[1] Helte opkalder man steder efter Knud Rasmussen på kortet Af Rolf Gilberg I tidligere tid - og den er måske ikke så længe siden, som man forestiller sig — dryssede den opdagelsesrejsende ofte navne ud over såkaldt »nyt land« til ære for slægt og venner og især for de, som havde støttet rejsen økonomisk. Sjældent forestillede den hvide mand sig, for det var mest hvide mænd, som optrådte i rollen som opdagelsesrejsende, at lokale folk i de afkroge af verden (set fra et europæisk synspunkt), hvor deres op- dagerfærd bragte dem, gennem genera- tioner selv havde haft navne på deres eget sprog for steder i deres land. I nyere tid er man dog ved at anerkende de lokale stednavne. I de meget tyndtbefolkede områder har man ikke haft behov for at hæfte navne på alt muligt i naturen. Her er der så stadig »hvide« pletter, hvor man kan hædre betydningsfulde mennesker og gøre dem udødelige ved at anbringe deres navn på et stykke særpræget natur. Mennesker lever ikke længe et sted, før de begynder at finde på navne eller betegnelser til den omgivende natur for i samtaler med hinanden at kunne refe- rere entydigt til samme sted. Det er praktisk at have forskellige navne på for- skellige dele af det omgivende miljø for at undgå misforståelser. Det er ikke ualmindeligt at hædre sine helte ved at opkalde steder efter dem. På den måde bliver de udødelige og deres navne flyder gennem generationer, som jævnligt vil få begrundelsen for navn- givningen og dermed hædring af helten. Lad os for eksempel se på helten, polar- forskeren Knud Johan Victor Rasmus- sen (7. juni 1879-21. december 1933). Sammen med Ludvig Mylius-Erich- sen (1872-1907) og Harald Viggo Moltke (1871-1960) var Knud Rasmus- sen hovedkraften i Den Danske Litte- rære Grønlands Ekspedition 1902—1904. I 1903 krydsede de Melville Bugten på hundeslæde som de første i hundrede år. På turen nordpå var Knud Rasmussen med til at navngive et forbjerg i bugten syd for Naserssarfik (Red Head), næsten dér, hvor 75° nordlig bredde skærer Grønlands vestkyst, efter sin far: Kap Chr. Rasmussen. Christian Vilhelm Ras- mussen (1846—1918) var præst og lærer ved seminariet i Ilulissat/Jakobshavn 51 [2] (1869-1895) og præst i Lynge, Danmark (1896-1918). Nogle gange ser man nav- net på det kap som kun: Kap Ras- mussen. På vej nordpå i 1902 overvintrede den Danske Litterære Grønlands Ekspedi- tion i Dulissat/Jakobshavn, hvorfra man benyttede muligheden for at aflægge Diskoøen et besøg. Det blev til en slædetur på tværs af øen, og Porsild i Godhavn foreslog senere navnet 'Knud Rasmussen Nanutak' — navnet blev autoriseret af, stednavneudvalget 27. april 1955 - til et 1052 meter højt bjerg (69° 37 nord, 52° 55' vest) på den syd- østlige del af Diskoøen. Nabobjerget hedder Porsilds Nanutak. De rager begge op gennem Storbræen, hvor et andet højdepunkt hedder Mokkes Glet- scher (1400 meter over havet). Samme ekspedition gav 1903 Knud Rasmussens navn til en gletcher i bun- den af Wolstenholme Fjord, Thule Di- strikt: Knud Rasmussen Gletcher eller Knud Rasmussen Bræ. De andre ekspe- ditionsmedlemmer fik også steder op- kaldt efter sig. Således blev bræen syd for Knud Rasmussen Bræ kaldt Harald Moltke Bræ. Rasmussen og Moltke var meget gode venner, så det var meget passende, at deres navne kom til at ligge tæt ved hinanden på kortet. Danmark Ekspeditionen til Nordøst- grønland i 1906-1908 under Mylius Erichsens ledelse anbragte Knud