[1] Inuvialuit aftalen Af Jens Dahl Den 5. juni 1984 underskrev den cana- diske regering og Inuvialuit-inuit fra Canadas vestlige Arktis en aftale, hvor- ved Inuvialuit gav afkald på ejendoms- retten til store områder, som de traditio- nelt har udnyttet til fangst, fiskeri og andre aktiviteter. Til gengæld skulle af- talen sikre dem ejendomsret til mindre områder omkring regionens 6 beboede samfund, samt nærmere definerede ret- tigheder til den øvrige del af det vestlige Arktis, The Western A.rctic legion el. Inu- vialuit Settlement }Legion, i det følgende blot kaldet regionen. Til stede ved den ceremonielle under- skrivelse, som foregik i Tuktoyaktuk ved Beauforthavet var Ministeren for Ind- fødte og Nordlige Anliggender (»Mini- ster of Indian and Northern Affairs«) John Munro samt repræsentanter for COPE. COPE (»Committee for Original Peoples Entittlement«) repræsenterer de godt 2500 Inuvialuit, hvis hjemegn er den nordligste del af Mackenzie-deltaet samt egnene øst og nord herfor. Inuvia- luit bebor idag seks samfund, nemlig byerne Inuvik, Aklavik og Tuktoyaktuk i Mackenzie-deltaet, Paulatuk øst herfor, Sacks Harbour på Banks Island samt en- delig Holman Island på Victoria Islands vestside. Aftalen er en såkaldt landkravs aftale (Land Claims Agreemenf) som berører hele det område som traditionelt er ble- vet brugt af og har tilhørt Inuvialuit. Regionen (Inuvialuit Settlement Region) har en størrelse af 435.000 km2, af hvilken aftalen giver Inuvialuit ejendomsret til godt 91.000 km2, men i øvrigt fastlæg- ger aftalen Inuvialuits rettigheder inden- for hele den berørte geografiske region. Vigtigt er det at bemærke, at denne første landkravs aftale i Canadas Nord- vest Territorium ikke dkekte berører de politiske forhandlinger som netop i disse år føres mellem inuit og føderalregeringen i Ottawa. Nedenfor er senere anført Inuvialuits særlige rolle i forhandlin- gerne om en deling af Nordvest Terri- toriet og skabelsen af det gennem mange år ønskede Nunavut Territorium. Det må derimod formodes, at Inuvialuit afta- len vil blive retningsgivende for kom- mende landkravs aftaler mellem inuit og føderalregeringen. Aftaler som disse berører i princippet kun inuits rettig- 225 [2] heder til landet, herunder eventuelt også økonomisk kompensation for afgivelse af rettigheder til landområder. Historie Man skal faktisk noget tilbage i tiden for at forstå hvorfor Inuvialuit har skilt sig ud fra andre inuit og for nylig indgået en separat landkravs aftale. Det hele begyndte i 1970 med dan- nelsen af COPE. Fundet af olie ved Prudhoe Bay i Alaska havde hurtigt bragt en strøm af olie- og gasaktiviteter til de Nordvestlige egne af Canada, og dannelsen af COPE fulgte direkte af denne trussel mod inuit og disses tradi- tionelle rettigheder. Ved sin stiftelse, som den første regionale inuit organisa- tion i Canada, havde COPE et meget bredt medlemskab af Dené-indianere, Metis-indianere og inuit fra Macken- rieområdet, men også af inuit fra det centrale og østlige arktis, helt til Fro- bisher Bay. Fra 1972 til 1973 overgik inuit fra det centrale og østlige arktis imidlertid til den nystiftede landsorga- nisation Inuit Tapirissdt øf Canada (ITC) og indianerne gik til Indian Brotherhood of NWT og IWT Matts Association. Her- efter var COPE alene en organisation forJnuvialuit. COPE har ifølge egne udtalelser al- drig været modstandere af en industriel udvikling i det vestlige Arktis, men har som en betingelse herfor ønsket at sikre sig sine rettigheder. Som en følge heraf var COPE modstandere af bygningen af en pipeline gennem Mackenzie-deltaet for der var kommet en løsning på deres terfitorielle krav. Heri hentede COPE støtte hos andre indfødte folk i Canada samt i de konklusioner, der var resultat af de såkaldte Berger-høringer. Eftersom den industrielle udvikling (olie- og gasboringer) har været langt mere fremskreden i Inuvialuit regionen end i den øvrige del af Nordvest Terri- toriet, har COPE i langt højere grad end andre indfødte organisationer presset på for at få en løsning af deres landkrav. De har simpelthen følt, at de har været nødt til det, konfronteret med en situa- tion, hvor der er fundet olie i Beaufort- havet nord for Mackenzie-deltaet, hvor der er etableret forsyningsbase i Tuk- toyaktuk, og hvor olieselskaberne til sta- dighed presser på for at udvide deres aktiviteter til nye områder. I en erklæring fra 1977 giver COPE følgende principielle synspunkt. »Inuvialuit er de første canadiere og som sådan er det af vital betydning at vi får en omfat- tende aftale (Comprehensive Settlement) om vore