[1] Savigsivik- Vestgrønlandsk indflydelse i en bygd i Thule Af Regit2e Margrethe Søby Den første historiske beretning, vi har om polareskimoernes land, er fra året 1616, da Baffin rejste i disse egne. Imid- lertid traf han ingen mennesker, og det var først i 1818, at John Ross havde for- bindelse med dette eskimofolk. Det skete ved Kap York. Efter flere mislykkede forsøg på at komme i kon- takt med eskimoerne, sendte han Sa- chæus, en vestgrønlænder fra Uperna- vik, ud på isen med et hvidt flag i hån- den. Han ønskede at møde sine stam- frænder alene og ubevæbnet, og på denne måde fik man endelig forbindelse. Mødet mellem polareskimoerne og vest- grønlænderen fandt sted ved en bred revne i isen, så at man stod lige over for hinanden med en naturlig hindring mel- lem sig for alle eventualiteters skyld. Med besvær fik Sachæus forklaret dem, at det var et fredeligt folk, der var kom- met til dem, og eskimoerne indvilligede i at følge ham om bord på skibet. I che- fens kahyt og med Sachæus som tolk besvarede de de mange spørgsmål, der blev rettet til dem. Polareskimoerne — et nomadiserende jægerfolk — inddelte oprindeligt deres bopladser efter vinden på følgende måde: Nigerdlit: De, der bor nærmest syd- vesten. A.kunarmiut: Mellemboerne. Orqordlit: De, der bor i læ for sydvesten. Avangnardlit: De, der bor nærmest nor- denvinden. Under Nigerdlit hørte alle boplad- serne fra Kap York og sydefter (Ras- mussen, 1919: 107). Hver af disse bopladser var beboet af 2—4 familier, men ingen af disse følte sig specielt knyttet til noget bestemt sted. En polareskimo boede kun ét eller to år på hver boplads, så vågnede hans længsel efter at komme ind under nye forhold og jage fra andre jagtmarker. Flytningerne var ikke andet end en byt- ten gårde i stor stil, og husene i distrik- tet var alle mands eje. Thi lige så lidt som sælen i havet eller renen på land ejedes af nogen, lige så lidt fulgte der nogen som helst ret til at have beboet et hus (Rasmussen, 1919: 113). Knud Rasmussen oprettede i 1910 Kap York-stationen Thule ved Umanaq, det nuværende Dundas. Imidlertid øn- 245 [2] skede han ikke, at eskimoerne allesam- men skulle blive fast bosiddende ved denne handelsstation og dér blive helt afhængige af butikken. Så vidt muligt burde de bevare deres frie nomadetil- værelse som bestemmes af jagtmulig- hederne. I denne hensigt anlagde han også vidt spredt fra hinanden to udste- der i distriktet, hvert med sit depot af varer, sin kkke og sit skolekapel, hvor eskimoerne hos den stedlige grønland- ske kateket kunne søge undervisning i kristendom og tillige lære at læse og skrive, »at gemme ord i streger«, som de kaldte det. Således blev Savigsivik udsted i juli måned 1932. Savigsivik ligger på Meteo- rite Øen midtvejs mellem Kap York og Kap Melville ved foden af et vældigt stort søkongefjæld. Placeringen af butikker i distriktet og anvendelsen af træ som husbygnings- materiale forandrede polareskimoer- nes bosætningsmønster. Fra at være små spredte grupper med skiftende vinterboplads fra år til år blev eski- moerne nu mere bofaste og opholdt sig hvert år på det samme sted. Bosætnin- gen blev mere fast, og hvert område fik sin særlige mere stationære befolk- ning. Savigsivik har gennem årene helt for- andret udseende. De gamle huse af tørv og sten er forlængst afløst af træhuse, dels boligstøttehuse, dels selvbygger- huse. De to første selvbyggerhuse — igdlorput — blev opført i 1973, og i årene derefter er flere kommet til. Et sådant hus er på 40 kvadratmeter bebygget areal plus tagetage. Disse forholdsvis store og rummelige boliger har i større mindre grad ændret helhedsind- trykket af Savigsivik. Et skolekapel blev opført i 1949, og endvidere fik stedet en ny skole på 79 kvadratmeter i 1976. En ret stor selv- betjeningsbutik - indrettet med kontor — blev opført i 1974, og den gamle butik fungerer nu som lager og telestation. I august 1980 havde Savigsivik 123 indbyggere fordelt på ialt 27 husstande. 