Ras- mussens navn på et kap, Kap Knud Ras- mussen, hvor Heilprin Land rager ud i Independence Sund, som ligger lige syd for Peary Land. Det kap, som på den modsatte side af Jørgen Brønlunds Fjord rager ud i Independence Sund, fik meget apropos navnet: Kap Harald Moltke. Operation Ice-Cap 1953-1954 var en gruppe forskere og militærfolk udsendt af USA's regering til at undersøge natur- forholdene i landet, som omgav den da nyoprettede Thule Air Base (bygget 1951—1953). Mange nye navne blev skre- vet på kortet, blandt andet: Rasmussen Lake eller Rasmussen Sø. Denne sø lig- ger i lavlandet foran Knud Rasmussen Bræen. Samme ekspedition gav et fritliggende bjerg i lavlandet for foden af Knud Ras- mussen Bræen mellem Rasmussen Søen og kysten navnet: Knøsen eller på engelsk Rasmussen's Knob. Igen en hentydning til Knud Rasmussen. 11937 besøgte Den Polske Grønlands Ekspedition, under ledelse af A. R. Zawadzki, landet bag Qasigiånguit/ Christianshåb. Derinde navngav man Knud Rasmussen Bjergene. Dette navn autoriserede stednavneudvalget 3. juni 1954. Udvalget vedrørende Stednavne på Grønland godkendte på et møde den 2. februar 1935 at tildele hele landet på Grønlands østkyst mellem Kangerdlug- ssuaq og Scoresby Sund navnet: Knud Rasmussen Land. Det blev gjort til ære for Knud Rasmussen, fordi det netop var denne kyststrækning han udforskede på sin sidste ekspedition, 7. Thule Ekspedition. På samme navneliste (nr. 68699:18) var der et forslag om at kalde Kanger- dlugssuaq for: Knud Rasmussen Fjord. Det blev dog afslået, dels fordi man mente, at »Knud Rasmussen sikkert vilde have været imod, at et grønlandsk 52 [3] KAP KNUD RASMUSSEN CLAA 0\* •^-'•1-, O KNUD RASMUSSENS LAND KNUD RASMUSSENS LAND RASMUSSEN S/ZT RASMUSSEN'S KNOB KNUD RASMUSSEN 8RÆ KAP CHR. RASMUSSEN KNUD RASMUSSENS NUNATAK O-ASISIAN/K/GUIT/ CHRISTIAMSHA6 RASMUSSEN BJERGE KNUP RASMUSSENS HØJSKOLE KNUD RASMUSSEN GLETSCHER 53 [4] navn blev ændret« til et dansk, og dels fordi navnet Kangerdlugssuaq kun fore- kom eet sted på Østkysten og derfor kunne opfattes som et egentlig sted- navn, i modsætning til Vestgrønland, hvor det forekommer mange steder og hvor det ofte er en mere generel be- tegnelse. Da Stednavne Komiteen for Grøn- land senere ønskede at hædre Knud Ras- mussen, flyttede man dette navn og gav det 27. april 1954 til et kæmpestort om- råde i Nordgrønland strækkende sig fra den nordlige del af Melville Bugten i Vestgrønland til Danmarks Fjord i Østgrønland. Dette kæmpeland hedder nu Knud Rasmussens Land. Det var ikke noget tilfældigt land man valgte. For hen over dette område, både ude langs kysten og inde på Indlandsisen, slædede Knud Rasmussen på både Før- ste og Anden Thule Ekspedition. Hermed er Knud Rasmussens navn dog ikke begrænset til Grønland. 1960-1962 opførte man i Sisimiut/Hol- steinsborg en højskole, Grønlands ene- ste højskole, som bærer Knuds navn: Knud Rasmussinip Højskolia/Knud Rasmussens Højskole. Også i Danmark har Knud Rasmus- sen gjort stort indtryk på menneskene, ikke færre end 14 veje har fået navnet: Knud Rasmussens Vej, nemlig: 6700 Esbjerg, 7000 Fredericia, 9900 Frede- rikshavn, 3300 Frederiksværk, 7400 Herning, 9800 Hjørring, 7500 Holste- bro, 3390 Hundested, 7430 Ikast, 3540 Lynge, 2860 Søborg, 7100 Vejle, 9210 Aalborg SØ og 8200 Århus N. Hundested var et særligt sted for Knud Rasmussen. 