landrettigheder før de nordlige egne er blevet en udviklingsregion. Vi anser ikke en mulig endelig aftale som værende af samme karakter som forrige århundredes traktater, som først og fremmest fungerede som en endelig overførelse af indfødt land til gengæld for penge, reservater og midlertidige ordninger indtil de indfødte kunne ab- sorberes i storsamfundet. Vi ser en land- kravs aftale som et nyt omfattende socialt arrangement med det øvrige Canada. Vi ønsker at være lige, uden nødven- digvis at være identiske. Vi ønsker at beskytte vores kultur og livsform. Vi ønsker at integrere og deltage, men ikke at blive assimileret. Vi ønsker at udvikle os selv. Vi ønsker at være selvhjulpne 226 [3] Fig. 1. Inuvialuit regionen. Foreslået grænse. --- Oprindelig grænse. (self reliance) indenfor det canadiske sam- fund. Disse ændringer sker ikke fra den ene dag til den anden, og de vil aldrig ske 227 [4] Den nye grænse, som måske vil dele det arktiske område midt over. Grænse foreslået af inuit ogfederalregeringen, Northwest Territories kort. hvis ikke Inuvialuit har de fornødne midler til at sørge for sig selv. »Vi øn- sker ikke almisser og vi ønsker ikke et stort regerings bureaukrati til at kontrol- lere os.« (Inuvialuit, fall 1982). Efter aftale med Inuit Tapirissat of Canada annoncerede COPE i december 1976, at Inuvialuit ville søge at nå frem til en landkravs aftale alene omfattende det vestlige Arktis. Baggrunden for dette skridt var, at inuit i den centrale og østlige del af Nordvest Territoriet af jpolitiske og interne grunde havde truk- ket det fælles Nunavut forslag tilbage for at give befolkningen mere tid til at stu- dere det. COPE følte sig imidlertid i en tidsmæssigt meget presset situation som følge af den accellererende olie- og gas- 228 [5] aktivitet i Inuvialuit regionen. Derfor valgte man at gå sine egne veje i land- kravs spørgsmålet uden dog at forlade det politiske samarbejde om etablering af et Nunavut Territorium. I Inuvialuit regionen drog feltarbej- dere nu rundt for at høre befolkningens mening og for at høre hvilke ønsker og krav de havde til en aftale med regerin- gen. Ud af denne proces voksede tre hovedkrav, nemlig for det første at Inuvialuit ønskede at beskytte deres land, for det andet at beskytte vildtet og dermed fangstdyrene, og for det tredie ønskede de mere kontrol med faktorer som påvirkede deres og deres efterkom- meres tilværelse. Det fremgik også klart af møder og samtaler, at ejendomsretten til landet var det helt centrale punkt. Allerede i maj 1977 er COPE i stand til at fremlægge sine krav, hvilket gøres i publikationen »Inuvialuit Nunangat«. Efter forhandlinger med regeringen når man i foråret 1978 frem til en fælles af- tale, og i efteråret samme år underskri- ver begge parter en principaftale (Agree- ment in Principlé). Herefter går forhandlingerne i stå, dels på grund af flere regeringsskifter i Ottåwa og dels fordi regeringerne træk- ker forhandlingerne i langdrag, og først sidst på året 1982 genoptages forhand- lingsprocessen. Langt om længe, halv- andet år senere, enes regeringsrepræsen- tanter med COPE om en endelig aftale. Den første landkravs aftale i nord siden James Bay aftalen fra begyndelsen af 1970erne og den første landkravs aftale i Nordvest Territoriet er nu en realitet. Inuvialuit aftalen er ikke mindst betyd- ningsfuld fordi den forventes at blive retningsgivende for hvor langt inuit i den øvrige del af Nordvest Territoriet kan presse regeringen, og som sådan danne model for fremtidige landkravs aftaler. Efter aftalens endelige indgåelse dra- ger såvel COPE som regeringsrepræsen- tanter rundt i regionen for at forklare dens indhold, konsekvenser og mulig- heder. For at være gyldig skulle afta- len godkendes ved en folkeafstemning blandt alle Inuvialuit. Dette sker i maj 1984, hvor 77 % af vælgerne afgiver Tabel 1. Inuvialuit landkravs aftalen. Tolkeafstemningsresultat blandt Inuvialuit. For Imod Ugyldige Tilhængere i' Holman Island 118 14 1 89% Paulatuk 83 2 0 98% Sachs Harbour 67 8 0 89% Tuktoyaktuk 315 77 1 80% Inuvik 292 86 2 77% Aklavik 166 53 1 75% Udenfor regionen 152 18 7 86% Kilde: Inuvialuit vol. 2, no. 5, june 1984. 