[1] Et polynie i mundingen af Scoresby Sund Af Erik W. Bom Typiske stremstedspolynier ifastis. Det største polynie er ca. 3 km langt. Bunden afFrobisber Bay i Canada. Den 27. marts 1984. Scoresby Sund adskiller sig fra alle andre østgrønlandske fjorde ved, at der er åbent vand i mundingen selv om vin- teren. Et sådant åbenvandsområde om- givet af is kaldes med et russisk ord for — et polynie. I polynier finder man spe- cielle fysiske og biologiske vilkår, der bl. a. medfører at polymerne om somme- ren er betydningsfulde ernæringsom- råder for arktiske havfugle og vigtige overvintringssteder for havpattedyr. I mange grønlandske fjorde finder man mindre åbentvandsområder eller strømsteder, det kan være ved næs eller 259 [2] ud for gletchere, hvor sælerne optræder særlig talrigt. Man kunne kalde mundin- gen af Scoresby Sund for et mægtigt strømsted, der i perioder kan nå en ud- strækning på omkring 40 X 40 km. Selv- om der er flere årsager til, at et polynie opstår, er bevægelser i vandsøjlen en hovedfaktor. Tidevand og vind skaber bevægelse i de øverste vandlag i poly- niet, hvorved der bringes vand op til overfladen fra dybere lag, et fænomen der kaldes »up-welling«. Som regel er bundvandet varmere og mere salthol- digt, hvilket medvirker til at holde po- lyniet isfrit og skabe gode betingelser for biologisk produktion. Gennem årtusinder har inuit slået sig ned nær polynier, hvor rigdommen af fangstdyr har gjort det lettere at komme gennem vinteren. Det har f.eks. været tilfældet i Flagler Bay ved Ellesmere Is- land i Canada og ved det meget store polynie kaldet »Nordvandet«, som fin- des i den nordlige del af Baffin Bugten. Polyniets tilstedeværelse er årsagen til, at inuit i Scoresbysund den dag i dag kan lukrere på en efter arktiske forhold enestående arts- og individrigdom af fangstdyr, som det også er tilfældet for Thuleinuit, der lever ved randen af »Nordvandet«. biologiske forhold i polynier Islægget hindrer sollyset i at trænge ned i de øverste vandlag, hvorved forårets opblomstring af alger forsinkes indtil isopbrud, der kan ske flere måneder efter solens genkomst over horizonten. Men på grund af det åbne vand i poly- niet kan vækstprocesserne begynde tid- ligere hér end i isdækkede områder. Planteplanktonet er det basale nærings- led for zooplanktonet, der igen udgør føden for polartorsk, havfugle og hav- pattedyr. På grund af up-welling tilføres der til stadighed nye næringssalte til vækstprocesserne i de øverste vandmas- ser i polyniet. Arktiske havfugle som f.eks. søkonge og lomvie, der overvintrer sydpå under mildere himmelstrøg, ankommer til polyniet allerede i maj for at være på pletten, når fødebetingelserne er opti- male. Det er karakteristisk, at alle ark- tiske ynglekolonier af disse søfugle lig- ger nær polynier, som det også er til- fældet i Østgrønland, hvor der kun fin- des ynglekolonier af søkonge og lomvie omkring mundingen af Scoresby Sund. Blandt arktiske sæler er kun ringsælen eller netsiden i stand til at klare sig vin- teren igennem under fjordenes faste is- læg ved at holde åndehuller åbne med forluffernes klør. I fjorde og vige domi- nerer de ældre, kønsmodne ringsæler. Her ligger isen stabilt til langt hen på foråret, og hunnen kan uden risiko for pludselige isopbrud føde sin unge i en snehule på isen. De yngre, umodne ringsæler derimod fortrænges fra de gode ynglebiotoper og må klare vinteren i det åbne vand langs iskanten eller i polynierne. Den grønlandske fanger nyder godt af dette forhold, idet en stor del af den grønlandske ringsælfangst ud- gøres af unge dyr, der tages nær is- kanten. Samme steder tager isbjørnen sin del af de umodne ringsæler, der ud- gør dens hovedføde. Hvalrossen, der ikke kan