[1] Knud Rasmussens skildring af Melvillebugten Af Regitze Margrethe Søby Under min gennemgang af Knud Ras- mussens arkiv på det kongelige Bibliotek i København fandt jeg et upubliceret manuskript. Knud Rasmussens Arkivet. Skildring af den II Thule-Ekspedition 1916-18. M/S videnskabelig Udgave af 2. Thule, dog ikke det trykbrugte M/S, da denne Original først blev fundet senere mellem Sendingerne fra 5. Thule. Det kan oplyses, at dette manuskript er på ialt 84 sider, men virker ukomplet. I afsnittet: Hvile- og Fededage (12.-17. maj) bliver beretningen pludselig af- brudt d. 15. maj. Formålet med Den 2. Thule-ekspedi- tion, der fandt sted 1916-1918, var føl- gende: 1) Kortlægning af de store hidtil ikke undersøgte fjorde på Grønlands nordkyst: St. Georg Fjord, Sherard Osborne Fjord, Victoria Inlet, Nor- denskiold Inlet, Chip Inlet og De Long Fjord. 2) En botanisk og geologisk under- søgelse af hele det berejste distrikt — verdens nordligste land. 3) En etnografisk undersøgelse af even- tuelle spor efter en tidligere eskimo- vandring norden om Grønland til Østkysten. Endvidere ville Knud Rasmussen meget gerne undersøge Melvillebugten nær- mere, som han skriver i sit manuskript: »Kyststrækningen her er af den stør- ste Interesse i geografisk Henseende, og da jeg netop fra talrige Slæderejser ken- der alle Lokaliteter, vil de omtalte Undersøgelser kunne tilendebringes i Løbet afkort Tid. Særlig Vigtighed af flere Grunde har denne Strækning som det geografiske Forbindelsesled mellem de danske Kolo- nidistrikter og Kap York-distriktet, og det er at forvente, at en saadan Under- søgelse af Melvillebugten vil give værdi- fulde Oplysninger om de gamle eski- moiske Vandringer. Det er saa meget mere vigtigt at undersøge denne Kyst i saa Henseende, som Eskimoerne maa 201 [2] have passeret denne Strækning for at komme til nuværende Dansk-Vestgrøn- land« (s. 3—4). Denne undersøgelse fandt sted, da Knud Rasmussen, Lauge Koch og grøn- lænderen Tobias Gabrielsen i juni 1916 med slæde rejste over Melvillebugten til Thule. Derom skriver Knud Rasmussen i sit manuskript i afsnittet: Den II Thule- ekspeditions første Program løses: »I Tiden fra den 4. til den 17. juni berejste og undersøgte vi Strækningen fra Kap Holm til Kap York, begunstiget af Vejret saavel som af Isforholdene. Lauge Koch gennemførte sin planlagte Kortlægning, og jeg maa her udtale min Beundring for den Arbejdsevne, han her lagde for Dagen. Under alle Forhold viste han en dyb Interesse for sit Ar- bejde og en saadan Udholdenhed i dets Udførelse, at han ofte arbejdede Dag og Nat uden at søge ordentlig Hvile. Samtidig med, at dette Arbejde blev gjort, arbejdede jeg selv med Under- søgelser af de tidligere Beboelsesforhold i Melvillebugten, og jeg havde det Held at paavise en mængde Ruiner på hele Strækningen, saaledes at det nu med Sikkerhed kan siges, at dette Omraade har været Ruten for en eskimoisk Folke- vandring gennem mange Slægtsled. Naar det i det hele taget kunde lade sig gøre at gennemføre vort Program paa saa kort Tid, skyldes dette i nogen Grad den Omstændighed, at jeg paa Forhaand var kendt med alle Lokali- teter, idet jeg ialt har befaret Melville- bugten 33 Gange. I hele denne Periode af vor Ekspedi- tion havde vi i Tobias Gabrielsen en fortræffelig Hjælper og behøvede aldrig nogensinde selv at tage os af Jagten, idet vi saa ofte, vi følte Trang til at fodre vore Hunde eller selv at spise, nød godt af hans Færdigheder som dreven Sæl- jæger. Vor Ankomst til Thule fandt Sted den 17. Juni, idet vi maatte tilbagelægge den sidste Strækning fra Kap York og til North Star Bay over Indlandsisen, idet Isen langs med Crimson Cliffs og om- kring Kap Atholl forlængst var gaaet« (s.8-9). Og nu til Knud Rasmussens beskri- velse af Melvillebugten, et område, der med sit rige dyreliv også i dag er af enorm betydning for fangerbefolknin- gen i både Upernavik-distriktet og i Thule-distriktet. 202 [3] Det karakteristiske fjald Kuvdlorssuaq, Djævelens Tommelfinger, i den sydlige del af Melvillebugten. I nærheden ligger der en bygd med samme navn. Foto: Regitze M. Søby. Melvillebugten 1. Historie Den første, der passerede Melville- bugten, var William Baffin på sin be- rømte rejse i 1616; men da han allerede et stykke forbi Devils Thumb gik til søs for ikke at se land igen før ved Kap Duddley Digges ca. 75 km nordvest for Kap York, skulle hele den egentlige Melvillebugt forblive ukortlagt, indtil John Ross i 1818 fulgte kysten fra Devils Thumb og gav os den første kortskitse. Strengt taget er det kun strækningen mellem 75 12 n.br. og 76 n.br., altså strækningen mellem Red Head og Kap York, som Ross gav nav- net Melvillebugten efter den daværende chef for det engelske admiralitet. Dog forekommer det mig i de sidste år at være blevet praksis at kalde kysten helt nede fra Holms Ø og op til Kap York for Melvillebugten. Skønt Melvillebugtens opdagelse så- ledes må henføres til Baffins rejse i 1616, er det dog først efter Ross's rejse, at den far betydning