[1] Mumiefundet fra Qilakitsoq Af J. P. Hart Hansen, Jørgen Meldgaard og Jørgen Nordqvist En del af tidsskriftets læsere husker sik- kert det fascinerende billede af ansigtet hos en 500 år gammel grønlandsk barnemumie på forsiden af et af tids- skriftets numre i 1978. Konservator Gerda Møller fra Nationalmuseets kon- serveringsafdeling for jordfund beskrev da fundet af 8 mumificerede grønlænde- re og deres velbevarede beklædnings- genstande, de ældst kendte i den arktiske verden. Mumierne viste sig at være to børn på henholdsvis 1/2 år og 4 år, begge drenge, og seks voksne kvinder fra 18 til 50 år gamle. Alle var fuldt påklædt med yder- og inderpels samt kamikker. Li- gene lå i to grave få meter fra hinanden i en klippespalte under et klippeudhæng. Gravene var dækket af flade sten, og klippeudhænget havde beskyttet mod di- rekte nedbør, regn, slud, sne, samt di- rekte sollys. Endvidere var der afløbs- muligheder for væde gennem gravenes bund, og den udtørrende arktiske vind kunne passere gennem mellemrum i stenene. Sammen med den lave temperatur og lave luftfugtighed på stedet medførte disse forhold, at de døde ikke var gået til grunde ved almindeligt henfald, men at de var tørret ind, det vil sige mumifice- ret, inden almindelig forrådnelse og henfald havde fundet sted. Til disse pro- cesser kræves nemlig vand, idet bak- terier og nedbrydende enzymer ellers ikke kan udfolde deres aktivitet. Sammen med de døde fandtes et be- tydeligt antal løse beklædningsgenstan- de, yderpelse, bukser og kamikker, end- videre løse skind, formentlig telt- og brikseskind. Fundet kunne ved kulstof-14 datering på Nationalmuseet henføres til år 1475 e. Kr. +/- 50 år. På grund af fundets alder og de døde menneskers og dragternes velbevarethed har fundet vist sig at være af væsentlig betydning i den arktiske verden. Vi står her over for de jordiske rester af grøn- landske eskimoer, som levede i en tids- periode, hvor der stadig må antages at have været nordboer i Østerbygden i Sydgrønland. Beklædningsgenstandene er de ældst kendte eskimodragter i ver- den. Gerda Møller omtalte i sin artikel, hvorledes man påbegyndte konserve- ringsarbejdet og samtidig et større vi- 95 [2] IrøTSØQ ig&ke mumier i4po-tallet »Qilakitsoq - de grønlandske mumier fra 1400-tallet« udgivet afKNK, Grønlands L,andsmuseum og Christian Ejlers' Forlag. Den populærvidenskabelige bog er nu udkommet på grenlands k og dansk, mens en engelsk udgave er på vej. denskabeligt undersøgelsesarbejde. Det- te er nu afsluttet foreløbigt med ud- givelsen af Grønlands Landsmuseum's populærvidenskabelige bog om mumie- fundet: Qilakitsoq - de grønlandske mumier fra 1400-tallet. Selve konserveringsarbejdet var en betydelig udfordring for Gerda Møller, idet man ikke tidligere havde konserve- ret så gamle, stive og indtørrede dragter af ugarvet skind som de foreliggende. Dragterne og skindene var meget stive og vanskelige at arbejde med, snavsede med tykke svampebelægninger. Man kunne hverken opmåle eller beskrive dragterne eller med sikkerhed angive de benyttede skindtyper. Efter omfattende forundersøgelser gennemførtes det store konserveringsarbejde. De fire bedst be- varede mumiers beklædning blev be- handlet uden at være taget af mumierne, mens de øvriges dragter blev taget af og derefter konserveret sammen med de mange løse dragter og skind. Det samlede materiale af dragter og skind er udførligt beskrevet i lands- museets bog. Dragterne adskiller sig ikke væsentligt fra senere tiders eskimo- dragter. De døde var iført en sælskinds- pels yderst og halvlange bukser af sæl- eller renskind. Inderst var de iført fugle- skindspelse og i et tilfælde små inder- bukser af sælskind. Endvidere bar de ka- mikker, der bestod af en indvendig kamikstrømpe af sæl- eller renskind og en ydre støvle af afhåret sælskind. Dragterne er syet med stor omhu og har ydet fremragende isolation mod de 96 [3] kolde omgivelser, men har dog samtidig givet mulighed for, at dragterne kunne lade overskudsproduktion af varme slippe ud, således at man kunne undgå, at den pågældende kom til at svede. Dragterne var ofte smukt syet med tydelig sans for et smukt design. Fugle- skindspelsene var syet sammen af skind fra flere forskellige fuglearter, idet man udnyttede kendskabet til fjerdragternes forskellige tæthed. Skind med tæt fjer- dragt brugtes, hvor man skulle holde på varmen, mens