[1] Palo's brudefærd Genfortalt af Rolf Gilberg Det var sensommer. Menneskene havde slået sig ned ved Naja, bopladsen med lakseelven. Man ventede på laksen. I nærheden af sommerbopladsens skind- telte steg røgen op i morgensolens milde stråler. Et af teltene lå lidt højere oppe ad skrænten end de andre. En smuk, ung kvinde kom ud af teltet og stillede sig lige ud foran indgangen. Hun løftede højre hånd og skyggede for øjnene, mens hun stirrede ud over havet. Hun ventede sine brødre hjem fra fangst. Hendes øjne undersøgte professionelt havoverfladen helt ud til horisonten. Der var ingen tegn på, at kajakker nærmede sig stedet. Hun vendte tilbage til sine sysler i teltet. Hun satte sig på sovebriksen, som fyldte den bageste del af teltet, og med øvet hånd regulerede hun spæklampens flam- me, så den brændte uden at ose. Med sin ulo skar hun lidt sælspæk i småstykker og fladede dem ud på fedtstenslampen for at holde ilden ved lige under fedt- sten sgryden. Hun kogte kød. En gammel mand, Autdlagdlak, sad passivt på briksen og fulgte sin datters arbejde med øjnene. Navarana fiskede lidt i gryden for at finde et par særligt gode kødstykker til sin far. Han guffede dem grådigt i sig. Autdlagdlak var for gammel til selv at tage på fangst, men med en dygtig datter og 3 hjemmeboende sønner, alle dygtige jægere, var det heller ikke nødvendigt. Han kunne se frem til en god alderdom. Da Navarana havde sørget godt for sin far, genoptog hun sit arbejde med at sy sælskind-betræk på en kajak, som lå i teltet. Hendes nål arbejdede øvet i skin- det på dækket lige foran mandehullet. Hun syede kun halvt igennem de tykke skind. Hun trak i skindet og lagde det på plads. Det skulle jo sidde rigtigt. Det var en fangers liv det gjaldt, så hun måtte anstrenge sig for at være omhyggelig. Det var vigtigt, at det blev solidt og vandtæt. Ude på havet havde en halv snes kajakmænd vendt stævnen hjem- efter. I en stor flok padlede de mod bo- pladsen, medens de sang og var i godt humør. Man havde fangst med hjem. Vejret var godt med solskin og kun lidt vind. Solen skinnede iøvrigt både dag og nat om sommeren. Hist og her måtte kajakkerne forlænge turen udenom store imponerende isfjelde, som havstrømmen 103 [2] havde hentet i Polhavet. Et sted var et isfjeld væltet rundt og mange mindre isstykker med skarpe kanter flød i et bredt bælte i vandskorpen på tværs af deres kurs. For at beskytte deres fartøjer roede de helt automatisk og uden nogen kommando ind på en enkelt række for at passere isfeltet i kølvandet på den første kajak. Der var altid en eller anden på bo- pladsen, som opmærksom så ud over havet. Og så snart den lille flok kajak- mænd var indenfor synsvidde, løb det som en ild over pladsen. Navarana ret- tede hovedet op og lyttede. Hun gik ud af teltet og begyndte at gå ned mod lan- dingsstedet ligesom mange af de andre kvinder gjorde. Navaranas brødre skilte sig ud fra flokken og lod deres kajakker langsomt glide ind mod de klipper, hun stod på. »Navarana, jeg har fanget en sæl med et flot skind til dig,« sagde hendes store- broder Inik stolt. Som det var skik blandt mændene, blev hans lange hår holdt på plads af bånd besat med perler af udskåret tand. Navaranas lillebroder, Kalia, løftede sin fangstblære og væltede også stolt en sæl af sin kajak. Han gav Navarana slæbelinen, så hun kunne hale sælen i land, mens han fastgjorde fangstblæren igen på kajakkens agterdæk. Det var vigtigt altid at være omhyggelig med sine fangstredskaber. Kalia stod så ud af sin kajak og trak sin halvpels af. Han rullede den sammen og stak den ind i kajakken. Den var ikke våd. Han løftede sin kajak op af vandet og anbragte den blandt kystens klipper, så højt at tide- vandet ikke ville få fat i den og sende den til havs. Inik trak sin helpels over hovedet. Også han lagde den i kajakken, som også blev bragt i sikkerhed. Nava- rana havde travlt med at samle de tre sæler, brødrene havde haft med til hende. Før hun gik igang med flæns- ningen, samlede hun brødrenes skind- vanter og gik foran dem op til teltet, mens de med ivrige armbevægelser diskuterede sælfangsten. Skindvanterne med de to tommelfingre anbragte hun på tørrestativet over spæklampen. Brød- rene satte sig til rette, tog skind- støvlerne af. De blev også lagt til tørre af Navarana. »Jeg så sælen dukke op,« fortsatte Inik, »og så sneg jeg mig ind på den,« mens han stak et stykke kogt sælkød i munden og med et rask snit skar en bid af tæt foran munden. Med store arm- bevægelser og kropsvridninger, forkla- rede han, hvordan han måtte vende ka- jakken, så han kunne komme i rette kaste-position for harpunen. Sulten, som han var, blev hans fortælling ustandselig afbrudt af kødet, han stoppede i mun- den. »Den dykkede ned og kom op igen.« Igen viste han med hele kroppen, hvordan han i kajakken bevægede sig for at få den til at ligge rigtig på vandet. Han roede med usynlige årer, og vrik- kede med enden på briksen. Navarana så stolt på sine brødre. De var dygtige fangere. Hun var helt opslugt af fortæl- lingen. Faderen var livet vældigt op ved sønnernes hjemkomst og nikkede ivrigt med. Han levede sig helt ind i jagten. »Vi har heldigvis en lillesøster, der forstår at sørge godt for os,« sluttede Inik. »Ja, Navarana flænser sæler bedre end 104 [3] Navaranas tre brødre er vendt hjem med fangst. Hun barer deres våde kajakvanter op til teltet, mens brødrene diskuterer sælfangstens forløb. andre kvinder,« fastslog faderen stolt. Ordene hang i luften efter Navarana, som glad gik ned for at flænse sælerne. Ved kysten samledes efterhånden kvinderne for at ordene de hjembragte sæler. »Kom og hjælp mig, Navarana,« råbte hendes veninde. »Nej, nej,« råbte Navarana tilbage, »jeg kan ikke. Jeg har travlt. Jeg kan ikke komme. Du må selv klare det. Det er ikke så svært.« Hun havde selv tre sæler at skulle tage sig af. Med øvet hånd lod hun uloen skære sælbugen op og skilte så kød fra spæk. Senere blev spækket skåret fra skindet, som tilsidst på skrabe- brædtet blev helt renset for fedt. Med strakte ben og bøjede i hofterne stod kvinderne over deres arbejde og sendte hinanden smådrillende tilråb. Navaranas hvide hund stod tæt ved og fulgte hen- des arbejde med meget stor interesse. Hun forbarmede sig over den, og skar et lille stykke spæk og kød af. Hun ville først blot give den det, men ombestemte sig og kastede det hen til den i stedet for. Mens Navarana stod foroverbøjet og 105 [4] sleb sin ulo sagde hun så henkastet, som hun nu kunne: »Er Palo derude endnu? Hvor er han henne?« »Der er måske nogen, som ønsker ham hjem?« kom det drillende fra ven- inderne. Navarana berørte ikke emnet mere, men gik igang med endnu en sæl. Tilsidst valgte Navarana nogle god- bidder, kød og lever, som hun lagde på en træbakke. Med den i hånden og et par våde sælskind i den anden hånd, vandrede hun op ad skråningen til teltet. Da hun når frem til tarmskindet, som teltet var lukket med, kunne hun høre stemmer derinde. Hun standsede op for at lytte. I teltet sad brødrene og reparerede fangstredskaber. Der herskede en dyster stemning derinde. »Hvordan skal det gå os, når Nava- rana skal passe en andens spæklampe?« mumlede Inik, »Jeg tror at hun har vendt sit sind imod en mand.