[1] Landsstyreformandens nytårstale 1. januar 1984 Af Jonathan Motzfeldt Kære medborgere! På denne første dag i året vil jeg på landsstyrets og landstingets vegne ønske jer alle et lykkebringende 1984 samt takke alle, der i stort og småt har bi- draget til opbygningen af det samfund, som det blev vores lod at leve og virke i. Vi er i antal et lille folk med en geo- grafisk placering på yderkanten af det mulige for menneskets eksistens. Det er vores svaghed, men samtidig vor styrke, fordi det har vænnet os til stadigt at tage nye udfordringer og strabadser op med uforsagt sind. Jeg ønsker for os alle, at vi må bevare denne styrke til at bære os gennem den kommende tids udvikling og til at finde en balance mellem vore gamle kultur- traditioner og den moderne tids krav, som i så høj grad er præget af helt nød- vendige forbindelser med omverdenen - og som vi ikke bare kan forkaste. De af jer, som er alene, og som har mistet familie og venner i det forløbne år, kan sikkert have ekstra svært ved at finde denne styrke og se optimistisk på fremtiden, — men jeg tror alligevel, det er den eneste vej frem — både for det enkelte menneske og for vort land som helhed. Det må vi støtte hinanden i. De af os, der på forskellig vis er ud- peget til tillidsposter — i organisationer, kommuner, i landstinget, på undervis- ningssteder, og alle andre steder, hvor andre mennesker er afhængige af vore beslutninger - har en ganske særlig for- pligtelse til i fællesskab at mobilisere denne styrke trods vanskelighederne, men vi kan kun gøre det i fællesskab med jer. Det forgangne år har da heldigvis også opvist eksempler på forståelsen for, at det ikke ubetinget gælder om at få magt eller at vinde over de andre, men derimod om i fællesskab at løse dette lands forskellige problemer, så ingen skal føle sig forbigået eller forfordelt. Ved landstingsvalget i april fik vi en ny konstellation, hvor de tre partier selv- følgelig hver for sig søger at gennemføre deres politiske mål — det er dét, de er valgt til — men hvor der samtidig er vilje til i langt de fleste tilfælde at diskutere sig frem til løsninger i enighed til gavn for alle befolkningsgrupper. Det er dét, der skal til — ellers er jeg bange for, at vi l [2] slider hinanden op på konflikter, hvor hver part står stejlt på sit standpunkt til skade for alle parter i sidste ende. Et eksempel på konflikt, der har tæret på samfundets kræfter, er den meget langvarige konflikt på det grønlandske arbejdsmarked. Jeg håber derfor meget stærkt, at det kompromis, der nu er ind- gået med vedtagelsen af en parallel lov- givning i folketinget og landstinget om en moderat lønstigning og en bevarelse af dyrtidsreguleringen efter nulstilling af pristallet pr. 1. januar 1984, vil føre til en snarlig afslutning på denne for Grøn- land så udmarvende situation. Forholdet til rigsmyndighederne har omkring denne situation været præget af stærk uenighed i opfattelsen af den nød- vendige politik og sammenhængen til, hvilke inflationshæmmende foranstalt- ninger, der ville have den største virk- ning i Grønland: lønudviklingen på arbejdsmarkedet eller statens prispolitik på transport, varer, afgifter og leveran- cer. I landsstyret har vi været, og er fort- sat, af den overbevisning, at det er de sidste forhold, der er de mest afgørende. Det er endvidere vor opfattelse, at de forøgede indtægter, staten har ønsket at opnå på de omtalte områder, ikke reelt har nogen indflydelse på den danske statshusholdning, men snarere er udtryk for et princip om, at Grønland også skal bære en del af byrderne ved Danmarks økonomiske problemer. Dette kunne vi nok erklære os solidariske med, hvis vi troede, det havde nogen virkelig reel betydning, og først og fremmest hvis vi ved omlægning af forbrugs- og udgifts- mønsteret kunne modvirke forhøjel- serne. Men det kan vi ikke, hvis den generelle bolig- og levestandard i Grøn- land ikke skal sænkes endnu mere under den danske, end den er i øjeblikket. Det tror jeg også, de fleste danske politikere, der har rejst