[1] Omkring fundet af 1906-lydoptagelserne fra Vestgrønland Af Michael Hauser I en række år har jeg arbejdet på en kom- menteret bibliografi om musik i Grøn- land. Under et sådant arbejde finder man ofte i den ene bog henvisninger til oplysninger i andre, så der opstår kæder af kilder. I en sådan kæde fandt jeg en artikel af østrigeren Rudolf Trebitsch: Phonographische Aufnahmen der Eski- mosprache, ausgefuhrt von Dr. Rudolf Trebitsch und Dr. Gustav Stiassny im Sommer 1906 (Trebitsch, 1906). Det vi- ste sig at være en rapport til 'Akademie der Wissenschaften in Wien' om den sommers ekspedition til Vestgrønland og de der gjorte lydoptagelser. Optagel- serne blev udført for 'Phonogramm- Archiv' i Wien på pladeformede fono- grammer. Rejsen førte fra Nuuk nordpå, og lydoptagelser blev gjort i Aasiaat, Upernavik, Prøven, Uummannaq, Illor- suit, Ikerasak, Uummannatsiaq, Nuus- suaq, Ritenbenk, Oqaitsut og Ilulissat. Som det fremgår, omtaler rapportens ti- tel kun optagelser af sprogprøver, men det fremgik af dens indhold, at der også skulle være gjort mange musikoptagel- ser, heraf en del traditionelle sange. Dette lød interessant. Jeg fik to sær- deles vigtige oplysninger: 1) At der må- ske endnu skulle være bevaret en hidtil upåagtet samling med grønlandsk mu- sik, og 2) At vi så måske kunne få en løsning på den etnografiske gåde, at Knud Rasmussens og Mylius-Erichsens fonogramoptagelser fra Den litterære Grønlandsekspedition på mystisk vis var forsvundet. Vedrørende de forsvundne fonograf- ruller havde Rolf Gilberg og jeg for- gæves forespurgt hos Knud Rasmussens I martsnummeret 1985 af tidsskriftet Grønland blev under overskriften 'Jørgen Brønlunds stemme' bragt en kortfattet førsteomtale af en samling lydoptagelser, der i 1906 blev gjort i Vestgrønland af to østrigere og nu i 1985 er købt i kopi til Nationalmuseets etnografiske samling og Ilisimatusarfik i Nuuk. Det drejer sig om genopdagelsen af den tidligste store samling vestgrønlandske lydoptagelser, der er af overordentlig kulturhistorisk betydning. Denne samling er en nøjere omtale værdig. En sådan forsøger jeg her, også fordi fundhistorien var ganske spændende. 193 [2] slægt, men ingen kunne fortælle noget om optagelsernes skæbne. Det kunne derimod Trebitsch, der på rapportens anden side skriver: »Als ich den mir von Wien aus bekannten danischen Gron- landsforscher Mylius-Erichsen in Ko- penhagen kurz vor unserer Abreise nach Gronland im Mai 1906 besuchte, erfuhr ich, dass er im Verein mit Knud Ras- mussen wahrend der von dem erstge- nattnten geleiteten literarischen Gron- land-Expedition (1902-1904) phono- graphische Aufnahmen von Eskimo- liedern und -Erzåhlungen mittels eines gewåhnlichen Edisonphonographen ge- macht hatte. Doch beabsichtigte Mylius- Erichsen, seine Phonogramme nur fur Vortrage, nicht aber fur wissenschaft- liche Zwecke zu verwerten, um so mehr, als ein Kopenhagener Universitåtspro- fessor fur Phonetik ihm gegeniiber an deren wissenschaftlicher Verwertbarkeit zweifelte. Die meisten Walzen Mylius- Erichsen's tvåren auf dem Transport nach Danemark wegen mangelhafter Verpackung zu Grunde gegangen.« Altså: Grundet dårlig indpakning gik de fleste af Den litterære Grønlandsekspe- ditions fonografvalser til grunde under forsendelsen til København. Her kom forklaringen på valsernes forsvinden. Det var en dyr og flov historie, så man har ikke ligefrem skiltet med den fadæse. Ifølge det skrevne skulle der være en teoretisk mulighed for at finde det mindretal af valser, som Mylius-Erich- sen anvendte ved sine foredrag. Dog, muligheden svinder betydeligt ind efter læsning af Gustav Stiasny's beretning »Volkslieder und Sagen der westgron- låndischen Eskimo«, hvor der rent ud står: »Leider sind samtliche Walzen mit den Aufnahmen von Mylius Erichsen infolge mangelhafter Verpackung wah- rend des Transportes nach Europa zu- grunde gegangen« (Stiasny, 1908: 328). Det var de ældste lydoptagelser fra Vestgrønland (og Thule ?), som hermed var tabt. Fra samme tid, 1902, stammer de ældst kendte lydoptagelser fra Østgrøn- land. De omfatter 6 trommesange og 5 magiske formularer samt sprogprøver, og blev - ved Ammassalik - indspillet på 25 fonografvalser af botanikeren Christian Kruuse, der senere udgav tek- sterne med ledsagende forklaring (1912: 29-43). [I modsætning til samtlige andre samlinger, er det endnu ikke lykkedes mig at finde frem til opbevaringsstedet for disse lydoptagelser, der formodentlig er de første overhovedet med inuit- musik]. De næste mekaniske musikoptagelser er gjort i Vestgrønland i 1905. Det dre- jer sig om kun tre sange, som William Thalbitzer optog på tre fonografvalser i Aasiaat. De blev noteret på noder af musiketnografen Hjalmar Thuren og er trykt som et supplement til den neden- for omtalte store samling fra Østgrønland (Thalbitzer & Thuren, 1911: 110-111). Disse enligtstående vestgrønlandske op- tagelser af Thalbitzer var prøveoptagel- ser med den fonograf, som han senere på året, fra d. 3. november, og især i 1906 anvendte i Ammassalik til den før- ste store bevarede samling sange og for- tællinger, der er optaget mekanisk i Grønland. 37 fonografvalser blev ind- spillet, med 96 melodier og adskillige fortællinger. Et udvalg af disse voksval- 194 [3] Hjemmelavet violin. Købt 1906 af Ville Brandt, Aasiaat. Museum fur Volkerkunde, Wien. Inv. nr. 75.903. ser blev støbt i bronze og er deponeret på Dansk Folkemindesamling i Køben- havn. Fra folkemindesamlingen kom også Hjalmar Thuren, der noterede de mange sange på noder, transskriberede dem. Det blev til udgivelsen »Melodies from East Greenland«, der udkom sepa- rat i 1911, men ellers udgør Part 2, no. 2 af Thalbitzers mammutværk »The Ammassalik Eskimo« (1923). I sommermånederne 1906, da Thal- bitzer gjorde sine sidste lydoptagelser i Østgrønland, kom den østrigske ekspe- dition til Vestkysten. Den var bedre udrustet end de fleste andre lignende ekspeditioner; man havde god økono- misk rygdækning fra »Der Phono- gramm-Archivs-Kommission der Kai- serlichen Akademie der Wissenschaften in Wien«, og optageapparaturet var det bedste i Europa, med fonogram-plader (som lignede tykke 45-grammofonpla- der) i stedet for de upraktiske og mere skrøbelige fonografcylindre, der fulgte med den almindeligt brugte Edison- fonograf. Og så var alt planlagt med yderste omhu; man havde KGH's bevå- genhed gennem direkte kontakt til di- rektør Karl Ryberg, man havde for- håndsoplysninger om en række gode meddelere gennem Mylius-Erichsen, og en dygtig tolk blev sikret, nemlig Jørgen Brønlund. Da han måtte rejse til Østgrønland med Mylius-Erichsen, modtog man hjælp fra højeste sted, af inspektør Daugård-Jensen personligt. Intet under derfor, at ekspeditionen blev mødt med den største imødekommen- hed overalt. Den betalte også rund- håndet, såvel de benyttede tolke som meddelerne: Alle fik penge, mandlige meddelere desuden en pibe og tobak, medens kvindelige modtog glasperler, brogede tørklæder og kaffe i pakker (Stiasny, 1908: 329). 