« »Tror I, det er Palo eller Samo,« spurgte faderen med et smil. Udenfor stod Navarana spændt lyt- tende for at finde ud af, hvilken hold- ning familien havde til det spørgsmål. Hun bliver forstyrret af naboens lille dreng Sioo, som pludselig stod og lavede ansigter til hende. Da han gav sig til at grine højt, bad hun ham om at for- svinde, så hun ikke skulle blive opdaget. Men mændene i teltet talte nu om andre ting. Tikaajaat satte sin 5-årige søn, Sioo, i en Kile kajak afpasset drengens størrelse. Den stod på land. Da det var godt vejr, løb han rundt uden bukser på. Kajakken var udstyret med alle de rigtige red- Navarana flænser et af brødrenes salskind foran sommerteltet. skaber nedsat i format til hans størrelse. Sioo padlede med sin åre i luften, så greb han beslutsomt harpunen med højre hånd og kastede den i en flot fejende bevægelse frem foran kajakken. Et øjeblik opstod der panik. Kastetræet i højre hånd og åren i venstre. Hvad skulle han gøre? Øjnene flakkede. Hur- tigt bestemte han sig for at lægge kaste- 106 [5] træet foran sig på kajakstolen, og »pad- lede« ivrigt videre frem. Imellemtiden havde Tikaajaat hentet harpunen, som igen blev lagt på plads i højre side. Lidt efter gjorde Sioo et nyt harpunkast. Så- dan øvede han sig som lille, for at kunne blive en god fanger som stor. Når han bliver større, vil kajakken også blive større, og en dag vil den blive sat i van- det. Også unge mænd vil øve sig med harpunkast og kajaksejlads for at blive dygtige fangere. Langsomt kom en ung mand vandrende iført tarmskindsanorak og sælskindsbuk- ser ind imellem sommerbopladsens telte. På bopladsen stak en kvinde hovedet ud af et telt og fulgte ham med øjnene. Da han var ud for hende, spurgte hun ham drillende med et stort smil: »Palo, søger du en bestemt kvindes fodspor?« Palo så genert ned i jorden. Hun behøvede intet svar: »Hvor vil du finde dem. Du skulle vel ikke være forelsket?« drillede hun ham videre. Palo svarede ikke, men vandrede rødmende videre gennem bo- pladsen. Palo havde håbet på, at han tilfældigt kunne have mødt sin udvalgte, men da det ikke skete lod han fødderne selv gå, og han endte ved bopladsens yderste telt, hvor der sad en ung fanger og ordnede sælskind. Tavs, men venlig slog Palo sig ned på en af de sten, som holdt teltdugen til jorden. »Se her, Palo, et smukt skind til den kvinde jeg ønsker i mit telt,« sagde den unge fanger, en meget stolt fanger. Han var klædt i en flot sælskindsanorak. På dens kvalitet kunne man se at han var en dygtig fanger. Hans gamle mor sad ved siden af og syede. Hun trak senetråden mellem tænderne for at den skulle blive mere ensartet, rullede den op og ned ad kinden, inden hun syede med den. Ind imellem spurgte den unge fanger sin gamle mor om det ikke var rigtigt at hans skind var flotte. Hun nikkede be- kræftende med stor selvfølgelighed uden at stoppe sit arbejde. De var begge stolte over hans dygtighed som fanger. Palo hørte høfligt på. Han lod et par fingre glide ned i sit venstre støvleskaft og derfra trak han et par øresmykker op: »Samo, se her! Jeg har tilfældigvis også noget, som jeg vil glæde den kvinde med, som mine øjne er faldet på.« Palo løftede øresmykkerne op, så de blafrede i vinden. Samo sad blot og grinede af stolthed over sine smukke skind. Da passende tid var gået, rejste Palo sig og gik med en kort hilsen. Trods den venlige overflade, var de to unge mænd måske ikke på så god fod med hinanden. På sin videre vandring nåede Palo sit hjem. Udenfor sad hans søster, Nauja og hans mor, Ekinga. De var igang med at koge kød. »Her skal I se,« sagde Palo med på- taget ligegyldighed, idet han igen fra kamikskaftet trak øresmykkerne frem, og lod vinden lege med dem. »Hvem skal have dem?«, spurgte Nauja med et stort grin. »Det siger jeg ikke,« svarede Palo ge- nert, og så væk. Men de to andre vidste godt, hvem han havde i tankerne. De gri- nede fjollet af ham over hans generthed. Navarana sad i solvarmen foran sin fa- milies telt og syede på en hat af hvidt 107 [6] ræveskind. Behændigt trak hun sene- tråden mellem tænderne. Da hatten var næsten færdig kom Kalia ud fra teltet. Han bukkede sig ned og snuppede hat- ten, som han tog på: »Den er vel nok flot! Må jeg få den?« spurgte han glad med håb i stemmen. »Nej nej,« svarede Navarana meget leende. »Hvorfor ikke?« spurgte Kalia ufor- stående og lidt skuffet. »Du får den altså ikke. Den skal sæt- tes på et helt andet hoved,« forklarede Navarana, og lo lidt voldsommere for at dække over sin generthed. Med en ær- gerlig opgivende mine gav Kalia hatten tilbage til Navarana. Lidt efter kom Samo tilfældigt van- drende forbi. Elegant trådte han hen over en sovende hund. Høfligt gjorde han opmærksom på sin tilstedeværelse ved at nævne hendes navn, og Navarana kom straks ud til ham. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre, eller hvor- for han var dukket op. »Dette sælskind er til dig,« sagde han glædestrålende og rullede det skind ud han havde haft under armen. Samo var igang med de indledende manøvre til et frieri. »Ih, er det til mig?« Navarana havde svært ved at skjule sin glædelige over- raskelse. »Hvor er det pænt,« fortsatte hun, medens hun betragtede det flotte sælskind. Samo stod med et saligt smil og var stolt over at kunne give hende et sådant sælskind. Han ville gerne gør et godt indtryk på hende; vise hende hvor god en fanger han var. Navarana så sig omkring efter et eller andet, hun kunne give ham til gengæld, så hun ikke kom i gæld til ham. Hendes øjne standsede ved den hvide ræveskindshat, som nok ikke var lavet til hans hoved. Hun tog en rask beslutning og gav Samo hatten. Han blev overmåde glad for en gave fra hende. Hatten passede ham fint, og han opfattede det som et tegn på, at de nu var kommet over de første vanskelige skær. Gaveudvekslingen havde gjort dem til venner, mente han. »Er den til mig? Hvor er den flot!« gentog Samo flere gange helt ude af sig selv. Dette møde overgik langt hans for- ventninger. »Ja, du skal have den,« forsikrede Navarana ham, og de grinede sammen for at dække over deres usikkerhed over- for hinanden. Tilfældigt kom Palo forbi stedet svingende med et par øresmykker i sin højre hånd og et venligt smil i ansigtet. »Hvad laver I her?« spurgte Palo uskyldigt. Straks blev de to andre tavse. Smilet forsvandt fra Samos ansigt. Han blev sur og så skulende hen på Palo. Navarana så beundrende på Palo med drømmende, hengivne øjne. Det op- dagede Samo. Han blev mere irriteret over at rivalen var dukket op på dette tidspunkt, hvor han ellers lige troede, at han havde haft held med at gøre indtryk på pigen. Stadig med øresmykkerne dinglende fra hånden sendte Palo hende et stolt charmerende smil. Samo fik til gengæld et par advarende øjne fra Palo. Der var stærke spændinger i luften om- kring dem. Men en udladning af de indelukkede kræfter nåede ikke at komme til udbrud, for pludselig kom en halvstor forældreløs dreng, Mikajik, hæsblæsende stormende ind midt iniel- 108 [7] Palos ses fer Nauja og hans mor Ekinga sad udenfor og kogte sælkød, Palo viste dem øresmykkerne og lod vinden lege med dem. Han var for genert til at indrømme, at han havde lavet dem til Navaraita. lem teltene. Bopladsens stilhed for- svandt, da han for fuld hals begyndte at skråle: »Laksen er kommet. Laksen er kommet. Laksen er kommet. Lak- sen . . .« Han blev ved med at råbe med store armbevægelser for at understrege vigtigheden i hans budskab til sine med- borgere. Endelig kom den laks, som de alle gik og ventede på. Den var skyld i at men- neskene havde bosat sig netop på det sted på det tidspunkt af året. Tikaajaat kom søvndrukken og fortumlet ud af sit telt. Han gik helt hen til drengen og bukkede sig ned for at spørge en ekstra gang. Han ville være helt sikker på, at han havde hørt rigtigt. Det havde han, og han gav sig til at råbe om kap med drengen: »Laksen er kommet. Laksen er kommet. . .