[1] Filmens anmeldelse Af Ebbe Iversen DR KNUDJASMIKSfN PALLADIUM præsenterer Dr. Knud Rasmussens Grønlandsfilm Palos Brudefærd Hi'ianK'Bfielse rx t s t r\ ,, Monwkriot, Dr. Knud Rasmussen instruktor, Dr. Friedrich Dalsheim Fotograf!, Hans Scheib Walter Traut M«ik Emil Reesen med Det kql. Teolers Kaeel iionKmittenti Emmy Langberg Manege, Georg Stilly TO.!«, Poul Bang Tons.yaem, B O FA Handlingen bliver udelukkende udført af Østgrønlændere fra Distfiktet Anamagsso'ik Anskuet fra en filmhistorisk og film- kritisk synsvinkel er »Palos brudefærd« primært en dokumentarfilm, der er »forklædt« som spillefilm. Det fængs- lende i filmen er ikke først og fremmest den ret tynde og lidet originale intrige, men selve det fremmedartede miljø, som så at sige camouflerer de mere banale elementer i handlingen. Dermed være ikke sagt, at filmen ingen kvaliteter har som fiktionsværk, for det har den. Men dens styrke er alli- gevel mere af historisk, pædagogisk og dokumentarisk end af episk og drama- 143 [2] tisk karakter, og dette forhold var da- tidens anmeldere også opmærksomme på. Ikke desto mindre fik »Palos brude- færd« både herhjemme og i udlandet en sjældent begejstret modtagelse, der nok i nogen grad skyldtes selve emnets friske, fornyende usædvanlighed — og som for- mentlig også delvis har været emotionelt betinget af Knud Rasmussens død få måneder inden filmens premiere. Man betragtede ikke kun »Palos brudefærd« som et kunstværk i egen ret, men i høj grad også som et værdigt minde om den store, meget afholdte grønlandsfarer. Den danske premiere fandt sted under betydelig officiel bevågenhed 6. marts 1934, og bagefter skrev Berling- ske Tidende betaget, at »disse Billeder maa hele Verden se«. Politiken roste fil- mens skønhed, og Dagens Nyheder rap- porterede, at folk forlod filmen stille af betagelse. Resten af pressen var tilsva- rende positiv, og der var enighed om, at her var en dansk film med oplagte internationale muligheder. Det viste sig at være korrekt. Lige- ledes i 1934 blev »Palos brudefærd« vist med stor succes i Berlin, endda i den fornemme biograf Ufa-Palast am Zoo, og kritikerne var tilsvarende entusias- tiske i Frankrig, hvor filmen fik titlen »Kayak«, og i Sverige, hvor den vistes med en introduktion af Albert Eng- strom. Selv i det kræsne New York kaldte den superlativerne frem hos an- melderne, bl. a. i New York, Daily News, Variety og det højt respekterede New York Times, hvori Frank S. Nugent kaldte filmen for »en af de mest præcise, fængslende og ægte dramatiske film om indfødte«. Generelt gik det igen i datidens vur- dering af »Palos brudefærd«, at dens handling ganske vist var spinkel, men at det betød mindre, fordi den var af underordnet betydning i forhold til de pragtfulde optagelser af eskimoernes liv og den grønlandske natur. En vis tids- bestemt og utilsigtet nedladenhed kan spores i visse anmelderes skildring af de »primitive og sorgløse« eskimoer, men ellers fremhæver mange af kriti- kerne den ubesværede naturlighed, hvormed filmens medvirkende udfolder sig foran kameraet. Enkelte taler endda om, at dette kunne Hollywood ikke have gjort bedre. Det kunne Hollywood naturligvis mageligt, hvis man analyserer »Palos brudefærd« som det fiktionsværk, den trods alt selv har valgt at være. Men i øvrigt trækker instruktøren Friedrich Dalsheim — en tysk dokumentarist, der bl.a. havde lavet en film på Bali, men som man ellers leder forgæves efter i gængse filmhistoriske opslagsværker — tydeligt på elementer fra den allerede dengang traditionelle spændingsfilm, så- ledes som den især var blevet udviklet i USA. Det gælder selvfølgelig først og frem- mest filmens grundkonflikt og drama- tiske »motor«, opgøret mellem to mænd, der er forelskede i den samme kvinde. Det er næppe nødvendigt at opremse eksempler på, i hvor høj grad dette tre- kantstema har præget ikke bare filmen, men litteraturen og den sceniske drama- tik til alle tider. Og i »Palos brudefærd« frembæres det i sin enkleste, mest ele- mentære form — den ene bejler er god, den anden ond, og spændingen opstår så 144 [3] '•f- , Jp. H^// og skurk, — Palo viser rivalen Samo de øresmykker, han har lavet til Navarana. af, at den onde på et tidspunkt synes at have overtaget. Helt ned i det, man betegner som en films ikonografi - det vil sige visuelle symbolik — spiller »Palos brudefærd« på veletablerede signaler fra den vanlige spændingsfilm. Den gode Palo er udad- vendt smilende, den onde Samo er skummelt skulende, og i starten af fil- men optræder Palo i hvid anorak, Samo i mørk. Det leder tanken hen på den amerikanske westerns klassiske myto- logi, og faktisk har filmen i person- konstellation og handlingsstruktur flere fællestræk med westerngenren — det gæl- der f.eks. den afsluttende forfølgelses- sekvens, der principielt lige så godt kunne have foregået til hest hen over prærien, og det gælder det forhold, at personerne mere karakteriseres gennem deres handlinger end deres replikker. Konflikten mellem Palo og Samo skyldes i øvrigt ikke kun, at de begge er betagede af den dejlige Navarana, men hænger også sammen med maskulin, professionel jalousi. Ganske vist er