[1] Arealanvendelse og forsvarsanlæg i Grønland - hvem bestemmer? — et studie i grønlandsk lovgivningsteknik Af Jens Brøsted De aktuelle amerikanske ønsker om nye forsvarsområder på Grønlands vestkyst har rejst spørgsmålet om, hvem der har den afgørende indflydelse på svaret til amerikanerne: Grønland eller Danmark. Jeg strejfede spørgsmålet i en kronik om amerikanske forsvarsanlæg på grøn- landsk jord1. Jeg tog her udgangspunkt i det forhold, at hjemmestyret har beslut- ningskompetencen over landsplanlægning og de arealtildelinger, som vil være nødven- dige, hvis der skal opføres nye stationer til det amerikanske radarvarslingssy- stem. De grønlandske myndigheder måtte derfor have afgørende indflydelse på beslutningen i spørgsmålet. Efter Grønlands landstings debat om forsvarsområderne den 4. oktober kom landsstyreformand Jonathan Motzfeldt ind på spørgsmålet i en kronik, »I op- dagede ikke Grønland«, den 13. oktober 19832. Udgangspunktet var her, at for- Eksisterende inrtaflaiioner: Nedlagte insttnationer og instaDationer Amerikanske militare installationer i og omkring Grønland. Jens Brøsted, Institut for Eskimologi, Københavns Universitet, deltager i et nordisk forskningsprojekt: »Urfolksret i nordisk retsteori og praksis. En komparativ undersøgelse med særligt hensyn til samernes og grønlændernes retsinstitutter og retslige stilling«. Projektet er støttet af Nordisk samarbejdsnævn for samfundsforskning (NOS-S). 29 [2] svarsspørgsmål efter hjemmestyreloven hø- rer under rigsmyndighedernes kompe- tence, og at det derfor er staten, der foretager arealtildeling til forsvarsanlæg i Grønland. Motzfeldt lægger sig herved tæt op "ad en fortolkning prof. Poul Meyer, Århus, har gjort sig til talsmand for: »Grønland skal spørges pænt — men hvad de svarer er rystende ligegyldigt. Det er Danmark, der bestemmer«3. Ef- ter hjemmestyrets indførelse ser Poul Meyer som bekendt hellere Grønlands hæl end tå. De to" refererede opfattelser af, hvem der skal bestemme, er ikke absolutte be- nægtelser af hinanden, men de er dog tilstrækkeligt modsætningsfyldte til at skabe behov for en nærmere afklaring af, hvem der har ret til at træffe den egentlige afgørelse i spørgsmålet om nye forsvarsområder på Grønland. Som det vil fremgå af det følgende er løsningen efter min opfattelse den, at den egentlige realitetsbehandling og -afgørelse ligger hos hjemmestyret, mens rigsmyndighederne på baggrund heraf afgiver det formelle svar. Før jeg begrunder denne fortolkning, vil det imidlertid være på sin plads at præcisere formålet med min kronik, da Jonathan Motzfeldt uden belæg har ind- læst nogle gode råd til de grønlandske politikere om at anvende eksisterende retsmidler til at frigøre sig fra bindingen til amerikanerne. Den politiske stilling- tagen til dette spørgsmål påhviler imid- lertid det grønlandske samfund, og jeg kom ikke ind på det i kronikken. Em- net for min kronik var fundamentale spørgsmål om retsikkerhed i Grønland. Jeg påviste, at de eksisterende baser hav- de medført åbenbare indgreb i grøn- landske fangeres hævdvundne brugsret- tigheder til deres fangstområder, og at fangerne hidtil havde været magtesløse i deres krav om erstatning for deres tab. Jeg foreslog derfor, at man f. eks. for- handlede et fortolkningsprotokollat til forsvarsoverenskomsten, som ville hæve beskyttelsen af de grønlandske rettig- heder over enhver tvivl. Under landstingsdebatten den 4. ok- tober blev erstatningsspørgsmålene da også rejst flere gange, og Jonathan Motzfeldt lovede på landsstyrets vegne at tage spørgsmålet op med regerin- gen4. Grasnsedragningsproblemet. Det springende punkt i spørgsmålet om beslutningskompetencens fordeling mel- lem Grønland og Danmark er, at der er tale om et amerikansk ønske om nye forsvarsanlæg, som forudsætter tildeling af grønlandsk jord til formålet. Der op- står således nogle grænsedragningspro- blemer mellem kompetenceområderne, da der ikke er tvivl om, at hjemmestyre- loven lægger udøvelsen af forsvars- og udenrigsspørgsmål hos rigsmyndighe- derne, mens landsplanlægning ligger hos hjemmestyret5. Der har i diskussionen også været enighed om, at det aktuelle spørgsmål skal bedømmes efter retsreg- lerne om arealanvendelse, byudvikling og be- byggelse i Grønland. Det grønlandske planlovsystem. Det grønlandske planlovkompleks ved- toges som en forløber for hjemmestyret i 1977.6 Den egentlige baggrund for lo- ven var statens ønske om at sikre rni- 30 [3] De eksisterende baser har medført åbenbare indgreb i grønlandske fangeres hævdvundne brugsrettigheder til deres fangstområder. Foto: Keld Hansen, nisteren myndighed til at give konces- sionshavere i olie- og mineralefterforsk- ningen ret til brug af områder udenfor koncessionsområderne. Loven indeholdt derfor nogle stærkt centralistiske ele- menter, samtidig med at den indførte lo- kale planprocedurer med udgangspunkt i den danske planlov. En tredie central kilde til arealanvendelsesloven er den gamle grønlandske retssædvane, hvor- efter fællesskabet kan indrømme for- trinsret til den enkelte til brug af særlige dele af territoriet, så længe brugen opretholdes. En forudsætning for at tage arealer i brug i Grønland er således en formålsbestemt arealtildeling.1 Loven re- gulerer formen for sådanne tildelinger og gør i de fleste tilfælde kommunalbe- styrelsen til den kompetente myndighed indenfor byerne og landsplanudvalget udenfor byerne. Hjemmestyret overtog beføjelserne omkring landsplanlægning og arealtilde- ling i 1981. Herefter finder vi retsreg- lerne i folketingets bemyndigelseslov om arealanvendelse m.m. fra 19808 og landstingsforordningen af 2. februar 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse? Disse love viderefører i hovedsagen reglerne fra 1977-loven, men har fjernet de værste centralistiske tendenser. Hvordan behandler disse to regelsæt så forsvarsspørgsmålet? Jo, for det første siger arealanvendelsesloven fra 1980 