rundt i Grønland, vil er- kende. Det er i hvert fald det indtryk, besø- gene fra især statsministeren og uden- rigsministeren i Grønland i 1983 har efterladt - og som har bestyrket os i opfattelsen af Danmarks følelse af for- pligtelse og respekt for Grønland i al- mindelighed — og for det unge hjemme- styre i særdeleshed. Vi har følt, at der fra Danmarks side har været vilje til at finde løsninger, som gav hjemmestyret muligheder for på langt de fleste punkter at virkeliggøre tanken om at være herre i eget hus — og dermed at forme vor egen fremtid in- denfor hjemmestyreordningens rammer. Især føler jeg trang til at fremhæve den utrættelige og loyale indsats, der fra dansk side er gjort for at fremme vore bestræbelser på at opnå en løsere tilknyt- ning til EF. Som et resultat heraf er det på det seneste EF-udenrigsminister- møde fastslået som en kendsgerning, at udmeldelsesdagen bliver den 1. januar 1985. På mødet, som fandt sted den 19. december, mødte den dansk/grønland- ske delegation en noget mere positiv imødekommenhed for sine synspunkter, især omkring fiskeriaftalen, end det hid- til har været tilfældet. På denne bag- grund har hjemmestyret valgt fortsat at sigte mod en OLT-ordning, men at lade spørgsmålet være afhængig af EF's ende- lige forhandlingsudspil og den detal- jerede udformning af de aftaler, som skal indgås. Det er vort håb, at disse bestræ- [3] belser må lykkes, men det skal siges helt klart: at sker det ikke, har landstinget givet landsstyret mandat til at afslutte forhandlingerne, og i stedet lade Grøn- land få status som tredie-land pr. 1. ja- nuar 1985 ved en såkaldt eensidig ud- meldelse. Det skal ikke være nogen hemmelig- hed, at jeg med forventning ser frem til afslutningen af disse meget krævende og tidsrøvende forhandlinger, som ikke kan undgå at tappe hjemmestyrets økonomi- ske og menneskelige ressourcer for megen god kraft, der kunne have været anvendt til løsningen af en lang række af de spørgsmål, der trænger sig på ved udformningen af de mål, vi har sat os for Grønlands egen udvikling. Jeg synes også at kunne fornemme en voksende utålmodighed i befolkningen med hjemmestyrets prioritering af op- gaverne. — På den anden side mener jeg også, at mange vil kunne indse vigtig- heden af først at få skabt de ydre ram- mer for vores eksistens — så der kan blive tilstrækkelig ro og klarhed omkring vore egne muligheder for i fællesskab at løse de i sandhed svære problemer, vi har internt i Grønland. Jeg tænker her blandt andet på er- hvervslivets problemer, både fåreavlens, fiskeriets og sælfangstens, men så sande- lig også det øvrige erhvervslivs stilling i samfundet — og ikke mindst på de nær- mest samfundsomvæltende problemer, der kan opstå ved udnyttelsen af olie- og mineralforekomsterne, hvis vi ikke går meget omhyggeligt frem. I begyndelsen af min tale sagde jeg, at vi lever på yderkanten af det mulige for menneskets eksistens. Fra gammel tid har generationer i vort samfund ind- rettet deres liv på en sådan måde, at alle skulle opdrages til at yde bidrag til at overleve vinteren, kulden og mørket. Disse klimatisk betingede forhold har ikke ændret sig. Tværtimod oplever vi nu i flere år i træk nogle af de vanske- ligste vinterperioder. At tidligere gene- rationer har kunnet overleve lignende forhold hænger altså sammen med en rationel, men sikkert også nogle gange desperat form for udnyttelse af levende ressourcer i og omkring vort land. En udvikling i dette samfund, hvor pengeøkonomien for længst er slået igennem, samt den kendsgerning, at be- folkningen er totalt afhængig af de levende ressourcers tilstedeværelse i vore farvande, er bevis på, at vi har brug for en rationel planlægning omkring disse forhold. Overtagelsen af fiskeri- kompetencen fra EF til vort eget regie forpligter os til at være ansvarsbevidste ved gennem et nært biologisk samarbej- de med vore venner i Nordatlanten at afdække kvantiteten af de forskellige fiskearters udbredelsesområde. I denne forbindelse giver vort nye medlemskab i Nordisk