for skibsfarten og hvalfangsten i hele sin udstrækning, thi Baffins beretninger om de ypperlige fishing grounds langt nordpå måtte først bekræftes af en anden, før de blev troet, og hans færd op til 79 n.br. havde været så utrolig og dristig gennemført, at der måtte hengå over 200 år, før andre polarfarere turde tage hans rute op i hele dens udstrækning. Hvalfangerne nøjedes derfor i begyndelsen med at gå op til 203 [4] egnen om Devils Thumb, hvor de gen- nem flere generationer havde rigelig fangst, og det har ikke været så ganske fa skibe, der fristede lykken heroppe i isen. På Ross's rejse i 1818 var der ikke færre end 45 store sejlere, der fulgte hans kølvand omtrent op til Read Head. Det er i det hele taget meget betydeligt flåder, der samlede har jaget i disse egne, og gamle beretninger melder om, at der har været forår, hvor indtil 60 skibe kunne ligge samlede udenfor Nugssuaq ved tJmånaq-fjordens munding for at vente på passage gennem resterne af kystens vinteris. De gamle hvalfangere plejede at be- sejle Melvillebugten på den tid, vinter- isen endnu lå fast langs kysen i en bredde af 60-300 km. På den tid har den sammenskruede pakis ude i Baffin- bugten forlængst revet sig løs i store fla- ger og driver nu frem og tilbage for de skiftende vinde. Dette gør, at der altid med norden- eller fralandsvind mellem pakisen og vinterisen danner sig en bred rende af åbent vand, der går fra Holms Ø nordover til Kap York langs med småøerne, dog ofte afbrudt af spær- ringer med tværgående flager. Hvalfan- gerne passerede i reglen Upernivik i slutningen af maj for at sætte over Mel- villebugten i juni. Man gik da stadig langs med den faste is, og såfremt en pludselig storm ude fra vest eller sydvest begyndte at skrue Baffinbugtens løse is- flager ind mod vinterisen, gjaldt det om hurtigt at søge dækning i en ishavn. Ikke for intet var Melvillebugten frygtet som farvand, thi selv de største skibe knu- stes, når de kom ind i skruningerne, og vinden kan opstå hastigt og uden varsel. I 1819 blev ikke mindre end fjorten hvalfangere skruet ned på denne måde, i 1821 elleve og i 1822 syv, i 1830 nitten. Clemens R. Markman giver i sin bog: The Treshold of the Unknown Region, hvorfra ovennævnte tal er taget, føl- gende skildring af besejlingen i 1830: Den 19. juni drev en stærk storm af s.s.v. masser af is ind i Melvillebugten og klemte hele flåden ind mod vinter- isen omtrent 40 miles syd for Kap York. Om aftenen tog stormen til igen, og is- skruningerne begyndte at hobe sig op oven på hinanden. En stor isskosse væl- tede indover de ulyksalige skibe, og føl- gerne heraf var ubeskrivelige. I løbet af et kvarter blev adskillige stolte skibe for- vandlet til vragstumper. Med øredø- vende brag rev isen skibssiderne op. Master faldt i alle retninger. Store skibe blev klemt flade og kastet med bred- siden ind mod isen. Besætningen havde lige akkurat tid til at springe ned på isen; men her må man ikke glemme, at der kun er en ringe for ikke at sige slet ingen fare for at miste livet i Melvillebugten. De skibsbrudne søgte tilflugt ombord hos deres mere heldige kammerater, thi det var lykkedes flere skibe at hugge sig dybe dokke ind i vinterisen. Selv om en enkelt hvalfanger forulykker, uden at noget andet skib er i sigte, kan de sikkert og nemt bjærge sig i både ned til de danske kolonier. Da den her skildrede katastrofe indtraf, var der over 1000 mand, der måtte slå lejr på isen, og der udfoldede sig det muntreste liv i telt- byen, for Jack havde fået ferie, og den sommer blev længe husket som det år, hvor det store »Baffinsmarked blev af- holdt«. 204 [5] Kiatagssuaq, Holms Ø, set fra Kuvdlorssuaq, Djævelens Tommelfinger. Foto: Regitze M. Seby. Da de tider kom, hvor de gamle sejl- skibe blev afløst af dampere, blev faren ved at besejle Melvillebugten naturligvis i høj grad fc>rringet, thi man kunne nu dels i stille vejr forcere sig frem gennem isen. Dels kunne man også langt hur- tigere end før søge sig passende tilflugts- steder under optrækkende uvejr; men snart var der ikke længere hval på de gamle fangststeder, og efter midten af forrige århundrede bliver Melvillebug- ten kun benyttet som en vej nordover, da skotterne nu søgte over til Jones Sound og Lancaster Sound, hvor de mest indbringende hvalfangststeder nu findes. Indtil de seneste tider anløb disse hvalfangere på udrejsen både Kap York og Saunders Ø, hvor de tiltuskede sig skind af blåræv og bjørn hos de ind- fødte, der var lige så interesserede i handelen som hvalfangerne, der skaffede dem tran, våben og værktøj. Da hval- fangerne som regel kom samtidig med det arktiske forår i slutningen af juni, gav eskimoerne dem navnet upernågdlit: »dem der har foråret hos sig«. I de sidste år er imidlertid hvalfangsten fuldstændig ophørt. Skibene, der kom med store besætninger på 80 mand, krævede så store omkostninger, at de forskellige sel- skaber, der drev fangsten særlig fra Dundee, Peterhead og Aberdeen, til sidst opgav bedriften, da skibene gang på gang havde