« Alle styrtede ud af deres skindtelte. Mange mænd havde deres fiskespyd stående parate op ad teltdugen. I farten greb de lysterne og styrtede afsted mod elven med kvinder og børn i hælende. En halv snes fangere var løbet ned til deres kajakker. De tog ud på fjorden for at jage flere laksestrimer op i netop den elv, de andre var ved at nå frem til. Mændene spredte sig ud langs den ene bred. De lange fiskespyd blev i et virvar uafladeligt stødt i vandet. Nogle gange blev fisk spiddet i halen, andre gange i hovedet, og endnu andre gange var spyddet tomt, da det blev trukket op af vandet. Når der var fangst, kom der jublende råb fra tilskuerne. Palo havde valgt et godt sted inde ved bredden på det sted, hvor store sten dannede små øer i elven. Der stod der 109 [8] "Endelig kom ørrederne, som de alle havde gået og ventet på. De lange Jiskeljstre blev i et virvar, uafladeligt stedt i vandet. flest laks, vidste han af erfaring. Han lagde mærke til at Nuuko fik en stor flot laks på spyddet. Han krængede den af lysterens modhager og smed laksen ind til bredden. Men der stod så mange mennesker, at Perkilaaq fik den i ho- vedet, og laksen havnede igen i elven, og væk var den. Palo lo indvendig af den ophidsede Nuuko, der altid fjum- rede sådan i det. Med øvet hånd styrede Palo sit fiske- spyd. Han vidste, at man ikke skulle sigte lige på fisken, men lidt ved siden af den, fordi tingene under vandet ikke helt var der, hvor man så dem. Laksene var hurtige, så det krævede tålmodighed og god øvelse at fange dem. Navarana havde tilfældigt fundet en plads ved siden af ham. Hun lo til ham og gav ham råbende opmuntrende råd og beundrende bemærkninger, når han fik fisk på spyddet. Og det gjorde han tit. Navarana smed de laks, Palo fangede, i græsset bag dem. Det gjorde de andre fangere også. Ingen mærkede deres fangst. Det var der hverken grund eller tid til. Man ville alligevel dele fangsten til sidst. Mængden af fisk hobede sig op i græsset. Store børn og kvinder gik og slog laksene ihjel, enten med et stenslag 110 [9] i hovedet eller et bid i nakken på lak- sen. Iklædt en vandtæt dragt havde Samo slået sig ned på en anden sten ude i elven. Han havde ikke rigtig heldet med sig idag. Hans blik gled søgende hen over mængden langs bredden. Det standsede ved Navarana. Han havde svært ved at skjule skuffelsen ved at se hende stå ved siden af Palo og smilende være optaget af Palos fangstindsats. Samo betragtede surt, hvordan Palo sigtede efter en særlig stor laks, som han med tilsyneladende let hånd spiddede. Der blev stor jubel hos Navarana. Samo bed tænderne sammen. Han måtte vise, at han var en dygtigere fanger. Hans opflammende, hidsige iver gjorde ham uforsigtig. Samo arbejde så hårdt og indædt med sin lyster, at han ikke lagde mærke til, at Kvinder og børn tog livligt del iftskeeventyret. Her har filmens lille klovn Sioo, spillet af drengen Henning, faet fat i en ordentlig ørred. Nogle fisk blev spiddet i halen, andre i hovedet, men tit var lysteren tom, når den blev trukket op af vandet. Når der var fangst, kom der jublende råb fra tilskuerne. 111 [10] hans kamikker ganske langsomt gled ned I mudderet ved stenen. Pludselig lød der et kæmpe plask. Samo faldt på ma- ven ud i elvens kolde vand. Det kom ligeså meget bag på ham, som på de andre. Medens han baskede rundt som en vild i vandet for hurtigt at komme op og lade som ingenting, væltede boplads- fællernes latter ned over ham. At blive latterliggjort var noget af det værste, der kunne ske for et menneske. Samo vidste, at han havde tabt ansigt. Storsindet vadede Palo ud i det kolde vand for at samle Samos fiskespyd op, og rakte det derefter til ham med et ven- ligt smil. Samo var igen på benene. Han opfattede Palos venlige hjælp som en yd- mygelse. Det var mere end Samo kunne tage. Vreden skyllede op i ham, og medens de andre lo videre, kastede han Samo, som i filmen blev spillet af Mikael, 112 Samos bedstemor, spillet af Johanne, er åndemaner i filmen, sig over Palo for at give ham en duk- kert. Men Palo var stærkest. Det blev Samo, som igen med store skumsprøjt havnede i elven. Det fik blot tilskuerne til at grine endnu voldsommere, og et latterbrøl rungede ud over den våde Samo, der fortabt sad i vandet. Palo vendte sig om og vadede i land. Da slog det klik for Samo, hadet flammede op i ham. Hurtig var han på benene. Han greb sit fiskespyd og styrtede efter Palo, med det højt hævet, for at stikke det i ryggen på ham. »Samo, Samo, hvad gør du? Intet drab i skyggen af vore telte,« råbte Inik for- skrækket og trådte frem, så han kom imellem de to. Forfærdet fortsatte han: »I må ikke slås her ved fangstpladsen. I må ordne jeres opgør med nidviser, som vi plejer ved vore sangfester. — [11] Nauja giver Navaranå øresmykkerne fra Palo. Han står udenfor i mørket og ser de to kvinders skygger på teltets forhæng af tarmskind. Samo! Forstår du mig? Hva', forstår du mig?« sagde Inik med eftertryk, og så Samo direkte i øjnene. Samo nikkede tavst. Inik vendte sig mod Palo og så direkte på ham: »Er du også indfor- stået?« »Ja!« korn det stille bekræftende fra Palo. Den aften sad Navarana åndsfravæ- rende og nulrede en af sine brødres ano- rakker bløde. Hendes tanker var helt andre steder henne. Dagens optrin havde givet hende uro i sindet, mens hun var blevet sikker på, hvem hendes følelser gjaldt. »Her er en gave fra min bror, Palo,« sagde Nauja forsigtig, idet hun stille kom ind i teltet til sin veninde. De andre i teltet fortsatte deres gøremål, uden at lade sig mærke med noget. De vedligeholdt deres fangstredska- ber. »Prøv dem,« lokkede Nauja og gav Navarana øresmykkerne på. De hang med en snor op om øret. Palo stod et stykke fra teltet. Han kunne dog tydeligt se de to kvinders skygger på tarmskinds- forhænget. Han så, at hans gave blev godt modtaget. Glad i sjælen kunne han forlade stedet. 113 [12] Tidspunktet for sangfesten nærmede sig. I den senere tid havde bopladsens ind- byggere været travlt optaget med for- beredelserne. Det ville blive en stor fol- kefest. Man havde ladet naboboplad- sexne vide, at man gerne ville have besøg. Unge giftefærdige kvinder gjorde sig umage for at komme til at se dejlige ud. Det lange sorte hår blev vasket og sat fint op i top, og pyntet med hårsmykker af hvalrostandsperler. Som altid havde drengene det lettest. De legede. De øvede sig i at skyde med armbrøst efter en lille isbjørnefigur af træ. Mikajik var ved at stille bjørnen på plads. En hund kom i vejen, og den fik et gok bagi med træfiguren, som der- efter blev anbragt på en sten i tilpas afstand fra drengene. Det var Sioos tur. Han sigtede koncentreret, og sendte en pil afsted. Med et lille smæld sad pilen vibrerende fast i bjørnens bagkrop. »Jeg ramte,« sagde han med et stolt udtryk, som han havde svært ved at skjule. »Den ramte!« Sioo fumlede med en ny pil, men kunne ikke rigtig fa strammet snoren. Mikajik greb arm- brøsten og lagde en ny pil an. Sioos fingre bevægede sig febrilsk, mens han måtte vente på at få pilen lagt an. Han ville gerne selv, kunne man se. Nu da sangfesten var tæt på, blev Inik mere urolig. Han sad på briksen i teltet, hvor også hans far og mindre brødre var. Inik var den ældste aktive fanger, og havde derfor ansvaret for familien. »Hvis vi bliver her, vil den der vinder sangkampen, tage Navarana fra os. Lad os søge vinterboplads nu,« foreslog Inik, dog uden at forvente en diskussion. Han havde taget sin beslutning, og sådan blev det. Brødrene fandt det klogest at bryde op før udfaldet af sangkampen var afgjort. Navarana stod udenfor teltet og blødgjorde et par kamikker ved at træk- ke dem over en stok. Storebroderen kom ud og sagde kort til hende: »Navarana gør alt rede. Vi rejser.