Samo en dygtig bjørnejæger, men det er Palo, der muntert brillerer under laksefang- sten og dermed skaber den direkte an- ledning til de to mænds nidvise-opgør 145 [4] under festen. Dette opgør er et af fil- mens dramatiske højdepunkter, livligt skildret og med gode reaktionsbilleder af tilskuerne, men lidt uklart klippet, så man ikke helt tydeligt fornemmer den tilsigtede intensivering og kulmination i konfrontationen. Filmen er klippet af tyskeren Georg Stilly, ligesom dens to fotografer, Hans Scheib og Walter Traut, var tyskere. I den sammenhæng kan man for- resten godt undre sig en smule over, at Samo tilsyneladende ikke udsættes for nogen form for sanktioner efter i alles påsyn at have dolket Palo. Det er måske begrundet i eskimoernes autentiske ad- færd, men virker i fiktions-sammen- hængen ejendommeligt. Til gengæld er der en slags højere retfærdighed i, at Samo ikke til sidst fældes af en hæv- nende Palo — det ville have været den gængse slutkliché — men bliver offer for sin egen morderiske aggressivitet, da han kæntrer med kajakken. Dermed understreges, at Samos aggressive ad- færd er en decideret undtagelse hos et ellers fredeligt folk, og i det hele taget fortæller »Palos brudefærd« sin spæn- dingshistorie med minimal skildring af den direkte vold, der ellers er en vigtig ingrediens i de førnævnte genre-beslæg- tede værker. Stilistisk opererer filmen også med velkendte virkemidler, f.eks. fotografisk overtoning og dobbelteksponering samt krydsklipning i den afsluttende for- følgelse. Psykologisk spænding skaber den ligeledes ved krydsklipning mellem nærbilleder af ansigter, og visuelt rum- mer den flere virkningsfulde scener, bl. a. et smukt silhouetbillede af to kvinder set i modlys gennem en teltvæg og flotte, dynamiske billeder af kajakker og konebåde. Samtidig må man dog nok sige, at de to fotografer har fået mange gode billeder »foræret« af den maje- stætiske grønlandske natur. Hvad lydsiden angår, rummer filmen lange stumme passager i de mest util- sløret dokumentariske afsnit, og dens sparsomme dialog virker udpræget efter- synkroniseret i et studie — replikkerne er ikke altid synkrone med læbebevægel- serne, og der er et påfaldende fravær af reallyde. Emil Reesens symfoniske led- sagemusik (spillet af Det kgl. Kapel) vir- ker i dag lovligt påtrængende, men var i overensstemmelse med den tids fore- trukne smag i filmmusik og har en vigtig stemnings-forstærkende funktion. At de medvirkende østgrønlandske eskimoer ikke er professionelle skuespil- lere, kan man naturligvis godt se. Men som datidens kritikere meget rigtigt fremhævede, opfører de sig impone- rende naturligt foran kameraet. Deres munterhed klinger ægte, mange af ansig- terne er smukke og intense, og der er ingen anstrengte manerer i spillet — i hvert tilfælde ikke hos de voksne, hvor- imod man kan være lidt mere skeptisk over for filmens brug af børn. Børnene repræsenterer det traditio- nelle komiske element, som intet godt drama kan undvære, men i det mindste set med nutidige øjne kan de momentvis virke enten overinstruerede eller spon- tant overagerende. Det er morsomt — og virker naturligt — når de i deres leg efter- ligner de voksne, men det bliver lidt for- ceret, når vi i store nærbilleder skal be- tragte et heftigt grimasserende barne- 146 [5] Navarana med fuld perlebesatning smiler stolt til sin Palo under sangkampen. ansigt, fordi det så helt tydeligt sker til ære for fotografen. Her afslører det sig, at Friedrich Dalsheim var dokumenta- rist og ingen erfaring havde i person- instruktion, og filmen er da også i det hele taget mest overbevisende i de total- billeder, der virker mindst instruerede. Handlingen i »Palos brudefærd« er pædagogisk lagt til rette, således at den hele tiden indkorporerer karakteristiske træk fra eskimoernes dagligdag — flåning af sæler, jagt på isbjørn, husbygning, rejse i konebåd, åndemaneri, fremstilling af masker, trommedans. Det er i sig selv spændende, og det er stort set lykkedes at anvende disse dokumentariske ele- menter, så de glider naturligt ind i hand- lingen og undertiden endda er med til at bære den fremad. Et enkelt eksempel kan illustrere det og samtidig være en afsluttende konkretisering af de kvali- teter, som stadig i dag får også en ikke- etnograf til at se filmen med mere end blot høflig interesse: Da Samo drager på isbjørnejagt, giver det sikkert et autentisk indtryk af, hvor- dan en sådan jagt dengang foregik (at disse scener er optaget et helt andet sted end resten af filmen, er i denne sam- menhæng sagen uvedkommende). Sam- 147 [6] tidig er jagten et elementært spændende og visuelt flot stykke dramatik, altså ud- præget filmisk. Og ydermere far vi her at vide, at Samo kan kaste en harpun med dødbringende præcision - en vi- den, der skaber ekstra spænding i hans afsluttende forfølgelse af Palo og Nava- rana. Det er en sådan anvendelse af de narrative virkemidler, der hæver »Palos brudefærd« over den rene dokumen- tarisme og, trods handlingens spinkel- hed, gør den til fungerende fiktion. Sioo, Henning, bar tabt den store ørred, - man må jo se at få taget sig sammen til at få den op igen. 148 [7]