foretaget den lange rejse uden resultat. De sidste hvalfangere, brødrene Adams med skibene »Mor- 205 [6] ning« og »Diana« søgte forgæves fangst i 1911. Få strækninger langs Grønlands kyst har i den grad været fast rutevej som Melvillebugten. Det var ikke blot hval- fangerne, der kom her, men også de mange ekspeditioner, der under kampen for Nordvestpassagen og Nordpolen skulle nordover, har måttet lægge deres rute her; men skønt vej gennem et helt århundrede er det dog først i de aller- seneste år, at denne interessante stræk- ning på ca. 500 km er blevet tilfreds- stillende kortlagt. Indtil 1892 eksisterede der kun Ross's gamle kort fra 1818 med ganske få for- bedringer foretagne af hvalfangere; men da disse i reglen passerede i lang afstand fra land, var deres målinger og pejlinger ikke altid pålidelige. I 1892 foretog Nordmanden Eivind Astrup som med- lem af en af Pearys ekspeditioner en hastig slædeekskursion sydover fra Kap York kun ledsaget af eskimoen Qulutd- nguaq. Det var oprindelig Astrups me- ning at køre helt ned til Upernavik Di- strikt; men allerede ved Thom Øen be- stemte han sig til at vende om, og det lykkedes ham derfor kun i nogen grad at forbedre kystkonturerne fra Kap York til Kap Seddon. I 1903 passerede Mylius-Erichsen som leder af Den danske litterære Grønlandsekspedition Melvillebugten, der her for første gang berejstes med slæde i hele sin udstrækning. Ekspedi- tionens kartografiske resultat kunne dog ikke blive af nogen større grundighed, da det af hensyn til andre opgaver var dens formål at nå frem til mennesker så hurtigt som muligt. Det, der imidlertid gør denne ekspedition banebrydende i denne sammenhæng, er den omstændig- hed, at slædefarten mellem Upernaviks norddistrikt og Kap York genåbnedes. Vel vidste man, at hele denne kyst havde været vandringsvej til det sydlige Grønland for de fra Amerika kom- mende eskimoer; men ruten var gået i glemme. Alt, hvad man kendte til is- forhold i Melvillebugten, havde man fra de skotske hvalfangere, og da disse ikke altid passerede den, når isen var i opløs- ning og drift, mente man, at isen næppe var farbar for slæder. Det viste sig imid- lertid, at her var et islag ypperligt egnet for hundekørsel, og der er da heller ikke siden 1903 gået noget år, uden at slæder har haft forbindelse mellem polareski- moerne og Upernivikkernes distrikt. John Ross's flygtige kortskitse, Eivind Astrups og Mylius-Erichsens kartogra- fiske forbedringer gav dog i sin helhed et ret utilfredsstillende materiale! Det må derfor siges, at den endelige og af- sluttende kortlægning først udførtes på den II. Thule-ekspedition. 2. Geografisk beskrivelse Hele Melvillebugten er en skærgård med overordentlig lidt kystland, idet ind- landsisen de allerfleste steder falder helt ned til havet. Skærgården dannes næsten udelukkende af små lave gnejsøer, dog med enkelte højere partier, oftest be- stående af uomdannede sure eruptiver som f.eks. Devils Thumb, Wandels Land, Melville Monument, Bryants Ø og den ejendommelige sorte fjældvæg, der findes ved Kap Melville. Længe før Den litterære Ekspedition gennemrejste Melvillebugten, er polareskimoerne på 206 [7] Sagdleq, Busbmann Ø, set fra Savigsivik, en bygd i den nordlige del af Melvillebugten. Foto: Regitze Af. Seby. deres bjørnejagter kommet så langt syd- på, at de allerede fra gammel tid har haft navne på de mere fremtrædende partier. Holms Ø kendes således under navnet: Kiatagssuaq. Lige nord herfor findes en del nøgne gnejsholme, der som en barri- kade følger selve kystens hovedlinie. Alle disse lave og ret ensformige øer bærer vidnesbyrd om tidligere bebyg- gelse. Overalt hvor man kommer i land, finder man de gamle husruiner, hvoraf de mest kendte findes på Ryders, Blocks, Amdrups og Gardes Øer. Den berømteste af alle øer her er imidlertid Devils Thumb, der har fået dette navn af hvalfangerne, fordi der på toppen af øen rejser sig en vældig kegle, der fra sin basis på 500 meter rager yderligere 350 meter i vejret. Set ude fra søen ser denne formation ud som en kæmpetommelfin- ger, der ud fra en knyttet næve strækker sig manende op mod himlen. Også Wandels Land umiddelbart inden for Djævelens Tommelfinger er et højt malerisk fjældland, der navnlig virker imponerende som baggrund for de udenfor liggende skærgårdsøer. Endnu er her landet domineret i kystens profil, selv om bræarmene stadig bliver hyppi- gere og hyppigere; men har man passe- ret Amdrups Ø og fået udsigt nord over, får hele kysten karakteren af én stor sammenhængende bræ, der kun afbrydes af enkelte mindre lande. Det kan her bemærkes, at disse vældige bræer i den sydlige Melvillebugt kun afsætter lave 207 [8] regelmæssigt dannede isfjælde, medens de såkaldte »Melvillebugtsfjælde«, de store ujævnt kløftede kolosser, der vir- ker så absolut dominerende blandt alle Grønlands isfjælde, stammer oppe fra egnen omkring Bushmann Øen. Lige inden for Amdrups Ø ligger eskimoernes Tugtulik, det lille renland, en skaldet og bar kyststrækning, der går