i § 3, at arealtildeling til forsvarsmæssige formål foretages af vedkommende rigs- myndighed efter forhandling med Grøn- 31 [4] lands hjemmestyre. Af hensyn til for- svarshemmeligheder indeholder loven desuden en undtagelse i stk. 2 for de al- mindelige bygningsforskrifter, forudsat at anlægget ikke omfatter tilslutning til veje, forsynings- eller afløbsledninger. For det andet fastslår landstingsfor- ordningen fra 1981 i § 9, at landsplanud- valget fastlægger hovedretningslinier for bl. &.y>omfanget og beliggenheden af større trafikanlæg og andre tekniske anlæg, for- svarsanlæg og videnskabelige anlæg«.10 Det er herefter klart, at hjemmestyret har en direkte myndighed i spørgsmålet om nye forsvarsanlæg på Grønland. For at udelukke enhver mistanke om, at hjemmestyret skulle have tilsneget sig denne myndighed på retsstridig måde, skal det fremhæves, at den citerede be- stemmelse i § 9 er hentet ordret fra fol- ketingers arealanvendelseslov af 1977 § 9.11 At dette er det rigtige resultat, kan man også se ud fra selve formålet med en landsplanlægning: at sikre at lan- dets areal- og naturressourcer sker ud fra en samfundsmæssig helhedsvurde- ring, som bl. a. tager hensyn til den grønlandske erhvervsudøvelse og udvik- ling. Denne vurdering kan kun foretages af hjemmestyret. Ministeriet for Grøn- land/forsvarsministeriet har hverken formel eller reel kapacitet til at udøve et sådant skøn. Og det følger af hele plan- lægningssystemet, at det er en sådan lov- mæssig helhedsvurdering af de grøn- landske samfundsmæssige interesser, som skal lægges til grund for aftalen mellem hjemmestyre og rigsmyndig- hederne efter arealanvendelsesloven fra 1980.12 At denne fortolkning er korrekt frem- går også tå. forarbejderne til arealanven- delsesloven fra 1980. Den oprindelige arealanvendelseslov fra 1977 indeholdt i § 25 en ret vidtgående13 undtagelse for forsvarsmæssige eller andre formål, som efter vedkommende ministers skøn, bør holdes hemmelige. Sådanne foranstalt- ninger kunne bringes til udførelse uden godkendelse, hvis de ikke omfattede til- slutning til veje eller forsyningsanlæg. Man genfandt denne bestemmelse i grønlandsministeriets udkast til 1980- lovens § 3. I bemærkningerne hertil an- førte ministeriet, at mens landsplanlæg- ning og arealanvendelse i almindelighed omfatter forsvarsanlæg, så kunne der tænkes tilfælde, hvor den aktuelle op- førelse af et anlæg skal holdes hemmelig, og at den sædvanlige fremgangsmåde med at søge arealtildeling og bygnings- myndighedernes tilladelse ikke kan føl- ges, hvis der skal være realiteter i hem- meligholdelsen. 14 forhandlingsgrundlaget. Landstinget behandlede udkastet på for- årssamlingen 1980 og protesterede kraf- tigt mod undtagelsens alt for vidtfav- nende karakter.15 Der blev derefter op- taget forhandlinger mellem hjemme- styret, grønlandsministeriet og forsvars- ministeriet i april 1980 for at finde frem til en ny formulering af forslagets § 3, som kunne tilgodese parternes beret- tigede interesser. I et notat til disse for- handlinger medgav forsvarsministeriet, at formuleringen kunne fortolkes som temmelig vid i retning af at bemyndigel- sen skulle kunne anvendes til at ind- drage arealer til forsvarsmæssige (og andre) formål, men man erindrede om, 32 [5] at bestemmelsen aldrig havde været »misbrugt«. Forsvarsministeriet fast- holdt, at man alene havde behov for at hemmeligholde den bygningsmæssige indretning af visse faciliteter, mens man ikke ønskede at anvende reglen til ind- dragelse af arealer. Forsvarsministeriet ville ikke »kræve mere, end det objektive be- hov tilsiger«, og man foreslog derfor en ny formulering af udkastets § 3.16 Denne ændring blev med nogle juste- ringer godkendt af landsstyrets møde den 28. april 1980.17 Disse bemærk- ninger er derfor fortolkningsgrundlaget for aftalen mellem hjemmestyret og rigs- myndighederne, når de sammenholdes med de generelle regler for landsplan- lægning og arealtildeling. Fortolkningsspørgsmålet. Forhandlingskompromiset mellem hjem- mestyret, forsvarsministeriet og grøn- landsministeriet afspejles imidlertid ikke i bemærkningerne til lovforslaget, hvor der heller ikke henvises til de førte for- handlinger.18 Dette er problematisk ud fra et formelt, juridisk synspunkt, da det som hovedregel kun er forudsætninger, som er kommet til folketingets kund- skab ved behandlingen af et lovforslag, der er retligt erkendbare ved lovfortolk- ningen.19 Det er således ligegyldigt, hvad ministeren har tænkt på, da han fremsatte forslaget eller hvilke usagte forudsætninger embedsmændene har haft under forberedelsen af lovforslaget, hvis de ikke er lagt frem til tingets og of- fentlighedens kundskab. Fortolknings- reglen er antaget af hensyn til borgernes retssikkerhed for at hindre, at staten i en såkaldt autentisk fortolkning vil kunne anføre, at det havde været hensigten, at en given regel også skulle omfatte den og den situation. Forbedreisen af overdragelseslovens § 3 rejser altså det politisk ubehagelige dilemma, om det er folketinget, der er blevet ført bag lyset, eller hjemmestyret, der er blevet bedraget, når indgåede for- tolkningsaftaler ikke reflekters på be- hørig vis? De formelle mangler ved forhand- lingskompromiset som forarbejde er imidlertid ikke af afgørende betydning i denne sammenhæng. Ifølge hjemme- styreloven behandles kompetencetvist mellem hjemmestyre og rigsmyndig- hederne af et særligt nævn med 2 med- lemmer fra hver af parterne og 3 højesteretsdommere.20 Her vil man stå friere end en domstol i vurderingen af lovforarbejderne, især fordi en regel der er indført for at beskytte den svagere part ikke nødvendigvis og automatisk behøver at anvendes til fordel for staten. Denne konklusion styrkes endvidere af- gørende af formelle mangler ved lov- grundlaget: bemærkningerne til over- førelseslovens § 3 har ikke været fore- lagt hjemmestyret til udtalelse!21 Samlet vurdering. Hvor lovgrundlaget