246 [3] Vestgrønlandsk indflydelse i Savigsivik Som allerede nævnt oprettede Knud Rasmussen i 1910 Kap York-stationen Thule ved Umanåq, for at befolkningen kunne blive forsynet med de varer, som de var blevet så afhængige af. Allerede året forinden, i 1909, var en missions- station blevet oprettet, og den første missionær og præst var Gustav Olsen. Han virkede i årene 1909—1922 og havde som medhjælp kateketen Sech- mann Rosbach. Jens Olsen var præst i tiden 1922-1938. De var allesammen vestgrønlændere. Gustav Olsen har selv skrevet om sin tid som missionær i »Meddelelser om Den grønlandske Kirkesag« i flere småartikler. Han kaldte gentagne gange polareskimoerne for »vore Lands- mænd«, og om sproget bemærkede han bl.a.: »Da vi først kom hertil, forstod vi knapt Sproget her, fordi det var saa for- skelligt fra vort. Deres Benævnelser af Ordene var omtrent de samme, men Endelserne var ganske andre, og tillige talte de saa utydeligt. Det viser sig, at Kap Yorkerne har ment det samme med vort Sprog, og nogle har endog sagt, at de troede, vi talte Dansk.« (Olsen, 1919: 2). Enkelte vestgrønlændere flyttede op i Thule-distriktet i årenes løb og optog mere eller mindre polareskimoernes levevis. Lige siden Savigsivik blev opret- tet som udsted, har forskellige vestgrøn- lændere fungeret som kateket og lærer på stedet. Posten som butiksbestyrer er blevet varetaget dels af vestgrønlændere, dels af polareskimoer. Som følge af tidlig vestgrønlandsk på- virkning fandt visse teknologiske for- andringer sted i polareskimoernes kul- tur. Således blev den vestgrønlandske kajaktype indført, ligeledes garnfangst på sæler og »/ø^-fangst med skydesejl og bøsse. Med kristendommens indførelse fulgte endvidere vestgrønlandske skikke, som silatangiaissut ved juletid, d.v.s. sal- mesang uden for husene. Også mitårtut, d.v.s. udklædte personer i fantasifulde munderinger, der gruppevis går på be- søg fra hus til hus, danser og modtager gaver, har polareskimoerne fået fra Vestgrønland. Skole- og missionsundervisningen foregik lige fra starten på den vestgrøn- landske dialekt. Nutildags foregår også undervisningen - den grønlandske del af den — på det vestgrønlandske sprog, ligesom undervisningsmaterialet er trykt på den grønlandske fællesdialekt. Dette har altså været tilfældet lige siden ko- lonisationen begyndte i 1909. Også gudstjenesten om søndagen foregår på vestgrønlandsk. Endvidere må den dag- lige påvirkning fra radio, bøger og avi- ser nævnes. Endog lokalavisen HAI- NANG er skrevet på det vestgrønland- ske sprog. Den vestgrønlandske indfly- delse finder også indirekte sted ved, at nogle af de unge rejser til Vestgrønland til skolegang, uddannelse eller for at arbejde. Det er derfor ikke underligt, at polareskimoerne alle forstår det vest- grønlandske fællessprog. Ændringer i den materielle kultur, i samfundsforhold og i religion som resul- tat af kolonisationen har ligesom i Vest- grønland haft en gradvis fornyelse af det daglige ordforråd som følge. Nye begre- ber og ting er blevet en del af polar- eskimoernes hverdag. Det er mit umid- 247 [4] delbare indtryk, at de har optaget de vestgrønlandske betegnelser for disse, men med bibeholdelse af den særlige ud- tale. I nogle tilfælde er også særlige glo- ser, d.v.s. lokale udtryk, dannet. Det