[1] Narhvalen og Enhjørningen Af Helmer Kofod Jeppe Eisners »hav enhjerning«. (Skumplast skulptur). Efter foredrag i Det grønlandske Selskab 10. februar 1983. Forf. adresse: Danmarks farma- ceutiske Højskole, Universitetsparken 2, 2100 København Ø. Danske og hollandske Grønlandsfarere hjembragte som bekendt i seksten- hundredetallet talrige exemplarer af narhvalens karakteristiske stødtand, vel oftest som et resultat af tuskhandel med grønlænderne. Tanden var formentlig til en begyndelse en ren kuriositet, men dens udbredelse i Europa blandedes på sælsom vis med overleverede forestil- linger om et enhornet landdyr, enhjør- ningen. Ingen havde førstehåndskend- skab til dette dyr, men det berettedes at leve i orienten, og til dets horn var knyt- tet en lang række myter og egenskaber, først og fremmest at det var et univer- selt lægemiddel mod talrige sygdomme og forgiftninger. Når denne kulturblanding Nord-Øst satte sig så varige spor skyldtes det som så ofte en kombination af forretnings- talent hos sælgeren og manglende eller begrænset viden hos køberen. En vel- voksen narhvaltand var ikke alene sjæl- den, men også med sin retliniede form, skrueformede overfladestruktur og el- fenbensagtige stofkarakter smuk og usædvanlig af udseende og blev derfor kostbar og efterspurgt. De overleverede beskrivelser af en- hjørningen og dens horn var på den anden side ifølge sagens natur yderst varierende. Det var derfor fristende og ikke usædvanligt at narhvaltænder, hvis oprindelse i denne periode ikke var almindeligt kendt eller måske bevidst hemmeligholdt, blev markedsført under betegnelsen 'ægte enhjørninghorn', både som materiale for kunsthåndværk og som det, vi idag vil kalde naturmedicin (hvilket i sekstenhundredetallet var den eneste eksisterende form for lægemidler. Emnet har derfor både en farmaci- historisk og en kunsthistorisk indfalds- vinkel, thi ligesom troen på enhjørning- horns helbredende egenskaber overfør- tes til narhvaltanden, også nogen tid efter at dens faktiske oprindelse var af- sløret, så er det evident, at tandens de- korative og karakteristiske udseende på et vist tidspunkt af udviklingen bliver genkendelig i billedmæssige gengivelser affabeldyret i europæisk kunst. Det foreliggende arbejde er et forsøg på at udrede, hvor og i hvilket tidsrum denne gensidige påvirkning først kan påvises. Det er naturligvis ikke muligt at 101 [2] afgøre, hvornår den første narhvaltand blev bragt til europæiske kyster, men enhjørningmyten er under alle omstæn- digheder betydelig ældre. Den kan på- vises i indirekte bevaret text fra mindst 400 år før vor tidsregnings begyndelse. * Narhvalen En sagkyndig beskrivelse af hvalen, dens udbredelse, levevis og jagten på den er givet af zoologen Alvin Pedersen i dette tidsskrift 1962 side 464-471. Ivar Silis19 har for nylig i National Geo- graphic publiceret en personligt præget og smukt illustreret beretning om nar- hvaljagt i Thule området. Det følgende er derfor begrænset til narhvaltanden og dens beskrivelse i text og billed tilbage i historien, samt en omtale af et par nyere publikationer af interesse for emnet. En af de ældste bevarede texter findes i en latinsk encyklopædi publiceret mel- Fig. 1. Tbules kommunalvåben: Nordstjernen og narhvalen. Verdens nordligste kommune og narhvalens hjemsted. (Sven Tito Achen: Danmarks kommunevåben> Kbh. i 982). 102 Fig. 2. »Hav-Enbjerning«, 1200-talIet2. lem 1228 og 1244 af Thomas Cantim- pratensis1. Dyret benævnes hav-enhjør- ning (Monocheros marinus) og angives at angribe skibe, som det er istand til at gennembore med »hornet«. En oversæt- telse få år senere til plattysk2 indeholder en tegning (fig. 2), hvor hvalen fejlagtigt er gengivet som en fisk med finner, men »hornet« svarer godt til vor nuværende viden om stødtanden. Det er gengivet retliniet og venstreskruet og er anbragt på hovedet i en vinkel, der svarer til tidens enhjørningbilleder. Det er næppe muligt at afgøre, om land-enhjørningen har været i illustratorens tanker, og hi- storien om gennemborede skibssider tror vore dages inuiter ikke rigtigt på. Det kan måske endda betvivles om be- skrivelsen i Thomas' encyklopædi byg- ger på egen naturiagttagelse. At narhvaltænder var kendt uden for Grønland allerede i Nordbotiden kan ses af de islandske sagaer. I Biskupa sogur3-22 omtales således en strid om en højt skattet narhvaltand i året 1287. Der synes at være gode grunde til at antage, at der i Nordbotiden (982-1408) er ført narhvaltænder til det europæiske fastland4. En undersøgelse af erhvervelsestidspunktet for de takige [3] exemplarer, der findes i europæiske