229 [6] SEKS LOKALE INUVIALUIT FORENINGER Holman Island Inuvik Aklavik Sachs Harbour Paulatuk Tuktoyaktuk \ 7 sender repræsentanter til V / DEN REGIONALE KORPORATION firg. 2. Inuvialuit aftalens overordnede ledelsesstruktur. deres stemme — 82 % stemmer for afta- len, 18 % er imod. Aftalen godkendtes senere af regerin- gen i Ottawa, for, som det blev omtalt i indledningen, at blive underskrevet i juni måned 1984. Aftalens formål Inuvialuits grundlæggende mål med afta- len, og som er anerkendt af den føderale regering, er: 1) at bevare Inuvialuits kulturelle iden- titet og værdier i et samfund under ændring, 2) at gøre Inuvialuit i stand til at blive en lige og betydningsfuld partner i den nordlige og nationale økonomi og samfund, og 3) at beskytte og bevare vildtet, naturen og dennes biologiske produktivitet. Institutioner og struktur Aftalen indebærer, at Inuvialuit opnår kontrol med, dels store landområder, dels 230 en større kapital. Til varetagelse heraf er opbygget en helt ny politisk og admini- strativ struktur, der i sin principielle form er meget lig den, der i 1971 blev skabt som følge af Alaska loven (Alaska Native Claims Settlement Act). Grund- idéen bag disse aftaler og strukturer er fundamentalt forskellig fra, hvad man kender i de skandinaviske lande (og her- med også Grønland). Strukturen i landkravs aftalen er i sin grundlæggende form en selskabsstruktur, dvs. opbygget som enhver anden er- hvervsvirksomhed, og de vigtigste in- stitutioner udgøres af en række folke- aktieselskaber eller korporationer (Cor- jporations±>j:0rs\ generelt er underkastet den almindelige canadiske selskabslov- givning. Regeringen har aldrig, som en iagttager har beskrevet det, vurderet ». . „de indfødtes krav som et konstitutionelt spørgsmål. Den føderale regering anser i bund og grund de indfødtes krav som en transaktion af fast ejendom, der involve- [7] langtidsinvest. sikre invest. • opretter og køber virksom- heder driver almindelig forretningsvirksomhed bestyrer landet Fig. 3. Intivialuit aftalens selskabsstruktur. rer ejere af fast ejendom, snarere end et spørgsmål om en social kontrakt mellem mennesker.«1 Aftalens helt centrale institution er Inuvialuit Regional Corporation, idet denne til syvende og sidst bestemmer over bru- gen af såvel Inuvialuit landet som over den økonomiske kompensation. Den Regionale Korporations ledelse udgøres af repræsentanter fra hvert af Inuvialuit regionens seks lokalsamfund. I hver af Inuvialuit regionens seks sam- fund, Holman Island, Inuvik, Aklavik, Sachs Harbour, Paulatuk og Tuktoyak- tuk vælger befolkningen (Inuvialuit over 18 år) en lokalforening (Community Cor- poration), eller lokal korporation. Disse seks korporationer er ikke egentlige lokalråd, idet kun Inuvialuit har stem- meret, men foreninger som på et legalt grundlag er i stand til at tage beslutnin- ger i visse anliggender. Inuvialuit aftalen fastsætter blot, at de lokale korporatio- ner har pligt til at føre et medlemskarto- tek samt at udpege repræsentanter til Den Regionale Korporations møder. Den regionale korporation har under sig tre udøvende organer, nemlig en land korporation (Inuvialuit Land Corporation), som har ejendom til den jord der ifølge aftalen tilfaldt Inuvialuit, et investe- ringsselskab (Inuvialuit Investment Corpor- ation] og endelig et udvikJingsfirma (Inuvialuit Development Corporation) som i kraft af investeringer i erhvervsforeta- gender vil få en ganske central rolle for Inuvialuits økonomiske fremtid. Land korporationen, investerings kor- porationen og udviklings korporationen ejes 100 % af den regionale korporation. Indtægter fra disse organers mangear- tede virksomheder tilfalder den regio- nale korporation. Navne som »Aklak Air«, »Ulu Foods« og »Delta Gabs«, alle selskaber ejet af udviklings korporatio- nen, vidner om disse aktiviteter. Inuvia- luit aftalens økonomiske kompensation på ialt 62,5 millioner $ (1977) som føde- ralregeringen skal yde Inuvialuit tilfalder ligeledes den regionale korporation. Som enhver anden erhvervsvirksomhed 231 [8] INUVIALUIT LAND i " ;j Hjendomsret til savel undergrund l i. l som overflade Ejentlomsret til overflade, herunder sand og grus Fig. 4. Inuvialuits landområder. kan den regionale korporation så tage stilling til hvor stort et udbytte der kan gives aktionærerne, alle Inuvialuit over 18 år. Det er værd at mærke sig at alle indregistrerede Inuvialuit far en lige stor del af udbyttet — også de som er bo- siddende udenfor Inuvialuit regionen. Sidstnævnte har dog ikke uden videre stemmeret til de lokale korporationer, da de ikke bor i et af de seks lokalsamfund. "Landet Aftalens vigtigste del indebærer, at Inuvialuit får ejendomsret til ca. 91.000 km2 land. Landet deles i to kategorier, som Inuvialuit har forskellige rettig- heder over. Kategori (a) land, eller 7 (1) (a), som det hedder efter den paragraf i aftalen, som beskriver dette, er land til hvilket Inuvialuit har den fulde juridiske ejen- domsret til såvel overfladen som under- grunden. Eventuelle