« Navarana fik nærmest et chok og så for- bavset, spørgende på sin broder i håb om at få blot antydningen af et svar på, hvorfor de på dette tidspunkt, lige før sangfesten, skulle så hastigt bort derfra. »Vi rejser, hører du? Hele vores fami- lie rejser,« gentog Inik vredt. Hun turde ikke spørge, men stod lamslået og stiv- net. Kun hendes ørensmykker dinglede livligt i vinden. Før hun nåede at rea- gere, kom Nauja for at hente hende. »Kom Navarana. Skal vi sammen samle bær til festen?« spurgte hun glad. »Vi skal rejse,« sagde Inik kort. I tone- faldet lå det underforstået, at der ikke var nogen grund til at Navarana brugte tiden på bærindsamling, når der nu skulle pakkes. »Nå,« sagde Nauja uforstående, og gav den tavse Navarana et fingertegn til, at hun skulle gå ind i teltet og hente sin bærpose. Da Navarana var væk, så Nauja direkte og gennemborende på Inik: »Hvorfor skal I rejse?« »Jeg vil ikke længere være her. Nu rej- ser vi altså!« sagde Inik bestemt. Han ville tabe ansigt ved at give den egent- lige grund, så det gjorde han ikke. »I mænd tænker mest på jer selv,« fast- slog Nauja, som havde gennemskuet ham. 114 [13] T o familier beslutter sig til at rejse af sted sammen og dele vinterbaplads. De tre kvinder, som ses på briksen, er naboer til Navarana og hendes brødre. Inde i teltet satte Navarana sig træt på briksen. Hun så fortvivlet ned i sine hænder. Hendes tanker for rundt i ho- vedet på hende. Hvad skulle hun gøre? Helst ville hun blive, men hun havde ikke noget at sige i den sag. Navarana vågnede pludselig op af fortvivlelsen med et sæt. Hun kunne vise sin misbil- ligelse og trække tiden lidt ud. Hun greb skindposen, der sad i klemme mellem teltstang og dug. Nauja stak straks sin arm ind under Navaranas, da hun kom ud, og de to kvinder gik hurtigt væk op i fjeldet. Inik så efter dem med et uroligt be- kymret udtryk. Hele hans tilværelse ville blive ændret, når Navarana forlod dem. Han var ikke forberedt på det endnu, derfor søgte han at vinde tid ved at flytte nu. For ikke helt at tabe ansigt, opsøgte Inik sin nabo Tikaajaat i det stille håb, at han måske ville med. »Vi er klar til opbrud mod vinter- bopladsen,« bekendtgjorde Inik, da det var passende at komme frem med hans egentlige ærinde. »Jeg har også tænkt mig at rejse,« sva- rede Tikaajaat. 115 [14] »Gør du os følge?« spurgte Inik glad lettet. »Ja,« svarede Tikaajaat alvorligt. »Jeg tager med jer!« For ham gav det en større sikkerhed, at rejse og dele vinterbo med 3 dygtige fangere, så også han var glad for løs- ningen. I baggrunden på naboens briks sad tre kvinder. For dem kom beslutningen om at rejse også overraskende, men snart smågrinede de til hinanden: »Hørte I det? Det er Samo og Palo sikkert skyld i,« hviskede en af dem og de grinede. Men de to mænd lod som ingenting, og bekræftede med alvorlige miner beslut- ningen overfor hinanden. På en grøn fjeldskråning gik en 5—6 kvinder og samlede blåbær i det varme solskin. De havde spredt sig ud over et stort område, men de kunne nå hin- anden med råb og følte alligevel et sam- vær. Langsomt kom en enlig mand van- drende op. Han styrede direkte hen mod Navarana, som stod med ryggen til, og var helt optaget af at samle blåbær. Hun havde fundet et sted, hvor der var særlig mange bær. Da Samo var tæt nok på hende, rakte han ud og hev forsigtig i snippen på hendes anorak for diskret at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Alligevel blev hun så forbavset, da hun vendte sig om, at hun trådte et par skridt bagud. »Navarana, hvorfor kan jeg ikke få dig?« Samo gik straks til sagen. Han havde hørt om familiens afrejse og ønskede at vide om hun blev. Hun stod stum og fuldstændig stivnet over det pludselige udfald. Samo lagde forsigtig sin hånd på hendes højre skulder for at få hende til at sætte sig, mens han gen- tog sit spørgsmål. Navarana satte sig tavs ned på en sten. »Navarana, hvorfor vil du ikke have mig?« spurgte Samo bedende. Igen og igen spurgte han med en stemme som blev mere og mere skarp. »Vi rejser«, fremstammede Navarana afvisende. »Navarana, bliv her,« bad Samo, og så blidt på hende. »Vi rejser,« gentog Navarana koldt. »Jeg fanger da af og til en isbjørn.« Samo antydede at han slet ikke var nogen dårlig fanger og kunne blive en god forsøger for hende. Navarana vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun følte sig trængt op i et hjørne. Fortvivlet rodede hendes hænder rundt i blåbærplanterne uden at hun var opmærksom på hvad de gjorde. »Hvorfor vil du rejse, Navarana? Det er skønt at være ung. Bliv dog her. Her er rart,« nærmest råbte Samo i hovedet på hende. »Mine brødre tager mig med sig,« for- søgte hun forklarende. »Jeg er nødt til at rejse med dem.« »Navarana, er der en anden du tænker på?« kom det pludselig, ophidset fra Samo. Han måtte vide besked. Han trådte hen til hende. »Jeg må følge mine brødre,« svarede hun undvigende. »Vi rejser. Hold så op!« »Jeg vil have, at du bliver her,« for- langte Samo vredt. Hun bakkede væk fra ham, men han tog hårdt fat i hendes anorak. »Rør mig ikke. Gå din vej!« forlangte 116 [15] Festlighederne er i fuld gang. Fangeren Georg har klædt sig ud med pind i munden, lædersnore over det sværtede ansigt, korte bukser og udstoppet anorak, — Klovnen gjorde lykke. hun, mens hun krampagtigt, bange holdt fast i bærposen med blåbær. Samo gav ikke slip, og blev ved med at forlange, at hun ikke måtte rejse. »Hjælp — kom og hjælp mig,« råbte Navarana fortvivlet. Nauja var ikke langt borte. Hun kom hurtig til på Navaranas nødråb: »Slip hende så. Gå væk med dig, Samo,« skældte hun ham ud og gav ham et skub, samtidig mect, at hun trak Navarana til sig. Lettet søgte Navarana ly hos ven- inden, mens Samo slukøret gik bort. På den ellers så stille og rolige bo- plads blev der pludselig fuld af liv. Man havde set gæster komme ude på vandet. Bopladsens indbyggere myldrede nys- gerrige ned til stranden for at tage imod og høre nyt. Næsten 40 kajakker flok- kedes omkring 5 konebåde, der i en stor klump langsomt gled ind mod kysten. På vej ned hørte Navarana en gammel kone sige til en anden »De finder ikke vor sangfest for ringe!« Hun kunne se, at det var folk fra Kungmiut og Sermi- lik. Der opstod et kæmpe virvar af men- nesker, da man lagde til. De lokale hjalp gæsterne med at losse mennesker og gods ud. Konebådene blev bragt op på land, så de ikke skulle blive ødelagt. Man vendte bunden i vejret på dem og brugte dem som midlertidig bolig. Da den værste travlhed med at få sig organiseret var overstået, fandt menne- skene sammen i små og store flokke om- kring forskellige former for underhold- ning. Et sted sang en kvinde tromme- sang, og understregede rytmen med kropslige bevægelser. Et andet sted havde en mand klædt sig ud i korte buk- ser, udstoppet anorak, en pind på tværs i munden. Han havde bundet lædersnore hen over det sværtede ansigt. Det hele gav ham et sært og abnormt udtryk. Han klovnede rundt og sagde »Ah, ah,. . .aaha, aaha,. . .« De, der var sam- let omkring ham, lo ad hans klovneri. Et tredie sted gav unge mænd sportslige opvisninger i styrke. En ung mand hang i hagen på en udspændt læderrem uden at røre jorden med fødderne. Bagefter prøvede han at sætte sig på remmen, men svingede flere gange rundt hængende i arme og knæ. Et kort øjeblik lykkedes det for ham og jubelen rungede mod ham fra publikum. I udkanten af pladsen stod en flok legende børn. 3 mænd med træmasker på nærmede sig snigende og ubemærket. Da de maskeklædte var tæt nok på, for- skrækkede de børnene, som skrigende spredtes ud til alle sider til stor morskab for de voksne. 