har været en gradvis proces, der stadig fore- går. Dette forhold har imidlertid ikke været genstand for systematisk under- søgelse for den polareskimoiske gruppes vedkommende, med undtagelse af slægt- skabsbetegnelserne. I begyndelsen af dette århundrede havde polareskimoerne særlige betegnel- ser for 'far', 'mor', 'bedstefar', 'bedste- mor', 'oldefar', 'oldemor' og 'oldebarn'. Som resultat af skole- og missions- undervisningen begyndte børnene og de unge i deres tale at erstatte de tidligere betegnelser med grønlandske termer. Det blev en gradvis proces. Ved omtalte tidligere vestgrønlandske påvirkning - en indirekte følge af kolonisationen - undergik dette system en trinvis æn- dringsproces ved, at først børnene og de ungt;, siden forældrene og til sidst de ældste gav sig til at anvende de vest- grønlandske betegnelser. Disse trængte til sidst igennem blandt hele befolknin- gen med det resultat, at de oprindelige betegnelser ikke anvendes mere, men kun findes bevaret i de ældres erindring. Børnene og de unge har i vore dage in- tet kendskab til disse. Flere ældre infor- manter har fortalt mig rent spontant, at årsagen til denne forandring skyldes den tidlige missions- og skoleundervisning. Vestgrønlændere i Thule bliver af polareskimoerne ofte klassificeret og betragtet som »udsendte«. De adskiller sig også i dialekt og levevis fra lokal- befolkningen. Det må dog med rimelig- hed tilføjes, at nogle af disse vestgrøn- lændere har tilbragt flere år af deres liv i Thule, har skaffet sig hunde og slæder og iført sig bjørneskindsbukser, og at de i deres fritid er taget med polareskimo- erne på fangst og har knyttet venskab med disse. Vestgrønlændere påstår i almindelig- hed, at Thuledialekten er meget vanske- lig at forstå; men vestgrønlændere, der opholder sig i distriktet, lærer at forstå dialekten efterhånden, og nogle prøver at tale den. Imidlertid har flere polar- eskimoer fortalt mig, at det ikke er lyk- kedes for mange vestgrønlændere at til- egne sig deres dialekt helt flydende, ej heller at beherske den som en »rigtig indfødt«. Hvorledes forholder polareskimoerne sig til den fællesgrønlandske identitet? Selvom de har deres egen dialekt, så hø- rer denne ligesom den vestgrønlandske til den eskimoiske sproggruppe, og de hører vestgrønlandsk radio, læser vest- grønlandske aviser, bøger etc. End- yidere har polareskimoerne mere eller mindre personlig kontakt med andre grønlændere. Kirken, de andre formelle samfundsmæssige samt de politiske institutioner i distriktet er de samme som i det øvrige Grønland. Alt dette gør, at polareskimoerne vel i nogen grad T-øler sig som »grønlændere«, navnlig i forhold til f.eks. danskerne og dansk sprog og kultur. Denne særlige identitet som »grønlænder« er selvfølgelig først og fremmest opstået i dette århundrede og som resultat af den udvikling, som har fundet sted. Alligevel er der større forskel mellem en polareskimo og en vestgrønlænder 248 [5] Elisabardq og bendes lille sen Karl-feter. Hun og hendes familie stammer fra Kraulshavn i Upernavik-distriktet, N» bor de alle i Savigsivik. Foto: Regiizt M. Seby. end mellem f.eks. en grønlænder fra Sukkertoppen og en grønlænder fra Diskobugten. I særlig grad føler polar- eskimoerne, at de udgør en særlig gruppe. Dette bemærkede Peter Freuchen allerede, da han sad som bestyrer i Thule: »Polareskimoerne føler sig som stående på et højere kulturstandpunkt end vestgrønlænderne« (Freuchen, 1918: 310). De anvender heller ikke ordet kalå- leq/kalåtdlit i deres dialekt, hvilket er betegnelsen på grønlænder/grønlændere i det øvrige Grønland. Derimod kalder de sig selv