skat- kamre og museer, kunne muligvis af- klare dette. Axel Garboe mener22, at tanden allerede i middelalderen var handelsvare i Norden. Veldokumen- terede oplysninger synes først at være tilstede ved begyndelsen af 1600 tallet, da Grønland »genopdages«. Lindenow- expeditionen i 1605 vides således at have hjembragt narhvaltænder til Dan- mark36. Frobisher fandt på sin expedi- tion i 1577 en strandet narhval på en ø i det farvand, der nu hedder Frobisher Bay37. Han overgav senere tanden til dronning Elizabeth, som indlemmede den i de kongelige kunstsamlinger. For Frobisher var det fundne dyr imidlertid stadig en fisk med horn, modstykket til »land-enhjørningen«. Den geografiske sandhed var afsløret, men ikke den zoologiske. Den danske naturforsker Ole Worm anses for at være den første, der har publiceret videnskabeligt bevis for de såkaldte enhjørninghorns oprindelse. I 1636 fik han forelagt et narhvalkranium med påsiddende stødtand. Iagttagelsen blev forelagt den videnskabelige verden i et tillæg til en disputats i 16385. Andre havde imidlertid været inde på tanken langt tidligere. Således skriver hollænderen Goropius6 i 1569: »Jeg har undertiden haft formodning om at de såkaldte enhjørninghorn hidrører fra en fisk. Det enhjørninghorn, der findes i Amsterdam, blev nemlig hjembragt fra Island . . . Fremtiden må afgøre dette.« Også kartografen Gerard Mercator angiver i 1607 under Island, at det, der oftest solgtes for enhjørninghorn, faktisk var narhvaltænder7. Pig. 3. Ole Worms tegning af narhvalkranium med stødtand*, 1638. Den videnskabelige dokumentation har Ole Worm som nævnt æren for, og han lod udføre en tegning (fig. 3) som støtte for den minutiøse beskrivelse. Tegningen indgik i Thomas Bartholins De Unicornu 16458 og i Peyrére's Rela- tion du Groenland 16479, inden den blev optaget i Worms katalog, Museum Wormianum 1655. Fra seksten- og syttenhundredetallet kendes flere, mere eller mindre korrekte afbildninger af tanden i den medicinske litteratur, således hos Nicolas Tulpius10 1672 og Pomet11 1725. Endelig findes planchen fig. 4 i Museum Regium, kata- loget over det kongelige kunstkammers samlinger, hvori Worms museum indgik efter hans død. Worms tegning og illustrationerne i fig. 4 er i overensstemmelse med vor nuværende viden: tanden sidder i ven- stre overkæbe (når kun den ene er ud- viklet) og er venstrehåndsskruet. I fig. 5 gengives en planche fra Hans Egedes grønlandske naturhistorie12 1741. Tanden er her fejlagtigt gengivet som en højrehåndsskrue, et enkelt exem- pel på, at billeder fra denne tid ikke altid er tænkt som videnskabelig dokumenta- tion men blot som illustration med en vis kunstnerisk frihed. Eller kobberstik- keren har glemt eller undladt at skære billedet spejlvendt. Det samme gælder mange enhjørningbilleder, både fra den- 103 [4] Fig. 4. Fra Museum Regium, 2. udg. beg. af 1700-tallet (ca. 1:3). ne tid og nutildags med moderne repro- teknik. Egedes beskrivelse er typisk for tidens forvirring. Han er under indtryk af Worms grundskud mod troen på land- enhjørningen, men også af det gamle testamentes omtale af enhjørningen flere steder41, se senere. Han taler derfor om Søe-Enhiørningen hørende til hval»fi- Gen&t&r, Fig. 5. Fra Hans Egedes Grtnlandsbeskrivelse >2, 1741 (ca. 1:2). skene«, men nævner også, at dens rette navn er narhval. Han fastholder, at det drejer sig om et horn, og han »må vise de Autorers Vildfarelse, som holder for og vil bevise at det ikke er et Horn men en Tand«. En stædighed, der er tilgivelig hos missionæren, der nødig ser den hel- lige skrift anfægtet yderligere, nu da land-enhjørningen er under mistanke. Men også forståelig hos naturbeskrive- ren, fordi narhvalens stødtand som tand betragtet er absolut afvigende i ydre form fra alle andre kendte tænder, som fl skal se i det følgende. Nyere viden om narhvalens stødtand Den nyfødte hval har to tandanlæg i overkæben næsten parallelt med dyrets akse. Hos hannerne og ganske få hunner bryder den venstre tand ud af kæben yed slutningen af det første leveår og vokser ud til den kendte op til 2,8 m lange, retliniede og tilspidsede stødtand med en skrueformet riflet overflade. Væksten fortsætter gennem den første halvdel af hvalens liv. Det højre tand- anlæg forbliver normalt i kæben, men udvikler sig i enkelte tilfælde til samme længde eller oftest noget kortere end den venstre. Den kgl. grønlandske Han- del har i sine kontorer i København et meget smukt eksemplar af et kranium med to fuldt og regelmæssigt udviklede tænder. Tanden er på flere måder enestående i naturen, ikke blot blandt tandhvalerne men blandt