117 [16] Den voldsomme aktivitet gav sult, og der blev s lab t kød frem til de mange mennesker. Al denne aktivitet gav sult. Man slæbte kød frem til de mange menne- sker. Man kogte kød i små grupper. Og der faldt mere ro over stedet, mens folk guffede kød af mange slags i sig. »Bord- skik« hos grønlændere kræver at man stikker sit kødstykke i munden og bider fast, men man bider det ikke over. Kød- stykket skæres af tæt foran munden. Og sådan fortsætter man med at skære en mundfuld af ad gangen. Tikaajaat sad og tyggede kogt sælribbenkød i sig. Han gnavede knoglerne helt rene. Efter en tid sagde han bøvsende: »Jeg er så mæt, at min tunge står lodret.« Jo, det var en god fest. Midt i disse festligheder var Navaranas familie begyndt at bryde lejr og pakke. Mens Navarana og en nabokvinde stod og støttede hver sin af de to hovedtelt- stænger, tog mændene yderskindene ned et efter et og rullede dem sammen. Yderteltet bestod af 3 baner, som hver var sammensyet af 6—8 sælskind. Også det store behårede inderskind blev taget ned og rullet sammen. Derefter blev alle skindrullerne, stængerne og al inven- taret slæbt ned til den ventende konebåd og stuvet godt sammen, så det fyldte mindst muligt. Nogle af konebådsårerne var brugt som teltstænger. Nabofamilien slæbte også deres ting ned. Selv en slæde og nogel hunde blev der plads til om- bord i konebåden. »Kom skynd jer til sangfesten. Samo og Palo begynder trommesangen. Kom skynd jer . . .« Opråberens kraftige stem- me nåede også Navaranas øren, og hur- tig forsvandt hun ind i den forvent- ningsfulde folkemængde, der samledes i en stor kreds om de to. Festens højde- punkt var forestående. Nysgerrigt spændte tog man plads. Navarana havde 118 [17] Samo under sangkampen. Han har amuletremme over brystet og om overarmene. fået sig maset ind i inderkredsen, så hun havde et godt udsyn. Hun var nok den der var mest interesseret i udfaldet af kampen, men ikke et hvilket som helst udfald ville hun være glad for. Palo stod med en tromme i hånden overfor Samo. Han rakte Samo trom- men, så han kunne tage sin tarmskinds- anorak af. Samo gav ham trommen igen. Da Palo var den, det var gået ud over, skulle han begynde. Samo tog også sin anorak af. Begge stod overfor hinanden med nøgen overkrop. Midt på brystet bar Samo en amulet, som var indsyet i to skindremme, der gik rundt om hans krop. Samo havde også amuletbånd på overarmene. Samo forsøgte på denne måde at sikre sig et godt udfald af kam- pen til sin egen fordel. Palo begyndte at slå på trommens træramme. Til den faste og bestemte rytme sang han med klar stemme: »Væl- dige Samo. Først frygtede jeg dig i sang- kampen, men nu ser jeg, hvem jeg har foran mig — en skvaldre, der forgæves prøver at sætte skræk i livet på mig. . .« Palos krop svejede, og en gang imellem stak han hovedet frem med strakt hals. Senere i kampen ville han stå tættere på Samo og måske nikke ham en skalle eller blot stryge sit hoved meget tæt forbi Samos. Et sted i nærheden kopierede børnene de voksne. Sioo trommede energisk på en rod, der var bundet sammen i form som en tromme. »Du må ikke lyve!« sang Sioo til sin modstander, Pitsak, og gav ham en or- dentlig skalle, som dog ikke gjorde ondt, De n lille Sioo efterligner de voksne kampere. 119 [18] da han havde pelshætte på. Pludselig sprang hans »tromme« og han stod for- tabt og så på den. Før han havde faet sig samlet sammen til at gøre noget, trængte Tikaajaat sig ind på børneflokken og trak Sioo væk med ordene: »Nu skal vi rejse!« Alle børnene fulgte efter — og alene tilbage stod Pitsak, som slet ikke havde fået mulighed for at forsvare sig i sang. Forbavset så han efter de andre. Folkene omkring Palo og Samo var begyndt at smile ad dem. Navarana sendte Palo et opmuntrende blik og var ikke opmærksom på sine omgivelser. Hun blev brat bragt tilbage til virkelig- heden, da Inik tog hende i armen og trak hende med sig: »Kom Navarana, nu rej- ser vi. Følg så med!« Sangkampen var kommet godt igang imellem de to jævnbyrdige unge mænd. De skiftedes til at synge hinanden på med egne nidviser. Nauja var kommet ned til konebåden for at tage afsked med Navarana, som stod og så på at de sidste ting blev bragt ombord. »Her er min bedste hund,« sagde Navarana og rakte snoren til Nauja. »Giv den til Palo.« Navarana bukkede sig ned og gav hunden et knus. »Kom så da, kom så . . .« lokkede Nauja, men den hvide hund var ikke særlig interesseret i at forlade Navarana, som kravlede ombord og greb sin åre. Så stod konebåden ud af fjorden med 4 kajakker vimsende omkring den. De tre brødre og naboen rejste i kajakker, de andre og bagagen var i konebåden. Mens Nauja så dem forsvinde ud over havet og nordpå, begyndte hun at blive opmærksom på sangkampens råb. Hun drejede rundt og sluttede sig til menne- skemængden omkring de kæmpende sangere. Palo stod rank med et smil og lod sig tilsyneladende ikke påvirke af den mængde skælsord, der haglede ned over ham fra Samo. »Ynkelige Palo, skønt en helt mellem kvinder, bliver du aldrig mand . . .« lød det fra Samo, som sang vredt og lod trommen holde en stram rytme. Igen og igen skiftedes de til at synge nidviser over modparten. Publikum kommenterede livligt deres indsats og pegede fingre og lo ad den, det gik ud over eller den, som gjorde en dårlig figur. Det var nemlig tilskuerne, som afgjorde udfaldet af dysten. Den der blev mest til grin havde tabt. Længe fortsatte sangkampen. Skyggerne havde bevæget sig fra et verdenshjørne til et andet. »Aldrig vil du få overtaget over mig — aldrig vil du, du gør en ynkelig figur mellem kvinder,« sang Palo hånligt, mens latteren væltede ned over Samo. Han havde svært ved at stå rank oprejst og modtage Palos påtrængende nik. Mere og mere lo publikum af Samo og pegede fingre af ham. Hans håb om at vinde svandt. Han følte sig til grin som taberen og bitterheden steg i ham. Den blev tilsidst så voldsom, at han tabte be- sindelsen ved at se Palos smilende ansigt og rolige selvbeherskelse. Mens Palo igen gjorde et kast med hovedet for at sende sit sorte hår bort fra øjnene, sank Samo mere sammen. Langsomt lod han sin højre hånd følge ned langs sit højre ben. Ubemærket listede han sin skarpe fangstkniv op af kamikskaftet. Med vre- dens og misundelsens voldsomme kraft 120 [19] stak han med en hurtig bevægelse kni- ven dybt i brystet på Palo. Alt blev sort for Palo. Han tabte trommen. Omkring de to blev alt stille, latteren var med et væk. Med åbne munde stirrede folk for- skrækkede på Palo, mens han vaklende svingede rundt og hårdt ramte jorden med ryggen. Menneskene flygtede skri- gende derfra overbevidste om, at han var død. At være nær ved eller ligefrem at røre ved en død, ville nemlig påføre dem en masse forbud, der ville besvær- liggøre deres tilværelse. Desuden vidste enhver jo, at: alt det onde i et menneske blev tilbage i kroppen. Samo stod alene tilbage og så ondt nedladende på sin modstanders krop. Blodet begyndte at brede sig ud over Palos bryst fra det dybe sår, Samos spidse kniv havde efterladt. Hårdt såret hev Palo efter vejret, mens hans ansigt fortrak sig i smerter. Hoven vendte Samo ham ryggen og gik bort. Ganske langsomt og med stor forsigtighed forsøgte Palo at kravle hjem. Med opbygning af sine allersidste kræfter kastede han sig hen mod briksen i teltet. Instinktivt drejede hans krop i luften, så han ramte den med ryggen. Derefter huskede Palo ikke mere. Straks efter kom Palos forældre og søster ind for at hjælpe ham. Den værste forskrækkelse var overstået. Nu trængte han til hjælp. Hans mor, Ekinga, greb et stykke spæk fra kødbakken under brik- sen. Hun suttede det hurtigt rent, og lagde det i såret som en prop for at standse blødningen. Navarana vidste intet om alt dette. Hun sad ved sin åre og roede åndsfravæ- rende sammen med de 4 andre kvinder i konebåden. Hendes tanker var hos ham, hun måtte forlade. Ved hvert rotag rej- ste hun sig lidt fra toften ligesom de andre kvinder. De arbejdede støt. For at spare på kræfterne, sagde de ikke meget til hinanden. Sioo kedede sig. Et spæd- barn sad sovende i sin mors amaat, ryg- pose og gyngede voldsomt frem og til- bage, men det sov alligevel. Langt og længe sejlede de. Ind og ud mellem fjorde og små øer. Trætte blev de. Ende- lig kom råbet. »Kvinder, her er et godt sted,« råbte Inik og pegede mod land. »Her tror jeg, vi finder det bedste sted for et vinter- hus.