[1] Aleqårajik Af Kksten Teglbjærg I forbindelse med Nationalmuseets nyregistrering af etnografiske genstande fra Østgrønland, har eskimo- log Kirsten Teglbjærg som medarbejder ved projektet gennemgået det skriftlige kildemateriale fra området. Af dette materiale dukkede — som en ekstra gevinst — historien om Aleqårajik op, efterhånden som de enkelte udsagn om hende blev stykket sammen. Aleqårajik var ca. 30 år, da Konebåds- ekspeditionen kom til Angmagssalik 1884. Hun levede i området indtil sin død 1914, og har på nært hold oplevet, hvilke ændringer oprettelsen af »Han- dels- og Missionsstationen Angmagssa- lik« medførte for østgrønlænderne. Den første missionær på stationen F. Ruttel omtaler flere steder Aleqårajik i sin dagbog »10 År blandt Østgrønlands Hedninger«, og Johan Petersen nævner hende et par gange i sine indberetninger til K.G.H., som senere blev udgivet i bearbejdet form som »Ujuåts dagbøger fra Østgrønland 1894-1935«. Desuden har eskimologen W. Thalbitzer og bota- nikeren C. Kruuse, som begge var i Angmagssalik først i 1900-tallet omtalt hende. Men først kigger vi i Hanséraqs liste over beboerne på Grønlands øst- kyst. Heraf fremgår det, at Ateqåja, som han kalder hende, boede i Kangårsik inde i Angmagssalikfjorden, da folketæl- lingen fandt sted i 1884. Hun vaF den- gang ca. 30 år og levede i fælleshus med sin mand, Amatingneq og deres 3 børn; de deler hus med mandens tvillingebror, dennes 2 koner og børn, samt med flere andre familier — 37 mennesker ialt. Fra Gustav Holms beretning ved vi, at Amatingneq var en dygtig fanger, som var ved at miste livet, da han skulle vise Holm, hvor den varme kilde i Ikerar- sarssuaqfjorden lå. De rejser afsted med båd og med slæde, men isen er »rådden«, og den ene efter den anden ryger i van- det, men reddes op af de andre. »Da vi kom tilbage til Teltpladsen, kappedes Hedningerne om at hjælpe os, tørre vort Tøj og koge Mad til os, og kunne ikke glemme den Fare, vi havde været i, men endnu mindre, at vi havde reddet deres største Fanger Amatingnak«. Dette fandt sted maj 1885, og i løbet af årene indtil 1896, hvor vi hører om Aleqårajik Jgen, er_hun blevet enke og må bo hos jprskellige slægtninge med sine børn. Det har ikke været nemt for storfange- rens kone at blive reduceret socialt, at måtte indtage en underordnet stilling i husstanden og forøvrigt finde sig i at Tjlive generet af andre uden at turde tage til genmæle. Men hun finder ud af at ud- nytte de muligheder, der byder sig ved Handelen, når de indhandlede skind skal renses og vaskes. Riittel fortæller: 216 [2] Aleqarajik til venstre i »husdragt« og til hejre Oline, Johan Petersens kivfak. Foto: Johan Petersen. Etnografisk Samlings Billedarkiv, »Den 4de September fik vi Besøg af vor Vinter-Nabo Migssuarnianga, der benyt- tede Lejligheden til at give en her for Tiden værende Enke, Alekarajik, paa Hovedet. Alekarajik og en anden Enke har nemlig foreløbig opslaaet deres 217 [3] Paulun her, fordi Petersen har overdra- get dem det Hverv at rengøre og vaske de indhandlede Bjørneskind. Alekarajik har tillige vist sig som en forholdsvis flink Syerske, og er derved bleven en Concurrent af Migssuarniangas Kone, der tidligere var næsten ene om at sy Skindsager til os Europæere. Der var altsaa lidt Grund til Misundelse! Men da Migssuarnianga ikke kunde give hende paa Hovedet paa Grund af Syningen, saa greb 'han en anden Udvej. Der sagdes nemlig om ham, at han nødig vilde have sit Hjems Beboere forøget med sin Svo- gers og dennes Svigerfaders Familier, hvilket han ikke vil indrømme, skjønt det vist er sand nok. Han lod nu Alekarajik vide, at han mente, at det var hencle, der udbredte denne Snak! Hun blev saa forskrækket over hans Ord, at hun »fik Hjærtebanken«! Endvidere betydede han hende, at det vist nu snart var paa Tiden, at hun forlod dette Sted!