mineraler, olie og gas i undergrunden tilhører i dette til- fælde Inuvialuit. lait har Inuvialuit ejendomsret til 11.000 km2 (a) land, fordelt i blokke med 1.800 km2 omkring hvert af de seks samfund samt et særligt reservatsområde ved Cape Éathurst (se fig. 4). Kategori (b) land, eller 7 (1) (b) som det hedder efter aftalens relevante paragraf er land til hvilket Inuvialuit har ejen- 232* [9] domsret til overfladen, men ikke til undergrundens mineraler, olie, gas eller kul. Derimod har Inuvialuit ejendomsret til sand, grus, fedtsten o.l. under såvel kategori (b) som kategori (a) land. lait har Inuvialuit ejendomsret til 78.000 km2 (b) land, fordelt som vist på figuren. Kronelandet er det enorme landområde indenfor regionen (se fig. 1) som er af- stået af Inuvialuit. Indenfor dette om- råde har Inuvialuit bevaret visse særlige fangst- og fiskerettigheder, hvilket omta- les senere. Et afgørende punkt er naturligvis, hvad der menes med ejendomsret, »fee simple abso/ufe«. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der ikke er tale om politisk kontrol. »Den praktiske konsekvens af dette legale begreb er, at de indfødte folks rettigheder til dette land er lig med andre canadieres rettigheder til deres ejendom — men ikke mere. Denne titel giver således ikke de indfødte folk magt til at lovgive over deres land.«2 Eftersom Inuvialuit under forhandlin- gerne med regeringen har måttet afstå hovedparten af deres traditionelle inter- esseområde, har de måttet lægge visse kriterier til grund for hvilke landområ- der de ønskede at overtage. I denne pro- ces har Inuvialuit prioriteret: a) gode fangst- og fiskeområder b) rekreative og andre økonomisk at- traktive områder, c) områder af særlig økologisk og beva- ringsværdig betydning, d) historiske steder, og e) områder som i fremtiden kan tænkes at blive genstand for Inuvialuit bo- sættelse. Inuvialuit har ikke kunnet udvælge landområder med kendte olie-, gas- og mineralforekomster eller land, som er i privateje eller i offentlig brug. En følge af at Inuvialuit har denne legale ejendomsret, men ikke den politi- ske dispositionsret til landet er, at en række begrænsninger er lagt på Inuvia- luits dispositionsmuligheder. Således be- varer regeringen den administrative kontrol med vandområderne, hvilket ikke blot berører fiskeri, fuglefangst o.l., men i det hele taget muligheden for at udøve offentlige funktioner — vandfor- syning for blot at nævne et enkelt eksempel. Inuvialuit kan ikke udelukke andre fra sine landområder, idet disse skal være tilgængelige for ikke-organiserede re- kreative formål, og iøvrigt skal de også være tilgængelige som adgangsveje til andre landområder. Inuvialuit har som nævnt ejendoms- retten til sand og grus på sine egne land- områder, hvilket kan være et ganske be- tydningsfuldt aktiv, hvis man tager de mange store anlægsopgaver som følger med olieefterforskning og øvrig indu- strialisering i betragtning. Men Inu- vialuit får ikke lov til at udnytte en eventuel monopolstilling, idet Ministe- ren for Indfødte Folk og Nordlige An- liggender i tilfælde af, at Inuvialuit tager for høje priser eller bryder sand og grus på en ineffektiv måde, kan gribe ind. Endelig bør det også nævnes at Inuvi- aluits landområder kan eksproprieres, men skal erstattes af tilsvarende land- områder eller modsvares af en passende økonomisk erstatning. 233 [10] En meget vigtig forskel mellem den aftale, som Alaskas indfødte indgik i 1971, og den aftale Inuvialuit nu har indgået berører dispositionsmuligheder- ne over landet. I modsætning til situatio- nen i Alaska er Inuvialuits jord ikke be- skatningsbar, et forhold som ellers i de senere år har givet anledning til den helt store debat og frygt blandt indfødte i Alaska. Ifølge Inuvialuit aftalen er kun indtægter ved industriel eller anden kommerciel brug af landet underkastet beskatning. En anden meget vigtig forskel til situationen i Alaska er, at Inuvialuit ikke kan sælge jorden, men kun leje denne ud til andre Inuvialuit institutioner og sel- skaber eller til Kronen. Jorden kan un- der ingen omstændigheder købes eller overtages af f.eks. Nordvest Territoriets hvide befolkning eller af multinationale selskaber. Industriel udvikling At Inuvialuit har den reelle kontrol med industrielle aktiviteter på de landområ- der, til hvilke de har såvel overflade- som undergrundsrettigheder er klart. Endvidere definerer aftalen særlige for- dele for Inuvialuit hvad angår industriel aktivitet på kategori (b) land — det var her Inuvialuit kun havde overflade ret- tigheder. I disse tilfælde har