« Det var nu ikke meget kvinderne kunne se, for de sad med ryggen til, men de var glade for at turen snart ville være slut. Med fornyet energi satte de farten op for at nå hurtigt i land. Stedet, Noorajik, lå så der var et godt udsyn over fjorden, fangstområdet. Til den ene side var der store sten i vand- kanten, så man kunne lægge til med konebåd, til den anden side var der et stykke sandstrand, hvor det var praktisk at lande med kajak. Der kunne den sik- kert trækkes i land uden at blive ødelagt af sten. Ude gennem den lille strandbred løb en lille freskvandsbæk, med dejligt frisk drikkevand. Man gik straks igang med at tømme konebåden for menne- sker, hunde og bagage. Da det var gjort, blev den lagt på et stativ med bunden i vejret. Nu var der ikke brug for kone- båden mere før til næste sommer. Inik kravlede ud af sin kajak. Det var dejligt at strække benene igen. Det var noget man trængte til efter at have sid- det stille i lang tid i kajak. 121 [20] Ved Noorajik finder man den ideelle vinterboplads. Konebåden, som man f erst skal bruge til næste sommer, anbringes på et stativ med bunden i vejret. »Det er jo en god plads vi fandt,« fastslog Inik og så over mod en lille plat- form et stykke oppe ad skråningen. Det så ud som om, der havde boet menne- sker før, men der var ikke rester af nogen bolig. De måtte begynde forfra. Straks startede man vinterhusbygnin- gen. Alle, kvinder og mænd, voksne og børn, hjalp til. Hver slæbte hvad de kunne.. Man samlede tørv og flade sten. Langsomt begyndte husmure at rejse sig over terrænet. Palo svævede imellem liv og død. Den dygtige åndemaner Avko var ble- vet tilkaldt for at helbrede Palo, der i en feberdøs lå slapt på briksen. Palos far, Asarpana, sad ved hans side og bad: »Åndemaner lad dine hjælpeånder tage bolig i Palo.« Skjult under et skind lå en hjælpe- ånd, som lånte Avkos legeme, mens Avko selv drog afsted for at finde den sjæl Palo havde mistet. Avkos legeme blev styret af en stærk ånd. For at vise Asarpana sin styrke bed den i et stykke skind og spyttede hårene ud. Den så sig undersøgende omkring for at orientere sig det nye sted. Hurtige korte lyde kommer fra den. Den pustede hen over 122 [21] Det skred godt frem med bygningen af vinterhuset. Husmuren af tørv ogflade sten var over en meter tyk, og man fandt drivtømmer til tagkonstruktionen. den bevidstløse Palo, og trak det skind til side, han var dækket af. Symbolsk gav hjælpeånden sig til at slikke såret rent for onde ånder. Den vendte hovedet bort og spyttede det onde ud. Dette gen- tog den et par gange til. Vinterhusbygningen skred godt frem- ad. Børnene hentede små ting, de voksne store. Alle, fik derved en for- nemmelse af, at det var deres hus, for de havde selv været med til at bygge det. Ikke langt fra byggegrunden kunne man i naturen finde store, flade, rektangulære sten. De kunne bruges til gulv og til briksen, husmuren blev bygget op til over mandshøjde af tørv og flade sten. den var en meter tyk og isolerede godt mod kulden. Drivtømmer blev brugt til tagkonstruktionen. Da man ikke kunne finde drivtømmer nok, flækkede man noget tømmer ved hjælp af håndøkser og stenkiler, der med andre sten blev presset ind så stammen flækkede. »Tarmskindet til vinduet! Er det snart færdigt?« råbte Inik glad fra taget hvor han arbejdede. Han var ved at lægge ' OO store græstørvsmåtter hen over de bæ- rende bjælker. To kvinder syede tarm- skind sammen til husets to vinduer, et 123 [22] Vinterhuset til de to familier står fardigt, og man kan flytte ind med familiernes ejendele. på hver side af indgangen. Med tørv og småpinde blev det gennemskinnelige tarmskind sat fast. Lys kunne komme ind. Man kunne ikke se igennem vin- duet, men regnen og sneen blev holdt ude. Huset var færdigt. Navarana flyt- tede sin spæklampe ind. Det var et tofamiliehus. En lodret- stående bjælke forbundet med en vand- ret, hvorpå nogle skind blev anbragt, markerede hver families område på brik- sen. Palo lå vågen men slap på briksen, da Nauja kom ind i teltet. »Palo, se her,« sagde hun til ham. »Navarana har efterladt sin yndlings- hund til dig. — Hvordan har du det? \ lår du stadig mange smerter?« Palos øjne lyste glade, men han var for svag til at svare. Han havde knap kræfter nok til at løfte sin hånd og stryge hunden hen over hovedet en enkelt gang. Samo og hans mor, Nukapak, sad foran deres telt og arbejdede. Hun syede som sædvanlig, han sleb spidsen på sin lanse skarp, mens han henkastet sagde: »Jeg vil også rejse til vinterbopladsen.« Hun nikkede tavst. »Du kan tage med i konebåd. Jeg har i sinde at jage bjørn.« Nukapak nikkede igen, og der blev ikke sagt mere om den sag. Senere på dagen forlod Samo stedet i sin kajak. Efter et par timers søgen opdagede 124 [23] Samo en stor isbjørn sejle afsted. Han nærmede sig den forsigtigt og råbte: »Kom ned i vandet, så jeg kan dræbe dig.« Det så ikke ud til at isbjørnen var særlig interesseret i det, for den blev i sikkerhed på isfladen. Samo kredsede om isskossen og forsøgte at lokke eller skræmme isbjørnen i vandet. Men den bestemte selv farten. Da der blev for støjende, sprang den roligt i vandet på den modsatte side af hvor Samo var. Isbjørne er gode svømmere. Det vidste Samo godt, så han fulgte efter i en pas- sende afstand. Han håbede på, at isbjør- nen først ville blive træt af den forføl- gelses-jagt, som nu var indledt. Igen kravlede isbjørnen op på en isflage, for at puste ud. Den rystede så vandet sprøj- tede til alle sider. Man kan ikke harpu- nere en isbjørn på isen, så Samo fort- satte med at provokere den ud i vandet. Igen svømmede den et stykke, igen op på en isflage, som den løb hurtig hen- over. Denne gang kom den hurtigere i vandet end den havde regnet med, for isen knækkede under dens vægt. Samo roede tættere på. Han måtte hele tiden skifte position, så han let kunne komme væk, hvis den gik til angreb, eller få an- bragt kajakken i den rette vinkel for har- punkastet. Han havde øjnene stift rettet mod isbjørnen for at finde dens svage punkter. Den virkede træt nu. Samo kastede sin harpun ud over kajakkens fordæk. Straks efter padlede han bagud for en sikkerheds skyld. Bjørnen var ramt. Efter nogen tid kunne han nærme sig igen. Med et velanbragt lansekast gjorde han det af med isbjørnen. Snart efter flød den stille i havoverfladen. Glad og ikke så lidt stolt bandt han en line i den døde isbjørn, og begyndte at bugsere den mod land. Asarpana kom stille ind i teltet for at se til sin søn: »Palo, min dreng - stor- men er over os! Skal vi ikke søge vinter- boplads nu. Tror du, at du er rask nok til at rejse?