for overdragelses- lovens § 3 hviler på et tvivlsomt grund- lag kan man vælge enten at vurdere spørgsmålet ud fra den tidligere retstil- stand, at se det ud fra hjemmestyre- loven, eller at se det ud fra en samlet vurdering af de relevante retskilder og de dertil knyttede fortolkningsmomen- ter. Det sidste synes at være det mest til- fredsstillende og korrekte.22 Til vejled- 33 [6] ning i fortolkningen kan man anføre de alment anerkendte fortolkningsregler: at indgreb i (grønlandske) borgeres ret- tigheder (til selvbestemmelse i kraft af hjemmestyret) kræver en klar hjemmel og fortolkes indskrænkede; at selv svage spor i lovens forarbejder fører til, at man opretholder den ældre retstilstand; samt at man kan afvige fra eller tilside- sætte en lovs umiddelbare ordlyd, hvis den fører til resultater, som er klart uri- melige — specielt hvis resultatet er i strid med lovens forhistorie og hvis man under udarbejdelsen gennem tekniske revisorer er kommet for skade at ændre loven på punkter, hvor det ikke har været tilsigtet.23 Relevante fortolknings- faktorer i denne sammenhæng synes at være: lovbestemmelsens-forhistorie, ind- holdet af tilsvarende regler i det danske planlovsystem, hidtidig praksis, bestem- melsens formål og forholdet til hjemme- styreloven som overordnet lov. Mate- rialet viser en nær sammenhæng mellem disse kilder, hvilket yderligere bekræfter rigtigheden af at vurdere spørgsmålet ud fra en samlet vurdering af de relevante fortolkningsmomenter. /. a. Det danske planlovsystem. Da centrale principper i den grøn- landske arealanvendelseslov er hentet fra det danske plansystem er det hen- sigtsmæssigt at begynde med en kort omtale heraf: Forsvarsmæssige foran- staltninger er uden undtagelse underlagt samme krav og procedurer og samme hensyn til den sammenfattende fysiske landsplanlægning, som al anden arealan- vendelse i Danmark. Som led i lands- planlægning, kan miljøministeren - efter forhandling med fagministrene - ud- stede bindende forskrifter for region- planlægningen.24 Miljøministeren hand- ler her i samme kapacitet som det grøn- landske landsplanudvalg, når det ud- steder hovedretningslinier for landsplan- lægningen.25 Endelig kan militære pro- jekter gennemføres — ligesom andre of- fentlige arbejder - ikke ved hjælp af planloven, men ved særlig hjemmel i en anlægslov som tilsidesætter en kom- muneplan. /. b. Endelig findes en direkte und- tagelse i den danske byggelov for »Byg- ningsmæssige foranstaltninger, der tje- ner forsvarsmæssige eller andre formål«. Sådanne kan gennemføres uden tilladel- se fra kommunalbestyrelsen »i det om- fang, de ikke omfatter tilslutning til veje-, forsynings- eller afløbsledninger eller lignende anlæg«.26 2. Lovbestemmelsens tilblivelseshistorie. 2. a. Arealanvendelsesloven 1977. Und- tagelsen for forsvarsmæssige foranstalt- ninger findes første gang i et udkast til arealanvendelsesloven fra Det grenland- ske lovudvalg, dateret 3. marts 1975.27 Undtagelsen er her placeret som § 20 stk. 2 i kapitel 6 om »Bygningsforsk rif- ter«. I bemærkningerne hertil anføres byggeloven, jvnf. l.b. ovenf., som kilde til bestemmelsen og begrundelsen gives i behovet for hemmeligholdelse, mens landsplanlægningens generelle kompe- tence over forsvarsanlæg fastholdes.28 Undtagelsens ordlyd er en afspejling af dens direkte oprindelse i den danske byggelov. Dog har placeringen i kapitel om byggeforskrifter medført, at man har 34 [7] P-Mountain; kommunikationsbjerget, der er beliggende ca. 40 km syd for Thule Air Base. Thule-fjeldet ses i øverste hejre hjørne liggende på et nets. Foto: Mads Fægteborg. kunnet begrænse sig til »Foranstalt- ninger« i stedet for »Bygningsmæssige foranstaltninger«. Landsrådet tilsluttede sig forslaget på forårssamlingen 1976, idet man fast- holdt en række krav, som dog ikke ved- rører undtagelsen for forsvarsmæssig bygningshemmeligholdelse.29 14 dage efter landsrådsbehandlingen foreslog juristministeriets lovkontor, at und- tagelsen blev flyttet til kapitel 7 om »fæl- les bestemmelser«. Under dække af lov- teknisk revision foretog man således en materiel forandring af lovforslagets ind- hold.30 Juristministeriets forslag fulgtes — ureflekteret — og det var således et an- det lovforslag, der nåede folketinget, end det landsrådet havde udtalt sig om. Hverken det grønlandske lovudvalg el- ler landsrådet hørtes om ændringen. Herved handlede man i strid med identi- tetskravet, som indebærer, at det lovfor- slag der forelægges til høring, skal være identisk med det, der senere fremsættes i folketinget.31 Sådanne fejl eller formelle mangler i den foreskrevne lovgivnings- proces etablere klare ugyldigheds- eller til- sidesættelseskriterier i forhold til be- stemmelsen.32 Man kan imidlertid også nøjes med at fortolke bestemmelsen ind- skrænkende i overensstemmelse med be- stemmelsens udviklingshistorie og det forslag som forelagdes landsrådet til ud- talelse. 2. b. Qverdragehesloven 1980. Forslaget til overdragelseslov, som det oprindeligt forelagdes hjemmestyret til udtalelse, byggede sin undtagelse for mi- litære formål på den eksisterende retstil- 35 [8] stand.33 Denne retstilstand reflekteres stadig i ordlyd og indhold af det udkast, som blev til efter forhandlingerne mel- lem hjemmestyret, forsvars- og grøn- landsministeriet.33a Imidlertid skete der to ting, som slørede retstilstanden og ved en fejltagelse gav lovens ordlyd et urigtigt indhold (D: inkurie): i. For at imødekomme hjemmestyrets krav om en indskrænkning af den forsvarsmæssige undtagelse delte man undtagelsen op i to stykker, et om arealtildeling og et om bygnings- mæssige foranstaltninger. Herved kom det til at se ud som om arealtilde- ling havde et reelt og selvstændigt indhold med baggrund i den eksisterende retstil- stand. Denne fejl forstærkedes, da be- mærkningerne til lovforslaget ikke reflekterede det indgåede kompro- mis. il Ved den lovtekniske gennemgang foreslog