« Sammen med sin husstand, som vi ikke hører nærmere om, forlader hun kolo- nien for vinteren, men dukker op igen den følgende sommer for at genoptage sit arbejde for handelsbestyreren og der- ved erhverve både eftertragtede varer og måske også prestige. Men nu har hun problemer med sin egen familie, fordi hun åbenbart er lidt for geskæftig. Herom beretter Ruttel: »I Dag flygtede Enken Alekarajiks Søn med sin unge, nette Kone bort fra Moderen, fordi denne plagede sin nye Svigerdatter altfor meget. Alekarajik havde nok nemlig store Planer for om et Dobbelt-Ægteskab: selv vilde hun gifte 218 sig med Alik (der rigtignok har en ældre, svagelig Kone i Forvejen) og hendes Søn skulde gifte sig med Aliks Datter. Nu har Sønnens Flugt med sin Kone foreløbigt kuldkastet de store Planer, thi Alik tager nok ikke Moderen, naar ikke hans Datter faar Sønnen.« De følgende somre går både mor og børn til undervisning hos præsten for at få dåbsundervisning og for at lære at stave og læse. Den nye lære sætter sine spor, og da Aleqårajiks datter i løbet af sommeren 1900 må tage stilling til, hvem hun foretrækker at gifte sig med, kan præsten tilfreds konstatere, at hun kun vil giftes med en mand, der er døbt. »Jeg har med Glæde hørt et Svar, som en anden ung Pige, Alekarajiks Datter Ajatekaok, nylig gav Petersen. Hun er her hos Moderen og faar Daabsunder- visning. Hun synes at falde i forskjellige af de unge Kavallerers Smag, men har hidtil ikke ville gifte sig. Saa sendte for- leden en ung Mand ret flot Bud til hende, at nu kom han med det første for at hente hende! I den Anledning sagde Petersen en spøgende Ytring til hende om, at nu skulde hun nok snart giftes; men hun svarede ham meget alvorligt, at hun kun vilde gifte sig med en Mand, som var døbt. I Virkeligheden sværmer hun vist ikke saa lidt for Jørgen, men han er noget af en Rundbrænder og vak- ler mellem hende og Angneta. Muligvis synes han nok bedst om Ajatekaok, men han er lidt bange for at faa for meget Paahæng af hendes Familie og da navn- fig af — Svigermoder! Hvorledes dette skal ende, er jo ikke godt at vide; de [4] seneste uheldige Efterretninger om Angneta faar maaske nu Vægtskaalen til at synke afgjort til Fordel for Ajatekaok — til trods for Svigermoder o.s.v.!« (Angneta, som er døbt, var flyttet ud i et »hedningehus«). Nogle dage senere ud- vikler historien sig yderligere, og Riittel fortsætter: »Endelig kom Mutter Alekarajik og for- talte, at hun ikke noget Sted kunde finde sin Datter Ajatekaok. Denne havde nemlig fjærnet sig, fordi den under den 27de Juni omtalte Frier var kommen hertil. Langt ud paa Natten vendte Ajatekaok endelig tilbage i det Haab, at den uvelkomne Frier nu skulde være forduftet. Da hun imidlertid mærkede, at han endnu var her, krøb hun ind under en Baad for at holde sig skjult dér. Han opdagede hende dog og krøb ogsaa derind, men saa smuttede hun ud og løb atter ud mellem Fjældene. Hele Natten holdt hun sig borte, og da hun endelig kom igjen, var Frieren da også rejst. Moderen har ikke noget mod denne Frier, han er en ganske pæn og dygtig Fyr, men Datteren vil ikke have ham, og hun er bange for engang at blive bort- ført med Magt; thi saaledes tager man sig ogsaa Koner her. Den Slags Afærer skal vi nu dog helst ikke have her paa vor Boplads. — Den 5te blev en bevæget Dag. Den gode Jørgen, hvem Konespørgsmaalet var ved at gjøre halvtosset og fortvivlet, blev en Dag taget i Skole af Petersen, og Enden paa Forhandlingen blev, at det vist var bedst, at jeg fik Parterne for. Det viste sig da, at den gode Jørgen havde friet til hende baade i Fjor og nu igjen i Sommer, og denne Gang med en udtrykkelig Forsikring om, at det var hans Alvor! Hvad hende selv angik, saa vilde hun have Jørgen, og kun Jørgen og hele Livet igjennem kun Jørgen!