« Palo sad halvt op. Han lagde hovedet på skrå og så bedende på sin far. Asarpana så trætheden i Palos ansigt og forstod at kræfterne endnu ikke var vendt tilbage til sønnen. De talte ikke mere om den sag. I det nye vinterhus havde de to fami- lier indrettet sig. hver især puslede med deres dagligdags opgaver. Ofte sad Na- varana lukket inde i sig selv. Hun læng- tes efter Palo, og undrede sig over, at han ikke kom. Inik syntes at han så noget bevæge sig ude på vandet. Han stillede sig op på husets tag for bedre at kunne se. Langt ude på fjorden så han en konebåd om- givet af 3 kajakker. Da han var sikker styrtede han ned og ind i huset. »Ryst søvnen af jer. Vore boplads- fæller har fundet frem til vort vinter- sted. De er på vej ind. De er ved at runde det lille næs. Skynd jer og kom!« råbte Inik. Der kom liv i de henslængte kroppe. Alle smed hvad de sad med i hænderne. De sovende på briksen våg- nede op. Endelig skete der noget. Hur- tigt kom de halvnøgne mennesker i tøjet og løb ud af huset. En lang række men- nesker styrtede ned mod stranden. En voksen havde taget Sioo i hånden. I et sving fløj han i en stor bue gennem luf- ten, så travlt havde man. Alle klumpede sig sammen ved landingsstedet, og gav 125 [24] højlydt gæsterne gode råd om landings- mulighederne. »Her har I os!« råbte Nukapak glad over at turen var slut. Samo i kajakpels, som sad stramt om hans ansigt, lod sin kajak glide ind mod sandstranden, hvor han så Inik og Navarana stå. Han havde tilfældigvis et isbjørneskind sammen- rullet bag sig på kajakdækket i stedet for en fangstblære. Han var ikke så lidt stolt over på denne måde at kunne reklamere for sin fangerdygtighed. De to i land stod med et høfligt afventende ansigts- udtryk uden at vise deres følelser. Samo smilede bredt til dem. Denne gang havde han de gode kort på hånden og ønskede bedst mulig udbytte. Samo dyk- kede ned i sin kajak og trak et stort stykke bjørnekød op og rakte det til Inik. »Er det til mig? Ih, det var dejligt,« sagde Inik forbavset, og glad tog han imod kødet. Han fik helt vand i munden af det. »Ja«, gentog Navarana. »Det er til dig.« Samo nikkede bredt grinende. Samo begyndte at løse båndene om isbjørneskindet, som han foldede ud på stenene foran Navarana. Det så kæmpe- stort ud. Navarana havde svært ved at tilbageholde sin beundring. »Ih, er det til mig,« spurgte hun for- sigtigt. »Det er vel nok et stort og flot skind. Det er en ordentlig basse. Flyt det længere op. Det må ikke blive vådt.« »Ja, du skal have det skind,« svarede Samo stolt. Han nød situationen. »Er det virkelig til mig,« Navarana ville være helt sikker. »Ja, ja,« nikkede storfangeren saligt. Endelig havde Samo gjort indtryk på Navarana. Glad over at få nye legekammerater inviterede Sioo straks dem alle i den lokale bar, hvor de lagde sig på stenene i bækken og slubrede det dejlige, for- friskende, kolde kildevand i sig. De nyankomne slæbte deres konebåd på land, vendte den om og lagde deres få ejendele ind under den. Det skulle være deres hjem indtil de havde bygget sig et vinterhus. Kvinderne gik igang med at koge kød, bjørnekød. Man ville feste. Da maden var klar satte værter og gæster sig i en stor flok i solen, og hen- kastet kom det fra Samo: »I kan tro, det var vanskeligt at fange den bjørn,« mens de andre gumlede kød i sig. »Hele tiden ville den op på isflager,« fortsatte Samo og så hen på Navarana. Hun forstod ham, og sagde opfordrende: »Fortæl, fortæl!« Det var, hvad Samo havde hå- bet. Nu kunne han fortælle detaljeret om sin dåd, mens Navarana og hendes brødre på en naturlig måde kunne få at vide hvor dygtig en fanger han var. Samo var en god fortæller. Det blev en lang historie ledsaget af store armbevæ- gelser og megen pantomime for at understrege de spændende situationer. »Men til sidst fik jeg så harpunen i den,« sluttede Samo træt, »og så var den min.« Det var blevet sent. De nyankomne lagde sig til ro under konebåden. Også Samo lagde sig derind. De bofaste gik også til ro. Navarana sad et stykke tid på briksen. Hendes tanker gik langt væk til Palo. Fra de andre kvinder havde hun hørt om udfaldet af sangkampen. Hvor- dan mon han havde det? Ville hun igen få ham at se? Ville han overleve? Da alle var faldet i søvn, listede 126 [25] Samo beretter stolt om sin f angst: »I kan tro, det var vanskeligt at fange den bjørn ... Hele tiden ville den op på isflagerne. .. Men til sidst fik jeg så harpunen i den, og så var den min.« Isbjørnen blev filmet ved Scoresbysund i august 1933. Nukapak sig stille ud fra konebåden, og sneg sig hen til vinduet i den side af vin- terhuset, hvor Navarana sov. Nukapak holdt hele tiden øje med, om der var nogen der så hende. Under anorakken gemte hun et par døde fugle. Hun løf- tede en græstørv i husmuren og lagde de 2 fugle side om side tæt ved hinanden med hovederne ind mod huset. »Her lægger jeg jer små snespurve,« hviskede Nukapak og pustede hen over dem 3 gange, »side om side, idet jeg ønsker at Navarana og Samo må høre sammen.« Hun gentog det flere gange. Så dækkede hun fuglene med græs- tørven, så ingen kunne se noget. Mode- ren håbede på den måde at få Navarana til at vende sit sind mod Samo. Nukapak listede lysløst tilbage til sin soveplads under konebåden. Begge de to unge mennesker sov uroligt den nat. Asarpana var gået en tur for at holde øje med naturen og fangstmulighederne. Hvis han og hans familie som de sidste skulle overvintre på stedet, måtte han gøre ekstra forberedelser. Store tunge skyer samlede sig truende om fjeld- toppene, hvor om de væltede rundt. Tydelige spor på at en voldsom storm var under opbygning. Det oprørte hav sendte store bølgeskumsprøjt ind over strandstenene. Da Asarpana trådte ind i teltet, gik 127 [26] der et sus igennem, så flammen i spæk- lampen lå vandret og var ved at blæse helt ud. Palo satte sig op på briksen. Han havde det tydeligt bedre. »Det stormer derude,« forklarede Asarpana. »Herinde mærker man ikke noget, men derude bag klipperne står himmel og hav i et, som det ikke har gjort i mange år.« Tavs så Palo på sin far, ked af at han var årsag til at de måtte blive på en som- merplads. Pludselig vågnede han op som af en fortryllelse. Hans øjne funklede liv- ligt. Han havde taget en beslutning. Han greb efter sine kamikker på tørrestativet og hentede nogle kajakpelse, som han gav sig til at nulre for at få stivheden i dem til at forsvinde. Palo arbejdede tavs. Et øjeblik var hans familie lamslået. Så satte hans mor og søster sig på hver side af ham og hjalp med blødgøringen. De syntes at have forstået, hvad det var, han ville. »Palo, hvor skal du hen?« spurgte Asarpana uroligt. »To kajakpelse! Hvad vil du, Palo?« Palo arbejdede tavs videre. »Vil du hente din kvinde i denne storm? Ingen kajakmand kan klare den storm. Det gjorde kun vore forfædre!« sagde faderen forfærdet. Palo sendte sin far et blik, som fortalte at han havde gættet rigtig, og at intet kunne få Palo til at skifte mening. Familien opgav al modstand. Det var håbløst at tale Palo til fornuft. De fulgte ham bekymrede til kajakken. Palo stoppede de to ekstra kajakpelse ind i kajakken. Asarpana hjalp ham ud, så kajakken ikke blev revet i stykker. Kun med åren og uden jagt- redskaber, padlede Palo ud i det frå- dende hav. Asarpana stod længe på en lille knold og så bekymret efter sin søn, der padlede ud af vigen i den stive blæst. Han så, hvordan kajakken ude på havet blev grebet af den rasende storm og kastet rundt som en løs fangstblære. Palo havde ikke megen tid til at tænke over, hvor farligt hans foretagende var. Havets bølger kastede rundt med ham, så han var fuld beskæftiget med at holde kajakken på ret køl. Bølgerne sprøjtede omkring ham, men der kunne ikke komme vand ind i kajakken, for kajak- pelsen sad tæt om mandehullet. Det havde han sikret sig. Et sted måtte han rundt om et næs. Der var altid hvirvel- strømme sådanne steder, vidste han, så ^han_ rnåtte_ være særlig forsigtig. Bøl- gerne sendte store skumsprøjt ind mod stenene. Fortrolig med havet og sto- lende på sine evner lod Palo sig glide med, for på det rigtige tidspunkt hurtig at padle med ud på en modstrøm. Så meget fart fik han på, at han nåede bort fra klipperne til det mindre farlige hav. Palo nynnede en trommesang for at holde modet oppe. Det var en lang tur under vanskelige forhold, han havde be- givet sig ud på. Flere andre steder var han igen ved at blive knust mod kyst- klipperne, hvor en voldsom brænding gjorde sigtbarheden dårlig. Inik kravlede op på taget af huset, for bedre at kunne se ud over det oprørte hav. »Der kommer en kajak. Hvem kan det dog være?