pattedyr overhovedet14. Den er usædvanlig ved normalt at være den eneste tand, der udvikles, ved sin usæd- vanlige længde i forhold til dyret (ca. en tredledel af kroppen). Endvidere ved at 104 [5] hovedaksen er en ret linie. Alle andre pattedyrtænder har en naturlig krum- ning, der bliver mere og mere udpræget jo længere de er, jf. f. ex. elefantens og hvalrossens stødtænder. Narhvalens tand er endelig enestående ved sin regel- mæssige skrueformede overfladestruk- tur, der i alle kendte tilfælde er en ven- strehåndsskrue (mod uret) som på fig. 3. Dette blev påvist allerede i 1920 af den danske zoolog Ragnar Spårck13 ved undersøgelse af over 700 tænder op- hobet i København på grund af krigen samt af 14 kranier med en eller to tæn- der opbevaret i Zoologisk Museum. Samtlige tænder var venstreskruer også i de tilfælde, hvor to tænder var udviklet på samme kranium. Der er forfatteren bekendt ikke siden påvist en højreskruet narhvaltand. Spårck13 rinder det ejen- dommeligt, at et tilsyneladende så lige- gyldigt forhold er i den grad genotypisk bestemt og konstant og finder, at det støtter en tidligere af Reinhardt i 1863 fremsat hypotese, at tandens skruestruk- tur og placering i venstre side har fælles årsag med hele hovedets asymmetriske bygning hos hvaler, idet den venstre side er stærkest udviklet. Asymmetrien har utvivlsomt noget at gøre med ekko- lokaliseringen hos tandhvaler, men det er en anden historie. Hvordan kan man forklare tandens enestående ydre form? D'Arcy W. Thompson14 hævder i sin afhandling fra 1942, at de skrueformede riller alene er et mønster i overfladen, medens der ikke i selve substansen er tegn på nogen vridning af hele tanden. Han gør op- mærksom på, at de enkelte forhøjede strenge og udgraverede gruber har deres individuelle særpræg, som bevares lige fra roden til spidsen; smalle eller brede, højere eller dybere. Thompson fremsæt- ter den teori, at rodens bløde vækstzone ved hvalens svømmebevægelser livet igennem påvirkes af rotationskræfter, medens den i forhold til dyret ganske store tand på grund af sin inerti ikke helt kan »følge med«. Den meget åbne ven- streskrue svarer til en statistisk overvægt af højredrejninger af kroppen under svømmetagene, som summerer sig op til 4—5 omdrejninger omkring aksen i lø- bet af hvalens liv. D'Arcy Thompson mener, at denne teori giver en rimelig forklaring på den usædvanlige lige akse, idet ethvert tilløb til krumning vil blive elimineret ved rotationen. Det ejendom- melige, at begge tænder er venstre- skruede, når de er udviklet, skulle lige- ledes være i overensstemmelse med teorien. Der er blandt biologer langt fra enig- hed om Thompsons teori. Tilhængere af Darwins lære accepterer ikke en sådan fysiologisk påvirkning af individet som forklaring på slægtens særpræg. De ser det snarere som resultat af tilfældige spring, mutationer, i arveanlæggene i lø- bet af en meget langvarig udvikling, hvorunder der fremkommer individer, der er bedre tilpasset til livsbetingel- serne og som derfor overlever på læn- gere sigt. Allan R. Ness15 har udtrykt det således: »Det er ikke spor mere mær- keligt at narhvalen har sin særprægede stødtand, end at mennesket har to hæn- der og ikke hvalluffer.« Det er genetisk og ikke fysiologisk betinget. Adfærdsbiologer har længe diskuteret, hvad hvalen egentlig bruger stødtanden 105 [6] til. Det er almindeligt antaget, at den tjener til at rode bytte, flyndere, rokker, orme og lignende op fra bunden. Spårck13 argumenterer således for denne forklaring. Andre mere eller mindre fan- tasifulde16 er forsvars- og angrebsvåben, lydtransmittor, kølemiddel, is-syl (ånde- huj), led i ekkolokaliseringen etc. To canadiske biologer Silverman og Dun- bar16 refererer i 1980 hvalfangeres iagt- tagelse, at hanhvalerne »krydser tænder« i en ceremoniel eller ofte reel kamp om hunnerne, men også uden for parrings- tiden. Artiklen indeholder statistik over procent brækkede stødtænder og skader i hovedet hos voksne hvaler. Helge Knudsen refererer i en artikel17 her i bladet de ejendommelige fund af afbræk- kede stødtænder, hvor hulheden er »plomberet« med spidsen af unge hva- lers tand. Sammenfattende må det siges, at der fortsat er delte meninger om hvalens anvendelse af stødtanden. Flere af for- slagene kan eventuelt være rigtige sam- tidig, og adfærdsbiologer synes for tiden at slå sig til tåls med at opfatte tanden som simpelthen en sekundær kønskarak- ter hos narhvalen. Indtil der kan fore- tages yderligere studier i naturen eller i fangenskab (?) »tager sø-enhjørningen sine hemmeligheder med sig, når den dykker på de store dybder«, for