Inuvialuit nemlig ret til at forhandle sig frem til såkaldte »deltager aftaler« (participation agreemenf) hvilket i praksis vil sige, at selskaberne må erlægge en passende arealafgift, prioritere beskæftigelse af Inuvialuit m.v. Helt konkret kan det nævnes, at Inuvialuit siden efteråret 1984 har forhandlet sådanne aftaler med 234 Esso og Shell, som begge borer efter olie og gas i området. I skrivende stund (april 85) foreligger endnu ikke noget færdigt resultat af disse forhandlinger. I tilfælde hvor parterne ikke kan nå til enighed forelægges sagen for en mæg- lingskommission (Arbitration Board), som generelt er appelinstans ved uover- ensstemmelser ved gennemførelse af Inuvialuit aftalens bestemmelser. Mæg- lingskommissionen er sammensat af: 4 repræsentanter for føderalregeringen l repræsentant udpeget af Nordvest Territoriets regering 3 repræsentanter udpeget af Inuvialuit 3 _ repræsentanter udpeget af regionens tre største industrielle foretagender, hvoraf dog højst 2 må være kontrolle- ret af Inuvialuit. I betragtning af at Nordvest Territoriets regering idag ledes af indfødte, må det forventes, at Inuvialuit vil få en vis reel indflydelse på mæglingskommissionens virke. Fangst ogjtskeri Hvad angår fangst og fiskeri på kategori 7 (a) og 7 (b) land er dette i praksis for- beholdt Inuvialuit, eller i hvert fald kan Inuvialuit bestemme reglerne for hvem der må fiske og drive fangst. Tilbage ligger imidlertid langt hoved- parten af Inuvialuit Regionen til hvilken Inuvialuit har afstået deres oprindelige ejendomsret. Dette er det tidligere nævnte Kroneland, der groft taget ud- gør 80 % af Inuvialuits traditionelle land- område. Inuvialuit har ganske vist afgi- vet ejendomsretten hertil, hvilket imid- lertid ikke hindrer, at Inuvialuit fortsat har sikret sig en række særrettigheder til [11] dette område. Man har således en vis indsigt med industrielle aktiviteter på Kronelandsområdet, men først og frem- mest giver aftalen Inuvialuit en række særrettigheder til fangst og fiskeri. På Kroneland har Inuvialuit eneret til fangst af isbjørne, moskusokser og andre pelsdyr herunder sorte bjørne og grizz- lies. Til fisk, trækfugle, rensdyr og andre større dyr har Inuvialuit fortrinsret, hvil- ket indebærer, at ingen andre kan fange disse dyr før Inuvialuit har taget hvad de skal bruge til føde og klæder. Inuvialuit har ligeledes fortrinsret til fangst af sæler og hvaler, hvad enten dette er til eget eller til kommercielt brug. Generelt giver aftalen Inuvialuit ret til at sælge fangst- og fiskeprodukter mellem Inuvialuit indbyrdes. Udover de særrettigheder Inuvialuit har til fangst af landdyr, gives de også en klar særstilling hvad angår en eventuel kommerciel ud- nyttelse af havpattedyr og fisk. For at sikre kontrol med fangstkvo- ter, med industrielle aktiviteter, for at løse stridigheder mellem forskellige interessegrupper osv. nedsættes en ræk- ke organer. Et særligt råd (Wildlife Management Advisory Councit) fastlægger fangst- og fiskekvoter. En særlig komité (Environmental Impact Screening Committeé) skal gennemgå alle udviklingsprojekter, vurdere de økologiske konsekvenser og komme med indstillinger til et areal- anvendelsesråd (Environmental Impact Board}. Her tager man stilling til, om et projekt kan fortsætte og i givet fald på hvilke betingelser det skal indstille et projekt til regeringens godkendelse. Endelig oprettede man en fiskerikomité (Fisberies Joint Management Committeé) som er et rådgivende organ for fagministe- ren. I alle disse organer repræsenteres Inuvialuit af personer udpeget af Inuvia- luits Fangstråd (Inuvialuit Game Councif). Dette er på sin side sammensat af repræ- sentanter for hver af de seks samfunds lokale fangerråd (Hunters and Trappers Committees) (se fig. 5). Et spørgsmål af åben interesse er natur- ligvis hvilken indflydelse Inuvialuit har i disse organer — hvilken indflydelse kan de overhovedet udøve på dette meget komplicerede administrative apparat? Ved sammensætningen af de ovenfor omtalte organer besætter Inuvialuit halvdelen af pladserne, men da forman- den udpeges af regeringen (efter kon- sultation med Inuvialuit) kan dette fore- komme illusorisk. En vigtig detalje er imidlertid, at en eller flere af regeringens repræsentanter udpeges af Nordvest Territoriets regering, som siden 1979 har været domineret af et indfødt flertal. Dette giver med andre ord Inuvialuit en mulighed for at danne flertal sammen med andre indfødte i de nævnte orga- ner. Endnu engang er det værd at påpege Inuvialuit aftalens ikke-politiske karak- ter. Inuvialuit er således ikke sikret den