[1] Herrnhuternes grønlændere Af Hans Christian Gulløv Det er velkendt, at de mahriske brødre, der i 1733 blev udsendt til Grønland som hjælp for Hans Egede, ikke som planlagt kom til at fungere til den dan- ske missions fordel. Der blev hurtigt tale om to konkurrerende missionsvirksom- heder. Den danske mission havde 12 års forspring i 1733. Men mistede næsten alt ved koppeepidemien i løbet af det følgende år. Den tyske mission begyndte sin dåbspraksis i 1739 og vandt hurtigt proselytter. Hermed var bolden givet op til et anstrengt forhold mellem de to missionsretninger, et forhold der med skiftende tolerence varede véd indtil 1900, da de tyske missionærer forlod Grønland. De fleste grønlændere, som Hans Egede virkede iblandt, tog ind i fjorden på rensdyrjagt om sommeren. Om vin- teren befandt de sig atter ude i skær- gården. Der var med andre ord tale om en lokal befolkning, som udnyttede de rige muligheder, kysten og indlandet bød på vinter og sommer. I modsætning hertil noterede Egil Thorhallesen i 1770'erne »Hernhut- ternes Grønlændere, som ere fremmede Søerlændere« (1914, side 31). Sydlændingene Disse fremmede Sydlændinge, der, som navnet siger, kommer fra den sydligste vestkyst, optræder overalt i kildemateri- alet i fragmentarisk omtale. Derfor vil det være af ikke uvæsentlig betydning at få fragmenterne om dem samlet, da de udgør vor viden om Herrnhuternes Grønlændere. De omtales med irritation af mis- sionærer tilknyttet den danske mission. »Omflakkende« er den hyppigst brugte betegnelse, hvormed hentydes til van- skelighederne forbundet med missions- arbejdet. Træffes andre grønlændere i telt udenfor kolonierne, kaldes de »vore grønlændere«. Blandt grønlænderne ind- byrdes kendes karakteristikken »u-or- dentlige Syderlænder«, som Dalager får fortalt i 1740'erne i Godthåb (1915, side 13). Hvorom alting er, bunder den gene- relle modvilje overfor de fremmede i den trussel, de udgør ved at mase sig ind, hvor der allerede er hævd. Denne 247 [2] være sig enten opretholdt i form af en ressourceudnyttelse og et formaliseret handelssamkvem, som det udøvedes af vestkystens grønlændere, eller konkur- renceforvridning, som det opfattedes af den danske mission. Men sydlændingene havde rejst langs kysten, før den danske kolonisation fandt sted. Derfor vil det være formåls- tjenligt at se på de egne, hvorfra de kom (og vendte tilbage til!). Sydlandet Hjemlandet for sydlændingene strækker sig fra Nunarssuit og sydpå. Vi ved også," at netop fra det sted »forandrer sig nogenledis Folchenis Udtale saavelsom Sprog«, som Egede noterede i dagbogen den 17. august 1723. Det er også særde- les folkerigt. I hundredevis kommer be- folkningen og slår følge med ham under opholdet. Da han senere omtaler vest- kystens befolkning i sin grønlandsbe- skrivelse fra 1741, fastholder han sit indtryk, at Diskobugten og Sydlandet er de steder, hvor der opholder sig mange folk. Ca. 30 år senere berejser Walløe sam- me strækning og kan bekræfte Egedes iagttagelser om folkemængden. Men Walløes observationer er baseret på langt større erfaringer, idet han rekogni- cerede i området fra august 1749 til maj 1750 og senere berejste hele egnen i pe- rioden september 1751 til juni 1753. Ved Unartoq fandt han det mærkeligt, »at Sprog-Dialecten eller Udtalen er her noget forskellig fra den Norden for«. Hvori denne sproglige forskel bestod, får vi intet at vide om. Og vi kan kun undres over, at Egedes iagttagelser på dette punkt ikke bemærkes af Walløe, som dog overvintrer 1751-52 ved det nuværende Julianshåb, dvs. syd for Ege- des anførte sproggrænse. Enten skyldes det en fejlagtig tolkning af lokaliteterne i Egedes rejsebeskrivelse, hvilket ikke sy- nes at være tilfældet, eller også er der vitterlig