------ For at faa Fred her paa Pladsen blev Resultatet snarest muligt bekjendtgjort. Vi betragtede dem nu som »borgerlig viede«, indtil hun engang er døbt og jeg kan kirkelig vie dem.« Den omtalte Jørgen var ansat ved han- delen og havde fået så meget undervis- ning, at han var blevet døbt samme forår, mens hans kone måtte vente til næste forår, hvor hun ved samme lejlig- hed fik navnet Margrethe. Dagen efter hendes dåb blev de to kirkelig viet. Aleqårajik, som nu også er blevet døbt og har fået nyt navn — Kathrine - må i løbet af sommeren være jordemoder, da datteren skal føde. »Den 13de fødte Jørgens Kone, den ny- lig døbte Margrethe, en lille Pige. Da hendes Moder, der agerede Jordemoder, ved denne Lejlighed brugte nogle af de gamle Skikke (nedslaget Haar, Muslinge- skal i Stedet for Sax, Lokken for Barnet for at faa det frem), blev hun senere ta- get i Forhør. Der kom dog ikke noget ud deraf, thi dels kunde hun ikke for- klare, hvad de egentlig mente med disse gamle Skikke, dels undskyldte hun sig med, at hun ved den Lejlighed havde været yderlig forfjamsket! —« Nu overtager botanikeren Chr. Kruuse ordet for en tid. Han opholder sig i 219 [5] Angmagssalik fra 1901-1902, hvor han får tid til at optage sang og tale i sin medbragte fonograf. Blandt deltagerne finder vi Aleqårajik, som synger en trommesang for ham. Den er, som de fleste andre trommesange, temmelig uforståelig for de uindviede, men helt klar for deltagerne, der er fuldstændig indforstået med de forhold, sangen hen- tyder til. Sunget af Aleqårajik (Kathrine). pauva — puiemeq ajilersiarana. — uvigsagalivara palasé tatumi kimagsiarmiga. — palasipdli nulia -- kimagsiarmiga. — ilivtidli ilivsanasoraluguasit, kasigsanasoraluguasit. — ilamaki ilinakut -- ilatitdle katigtånarokit. — anagajivdli katitånaroki -- nuaraluakojit katigtånaroki — katigtanoroki. — sunåj>a takuguni — nuliakamingina akiortuatsåmik. — kanertåssåna pivtiertigsana — ukuatdli isimakakajinatik. — pikajigput — imali isimariangåtit. — okiutdli ardlani kagsérqajartarnarsivungåsit qaqajartarnarsivungasit. — »Pauva -- Jeg kan ikke (komme til at) glemme min forhentilkommende Mand »Palasé«. — Da det gik op for mig, forlod jeg ham og forlod ogsaa Palasés Kone. — Thi jeg mente, at hun vilde blive, lige- som du har været, at hun vilde blive træt. Mine Medmennesker kender jeg nu. - Dine Paarørende tager du med. - Din ældre Søsterdatter tager du med, og du plejer ofte at irettesætte hende. — Gid hun kunde se en kvinde, som kunde svare paa Tiltale. — En, hun kunde bruge som sin Mund og som sin Digter. — Disse her handler, som om de ingen Forstand havde. — Du tænke ikke saale- des! Et andet Aar kunde der maaske at- ter blive Sultetid.