mere løs fjerdragt an- vendtes ved håndled og hals, således at eventuel overskudsvarme kunne und- slippe her. Samtidig med konserveringsarbejdet påbegyndtes et større tværvidenskabeligt undersøgelsesarbejde, som omfattede forskere fra mange specialer inden for kulturhistorie, læge- og naturvidenskab. Disse undersøgelser blev startet for at forsøge at få svar på de mange spørgs- mål, som umiddelbart rejste sig. Hvem var de gravlagte mennesker, hvad var deres køn, og hvor gamle var de? Hvad var de døde af, og hvornår var de grav- lagt? Det var rimeligt at forsøge at an- vende den moderne videnskabs forskel- lige metoder til at prøve at få svar på disse spørgsmål og mange andre. Kunne man lære noget om de dødes daglige liv, deres sygdomme og miljøforhold? Hvil- ke fangstdyr jagede de, og hvad spiste man på dette tidspunkt omkring 250 år før Hans Egede's ankomst til Grønland. Resultaterne af de mange undersø- gelser er beskrevet i bogen. Når alle videnskabelige rapporter er afsluttet, søges de publiceret i et særligt bind af Meddelelser om Grønland. Undersøgelserne gav svar på en række af de stillede spørgsmål, dog ikke Fra KNK, Grønlands Landsmuseums permanente udstilling af mumierne fra Qilakitsoq. Foto: Erik Holm, KNK. 97 [4] alle. Således ved vi fortsat ikke med sikkerhed, hvad mumierne døde af. I et tilfælde, hos en af de ældste kvinder, omkring 50 år gammel ved dødens ind- træden, viste det sig imidlertid, at der var udbredt nedbrydning af kraniebun- den, formenlig på grund af en kræft- svulst, udgået fra næse-svælgrummet. Denne kræfttype er i dag hyppigt fore- kommende blandt personer af eskimoisk afstamning i hele det arktiske område. Den pågældende har været i sin syg- doms slutstadium og må snarest antages at være død af sygdommen. I de øvrige tilfælde kender vi ikke med sikkerhed dødsårsagen. Imidlertid må det erindres, at det ikke har været muligt at undersøge de fire bedst be- varede mumier nøjere indvendigt på grund af hensynet til dragterne, som sad på plads.Undersøgelsen af disse mumier var næsten udelukkende begrænset til røntgenundersøgelse. Af mulige dødsår- sager kan nævnes epidemiske sygdom- me, drukning, forfrysning, sult og forgiftning. Den 4-årige dreng led for- mentlig af mongolisme (Down's syn- drom), og han har utvivlsomt haft svært ved at klare sig. På grund af en hofte- skade har han kun vanskeligt kunnet gå, og det kan ikke ganske udelukkes, at han er blevet ombragt. På grund af sine han- dicaps har han også haft større mulighed end de raske jævnaldrende for at dø som følge af sygdom eller ulykke. Det mindste barn på 1/2 år frembød ingen tegn på sygdom eller overlast, men det kan ikke udelukkes, at barnet kan være ombragt eller måske levende begravet sammen med sin døde mor. Dette var undertiden skik i tidligere 98 tiders Grønland, når man ikke kunne finde en anden til at amme det efterladte barn. _ Det har heller ikke været muligt at af- gøre, om de pågældende er døde og gravlagt samtidig, eller om de er døde og gravlagt med måske årtiers mellem- rum. Kulstof-14 dateringsmetodens nøj- agtighed er ikke stor nok til at hjælpe os. Flere forhold tyder imidlertid på, at ikke alle gravlægningerne er foretaget sam- tidig. Er der fundet tegn på sygdomme, som har besværliggjort tilværelsen for mumierne, mens de levede? Ja, i et til- fælde fandt man et gammelt, ikke op- helet brud af et nøgleben,. hvilket må have generet den pågældende kvinde un- der hendes daglige dont. Endvidere fandt man hos flere nedsat kalkholdig- hed af skelettet. Dette medfører, at knoglerne bliver mere skøre og derfor er mere tilbøjelige til at brække. Hos flere fandtes således sammentrykningsbrud af hvirvellegemer i rygsøjlen, formentlig fgrårsaget af stød, muligvis under stra- badserende slædekørsel over isskrunin- ger og andet uvejsomt terræn. Undersøgelser af mumiernes tænder hjalp til ved alders- og kønsbestemmel- sen. Yderligere bekræftedes det kendte forhold, at eskimoer, som lever af tradi- tionel kost, ikke får huller i tænderne. Hos ingen af mumierne fandtes således huller i tænderne. Dette er i dag en ud- bredt folkesygdom i hele den arktiske verden på grund af tiltagende anven- delse af industrifremstillet føde med et højt kulhydratindhold. I øvrigt var tæn- derne særdeles slidt. Tænderne blev nemlig brugt som redskaber, hos kvin- . --JBI..... [5] fotografering med