at bruge Ivar Silis' ord.19 Derimod ligger det helt klart, hvad mennEskene har anvendt og idag anven- der narhvaltand til, nemlig som samler- objekt, til fremstilling af kunstgenstande og (tidligere) som »naturmedicin«. Prisen har altid været høj og er ikke blevet lavere af, at internationale kon- KALATDLIT NU N AT Jens ~R.osings frimarks fra 1975. ventioner18 og nationale restriktioner begrænser fangst og ind- og udførsel. Silis19 angiver at en fejlfri, fuldt udvok- set tand i 1984 handles på verdens- markedet til ca. 800 USD, hvilket svarer til at stødtanden, når den en sjælden gang udbydes på det danske antikvitets- marked gerne går for en pris af størrel- sesordenen 10.000 DKK. Rundt om i private hjem og danske og udenlandske museer og fyrstelige skatkamre,22 findes talrige narhvaltæn- der i original eller bearbejdet tilstand i form af stokke, sceptre, bispestave, drik- kebægre etc. Et fornemt eksempel er de danske enevoldskongers kroningsstol på Rosenborg med rigelig anvendelse af det »nordiske elfenben« i de bærende dele. Bag disse anvendelser ligger ikke alene materialets skønhedsværdi, kostbarhed og relative styrke, men utvivlsomt også forestillinger overført fra enhjørning- myterne. Biskoppens embedsstav har forlenet ham med kraft og værdighed, og de i kroningsstolen indbyggede »en- hjørninghorn« har givet monarken auto- ritet, kraft og styrke, egenskaber, der f. ex. i de gammeltestamentlige texter41 106 [7] tilskrives fabeldyret. Nærheden af »hor- net« har desuden beskyttet kongen mod gift og anden ondskab, en overleveret magi, der mere konkret ligger bag til- virkningen af drikkebægre, hvoraf der også findes smukke eksemplarer i Ro- senborg Samlingerne. Narhvaltand har som typisk nordisk kostbarhed hyppigt været brugt som venskabsgave ved officielle besøg i de sydligere udlande, senest ved regent- : parrets statsbesøg i Saudi Arabien i 1984. I denne forbindelse kan måske også nævnes de to store narhvaltænder i fedtstenssokler, der var grønlændernes gave til Danmark ved den sidste grund- lovsændring i 1953. De er opstillet i fol- ketingets vandrehal. Medens narhvaltands kunstneriske værdi stadig er høj, så er den medicinske anvendelse nu kun af historisk interesse. Den udbredte anvendelse i seksten- og noget op i syttenhundredetallet beroede på identificeringen med »ægte enhjør- ninghorn«, der ifølge meget gammel overlevering (se senere) blev anset for virksom mod forgiftning og en lang række sygdomme, der, fordi årsagen var ukendt, også blev klassificeret som for- giftning. Tanden blev dels brugt i form af drikkebægre, der på magisk vis fjer- nede giftstoffer fra drikken, eller i stor udstrækning som pulver til indvortes brug, ofte i meget komplicerede blan- dinger med urtemedicin. Som sådan fin- des det i talrige håndskrifter og læge- bøger20 beregnet for lægmand, men også i de første officielle formelsamlinger som f. ex. Dispensatorium Hafniense 1658. Kemisk undersøgelse af narhval- tand viser, at den næsten udelukkende består af mineralet calcium apatit, der foruden kalk og fosfat indeholder lidt fluorid.21 Der er således ikke noget- somhelst holdepunkt, naturvidenskabe- ligt set, for lægemiddelvirkning større end en almindelig kalktablet. Baggrun- den for anvendelsen har alene været troen på, at det var ægte enhjørning- horn, og at de gennem århundreder gen- tagne påstande om dettes magiske kraft var rigtige. Som i så mange andre til- fælde i farmaciens historie har sjælden- heden og kostbarheden af lægemidlet utvivlsomt også her styrket troen. Anvendelsen fortsatte efter at Ole Worm havde afsløret midlets egentlige oprindelse og langt ind i syttenhun- dredetallet. Det er optaget i apotheker- taxten 1672, men dog her under beteg- nelsen cornu unicornis groenlandica (grøn- landsk enhjørninghorn) og ikke som tid- ligere cornu unicornis verum (ægte enhjør- ninghorn). Til omtalen af narhvaltandens anven- delser hører også spørgsmålet om, hvad grønlænderne selv bruger tanden til, udover som indtægtskilde. Der synes ikke i Grønland at være knyttet medicin- ske eller magiske forestillinger til tan- den, men den har været anvendt til fangstredskaber4 samt som materiale til udskæring af kunstgenstande i lighed med hvalrostand. Naturligvis optræder narhvalen i de grønlandske myter og sange. Om hvor- dan den blev til fortalte fangeren Arna- luq til Knud Rasmussen44: »En fanger havde besluttet at gøre en ende på sin moders liv. Under harpunering af en stor hvidhval fik han ved snedighed hva- len til at trække hende i dybet, men her 107 [8] forvandledes hun til en narhval, idet hendes hårfletning