[1] Samuels skole Nyherrnhuti 1850'erne Af Henrik Wilhjelm Kleinschmidt kommer til Nyherrnhut1 Den stigende betydning, man i begyn- delsen af 19. årh. i Europa tillagde den folkelige oplysning, fik også konsekven- ser for Grønland, idet »Kommissionen af 1835« i sin betænkning beskæftigede sig indgående med den grønlandske bør- neskole, og kateketseminarier oprettedes i 1846 i Godthåb ogjakobshavn. Også i de grønlandske brødremenig- heder føltes behovet for en bedre under- visning især på udstederne, hvor altfor mange voksede op uden at lære at læse, hvilket måtte afhjælpes, da »undervis- ningen af ungdommen i sig selv er et så vigtigt punkt, og det desuden har vist sig, at antallet af dem, der ikke kan læse, er større ved Brødremissionen end ved Den danske Mission«.2 Samme år - 1846 - forlod Samuel Kleinschmidt Lichtenau i Sydgrønland. Her havde han opholdt sig, siden han i 1841 var vendt tilbage fra Europa. Lichtenau var hans fødested, og her havde han boet sammen med sine for- ældre, missionærparret Johan Conrad og Kirstine Kleinschmidt, indtil han 10 år gammel skulle i »rigtig« skole i Tysk- land, året før hans forældre grundlagde herrnhuternes sydligste missionsplads, Friedrichsthal. Samuel stammede så meget, at han ikke blev fundet egnet til videre skole- gang, så efter 4 års forløb kom han i apotekerlære i Zeist i Holland. Hans lyst var imidlertid at undervise, og da han efterhånden var kommet over sit tale- besvær, fik han arbejde nogle år som lærer ved drengeskolen i Christiansfeld, inden hans inderste ønske gik i opfyl- delse: han blev kaldet som missionær til Grønland og fik dermed mulighed for at vende hjem. Hans begavelse og indsats var meget alsidig, men størst betydning fik han på det sproglige område. Med sin »Gram- matik der gronlådischen Sprache« (Ber- lin 1851) og »Den Grønlandske Ord- bog« (Kjøbenhavn 1871) samt den ny- oversættelse af hele Bibelen, som han efterlod sig ved sin død i Godthåb i 1886, kan hans betydning for det grøn- landske sprog næppe overvurderes. I Lichtenau havde han som hovedop- gave haft at undervise i drengeskolen, og ved siden heraf havde han arbejdet 260 [2] Samuel KJeinschmidt fotograferet i Godthåb omkring 1880. Foto: Arktisk Institut. med den nye grønlandske grammatik, hvoraf størstedelen var gjort færdig.3 Når han i 1846 flyttede til Lichtenfels, var årsagen udelukkende, at samarbejdet mellem ham og Lichtenaus menigheds- forstander, Valentin Muller, var meget dårligt. Bemærkelsesværdigt nok var der ikke antydning af samarbejdsproblemer 261 [3] mellem ham og de øvrige missionærer de to år, han opholdt sig i Lichtenfels. 1848 fortsatte Kleinschmidt til Ny- herrnhut, fordi der ikke længere var brug for ham i Lichtenfels. I Nyherrn- hut kunne man også godt have undværet ham, men et sted skulle han jo være. De fleste begræd, at det ikke var lykkedes at gennemføre en plan, hvorefter han med et hvalfangeskib skulle være sat over til Cumberland på den anden side af Davisstrædet for at undersøge mulig- hederne for at optage en mission dér.5 Hjcelperskolen planlægges ogjorberedes I Nyherrnhut havde man siden opret- telsen af det danske seminarium i Godt- håb drøftet muligheden af at gøre noget lignende i brødremenighederne, og sam- men med Kleinschmidt udarbejdede man så et konkret forslag (dateret: 27. februar 1848) til en »gehiilfenbildungs- anstalt« og sendte det til de andre mis- sionærstationer: Lichtenfels, Lichtenau og Friedrichsthal.6 I forslaget påpegede man, at det blev stadig vanskeligere at få brugbare natio- nalhjælpere og skoleholdere (der tog sig af henholdsvis kirke og skole) på ud- stederne. Kunne man blot uddanne 24, ville forholdene være så forbedrede, at man også ville kunne klare sig med fær- re udsendte missionærfamilier. Hvert andet år skal optages 4 elever, der ialt skal tilbringe 4 år på seminariet og på den måde komme pensum igennem to gange. Ugentligt skal der undervises 18 timer: 6 timer til bibel og katekisme (læsning), 4 timer til skriftlig grøn- landsk, mens verdenshistorie, geografi, naturhistorie, elementarfysik, regning, Janssen aflagde besøg i Uchtenfels i foråret 1847 og mødte for ferste gang Kleinschmidt, der den vinter led af en ondartet budsygdom, der gjorde ham helt uarbejdsdygtig det meste af vinteren. Janssen omtaler i sine breve (il sin mor besøget fuld af vammelse over de tyske missionærers lave dannelsestrin som »ganske simple raae .,. Haandværkere«. l Lichtenfels er-de sarligt »malpropre .,. og mere eller mindre fnattede, navnlig Hr. KJeJnschmidt, der tillige var skurvet i Hovedet, han seer omtrent saaledes ud med brandrødt Haar og Skjag: