[1] Plantningsforsøgene i Grønland Af Poul Bjerge Forfatteren til denne artikel bor i Upernaviarssuk i Sydgrønland, og han har i 32 år været bestyrer af plant- ningsforsøgene i Grønland. I dette tidsskrift har der et par gange været fortalt om plantningsforsøgene i det sydlige Grønland, der startede i mid- ten af 50-erne. - Selv om der ikke et gået så lang tid — skovmæssigt set — er der dog nu gjort nogle erfaringer. — Det er helt sikkert, at visse træarter fra nord- lige egne og med en forholdsvis kort væksttid kan udvikle sig i det indre af fjordene. - Det er jo paradoksalt sådan, at jo længere vi kommer ind i fjordene — mod indlandsisen — jo mere fastlands- præget er klimaet: koldere vintre og var- mere somre. - Planter af samme oprin- delse, som er plantet dels ude ved kys- ten, dels inde i fjordene, er der stor for- skel på, og det skyldes den højere sommertemperatur i fjordene og dermed længere skud og bedre skudmodning. Men selv inde i fjordene er det langt- fra alle steder, der kan plantes. Den voldsomme, udtørrede føhn-vind er en meget vigtig faktor. - Her hjælper natu- ren os, idet vegetationen tydeligt for- tæller hvor de bedste betingelser er. Det naturlige krat af pil og bkk findes kun, hvor der er gode læforhold, og derfor planter vi de steder, hvor dette er fro- Poul Bjerge, fotograferet a/Elaine Schechter i Upernaviarssuk, 1984. 21 [2] Upernaviarssuk. Foto: Elaine Scbechter 1984. digst. - Det giver samtidig de nye plan- ter en vis beskyttelse de første år. I årenes løb er der udplantet omkring 70.000 planter, overvejende nåletræer. Det er mest lærk fra Sibkien, rødgran og skovfyr fra det nordlige Skandinavien og hvidgran og contorta-fyr fra Alaska. Lærkene synes de første mange år at være bedst, men det har desværre vist sig, at de er modtagelige for lærke- kræftsvamp. Et angreb for 7 år siden efter et meget tørt forår fik omtrent halvdelen til at gå ud. Siden har der dog ingen angreb været. - De største lærk er nu lidt over 4 meter. — Hvidgranen — og en krydsning mellem hvidgran og sitka- gran — stod nærmest i stampe de første år. Men de er kommet godt i gang, og 22 [3] gennemsnitshøjden for en plantning fra 1960 er nu 2,10 meter med planter på op til 3,70 meter. - Pinis contorta (klit- fyr) er vi kommet senere i gang med, men nu er der - via et samarbejde med Arboretet i Hørsholm - plantet 6000 ud, fortrinsvis nær Narssarssuaq. — Contorta-fyren har vi store forvent- ninger til, men det er — ligesom for de andre arter — af stor betydning at finde de rigtige proveniencer. Her har Ar- boretet ydet en meget betydelig hjælp ved at fremskaffe materialet, dels som små planter, opgravet i Alaska, dels i form af frø. - Det samme gælder for hvidgran. I de senere år har vi haft et godt sam- arbejde med det islandske skovvæsen, hvor vi har kunnet drage nytte af de er- faringer, de har gjort, og hvorfra vi har faet frø og planter. Island — især det nord- lige og østlige — er nok det, der kommer de sydgrønlandske forhold nærmest. Ved Narsarssuaq er der de sidste 2 år plantet hvidgran og contorta-fyr fra Alaska. De små planter fra 1982 klarede den første vinter meget fint! Arealet har en frodig vegetation af birk og pil med gode læforhold. Og der er den store for- del, at plantningerne kan foretages, uden at det er nødvendigt at indhegne. De to steder, hvor der er plantet mest, er dels ved Kugssuaq i Tasermiut- fjord, dels ved Qanassiassat i Tunug- dliarfik-fjord. Det er det sidste sted, vi har de største lærke, og ved Kugssuaq findes de største hvidgraner. — Plant- ningerne er begge steder indhegnede, idet der går far på områderne. I efteråret 1983 udvidedes forsøgene - i samarbejde med Arboretet med plantning af 2000 hvidgran og contorta i Qorqut (Godthåb-fjord) og lige så mange i dalen bag Sdr. Strømfjord — Qorqut-dalen har en meget frodig vege- tation, og dér skulle være gode betin- gelser. Også ved Sdr. Strømfjord er der et ret frodigt pilekrat, men her er der tre forhold, som måske kan få betydning: En kortere vækstperiode, en betydelig mindre nedbør og permafrosten. Det bliver meget spændende at se, hvordan planterne udvikler sig. Er der blot en enkelt af de mange proveniencer, der slår an, vil det imidlertid være forsøgene værd. Frøet af de forskellige træplanter såes i mistbænke i Upernaviarssuk og hjælpes i gang under glas det første år. Efter 2 år i såbed prikles de små planter ud på fri- land, og efter yderligere 2 år plantes de på blivestedet om efteråret. Skovplantningsforsøgene hører under forsøgsstationen Upernaviarssuk, som er en selvejende institution. De får støtte fra fåreholderforeningen, de sydgrøn- landske kommuner, hjemmestyret og staten. Her gøres forsøg først og frem- mest med får (avl og fodring), men også med forskellige foderafgrøder (græsser, havre, byg, rug til hø), og her ligger planteskolen med grøntsagsforsøg (på friland og under glas), forsøg med for- skellige stauder (og opformering og salg af disse) og endelig forsøgene med skovplanter. - Dette er kun en lille del af stationens vkke, men vi satser på at kunne udplante 2—3000 hvert år. Om der så senere skal sættes kraftigere ind, vil de igangværende forsøg vise, men noget kunne tyde på det! 23 [4] Upernaviarssuk. Foto: Elaine Schechter 19"84, 24 [5]