to sproggrænser hernede syd på i begyndelsen af 1700-tallet. Til dette sted kom også en del grøn- lændere både fra Statenhuk (Kap Farvel) og Østlandet (Østkysten) for at fange angmagsætter i maj. 400 mennesker blev det til sidst til, inden alle drog på rens- dyrjagt og laksefangst i Unartoq-fjorden. I juni gjorde de atter klar til hjemrejse. Endvidere noterede Walløe, at Sermi- lik-fjorden er rig på beboere. Desværre var han ikke derinde. Men der hersker næppe tvivl om, at egnen er en væsent- lig kulturel grænse i flere henseender. Både Egede og Walløe noterer samstem- mende fra deres ophold i denne egn, at befolkningen betegner deres sydligere naboer som menneskeædere (Egede, 25. august 1723: ». . . de Kalaler, som boede Sønden fore, vare saa wilde og galne, at de slåer andre Folch ihiell og æder dem op . . .«. Walløe, 1. maj 1752: ». . . an- kom flere, hvoriblandt ogsaa Menneske- æderne, som man i forrige Efteraar havde fortalt at være kommet fra Landet om til den vestre Side.«). De sidste kaldte deres hjemegn Ikermiut, dvs. de kom fra Tingmiarmiut-egnen. Han kan senere (21. juli 1752) tilføje, at »deres Sprog ligner ganske det Vesterlandske, men de har en anden Udtale og trække mere på Ordene«. En anden iagttagelse påkalder sig op- mærksomhed. Visse fjorde omtales som 248 [3] /.'f/MS/. Simon Arbalik, en af de første døbte, der med fire andre grønlændere og Matthæus Stach i 1747 rejste til Herrnhut, hvor ban og hans kone Sara døde året efter. rige på beboere, som nævnt for Sermi- liks vedkommende. Fra Narssaq skriver Walløe i dagbogen: »For det tredie, da Vinteren havde været skarp, vare alle Løb og Sunde tilfrosne, at vi ikke kunde komme indenskiærs ind paa det indre af Fiordene, hvor den største Folkemæng- de opholder sig. . .«. Det samme kan læ- ses hos Egede, som i dagbogen for 19. juli 1723 skriver, at der syd på, hvor de bor, findes mange forfaldne stenmurede huse, som »Kablunacherne i.e. de Nor- ske, fordum hafver beboet, men er nu øde, så at Kalalerne, saa kalder de sig, boe nu igien i mange af samme forfaldne Boeliger«. Forholdet mellem kystboere og fjord- boere kendes også fra Godthåbsegnen, hvor det omtales i Egedes dagbog under 1. december 1724. I sin »En kort Ta- belle« fra 1764 skriver Anders Olsen om Eqaluit i Ameralik: »I den tiid jeg tiente ved gothaab boede her og aarlig nogle grønlændere, som havde meget god næring, undtagen en vinter, da der ind- falt usædvanlig megen sne og langvarig islæg, nu er der ingen mere, thi de er tiid efter anden kommen til den danske mission ved gothaab og næsten ud- dode«. Det kan egentlig ikke undre, at grøn- lænderne ved den tidligere Vesterbygd og Østerbygd skulle bebo både kysten og fjordene om vinteren. Men det spiller en stor rolle at kunne sikre sig ved vin- terfangst (fjordsæl), -jagt (hare, rype og rensdyr) og -fiskeri (rødfisk, torsk og helleflynder), når eksistensmulighederne 249 [4] Rexsdjrjagten skildret af den grønlandske kunstner Israil Nicodemus Gormansen i første halvdel af 1800-tallet. ved kysten er små (misfangst eller bo- stederne opfyldt af en anden lokalbe- folkning). Hvad angår ressourcerne i Sydlandet, så mangler det ikke på omtale af rig- dommene. Hverken Egede, Walløe, Cranz eller Anders Olsen kan ikke se ende på landets og vandets dyr, fisk og fugle. Men dårlige tider kan indfinder sig her som andre steder. I skærende kontrast til de ovennævnte beskrivelser står Walløes beretning fra hjemrejsen. Den 31. maj 1753 »var vores Leve- maade den knappeste, den havde været. Jeg havde kiøbt 5 Sælhunde Skind til at overtrække mine Kajak med, men da Trangen gik saa haardt paa, saa an- vendte vi disse Skind til Føde, da vi intet andet mere havde end lidet gammelt stinkende Smør og lidet