blev til stødtanden. Fra hende nedstammer alle narhvaler, Qilalugaq qernertaq, før hende var der kun hvidhvaler, qilalugaq qaqortaq«. (Kort genfortalt). Grønlænderens nære, naturbestemte forhold til sine fangstdyr er smukt og vemodigt tolket i den gamle fangers »Sang om Narhvalerne«45. Tynget af al- derens afmagt griber han trommen og mindes sin ungdoms bedrifter ved Apu- titéq, hvor de store narhvaltræk gav rige jagter (uddrag): Ijåja-å -- ijajå, ajé, lad mig søge at fjerne min tanke, min store tanke, på afstand, på afstand, ijåjalå-- ijajå -ajé. Mine øjne er trætte, mine opslidte øjne! Og aldrig mere skal øjnene følge narhvalens fart, når den skyder af dybet. Lad min ånde da blæse en sang om mine fangstdyr, en sang om mine narhvaler, når stimerne brød i hvide bråd ved min boplads. ijåja-å — ijajå - ajé. Hvalernes strubesang lød, stundom i støn og stundom i skingrende fløjt gennem pustende ånde, når deres flokke samlede sig i døsig hvile på vandet. Dette, som minder mig mest om min ungdom, synger jeg om. Og min sang bryder ud af min strube med min ånde. Énbjørningmyten Det er almindeligt antaget, at myten har sin oprindelse i Mellemøsten og derfra har bredt sig til Europa. Forestillingen om et enhornet dyr findes også i indiske og østasiatiske kulturer. Det er uvist, om den har sin egentlige oprindelse her eller er ført dertil via handelsvejene. For denne artikels emne er alene den euro- pæiske tradition af betydning. Kun her kan mødet mellem fabeldyret og nar- hvaltanden være sket. Narhvalen findes ikke i antarktiske farvande. Såvel i de tidligste bevarede text- beskrivelser som ved ældste afbildninger af fabeldyret kan der være berettiget tvivl om, hvorvidt datidens mennesker virkelig har opfattet dyret som det, vi nu kalder enhjørningen. Et berømt papyrus fra tiden ca. -f- 1200 indeholder en række satiriske dyretegninger, deriblandt den i fig. 6 gengivne, hvor et gazelle- agtigt dyr spiller en slags skak med en JEjg. 6. Ægyptisk papyrus2* ca. år Ltvea og »enhjørningen«. 1200. 108 [9] Fig. 7. Dekoration på potteskår, Sumerisk24, ca. år -f- 3000. løve. Gazellen fremtræder kun enhornet fordi den, som det var almindeligt i den tids stil, er afbildet i profil. Tegningen gengives ofte i nutiden (f. ex. Grimbergs Verdenshistorie, dansk udgave vol. l p. 231, 1958) med undertexten »løven og enhjørningen«. Den samme usikkerhed i fortolknin- gen gælder tidlig sumerisk kunst (ca. -j- 3000). Fig. 7 gengiver et potteskår dekoreret med en scene, hvor en løve angriber en (enhornet) tyr. Det til- svarende motiv findes i relieffer bevaret fra Persepolis (ca. -f- 400), fig. 8. Også i den mellemliggende assyrisk-babyloni- ske kunst (ca. -=- 1500 til -i- 600) tegnes oxer rutinemæssigt med ét horn, enten som bevidst stil eller på grund af mang- lende evne til perspektivisk gengivelse. En sandsynlig oprindelse af enhjørning- myten er, at sådanne illustrationer af samtidige eller senere er opfattet som naturalistiske gengivelser. En af de formentlig ældste (indirekte) bevarede texter om enhjørningen skyl- des en græsk læge Ktesias, der ca. år -j- 400 var i perserkongen Artaxerxes' tjeneste. Originalen er tabt, men kendes i form af afskrifter eller genfortællinger hos senere naturbeskrivere. Plinius38, der levede år 23 til 79, beskriver, hvad han kalder monoceros (gr. enhorn) så- ledes, idet han citerer Ktesias' Indica: »Dyret har en krop omtrent som en hest, hoved som en hjort, fødder som en elefant, hale som et vildsvin, et frygteligt brøl og midt i panden et sort horn, der rager to alen frem.« Bortset fra hornets længde minder dette mest af alt om en andenhånds beskrivelse af et næsehorn. Der er ikke hos Plinius nogen detail- beskrivelse af hornets udseende. Den græske naturforsker og filosof Aristoteles,39 der levede fra år -=- 384 til -i- 322, altså ca. 100 år senere end Ktesias, skriver i sin Historia Anima- lium (ca. -i- 350), at de fleste dyr har to horn. Blandt undtagelserne nævner han Oryx, med klove, og det indiske æsel, med hove, begge med kun ét horn midt på hovedet. Den arabiske Oryx hører til antilopeslægten og er et af de i vore dage truede dyr.26 Kun set i profil og med megen god vilje kan den opfattes som enhornet. På den anden side er den med sine meget lange og kun ganske svagt krummede horn, fig. 9, det dyr, der bedst kan have været »model« til den enhjørning, vi kender fra de seneste år- hundreder, med hvid hesteagtig krop men med klove, ligesom det fremad- Fig. 8. Trapperelief fra Persepolis1'->, ca. år -=- 400. 