lige op i indlandsisen; men hvor der ikke desto mindre indtil for få år siden har levet rensdyr. Følger man herfra de store hvide bræer, der skønne og blændende står som en mur om det indre af Melville- bugten, passerer man som næste land oplandet omkring Kap Seddon, der af eskimoerne har fået navnet Tugtuligssuaq eller Store Rensland. Forinden ligger dog Read Heads dominerende fjæld- knold, eskimoernes: Naserssorfik, d.e. udkigssted, inde på selve randen af ind- landsisen. En række småøer af temmelig ensartet udseende: Hammers Ø, de Geers Øer, I.A.D. Jensens Øer, Depot- ' J 'i øerne og Balles Ø følger kysten op i en afstand indtil en snes kilometer fra bræ- randen. Den indlandsis, der er fulgt på denne strækning, har som hovedglet- chere Hayes Gletcher i Allison Bugt og Steenstrups Gletcher, af eskimoerne kal- det Sermerssuaq, lige syd for Kap Seddon. Spredt henover disse bræer findes nuna- taq'er, af hvilke Kløftet Nunatak langt inde i landet er den ejendommeligste. Den står her skarp og tvedelt som en sidste rest af et land, der senest overgav sig tfl isstrømmen, der endnu må vige til side for tindernes skærende æg. For de slædefarende et ufejlbarligt kendings- mærke, et stykke stejl nufiataqnatw, der ikke ligner noget andet. Det store Renland er et forholdsvis højt bjergland, der vel har enkelte ven- lige dalkløfter, men ingen egentlige dale. Det virker sammenlignet med Melville- bugtens andre lande stort og impo- nerende, barrikaderet af bræer til alle sider. I året 1905 blev det for polar- eskimoerne genopdaget af bjørnejægeren Uisåkavsak og har siden været den eneste faste boplads syd for Kap Mel- ville. Her findes ikke mindre end ca. 50 ruiner af stenhuse fordelt på tre forskel- lige steder tæt ved hinanden ind i en lille fjordvig. Efter alt at dømme har stedet hævdet sig som en hovedplads i Mel- villebugten under eskimovandringernes tid. I alle køkkenmøddinger findes en mængde knogler af bjørn, sæl, hvalros og narhval, og det er ikke sjældent, at man finder hele dynger af narhvaltænder i ruinerne. I oplandet fandtes ikke få rener, der endog udvandrede til de gan- ske små omliggende øer, hvor de mær- keligt nok syntes at trives fortræffeligt på disse øers rige vegetation. Desværre fik de kun en kort levetid efter opdagel- sen, thi de er nu udryddede gennem de forløbne ti år. Yderst af alle øer ligger de små flade Brownes Øer 40 km skråt ud for Kap Seddon, om foråret et yndet ægsamlingssted for renlandets beboere. Medens Det store Renland, der er jævnt og afrundet i sine former, således ikke særtegnes af karakteristiske fjælde, er dette derimod tilfældet med den bræ- sprængte fjældbarriere, der strækker sig mellem Kap Seddon og Kap Walker, kaldet Nugssuaq, d.e. det store næs. Pas- serer man et godt stykke til søs, ser man 208 [9] en rund kreds af høje, spidstakkede fjælde samlet om en fritstående søjle, der virker som et kæmpemæssigt monu- ment. Disse fjældpartier står imidlertid så isolerede over for jævne bræis, der overalt er dominerende, at de virker yderst forskelligt fra de forskellige sider, hvorfra de ses. Kommer man dem der- for nærmere, er der to af hovedfjældene, der tegner sig som kvindeskikkelser med amaut, og eskimoerne har derfor givet dem navnet: Nålungialigssuit c: Kvin- derne med spædbørnene på rygposerne. Nordvest herfor ligger øen Melville- monument, der set ude fra rejser sig som en fritstående støtte lige op af havet. De realistisk anlagte eskimoer har givet den navnet: Usussarssuaq (den store penis- lignende). Langt ude til søs omkring 40 km ud for Kap Walker ligger den isolerede Thom Ø, eskimoisk Qapiarfigssalik. Qa- piarfik er et stykke træ eller forarbejdet hvalben med to korte fødder bagtil, en skrabebænk hvorpå man borttager spæk- ket af kødsiden af skindene. Set nordfra ligner Thom Øen en sådan qapiarfik og har derfor fået navnet: Øen med skra- bebænken. I hvalfangsttiden blev denne ø, som ligger omtrent midtvejs mellem Holms Ø og Kap Melville, ofte besøgt af skippere, der ønskede at få oversigt over isforholdene, og en stor udkigsvarde på dens top er endnu et minde om disse tider. Her findes otte eskimoiske hus- ruiner inde i en lille venlig vig, og plad- sen bærer i et og alt præg af at have været et ypperligt fangststed. Her er mængder af sæler på isen om foråret. Om sommeren er her mange narhvaler, og så snart isen lægger sig om efteråret, går det store bjørnetræk lige her forbi. Sydøst for Thom Øen ligger de små Sabine Øer, Satut, de flade, hvor der ligeledes findes velbevarede ruiner. De anløbes af de fleste søfarende, da det åbne vand altid går ind til dem. Medens strækningen Holms Ø til Kap Seddon som nævnt er en eneste stor gletcher, kun afbrudt af enkelte små landøer, er strækningen Kap Seddon- Kap Walker et mere udpræget kystland afbrudt af bræer. De vigtigste lande her er Astrups Kystland og selve Kap Wal- ker Landet, som ses på lange afstande, golde og vindblæste, kun oplivede af solen, der ene kun få deres blanke sider til at stråle i farver. De