tvang socie- tetet til at gå i hi. I stedet dannedes små kredse, der med større behændighed kunne omgå de nye bestemmelser. 1744—46 skærpedes kampen mod se- paratisterne, og dermed herrnhuterne, yderligere med udstedelsen af en række forordninger, der skulle hindre alle for- bindelserne til lægmandsbevægelserne.26 Kongeskiftet i 1746 medførte heller ingen ændringer i denne linie. Frederik V førte en mere passiv politik, der ikke førte til ophævelsen af nogle af de oven- nævnte forordninger. Det legitime grundlag for en forfølgelse af herrn- huterne stod således uændret. VIU. Tiden efter 1750. I 1749 opgav Severin sit grønlandske engagement, der derefter blev overtaget af Det almindelige octroyerede Handels- kompagni. Dette betød ingen umiddel- bar forandring for brødremissionen på Grønland. Missionskollegiet var stadig garant for en herrnhutisk-venlig politik, der lettere kunne realiseres, så længe den danske handel og mission betragtede modparten som en belastning. Men i modsætning til Vestindien kunne brødrene ikke integreres på no- gen måde i det merkantile liv på Grøn- land. Tronskiftet i 1766 medførte milde vinde i Danmark, manifesteret ved an- læggelsen af Christiansfeld i 1770'erne, hvorved kongen håbede på et datidigt egnsudviklingsprojekt til støtte for søn- derjysk erhvervsliv. Den grønlandske brødremission kunne aldrig tilfredsstille en tilsvarende rationalistisk tankegang. De religiøse overvejelser, som havde ligget bag etableringen af Neu Herrnhut, herunder hensynet til den hjemlige kirke, vandt ikke genklang i 1770'erne. Den danske mission og handel fandt sammen i et nyt interessefællesskab, der søgte at fremme udflytningen af grøn- lænderne som middel mod befolknings- sammenhobningen omkring kolonierne. Brødremissionen kunne ikke medvirke i tilsvarende decentralisering af missions- virksomheden, der var præget af den stramme, herrnhutiske menighedsstruk- tur. Etableringen af den grønlandske brødremission var sket på forudsæt- ninger, skabt af 1730'erne og 1740'ernes kirkekamp i Danmark. Disse forudsætninger skabte kun et midlertidigt grundlag for brødremis- sionen, hvis praksis vanskeligt kunne til- passes det traditionelle, eskimoiske fan- gersamfund. 244 [10] Noter. 1. Rigsarkivet, Danske Cancelli, Missionskollegiet for Waisenhuset, l a (Miss. Coll. Prot. 1735-74), reskript af 8/2 1737, se p. 39-40 (møde 14/2 1737). Jvf. Bobé, Diplomatarium Groenlandicum, 1492-1824, Meddelelser om Grønland 55, Kbh. 1936 (forkortes Dipl. Groenl.), p. 248-51. 2. Et stort kildemateriale findes i Ledreborgske Samling (Ledreb. Saml.) på Det Kongelige Bibliotek. Samlingen er benævnt efter J. L. Hol- steins gods, hvortil Holstein blev lensgreve i 1750. Af speciel interesse er: nr. 335 4° (»Herrn- huterbreve«), nr. 398 fol. (»Kirkelige Sager, Kbh. 1733-34«) og nr. 242-52 4' (»Christian VTs Breve«). 3. Ledreb. Saml. nr. 242-52 4" H 16 1739, nr. 80. Jvf. Dipl. Groenl. 204, p. 274-75 og Rørdam, Holger Fr., Historiske Samlinger og Studier ved- rørende danske Forhold og Personligheder. Bind I-IV, Kbh. 1891-1902, bd. II, p. 472 ff. 4. Jvf. Bergmann, Lorenz, Grev Zinzendorfs Ind- sats i Kirkens og Missionens Historie I-n, Kbh. 1957-61, bd. I, p. 176-202. De hallensiske pie- tister kritiserede brødrenes manglende bodskamp samt adskillige af de herrnhutiske skikke. 5. Vemmetofte-kredsens mest prominente medlem- mer var udover overhofmester C. A. von Pies- sen, Frederik IV's søskende prins Carl og prin- sesse Sophie Hedvig, der residerede på det syd- sjællandske gods. Jvf. Brasch, Chr. H., Vemme- toftes Historie som Herregaard, Slot og Kloster I-II, Kbh. 1859-63, særligt bd. H, p. 109 ff. 6. Om C. E. Stolberg, se Møller, H. L., Kong Christian VI og Grev Christian Ernst Stolberg von Wernigerode, Kbh. 1889. 7. Forord, af 7/10 1733, se Schous Forordninger III, 1730-46, Kbh. 1822, p. 100. 