109 [10] rettede »narhval«horn svarer ganske godt til billedet af den angribende Oryx med sænket hoved. De ophøjede ringe på antilopegrup- pens horn kan for en overfladisk be- tragtning minde om en skruelinie, idet de er skråtstillede, men altså uden fort- løbende forbindelse med hverandre. Som en kuriositet og uden nødven- digvis at antyde nogen sammenhæng nævnes, at en slægtning, Elan-antilopen, spiller en central rolle i buskmand- folkets religiøse helbredelses-ceremoni- er, ligesom de spiser den for at få del i det guddommelige. Jf. at enhjørningen i kalkmalerier fra den katolske tid fore- kommer i nærheden af nadverbordet, hvorfor den symbolsk sættes i forbin- delse med forvandlingen til Kristi legeme.42 Som nævnt er Ktesias' originale værk kun kendt gennem citater hos senere forfattere, der ikke er enige om beskri- velsen af dyret. Den byzantinske patri- ark Photius40refererer således i sin »Bi- bliotheca« (ca. år 820): »Ktesias siger, at der i Indien eksisterer vilde æsler, så store som en hest, med en hvid krop, purpurfarvet hoved og dybtblå øjne. Dette dyr har midt i panden et horn, der måler en alen. Det nederste af hornet er helt hvidt i en længde af ca. to tommer, den yderste spids er purpurfarvet og den midterste del er sort.« Photius refererer også Ktesias for myten om, at drikkekar lavet af hornet beskytter mod gift i vi- nen. Der er ikke her nogen beskrivelse af hornets form endsige nogen omtale af skruestrukturen. Den sidste af de klassiske kilder, der skal omtales, er det gamle testamentes ^g. 9. Arabisk Oryx- antilope, nutidigt foto26. bøger, der blev til i tiden ca. -i- 1 600 til -r- 165. Flere steder41 findes hentydnin- ger til et dyr, der er blevet opfattet som enhjørningen. Originaltexterne på he- braisk har ordet Re'em, der i oldkirkens hellige skrift Septuaginta (-=- 250 til -i- 130) blev oversat til græsk mono- keros (enhorn). I den romersk-katolske kirkes standardbibel Vulgata (ca. 382- 405) blev det direkte oversat til latinsk unicornis. Luthers tyske oversættelse (1514—1517) har »Einhorn«, og i den danske bibeloversættelse blev det til Eenhjørning, indtil de lærde teologer og sprogforskere i midten af 1800-tallet blev enige om, at originaltextens Re'em snarere burde oversættes med »vild- oxe«, bl. a. i overensstemmelse med, at næsten alle skriftstederne fremhæver »enhjørningens« kraft, styrke og vild- skab, egenskaber, der traditionelt tilskri- ves enhjørningen, men lige så vel passer på vildoxen, og — mere afgørende — in- tet steds i de gammeltestamentlige origi- 110 [11] naltexter nævnes, at dyret kun har ét horn! Som det fremgår af foranstående korte gennemgang af hovedkilderne til enhjørningmyten er den gradvis blevet til over et meget langt tidsrum på grundlag af mere eller mindre upræcise iagttagelser og beskrivelser af flere for- skellige hornede dyrearter. De nævnte forfattere og den hellige skrift blev betragtet som urokkelige autoriteter og citeret igen og igen i tal- rige håndskrifter i århundrederne op til og under middelalderen. Medvirkende til at ideen overlevede til vor tid har også været, at den gryende naturviden- skabelige objektivitet i lange perioder var underordnet tro og autoritetstro, eller med kirkefaderen Augustins ord: »Det vigtigste er ikke, om et dyr exi- sterer, men hvad det symboliserer.« På denne baggrund overlever enhjør- ningen i talrige psaltre og tidebønne- bøger til brug i klostrene og ikke mindst i det værk, der i utallige udgaver på græsk, latin og i oversættelser udkom under navnet »Physiologus«. Det har sin oprindelse i Alexandria ca. år 150 og var vidt udbredt til langt op i middelalderen. »Physiologus« betyder egentlig blot na- turlære, læren om (den fysiske) natur, men det var en tidstypisk blanding af opbyggelig og moraliserende læsning og naturhistorie, idet det enkelte dyrs be- skrivelse f. ex. indledtes med et citat fra bibelen, hvor dets egenskaber og sym- bolik er omtalt. Tilsvarende karakter havde en række bestiarier (modstykket til herbarier: plantebeskrivelser). Ende- lig går enhjørninghornet over i en lang række populære lægebøger for lægmand, "• -> Fig. 10. Miniature igrask-katolsk bønnebog (psalter) ca. 9. til 10. årh.27. idet datidens (natur)medicin ikke alene omfattede lægeplanter, men også adskil- lige animalske produkter. Omkring ved 12-tallet begynder Physiologus udgaverne at indeholde illu- strationer i form af primitive tegninger eller illuminerede miniaturer i håndskrif- ternes margin. Af det store materiale i de følgende århundreder er udvalgt nogle typiske exempler til belysning af »hornets« udseende gennem tiden i et forsøg på at indkredse den periode, hvor narhvaltanden »kommer ind i billedet«. I de