politiske myndighedsudøvelse over fangst og fiskeri, men den praktiske til- rettelæggelse af og kontrol med samme er lagt i hænderne på organer, hvori fan- gernes, fiskernes og pelsjægernes repræ- sentanter har sæde. Disse mange råd og komiteer har da også i det væsentlige kun rådgivende kompetence overfor 235 [12] FANGER RÅDENE Holman Island Inuvik Aklavik Sachs Harbour Paulatuk Tuktoyaktuk \ sender repræsentanter til V l INUVIALUIT FANGSTRAD F tg. 5. Inuvialuit aftalen. Den regionale administration af fangst, pelsdyrfangst ogfskeri. regeringen, hvilket dog ikke på forhånd udelukker Inuvialuit fra i konkrete til- fælde at gøres deres indflydelse gæl- dende. Yukon's Nordkyst Den nordlige del af Yukon Territoriet har traditionelt været fangstområde for Inuvialuit, og indgår da også i denne af- tale. Inuvialuits rettigheder til dette om- råde, hvoraf en stor del udgøres af en nationalpark, er i princippet af samme karakter, som de rettigheder, der er gæl- dende for Kronelandet indenfor Inuvia- luit regionen. Dog gør der sig i Yukon det særlige gældende, at der skal tages hensyn til de indianere, som er boende i området eller umiddelbart syd herfor. Med inddragelsen af Yukon Territo- riets nordkyst i Inuvialuit aftalen har man taget hensyn til, at Inuvialuits fangstaktiviteter ikke har været bestemt af mere eller mindre tilfældige grænse- dragninger mellem provinser og territo- rier. 236 Penge Land er sammen med rettigheder til fangstdyr Inuvialuit aftalens centrale del. En væsentlig del af aftalen inde- bærer imidlertid også en financiel kom- pensation til Inuvialuit for afgivne ret- tigheder og til ophjælpning af områdets økonomi. Den helt overvejende del af den financielle kompensation udgøres af et beløb på 45 millioner $ (1977-penge), som skal betales over en tretten årig jperiode, hvilket i praksis vil sige, at Inuvialuits Regionale Korporation mod- tager godt 152 millioner $ svarende til ca. 500.000 kr. for hver Inuvialuit. Det er så op til den regionale korpora- tion af disponere over disse midler. Allerede efter indgåelsen af principafta- .len mellem Inuvialuit og regeringen i 1978 forudbetalte regeringen 9.7 mill. $ _af denne kompensation. Disse penge gik til Inuvialuits Udviklings Korporation, som i mellemtiden har investeret i di- verse erhvervsforetagender m.v. [13] Ved siden af dette grundbeløb på oprindelig 45 mill. $ ydes et engangs- beløb på 10 mill. $ til forbedring af om- rådets økonomiske udvikling. Dette be- løb tilfalder Udviklings Korporationen. Endelig ydes et særligt beløb på 7,5 mill. $ til en social hjælpefond (Social Development Fund}, som kan bruges til et bredt spektrum af aktiviteter såsom boligbyggeri, uddannelse, social forsorg m.v. Fondets administrative ledelse ud- peges af den regionale korporation. Sammenlignet med Alaskaloven fra 1971 har Inuvialuit aftalen en række indirekte økonomiske fordele. Således har det påhvilet den canadiske regering at betale for kortlægning af regionen. Dette har været et stort problem under Alaska loven, hvor overførslen af land til de indfødte blev forsinket i årevis og hvor en ganske betragtelig del af den økonomiske kompensation er blevet brugt til hyring af specialister. End- videre har den canadiske regering finan- cieret Inuvialuits udgifter i forbindelse med selve forhandlingerne om indgåelse af en aftale. Som et sidste punkt bør det nævnes, at det påhviler den canadiske regering at afholde udgifterne til aftalens administration, typisk de mange organer til økologisk og arealanvendelsesmæssig kontrol. Mineraler Som en særlig socio-økonomisk del af aftalen opnår Inuvialuit visse særlige ret- tigheder til efterforskning og eventuel udnyttelse af mineraler. Inuvialuit har forlods ret til 10 for- undersøgelseskoncessioner (»prospect- ing permits«) og 25 efterforskningskon- cessioner efter mineraler (»mining claims«). Endvidere er det fastlagt, at de første 10 produktive mineralfund er skattefrie i de første 15 år efter produk- tionens start. Endelig hedder det i aftalen, at Inuvialuit frit vil kunne bryde kul til lokalt forbrug eller til industriel anven- delse indenfor regionen. Hvem er omfattet af aftalen? Aftalen omfatter alle Inuvialuit, og alle Inuvialuit deltog i afstemningen i maj 1984 om det mellem COPE og føderal- regeringen indgåede forslag. Derfor har det været nødvendigt at foretage mand- tal ud fra en klar forhåndsaftale om, hvem der kunne anerkendes som væ- rende Inuvialuk. En forudsætning for at være aner- kendt som Inuvialuk er, at man har ca- nadisk statsborgerskab. Til definitionen af en Inuvialuk hører enten et objektivt eller et subjektivt kriterium: A. En Inuvialuk er en person, som er af Inuvialuit afstamning dvs. at mindst én af bedsteforældrene er Inuvialuk. Hertil fordres dog endvidere, at man enten i) er født i Inuvialuit regionen eller i Inuvik, eller ii) har boet der i mindst 10 år, eller iii) hvis man er under 10 år, er bo- siddende i nævnte region eller i Inu- vik. B. En Inuvialuk kan imidlertid også være den, der anses som værende Inuvialuk på grund af Inuvialuit sæd- vane, tradition eller som blot accep- teres som Inuvialuk af samfundet. 