[1]
Jameson Land
Af Finn Breinholt Larsen
og Karen Marie Pagh Nielsen
Kurs Østgrønland
Den 18. marts 1822 afsejlede hvalfan-
gerskibet Baffin fra Liverpool med kurs
mod Østgrønland. Skibets kaptajn var
William Scoresby Jr., en af Englands
dygtigste hvalfangstkommandører og
samtidig en ivrig amatørvidenskabs-
mand, medlem af et af tidens mange
»lærde selskaber« (Wernerian Society).
Rejsens formål var da heller ikke udeluk-
kende hvalfangst, men også at udforske
den næsten ukendte østgrønlandske
kyst.1 Efter en vanskelig sejlads gennem
pakisen nåede Baffin den 24. juni frem
til mundingen af den fjord, der skulle
komme til at bære kaptajn Scoresby's
navn. I de følgende dage foretog Wil-
liam Scoresby og hans mænd rekog-
nosceringer i mundingen af fjorden og
var i land flere steder. De stødte ikke på
mennesker, men til gengæld fandt de tal-
rige eskimobopladser, hvoraf nogle syn-
tes at have været beboet for nylig. To
steder fandt man askerester, som Sco-
resby vurderede højst kunne være et år
gamle.2
William Scoresby foretog også den
første primitive kortlægning af fjord-
Fra William Scoresty]r.'s logbog fra rejsen
til Østgrenland 1822.
området, og en række stednavne på
grønlandskortet vidner stadig om Sco-
resby's rejse: Stewart Ø, Kap Brewster,
Kap Tobin, Hurry Fjord, Kap Hope,
Liverpool Land. Et område på den
nordlige bred af Scoresby Sund fik beteg-
nelsen Jameson Land efter præsidenten i
Wernerian Society, professor Jameson.
Det er dette landområde, der er emnet
for nærværende temanummer.
225
[2]
D1SCOTERIES
an Af Æast swast ef           '
m »f ITtWrpmri
ffkfrt fttafflxlinf Hyiye in (Af Ji/mm, ,' tf~ W3S.
Jtj- WI&ZtZjtM   SCORESÆY JI-M*
^
e   GlatJ«,
C^„......    '°*r
i
C.Uacl-niflti   tt     l
X?        x-'-    *     /
*
X
£  ( V "'">&^(;'^>
|        \    s   l          ««>»,~^6' JimUiam
^^r3«
, l'.Jttfftfl
Udsnit af William Scoresby Jr.'s kort fra rejsen 1822, hvor
bvalfangprkaptajnen navngav en rakke lokaliteter langs kysten.
En sommerdag i Jameson Land
Et mærkeligt land, rigt på plante- og
dyreliv, en »arktisk oase« midt på den
ellers så tilknappede østkyst. Områdets
forskellighed  fra  de   omgivende  kyst-
strækninger slog Scoresby og andre efter
ham. Hør blot premierløjtnant Carl
Ryders beskrivelse af en sommerdag i
det sydlige Jameson Land i 1891, da han
som leder af en dansk østgrønlands-
ekspedition gjorde holdt her: »Hele syd-
enden af Jameson Land bestod af lave,
Jiogle få hundrede fod høje skrænter af
sand, ler og grus; nedenfor dem kom en
lav, flad forstrand af varierende bredde.
Medens båden roede langs kysten, gik
løjtnant Vedel og jeg et par mil på stran-
den. Hvis man ikke havde haft udsigt til
den høje fjeldkyst lige ovenfor, eller til
den isfyldte fjord udenfor, behøvede
man ikke megen fantasi for at kunne
indbilde sig, at man gik et eller andet
sted på Jyllands vestkyst: Den lave, flade
forstrand af fast sand, skrænterne med
deres lyngklædte kløfter, den opdrevne
tang og drivtømmeret på stranden, den
klare himmel, og varmen fra den stik-
kende sol, småfuglene som kvidrede i
lyngen, og sommerfuglene, som flagrede
fra blomst til blomst. Alt var som hjem-
ligt og så uligt, hvad jeg hidtil havde haft
lejlighed til at se i Grønland, at man
kunne fristes til at tro sig forsat til syd-
ligere breddegrader; et blik ud over fjor-
den var imidlertid tilstrækkeligt til at
kalde os tilbage til virkeligheden og
polaregnene.
