[1] Truede børn og unge i Grønland Af Ernst Jensen Truede børn og unge — »risikogruppen« - er de børn og unge, der lever under forhold, som på den ene eller den anden måde truer deres muligheder for at ud- vikle sig til at blive, hvad vi kalder »gode og nyttige samfundsborgere«. Deres muligheder for at blive helstøbte og har- moniske mennesker er i fare. I stedet risikerer de at havne i en eller anden form for »afvigende« livsførelse og der- ved udsætte sig for psykiske og fysiske skader af forskellig art, ligesom der op- står konflikter i forhold til fællesskabet. Her i det internationale ungdomsår 1985 må det nok konstateres, at der er en betydelig gruppe af sådanne truede børn og unge i Grønland. Nogle mener endog, at deres antal er voksende. En statistisk bevisførelse for dette vil nok være vanskelig at fremlægge, og så vidt jeg ved findes den heller ikke. Definitio- nen på at høre til den truede gruppe er uklar. De konkrete og synlige symptomer er tidlig kriminalitet: berigelsesforbrydelser og hærværk, tiltagende ligegyldighed overfor andres ejendom. De grovere symptomer er en tiltagende råhed i de voldsforbrydelser, der er forekommet de senere år. For de tidlige aldersgruppers vedkom- mende hører det med til symptomerne, at børn ses færdes på vejene på alle tider af døgnet, ofte uden at forældrene ved — eller tilsyneladende bekymrer sig om at vide — hvor de er. Det var tidligere et naturligt og selv- følgeligt led i den særlige grønlandske »frie« opdragelsesform, at børn i de små samfund ikke var bundet af hverken faste spisetider eller af nogen bestemt tid, hvor de skulle være inde om aftenen. Dette var praktisabelt og for- mentlig også hensigtsmæssigt i et sam- fund, hvor det enkelte menneske — og børnene fra de tidlige år allerede — trods denne frihed alligevel var bundet af en række normer med krav om hensynta- gen til fællesskabet og krav om udvik- ling til selvstændighed, der var en forud- sætning i det barske erhvervsliv. Når børn nu til dags færdes på vejene uden opsyn i sene aften- og nattetimer, så er det af andre årsager. Så er det ikke som led i - eller som konsekvens af - nogen opdragelsesform. Snarere er det 79 [2] tegn på manglende opdragelsesmetode, mangel på omsorg og pasning. Der er tale om forsømte børn. Blandt årsagerne til disse forhold til-, lægges spiritusmisbruget oftest den stør- ste betydning, og det er udenfor al tvivl, at drikkeriet er med i billedet i langt den overvejende del af den sociale nød i Grønland. Statistikken taler sit tydelige sprog i denne forbindelse: en overvæl- dende del — ja næsten alle — voldsforbry- delser begås under indflydelse af alko- hol. Langt de fleste berigelsesforbrydel- ser sker i beruselse, eller med det formål at skaffe spiritus eller penge til at købe den for. Men omend spiritussen har me- get på sin samvittighed, så må man se i øjnene, at der også er andre, væsentlige årsager, der tæller med, når man konsta- terer, at der er problemer med truede børn og unge i Grønland: Der er opstået den noksom bekendte generationskløft, hvor forældre og bed- steforældre ofte står uforstående over- for unges adfærd, og tager afstand fra den. Børnenes og de unges autoritetsopfat- telse er ikke den samme, som den foræl- drene kendte fra deres barndom, og ofte ser man derfor, at forældrene er næsten uden indflydelse på de unges gøren og laden. Det er ikke ualmindeligt, at foræl- drene står rådvilde og opgivende over- for de forskellige problemer, der kan op- stå med deres børn i skolen eller ude omkring. Deres ord har ikke længere nogen vægt for børnene, som nu og da kan give indtryk af helt at mangle »mo- ralbegreber« — nogen fornemmelse af, hvad der er rigtigt eller forkert. Det kan forekomme, at børn og jjnge, der på et skolekontor eller i en kredsret må stå til ansvar for en eller an- den forseelse, for eks. tyveri eller hær- værk, tværtimod at vise angergivenhed tilsyneladende savner forståelse for, at det er noget forkert, de har gjort. Men skolen har ikke længere de samme muligheder som før med hensyn til opdragerrollen. Der er mange årsager hertil: Den hyppige udskiftning af lærere, der vanskeliggør kontinuitet i det holdningsdannende arbejde, den store mangel på grønlandsksprogede lærere, der medfører, at mange undervisningsti- mer må foregå på et sprog (dansk), som børnene ikke behersker. Men der er også — naturligt nok - en betydelig usikker- hed hos mange lærere overfor den op- dragelsesmæssige side af arbejdet. Dels har en stor del af lærerkorpset idag selv været unge i en tid, hvor det »holdnings- dannende« ansås for mindre væsentligt, dels har politiske forhold i de senere år medført, at mange lærere, vel især de danske, foretrak at »holde en lav profil« i denne sammenhæng. Fra forskellig side har der i de senere år lydt røster om nødvendigheden af en forstærket indsats på det opdragelses- mæssige område. Den socialreformkom- mission, der i 1980 afgav betænkning, fastslår således, at der er udvist for me- gen blødsødenhed overfor de unge i de senere år, og i børneåret 1979 fastslog Jørgen Pjetturson i en artikel i Tidsskrif- tet Grønland, at begrebet opdragelse bør sættes i fokus igen og gøres til genstand for en debat i samfundet, en debat, som forældrene må inddrages i. Det var i 1979/80, og der er vel ikke sket alverden siden da, men spørgsmålet 80 [3] Der er