justitsministeriets lovafdeling en ny ordlyd for den bygningsmæssige undtagelse, men med samme ind- hold.34 Herved sløredes byggeloven som kilde til undtagelsen. Fejlen forstær- kedes, da man samtidig i bemærknin- gerne fjernede henvisningen til byg- geloven. Begge fejl forstærkes yderligere, da man — som anført — forsømmer høringsplig- ten overfor hjemmestyret med hensyn til bemærkningerne til § 3. Sammenfattende kan man sige, at lo- vens forhistorie med klare spor viser en retstilstand, hvor den forsvarspolitiske undtagelse udelukkende sigter på byg- ningsmæssige foranstaltninger. Endvi- dere er der så klare formelle fejl, såvel som utilsigtede fejl i reglens indhold, at der er grundlag for, at tilsidesætte lo- vens ordlyd i relation til arealanvendelse og fortolke § 3 indskrænkende til byg- ningsmæssige foranstaltninger, således at landsplanudvalgets kompetence i for- hold til forsvarsanlæg fastholdes, mens der på sagligt grundlag kan gøres und- tagelse for bygningsmyndighedernes godkendelse af den aktuelle udformning og opførelse af anlæg. Denne konklu- sion baseret på lovens forhistorie frem- mes ved at en ordret tolkning af § 334a ville føre til det klart urimelige resultat: at en lov som tilsigter at overføre kom- petence i henhold til hjemmestyreloven, ville medføre en formindsket bestem- melsesret til landsplanudvalget sammen- lignet med situationen under arealan- vendelsesloven fra 1977. For yderligere at af- eller bekræfte denne konklusion, må vi se på den hidti- dige praksis og forholdet til hjemme- styreloven. 3. Praksis. Da der ikke tidligere har været konkrete spørgsmål oppe til afgørelse omkring forsvarsanlæg skal praksis her udledes af udtryk for statens opfattelse af retstil- standen og for de begrundede krav og behov som den forsvarspolitiske und- tagelse skulle tjene. Ved siden af den omtalte praksis i forhold til det danske planlovsystem er der grund til at be- mærke: a. at der ikke i forbindelse med den første arealanvendelseslov fra 1977 fra forsvarsministeriet er udtalt behov for mere vidtgående undtagelser i Grønland end i Danmark — hverken overfor grøn- 36 [9] landsministeriet eller det grønlandske lovudvalg, som skrev udkastet til lo- ven.35 b. Forsvarsministeriets opfattelse af behovet på det forsvarspolitiske område udtrykkes i det refererede oplæg til for- handlingerne mellem ministerierne og hjemmestyret. I et tidligere brev — forsvarsministe- riets første reaktion i forhold til over- førelsesloven — gav ministeriet klart ud- tryk for forsvarsministeriets opfattelse af gældende ret: udkastets § 3 var identisk med den gældende arealanvendelseslov § 25 og analog med byggelovens § 16 stk. 5.; man konstaterede, at det var nødvendigt »af hensyn til landets sikker- hed, at have en bestemmelse, der gør det muligt at holde visse forsvarsmæssige byg- ningsforanstaltninger uden for offentlig behandling«. Forsvarsministeriet vurde- rede endelig spørgsmålet i forhold til hjemmestyreloven med den bemærk- ning, »at byggeri ikke er indeholdt i bilaget til hjemmestyreloven«, og man fandt et fort- sat behov for »at hemmeligholde foran- staltninger på det bygningsmæssige om- råde«. Afslutningsvis understregede mi- nisteriet undtagelsens identiske række- vidde i Danmark og i Grønland ved at konstatere, at »der ikke i hjemmestyre- loven ses noget, der taler for, at der skal gives forsvaret ringere betingelser for virk- somhed i Grønland end i Danmark«36. Forholdet til hjemmestyreloven. I kraft af hjemmestyreloven udøver hjemmestyret umiddelbart og direkte den lovgivende og udøvende myndighed i henhold til grundloven indenfor sit saglige område og på det grønlandske territorium. Hjemmestyrets beføjelser kan kun ændres med hjemmestyremyn- dighedernes eget samtykke og er folke- retsligt beskyttede.37 Hjemmestyreloven fordeler i en række omfattende katego- rier kompetencen over sagsområder på hjemmestyre og rigsmyndigheder. Hvor der er tvivl om grænsedragningen mel- lem myndighederne kan man således støtte sig til forarbejderne til hjemme- styreloven, herunder hjemmstyrekom- missionens betænkning,38 den hidtidige retstilstand og kategorisering af sagsfor- holdet, hjemmestyrelovens afledte rets- akter samt samspil og afgrænsnings- aftaler mellem regering og hjemmestyre. Det fyldigste bidrag til afklaringen af spørgsmålet findes i hjemmestyrebe- tænkningen, som ikke finder nogen hindring for at landsplanlægningen overføres til hjemmestyret, herunder beføjelsen til at fastlægge hovedret- ningslinier for bl. a. forsvarsanlæg. Be- tænkningen opretholder arealanvendel- seslovens princip om arealtildelinger med den ene undtagelse, at myndig- heden til at tildele områder efter råstof- ordningen udøves under den fælles be- slutningskompetence.39 Endelig foreslår betænkningen en nærmere gennemgang af hele arealanvendelseslovens område for at klare, hvilke beføjelser der yder- ligere kunne overføres efter hjemme- styrelovens § 7, som kræver aftale mel- lem rigsmyndigheder og hjemmestyre som forudsætning for en overførelses- lov.40 Også af denne grund synes det urigtigt at se bort fra forhandlingskom- promiset mellem hjemmestyret og mini- sterierne i en retlig fortolkning af kom- petenceafgrænsningen. 