Ligeså idyllisk som naturomgivel-
serne således var, ligeså naive og tillids-
fulde var dyrene, der levede i dem.
Renerne, som øjensynlig holdt meget af
at tage sig en lille promenade langs
stranden for at slikke salt, optrådte i
mængde, særlig på den vestlige del af ky-
sten. De var så lidet sky, at de kom lø-
bende hen til os, ja en flok på 7 stykker
226
[3]
Moskusokseflok ijatxeson Land 1984. Foto: Sum Halt.
gjorde holdt i kun 30 skridts afstand fra
mig, da jeg om middagen målte solens
højde. Vi kunne omtrent have skudt så
mange af disse dyr, som vi ønskede;
men da vi havde andre ting at varetage,
skød vi blot to, der så at sige kom lø-
bende ned i båden til os. Noget nærmere
ved Kap Stewart så vi en flok moskus-
okser, som lå og sov på en snemark i en
kløft. Da vi heller ikke ville gøre jagt på
disse for ikke at sinke os med flåning og
transport, nøjedes vi med at gå hen og
betragte dem på nært hold. Flokken be-
stod af ialt 9 stkr., deriblandt en stor,
gammel tyr, en ko med to små kalve og
to kvier uden horn. De lode os komme
ganske nær, men gjorde dog et lille tilløb
til at danne carré om de yngste dyr. Den
gamle tyr gjorde front mod os og stam-
pede et par gange med forbenene i
sneen; men da vi forholdt os rolige, blev
dyrene også stående. Først da vi til-
strækkelig havde iagttaget dem, klap-
pede i hænderne og råbte, satte de afsted
i så hurtig en galop, som man ikke skulle
have tiltroet dem, med den gamle tyr
som arriérgarde.«3
Freden forstyrret!
Stedets naturrigdom kunne i sig selv
gøre Jameson Land værd at beskæftige
sig med. Ligeledes det faktum, at man
blandt den grønlandske befolkning, der i
dag bebor området, finder nogle af fan-
gererhvervets sidste udøvere. Det er
imidlertid hverken områdets naturmæs-
sige eller kulturelle egenart, der er den
aktuelle anledning til dette temanum-
mer. Årsagen er langt mere prosaisk og
kan sammenfattes i ét ord: olie.
Under overfladen af det frodige Jame-
son Land findes et tykt sedimentbassin
af den type, som kan rumme oliefore-
komster. Hvis der er såkaldte moder-
bjergarter i sedimentbassinet, hvor der i
en tidligere geologisk periode er dannet
olie, hvis der er bjergarter, hvor olien har
kunnet opsuges, reservoirbjergarter, hvis
der er »fælder«, hvor olie har kunnet
samles i underjordiske lommer i stedet
227
[4]
for at spredes eller fordampe gennem
overfladen, hvis olien findes i tilstrække-
ligt store mængder, til at det kan betale
sig at udnytte den (og alle disse hvis'er
er stadig uafklarede) . . . kan fangernes,
moskusoksernes og gæssenes Jameson
Land om nogle år blive det pulserende
hjemsted for boretårne, pipelines,
mandskabsbarakker, tankanlæg og hun-
dredvis af oliearbejdere. Den arktiske
stilhed forstyrret? Det er i hvert fald,
hvad lokalbefolkningen frygter.
Følgende telex afsendt den 22. august
1984 fra kommunalbestyrelsen i Ittoq-
qortoorrniit/Scoresbysund til Grønlands
Hjemmestyre taler for sig selv: »Efter
åben møde 20/8-84 udtaler kommunal-
bestyrelsen om Jameson Land følgende:
1.  Man går imod brug af Kangersaji-
vat (Scoresbysund) som forsyningsbase
eller på anden måde, i stedet henstilles
det at undersøge den største fjord, nem-
lig Storefjord.