vigtigste glet- chere er opkaldt efter Nansen og Nordenskiøld. Thom Øen danner en foreløbig grænse til al tidligere bebyggelse. Mens man finder husruiner på alle småøerne ud for Kap Seddon, træffer man nu ikke husrester, før man når helt frem til Kap Melville og Buschmann Øen. Dette har til dels sine grunde i, at de øvrige øer er stejle og utilgængelige. Af disse hæver Bryants Ø sig stejlt op af havet, og det er kun med største vanskelighed, at man kan klatre et stykke op og få udsigt. Det er et yndet sted for bjørne, der ofte læg- ger sig i hi ved de utilgængelige sne- driver. Navnet Apugssavik, d.e. inde- sneningsstedet, har den fået, fordi bjør- nejægerne fra Kap York engang blev indesneedf her og gennem et par måne- der ikke kunne arbejde sig hjem til Kap York. Under ventetiden slap føden op for kvinderne, og under forsøg på at redde sig nord over til andre bopladser frøs mange af dem ihjel, således at da 209 [10] mændene endelig kom igen og skulle se efter deres koner, fandt de kun langs kysten friske menneskeknogler, der var afgnavede af ræve. Inden for Bryants Ø ligger de to me- get karakteristiske Leven- og Balgoni- Øer, der kaldes Igssussarssuit (de testikel- lignende), ligeledes høje utilgængelige fjældøer. Fra Kap Walker og til Kap Melville aftager den egentlige Melvillebugts ka- rakter gradvis. De første store bræer, Kong Oscars og Pearys Gletchere, er endnu typiske med deres mægtige ismas- ser i forhold til de små nunataq'er, men som man kommer længere vester i, tager landet i alt fald set ude fra mere og mere magten fra isen, der må nøjes med pas- sager gennem smalle kløfter, der synes overladt den godvilligt af landet. I virke- ligheden er en stor del af landet øer, der ligger og dækker for flere ret dybe fjorde, opfyldt af sikussaq (savjøkel), og med sine stærkt svungne gnejskonturer minder om et fuldstændigt alpelandskab. Bagud, hvor det er dækket af bræen, hæver landet sig og samler sig i Mount Haffner til den højeste top i omegnen. Uden at nå frem over isdækket domi- nerer denne mægtige kegle den ganske Melvillebugt og ses milevidt i klart vejr, medens den under optrækkende uvejr omkranses af skjulende skydækker. Hvor meget land, der i grunden fin- des her inde, vides ikke bestemt. Sikkert er det, at store skarer søkonger (mer- gulus alle) trækker ind over kysten og forsvinder i det ukendte. Det fortælles, at to gamle polareskimoer, der ville søge deres fugles ynglesteder, kørte ind over bræranden; men de vendte aldrig til- 210 JDage, og gåden venter fremdeles på sin løsning. Nordøst for Igssussarssuit, omtrent ud for den mægtige brætop Mount Haffner, ligger en stor øgruppe, som de indfødte under ét kalder Qeqertat (øerne). De vig- tigste af alle disse lande ville egne sig fortræffeligt til bebyggelse; men mærke- ligt nok er der ikke fundet en eneste husruin. Dette har antagelig sin grund i, at sneen længere hen på året lægger sig så dybt omkring dem, at fangerne i løbet af vinteren ville sne inde, således at alle fangstchancer ødelagdes; thi det er så- ledes, at hele dette område overalt er ufarbart fra februar til midten af juni. Mod vest afsluttes den egentlige Mel- villebugt af Kap Melville, en stor, sort stejl fjældvæg (Ivnalugssuaq), der løber ud i lave næs, der er adskilt fra hverandre ved lave overkørselssteder, der har givet dem navnet: Navdlortoq (det der er knækket over). Her findes en del gamle og nye bebyggelser. Forinden vi er nået så langt frem som til Kap Melville, har kysten imidlertid mellem Kap Murdoch og Kap Melville trukket sig ind i en stor dyb havarm med store gletchere: Morelis, Gades og Mohns Gletchere, der navnlig på nord- vestsiden har hel anden karakter end de landskaber, man er vant til at se i Mel- villebugten eller i Grønland overhove- det; thi bag om gletcherne går spids- takkede vilde fjælde, der danner en over- ordentlig malerisk baggrund for isen, der ikke ulig den antarktiske isbarriere går ned i bugten med ganske jævne fald. På sydvestsiden af denne omtalte ind- skæring ligger den lille ø Agpaliarssuit, der danner den yderste grænse mod syd l**--~ -^te- ^- ^-_;-^3 [11] En fanger — Nukåraq - ved iskanten i februar måned i nærheden aflvnanganeq, Kap York. Foto: Regitze M. Seby. for den lille søkonges rugesteder i større mængder. Selve Kap Melville landet, der har form som en ret vinkel, er mod syd for- bundet med hovedlandet ved en ganske smal tange, der er overskyllet ved høj- vande, men er tørlagt ved laveste vande. Ude på den lave sydkyst af dette land ligger ved selve Navdlortoq en del bo- pladser, af hvilke flere den dag i dag tages i brug af folk, der vil ligge nærmest bjørnejagten i Melvillebugten. En god dagsrejse til søs fra Kap Mel- ville ligger en stor isfjældsbanke, der er et yndet revler for de driftigste bjørne- jægere, idet de største bjørne siges at holde til her. Banken, der i sin tid fast- lagdes af Mc Clintock, kaldes for Qprftt, d. e. det sted, hvor man lader sit vand, thi det fortælles, at i gamle dage, da menneskene