37 [10] Hjemmestyreloven tager altså ud- gangspunkt i den hidtidige retstilstand på arealanvendelsesområdet og bemær- ker ingen konflikter mellem lovens kate- goriseringer og fordelingen af landsplan- læggende og arealtildelende beføjelser hos hjemmestyret på den ene side og de sikkerhedspolitiske beføjelser hos rigs- myndighederne på den anden. Generelt må det være berettiget med den obser- vation, at hjemmestyreloven ikke kan fungere, hvis hjemmestyre eller rigsmyn- dighed kunne tilrive sig modpartens be- føjelser ved at betragte nogle typer af beføjelser som overordnede andre typer; i det konkrete tilfælde ved at bruge »for- svarsanliggender« til at tømme »lands- planlægning« for egentligt indhold. Det er interessant at grønlandsmini- ster Tom Høyem i et parallelt tilfælde er kommmet frem til samme konklusion. På Inuit Circumpolar Conference (ICC)'s seminar (nov. 1982) om APP's projekt med isbrydende supertankskibe langs Vestgrønlands kyst blev grøn- landsministeren spurgt, hvor grænsen lå for acceptable miljøindgreb. Ministerens svar var klart: »Grænsen går præcis dér, hvor Grønlands landsting finder den«. I dette tilfælde er det miljøspørgsmål, som er en grønlandsk beføjelse, men da sa- gen involverede det udenrigspolitiske forhold til Canada måtte rigsmyndig- hederne formelt fremlægge den danske stillingtagen på Grønlands vegne. BMEWS (Zallistic Missik Early Warning System} Site 1. Denne installation ligger ca. 20 km nordvest for Thule Air Base. Site 1 er en af tre BMEWS installationer; de to øvrige ligger hhv. i Alaska og i England. Site 1 opførtes i begyndelsen af 1960-erne. At Peterskirken i Rom kan stå inde i kuplen fortæller lidt om størrelsen. Foto: Mads Fagteborg. 38 [11] Sammenfatning og konklusion Det tvivlsomme retsgrundlag ved for- tolkningen af § 3 i bemyndigelsesloven fra 1980, som overførte arealanvendelse og landsplanlægning m.m. til hjemme- styret medførte, at det var nødvendigt at gennemføre en samlet vurdering af de relevante fortolkningsmomenter for at afklare omfanget af den forsvarsmæssige undtagelse i loven. Den samlede fremstilling har vist: 1. at undtagelsen i planlovsystemet i Dan- mark kun omfatter bygningsmæssige foranstaltninger: 2. at lovbestemmelsens forhistorie viser samme kompetence- fordeling i de grønlandske bestemmel- ser; og 3. at denne fordeling er lagt til grund for et forhandlingskompromis mellem hjemmestyre og rigsmyndighe- derne; 4. at statens praksis som udøvet gennem forsvarsministeriet som det sag- ligt kompetente organ er udtryk for samme opfattelse af kompetencefor- delingen i gældende ret samt i de sagligt objektive behov; samt 5. at hjemme- styrekommissionen ikke har set nogen konflikt mellem denne kompetencefor- deling og hjemmestyrelovens, og som et minimum har forudsat centrale dele af arealanvendelseslovens beføjelser over- ført til Grønland. Der er tale om to ligevægtige beføjel- ser fordelt på to selvstændige beslut- ningstagere (læs: samfund). Hvis der op- står beslutningsmæssige »grå zoner«, fordi de grovere juridiske overbegreber som »forsvarspolitik« og »landsplanlæg- ning« krydser hinanden i virkelighedens verden, kan beføjelsernes grænser kun afklares gennem en nærmere analyse af beføjelsernes indhold, deres gensidige komplementaritet og eventuelle aftaler mellem parterne om kompetenceforde- lingen.40'1 I praksis kan arealtildeling til forsvarsanlæg »efter forhandling« med hjemmestyret41 derfor tolkes som en egentlig forhandling i stil med den aftale mellem parterne, hvorefter der gives koncession til råstofefterforskning og udnyttelse42 og ikke blot som en hø- ringsregel. Høringsreglerne i hjemme- styreloven udtrykkes da også med det langt svagere: »forelægges hjemmestyret til udtalelse«.43 Det er dog et spørgsmål om det er muligt at opnå en mere ordret fortolk- ning af overdragelseslovens § 3, som samtidig på en logisk konsistent måde fastholder hjemmestyrets landsplankom- petence og rigsmyndighedernes for- svarspolitiske beføjelse? Det er min op- fattelse, at en løsning af denne art kan opnås ved at se spørgsmålet indenfor arealanvendelseslovens egen systematik. En løsning af denne art forekommer alt i alt mest tilfredsstillende, da den også er i overensstemmelse med de anførte rets- kilder til § 3 i snævrere forstand. Arealanvendelsesloven hviler som an- ført på den gamle grønlandske rets- sædvane omkring fortrinsret til brug af særlige dele af territoriet44 og loven regulerer hvilke grønlandske retssubjek- ter, nemlig kommunalbestyrelserne og landsplanudvalget, der i dag kan fore- tage sådanne tildelinger og hvordan. »Loven tager derimod ikke stilling til det omdiskuterede spørgsmål om ejendoms- retten til Grønlands jord«.45 Vi er altså her i udkanten af spørgsmålet om de 39 [12] grønlandske retssubjekters besiddelse og deres sædvanemæssige og fremover lov- fæstede raden over territoriet også konstituerede den grønlandske urbefolk- nings ejendomsret til landet. Hjemme- styrekommissionen undlod som bekendt også at løse dette spørgsmål, men fast- lagde »grundlæggende rettigheder« for »den fastboende befolkning i Grøn- land«.46 Når arealanvendelsesloven er neutral i dette fundamentale spørgsmål bliver udformningen af § 3 stk. l forklarlig i en ordret forstand: Man kan kun give rettigheden bort, hvis man selv besidder rettigheden. Rigsmyndigheden er ikke i besiddelse, og rådigheden ligger hos de grønlandske retssubjekter. Hvis rigs- myndigheden ønsker at opnå brugsret- tigheder til forsvarsformål i overens- stemmelse med den faglige kompetence, må den derfor først indhente en bemyn- digelse gennem forhandling med det kompetente grønlandske retssubjekt. Denne konklusion er ikke alene i overensstemmelse med overdragelses- lovens ordlyd, med den dagældende retstilstand, men også med rigsmyndig- hedernes og politikernes uvilje mod at røre ved dette retspolitiske problem. Retsligt set er det således en både logisk og realistisk løsning på det foreliggende spørgsmål. Med denne løsningsmodel bliver konklusionen derfor, at kun de egentlige militære eller forsvarsmæssige forhold vurderes af rigsmyndighederne, mens spørgsmålet om den eventuelle indpas- ning af forsvarsanlæg på det grønland- ske territorium falder under hjemme- styret. I den henseende er det således hjemmestyret, der har både retten og forpligtelsen til at foretage realitetsvur- deringen og træffer afgørelsen, mens rigsmyndighederne afgiver det formelle svar. (Man kunne naturligvis godt forestille sig det tilfælde, at hjemmestyret sagde ja til at imødekomme det amerikanske øn- ske om arealtildeling, mens rigsmyndig- hederne sagde nej ud fra