tidlige græsk-sprogede Physiolo- gus udgaver og bønnebøger (9. til 11. århundreder)27'28-29 er hornet fortsat placeret højt på hovedet, er ofte over- drevet langt, hyppigt sort, stærkt svun- get, enten med glat overflade, som hos oksen, eller med ringformede forhøjnin- ger, som hos antilopegruppen, fig. 10. I 1300-tallets latinske udgaver af Physiologus og i denne tids bestiarier finder vi ofte et svagt buet, fremadrettet horn, der er rykket længere ned i pan- den. Overfladestrukturen er enten ikke angivet, eller ofte tegnet med bølget overside, som på fig. 11, jf. fig. 23 nr. 6—8. Af særlig interesse for emnet er naturligvis de islandske håndskrifter fra 111 [12] - it Uisir 6> • filtr »fiim Fig. 11. Miniature, latinsk Pbysiologus™, ca. 1300. denne tid, hvor vi ved at narhvalen var kendt i Island. Vi finder imidlertid som regel en ret summarisk gengivelse af hornet, som vist fig. 12. Der er endnu kun sjældent nogen lighed med tanden. I 1400-tallet begynder illustrationer at blive talrige i håndskrifter, kalkmalerier og anden sengotisk kirkekunst, i gobe- liner, grafik, oliemaleri og med bogtryk- kerkunstens udvikling f. ex. som træsnit i trykte bøger. Den store variation i dy- rets form er vist i fig. 13—18 med dan- ske kalkmalerier som exempel. Elmelundemesterens udgave, fig. 13, har kun en antydning af skruestruktur; den mindre hyggelige type i Gudme kir- ke, fig. 14, har et savtakket horn, som i forskellige udformninger også kendes fra udlandet i denne tid. Majoriteten af kalkmalerierne fra sen- gotisk tid - godt 30 kirker har enhjør- ningmotivet — viser et næsten retlinet, tilspidset horn uden skruestruktur, og ofte er dyret som helhed forenklet helt ned til en slags piktogram eller symbol, hvad det jo også er i alleregentligste for- stand. Interessante exempler er fig. 15 fra Skrøbelev og fig. 16, den eneste (be- Fig. 12. Miniature i Norsk-Islandsk bibelhåndfkrift (Stjern)'1, 1300-tallet. Fig. 13. Kalkmaleri, Elmelunde kirke, ca. 1490 (Mien). •varede) kalkmaleriudsmykning i Hade- nip kirke i Midtjylland. Stilarter, eller tflåske bare lokale, maleglade kunstneres primitive malemåde, som kan vække mindelser om nutidskunst. Den opfattelse af dyret, som tydeligst viser frem mod vor egen tids populære, romantiske enhjørning, er nok fig. 17 og 18. Fig. 17 er en skitse af enhjørningen fra bebudelsesscenen på alterforstykket fra Gyrstinge kirke på Sjælland. Det fin- des nu bevaret og nyrestaureret på Na- lionalmuseet i København. Det er olie- 112 [13] Fig. 14. Kalkmaleri, Gudme kirke, Fyn, ca. 1488. maleri på træ og viser hornet fejlagtigt højrehåndsskruet, men iøvrigt med stor lighed med narhvaltanden. Fig. 18 er hentet fra Vester Broby kirkes hvælvin- ger (Sjælland). Den korrekt venstre- skruede narhvaltand, placeret i panden på det uskyldshvide, elegante og stærkt tegnede dyr, den slanke krop med heste- hoved, klovene og bukkeskægget er alt karakteristisk for nutidens enhjørning i den romantiske og heraldiske udgave. En lignende prototype findes i svenske kirker (Uppsala området) og i uden- landske håndskrifter fra denne tid, fig. 19. I løbet af 15- til 17-hundrede- tallet slår denne type mere eller mindre igennem i lægebøger o. lign., fig. 20 er et exempel. NC "s*, r""' *v^å )i Fig. 15. Kalkmaleri, Skrebelev kirke, Langeland, ca. 1500. I disse og de følgende århundreder breder enhjørningen sig til snart sagt alle kunstarter både sacrale og profane. Vi finder den og dens bredt fortolkede symbolik i malerkunstens forskellige epoker, i tegning og grafik, gobelinkunst og vævning, i træskærerarbejder, bron- ze- og stenskulptur, smedejernskunst, medailler, mønter, glasmosaik, silhouet- klip og plakatkunst, i vore dages tegneserier og legetøj. I frimærker, ex-libris og bomærker. Det sidste i ud- Fig. 16. Kalkmaleri, Haderup kirke, Jylland, ca. 1500. strakt grad for apoteker i Skandinavien og Tyskland, hvor dyrenavne er traditio- nelt anvendt i navngivningen, og hvor troen på hornets medicinske egenskaber naturligvis også har spillet ind. Et særligt kapitel er enhjørningens optræden i heraldisk kunst, velkendt både fra flere indenlandske adelige slæg- ter og især fra det britiske våben, hvori den indføres i begyndelsen af seksten- hundredetallet, efter først at have været skotsk heraldisk dyr i flere århundreder. Her. skal kun omtales en facet af histo- rien, som er relevant for emnet. Man ser ofte den påstand, at den heraldiske en- hjørning kan spores tilbage til navn- 113 [14] Fig. 17. Olie på træ, Gyrstinge kirke, Sja Iland (HH Nationalmuseet). Fig. 18. Kalkmaleri, Vester Broby kirke, Sjælland, ea. 1500. Fig. 19. Herbarium og bestiarium tidligt i 1500-taHet};, miniature. 