heroppe var meget strenge i deres religiøse vedtægter, var det ikke kvinder, der havde aborteret, tilladt at lade deres vand på isen for ikke at for- nærme den stor kvinde, der sender sine fangstdyr ud til menneskene. Når de var på rejse, måtte de derfor, når de var i trang til vandladning, gå op på et isfjæld, der dog minder om land, hvorfra det stammer. Derfor var denne isfjælds- banke god for sådanne kvinder på rejse på grund af de mange isfjælde, der her er samlede." Et blik på kortet viser, at Melville- bugten fra Holm Ø og i en bue mod nordvest begynder som en i det store set 211 [12] ubrudt kyst uden større indskæringer. Det første brud på linien har vi i ind- skæringen mellem Kap Murdoch og Kap Melville, en indskæring vi passende kunne kalde Barrierebugten. Går man imidlertid de sparsomme landrester nær- mere efter, fremgår det tydeligt, at også i den sydlige og midterste del af Melville- bugten engang har været meget betyde- lige fjordkomplekser, som nu blot er begravet i indlandsisen. Nunataq'er, som må betragtes som de sidste rester af fjor- denes højeste randfjælde, viser overalt vej. Således har der, blot for at nævne nogle navne, været fjorde ved Steen- strups Gletcher, Dunira Bugt, Nansens, Kong Oscars, Pearys, Rinks og Døcher Smiths Gletchere. I Barrierebugten træf- fer vi på den første større rest af de for- henværende indskæringer, og disse fort- sættes da tydeligt helt frem til Kap York. Det er i alt fald absolut givet, at strækningen Kap Murdoch—Kap York engang har bestået af store og dybe fjordkomplekser, der i sin vilde skønhed sikkert har overgået alt, hvad vi nu ken- der i Grønland. Herom bærer alle nuna- taq'er rigt vidnesbyrd, disse nunataq'er, der inden for de nuværende bassiner strækker sig langt ind over indlandsisen som de sidste mærkepile for det land, der forsvandt. En af de største og i enhver hen- seende interessanteste indskæring er den, vi træffer mellem Kap Melville og Akuliaruseq, Mundingsfjældene her er middelhøje og ikke særlig udprægede, så- ledes som det ofte kendes fra andre grønlandske fjorde. Længere indad viser nunataq'erne, at landet engang har hævet sig indefter for antagelig atter at sænke sig ned til jævnt land, der dannede fjor- dens bund, således som ved Søndre Strømfjord i Sydgrønland. Denne bugt, som kaldes Meteorbug- ten, er bleven verdenskendt derved, at der her er fundet fire store meteorsten så tæt ved hinanden, at de antagelig må stamme fra samme fald. Allerede Ross fandt de indfødte i besiddelse af knive dannede af nogle sten beliggende på Meteorite Øen og Ironstone Mount. Der blev gentagne gange forsøgt at bringe dem hjem, således også fra dansk side; men to ekspeditioner med dette formål, præsten Kristoffersens og senere Myhres, var så rørende og barnlige i hele deres anlæg, at de løb ud i sandet. Nordenskiølds ekspeditionsskib »So- fie« gjorde i 1882 under Nathorst forsøg på at nå frem til dem, men måtte opgive på grund af isvanskeligheder. Først Robert Peary gjorde noget alvorligt for at få dem ført hjem, som han havde fået nys om, og efter fire års energisk arbejde med at bane vej for dem ned til kysten, få dem derned og ombord, lykkedes det ham i 1897 at føre tre til Kap York. Den største af dem vejede ca. 30 tons. I 1914 konstaterede jeg atter en stor meteorsten beliggende på toppen af forbjerget Savik; men denne ligger så ubekvemt, og isforholdene her i de se- neste år har været så uregelmæssige, at den endnu ikke er bragt hjem. I fjordmundingens vestside findes to større øer, den før omtalte Meteorite Ø, eskimoisk Savigsivik, d.e. stedet med jernstenene, som er en yndet boplads for eskimoer, da hele øen er en syngende rugeplads for søkongen. Sønden herfor ligger Bushmann Øen som vestgrænse 212 [13] for en stor isfjældbanke. Polareski- moerne regner med, at Melvillebugten eller Qtmugseriarssuaq: »Den store slæde- vej« begynder her. Øens eskimoiske navn er Sagdleq: »Den yderste«, og den består lige som de andre Melville- bugtens øer af gnejs. Skønt den er gen- nemskåret af en lokalbræ, der næsten deler øen i to dele, virker den dog navn- lig ved den gamle boplads på sydvest- siden overordentlig frodig. Ved den østre ende af øen findes en meget stor og meget dyb fjældhule, der ofte yder den slæderejsende nattely eller beskyt- telse mod uvejr. Endnu er der at nævne, at der inde bag halvøen Savik ligger en efter for- holdene ret stor sø, Eqaluit (laksene), hvor der om efteråret stikkes ikke så ganske få laks specielt af bjørnejægere, der rejser forbi. Her inde i bunden af Meteorbugten findes en overordentlig stærkt producerende bræ, Yngvar Niel- sens bræ, en af Melvillebugtens mest producerende, som til stadighed holder Bushmann Øens isfjældbanke med frisk tilførsel. Den sidste at de store fjordkomplek- ser i denne rækkefølge er selve Kap York Bugten, der atter er delt i to store fjorde, Sidebriksfjorden (Igdlarssugssuaq) adskilt fra »De dødes Fjord« ved det store stejle forbjerg, Akuliaruserssuaq. Begge fjorde er udpræget