infrarødt lys viste, at alle de voksne kvinder var tatoveret. Tatoveringerne mindede meget om dem, som man finder på det kendte maleri fra 1654. derne til at holde skind med, når de med ulo'en skrabede dem rene for spæk og senere til at blødgøre skindene med ved tygning. Af andre spor af arbejde fandtes hos nogle på venstre tommelfingernegl tværgående snitmærker. Disse er for- mentlig opstået ved, at neglen har været underlag, når senetråde og andet mate- riale er overskåret med ulo'en. End- videre fandtes forandringer af neglene, således som det kan ses hos mennesker, der arbejder meget med hænderne i vand. Også vask af skind i gammel urin kan påvirke neglene, idet gammel urin er alkalisk, og en sådan kemisk væske kan beskadige neglene. Under mumieundersøgelserne blev der udviklet en særlig fotograferingstek- nik med anvendelse af infrarødt lys, ved hvilken man kunne påvise tatoveringer, der ellers ikke var til at se i den mumifi- cerede, mørke hud. Alle de voksne kvin- der, bortset fra den yngste på 18—22 år, var tatoveret i ansigtet. Tatoveringerne var helt overvejende fremstillet med den såkaldte symetode, hvor en nål med en tilsodet tråd trækkes gennem huden. Der fandtes dog også eksempler på an- vendelse af den såkaldte prikmetode, 99 [6] hvor man i et hul i huden nedfører sod eller et andet farvestof. De fleste af tatoveringerne lignede principielt hinanden, idet de dog hos en enkelt afveg markant. Tatoveringerne mindede meget om dem, som man gen- finder på det kendte maleri fra 1654 af de fire eskimoer, som samme år var bortført fra Godthåbsfjorden af Daneli, og som blev malet efter ankomsten til Bergen samme år. Tatoveringerne kan formentlig ikke sige noget om den eventuelle familie- mæssige samhørighed af de døde. Det kan imidlertid de vævstypeundersøgel- ser, som det lykkedes at udføre. Under- søgelsernes resultater fortæller i hvert fald, at nogle af de døde med sikkerhed ikke kan være i familie med hinanden. På den anden side er der intet vævstype- mæssigt til hinder for, at der i den ene grav lå en bedstemor med to døtre og et barnebarn og i den anden grav to søstre med en datter (spædbarnet blev ikke vævstypeundersøgt). Der var intet til hinder for, at de tre ældste kvinder i de to grave var søstre. Det er imidlertid ikke muligt at sige noget om graden af sandsynlighed for rigtigheden af denne familiesamhørighed. Fundet af nogle afføringsknolde i en af mumiernes tyktarm gav mulighed for at fortælle noget om den pågældendes kost. I tarmindholdet fandt man hår fra sæl, rensdyr og snehare, dun fra fjeld- rype og søkonge samt mange plantedele, mosser og store mængder blomsterstøv, endvidere små stykker nåletræsved samt sandkorn. Ved den såkaldte kulstof-13 analyse kunne det påvises, at 75 +/— 7 procent af de undersøgte mumiers kost 100 var kommet fra havet, det vil sige sæl, hvalros, fisk m.v., mens resten havde sin oprindelse på landjorden. I tarmindholdet fandt man også flere lus. Dette fund falder godt i tråd med, at der i hovedhårene hos alle fandtes mange luseæg og i hovedbunden ofte velbevarede mumificerede lus. Den tids grønlændere har nok alle været plaget af lus, ganske som det formentlig har været tilfældet i mange andre samfund, hvor hygiejnen ikke stod så højt. Fundet af lusene i tarmindholdet giver belæg for, at de tidlige opdagelsesrejsendes for- tællinger om indtagelse af lus var sande. Mumiefundet har givet gode mulighe- der for at vurdere miljøforholdene, for- urening m.v. for 500 år siden. Med sær- lig teknik er hovedhår fra mumierne og hår fra deres fangstdyr (skindene) un- dersøgt for indholdet af tungmetaller samt nogle nødvendige mikronærings- stoffer. Til sammenligning har man un- dersøgt hår og skind fra nutidige men- nesker og dyr i Uummannaq distriktet. Undersøgelserne har vist, at nogle ska- delige forureningsstoffer i dag indtages i større omfang end tidligere, og at visse vigtige næringsstoffer indtages i mindre mængde end ønskeligt. Disse forandrin- ger er til dels betinget af den tiltagende globale forurening og en ændret, mere europæisk levevis. Sådanne forhold kan få indflydelse på sundhedstilstanden i Grønland. Mumiefundet har således gi- vet os et betydningsfuldt, 500 år gam- melt referencemateriale fra før den indu- strielle tidsalder til vurdering af de nu- tidige og fremtidige levevilkår i Grøn- land. - -_---;- --, - _ ^.,-j_ [7]