1917 byggede han hus der. Det blev i 1939 til et offentligt mu- seum, Knud Rasmussen Museum. Der er kræfter igang for at udvide det til Knud Rasmussen Forskningscenter. Si- den hans 100-årsdag har der i huset været afholdt et Knud Rasmussen Mindeforedrag. Min interesse for navnet »Thule« bragte mig til South Sandwich Islands i Sydatlanterhavet, hvor Thule Øen lig- ger. Da der ikke fandtes gode oplysnin- ger nok i Danmark, kontaktede jeg Lon- don. I det fyldestgørende svar fra Dr. Geoffrey Hattersley-Smith, sekretær for Britisk Antarktisk Stednavne Komite i Polar Regions Section af Sydamerika Afdelingen i Foreign & Commonwealth Office, stod der i en bisætning, at der i øvrigt fandtes et Cape Rasmusen på Grahams Land i Antarktis. Ifølge Hattersley-Smiths kartotekskort skulle »Cape Rasmussen« være opkaldt efter Knud Rasmussen. Kappet var navngivet den 12. februar 1898 af den Belgiske Antarktis Ekspedition 1897-1899.under ledelse af Adrien de Gerlache de Gomery. Navnet »Cape Rasmussen« optrådte på flere kort over området. Det blev i 1955 anerkendt officielt af England. I 1956-1957 viste luftfotos dog, at der ikke rigtig fandtes noget kap på nordsiden af Waddington Bay, og der var intet punkt i naturen, som man kunne sætte navnet på. Det blev derfor bestemt i 1959, at navnet skulle gives til en lille ø, som ligger tæt ved det sted, det formodede kap skulle være. »Cape Rasmussen« blev til Ras- mussen Island (65° 15' S; 64°66' V). Meget hurtigt opstod der en diskus- sion med Hattersley-Smith, om det 54 [5] Cape Rasmussen kunne være rigtigt, at man i 1898 kunne opkalde noget efter Knud Rasmussen. Knud, der var født 7. juni 1879, var kun 18V2 i februar 1898. På det tidspunkt var den unge Knud så godt som ukendt for de fleste. Hans første egentlige arkti- ske ekspedition var den Litterære til Grønland i 1902. Først i 1905 kom hans bog »Nye Mennesker«, som med eet gjorde ham kendt i Danmark. Den bog kom i oversættelse til engelsk i 1908. Min uvidenhed om regler for sted- navne fik mig til at foreslå, at »Cape Rasmussen« var opkaldt efter en indtil videre ukendt Rasmussen. Men øen der- imod var opkaldt efter Knud Rasmus- sen. I mine øjne måtte det så være rigtigt at glemme det kap, der ikke var der, sammen med den ukendte Rasmussen og lade øen bære Knud Rasmussens navn. Selvfølgelig kan man ikke mani- pulere med stednavne på den måde, forklarede Hattersley-Smith. Den Briti- ske Antarktis Stednavne Komite aner- kender det første navn og sted. Navnet var ikke Knud Rasmussen, har vi lige set. Stedet kunne man ikke finde, derfor måtte man flytte navnet til noget, som tydeligt kunne identificeres. »Cape Rasmussen« - nu Rasmussen Island — var ikke opkaldt efter Knud Rasmussen, men hvem kunne det så være? Før vi kaster os ud i det problem, vil jeg gerne fortælle, at Knud Rasmus- sens navn ikke af den grund forsvandt fra Antarktis. Nu havde man jo i så mange år regnet med, at det var ham, noget var opkaldt efter. Så i 100-året for hans fødsel anbragte Stednavnekomi- teen hans navn til en halvø på Fallieres kyst: Rasmussen Peninsula (68° 53'S; 67° 13' V). Denne halvø blev ikke valgt helt tilfældigt, for tæt ved ligger Mikkel- sen Bay, opkaldt efter Ejnar Mikkelsen (1880-1971). Tilbage til »Cape Rasmussen«. Ombord på skibet BELGICA, som var et ombygget norsk hvalfangerskib, var en belgisk ekspedition med en norsk besætning. Ingen af disse hed Rasmus- sen, og ingen var danske. Den norske besætning var under ledelse af styrmand Roald Amundsen (1872-1928), som se- nere blev berømt for sin sydpolsfærd. De andre nordmænd var Adam Tollef- sen (33 år), Ludvig Hjalmar Johansen (25), Engelbret Knudsen (21), Johan Karen (18) og August Wienche (20). Roald Amundsen skrev aldrig nogen særlig beretning om denne rejse. Ekspeditionslæge var Frederich Al- bert Cook (1865-1940), som senere blev berømt for sin nordpolsfærd. Cook skri- ver i indledningen til sin bog »Through 55 [6] the First Antarctic Night, 1898-1899« (London 1900): »Spredt ud over Belgica Strædet lå omkring 100 øer og øgrup- per. Omkring 50 af dem havde en an- seelig størrelse. Øer, kap, bugte, land og bjerge fik mest navne efter ekspeditio- nens belgiske venner. Dog blev vel- kendte personer fra andre steder ikke glemt. Bevis på det en Nansens Ø og Neumayer Kanal. Hver officer ombord fik den ære at uddele nogle navne. Der- for fik 2 øer, som det tilfaldt mig at navngive, navne efter min hjemby og den første borgmester for Stor New York: Brooklyn og Van Wyck Øerne.« Udover at nævne »Cape Rasmussen« på kortet i sin bog, giver Cook ingen for- klaring på dets oprindelse. Korrespondance med Adrian de Ger- lache de Gomery's sønner har ikke bragt mere frem om »Cape Rasmussen«. Der står tilsyneladende intet i ekspeditionens papirer om, hvem denne Rasmussen var. På kortet i Georges Lecointe's bog »Im Reiche der Pinguine«, Halle 1904, kan man se lige nord for »Cape Rasmus- sen« en øgruppe Danebrog Øerne, blandt hvilke nogle øers navne lyder danske: Hovgaards Ø, Vedels Ø, Lunds Ø. Maske er der her forbindelse til »Cape Hasmussen«. Hovgaard Øen blev opkaldt efter Andreas Peter Hovgaard (1853-1910), kaptajn i den danske flåde. Han hjalp ekspeditionen med dens for- beredelser. Ser man sig omkring efter en Ras- mussen, som i slutningen af forrige år- hundrede var så kendt, at en udenlandsk ekspedition ville opkalde noget efter denne person ved Sydpolen, så er mit bedste bud marinemaleren Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893). Han blev kendt for sine Grønlandsbilleder efter et besøg dér i 1870. løvrigt malede han meget skibe og kystlandskaber. På sin anden rejse til Grønland faldt han over- bord på hjemrejsen den 1. oktober 1893 og druknede i Atlanterhavet. Alle de norske medlemmer kunne let have enten set hans malerier eller hørt om hans tragiske død. Cook besøgte Manittsoq/Sukkertoppen 1894 på vej med en ekspedition, som skulle udforske Nordgrønland. Det blev ikke til noget, for skibet MIRANDA løb på et blindt skær. En amerikansk fiskeskonnert kom ekspeditionen og de medfølgende turi- ster til hjælp. Man forsøgte at bugsere MIRANDA tilbage til USA, men den sank i Davisstrædet. På denne tur kunne Cook have hørt om Carl Rasmussens uheld. Cook huskede ham måske særligt, fordi hans skib også var forsvundet i Atlanterhavets bølger. Med nogen rimelighed kan man så- ledes antage, at »Cape Rasmussen« blev opkaldt efter maleren Carl Rasmussen. Jens Erik Carl Rasmussen blev født i Ærøskøbing 31. august 1841 og druknede i Atlanterhavet 1. oktober 1893. Han var søn af skræddermester (senere kæmner) Johan Arenth Rasmus- sen og Caroline Sophie Kaas. Hans for- ældre var fattige og havde foruden Carl 12 børn, så der var ikke meget tilovers til det enkelte barns uddannelse. De blev anbragte i stillinger, så de så tidligt som muligt kunne klare sig selv. Carl kom som 15-årig efter konfirmationen i hose- kræmmerlære i København og blev ud- 56 [7] lært i 1861. Men han var mere interes- seret i tegning, og i København havde han mulighed for at se mange kunst- værker. Det gjorde stærkt indtryk på ham, og hans lyst til tegning blussede op. Allerede vinteren 1859-1860 fik han vejledning i tegning hos arkitekterne Hans J. Holm og C. V. Nielsen. Den føl- gende vinter malede han hos dyremale- ren J. D. Frish. 