klare sig i områder, hvor isen er blevet 15—20 cm tyk, trækker om vin- teren til områder med åbent vand. Så- 260 [3] Satellitbillede (NOAA 7) afScoresby Sund-området, taget i det visuelle spektrum den 3. november 1981. Pi/ene angiver det åbne vand i mundingen afScoresby Sund. De øvrige mørke områder er skygger på isen. Iskanten i mundingen afScoresby Sund er angivet med en stiplet linie. (Observatorietfor Rumforskning, Rude Skov). ledes må en del af de nordøstgrønland- ske hvalrosser tilbringe vinteren i Sco- resby Sund-polyniet. Mundingen afScoresby Sund I Østgrønland ligger grænsen mellem det højarktiske og det lavarktiske om- råde i Scoresby Sund. I højarktis, der domineres af stabile højtryk, er vinteren ofte lang og nedbørsfattig, mens van- drende lavtryk giver lavarktis ustabile og nedbørsrige vintre. Landpattedyr som moskusokse, hermelin, lemming og polarulv, der er indvandret fra Nord- amerika via Nordgrønland, har på Østkysten deres sydligste udbredelse ved Scoresby Sund. Her danner den barske og ugæstfri Blosseville Kyst en naturlig barriere for videre fremtrængen ned i det lavarktiske Sydøstgrønland. I den 261 [4] klimatiske overgangszone i Scoresby Sund finder man således en enestående individ- og artsrigdom af pattedyr og fugle fra begge zoner. Naturforholdene i Østgrønland er domineret af den Østgrønlandske Polar- strøm, der året igennem bringer vældige masser af koldt polvand og drivis sydpå langs kysten. Den deraf følgende af- køling bevirker, at livsforholdene i Østgrønland er betydeligt barskere end i Vestgrønland, der er under mildnende indflydelse af en relativt varm udløber af Golfstrømmen. En gren af den Østgrønlandske Polar- strøm løber ind i mundingen af Scores- by Sund langs nordkysten. I den sydlige del af mundingen ved Kap Brewster løber en kompenserende strøm ud af fjorden. Denne strøm er særlig kraftig under sommerens afsmeltning fra land og bræer. Mellem de to modsatrettede strømme dannes der en hvirvel i mun- dingen af Scoresby Sund. På grund af strømhvirvelen bringes der varmere og mere saltholdigt vand af atlantisk op- rindelse og til overfladen fra dybere lag. Hyppige vinde fra øst, nord og vest samt dønninger fra sydvest hjælper med til at holde området isfrit om vinteren. De fysiske mekanismer i mundingen af Scoresby Sund minder i høj grad om for- holdene i mundingen af Lancaster Sound (Østcanada), hvor man til sam- menligning også finder en stor arts- og individrigdom af havpattedyr- og fugle. I løbet af vinteren kan Scoresby Sund- polyniet variere noget i udstrækning. I stille perioder med frost lægger nyisen sig i store dele af polyniet, men snart river dønninger og vind nyisen op igen. Som antydet gør tilstedeværelsen af polyniet mundingen af Scoresby Sund til noget specielt. Længere mod nord i Østgrønland findes der nogle mindre, og mere ustabile polynier som f.eks. ved Shannon Ø og i Gael Hamkes Bugt, men i nogle år er disse polynier helt luk- kede. Derimod finder man ikke polynier i mundingen af de andre store fjorde som f.eks. Kong Oscars Fjord og Kejser Franz Josefs Fjord. Dyrelivet På grund af polyniets enestående øko- logiske karakter og særlige betydning for havpattedyr og havfugle vil jeg i det føl- gende især koncentrere mig om disse dyregrupper og fangsten om dem, selvom forholdene på landjorden også er særegne i Scoresby Sund. Omkring 4000—5000 moskusokser har deres græs- gange på Jameson Land, hvor tillige den kortnæbbede gås og bramgåsen fore- kommer i stort tal. I fjeldene optræder polarharen, lemmingen, hermelinen og polarræven, og i 1983 blev der ved flere lejligheder set polarulv, der måske igen er ved at vinde fodfæste i Nordøst- grønland, hvor den ikke har optrådt i årtier. Den 