Brændeviin«. Men lyksalighederne tager ingen en- de, når blot man er kommet lidt på af- stand. Om foråret berettes om angmags- sat-fangsten ved Unartoq, der kunne trække 30 konebåde fra Kap Farvel og Østkysten til sig. Laksefangsten (ørred) om sommeren foregår ved hjælp af elv- afspærringer og brug af lyster og om- tales af Walløe i september 1751. Til dette anfører Anders Olsen om »Lax, som paa sine steder falder saa store, at grønlænderne som vil have nogen af dem, maa med samme Redskab, som de bruger til selhundene, som harpon og blære, søge at dræbe dem« (fra »En kort Tabelle«). Rensdyrene, som ikke findes syd for Sermilik-fjorden ifølge Walløes oplysninger fra 22. juni 1752, er end- nu målet for en god jagt om sommeren og efteråret. Cranz kan for året 1762 be- 250 [5] rette om en sydlænding, der vil købe pulver og bly (krudt og kugler) ved Lichtenfels, fordi »jeg skal afskyde det i Syden, hvor der findes mange rensdyr«. Til lang hen på vinteren findes harer og ryper i stor mængde. Af ræveskind havde Walløe 1000 stykker med hjem fra rejsen. Torsk, helleflynder og rødfisk sikrer den sidste del af vinteren, inden storisen kommer, og fangsten af storsæl (klapmyds) kan begynde. Men klimaet er ustabilt. Der er en mærkbar ændring at spore i isforhol- dene. Gletcherne øges, hvilket Walløe får fortalt af grønlænderne den 8. sep- tember 1751. Storisen volder stigende problemer, som erfares under hjem- rejsen i 1753. Sneen falder også her som omme på østsiden dybere, ifølge beret- ningen fra 1752, som Cranz optegner i sin grønlandshistorie (side 344). Dette forhold forhindrer eller vanskeliggør slædekørsel, selv om hundene dog tages med ned til Sydlandet fra østkysten og bruges i forbindelse med bjørnejagt (23. marts 1753) og som pelsdyr ved frem- stilling af inderpelsen i mangel af rens- dyr- og fugleskind (juli 1752). Denne klimaforværring, som er vel- kendt på globalt plan, mærkes hernede i Sydlandet, og virkningerne er anført ovenfor. Pludselige vejrskift kan have voldsomme følger, som iagttaget i ja- nuar 1753, hvor der var mangel på vildt, hvilket skyldtes »en tynd lisskorpe, hvormed Jorden var overdækket saa fast, at Vildtet ei kunde rydde den tilside og faae noget at æde«. Det samme fæno- men er anført som forklaring på rens- dyrets forsvinden fra nordøstkysten af landet. Det gælder således om at sikre sig vinterproviant. Og her spiller fiskeriet og sælfangsten en afgørende rolle. Det Kajak/angsten skildret aflsrailNicodemus Gormansen, 251 [6] understreges, at vinterens strenghed ikke er den afgørende faktor, for der er mad nok; men derimod »mangel af gode Fiskeredskaber«, idet fisken forekommer i »Overflødighed« (27. maj 1753). Det er netop på dette afgørende punkt, vinterproviantens sikring, at Syd- landet adskiller sig fra den nordlige vest- kyst. Man mangler fiskesnører og -liner, for der er ingen bardehvaler. Heri har vi den vægtigste hindring for opretholdelse af en sikker helårsbestemt naturalie- økonomi som supplement til sælfang- sten. Og heri i ligger årsagen til rej- serne nordpå op til handelsstederne ved Sydbay og Disko. Rejserne Det er om foråret, når klapmydserne kommer med storisen, at sydlændingene samler sig i telt for at forsyne sig med proviant, inden rejsen nordpå. Walløe får fortalt i november 1752, at alminde- ligvis går nogle familier vekselvis hvert andet år nordpå. Og de rejser sædvanlig- vis tilbage til deres hjemsteder om efter- året. Ud for Nunarssuit på Kitsigsut-øerne, fortæller Cran2, slår de teltene op. Mat- thåus Stach kan fra sin rejse sydpå i 1765-66 berette, at under fjeldet Kunait ved Arsuk er sydlændingenes samlings- plads, inden de tager nordpå. Det var netop i dette område (Sånerut/Nunars- suit), Egede mærkede sig en