1861 besøgte han Skot- land som skibsdreng sammen med en slægtning på et handelsskib og malede fra turen en del søbilleder. Januar 1862-april 1866 studerede han på friplads ved Kunstakademiet i Kø- benhavn. Derefter var han 2 vintre elev hos landskabsmaleren Carl F. Aagaard, som fandt ham talentfuld. 1863 debuterede han på Charlotten- borg med billedet »Søstykke, Motiv fra Skagen«. Han udstillede fra da af hvert år på Charlottenborg til 1894, kun med pause 1872-74. Især hans marinebilleder tiltrak sig publikums interesse. Af andre udstillinger kan nævnes (a) Paris 1878, (b) 18. november udstilling 1882, (c) Nord. udstilling 1883 og 1888, (d) Chi- cago 1893, (e) Rådhusudstilling 1901, (f) London 1907, (g) Grønlandsudstilling 1921 i 200-året for Egedes landgang og (h) udstilling af lægeportrætter 1922. Carl fik rejsestipendier fra Akademiet 1865, 1867 og 1872 samt Raben-Levet- zau Legat i 1891. Hans første store rejse gik i 1870 til Grønland, hvor han tilbragte et års tid. Han hjembragte mange forarbejder til billeder, der de følgende år skaffede ham stor anseelse som dygtig og selvstændig kunstner. I tæt forening mellem menne- sker og landskab gav han et levende bil- lede af grønlændernes liv på det tids- punkt. »Det etnografiske indhold i bil- lederne overstiger dog langt det kunst- neriske, han var tør som kolorist, og noget stærkt blik for den psykologiske skildring ejede han ikke,« skriver en kri- tiker. S. Muller skriver i »Nyere Dansk Ma- lerkunst« 1884:286: »I 1872 udstillede han et større Arbejde, »Midnatsstem- ning ved den grønlandske Kyst«, der blev kjøbt til Malerisamlingen på Chri- stiansborg, og samtidig et »Billede fra Grønland; de indfødte danse Fange- dans«, hvormed han aabnede Rækken af de Malerier, i hvilke Figurerne spille en fremragende Rolle. Fra nu af vare Ras- mussens »Grønlandsbilleder« sikre paa at blive modtagne med Opmærksomhed, hvor de kom frem; man glædede sig over den friske og selvstændige Opfat- telse af de ejendommelige Landskabs- motiver og over den Elskværdighed og det milde Lune, hvormed der var fortalt om de skikkelige og for evropæiske Øjne saa pudserlige smaa Eskimoer. Som Hovedstykker af denne Suite kunne nævnes det lille »Fader og Søn paa Søen« og »Ved Vintertid i Grønland, de unge more sig«, begge 1874, samt »Bed- stefader paa Søen med de smaa«, 1875, og »En Junidag paa Godthaabs Fjord«, 1878.« 1872-1873 tog han på en Europarejse til Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland. 1878 besøgte han både England og Paris. Carl Rasmussen giftede sig 3. septem- ber 1874 i København med Anna Ægidia Rasmussen (født i København 19. september 1852, død i Marstal 22. 57 [8] juni 1931). Hun var datter af snedker- mester Jakob Christian Rasmussen og Henriette Cathinca Stollenweick. Erik Schiødte skrev i Illustreret Tidende (5. nov. 1893): »Carl Rasmus- sen var et sjældent godt Menneske og en udmærket Søn mod sine gamle For- ældre; i de senere Aar angrebedes han af religiøse Skrupler, som ikke alene stærkt paavirkede hans Sind i det daglige Liv, men endog - efter en Art Pilgrimsrejse til det hellige Land — forledte ham til et saadant kunstnerisk Misgreb, som det store bibelske Billede, han udstillede i 1877: »Jesus sover paa Genezareths Sø«. — Længst vil hans grønlandske Billeder holde sig; han viser sig i dem som en frisk og ejendommelig Kunstner med sit bestemt formede Præg.