« — Aarsagen til denne Trommesang var, at Alekarajik blev kasseret som »anden Kone« hos sin Modstanderindes Mand, da hun i Skinsyge og Bevidsthed om sin ubestridelige Overlegenhed i alt grøn- landsk Arbejde gjorde Fordring paa at være Nummer l (»første Kone«). Kort efter foreslog hun den gifte danske Mis- sionær i Kolonien at tage hende i Huset som anden Kone. Dette blev naturligvis afslaaet, og hun flyttede derpaa til sin gifte Plejesøn, som imidlertid lod sig forlede af Modstanderinden til at forlade hende. Efter et kortere Ophold hos en anden gift Søn, hvis Husstand hun ogsaa maatte forlade paa Grund af den Ufred, hendes Herskesyge og mandhaftige Stridbarhed fremkaldte, bosatte hun sig ved Stationen og har siden den Tid er- næret sig og sine 3 Børn ved at vaske Bjørneskind for Handelen. Hun er nu døbt og har ved sin Duelighed, der er parret med usædvanlig Flid og Intelli- :gens, naaet en vis Velstand og Anseelse i Distriktet. Hendes Hus er saaledes j>aneleret jpaa Væggene og dekoreret med talrige Billeder fra illustrerede Blade; der hersker en noget større Ren- lighed end i det andet Hus, og hendes Husstand lider ingen Nød. Da hun saa mine Kulturforsøg med danske og grønlandske Planter, hentede hun fra Kvanlierne i Sermilik-Dalen flere Rød- der af Archangelica og udplantede dem i den lille Bæk i Kolonien for 220 [6] Jt- - Angmagssalik fotograferet af T h. Krabbe, 22. august 1908. at danne sig en Kvanhave; om Forsøget er lykkedes for hende, er mig ikke be- kendt. Sangen vil være tilstrækkelig forstaae- lig af det foregaaende; kun den sidste Sætning trænger til yderligere Forkla- ring; hun sigter nemlig her sin Modstan- derinde for Kannibalisme. I sin barn- dom havde denne boet i et Hus, hvor der under en Hungersnød blev spist Lig, mulig ogsaa dræbt Mennesker til Føde, og nu ripper hun ved en let forstaaelig Hentydning op i det gamle Saar. Det be- tragtes nemlig som en Skam blandt Angmagsalik'erne at spise Menneske- kød; de, der har været med til det, skju- ler det saa vidt muligt og holder ikke af at høre det omtalt. Foruden disse Trommesange fik jeg ogsaa optaget nedenstaaende Tryllefor- mularer i Fonografen: Nr. 1. id! id! ningigpok — ningigpok — igdligsama pdja ningigpok. — la! la! Den nedfires, den nedfires, min Livmoders Munding nedfires. — Denne Trylleformular blev sunget af Alekarajik (Katrine) og maatte betales (med 75 Øre) for ikke at miste sin Kraft. Den benyttes i Barselaffærer og har efter hendes Udsagn ydet god Hjælp. Nr. 2. id! ia! sup qåjanik qaqarpua pisiqatop qajanik qaqarpua. ia! ia! avangiarsip qåjanik qaqarpua avangiarsip qajanik qaqarpua. ia! ia! asiartip nalilertiva. id! id! Ia! la! Hvis Overtræk har jeg til Over- træk? Ræveskind har jeg til Overtræk. Ia! Ia! Avangiarsik's Overtræk har jeg til Overtræk. Avangiarsik's Skind har jeg til Overtræk. la! la! 221 [7] Stinget af Alekarajik; den benyttes mod indvortes Sygdomme. Nr. 3. tå! iå! katop natsiså parpodlaqiånagi — parpodlaqiånagi. iå! iå! pap natsiså parpod- laqiånagi. iå! iå! la! la! Lad Husgangens inderste En- des Gulvsten ikke gøre Støj. lad den ikke gøre Støj. lal la! Lad Husgangens Stene ikke gøre Støj. lal lal Sunget af Alekarajik, benyttes i Bar- selaffærer. Det gælder øjensynlig her om at huske den magiske Formel aldeles nøjagtig og ordret, da den ellers taber sin Kraft. Den, der ejer en saadan Formel, er imid- lertid ikke i Stand til at give nogen an- den Motivering af dens Virkning end netop den, at hun, som Alekarajik sagde, har haft god Gavn af den, naar hun brugte den i forefaldende Tilfælde. Hun havde lært begge sine Trylleformu- larer i sin Ungdom, men vilde ikke sige af hvem, og havde brugt dem saa tidt, at de var begyndt at tabe deres Kraft for hendes Vedkommende; men hun mente, at jeg vilde kunne bruge dem med For- del, da de fremsagte af en ny Person til- bagevinder deres oprindelige Styrke. Saa vidt jeg forstod, kunde hun ikke selv vente mere Held af dem, efter at hun havde lært dem fra sig. Dette havde imidlertid ikke saa stor Betydning, da hun var bleven døbt og derved havde lært nogle »Salmevers, som var meget stærke«. Kruuse har også fornøjelse af Aleqåra- jiks søn, som