sprog- ændring godt 40 år tidligere. Som bytte- varer medbringer de skind, især ræve- skind »med hvilken Kram Indbyggerne drive den store Negotie [handel] Nord efter«, som Dalager skriver (1915, side 87). Af Hans Egedes dagbogsnotater fremgår det, at disse rejser finder sted hvert år. Første gang de nævnes er den 13. april 1722, hvor 40 store konebåde sejler forbi kolonien nord efter. Dvs. omkring 500 mennesker. Formålet for- tæller dagbogen om næste år den 12. maj (1723), hvor et par konebåde langt sønden fra skal mod nord til hval- fangsten. Barder skal bruges til fiskered- skaber og til sammensurring af træ- værket i bådene, oplyser Egede. Men sydlændingene gennemrejser fremmed land. Det gælder her som andre steder i Arktis at sikre sig mod fy- sisk overlast. Dette kan ske på forskellig måde, hvoriblandt ægteskab og handels- partnerforhold er de væsentligste. Det kendes fra Alaska og er veldokumen- teret. Egede bemærker det fra Nepisat- sundet den 16. juni 1723, hvor grøn- lænderne forlyster sig med hinanden; idet der fornylig var kommet en stor del fremmede folk til dem, som havde hjem- me langt syd for og skulle nord på til hvalfangsten. Sammen med disse folk holdt de »saadan Spil og Leeg«, som fortsatte i nogle nætter og dage, så længe de fremmede var hos dem. Her ved Nepisat-sundet fandt tidligere tiders aasivik sted. 50-80 telte omtales næsten hvert år, når stenbiderne indfinder sig. Den 21. april 1728 noterede Egede 100 familier i telt på dette sted. Den tidligst kendte beretning om ægteskab mellem j>yd og nord er fra 1724. Det er Poq, som ønsker sig en pige blandt sydlæn- dingene til kone og som selskab på rej- sen til Danmark. Men det gik som be- kendt ikke. Konebåden med pigen for- svandt, da familien hørte om bryllups- 252 [7] rejsens bestemmelsessted. Handel med ikke-levende ressourcer kendes også. I Godthåbs-området findes vestky- stens bedste fedtsten, og fjordboerne ved Ujaragssuit forarbejder små kedler og lamper heraf og sælger dem til de folk, som bor længere nordpå, hvor så- dan fedtsten ikke findes. Dette skriver Egede 14. oktober 1725. Dalager skri- ver næsten det samme, men hos ham er det »i forrige tider«, at der var visse fa- milier i området, som gjorde forretning af at bryde og forarbejde fedtsten til kedler og lamper, som de solgte til folk både nord og syd på (1915, side 15). Egede nævner (1925 [1741], side 329) kun landet nordpå som aftager af fedt- stensprodukterne, der iøvrigt forhandles mod 8 til 10 rensdyrskind for en lille kedel og 2 til 4 hvalbarder eller rensdyr- skind for en lampe. Der er altså i Godthåbs-området op- stået et særligt erhverv, som tager sigte på at forsyne et grønlandsk marked med en vare, der er mangel på. Arbejdet her et vist skær af hævdvunden ret for visse familier. Men hvorfor er denne virk- somhed forsvundet 25 år efter, at Egede iagttager det? Jeg vil mene, at årsagen skal søges i koppeepidemien 1733—34, som fjernede grundlaget for den sociale opbygning og den hermed forbundne »økonomiske« organisation i området. Egede har kun bemærket, at sydlæn- dingene tager videre nordpå (eller syd- på) efter deres eventuelle ophold ved kolonien eller ved Nepisat-sundet. Men i 1735 skriver han den 26. juli, at sydlæn- dingene kommer ud af fjorden efter at have hugget fedtsten til lamper og ked- ler og tager atter sydpå. Nu kan de selv! Hvad der siden skete, fortæller Egil Thorhallesen om med al ønskelig tyde- lighed: »Herrnhuterne holdt sig efter Bi- skoppens [Egedes] Hiem-Reise fornem- melig til Koek-Øerne og Kangek, thi her boede da de fleeste Grønlændere, hvilke han jævnlig havde underviist. Det lykke- des dem efterhaanden at faae dem til Neu Herrnhut; og da disse Stæders Be- boere bestode meest af omflakkende Søerlændere, saa vare de og i Slægt med de fleeste Reysende, som siden ankom. De første overtalede da de sidste, og derved voxte Herrnhuternes Meenighed anseelig...