17. januar ses solen atter i Sco- resby Sund, men først hen i slutningen af april er lysintensiteten høj nok til at vækstprocesserne kan begynde i havet. I Scoresby Sund-polyniet sker forårsop- blomstringen af alger i maj, og zoo- planktonet når et maksimum i juni-juli. Men på grund af indstrømningen af vand fra nordligere områder, tilføres området til stadighed nye vandmasser 262 [5] Kort over de områder, som an- vendes afScoresby Sund fangere under fangst på havpattedyr og havfugle. Tætheden af skraveringen viser den relative betydning af de for- skellige områder (fangst- og tids- mæssig aktivitet). Under isbjørnejagter kommer fangerne nordpå til Daneborg, som ikke er vist på kortet. med zooplankton, der har haft deres op- vækst senere. Havfuglene ankommer til polyniet i maj—juni, hvor de opholder sig i tusind- tal i det åbne vand udfor iskanten over fjordmundingen. Omkring 30.000 lom- viepar yngler ved Kap Brewster og på Rafies Ø, mens søkonger i milliontal yngler ved Volquart Boons Kyst og langs kysten af Liverpool Land. Selvom disse fugles ernæringsbiologi ikke er ble- vet undersøgt ved Scoresby Sund, kan man trække en parallel til forholdene i Lancaster Sound, hvor søkongerne først på sommeren lever af planktoniske copepoder for senere at ændre kostvaner i retning af amphipoder og yngel af polartorsk. Lomviens føde består især af større krebsdyr som f.eks. Parathemisto og polartorsk. På samme tid ses mallemukker, grå- måger, rider og tejster ud for iskanten, hvor også den almindelige ederfugl op- holder sig, indtil ynglepladserne bliver 263 [6] snebare ved Dunholme, i Hurry Fjord og ved Sydkap. Ederfugle, der har deres ynglepladser længere mod nord, anven- der i vid udstrækning mundingen af Scoresby Sund som rasteplads under deres færd nordpå. Polartorsken er et vigtigt led i føde- kæden. Den lille torskefisk, der kun bli- ver omkring 30 cm lang, klarer sig gen- nem vinteren ved at æde krebsdyr, der lever på undersiden af isen. Selv udgør polartorsken hovedføden for sæler, narhvaler, vågehvaler og mange søfugle. Om vinteren lever ringsælen af polar- torsk og krebsdyr, som den tager fra undersiden af isen. Polartorskene og krebsdyrene kan optræde i lokale svær- me, hvilket formodentlig er grunden til, at de umodne ringsæler i polyniet ofte optræder i flokke, noget der ellers ikke er almindeligt for ringsælen. Fangerne ser tit sådanne flokke ved småvige og indskæringer i iskanten, hvor dyrene dukker ind under isen efter polartorsk. Selvom isbjørnen kan optræde på alle tider af året ved Scoresby Sund foregår der et regulært træk mod mundingen af fjorden fra engang i februar til frem i april. Isbjørnen lever næsten udeluk- kende af ringsæler, hvoraf de fleste tages under lurefangst, hvor bjørnen ligger ubevægelig ved iskanten og venter på, at en ringsæl skal dukke op så nær, at bjør- nen enten kan tage den med et slag af labben eller ved at springe ud på den. Om foråret jager nogle isbjørne ringsæl- unger i fjordene. Med et spring eller et kraftigt puf gennembryder isbjørnen taget på ynglehulen og snupper ungen, inden den når at forsvinde gennem hul- let i hulens bund. Da fangsten næsten udelukkende består af umodne sæler, er polynier og åbentvandszoner mellem fastis og den bevægelige pakis vigtige fourageringsområder for isbjørne. Hovedparten af de isbjørne der op- træder ved mundingen af Scoresby Sund om foråret synes at komme vandrende sydfra, selvom det sker, at man ser is- bjørne, der er på vandring fra fjordens indre dele mod polyniet. Mange af disse bjørne er blevet bragt sydpå i drivisen i den Østgrønlandske Polarstrøm og vandrer nu nordover langs fastisen langs land. Når vandreaktiviteten begynder i februar kan det skyldes, at