237 [14] Adoption anerkendes som gyldigt kri- terium på linie med biologisk afstam- ning. Endvidere anses en indfødt person fra et af de nærliggende folk, som er gift med en Inuvialuk ved aftalens indgåelse ligeledes for valgbar. I nogle tilfælde vil den situation op- stå, at en person kan blive valgbar under flere landkravs aftaler. I sådanne situa- tioner må den pågældende vælge tilhørs- forhold til én af siderne. En person som flytter bort fra regio- nen til Montreal, Ottawa eller andre ste- der mister ikke sine økonomiske rettig- heder, men bevarer disse, sådan som Inuvkluit aftalen har fastlagt det. Dette er helt parallelt med bestemmelserne un- der Alaska loven. Et stort problem i Alaska har været, at mange beslutnings- processer domineres af personer, som, fordi de er bosiddende udenfor korpora- tionéns geografiske område, har ganske andre interesser end at fremme korpora- tionens lokale vkke. Inuvialuit aftalen derimod stiller nok alle Inuvialuit lige, hvad angår økonomisk udbytte, men kun personer bosiddende i et af regio- nens seks samfund kan øve indflydelse på beslutningsprocesserne. Oprindelige rettigheder Et spørgsmål af stor betydning er, hvor- vidt Inuvialuit med denne aftale har gi- vet afkald på sine såkaldte oprindelige rettigheder. Inuvialuit har, som alle andre indfødte folk i Canada, påberåbt sig sådanne rettigheder, men disse krav er aldrig til fulde blevet anerkendt af føderalregeringen. Sidstnævnte giver i sin principielle formulering af landkravs spørgsmålet (i »7« All Fairness«) udtryk for, at man med landkravs aftaler ønsker at bytte hvad man kalder »udefinerede indfødte land rettigheder med konkrete rettigheder og fordele«. Til gengæld vil regeringen med en aftale garantere disse - nye - rettigheder. Dette er også sket i Inuvialuit aftalen, idet denne i tilfælde af konflikt med anden lovgivning har for- rang. Dog er Inuvialuit aftalen i almin- delighed altid underkastet canadisk lov- givning. Inuvialuit har med andre ord afgivet nogle rettigheder, for til gengæld at få føderalregeringens anerkendelse af de rettigheder aftalen fastsætter. Det hed- der i aftalen at Inuvialuit: ». . . afstår, frafalder, afgiver og overdrager alle de- res oprindelige (»aboriginal«) krav, ret- tigheder, ejendomsret og interesser af enhver art i og til Nordvest Territoriet og Yukon Territoriet samt nærliggende offshore områder, som ikke er en del af Nordvest Territoriet eller Yukon Terri- toriet . . .« (prg. 3, stk. 4). Inuvialuit har afgivet visse (meget omfattende) oprindelige rettigheder, som ikke idag anerkendes af regeringen mod at opnå regeringens anerkendelse af visse, begrænsede oprindelige rettig- heder, som til gengæld anerkendes af re- geringen. Inuvialuits chefforhandler, Robert DeLury udtrykte det på denne måde i et interview: »De rettigheder Inuvialuit defineres gennem denne en- delige aftale ... er definerede rettig- heder, som de opnår i bytte for, hvad vi betegner oprindelige land rettigheder, og som er, eller ikke er, i de indfødte folks besiddelse«.3 Aftalen udelukker ikke, at Inuvialuit senere kan opnå anerkendelse af andre 238 [15] oprindelige rettigheder, som imidlertid ligger udenfor den nu indgåede aftales felt. Konkret kan man vel forestille sig, at Inuvialuit sammen med andre ind- fødte folk i Canada kan opnå visse sær- skilte politiske rettigheder, defineret på basis af oprindelige rettigheder. Det siges klart i aftalen, at Inuvialuit ikke ophører med at være et indfødt folk: »Intet i denne aftale eller i aftale- lovgivningen fjerner Inuvialuits identitet som et canadisk indfødt folk eller for- hindrer (»prejudice«) deres muligheder for at deltage i eller drage fordel af senere konstitutionelle rettigheder som angår oprindelige folk og som vil være anvendbare på dem«, (prg. 3, stk. 6). Aftalen ændrer ligeledes intet ved, at Inuvialuit er ligestillede med andre cana- diske statsborgere. Den generelle lovgivende og regel- fastsættende myndighed forbliver hos føderalregeringen, samt lokalregeringer- ne i Nordvest