sikkerhedsmæs- sige betragtninger — i dette tilfælde ville det være rigsmyndighedernes indstilling som vandt frem47). Tilbage står den mere teoretiske mulig- hed, at den danske regering fandt det aktuelle spørgsmål så afgørende vigtigt ud fra forsvarspolitiske hensyn, at den ville tilsidesætte en begrundet grøn- landsk afvisning af projektet.48 Da besid- delsen og rådigheden over territoriet imidlertid ligger i grønlandske hænder ville denne tvivlsomme fremgangsmåde imidlertid forudsætte en retsgyldig eks- propriation. Retsforholdene ved ekspro- priation mod hjemmestyret er imidlertid usikre - og afhængigt af indgrebets om- fang er det muligt, at der er folkeretslige grænser for statens handlefrihed i den retning i den internationale beskyttelse af minoriteter og urbefolkninger.49 Med disse åbne spørgsmål er vi tilbage ved de retssikkerhedsmæssige problemer ved forsvarsanlæggene på Grønland, som jeg behandlede i kronikken den 16. septem- ber: »Grønlænderne mellem magten og retten«. 40 [13] NOTER Forkortelser: A/G: At uagagdliutit/Grønlandsposten. FF: Folketingets Forhandlinger. GR HS: Grønlands hjemmestyre. GR HSL: Grønlands hjemmestyrelov. GR LR: Grønlands landsråds forhandlinger. GR LT: Grønlands landstings forhandlinger. F: Forårssamling. E: Efterårssamling. L: Lov (nr.) LT fr.: Landstingsforordning. MfG: Ministeriet for Grønland. Nål.: Nalunaerutit/Grønlandsk lovsamling. UfR: Ugeskrift for Retsvæsen. MfG sagsakter på J.nr. 0860-116 (areal L 1977) og 0816-116 (L 1980). 1. »Grønlænderne mellem magten og retten«. Poli- tikens kronik den 16.9.1983. Også trykt som: »Amerikanske baser på grønlandsk jord«, A/G nr. 39, 1983, p. 28. 2. Politikens kronik den 13.10.1983. 3. Udtalelse hos A. Jerichow i Weekend-avisen den 26.8.1983: »USA beder Danmark om grønlandsk jord til nye radar-anlæg.« 4. GR LT 1983 E, dagsordenens punkt 13: »Rede- gørelse vedr. forsvarsområderne i Grønland«. Ref. i »Rigsombudets indberetning til MfG, Ibnr. 11, den 5.10.1983.« Se også Sermitsiag nr. 40, 1983 og A/G nr. 40-43, den 26.10.1983 og A/Gnr. 44, den 2.11.1983. 5. L. nr. 577 om Grønlands hjemmestyre af 29.11.1978 § 11 og bilaget nr. 7, jvnf. bemærkn. til § l (herefter anført som GR HSL) 6. L 248 s.f 8.6.1977 for Grønland om arealanven- delse, byudvikling og bebyggelse. 7. s.s. § 3; nu LT fr. nr. l af 2.2.1981 om arealan- vendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse, §3, Nål. D 1981, p. 7. 8. L 612 af 23.12.1980 for Grønland om arealan- vendelse, byudvikling og bebyggelse. 9. Jvnf. nr. 7. 10. LTfr. l af 2.2.1981 § 9, pkt. 2. 11. § 9 i de: 2 regelsæt for Grønland afviger til gen- gæld fra den tilsvarende danske lov om lands- og regionplanlægning, nr. 375, 1973, som ikke i sin ordlyd udtrykkeligt nævner »forsvarsanlæg« i § 7, der har tjent som model for § 9 i de grønlandske regler. § 7 stk. 2 nævner dog bl. a. »større offent- lige institutioner«, dvs. funktioner som har betyd- ning udover den enkelte kommune. Hovedretningslinier i landsplanlægningen kan ef- ter bemærkn. til § 9 bl. a. udspringe af generelle politiske målsætninger. . . vedrørende lokalise- ringspolitik, egnsudvikling eller andet, FF 1976-77, 2 sml. A sp. 3731 og GR LT 1980 F, Bilag 7.3., p. 12. 12. Ved overførelsen af væsentlige principper fra det danske planlovsystem i en egnet form til det grønlandske samfund er der ifølge bemærkn.: »lagt vægt på, at der gennem lovens administra- tion kan varetages hensyn, der i særlig grad skal sikre det lokale grønlandske samfunds udvikling og muligheden for at træffe beslutninger i egne anliggender.« (FF, 1976-77, 2. sml., A sp. 3725). Den overordnede landsplanlægning havde iføl- ge bemærkn. til den danske lov til formål at sikre den mest hensigtsmæssige anvendelse af de givne arealressourcer ved at tilvejebringe et grundlag for at bedømme de enkelte arealanvendelses- ønsker ud fra en samfundsmæssig helhedsbetragt- ning. Det nævnes at det på de enkelte samfundsområ- der, dvs. indenfor sektorplanlægningens rammer kan vare vanskeligt at overskue andre end de direkte arealmæssige og økonomiske følger af et givet anlag, hvil- ket rummer en åbenbar risiko for uhensigtsmæssige resultater målt i et starre samfundsmæssigt perspektiv. (ref. efter Karnovs lovsaml.) Det er kompetencen til at foretage den samfundsmæsige helhedsvurde- ring og til at udstede bindende planforskrifter, som siden 1981 er placeret hos hjemmestyret. Of- fentlig planlægningsvirksomhed og udførelse af anlags- dispostioner må ikke stride mod landsplanen. (L 248, 1977 § 12, LT fr. nr. 1. 1981 § 15). 13. Hjemmestyrets kritiske karakteristik, jvnf. neden- for. 14. GR LT 1980 F, bilag 6.3, p. 2. 15. GRLT 1980 F, p. 67f. 16. Forsvarsministeriets »notat vedrørende § 3 i for- slag til lov om arealanvendelse m.v. i Grønland«, den 15.4.1980. 2 pp. Se bilag nr. l. 17. GR HS brev nr. 1321 af 1.5.1980 til MfG. 18. FF 1980-81, A, sp. 1899ff. 19. W. E. von Ejben i Juridisk Grundbog, IH, p. 554 (Kbh. 1975). Professor i retslære, Stuer'Lauridsen, fastholder kravets stringens sådan, at fortolk- ningsmomenterne skal indeholdes i de trykte for- arbejder (UfR, 1983, p. 338); retspraksis er i nogle tilfælde mindre vidtgående. Professor i for- valtningsret, Jørgen Mathiassen, lægger vægten på Folketingets dokumenterede kendskab til et be- stemt forarbejde. Ingen af disse kriterier er op- fyldt i det foreliggende tilfælde. 41 [14] Gnulands (og Færøernes) stilling i riget rejser iøvrigt særlige problemer i spørgsmål om for- arbejdernes betydning for lovfortolkningen. Hvordan sikres tingenes indstilling i lovgivnings- spørgsmål retslig status? Én teori kan være, at folketinget ved at sikre landsråd/landsting en lovsikret høringsret også har underkastet sig selv en forpligtelse til at undersøge udfaldet af hø- ringen. En anden teori som lægger vægt på mini- sterens pligt til at give tinget korrekte og fyldest- gørende oplysninger om høringsindstillingen, vil nok umiddelbart vinde større genklang, men medfører en større risiko for at de grønlandske momenter til fortolkningen ikke tages i betragt- ning. Dette problem skal ikke behandles nær- mere her, men se dog eksemplerne i note 21 og 32. 