mange bjørne går midlertidigt i hi i december og ja- nuar. Det gælder også voksne hanbjørne og hunner med etårige unger. I løbet af oktober-november opsøger de drægtige hunner egnede hiområder på land. Ungerne, der fødes omkring juletid for- lader hiet sammen med moderen i slut- ningen af marts - begyndelsen af april. Hunnen har ikke taget føde til sig i de ca. 5 måneder, som hiopholdet varede, og det er derfor vigtigt, at hun straks får noget at æde for at hun kan give ungerne mælk. Man vil derfor finde, at hiområderne ofte ligger tæt på steder, hvor der er gode ernæringsbetingelser i perioden efter hifrembruddet. De stejle fjeldsider på Blosseville Kysten er et af Østgrønlands vigtigste hiområder, hvis egnethed ikke mindst skyldes, at hun- nerne med unger kun har kort vej til ringsælerne i Scoresby Sund-polyniet. Tidligere tog fangerne fra Scoresbysund ned til Blosseville Kysten for at jage is- bjørne i ynglehi, men efter 1976 er denne jagtform blevet forbudt. Under forårets fangstture ser man dog stadig 264 [7] Df« //^ rejseaktivitet under jagt på havpattedyr og havfugle i Scoresby Sund-området. Tykkelsen af pilene angiver den relative betydning af ruterne i antal jagere og rejsedegn. ynglehi og familiegrupper langs denne kyst. I maj optræder narhvalerne tættere ved iskanten i Scoresby Sund og ved Stewart Ø, hvor de afventer isopbrud- det. Som regel bryder isen i Scoresby Sund op omkring midten af juli, men allerede i juni kan isen være så strøm- skaren, især langs Volquart Boons Kyst, at narhvalerne kan trænge ind i fjordens indre dele. Narhvalerne ernærer sig af polartorsk ved iskanten, mens føden under sommeropholdet i fjordens indre dele formodentlig består af både polar- torsk og hellefisk. Narhvaler i hundrede- tal opholder sig i Scoresby Sunds indre dele, hvor ungerne fødes i løbet af juli. Nyisen lægger sig i bunden af Scores- by Sund i løbet af september, og nar- hvalerne begynder at trække ud af fjor- den for at tilbringe vinteren i pakisen mellem Østgrønland og Svalbard. Selv- om narhvalerne kan optræde i andre øst- grønlandske fjorde, er Scoresby Sund 265 [8] deres vigtigste sommeropholdssted i Østgrønland. Andre havpattedyr opholder sig i kor- tere eller længere tid i mundingen af Scoresby Sund for at nyde godt af om- rådets særligt gode ernæringsbetingelser. Fra engang i juni frem til nyislæg i sép- tember-oktober kan man udfor Kap Tobin næsten dagligt se vågehvaler eller sildepiskere, der enten enkeltvis eller to og tre sammen gør sig til gode på stimer af polartorsk. Vågehvalerne trænger ikke længere ind i Scoresby Sund end til Kap Stewart ved mundingen af Hurry Fjord, selvom man nu og da observerer vågehvaler i selve Hurryfjorden. De senere års fangst af vågehval i Scoresby Sund har udelukkende bestået af voksne hunner, hvoraf flere var med foster. Det kunne tyde på, at mundingen af Scores- by Sund især anvendes af drægtige hun- ner, som antageligt har særlige ernæ- ringsbehov. Fra slutningen af august frem til islæg optræder flokke af grønlandssæler i mundingen af Scoresby Sund, for at æde polartorsk. Klapmydsen kan optræde hele året langs iskanten, men i maj og fra august frem til oktober optræder de i større tal, hvor enkelte individer endog kan optræde langt inde i Scoresby Sunds dybeste forgreninger. Remmesælen, der foretrækker lav- vandede områder, hvor der er bevægelig drivis, henter sin føde på havbunden i form af snegle, ulke, krabber og andre krebsdyr. Denne sæl, der optræder hele året i Scoresby Sund-området, ses især ved de lavvandede kyststrækninger ud- for Kap Swainson og ved Stewart Ø og i Hurry Fjord. I lighed med remmesælen henter hvalrossen sin føde på lav- vandede banker, hvor den æder ånderør og fødder