« (Thorhallesen 1914, side 58-59). Herrnhuternes førstedøbte fik navnet Samuel. Dåben foregik i 1739. Samuels fødested var sermitsialik (Cranz, 1770 II, side 248), lige syd for Nunarssuit, hvorom Cranz samme sted skriver, denne egn er den første sydpå, hvorfra grønlænderne er kommet til Ny Herrn- hut og Lichtenfels.Også i denne forbin- delse tænker man på Egedes sprog- grænse . . . Under året 1740 noterer Cranz, at der i juni kom mange sydlæn- dinge forbi (Ny Herrnhut). Deres op- holdssted, som sikkert måtte ligge meget langt borte og nok omme på østsiden, kunne man ikke rigtigt tyde, fordi man ikke rigtigt kunne forstå deres ord, som de trak ud på en syngende måde. Der hersker næppe tvivl om, at flere sproggrænser eksisterer. Både Nunars- suit og Unartoq er nævnt. Man kunne fristes til at tro, årsagen lå i en blanding af folk fra Sydlandet med folk fra øst- kysten. Denne antagelse kommer nok sandheden nærmest. Fra Sydlandet fore- går en »sivende« indflydelse nordpå 253 [8] både i sproglig og organisatorisk hen- seende. Thorhallesen kan om Frederiks- håb anføre, at denne mission er lagt nærmest sydlændingene og har været den første, som har modtaget dem på rejsen. »Her havde Søerlænderne de fle- ste Bekiendtere og Slægtninger« (Thor- hallesen 1914, side 15). Sydlændingene rejste op til hvalfang- sten. Kangåmiut eller Sydbay var møde- steder, men mest med hensyn til tusk- handel med hvalfangerne fra Nederlan- dene. Disse gav ikke afkald på barder og spæk. Men oppe i Diskobugten fanges narhvaler om vinteren i isens våger. Her bruger man tænderne fra narhvalerne som teltstænger og hvalribben i stedet for bjælker og spær i husene, da der er mangel på stænger og bjælker. Her er der hvaler i større mængder end ved Nepisat (syd for Sisimiut). Dette får Egede fortalt den 16. januar 1725 af en kvinde, der er født langt norden for, hvor skibene kommer på hvalfangst om sommeren. Mangelen på træ kan imødekommes med drivtømmer, som findes på vest- kystens sydlige del. Cranz understreger betydningen af dette (1770 I, side 27), og som modydelse modtager sydlæn- dingene narhvaltænder, hvalknogler og barder. Glahn bekræfter Cranz' udlæg- ning i sine iøvrigt kritiske anmærk- ninger (1771, siderne 261-271). Fra midten af 1730'erne kan sydlændingene selv medbringe fedtstenen fra Godthåb nordpå og iøvrigt forsyne sig på hjem- rejsen med samme. Strækningen mellem Rifkol (ud for Agto) og Sydbay (Nordre Isortoq) er et godt helleflyndersted, hvor folk fra Amerdloq (Sisimiut) og Diskobugten mødes, skriver Glahn i sin dagbog under 27. august 1766. Sydlændingene forsy- ner sig med helleflyndere og rejser sam- men med Diskobugt-folkene nordpå for overvintring. Dette foregår bl. a. ved Isfjorden, ifølge Niels Egedes notater fra 30. maj 1741. Helleflynderen er velkendt for syd- lændingene, fordi den sikrer deres vin- tereksistens. Dalager skriver, at skønt der findes sælhunde til overflod, be- kymrer de sig ikke videre derom, uden det de skal bruge til lampespæk, for resten ernærer de sig mest ved fiskeri (1915, side 87). Det samme kan Cranz bekræfte (1770 I, side 348), hvor fedtet fra en slags sort helleflynder (hellefisk?) brænder i lamperne. Åndehulsfangsten bruges ikke i Sydlandet, fortæller Walløe i maj 1752, men østlændingene kender metoden, og Walløe sammenligner med Diskobugten. Dette understreger betyd- ningen af vinterfiskeriet og tilskyndelsen til at rejse nordpå efter hvalbarder. Konsekvenser Både Dalager og Cranz har bidraget med glimrende beskrivelser af rejsernes funktion. Dalager omtaler barderne fra Disko Bugt og fedtstenen fra Godthåbs- området som handelsobjekter. Fra Syd- landet nævner han ræveskindene, som dog ikke indgår i denne grønlandske ud- vekslingsøkonomi, men forhandles til hollænderne og kolonierne. Glahn får sammenhæng i hele udvekslingssystemet og fremhæver barder, ben og tand til redskabsfremstilling fra Disko Bugt, fedtsten og træ fra Godthåbs-området, og træ fra Sydlandet. 