195 [4] Af Trebitsch' rapport kunne jeg se, hvorledes ekspeditionen sted for sted sikrede sig gode tolke og sørgede for, at de grønlandske sangtekster blev ned- skrevet umiddelbart efter optagelserne. Som den største selvfølgelighed oplyser han (1906: 1680), at pastor Christian Rasmussen (Knud Rasmussens far) besørgede oversættelsen fra grønlandsk til dansk, medens en professionel trans- latør, hr. Felix Hansen, oversatte videre til tysk. Det her var jo næsten for usandsynligt til at være sandt; en musiketnografs drøm! Men var optagelserne endnu til stede? —-i Wien, efter to verdenskrige! Var det ikke oplagt at ræsonnere, at andre før mig måtte have forsøgt at fa denne interessante samling til vore breddegra- der, til f.eks. Dansk Folkemindesamling eller Universitetet! — Og når dette ikke var lykkedes, var det så ikke et tegn på, at også denne samling måtte være gået tabt!? Det måtte undersøges. Jeg måtte til Wien og forsøge at finde optagelserne, om de eksisterede. Men —, nu kan man dårlig »sådan bare« tage af sted og møde op i 'Akademie der Wissenschaften'; i hvert fald ikke i Mellemeuropa. Derfor henvendte jeg mig til Etnografisk Sam- ling, Jørgen Meldgård, der var så venlig at give mig en introduktionsskrivelse og tilsagn om, at man nok ville betale for en kopi, om samlingen fandtes. Vi for- modede, at fonogramarkivet var en af- deling af Museum fur Vftlkerkunde, så skrivelsen blev stilet til denne ærværdige institution lidt før efterårsferien 1983, hvor jeg kombinerede ferie i Wien med eftersøgningen af grønlandsoptagelser- 196 ne. Der var højt til loftet i Neue Hof- burg, hvor museet ligger, og hvor jeg fik et møde med direktøren, der var over- ordentlig venlig og interesseret i denne usædvanlige sag. På museet foreviste man mig nogle af de genstande, den østrigske ekspedition hjembragte i 1906: En god østgrønlandsk tromme, en af de uhyre sjældne vestgrønlandske trommer, samt en dejlig hjemmebygget violin, købt fra Ville Brandt i Aasiaat. Jeg næn- nede ikke at fortælle den venlige og stolte museumsmand mine følelser; så havde han nok ikke turdet lade mig ene et øjeblik. Senere fik jeg tilsendt foto- grafier af disse instrumenter,-----til en hamper pris. Men fonogramarkivet; det lå et andet sted i byen, som også blev fundet. For at gøre en lang historie kortere: Det viste sig, at alle grønlandsoptagelserne var bevarede, tilmed i originalmaterialet på 72 negativ-matrice-kobberplader, med -samt det ledsagende journalmateriale. Under anden verdenskrig var dette ori- ginalmateriale gemt ét sted, medens et kopisæt lakplader, der var deponeret et andet sted, fik en fuldtræffer og brændte. Min mission var udført, optagelserne var fundet, og der var etableret kontakt mellem arkivets leder, Dietrich Schiiller, og Nationalmuseet ved Jørgen Meld- gård. Efter overvindelse af forskellige tekniske og travlhedsmæssige problemer nåede kopisættene af samlingen frem til Etnografisk Samling og Ilisimatusarfik i Nuuk i begyndelsen af februar d.å. Så kom da denne samling tilbage til Grønlandj og her til Danmark. Det er den først optagne store fonografiske [5] samling fra Vestgrønland, og den lever i fuldt mål op til forventningerne. Opta- gekvaliteten er efter omstændighederne overvejende god, optagekvantiteten stor og det ledsagende journalmateriale frem- ragende. Samlingen omfatter såvel tekster som musik. Der er 27 tekststykker, over- vejende fortællinger, men også nogle sprogprøver, herunder især den første optagelse, hvor Jørgen Brønlund tæller til 25 samt fremsiger