af bundlevende muslinger. Nu og da optræder en enkelt hvalros i mun- dingen af Scoresby Sund i løbet af som- meren, men hovedparten fortrækker fra området I maj—juni for at søge længere nordpå langs de østgrønlandske kyster. Gennem hele vinteren ses hvalrossen langs iskanten i Scoresby Sund, hvor den især optræder udfor kysten ved Kap Swainson og ved Stewart Ø. I de senere år synes hvalrossen at have været i til- tagende i Scoresby Sund-området, hvil- ket af fangerne tilskrives, at hvalrossen blev fredet i Nordøstgrønland i begyn- delsen af 1950'erne. Fangsten Som det er fremgået af det foregående, er de økologiske forhold i mundingen af Scoresby Sund enestående sammenlignet med forholdene i andre østgrønlandske fjorde, og det er derfor heller ikke over- raskende, at fangerbefolkningen i Sco- resbysund, som lever nær det store spisekammer, nyder godt af det rige dyreliv. Husruiner i området afslører, at der her tidligere eksisterede en fangerbe- folkning, som bl. a. levede af fangst på havpattedyr. Da Scoresby besøgte om- rådet i 1822, så han spor, der antydede at området havde været beboet for nylig. Senere ekspeditioner berettede om om- rådets enestående naturforhold og store vildtrigdom, og i 1925 flyttede 85 inuit fra Ammassalik til Scoresby Sund for at forsøge fangstlykken dér, efter at fangst- forholdene i Ammassalikområdet af for- skellige årsager var blevet sløjere. For- 266 [9] ventningerne om vildtrigdommen i det nye fangstområde blev ikke gjort til skamme. Allerede i løbet af det første år efter bosætningen lykkedes det fangere i Scoresbysund at nedlægge ca. 70 hval- rosser og 120 isbjørne i mundingen af fjorden, samt et uvist antal af andre fangstdyr. Idag bor ca. 460 inuit i de tre fangstbyer Ittoqqortormiit (Scoresby- sund), Ittaaieme (Kap Hope) og Uunar- toq (Kap Tobin), der alle ligger ved Rosenvinges Bugt ved den nordlige del af fjordens munding. Omkring 77 fan- gere med fangst som hovederhverv og ca. 99 med fangst som bibeskæftigelse henter nu fangsten ved mundingen af fjorden, hvor man kan sige, at iskanten over fjorden danner livsnerven i fangst- aktiviteten. Hovedparten af fangsten foregår ved denne iskant, der også er en vigtig slædevej til andre fangstområder og mellem Scoresby Sunds bebyggelse og udflytterstedet Stewart Ø, syd for Kap Brewster. Fangsten af ringsæl og isbjørn er de basale elementer i Scoresby Sunds fangstmønster. Ringsælsfangsten, der er en af de største pr. fanger i hele Grøn- land, sikrer kød til mennesker og hunde, og indtil omkring 1978 var salget af ringsælsskind en vigtig indtægtskilde, før anti-sælskindskampagner slog bun- den ud af det internationale marked. I lyset af denne udvikling er betyd- ningen af isbjørnejagten blevet mere iøjnefaldende, idet de 50 til 70 isbjørne, der hvert år nedlægges af Scoresby Sundfangere er en af de få tilbageværen- de indtægtskilder for fangerne. I den sammenhæng kan man sige, at folk i Scoresby Sund er begunstiget ved at leve nær en af isbjørnenes trækruter, hvilket medfører, at fangsten af isbjørn er den største pr. fanger i Grønland. Allerede i november kører de første bjørnejægere på hundeslæde over mun- dingen af Scoresby Sund for at tage på isbjørnejagt langs Blosseville Kysten, men først efter lysets genkomst stiger jagtaktiviteten, og fra februar til hen i maj er mange jægere på rejse efter is- bjørne. Disse fangstrejser, der bringer fangerne ned langs Blosseville Kysten til Kap Beaupré, vestpå ind i Gåsefjorden, eller, hvad der er blevet mere alminde- ligt i de senere år, nordpå til Daneborg, varer ofte adskillige uger. Halvdelen af årets bjørnehøst nedlægges under disse ture, mens den anden halvdel tages langs iskanten over mundingen af Sco- resby