114 givne klaner i det 5. og 6. århundrede, og de ledsagende illustrationer (f. ex. skotske postkort) afbilder enhjørningen med skrueformet horn. Det rejser natur- ligvis det interessante spørgsmål, om stødtanden kan være hjembragt til de skotske strande eller være opsamlet fra ilanddrevne hvaler tidligere end vikinge- tiden, og om sådanne hændelser kan were medvirkende baggrund for, at en- hjørningen optræder først i skotsk heral- dik. En henvendelse til den øverste ttpertise i skotsk heraldik43 giver intet grundlag for en sådan hypotese. Våben- skjold var ikke i brug på et så tidligt tids- punkt, og enhjørningen optræder første gang i skotsk heraldik under James I, som kom på tronen i 1424. Selvstændigt eller i kombination med billedkunsten optræder enhjørningen i næsten alle genrer af skønlitteraturen, i poesi og prosa, eventyr og fabel, børne- bøger og børnesange, kriminalnoveller; desuden i skuespil fra Shakespeare til yore. dage, i ballet og opera, i musikken, både den seriøse og popmusikken. Dyret, der aldrig har været til, hører heller ikke på det åndelige plan til de fruede arter. Tværtimod, det synes at være en uudtømmelig inspirationskilde for kunstnere af alle arter, måske netop fordi det »kun« er en idé, ladet med sym- bolik og myter af meget alsidig og ofte indbyrdes modstridende karakter. Om- kring denne idé skaber kunstneren frit sin egen enhjørning. Nogle få exempler på moderne enhjørninge ses i fig. 21-22. Grønland har med narhvalen bidraget fundamentalt til mytens overlevelse, men afsluttende må vi konstatere, at det [15] 13. Ragnar Sparck: Nogle bemærkninger om narhva- lens stødtand, specielt med hensyn til spiral- snoningen. Vid. Medd. Dansk naturhist. Foren. (1920) 165. 14. D'Arcy W. Thompson: On Growth and Form, Cambridge (1942) 907. 15. Allan R. Ness privat meddelelse. 16. H. B. Silverman and M. J. Dunbar: Nature 284 (1980) 57. New Scientist (1980) 734. 17. Helge Knudsen, »Grønland« (1958) 353-356. 18. Konventionen af 3. marts 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og plan- ter (Washington konventionen). 19. Ivar Silis: National Geographic Magazine (1984) 520-539. 20. Helmer Kofod: Danish Contributions to the Uni- corn Story, Archiv for Pharmaci og Chemi 84 (1977) 1313-1337. 21. Helmer Kofod: Monodon monoceros L. Tand- lægebladet 83 (1979) 360. 22. Axel Garboe: Enhjørningen, især i natur- og lægevidenskabens historie, København 1915, pag. 18. 23. Papyrus 55001, ca, år -=- 1200. British Museum. Jf. Jos. A. Omlin: Catalogo del Museo Egizio di Torino(1968)vol. 3. 24. Cyril G. E. Bunt: The Lion and the Unicorn. Antiquity4(1930)425. 25. Sitzungsbericht d. Berliner Akad. d. Wissensch. (1892) 573 tavle V pag. 580. 26. Panda klubben 39 (1983) 8 (udg. af Verdens- naturfonden). 27. Kloster Pantokratoros cod. 61. (Fig. 10, 11 og 19 er lånt fra Jtirgen W. Einhorn: Spiritalis Unicornis, Munchen 1976). 28. Schola Evangelica cod. B 8 Smyrna. 29. Philippe de Thaon. Kgl. Bibi. Kbh. GI. kgl. saml. 3466 8°. 30. Hamburg Staats- u. Univ. bibl. cod. 47. 31. Arnamagnæanske Samling, Kbhs. Universitet. AM 227 2°. 32. Bodleyan Library Oxford. Ms. Opp. 154. 33. Bodleyan Library Oxford. Ashmole Ms. 1504. 34. A. Lonicerus Krauterbuch, Frankfurt 1577. 35. Lasercraft, Santa Rosa, California U.S.A. »Sil- houetklip«, hvor udklipningerne er sket med computerstyret laserstråle, der fordamper papiret med hårfin præcision, som ingen saks kan præ- stere. 36. Birket-Smith: Jens Munks rejse, Kbh. 1929 pag. 75. 37. Noel Vietmeyer 111. London News, december 1982 pag. 18. 38. Plinius secundus: Naturalis Historia, udg. Her- malaus Barbarus, Venezia 1499 kap. 21. 39. Aristoteles: Parts of Animals. Græsk originaltext med engelsk oversættelse ved A. L. Peck. Har- vard 1907. 40. R. Henry: Ctesias La Perse, L'Inde. Les som- maires de Photius. Bruxelles 1947. 41. 4. Mosebog 23,22 og 24,8. 5. Mosebog 33,17. Jobs Bog 39,12-15. Salmernes Bog 22,22; 29,6 og 92,10. 42. Dr. theol. Knud Banning, privat meddelelse. 43. The Court of The Lord Lyon, Edinburgh, privat meddelelse. 44. Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland III, 77-79. Kbh. 1925. 45. Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland I, 343. Kbh. 1921. Sangen om narhvalerne blev til musik af Vagn Holmboe fremført af studenter- sangforeningen ved Københavns universitets års- fest 1976. Fig. 23. Typologisk oversigt over enhjørningbornets udvikling. 1. antilope, ). næsehorn, 4. oryx, 5. oxe, 16 »narbval«. 116 [16] tf crfwcføMcr? fer te .»•—i—-«~< .*.».i^ii»»<»»jT&i-Æa^».—».«*- F