Fader Vor på grønlandsk. Størstedelen af samlingen er musikoptagelser, ca. 105 sange og 3 spil- lemandsmelodier, kalattuut. Sangopta- gelserne omfatter ca. 62 almindelige sange af europæisk eller delvis europæisk melodistruktur, 7 salmer, 4 aqaatit, d.v.s. sange sunget for småbørn, 6 bør- nesange, én talesunget sang, og 25 inngerutit, hvilket er sange af tromme- sangtraditionen. Lad os begynde med de traditionelle grønlandske sange. Efter tabet af Den litterære Grønlandsekspeditions optagel- ser er disse inngerutit af enestående værdi. Det fremgår flere steder i Tre- bitsch's rapport, at en række af de benyt- tede meddelere tidligere sang for My- lius-Erichsen, så optagelserne erstatter til en vis grad de tabte danske optagel- ser. I nogle tilfælde oplyser Trebitsch også, at meddelere sang for William Thalbitzer; dette gælder særlig den kendte trommeslager Simion fra Illorsuit (Trebitsch, 1906: 1687). I 1900-1901 opholdt Thalbitzer sig i Vestgrønland, i Ilulissat. Herfra gjorde han i foråret 1901 rejser såvel sydpå, til Aasiaat, som nordpå til udstederne til Uummannaq- fjorden. Målet var at gøre sprogstudier, men også at indsamle sange. Det blev til 107 sangtekster og simplificerede node- notationer af 35 sange fra fjordområdet (1904: 289-313, 375-386, obs, sang- nummereringen springer). Thalbitzer var endnu uden fonograf på dette tids- punkt; så han skrev melodierne ned pr. øre med sin violin som hjælpemiddel. Det var godt gjort, men adskillige fejl i notationerne kunne ikke undgås. Når talen falder på de tidligste sang- optagelser i Grønland, kommer man ikke uden om nordmanden Christian Leden. Han fulgte i 1909 med Knud Rasmussen til Thule for at indsamle traditionelle sange, og fortsatte derefter alene (det samme år) i Uummannaq di- strikt, hvor han atter kom i 1912, dette år også med en ekstrarejse til Uperna- vik. De to vestgrønlandske samlinger optog han på delvis de samme steder, hvor den østrigske ekspedition havde været. Samlingerne indeholder ikke færre end 70 sangoptagelser på 58 fono- grammer, der med ekstra kopisæt opbe- vares på Dansk Folkemindesamling. Christian Leden er den største indsamler af traditionel inuit musik i århundredets begyndelse, ikke bare i Grønland, hvor han gjorde fonografoptagelser i Thule i 1909 (Leden, 1952), de omtalte samlin- ger fra Uummannaq-Upernavik 1909 og 12, Ammassalik i 1910 og Ammassalik & Illoqqortoormiut 1926 (Leden, 1954), men også i Canada, hvor han var i 1911 og i 1913—16. Han nød ikke myndig- hedernes bevågenhed i samme målestok som den østrigske ekspedition, og han var ikke en så kendt og indflydelsesrig person som Thalbitzer. For de fleste er han formodentlig stadig et ukendt navn. 197 [6] Men Leden var kender; med ægte interesse for den traditionelle inuit musik, som han kendte indgående fra sine mange transskriptioner af egne op- tagelser. Hans optagelser er teknisk set ikke så gode som østrigernes. Og han havde ikke deres gode økonomi, så der målte spares på de værdifulde fonograf- cyEndrer, som også var klodsede og skrøbelige. Det gav naturlige begræns- ninger i optagebredden; han kunne ikke, som østrigerne, tillade sig at gøre opta- gelser af alle slags sange i samfundet. Leden valgte at styre målbevidst mod den ægte traditionelle inuit musik og sagde ligefrem nej tak til nyere dansk- påvirkede sange. Hans samlinger er altid 'mest-mulig-ægte', og man kan af hans optagelser ligefrem 'aflæse', hvor langt nedbrydningen af den traditionelle mu- sik var nået i vedkommende område på