Sund, mens man er på sæljagt. Fra februar frem til isopbrud tager de fleste fangere ud til iskanten over mundingen af Scoresby Sund. Man »af- patruljerer« iskanten, indtil man har fun- det et sted, hvor der er sæler. Fangeren stiller sig op ved iskanten og venter på, at en ringsæl skal dukke op indenfor skudhold. De skudte sæler hentes ind til iskanten ved at fangeren padler sig ud til den i en lille dory. En lokal regel for- byder fangerne at anvende motordrevne både ved iskanten. Regelen afspejler, at det i modsætning til, hvad der er til- fældet mange andre steder i Grønland, ikke er nødvendigt at bevæge sig ret langt for at komme i kontakt med fangstdyrene. Samtidig forhindrer rege- len, at man skræmmer fangstdyrene bort. Omkring halvdelen af de 5000— 6000 ringsæler, der fanges hvert år i Scoresby Sund, bliver fanget ved iskants- 267 [10] fangst. Det meste af kødet går til at fodre de ca. 1000 slædehunde, der hvert år skal have omkring 300 tons foder i form af spæk, kød og indvolde. Men kø- det fra ringsæl er tillige det basale ele- ment i husholdningen. I maj-juni varieres menuen med eder- fugl, lomvie og andre havfugle, der sky- des ved iskanten. Flere familier kører i juni langs iskanten ned til Kap Brewster for at samle æg af lomvie, eller videre sydpå til Dunholme for at samle eder- fugleæg. Nær Kap Brewster nedlægges årligt i samme periode omkring 10 nar- hvaler, når hvalerne er på træk ind i Sco- resby Sund. Andre vælger at tage ind i Hurry Fjord i juni for at ligge i teltlejre, hvor man lever af at pilke fjeldørred i søerne, eller at skyde trækkende gæs eller ringsæler, som er kommet op på isen for at sole sig. Efter isopbruddet i juli daler sæl- fangstaktiviteten noget, fordi sælerne synes at trække ud af Scoresby Sund, men også fordi sælerne, der er blevet magre efter fældningen, synker hurtigt, når de er blevet skudt. Der foregår dog nogen sælfangst i åbentvandsperioden, hvor man enten tager ud i båd for at stille sig på en flage og vente på sæl, eller skyder dyrene fra land, når de kom- mer trækkende tæt under kysten ved højvande. I slutningen af august og i september driver store mængder drivis ind i mundingen af Scoresby Sund, og ringsælen begynder atter at optræde i stigende tal. I denne periode giver flage- fangst på ringsæl, grønlandssæl og klap- myds atter godt. Narhvalerne, der er på vej ud af fjorden, bliver jaget fra båd f.eks. i Rosenvinges Bugt, i mundingen af Hurry Fjord og ved Kap Brewster, hvor man ofte søger at genne dyrene ind på lavt vand, så at de døde hvaler kan fiskes op med en krog. Efterårsfangsten giver 10—20 narhvaler. Når nyisen har lagt sig i oktober- november kan man i en kortere periode dyrke åndehulsfangsten, som især er ud- bytterig i Rosenvinges Bugt og i Hurry Fjorden. Men når omkring 20 cm sne dækker isen, bliver åndehullerne vanske- lige at finde, og man må gå over til at sætte sælgarn. Garnfangsten er en anden vigtig fangstform, som især i vinterens kulde og mørke kan være den eneste måde at skaffe sig kød på. Garnene sæt- tes ved næs eller nær strandede isfjelde, hvor sælerne har lettere ved at komme op og få luft gennem revner i isen. Om foråret sætter man desuden sælgarn over tidevandsrevner i isen, hvilket især fore- går i mundingen af Hurry Fjord. Denne summariske gennemgang af fangståret i Scoresby Sund, der desuden rummer mange elementer, som jeg ikke er kommet ind på, eksempelvis august måneds vågehvalfangst og ørredfiskeri, har forhåbentlig antydet, hvorledes mundingen af Scoresby Sund gennem hele året bliver udnyttet intensivt til fangst, og hvordan de gode fangstfor- hold er betinget af de enestående økolo- giske forhold som hersker i polyniet i mundingen af fjorden. 268 [11]