« mumlede han forbavset. Palo gav signaler med armene for at vise at han kom med fred. Men da man på stedet ikke ventede gæster, og slet ingen i sådan en storm, gik kun de voksne mænd ned til stranden. Da kajakmanden 128 [27] »Er du kommet f or at hente nogen?« spurgte Inik vantro. Palo svarede alene ved sin holdning. kom tættere på, kunne de genkende Palo. ;>Det er jo Palo, der kommer!« sagde de med stor overraskelse til hinanden. Navaranas 3 brødre og Tikaajaat tog pænt imod Palo og trak hans kajak på land. Brødrene var ved at eksplodere af nysgerrighed og de spurgte gentagne gange om årsagen til hans besøg. Palo løsnede sin kajakpels fra mandehullet og stod ud. Han tog de 2 kajakpelse under venstre arm, rejste sig rank og stolt og så direkte på de andre. Der gik et sus igennem dem. Ær du kommet for at hente nogen?« spurgte Inik vantro. Palo svarede alene ved sin holdning. Det gik pludselig op for Inik at denne nogen, Palo var kom- met efter, måtte være hans søster. Med gru forstod han pludselig, hvad der skulle ske. Han trak sine brødre til sig, og de løb op til huset. Palo lod dem få god tid til at samle sig. Han fulgte lang- somt efter. Da Palo kom ind i huset, satte Nava- rana sig op på briksen. Glæden strålede fra hendes øjne, men skik og brug kræ- vede, at hun blev pænt siddende. Hun sukkede dybt, ved at se sin drømmehelt stå der spillevende foran sig. Et varmt 129 [28] Navarana, iført kajakpelsen, klar til filmens dramatiske afslutning. smil bredte sig over hendes ansigt. En stolt Palo henvendte sig til Inik: »Jeg er kommet, for at hente den kvinde, jeg ønsker, skal være min.« Inik så alvorlig og træt ud. »Navarana, jeg har trodset stormen for din skyld,« sagde Palo og så direkte på hende. Hun ønskede bare at kunne springe op og gribe om ham, men en kraft holdt hende tilbage. En kvinde må ikke vise sig for villig på dette tidspunkt. Det er ikke god tone. Det vidste Palo også. »Hvis der er grund til den farlige rejse,« sagde Inik langsomt og havde svært ved at skjule sin beundring over Palos bedrift, »er det muligt for os at føje dig. Men,« Inik holdt en pause. Han ledte efter ordene. »Men dette skal du vide: Hun er vor eneste søster og vi bli- ver ensomme uden hende. Det er hårdt at skulle give hende væk. Men er det dit alvor, har vi ikke noget derimod.« Inik talte på familiens vegne. »Jeg er kommet for at hente dig, Navarana,« gentog Palo. Hun sad blot der på briksen og så sød ud og smilede til ham. Inik så ned i fortvivlelse. »Navarana kom, jeg har trodset stor- men for at hente dig, kommer du så med?« Palos stemme lød mere bestemt, nu da hans forehavende var blevet god- kendt af familien. Navarana sad forvent- ningsfuld. Jo mindre hun viste sin inter- esse, jo højere agtelse ville hun få i andres omdømme. Palo trådte hen til hende, tog hendes hånd og trak hende efter sig ud af huset. Hun gjorde måske ikke helt så meget modstand, som hun burde. Palo bar hende ned til den ventende kajak. Brødrene fulgte stille bagefter. Palo satte Navarana fra sig. Han bad hende tage de to kajakpelse på. Den ene tog hun på som bukser. Navarana måtte for at få kajakpelsen på løsgøre sit lange sorte hår, som bølgede i den stærke vind. Hun stoppede igen håret ind i hæt- ten. Til sidst var hun klædt på fra top til tå i en vandtæt dragt. Mens hun klædte sig på, dukkede Samo op blandt de andre. Tavs fulgte han, hvad der skete. Han vidste jo, at Palo vandt sang- kampen, og at Palo nu var i sin gode ret til at komme efter pigen, men glad for det var Samo ikke, kunne man tydeligt se. Samo havde forestillet sig, at Palo først ville dukke op til foråret, og at han, Samo, i mellemtiden kunne have ind- yndet sig hos Navarana, som storfanger og blive et godt parti. Palo lagde ikke mærke til Samo. Han 130 [29] satte sig i kajakken, mens den lå i sandet. Han gav Inik en rulle læderrem og bad ham surre Navarana godt fast. Hun havde anbragt sig på agterdækket med sin ryg mod Palos og strakte sine ben bagud på kajakdækket. Brødrene bandt hende fast til de tværremme kajakredska- berne plejede at ligge under. De var me- get omhyggelige med at surre hende godt fast, så ikke en bølge kunne skylle hende over bord. Alle vidste, at kom der en forkert sø og kajakken vendte rundt, ville Palo ikke have nogen mulighed for at vende kajakken op på ret køl igen, og de ville begge hurtigt drukne. Brødrene løftede og skubbede kajak- ken med de 2 ud i vandet, de havde stor tillid til Palos evner som kajakroer, men det var ikke med glæde de sendte deres søster ud på denne farlige rejse. Navarana sad og så sine brødre for- svinde, efterhånden som Palo støt og roligt roede sin kajak ud gennem bøl- gerne. Han havde valgt denne storm, fordi han ville vise sin dygtighed som kajakmand. Først stod Samo opgivende ked af det. Det hele var kommet lidt bag på ham. Han var rådvild. Men hans vrede og raseri mod Palo vendte tilbage. Han tog en hurtig beslutning, og løb hen til sin kajak. Han havde heldigvis allerede kajakpels på. Snart efter padlede han som en vild ud efter dem. Jagten var be- gyndt. Bølgerne sprøjtede ind over begge kajakker, som til at begynde med havde stor afstand mellem sig. Palo rejste med en dyrebar last, så han holdt et roligt støt tempo. Han tog ingen chancer. Det gjaldt mere end hans eget liv nu. Det varede et stykke tid før Navarana opdagede, at Samo kom piskende efter dem. Da de kom ud i det egentlige hav var bølgerne meget store, og de blev kastet hid og did. De to kajakker forsvandt i bølgedale, og dukkede snart efter op igen et andet sted. Efterhånden nær- mede Samo sig de andre. Det var Samos hensigt at forsøge at overtale dem til at vende om på grund af den farlige rejse. Kunne han blot få Navarana til at blive, så havde han måske stadig en chance. Palo lod som ingenting, han roede blot videre. Det gjorde blot Samo mere rasende. I vrede greb Samo sin harpun. Palo skulle ikke have Navarana, når han ikke kunne få hende. Samo ville slå dem begge ihjel. Han var så ophidset, at han ikke havde sin opmærksomhed rettet mod det frå- dende hav. Idet han kastede sin harpun mod Navarana, ramte en stor bølge ham fra siden. Harpunen ramte ikke sit mål, og hans kajak krængede over for øjnene af den forskrækkede Navarana, som uden at kunne gøre noget, havde set harpunen nærme sig. Nu blev hun vidne til Samos fortvivlede kamp med at få vendt sin kajak i det oprørte hav. Men det lykkedes ikke for ham, og snart efter flød Samos kajak rundt med bunden i vejret. Samo havde forladt denne verden for at leve blandt forfædrene i havet. Palo koncentrerede sig stadig om havet og de farlige bølger. Han måtte nå hjem med sin kostbare last. Navarana kunne slappe lidt af. Hun begyndte at glæde sig til et liv sammen med den mand, hun så længe havde drømt om. Og længe levede de lykkeligt sammen. 131 [30]