optagetidspunktet. Man må håbe, at Christian Ledens værdifulde samlinger snarest også kommer tilbage til Grøn- land, hvor de hører til lige ved siden af Thalbitzer's og den østrigske. Vedrørende de traditionelle sange i den østrigske samling fæstner man sig især ved en lille gruppe særlig bemærkel- sesværdige sange fra udstedet Uumman- natsiaq, og ved en overraskende fore- komst af polareskimoisk trommesang midt i det vestgrønlandske materiale. Optagelserne fra Uummannatsiaq viser inngerutit sunget korisk eller af små- grupper bestående af tre kvinder og tre mæfid (fonogrammerne nos. 593, 594 og 595). Kvinderne synger unisont og mændene råber taktfast ho-ho. Hertil ledsages med traditionel tromning på den rigtige inuittromme, qilaat. Det er 198 enestående, jeg har aldrig tidligere hørt noget lignende! Og så oplyser Trebitsch endda (1906: 1690), at der i forbindelse med sangen optrådte en dansende mand. Han tilføjer, at opførelsen egent- lig skulle ske om natten, at lokalbefolk- ningen frygtede gejstlighedens forbud mod den slags forestillinger, og at opta- gelserne kun blev til noget, fordi den kendte Jens Fleischer fik overbevist de optrædende om, at der var tale om vi- denskab og ikke fornøjelse. I Ikerasak traf østrigerne polareski- moen Osarqaq, der (på fonogrammerne nos. 587-591) fortalte historier og sang to trommesange, der er stilrene og af den mest komplicerede polareskimoiske formtype. Osarqaq var en verdensmand. Han havde fulgt Peary på tre rejser, også til U.S.A., og nu var han på vej hjem- over efter et årsophold i Danmark oven på Den litterære Grønlandsekspedition. Han havde taget det pompøse navn Knud Harald Mylius Rasmussen og boede i Ikerasak hos Jens Fleischer, der var tolk for østrigerne, og hvis stemme man også hører sufflere på optagelserne. Med denne uventede forekomst af po- lareskimoisk trommesang blandt de „østrigske optagelser ændres også krono- logien for polareskimoiske lydoptagel- ser: De første lydoptagelser af polar- eskimoisk sang og tale blev altså fore- taget i 1906 af den østrigske ekspedi- tion. I 1909 fulgte Christian Ledens op- tagelser af 31 trommesange, der fortsat udgør den vigtigste tidlige musiksamling fra polareskimoerne og findes udgivet med Ledens egne kommenterede trans- skriptioner (Leden, 1952). Som et kuriosum kan nævnes, at Leden også fik [7] Vestgrønlandsk tromme. Købt 1906 til Museum før Volkerkunde, Wien. Inv. nr. 75.577. lydoptagelser med Osarqaq. Det skete i 1909, i Uummannaq! Som afrunding på betragtningerne over de østrigske optagelser i 1906 vil jeg knytte et par kommentarer til de al- mindelige sange og salmer, der i et sam- let antal på omkring 69 udgør samlin- gens majoritet. Som tidligere antydet var det på dette tidspunkt usædvanligt at gøre optagelser af nyere musikkatego- rier. Gennem disse optagelser afspejles ekspeditionens gode økonomi: Man kunne tillade sig at optage alle slags sange og havde vel også en forhåndsplan desangående. I dag har de østrigske op- tagelser en overordentlig stor betydning. Vi får ikke blot et indblik i repertoiret, men også i datidens foredragsmåde. Disse sange er alle af europæisk oprin- delse eller komponerede i den europæi- ske meloditradition, og det er interes- sant at høre og undersøge, i hvilken form de blev sunget i Grønland i 1906. Dertil kommer, at en del af meddelerne, og især de mest benyttede, var ældre mennesker på 40 år og derover, (i den til optagelserne hørende journal er for hver enkelt optagelse gjort nøjagtig rede for