Råd et nyt element til en for- håbentlig positiv dialog med de nord- atlantiske fiskerinationer om en fælles indsats herom i den kommende tid. Der- for må vi bruge det nye år til at plan- lægge overtagelsen af fiskerikompeten- cen fra EF samt sidst og ikke mindst til en drøftelse og udarbejdelse af strategien omkring overtagelse af produktions- og eksportsektoren under KGH. Det sidste indeholder en stor forpligtelse for alle i vort samfund til at løfte opgaven i fæl- lesskab og i samarbejdets ånd. Derfor [4] planlægger vi en konference mellem politikere, produktions- og eksport- personale i KGH samt de private produ- center i den kommende tid. Jeg tænker på vigtige spørgsmål som skabelse af gode vilkår for vore børn og unge, som vi anser for den menneskeligt set vigtigste opgave overhovedet, og jeg tænker på bekæmpelsen af den arbejds- løshed, som knuger og ydmyger ellers aktive mennesker. Jeg kan ikke, og vil ikke, her opstille et katalog over problemer, i problemer- nes land, som det er blevet kaldt, og mange af jer kunne sikkert tilføje en lang liste til nogle af dem, jeg her har nævnt. Det, der har været mit ærinde, er at sige, at hjemmestyret er sig bevidst, at der er behov for at koncentrere sig om alle de spørgsmål, der må løses her i Grønland — og at der ikke er tale om ligegyldighed fra vores side, når vi i stedet rejser til Bruxelles, Danmark og andre steder. Det er simpelthen fordi kræfter udefra og andre omstændig- heder, vi ikke er herre over, fortsat ikke har gjort det muligt at få skabt de ydre rammer for vor eksistens, som jeg om- talte før som en forudsætning for den ro og klarhed omkring egne muligheder, som mi være det endelige mål. Jeg kan desværre ikke sætte en dato for, hvornår vi når dette punkt. Poli- tikere er — som I sikkert vil give mig ret i — ikke overmennesker, og vi kan under ingen omstændigheder alene løse alle de problemer, som vi jo kender så godt. Det kan altså heller ikke nytte, at bor- gerne og interesseorganisationerne i dette land bare sætter sig ned og venter på, at nogen skal løse deres problemer for dem. — Den styrke og evne til at løse problemer i fællesskab, som jeg omtalte i begyndelsen, er egenskaber, som ikke bare skal gemmes på loftet og tages frem i nytårstaler og ved andre festlige lejlig- heder. Disse egenskaber skal bruges - hver dag — i det praktiske liv — ellers risi- kerer vi, at begyndende indre opløs- ningstendenser og konflikter sejrer, før vi når vort mål. I denne proces tror jeg, at vi alle kan hjælpe til, ikke ved at spørge: hvad kan samfundet gøre for at løse mine person- lige problemer, men: hvad kan jeg gøre, for at vi i fællesskab kan opbygge et menneskeværdigt samfund på vore egne betingelser. Det må I hjælpe politikerne med, og svaret på spørgsmålet mener jeg må være: at begynde med sig selv og sin egen familie. For er der først sket brud på passivi- teten dér — så vil virkelysten, optimis- men og respekten for sig selv og for sine medmennesker brede sig til hele sam- fundet som de værdier, vi skal leve videre på — der er hårdt brug for det, — ogjeg ved, det kan lykkes. Også ved dette årsskifte må vi endnu en gang konstatere, at det er os selv, der skal forme vor fremtid. Det gælder om at videre-udvikle de sande og gode ting her i livet. Vi må også være vågne og kritiske over for kræfter, der nedbryder vor kul- tur og vor menneskelighed. En af de ting, vi i fællesskab må klare, er spiritusmisbruget blandt os. Her kan vi — hver af os — bidrage til at formind- ske alkoholforbruget. Frem for alt vil jeg ønske, at alle vore landsmænd vil være med til at yde deres [5] bidrag til en udvikling af samfundet på en sådan måde, at vi føler os hjemme i dette land og i dette samfund. Vi må i fællesskab give de bedste vækstbetingel- ser for et sundt samfund, hvor glæden over at være med styrkes — og dermed også lysten til at arbejde for landet og for befolkningen øges — til glæde for os allesammen. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. Foto: Anne Bang, Sermitsiaq. [6]