254 [9] -1000 KM SOO KM O KM r DISKO TASBRALIK NUUK/ [~- NEPISAT- NY HERRNHUT _ KAP FARVEL BARDER HVALBEN t- RENSDYR REN5DYR FEDTSTEN NUNARSSUIT ' OnARTOGt Fig. l. Ressourcer i den eskimoiske udvekslingsekonomi 1650—1750. Det sydvestlige Grønland fra Kap Farvel til Disko Bugt er vist på kortudsnittet. Ressourcerne, som omfattes af udvekslingen mellem kyststrækningens forskellige egne, er angivet med kursiverede typer. Sæler og fugle indgår ikke som egentlige udvekslingsobjekter og er derfor ikke medtager hér. Aasivik har fundet sted, hvor en cirkel er tegnet. De vigtigste stednavne fra artiklen er tilføjet. Afstanden melle Disko og Kap Farvel er angivet i lige linie. Disse beskrivelser er baseret på si- tuationen i midten af 1700-tallet og da- terer sig altså efter ændringen 1733-34, hvor sydlændingene overtager funktio- nen som formidlere af produkterne fra Godthåb. Glahn understreger også den sociale kontakt, som etableres gennem giftermål mellem befolkningerne i Syd- landet og Vestkysten, »hvorved Hadet, som er imellem de sydlige og nordlige Grønlændere, jevnligen kunde svæk- kes . . . som disse [rejserne] førte mange 255 [10] fra Syden til Norden og fra Norden til Syden for paa et eller fleere Aar at boe hos deres Slægtninge, Svogre og Ven- ner . . .«(1771, side 263). Denne rejseaktivitet ophører desværre ved at holde grønlænderne til den mis- sion, som de er døbte ved, og dertil er ingen så »nøyseende, som de Herrnhut- tiske, følgelig i denne Deel høystskade- lige for Landet. . .« (samme, side 265). Dét var jo ikke så godt at få så dårligt et skudsmål; især ikke når alle europæere i landet kunne dele ansvaret for indgre- bet i den grønlandske handel og udveks- ling. Pladserne, hvor denne handel fore- gik ved siden af andre aktiviteter, ken- des som aasivik. Aluk (østgrl. Alik), Unartoq, Nepisat-sundet og Perutussut/ Taseralik må fremhæves i denne forbin- delse som kontaktsteder mellem nord- lændingene, sydlændingene og østlæn- dingene. Andre har eksisteret, og nye er kommet til. Men et af de vigtigste aasi- vik i 1700-tallet må siges at være ved Nepisat-sundet på grund af dets funk- tion som bindeled mellem sydlændin- gene og vestgrønlænderne på denne tid. Det var således tilfældet, som bevkkede, at netop her fandt det første indgreb i rejserne sted, som sidenhen afbrød kon- takten og allianceoprettelsen mellem syd og nord på vestkysten. Sikringen af syd- landets vintereksistens blev lagt i hæn- derne på handelen af europæerne. Heri Fig. 2. Den eskimoiske udvekslingsekonomi i Vestgrønlands sydlige del 16SO— 1750. I. Udvekslingssystemet i 1600-tallet, som det generelt set kan udtrykkes. De to piles »mødested« kan geografisk knyttes til et aasivik, f. eks. Nepisat-sundet, eller længere nordpå. Vi ved endnu ikke tilstrækkeligt om dette forhold. H. Situationen omkring 1700, hvor sydlændingenes rejser tager form, og hvor de nederlandske hvalfangere op- træder langs kysten. Det gamle udvekslingssystem (I) opretholdes stadigvæk ifølge Hans Egedes dagbogs- notater (»Grønlænderne, som boe i denne Egn, arbeide smaa Kiedler og Lamper af Veiksteen, og sælge dem til dem, som boer længere under Nord, hvor ingen saadan Veiksteen findes«, 12. oktober 1725). Sydlændin- genes rejser er vist som en cirkelbevægelse, der til venstre følger første års rejse fra Sydlandet mod nord til Disko for