meddelerens navn, køn, alder, hjem- sted, optagestedet m.m.,-----Ordnung muss sein!) Hermed bringes vi musi- kalsk tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet. Sådan lød sange og salmer altså dengang i Grønland. Disse værdifulde gamle optagelser bør kontinuerligt følges op af nutidige, hvor man på samme fordomsfrie måde opta- ger og bevarer alle sider af den musik, der rører sig i det grønlandske samfund. Her er det glædeligt, at de første skridt i den retning faktisk allerede er taget. Jeg tænker på de optagelser, som MåliåraK Vebæk gjorde i Sydgrønland i 1963 og 1965, og som med Johan Kleist's for- træffelige notationer blev udgivet i bo- gen miperujutit, Sange fra Sydgrønland« (Vebæk & Kleist, 1983). Endvidere tæn- ker jeg på en indsamling, som en ar- bejdsgruppe fra pladeselskabet Ulo fore- tog i 1980, også i Sydgrønland. Resulta- tet var en usædvanlig god og alsidig samling sange, spillemandsmelodier og fortællinger, der kan høres på dobbelt LP-pladen ULO 15/16. Samlingen blev også udgivet i bogen »Qavaat: Musik og Fortællinger fra Sydgrønland«, hvor Christian Søgård Jørgensen har ydet et stort og godt transskriptions- og redak- tionsarbejde (Søgård Jørgensen, 1981). 199 [8] Man må ønske, at disse private ind- samlinger følges op af nye, der nyder of- fentlig støtte og dækker hele Grønland. Østrigerne viste vej med den første bredt anlagte indsamling i 1906,------- mon de var sig det bevidst dengang? "Litteratur: Kruuse, Christian, 1912: Rejser og Botaniske Undersø- gelser i Øst-Grønland i Aarene 1898-1902. - Køben- havn, 1912. - 304 p.: ill., kort. - (Meddelelser om Grønland; bd. 49). Leden, Christian, 1952: Ober die Musik der Stnith Sund Eskimos und ihre Verwandtschaft mit der Mu- sik der amerikanischen Indianer. — København, 1952, - 92 p.: ill, noder. - (Meddelelser om Grøn- land; bd. 152, nr. 3). Leden, Christian, 1954: Ober die Musik der Ostgron- lander. - København, 1954. - 112 p.: ill, noder. - (Meddelelser om Grønland; bd. 152, nr. 4). Stiasay, Gustav, 1908: VoDcsIieder und Sagen der west- gronlandischen Eskimo. In: Mitteilungen der Kaiser- Koniglichen Geographischen Gesellschaft in Wien. — Wien, 1908. -Bd. 51: p. 327-335. Søgård Jørgensen, Christian, 1981: Qavaat : Musik og fortaellinger fra Sydgrønland. - København, 1981. - 80 p.: ill., noder. Note: Ledsagebog til LP-pladerne ULO 15/16. Tia/Sitztr, William, 1904: A Phonetical Study of The Eskimo Language : Based on Observations Made on a Journey in North Greenland 1900-1901. - Køben- havn, 1904. - XVII, 405 p.: ill., noder. - (Meddelel- ser om Grønland; vol. 31). , Thalbitzer, William and Hjalmar Thuren, 1911: Melo- _ dies From East Greenland : With a Supplement Con- taining Melodies From North-West Greenland. — København, 1911. - P. 47-112: ill., noder. - (Med- delelser om Grønland; vol. 40, [part 2, no. 2]). Thalbitzer, William, 1923: The Ammassalik Eskimo. Language and Folklore : Contributions to The Ethno- logy of The East Greenland Natives. - København, 1923. - 564 p.: ill., noder. - (Meddelelser om Grøn- land; voL 40, Second Part). Trebiisch, Rudolf, 1906: Phonographische Aufnahmen der Eskimosprache, ausgefiihrt von Dr. Rudolf Tre- bitsch und Dr. Gustav Stiassny im Sommer 1906. — Wien, 1906. - P. 1677-1693: ill. - (Berichte der Phonogramm-Archivs-Kommission der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften in Wien; nr. 9). Vebak, Maliåran & Johan Kleist, 1983: niperujutit : Sange fra Sydgrønland. - Nuuk, 1983. - 146 p.: ill., noder. 200 [9]