nærmest fungerer som kivfaq for ham. »En større Udflugt foretog jeg den 9. Okt. ledsaget af »Nense« (Jens) til Dalen mellem Amagå og Kordlortok, hvor- igennem Slædevejen gaar til Bopladserne ved Sermilik-Fjord. Nense er Søn af Alekarajik (Katrine), Vaskerkonen ved •Stationen; han er omtremt 14 Aar gam- mel, og har arvet lidt af Moderens Energi og Arbejdslyst. Næppe havde han set, at jeg havde en Forsyning af Tobak og Skraa i Huset til at gengælde Tie Indfødte deres »Gaver« af Kød og "Fuglevildt med, før han ufortrødent til- bød sin Tjeneste, der ogsaa af og til blev modtaget. Han slæbte saaledes flere Tønder Brændsel op for mig i en lille Pose; men fornøjet blev han, da han fik Lov til at bære og bruge Bøsse paa denne Udflugt til Kvan'erne.« Så går der nogle år, hvor der ikke beret- tes om Aleqårajik og hendes familie. Først i året 1905, da W. Thalbitzer kom- mer til Østkysten for at studere sprog og folklore, bliver hun igen brugt som in- formant og må synge og fortælle til en ny fonograf. Hun synger bl. a. to sange, som bliver brugt, når kvinderne om efteråret gik ud for at samle bær. Man sang for at kunne høre hinanden og for at kunne bevare forbindelsen med hinanden, når man var spredt ud over fjeldsider og dale. nliatagtiwa ia ia — aliatagtiwa ia ia---- qartinilema nuniaqaliwa 7®liatagtiwa seqinertima nuilitara ia ia — aliatagtiwa ia ia---- imartåmåna ia ia---- 222 [8] qatinalertiwaq ia ia — saqisiniwartiwit ia ia — autalersit aliatagtiwa ia ia----- qartiniliwa nuniaqaliwa ia ia — En stor sorg kom over mig ia — ia — En stor sorg kom over mig Mens jeg gik på højdedragene over os og plukkede bær kom en stor sorg over mig min sol steg hurtigt op over den ia — ia — Havet, dér uden for vor boplads var yndigt roligt De store kære kajakroere var ved at sejle derud En stor sorg kom over mig mens jeg plukkede bær på højdedragene Den anden sang handler om en kvinde, der mens hun plukker bær, hører en fremmed bærplukkers sang, hvori hun inviterer til trommestrid. Aleqårajik syn- ger flere typer af sange, som tilsyne- ladende kan udlægges forskelligt. De kan være rent underholdende eller op- fordring til seksuel udfoldelse i et fest- ligt lag. Alle de sange, Aleqårajik synger, har været almindeligt kendt og brugt af Angmagssaliks befolkning indtil salme- sangen, der efterhånden vandt stor ud- bredelse, og en vis fordømmelse af sange, der hørte hedningetiden til, førte til gradvis ophør af den traditionelle, festlige sangudfoldelse. Denne trang til fest og glæde var en del af den ofte utrolig barske tilværelse, som under hungerperioder, forvandlede fællesskab og gensidig hjælpsomhed til en kamp for selv at overleve. Johan Petersen, som har kendt Aleqårajik siden kolonien blev oprettet, gengiver i sin dagbog fra 1907 en sam- tale, han har med hende om de gamle tider. »1.3. - 31.3. Vaskekonen Kathrine eller Aleqårajik fortalte mig en hel del om østlændingene og forholdene heroppe i tiden inden handelsstationens oprettelse. Hårde og, efter et kristent synspunkt, ofte umenneskelige i behandling af syge og hjælpeløse, ja, selv overfor deres nær- meste. Således fortalte Kathrine om Kilimet, en ellers flink og dygtig fanger, der for en del år tilbage, — antagelig et par år efter Sakutoq Holm's besøg, — boede sammen med sin moder; da hun- gersnøden kom havde han forladt hende og søgt til en anden boplads for at få mad. Kilimet's moder var syg, og hun havde intet at leve af udover noget tang, så da sønnen forlod hende krøb hun ned til kysten og kastede sig i havet. Der for- tælles, at hun var syg af koldbrand, og at tæer og fødder faldt af eller legemet gik i