meget at lappe på og rette op på. Billedet viser optakten til Ungdomstjenesten, hvor folk fra hele kysten var samlet af 'Erhvervsdirektoratet. Tusarliivik-foto. uden indtægt i længere perioder - er et let bytte for fristelser. Hvis de så sam- tidig, som tidligere beskrevet, i deres op- vækst ikke er bibragt nogen sikker for- nemmelse for, hvad der er rigtigt eller forkert, ikke har nogen klar opfattelse af samfundets almindeligt accepterede nor- mer, ja så vil de være »truede« på den måde, at de meget let kommer ud i kriminalitet, til skade for sig selv og andre. For mange unge spiller det også en rolle, at boligforholdene er vanskelige. Der er for lidt plads hos forældrene, el- ler de nærer et naturligt ønske om at komme til at bo for sig selv. Det er imidlertid de fleste steder overordentlig svært for unge at skaffe et sted at bo. Der er ingen tvivl om, at de unges bo- ligproblemer ofte spiller en stor rolle i forbindelse med både ungdomskrimi- nalitet og andre sociale vanskeligheder, og afhjælpning af boligmanglen bør have høj prioritet i bestræbelserne på at for- bedre forholdene for de unge. Hvad gøres der så i øvrigt for at forebygge sociale skader og afhjælpe dem, når de er sket? Den grønlandske kriminallov og rets- plejelov er blevet kaldt verdens mest moderne og humane. Den bygger på ældgamle retstraditioner fra de eskimo- iske samfund og lægger vægt på ikke at straffe - begrebet straf er ukendt i den grønlandske kriminallov — men at foran- stalte, at resocialisere — og her anvendes midler, der passer til den enkelte lovbry- ders særlige personlighed og psyke. Det er et system, der stiller meget store krav, ikke blot til de mennesker, 83 [4] der har med retshåndhævelsen at gøre. De skal ikke alene have et grundigt kendskab til samfundets særlige traditio- ner og skikke, men også til den enkelte tiltaltes personlighed. Det er altid nem- mere blot at slå op i taksten og se, hvad der er præcedens for at dømme i den enkelte sag, end at skulle finde en foran- staltning, der er afpasset til den enkelte lovbryder. Det største problem er imidlertid, at jbranstaltningssystemet ikke er tilstrækkeligt udbygget, og det har i øvrigt været et problem lige siden kriminalloven blev indført i 1954. I 1985 er det 25 år siden at Udvalget for Samfundsforskning i Grønland ind- ledte sit arbejde med at registrere, hvor- ledes kriminalloven havde fungeret i dens første år. I den betænkning, der ud- kom et par år efter, måtte man fastslå som ^n af lovens største svagheder, at det var for svært at finde egnede anbrin- gelsessteder for de kriminelle, som blev dømt til anbringelse i »dertil egnet hjem« som led i en resocialisering. Det samme konstaterede man ved landsrådsforhand- lingerne i 1960: »det er overordentlig vanskeligt at skaffe egnede anbringelses- steder hos private«. Siden dengang er der sket en del. An- stalten for domfældte er udvidet, og der er opført ungdomspensioner i flere byer, hvor også kriminalforsorgen har ansat kvalificeret personale til at udføre de for- anstaltninger til tilsyn, som kredsretterne ofte anvender. Alligevel er det tankevækkende - og beklageligt — at man endnu i dag må konstatere, at foranstaltningssystemet ikke er udbygget tilstrækkeligt. Der er langtfra muligheder nok for at finde egnede anbringelsessteder for de krimi- nelle, for hvem en dom til anbringelse i »dertil egnet hjem eller institution« er den bedste foranstaltning. Resultatet er, at anklagemyndighe- den ofte nedlægger påstand om bøde el- ler tilsyn under kriminalforsorgen i til- fælde, hvor der i virkeligheden er behov for mere indgribende foranstaltninger. Dette kan i det lange løb svække rets- bevidstheden og give befolkningen i al- mindelighed og de truede børn og unge i særdeleshed den opfattelse, at »der sker jo ikke noget alligevel ved at begå krimi- nalitet. Her i ungdomsåret er der grund til at rette opmærksomheden i højere grad mod de truede børn og unge i sam- fundet og måske søge nye veje til at komme dem til undsætning i tide. Der kan være grund til påny at pege på nød- vendigheden af at debattere børneopdra- gelse i almindelighed og her skolens op- dragende rolle i særdeleshed. Dernæst må der satses kraftigere på den del af socialforsorgen, der har med det forebyggende arbejde for børn og unge at gøre. Det kan være ved ansættelse af socialrådgivere eller andre kvalificerede personer, der virkelig er i stand til at gå ind i en effektiv familievejledning og gennem et opsøgende arbejde komme truede børn og unge til undsætning inden skaden er sket. __Endvidere må der gøres en forstærket indsats for at kriminallovens intentioner om foranstaltninger og resocialisering kan føres ud i livet efter hensigten. Ellers må man nok risikere, at respekten for denne lov i befolkningens øjne svækkes, og - 84 [5] hvad værre er: at alt for mange unge fortsætter en kriminel løbebane, som de måske kunne være bragt bort fra ved en tidligere og mere effektiv indsats. Der må således ofres de nødvendige midler på etablering af et tilstrækkeligt antal pædagogisk ledede institutioner til optagelse af unge lovbrydere, og der må gøres en forstærket indsats for at få ud- dannet flere kvalificerede grønlændere til at gå ind i dette forsorgsarbejde. De r må seges nye veje til at komme de truede bern og unge til undsætning i tide. Foto: Anne Bang, Serrxitsiaq. 85[6]