2. Man anmoder om landstingets hur-
tige afgørelse af kommunegrænsespørgs-
målet, som man fra tidligere tid havde
ønsket.
3.   Man   ønsker/kræver  kommunal-
bestyrelsens deltagelse i alle forhandlin-
ger om/under olieefterforskning.«
Klar tale. Heroverfor står det ameri-
kanske olieselskab ARCO's lige så klare
insisteren på, at hvis der skal igangsættes
olieaktiviteter i Jameson Land, må der
nødvendigvis sejles igennem Scoresby-
sund og den tilstødende fjord, Hurry
Fjord både i efterforskningsfasen (det
har de politiske myndigheder givet grønt
lys for) og i en eventuel udvindingsfase
(det har de politiske myndigheder ikke
givet grønt lys for).4
Koncessionsforhandlingerne
Men hvad er det egentlig, der skal ske i
Jameson Land? Kort fortalt har de
dansk-grønlandske myndigheder i godt
fire år ligget i forhandlinger om en olie-
koncession med ARCO og Nordisk
Mineselskab. Koncessionen er i praksis
færdigforhandlet, men den mangler
endnu at blive godkendt af de politisk
ansvarlige i Danmark (grønlandsmini-
steren og folketingets grønlandsudvalg)
og Grønland (landsstyret og landstin-
get), hvilket muligvis allerede er sket,
når disse linjer læses. Hovedprincip-
perne i koncessionen, som de fremgår af
den seneste årsberetning fra Fællesrådet
vedrørende mineralske råstoffer i Grøn-
land samt oplysninger i dagspressen,5 er
følgende:
Koncessionsområdet dækker 10.000
km2 af Jameson Lands samlede areal på
14.000 km2. I dette område forpligter
selskaberne sig til over en periode på 12
år at foretage seismiske undersøgelser
samt 11 efterforskningsboringer. Kon-
cessionshaverne kan dog »slippe« med 2
efterforskningsboringer og 800 km seis-
miske linier, hvis de opsiger koncessio-
nen efter 6 år. Omvendt er der for-
modentlig ikke noget til hinder for, at
selskaberne kan foretage flere boringer,
end de er forpligtet til, hvis de ønsker
det.
Efterforskningsforpligtelserne er set i
international målestok beskedne, men
må vurderes ud fra, at det drejer sig om
et uudforsket område, hvilket øger sel-
skabernes økonomiske risiko, og - hvad
der er nok så vigtigt - at ARCO og Nor-
disk Mineselskab i kraft af sidstnævntes
koncession fra 1952 reelt »sidder« på
228
[5]
-f
32"
/bANEBORG^ 74°17'N
"   ___-;
<                               ''
<-TC
O   /
/^•'
/      /'
S ./' .-
> /; /
K.Hoegh
E«Bathbon« Ø
Raffles Ø
\
ir
i)
^
\\(
\ V
•-\
/
/:'
\\
Jr
\
69°
^-\
/
•"?
V
\\
^
/1000' \    \'
24°
15OO
Scoresby Sund-området med de vigtigste stednavne nævnt i teksten.
området. Det har derfor ikke været mu-
ligt at lade flere selskaber konkurrere
om at opnå koncessionsrettigheder. I lø-
bet af efterforskningsperioden indskræn-
kes koncessionsområdet, idet 25 % af
arealet skal tilbageleveres efter 8 år og
229
[6]
endnu 25 % efter 10 år. Det vil stille
myndighederne frit m. h. t. at udbyde
disse områder til andre selskaber. Hvis
koncessionshaverne finder olie eller gas,
vil de kunne beholde de pågældende om-
råder i en 30 års udvindingsperiode.
Den resterende del af koncessionsarea-
let, hvor der efter 12 års forløb ikke er
gjort kommercielle fund, overgår atter
til myndighederne.