20. GR HSL § 18. Proceduren i § 18 stk. 2 foreskri- ver at partsmedlemmerne af nævnet først skal søge at opnå enighed. Det tilsvarende nævn efter den færøske hjemmestyrelov, L 137 af 23.3.1948, § 6 har aldrig været i funktion. 21. MfG sendte med brev af 18.6.1980 lovforslaget til udtalelse hos budget- og administrationsdepar- tementerne samt justitsministeriet, men be- mærkn. til § 3 ses ikke sendt til hjemmestyret. I et »notat til ministeren« af 14.10.1980, som ledsagede lovforslaget med div. forelæggelsestaler orienteredes ministeren om, at lovforslaget »er udarbejdet i samarbejde med embedsmænd fra Grønlands landsstyre.« I ministerens forelæggelsestale den 21.11.1980 misinformeredes folketinget om, at lovforslaget var tiltrådt af landstingets efterårssamling (FF sp.2691). Lovforslaget var imidlertid ikke på dagsordenen for og blev ikke behandlet på efter- årssamlingen (GR LT 1980 E). 22. Jvnf. J. 'Matbiassen i »Lovregulering på uklart eller ligefrem klart urigtigt grundlag«, Juristen . . . 1981, p. 340. 23. W. E. Eyben, Juridisk Grundbog, III, pp. 544, 569, 571 f; Mathiassen, Juristen ... 1981, p. 336 og 342, n. 12. 24. L 375, 1973 § 4. 25. Efter f 9 iLTfr. nr. l, 1981. 26. Lov 323 af 26.6.1975, byggelov, § 16 stk. 5, som overført fra den ældre byggelov af 1970 med der- til knyttet praksis. Bestemmelsen er begrænset til rent bygningsmæssige formål, jvnf. lovens § 2. 27. Det grønlandske lovudvalg Dok. 2/1975, den 3.3.1975. Bemærkn. til udkastet findes i Dok. la/1975, marts 1975. Udkastet forberedtes efter opdrag fra MfG i brev af 16.10.1973 og udkastet oversendtes til MfG med udvalgets Skr. 4/1975 af 6.3.1975. Udkastet forelagt det nu ophævede centrale planlægningsråd for Grønland, Grøn- landsrådet, juni 1975, tilsyneladende uden særlige bemærkninger. Lovudkastet første gang forelagt landsrådet okt. 1975, som med en principiel til- slutning af anden årsag udskød endelig stilling- tagen til forårssamlingen 1976. 28. Bemærkn. til udkastets § 20 stk. 2: »Medens landsplanlægningen efter § 10 også omfatter for- svarsanlæg kan det tænkes, at den aktuelle opførelse af et anlæg skal hemmeligholdes, og at den sæd- vanlige fremgangsmåde med at søge arealtildeling og bygningsmyndighedernes tilladelse ikke kan følges, hvis der skal være realiteter i hemmelig- holdelsen. Bestemmelsen svarer til § 3 i bygge- loven af 1970 (mine fremh.). 29. GR LR 1976 F, p. 180-84; optaget som bilag til FF 1976-77 (2. sml.) A, sp. 3737 ff. 30. Lovafdelingen lod sig lede af bemærkn. til udkas- tet, jvnf. n. 28, hvorefter reglen skønnedes også at kunne anvendes på arealtildeling. Lovteknisk så man samtidig bort fra den begrænsede række- vidde af byggelovens undtagelse, men man fast- holdt i bemærkn. at reglen svarer til byggelovens undtagelse (justitsministeriets foreløbige notat af 16.4.1974, p. 15, samt udateret notat p. 6, (L.A. 1974-7516-8). Også landsplanudvalgets kompe- tence over forsvarsanlæg fastholdes i bemærkn. til bestemmelsen. 31. J. Morving, justitsministeriet, i Juridisk Grundbog, om »Indholdsmæssige krav til lovgivningen, p. 64, jvnf. 67. 32. J. Mathiassen i Juristen . . . 1981, p. 338. Fejlen bliver ikke mindre absurd af, at GR LRs indstil- ling om det oprindelige udkast forelægges folke- tinget som om det repræsenterede LR tilslutning til forslaget som fremsat i tinget! — Som sådan op- tages det i FF 1976-77 A sp. 3737 som fortolk- ningsbidrag. 33. GR LT 1980 F, Bilag 6.3.: Bemærkn. ad S 3: »Denne bestemmelse svarer til § 25 i arealanven- delsesloven og til § 16 stk. 5 i byggeloven af 1975«. Herefter gentages landsplanudvalgets kompetence over forsvarsanlæg og hemmelighol- delsesbehovet. 33a.Jvnf. kilderne i nr. 16. og 17. 34. Justitsministeriets brev nr. 02006, den 18.9.1980 til MfG. Med henblik på de sproglige ændringer meddeltes godkendelse telefonisk ved GR HS se- kretariatschef den 30.9. 34aJ konklusionen, nedenf, rejses spørgsmålet, om der eksisterer en ordret tolkningsmulighed af § 3, som respekterer både landsplan og den forsvars- politiske kompetence? 42 [15] 35. Udvalget havde under arbejdet sagkyndig bistand fra embedsmænd placeret i det danske og grøn- landske planarbejde (Gr. lovudvalgs Skr. 4/1975). I overensstemmelse med sit kommisso- rium af 28.2.1951, som revideret 18.1.1966, an- befaler lovudvalget normalt kun de afvigelser fra dansk ret, som hensyn til forenkling og de særlige grønlandske forhold tilsiger. Sådanne hensyn er ikke anført i det foreliggende tilfælde, og det m.i derfor formodes, at udvalget med undtagelsen sigtede mod en klar parallel til den danske kilde. Den lidt uheldige udformning af udvalgets be- mærkninger — som førte til justitsministeriets omplacering, jvnf. n. 30 — tilskrives en afsmit- ning fra lovudkastets titel, som ikke sigtede på at skabe en ny kompetence eller ny ret, jvnf. be- stemmelsens placering samt teksten til noterne 44-46. Forfatteren har ikke haft adgang til lovudval- gets forberedende materiale på sagen, men MfG har på baggrund af udvalgets referater ved brev nr. 11567 af 1.2.1984 bekræftet min fortolkning, at såvel bestemmelsen som bemærkningerne der- til »alene (havde) til formål at skabe ensartethed mellem den grønlandske og den danske rets- tilstand på dette område.« 36. Forsvarsministeriets brev (v. departementchefen) til MfG den 22.2.1980 (mine fremh. i citater). 37. Se således Frederik Harboff\ UfR 1982, p. 115. 38. Betænkning 837/1978, »Hjemmestyre i Grøn- land«. 39. GR HSL § 8stk. 2. 40. Betænkn. 837/1978, p. 49 f. GR HSL § 7 fast- slår, at »Rigsmyndighederne kan med tilslutning fra hjemmestyret ved lov bestemme, at sagsområ- der, der ikke er nævnt i bilaget, overgår til hjem- mestyret . ..