8. Kgl. reskript af 28/11 1733 i Ledreb. Saml. 398 fol. Kommissionens medlemmer var Holstein, Christian Worm (Sjællands biskop), J. W. Schrø- der (Christian VI's tidligere lærer), J. S. Schulin samt de tre teologiske professorer, Hans Steen- buch, M. Wcildike og J. F. Reuss. 9. Rørdam, H. Fr., Den 1733 nedsatte kongelige Kommission til Undersøgelse af Klagerne over Pietisterne. (Af Knud Heibergs Samlinger ved H. Fr. Rørdam), Kirkehist. Saml. 5. række V, p. 657-770, Kbh. 1909-11, specielt p. 738-39. 10. Altes und Neues aus dem Reich Gottes, und der iibrigen guten und bosen Geister I-II, Johann Jacob Moser, Frankfurt/Leipzig 1733—39. Se p. 24-33 (Kap. VII, Stk. II). 11. Frit oversat: »Med bønner om Gud vil lade Dem forstå«. Brødrenes dagbøger fra Grønland findes delvis affotograferet i Rigsarkivets Danicasam- ling, nr. 386. Samarbejdet med brødremenig- hedens arkiv i Herrnhut, D.D.R., foregår på clearingbasis, og kopieringen fuldføres næppe de første år. 12. Ledreb. Saml. 242-52 4° H 9 1737, nr. 45. Se Ugeledes Rørdam, (ref. note 3), bd. II, p. 281 (nr. 149) og Dipl. Groenl. 186, p. 259. 13. Ref. note l, l a, p. 79-80 (møde 23/4 1740). Desuden brev fra Christian VI til Holstein af 10/3 1740 i Ledreb. Saml. 242-52 4° H 17 1740, nr. 11, samt H. Fr. Rørdam (ref. n. 3), bd. III. p. 41, nr. 323. 14. Pontoppidans syn på brødrene skinner igennem i hans værk, Menoza, en asiatisk Prins, . . . , Hor- ten 1881 (dansk udgave) samt i Pontoppidans fortale til Rømer, Ludvig Ferdinand, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea, Kbh. 1760. 15. Ref. note l, l a, 1743 (ikke noget specielt læg). Drachardts 23 sider lange skrift er dateret Godt- haab, 8/7 1743. 16. Dipl. Groenl. 228, p. 299-301. 17. Friedrich Martin og Albinus Th. Feder blev i kongeligt brev af 7/8 1739 anerkendt som »der Mahrischen Bruder verordneten Lehrer« på St Thomas, se Biidingische Sammlung in die Kirchen, Historie einschlagender sonderlich neuerer Schriften, Zweiter Band (VII-XII), Leip- zig 1742-43, afsnit VII, p. 177-78. Desuden re- skript af 16/3 1742, jvf. note l, 3 a, læg 1742 nr. 12. Se også Dipl. Groenl. 229, p. 301-02. 18. Ref. note l, l a, p. 264-66 (møde 18/3 1747). Protokollen er underskrevet af Holstein, Enevold Falsen og Pontoppidan. Her refereres og behand- les Egedes memorial. 19. Ledreb. Saml. 242-52 4" H l a (1733-34) nr. 9, brev fra Christian VI til J. L. Holstein, 6/4 1734, hvori kongen begrunder, at de to missionærer bør medtages. 20. Ref. note l, 3 a læg 1737 nr. 12. Jvf. Dipl. Groenl. 184 og 185, p. 257-59. 21. Således havde forretningsgangen også været tid- ligere, men Severin havde klaget over, at brødre- ne ikke overgav evt. breve til de ansvarlige sø- folk. 22. Om dette søslag, læs Gad, Finn, Grønlands Hi- storie II, I, Kbh. 1969, Bobé, Louis, Hollænderne på Grønland, udg. af Foreningen »De Danske Atlantershavsøer«, Kbh. 1916 og Bobé, Den grønlandske Handels og Kolonisations Historie indtil 1870. Indledning nr. 2 til Dipl. Groenl. 245 [11] 23. Rigsarkivet, Kancelliets Breve 1739, 1125. Jvf. Dipl. Groenl. 198-99, p. 267-72. 24. Frit oversat: »... at dette menneske snart kom- mer væk herfra. Vi kommer gerne overens om ak, hvad han forlanger for at slippe for ham og hans kære brødre . . .«. Brevet er dateret Hørs- holm, 12/9 1739. I Ledreb. Saml. 242-52 4° H 16 1739 nr. 58. Dipl. Groenl. 200, p. 270 og Rørdam (ref. note 3), nr. 287, p. 454-55. 25. Denne forordning findes affotograferet på Rigs- arkivets Danikasamling 386, spole l, 2. halvdel. 26. Forordningen af 20/11 1744, se referencen til note l, l a, p. 190-97 (møde 16/1 1745). Jvf. li- geledes Danica 386, spole l samt Schous Forord- ninger III (1730-46), p. 475. Jvf. desuden om fordningerne den generelle beskrivelse i Den danske Kirkes Historie V (Johs. Pedersen og Bjørn Kornerup), p. 200 ff., samt Lundbye, Jør- gen, Kirkekampen i Danmark 1730-46, Kbh. 1947, p. 135 ff. tjl^^i^^jg^'--^ S;- <' • ^ip,H»»*4, ^r?Jjnrttus£,.v«i u };,»>* , , r BPfTttn tT*mH ir Iwr fi« f V.« Mi«l i« Vestgrønlandsk vinterhus til tre familier, 18. århundrede. Efter Cranz 1770. 246 [12]