M. h. t. beskatning er parterne blevet
enig om, at der skal betales en produk-
tionsafgift (royalty) på 12,5% af vær-
dien af den udskibede olie og gas, dog
kun 5 % af de første 200 mill. tønder,
løvrigt skal der betales almindelig sel-
skabsskat.6 Koncessionen indeholder be-
stemmelser om, at et dansk-grønlandsk
offentligt selskab skal deltage i efter-
forskningsfasen med en andel på 25 %.
Hvis det bliver tale om udvinding, kan
denne deltagelse forøges med op til
50 % afhængigt af produktionens om-
fang. Ved særlig store fund er der mulig-
hed for at udvidde den offentlige del-
tagelse til hele 75 %. Det offentlige sel-
skab deltager som »gratis-passager« i ef-
terforskningsfasen (selskabet er det, der
kaldes »økonomisk båret«), men skal
selv skyde kapital i projektet i en evt.
opbygnings- og udvindingsfase.
Koncessionen pålægger endvidere
koncessionshaverne i videst muligt om-
fang at oplære og benytte dansk/grøn-
landsk arbejdskraft og at bruge danske
eller grønlandske firmaer som under-
leverandører under forudsætning af, at
de er konkurrencedygtige.
Dette er rammerne. Hvordan de vil
blive udfyldt, er op til olieselskaberne,
de politiske myndigheder i Grønland og
Danmark — og måske også lokalbefolk-
ningen i det område, der er opkaldt efter
en forlængst glemt engelsk professor.
Artiklerne i dette nummer behandler en
række aspekter af Jameson Land-pro-
blematikken: politiske, beskæftigelses-
mæssige, etnografiske og biologiske. Der
kunne siges meget mere om denne sag,
og det bliver der givetvis også. Vi håber
at dette nummer vil bidrage til debatten.
Noter:
1.   William  Scoresby Jr., journal af a  Voyage to tbe
Northern   Whale-Fishery;   Including   Researches   and
Discoveries on the TLastern Coast of West Greenland,
Made in the Summer of 1822, in the Ship Baffin of
Liverpool, Edinburg 1823.
2.  Året efter traf Charles Clavering en gruppe på 12
eskimoer på Clavering Ø, nogle hundrede kilo-
meter nord for Scoresbysund. Det var det sidste
møde med nordkystens oprindelige beboere.
3.  C.   Ryder,   »Beretning  om   den   østgrønlandske
Expedition 1891—92«, Meddelelser om Grenland, nr.
17, København 1895, pp. 38-39.
4.  Ved et pressemøde i Nuuk den 28. juni sagde vice-
præsident i ARCO, Robert Lord: »ARCO kan ikke
underskrive en koncession, med mindre en for-
syningshavn anlægges i Hurry Fjord. Jeg ville føre
alle bag lyset, inklusive mig selv, hvis jeg sagde, at
fjordene nord for Jameson Land kan bruges. Det
kan de ikke på grund af isforholdene.«
5.  Beretning for perioden 1-juli 1983 til 30. juni 1984,
Fællesrådet   vedrørende   mineralske   råstoffer   i
Grønland, pp. 15—16 samt Bodil Kofoed og Lars
Toft Rasmussen, »Fangersamfund truet af grøn-
landsk olieprojekt«, Information 10-11.9.84.
6.  Der har tilsyneladende ikke været planer om at
introducere en egentlig oliesærskat som den, der
blev indført i Danmark i 1982. Herudover savnes
visse elementer af økonomisk kontrol og regule-
ring. De områder, der f. eks. kunne være tale om
at underkaste offentlig regulering, er transport og
låneoptagning. For en uddybning af denne pro-
blemstilling henvises til Jerome D. Davis, Finn
Breinholt   Larsen,   Karen   Marie   Pagh  Nielsen,
Offentlig styring af olie-gasaktiviteter i Grenland, Århus
1984, p. 183ff.
230[7]