døde fjorde, d.v.s. fjorde, der er dækket af så godt som uproducerende indlandsis, der strækker sig langt ud fra landet i siku- ssaq. Skønt selve landet er forsvindende i forhold til den is, der omgiver kysten, står den smule, der findes, dog med stejle, snebare randfjælde så karakteri- stiske, at den, der kommer sejlende eller kørende ind i Kap York Bugten, far ind- tryk af mere land, end der findes. Disse to indskæringer med deres mange nuna- taq'er, der fortoner sig indover land, er de mest udprægede rester af store fjorde, vi har i Melvillebugten. I mundingen af selve Kap York Bug- ten findes to store stejle øer, Salve Ø og George Ø, af eskimoerne kun kaldet Qeqertat, d.e. øerne. På dem begge findes gamle bopladser; men kun den nord- ligste, der forøvrigt er den stejleste og utilgængeligste, er nu beboet. Igdlarssug- ssuaq har fået sit navn, fordi den i sin tegning har virket på eskimoerne, som en mægtig sidebriks til selve Kap York Bugten. Dens indre synes at være uden bevægelse og kun befares hele somme- ren igennem med slæde, blot smelte- hullerne i isen ikke bliver for store og dybe. Der fører da også en mængde slædeveje fra bopladsen på Salve Øen, der traverseres over en lokal bræ. Man kan længe før det egentlige islæg køre bag om til indlandsisen og enten komme ned til Meteorbugten bag om Akuli- aruseq, eller man kan køre nord over, sætte bag om Akuliaruserssuaq ned i »De dødes Fjord« og enten køre over siku- ssaq'en omtrent til selve bopladsen Kap York eller ad Puissilik over indlandsisen til Thule. Medens isforholdene inde i Sidebriks- fjorden således gennemgående er rolige og uforanderlige, er dette ikke tilfældet med »De dødes Fjord«, i hvis indre der findes en meget livlig bræ, der blot ikke får lejlighed til at afgive sin produktion, fordi alle kalvinger spærres af den væl- dige sikussaq. Det indre af denne fjord er 213 [14] derfor fuld af revner og ganske ufarbar. Navnet »De dødes Fjord« har den fået, fordi eskimoerne ved Kap York engang under en epidemi flyttede herind for at flygte for døden; men det fortælles, at døden fulgte efter, og alle udflytterne omkom. Mærkeligt ved Kap York Bug- ten er, at hele vestkysten dannes ikke af land, men af brærand, idet denne ligger uden for fjældlinien, der ganske vist har fjordrands karakter, men har en bræ- bræmme stående som et vældigt fod- stykke foran sig. 3. Isforhold og dyreliv Isforholdene i Melvillebugten står i så nøje sammenhæng med erhvervsfor- holdene, at det vil være naturligt at skildre dem under ét. I et nogenlunde normalt år kan man regne med, at Mel- villebugten er isfri i august måned. Med isfri forstår man her, at vinterisen langs land er brudt op og giver mulighed for sejlads. Egentlig isfri er Melvillebugten selvfølgelig aldrig, idet her ikke blot al- tid er store flåder af både svømmende og grundstødte isfjælde; men man må også være forberedt på, at drivende vest- is kan opfylde farvandet, så snart det i nogen tid har blæst vestenvinde eller sydvest. Har derimod vindene inde fra indlandsisen været fremherskende i nogen tid eller også norden, er der åbent farvand langs med land. Dog må man også herinde regne med betydelige mængder af kaivis, der ofte kan blokere alle indskæringer. I den korte sommer er der i august med åbent vand usædvanlig gode chan- cer for kajakfangst ikke blot på alminde- lige sæler, men også på narhvaler. Disse sidste opholder sig dels uden for bræ- erne. Dels trækker de i store stimer langs med kysterne af de få isfri lande og er for den øvede fanger et forholdsvis let bytte. En sjælden gang kommer også træk af hvalros sydfra; men det er dog ikke så ofte. Slædekørselen hører først op i midten af juli. I august kommer af- brydelsen med det åbne vand; men al- lerede i midten af september begynder nyisen at lægge sig kraftigt ud for bræ- erne mellem Kap Melville og Kap Mur- doch og andre lignende steder, hvor vinterisen ikke helt går op, at slædefart med jagt på isbjørne igen kan begynde. Dog først i oktober måned på grænsen af november kan man regne med, at større bugter og fjorde er farbare, og i slutningen af november er vejen åben fra Kap York til Uperniviks nord- distrikt. I denne tid har man oftest ideelt slædeføre. I januar—februar breder isen sig udefter; men efterhånden som sneen falder, og havets pres udefra gør den mere opskruet, plejer slædefarerne som oftest at følge en revne, der går om- trent i en lige linie fra Bushmann Ø til Holms Ø. Langs med denne revne fin- des altid jævn og nylagt is. Åbningen i isen, der kan være smal som en flod, kal- des af eskimoerne for »Havets Mund«, thi herigennem, siger de, åbner det store isbundne hav. Denne »Havets Mund« bliver til på en ganske naturlig måde, idet den danner grænsen mellem den fastliggende is og de endnu ikke sam- menfrosne flager længere til søs. I april og maj falder der ikke så lidt sne i Melvillebugten, og dette gør slæde- kørselen meget besværligt; men allerede i juni måned tøer isens overflade så 214 [15] Husruiner ved