overvintring, og til højre andet års rejse fra Disko hjem til Sydlandet. De fire kraftige pile i cirkel- forløbet er forsynet med en angivelse af de varer, som medbringes til brug for udvekslingen med andre eskimogrupper. Første ophold under rejsen fra Sydlandet mod nord er aasivik-stedet Nepisat-sundet/Nuuk. Træet, som er anført i parentes, er medtaget til brug for husbyggeri og som teltstænger. Vi ved altså endnu ikke om det indgår som egentligt udvekslingsobjekt. Den mindre pil til venstre angiver de skindprodukter, som afsættes til hvalfangerne imod »kramvarer« og jern (knive og våbenspidser). Andet ophold er Disko, hvor overvintring finder sted, og hvor sydlændingene forsyner sig med barde. Tredie ophold er atter Nuuk, hvor en del af det tilhandlede barde udveksles med fedtsten. Fjerde og sidste opholder hjemme i Sydlandet, hvortil der medbringes fedtsten og barde fra udvekslingen nordpå samt »kramvarer« og jern fra tuskhandelen med hvalfangerne. En del af disse hjembragte varer udveksles internt med de tilbageværende familier til gen- gæld for vinterproviant. m Situationen efter koppeeprdemien 1733-34, hvor sydlændingene har overtaget rollen som forhandlere af bl. a. fedtsten (det gamle udvekslingssystem (I) er forsvundet). Både skind, træ og fedtsten medtages nordpå til Disko. Træet kan med stor sandsynlighed tænkes at blive anvendt i forbindelse med opførelsen af større vinterboliger, de såkaldte »fælleshuse«. Endvidere er den europæiske indflydelse angivet i form af et par sorte pile. Disse pile viser, hvor sydlændingenes rejser nordpå bliver afbrudt. Det er ved Ny Herrnhut, hvor syd- lændingene i stort antal trækkes ind og efterhånden bliver hjemmehørende, med det resultat at de ikke kommer norpå til Disko for at udveksle barder. Hermed er modellens (IH's) højre halvdel fjernet. Kolonisa- tionen af Sydlandet kom senere til at råde bod på denne mangel, som bl. a. den herrnhutiske mission skabte med sin indgriben i den eskimoiske udvekslingsøkonomi. 256 [11] DI5KO NUUK DISKO n. SYDLANDET DISKO 60DTHAB ------1 NY HERRNHUT NY HERRNHUT GODTHÅB m. SYDLANDET 257 [12] skal ses herrnhuternes succes ved »kolo- nisationen« af det sydligste Grønland . . , dem kendte man. Det er ikke ukendt for sydlændingene at søge til Kangeq-området, for det havde man hørt om. Mest velkendt er fortællingen om sydlændingen Sfngajuk (sydgrl. Sfngajik), der havde hørt om en boplads, som hed Kangeq, hvor der var mange forskellige slags fangstdyr, der vekslede således, at der aldrig var nogen årstid, hvor der ikke var noget at jage. Dette Kangeq rejste han ud for at finde (Rasmussen 1924, side 276). I Rinks Eskimoiske Eventyr og Sagn fra 1866 optræder Kangeq i adskillige fortællin- ger som stedet, hvor man tager hen fra Sydlandet for at klare vinteren (se bl. a. siderne 238, 252 og 279). Dette sted be- skriver Dalager som »den ypperligste og beste Egn paa den heele vestre Side af Grønland« (1915, side 14). Herfra stam- mer de rigeste samlinger af myter og sagn gengivet af Rink og Knud Rasmus- sen, og her genfødtes Grønlands historie visuelt fremstillet af Aron fra Kangeq. Og dette var vel at mærke blandt efter- kommerne af de »omflakkende« sydlæn- dinge. Der hersker næppe tvivl om, at det demografiske billede i dag ville have teg- net sig anderledes, såfremt rejserne ikke var blevet afbrudt af udefra kommende påvirkninger. 