« 11880 flyttede han tilbage tfl Ærø og slog sig ned i Marstal. Han malede igen motiver fra sølivet omkring øen. Med årene sank hans humør til me- lankoli. Han længtes ofte tilbage til Grønland med dets strålende farver og underlige liv. Han håbede, at et nyt op- hold i Grønland skulle bedre hans sind. I en skrivelse af 4. maj 1893 fra Direk- toratet for den Kongelige grønlandske Handel til inspektøren for Nordgrøn- land meddeltes det, at indenrigsmini- steriet har tilladt marinemaleren Carl Rasmussen at følge med briggen PERU på dens rejse det år til forskellige kolo- nier i Grønland og tilbage igen. PERU's sejlplan med skibsfører E. Faltings var for 1893, afgang fra København 30. april, besøg i Qeqertarssuaq/Godhavn, Upernavik og Umanak og hjemkomst 14. oktober. Bodenhoff skriver (»Lyse Minder«, 1915:189): »Paa Hjemrejsen stod han en Dag - skibet var midt i Atlanterhavet - og malede helt agter ude bag ved Rattet oppe paa den ophøjede Plads, som dan- ner Afslutningen paa Skibsdækket og hvor Rælingen er meget lav og gaar skraat tilbage. Rorsmanden var den sidste, der havde set ham staaende der med sit Staffeli og malende et Billede af Havet. Lidt senere, da Rorsmanden atter saa sig om efter ham, var den lille Malers Plads tom; kun Staffeliet med hans ufuldendte Arbejde stod tilbage. Man mente, at han var traadt et Skridt baglæns, som jeg saa ofte havde set ham gjøre, for at betragte sit Arbejde i nogen Afstand, at han har glemt den skraa, lave Ræling, er snublet over den og saa er tumlet bag ud, ned i Kjøl- vandet. Skibet vendte og søgte efter ham en hel Time; men han var intet Steds at øjne.« Politiken slutter en kort forsidenotits tirsdag 17. oktober 1893 med: Den af- døde kunstner efterlader sig hustru og mange børn. 58 [9] »Fangerdandsen« t Grønland. Under denne overskrift blev maleren Carl Rasmussens billede bragt i »Illustreret Tidende« 5. juli 1874. Som forklaring til billedet skrev man følgende: »... Hver Dag et Skib ligger ved en Coloni, betragtes af de Indfedte som en Festdag. Samtalen er livlig og Losning og 'Ladning foregaae under stadig Munterhed, ja enkelte Aftener er der D ands, og herved, medens en eller to Violiner ere i Gang, culminerer Glæden. De mest yndede Dandse ere et Slags Ottetour og »Fangedandsen«, hvilke oprindelig ere danske Nationaldandse. Medfølgende Billede, som vil vare vore Lasere bekjendt fra Konstudstittingen paa Charlottenborg i 1872, er malet i Grønland ogforestiller den sidste af de to nævnte Dandse. Samtlige Figurer ere Portraiter; i Midten sees det dandsende Par, tilhøire Mand og Drenge, og tilvenstre Kvinderne. Tilhøire ere de aldre Mænd samlede om Snapsen, som ud- skjenkes paa Colonibestyrerens Regning. At den smager, er vist og sandt, thi den er sjelden, da Handelen med spiritueuse Drikke er forbudt, dogfaae de voxne Mand i hele Grønland paa Kongens Fødselsdag hver en Snaps Brændevin. Klokken 10 til 11 er D andsen forbi, og de Yngre flokkes i smaa eller stem Grupper paa de nier meste Fjelde, udhvile sig og nyde den glimrende lyse Sommernat, medens de Æ.ldre tye t il Husene .. .« 59 [10]