Navdlortoq, Kap Melville. I baggrunden skimtes Ivnalugssuaq, Sorte Fjældvæg, et karakteristisk fjeeld i den nordlige del af Melvillebugten (fotograferet i juni måned). Foto: Regitze M. Søby. meget under solens stråler, at den i løbet af natten fryser til en fast skorpe, som kan bære, og henover dette glimrende føre kan man da tilbagelægge meget lange hurtigt: kørte distancer. Samtidig begynder havet at blive levende og æde sig længere og længere ind mod land, mens bræerne under forårstøbruddet kommer i bevægelse og presser på ud- efter, så at der danner sig brede revner ud for alle gletchere. Dette er optakten til forår og sommer i Melvillebugten. Ingen andre steder i Grønland er der en sådan rigdom af sæler som her på denne tid, hvor de ligger over hele havisen, døsige i solvarmen som drysset ud af en usynlig hånd, dovne og madtunge, et let bytte for jægeren, og lidt senere hen når sydveststormene danner vej for iskana- lerne, og bræernes kalvinger begynder at sætte drift i vinterisen langs med kysterne, kommer de store stimer af narhval og hvidhval sydfra eller ude fra Baffinbugten og fylder sunde og fjorde med deres pusten. Samtidig samler sø- fuglene sig om skærgårdene i store flokke: Skrigende måger, pibende tejster og lomvier og tungsindigt syngende edderfugle. Edderfuglene ruger på næ- sten alle de mindre af Melvillebugtens øer. Men det fangstdyr, der mere end noget andet spiller en rolle for jægerne i Melvillebugten, er dog bjørnen. Om efteråret, når flagerne begynder at fryse sammen, og nyisen bliver tyk nok til at 215 [16] Savigpivik, et efterårsbilkde. Foto: Regitzc M. Søby. bære, kommer den ude fra det åbne hav. Den søger da ind mod brærandene, hvor de små våger, som sælerne også holder til i, er yndede opholdssteder. Den er som regel fed og veltilpas efter somme- rens jagter og feder sig yderligere efter- årstiden igennem. Kian selve mørketiden synes at være en svær tid for den. Den savner dagslyset og befinder sig, hvis den ikke er gået i hi, på store vandringer snart ind mod indlandsisens vældige skruninger, snart udefter mod havet, hvor den ofte kan have held til at komme over en sæl; men så snart lyset atter vender tilbage, kommer det store dobbeltræk i slutningen af februar. For- årets nye bjørneunger begynder da deres livsvandring sammen med de magre mødre. De skal udefter mod åbent vand for allerede, mens de er små, at vænne sig til at svømme. Med rørende sam- vittighedsfuldhed driver moderen dem da udefter til steder, hvor isen allerede er i drift, og hvor der ikke lurer farer fra menneskene. Men de gamle bjørne, helst de store hanner, der måske har fået lidt slidte tænder, søger i modsætning til ung- dommen ind til bræerne, hvor det på den tid vrimler med fede og møre sæl- hvalpe. Få steder har jeg som i Melvillebugten fundet bopladser, hvor både mennesker og hunde havde så trygge livsvilkår, at der intet manglede året igennem. Ved bopladsen Kap Seddon var som regel 216 [17] 4—5 huse, og fangerne havde i gen- nemsnit nedlagt 15—29 narhvaler og 80-100 sæler i løbet af forår og som- mer. 4—6 bjørne regnedes for at være godt for en jæger i sæsonen. Med god økonomi plejede det kød, der repræsen- teredes af disse fangstdyr, at slå godt til mørketiden igennem, så at der endog blev råd til en udstrakt gæstfrihed over for alle de bjørnejægere oppe fra egnene ved Kap York, der strejfede bopladsen som konkurrenter. Litteratur om Den 2. T bule-ekspedition 1918 Den II Thule-Ekspedition til Mel- ville-Bugten og Grønlands Nord- kyst 1916-1918. (Geografisk Tidsskrift, 24. Bind, 1917-1918, Kjøbenhavn). 1913 Knud Rasmussens og Peter Freuchens Rejser i Nordgrønland. (Geografisk Tidsskrift, Hefte II, 22. Bind, Kjøbenhavn). 1914 Om Den II Thuleekspedition over Indlandsisen til Adam Biering Land og Fundet af Savik-Mete- oren. (Geografisk Tidsskrift, Hefte VI, 22. Bind, Kjøbenhavn). Rasmussen, Kriud 1916 Den II Thule-Ekspedition til Nord-Grønland. (Geografisk Tidsskrift, 23. Bind, 1915-1916, Kjøbenhavn). 1918 Den II Thule-Ekspedition til Grønlands Nordkyst 1916-1918. (Naturens Verden - August). 1918 Plans for the Second Thule Expedition to North Greenland. (The American Museum Journal, May 1918, Vol. XVHI, No. 5). 1918 Second Thule Expedition under Knud Rasmussen. (The American Museum Journal, Vol. XVIII, No. 5). 1919 Grønland langs Polhavet. (Kjøbenhavn & Kristiania) 1919 The Second Thule Expedition to Northern Greenland. (The Geographical Review, No. 8, New York). 1919 Scientific Results of the Second Thule Expedition to Northern Greenland 1916-1918. (The Geographical Review, No. 8, New York). 1921 Journeying Into the Unknown Arctic Snows. Knud Rasmussen's Second Thule Expedition (1916-1918). (THE SPHERE, May 14). 1927 Report of the Second Thule Expedition for the Exploration of Greenland from Melville Bay to de Long Fjord 1916-1918. (Meddelelser om Grønland, Bd. 65, No. 2, København). 1932 Polarforskningens Saga. (København). Wulff, Thorkild 1934 Grønlandske Dagbocker. (Stockholm). 217 [18]