« 40a.Se Harhoff i UfR 1982, p. 110 om den etablerede praksis for at undgå kompetence tvivl. 41. Overdragelseslovens § 3. 42. GR HSL § 8 stk. 2. 43. GRHSL§§ 12&13. 44. Se teksten til nr. 7, ovenf. - Spørgsmålet om ter- ritorielle rettigheder i Grønland behandles i en anden artikel under forberedelse. 45. »Notat til ministeren« fra MfG 1. knt. af 28.4.1975 efter modtagelsen af lovudkastet fra det grønlandske lovudvalg. 46. GR HSL § 8; se nærmere herom Brested, Et be- skåret hjemmestyre, 1979, specielt p. 66 ff. 47. I dette tilfælde ville sagen ikke blive fremsendt eller trukket tilbage af rigsmyndighederne, så der ikke foreligger noget spørgsmål for landsplan- myndigheden. 48. Ud fra en planlovbetragtning modsvarer dette muligheden for at tilsidesætte en kommune- plan ved en speciel anlægslov. Da hjemmestyret imidlertid ikke er en kommune, men en selv- stændig lovgivende og udøvende myndighed stiller denne fremgangsmåde sig både formelt og praktisk anderledes. En tilsvarende adgang til at gennemføre offentlige arbejder på andre af rigets sagsområder mod landsplan er heller ikke antydet. 49. Jvnf. f. eks. Norges højesteretsdom i Alta-sagen den 26.2.1982. Universitetsforlaget, Oslo, 1982. Bilag nr. l 15. april 1980 FORSVARSMINISTERIET Notat vedrørende J 3 i'forslag tillov om arealanvendelse mv. i Grønland. Forsvarsministeriet har nu haft lejlighed til at blive bekendt med det grønlandske landstings forelæg- gelsesnotat til bemyndigelsesbestemmelsen vedrø- rende hemmeligholdelse af visse bygningsmæssige foranstaltninger til forsvarsmæssige og andre formål. Forsvarsministeriets standpunkt har stadig været, at der overalt eksisterer et behov for at holde visse bygningsmæssige indretninger uden for omtale. Her- med skal forstås, at det ikke anses for at være i natio- nal interesse, at bygninger, der er tænkt anvendt til særlige formål under truende situationer og krig, bli- ver genstand for almindelig godkendelsesprocedure og registrering for så vidt angår indretning og formål, idet deres øjemed derved forspildes. Den nævnte bemyndigelse har aldrig været anvendt til at afvige fra almindelige byggevedtægter endsige til at inddrage arealer til sådant brug. Dette er altid sket efter forudgående forhandling med myndighederne. Det er heller ikke tanken at søge hjemmel til at afvige fra denne ordning, hvilket også kan ses ved, at for- svaret alene har søgt at fastholde bestemmelsen i den nuværende lovs § 25. Efter nøjere læsning af landstingets forelæggelses- notat og mødereferat er forsvarsministeriet blevet op- mærksom på, at der ikke mangler forståelse hos lands- tinget for behovet for at holde indretning mv. af disse faciliteter uden for offentlig omtale. Derimod konsta- teres en bekymring for, at bemyndigelsen skulle kunne anvendes til at indrage arealer til forsvars- mæssige (og andre) formål, uden at dette drøftes med hjemmestyret. Forsvarsministeriet må i nogen grad 43 [16] medgive hjemmestyret, at bemyndigelsen i lovens § 25, lovforslagets § 3, har en formulering, der nok kan fortolkes som temmelig vid, men man må dog erindre om, at den ikke hidtil har været misbrugt. Da forsvaret Ikke ønsker at give anledning til disput ved at kræve mere, end det objektive behov tilsiger, skal man foreslå en ny formulering af forslagets § 3, der kan tilgodese parternes interesser. Forsvarsministeriet vil gerne forud for fremsættelse af sit forslag kommentere de af SIUMUT og ATA- SUT fremsatte bemærkninger under forelæggelses- debatten i landstinget. Det nævnes, at man ønsker belyst udtrykkene ». . og andre formål« og ». . vedkommende ministers skøn ..«. »Andre formål« kan her iflg. sagens natur ikke være militære, men de kan dog knytte sig til det grønlandske totalforsvar. Der kan fx. under krig og truende forhold være behov for faciliteter, hvorfra landstinget og de grønlandske myndigheder i sikker- hed kan administrere landet. Indretningen, herunder kommunikationslinier, af/i sådanne faciliteter bør ikke offentliggøres, idet formålet da bliver illusorisk. Forsvarsministeriet har ingen specifikke interesser i opretholdelsen af formuleringen »andre formål«, men vil dog af hensyn til grønlandske interesser anbefale bestemmelsens opretholdelse. Med hensyn til landstingets bemærkning om be- stemmelsen i § 3 vedrørende dens vidtfarende karak- ter, er der allerede heri givet udtryk for, at forsvaret alene har behov for at hemmeligholde indretning m.v. af visse faciliteter, mens man ikke ønsker at anvende reglen til inddragelse af arealer. Forsvarsministeriet agter derfor på mødet onsdag den 17. april at foreslå nuværende § 25 i arealudnyt- telsesloven og den af landstinget foreslåede formule- ring forenet i en ny § 3 i lovforslaget (med enkelte tekniske ændringer). Følgende foreslås: § 3. Bjgm'/igsmæssige foranstaltninger, der tjener for- svarsmæssige eller andre formål, og som efter ved- kommende ministers skøn bør hemmeligholdes, kan bringes til udførelse uden godkendelse, i det omfang de ikke omfatter tilslutning til veje, forsynings- eller afløbsledninger eller lignende anlæg. Stk. 2, Arealtildeling til områder og til tekniske in- stallationer, som tjener forsvarsmæssige eller andre for- mål, foretages af vedkommende rigsmyndighed efter Forhandling med Grønlands Hjemmestyre, De understregede passager i forslag til formulering er afvigelser fra den foreliggende tekst. Forsvarsministeriet skal anmode Ministeriet for Grønland om forlods at indikere sin stilling til for- slaget. 15.4.1980 Sign. Orla Sørensen Anmærkning. Bilaget er forsvarsministeriets forhand- lingsudspil til mødet den 17.4.1980. Centralt i bilaget er ministeriets udtryk for den stadige retsopfattelse, praksis og det faktiske behov (jvnf. departement- chefens endnu klarere afgrænsning i teksten til n. 36). Udkastet til ny § 3 ændredes på mødet til det af landsstyret den 28.4.1980 godkendte (n. 17 og 33a), og senere af justitsministeriet reviderede (n. 34). J. B. 44 [17]