forrådnelse, så benpiberne stak frem. På en anden boplads, berettede Ale- qårajik, boede en forældreløs pige på 12 år hos sin onkel. Hun havde pådraget sig en sygdom, muligvis koldbrand, var ble- vet uarbejdsdygtig og grundet den stank fra legemets forrådnelse, der opstod un- der sygdommen, blev hun skånselsløst bragt ud af onklens telt. Hun blev helt 223 [9] overladt til sig selv og måtte ligge under åben himmel uden klæder, uden mad og uden nogensomhelst pleje. Da Aleqara- jik en dag tilfældigt kom til pigens bo- plads, tryglede og bad den unge pige hende om barmhjertighed, om lidt mad og klæder og om Aleqarajik ikke ville bære hende ind i teltgangen. Men da Aleqarajik kort forinden havde mistet et barn, forbød gammel skik hende at be- røre spæk og kjød, så hun turde hverken give patienten mad eller bære hende ind i teltet; derimod havde hun givet pige- barnet »tugdlerunaq«, da disse planter ikke hørte til de forbudte sager. Pigen skufle have været fuldstændig et levende Ug at se til og befængt med maddiker i underlivets åbne sår, hvor sygdommen havde sit sæde. Da Aleqarajik og pigens familie nogen tid efter tog tilbage til vin- terbopladsen, blev den syge efterladt på den øde ø, uden nogen udviste barm- hjertighed overfor hende eller gav hende lidt mad eller noget til at dække hendes nøgne legeme. Den stakkels syge havde grædt og skreget om hjælp, da hun så teltene blev taget ned og alt blev gjort rede til at forlade sommerbopladsen; men ingen havde reageret overfor hen- des lidelser, heller ikke Aleqarajik, der påstod hun havde ondt af pigen, men in- tet turde gøre for at hjælpe hende.« I sidste afsnit af Aleqårajiks beretning er det ikke hungersnøden, der bestem- mer den hårde behandling af pigen, men de strenge taburegler, som gælder i for- bindelse med dødsfald. Aleqarajik havde netop mistet et barn, og pigens familie, der regnede med at pigen ville dø og ikke ønskede at underkaste sig de mange besværlige forbud, ville ikke røre hende. 224 De sidste år af Aleqårajiks liv er der ikke oplysninger om i det tilgængelige, skriftlige materiale, og i det hele taget er der meget, vi ikke ved om hende. Hun er som en romanfigur, der bliver skitse- ret med nogle få træk, men alligevel kommer til at stå klart. En spændende kvindeskikkelse — stærk, dygtig, egenrå- dig. Hun rager uklar med mange, men formår at klare tilværelsen for sig selv og sine børn ved at udnytte de nye mu- ligheder, der opstår, da danskerne bo- satte sig i Angmagssalik. Hun går over til den nye religion, som på den ene side betyder lettelser i forhold til de gamle tabuforskrifter, men på den anden side sætter grænser for traditionelle livsud- foldelser. Hun får sit eget hus, hvor hun kan leve, som hun ønsker, og hun for- mår tilsyneladende at indpasse de store kulturelle modsætninger, hun har været ude for, i sit liv. September 1914 skriver Johan Peter- sen i sin dagbog: »Gamle Kathrine der har været en trofast hjælperske ved alt forefaldende arbejde, siden stationens oprettelse, døde desværre i dag. Hun er blevet smit- tet af den, som det synes, temmelig ond- artede forkølelsessygdom, som »Godt- haab« har bragt.« Litteratur. Gustav Holm: MoG nr. 9. Holm qgGarfle:_Den danske Konebåds-Expedition til Grønlands Østkyst. F. C. P. Rutte/: Ti Aar blandt Østgrønlands Hednin- ger. Dagbog fra Angmagssalik, 1917, København. Johan Petersen: Ujuats Dagbøger, Østgrønlændernes Sagn og Fortællinger. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1957. " W. Tba/bitzer: MoG nr. 40. The Ammassalik Eskimo. Cbr. Kruuse: MoG nr. 49. Rejser og botaniske undersøgelser i Østgrønland 1898-1902. [10]