Territoriet og Yukon Ter- ritoriet, hvilket dog ikke hindrer Inuvia- luit i at indgå aftaler med andre indfødte folk om f.eks. fangst- og fiskeri rettig- heder. Nunavut Inuvialuit aftalen kan i fremtiden for- ventes kopieret i andre landkravs ord- ninger, som bliver indgået mellem inuit og føderalregeringen i Ottawa. Vi skal nok forestille os en fremtid, hvor inuit i Canada kun besidder ejendomsretten til spredte geografiske enklaver langs de arktiske kyster, men ingen kan være i tvivl om at inuit kun afstår disse enorme land- og vandområder, fordi de tvinges hertil. Inuvialuit aftalen vidner om, at inuit tvinges til at afstå /^^rettigheder til det dominerende eurocanadiske samfund. Inuvialuit aftalen siger derimod intet om befolkningens politiske, sociale og kultu- relle rettigheder. De nyoprettede geo- grafiske enklaver omkring byerne i Inuvialuit regionen er ikke små selvsty- rende »bantustans«, sådan som man ken- der det fra Sydafrika. Inuits, og herunder Inuvialuits, poli- tiske, sociale og kulturelle fremtid af- gøres i disse år ved andre forhandlinger med føderalregeringen. Dette tosporede forhandlingsforløb er fundamentalt for- skelligt fra arbejdet i den dansk-grøn- landske hjemmestyrekommission, hvor ingen (måske med undtagelse af frem- skridtspartiets repræsentant) anfægtede den grønlandske befolknings rettigheder til et geografisk udelt Grønland. Siden midten af 1970erne har inuit i Canada arbejdet for en deling af det nu- værende Nordvest Territorium og for oprettelsen af et nyt Nunavut Territo- rium til sikring af inuits rettigheder (omtalt i Grønland 1980 no. 6). Føde- ralregeringen har i princippet accepteret en sådan deling, dog på visse betingel- ser. En af disse er at befolkningen i Nordvest Territoriet indbyrdes kan nå til enighed om grænsedragningen. Un- der disse forhandlinger viste det sig hur- tigt, at det afgørende spørgsmål ikke skulle være hvorvidt inuit på den ene side kunne enes med Metis, Dene og Mackenziedalens hvide befolkningsfler- tal på den anden side, men derimod hvordan Inuvialuit ville stille sig. Trods de separate landkravs forhand- linger har Inuvialuit hele tiden deltaget 239 [16] Indian and Northern Affaires indiennes Affairs Canada et du Nord Canada THE WESTERN ARCTIC CLAIM THE INUVIALUIT HNAL AGREEMENT Canada aktivt i oprettelsen af Nunavut. Men ligesom olien og gassen tvang Inuvialuit til isolerede landkravs forhandlinger skabte den potentielle rigdom i under- grunden en politisk klemme på dem. Dené, Metis og den hvide befolkning i 240 [17] Mackenzie-dalen ønskede nemlig at de- res territorium havde adgang til havet (og Mackenzie-deltaets rigdomme!!), hvilket krævede at Inuvialuit tilsluttede sig et vestligt territorium og ikke Nunavut. Tilsyneladende accepterede Inuvialuits forhandlere i januar 1985 denne løsning, som de håbede ville give dem et vidtrækkende regionalt selvstyre. Imidlertid har såvel COPE som dele af lokalbefolkningen protesteret voldsomt mod denne aftale. En afklaring af grænsedragnings- spørgsmålet mellem Nunavut og et vest- ligt territorium (ofte kaldet Denendeh) foreligger ikke i skrivende stund. Inuvia- luits særlige position indenfor inuit be- folkningen er ikke af ny dato, men har sine rødder langt tilbage i kolonihisto- rien. Den canadiske føderations ekspan- sion delte befolkningen mellem inuit i Labrador, inuit i Quebec provinsen og det store flertal i Nordvest Territoriet. Mange inuit vil utvivlsomt beklage en ny opsplitning af inuit befolkningen, hvis Inuvialuit går med, eller tvinges med i et vestligt territorium. Dog mener nogle, at der er alt for langt fra Inuvia- luit regionen til Nunavuts formodede administrative center i Iqaluit (Frobisher Bay). Andre mener, at Inuvialuits sprog og kultur vil blive undertrykt i et terri- torium domineret af indianere og hvide befolkningsgrupper. I hvert fald forestår vigtige forhand- linger, som kan sikre Inuvialuits politi- ske, sociale og kulturelle rettigheder som en for dem nødvendig overbygning på landkravs aftalen. Noter 1) Dacks 1981 s. 63. 2) ibids. 61. 3) Interview med DeLury i Inuvialuit vol. 2, no. l, januar 1984. Litteratur Dacks, Gurston, 1981: A Choice of Futures. (Poli- tics in the Canadian North). Methuen. Toronto. Indian and 'Northern Affairs Canada, 1981: In All Fairness. (A Native Claims Policy). Ottawa. Inuvialuit Tidsskrift. Inuvik, Canada. Nielsen, Inger-Use, 1980: De indfødtes kamp for deres landrettigheder i Nordcanada. Grønland s. 153-163. The Western Arctic Claim, 1984: The Inuvialuit Final Agreement. Indian And Nothern Affairs Canada. Ottawa. 241 [18]