400 grønlændere ved Unartoq, 40 konebåde forbi Godthåb på vej nordpå, 100 familier i telt ved Nepi- sat-sundet; alt i alt fortælles om en mo- bilitet i det grønlandske samfund, som først ophører i 1900 med de sidste fa- miliers rejse til Frederiksdal fra sydøst- kysten. Godthåbs-området var stedet, hvor sydlændingene blev bremset; og hvor den sydgrønlandske i-dialekt ophører og afløses af u-dialekten. Ved Ny Herrnhut (Nordlit), Kangeq ude ved kysten og Umånaq inde i fjorden kunne i dette år- hundredes første halvdel endnu høres i- dialekten. Alle tre steder hørte til den herrnhutiske mission. Opdelingen af grønlænderne mellem de to konkurre- rende missionsretninger kunne således spores i 200 år. Men sydlændingenes indflydelse kan påvises langt op ad den vestgrønlandske kyst. De store fælleshuse, der ligger som ruiner på næsten alle forladte bopladser, er en hustype, sydlændingene har ind- ført for at »lære folkene hér nordpå, hvordan man skulle bygge huse«. Dette fik Therkel Mathiassen fortalt i Sukker- toppen-distriktet i 1930 (Mathiassen 1931, side 50). Missionær Glahn kunne i 1771 fortælle, at grønlænderne sydpå placerede kogestedet ude i husgangen og tændte op med brænde for at spare på spækket. Han omtalte dem også som store husholdere (Glahn 1771, side 197). At fælleshuset skulle være opstået omkring Disko Bugten, som Therkel Mathiassen fremhæver (1936, side 119—120), kan ikke mere siges at være gældende (Gulløv 1981). Det er ligeledes almindelig kendt, at slædekørsel har kunnet finde sted indtil Kangåmiut på vestkysten at dømme ud- fra arkæologiske fund. Men i 1755 kom- mer købmand Lars Dalager kørende til Ny Herrnhut på en slæde trukket af tre hunde (Heinz Israel 1969, side 148). Der er endnu adskillige spørgsmål at stille, før end vi kan få en afklaring på 258 [13] Grønlands kulturhistorie. Mange af sva- rene kan søges i studiet af »Herrnhut- ernes Grønlændere, som ere fremmede Søerlændere«. "Litteratur: Cranz, David 1770: Historie von Gronland I—HI. Barby/Leipzig. Dalager, Lars 1915: Grønlandske relationer... 1752. Det grønlandske Selskabs Skrifter 2. Køben- havn. Egede, Hans 1925 [1738]: Relationer fra Grønland 1721-36. Udgivet af Louis Bobé, Meddelelser om Grønland, bind 54. København. Egede, Hans 1925 [1741]: Det gamle Grenlands ny Per- lustration eller 'Naturel-Historie. Udgivet af Louis Bobé, Meddelelser om Grønland, bind 54. Køben- havn. Egede, Niels 1939 [1744]: Tredie Continuation af Rela- tionerne.. .1739 til 1743. Ved H.Ostermann, Med- delelser om Grønland, bind 120. København. Glahn, H. C. 1921: Dagbøger for Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68. Ved H. Ostermann, Det grønlandske Selskabs Skrifter 4. København. Glahn, H. C. 1771: Anmærkninger til de tre første Bøger af Hr. David Crantyfs Historie om Grønland. Køben- havn. Gulløv H. C. 1981: »Straat David's grønlænderne og Sydlændingene. Bosætning og bebyggelse i Vest- grønland før kolonisationen«. Foredrag på sym- posiet Vort Sprog — Vor Kultur. Nuuk. Israel, Heinz 1969: Kultun»andel gronlåndischer Eskimo im 18. jahrhundert. Abhandlungen und Berichte des Staatlichen Museums fiir Volkerkunde Dresden, band 29. Berlin. Mathiassen, Therkel 1931: Ancient Eskimo settlements in the Kangamiut area. Meddelelser om Grønland, bind 91,1. København. Mathiassen, Therkel 1936:Tfø Eskimo Archaeology of Julianehaab District. Meddelelser om Grønland, bind 118, 1. København Olsen, Anders 1764: En kort Tabelle. I Rubicber forfat- tet over Fasteland med Fiorder og øer fra Colonien Frede- richshaab og nordefter... skrevet ved Colonien Suchertop- pen. Manuskript. Marinens Bibliotek, København. Rasmussen, Knud 1924: Myter og Sagn fra Grønland, bind II. Kjøbenhavn. Rink, H. J. 1866: Eskimoiske Eventyr og Sagn. Kjøben- havn. Thorhallesen, Egil 1914: Beskrivelse over Missionerne i Grønlands Søndre Distrikt... 1774-1775. Udgivet ved Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter 1. København. Walløe, Peder Olsen 1927: Dagbøger fra hans rejser i Grønland 1739-53. Udgivne i udtog af Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter 5. Kjøbenhavn. 259 [14]