inuit eller hyppigere inugssuit, og dette betyder først og fremmest »polareskimoer«. De opfatter sig som en særskilt etnisk gruppe, en eskimoisk minoritet. Forbindelsen med Upernavik-grønlcenderne. Historisk gennemgang I det forudgående afsnit er vestgrøn- landsk indflydelse i Savigsivik omtalt som en indirekte følge af kolonisatio- nen, og denne indflydelse har i tilsva- rende grad gjort sig gældende overalt i 249 [6] ThuLe-distriktet. De samfundsmæssige og de politiske institutioner er de samme som i det øvrige Grønland. Vi har end- videre hørt om polareskimoernes for- hold til den fælles grønlandske identitet. Som en direkte følge af kolonisatio- nen har imidlertid også en anden form for vestgrønlandsk indflydelse fundet sted. Det drejer sig om polareskimoer- nes "kontakt med fangerbefolkningen i den nordlige del af Upernavik-distriktet, og disse grønlændere vil jeg af praktiske grunde kalde Upernavik-grønlændere. Hvorledes har kontakten været mel- lem disse eskimogrupper inden koloni- sationen? Therkel Mathiassens udgrav- ninger i Upernavik-distriktet i 1929 og Erik Holtveds i Thule-distriktet i 1935-1937 og 1946-47 tyder på, at polareskimoer og vestgrønlændere ikke har haft forbindelse med hinanden fra ca. år 1600. Der findes i litteraturen eksempler på, at polareskimoerne tidligere har haft kontakt med vestgrønlænderne, men at denne kontakt i en lang periode har været afbrudt. Som eksempel på polar- eskimoernes isolation kan nævnes vest- grønlændernes ideer om disse menne- sker, fortalt til Knud Rasmussen: »Det nordligste Grønland har altid været Genstand for meget fantastiske Forestil- linger blandt sydligere boende. Man tænkte sig ikke blot, at det laa helt ved »Verdens Ende«, men man troede end- ogsaa, at der over Landene rugede en evig Vinter, hvor isen aldrig brød op i Fjordene, og en eneste Nat med sort Mørke Aaret rundt. Til disse Egne sendte Folkeovertroen alle Fjældgængere (givitokker), der var blevne gamle og helt i Djævelens Vold, og Mennesker selv, der boede her, var ikke meget bedre end de stakkels Fredløse. De var farlige at komme ud for, og overalt, hvor de kunne komme til, dræbte og aad de fremmede Stammer.« (K. Rasmussen: 1918: 6). Disse mennesker boede i »Det JLand, hvor Dagen aldrig gryede« (kau- suitsukormiuf), og dette land lå ved »Verdens Ende« (nunap-isud). De klædte sig i bjørnehuder og levede af råt kød. - Det er muligvis polareskimoerne, som vestgrønlænderne har haft disse forestil- linger om, men det kan eventuelt også have været et andet fantasifolk. Robert Peary undrede sig over polar- eskimoernes manglende kontakt med vestgrønlænderne, som han siger: »Jud- ging from my own experience in Mel- ville Bay, and further from the informa- tion I have gathered from the natives, but principally from what I have seen myself of the travelling ability of the Whale-Sound natives which is truly remarkable, I believe that there is no reason why they should not be able to communicate every year regularly with the most Nothern Danish settlements, if the necessary attractions were at hånd. It would perhaps necessitate overland travelling in one or more piaces, but as their attributed superstitious fright for the^inland with its great ice-cap does not exceed that of average white man, this circumstance would be no serious ob- jection to the practicability of this jour- ney. It is true that their hunting and exploring trips have hitherto been limi- ted to the more northern part of the same, but what I have gathered from themselves, this is by no means caused 250 [7] Markiinguaq med en legetøjsslæde. Han er født i T bule-distriktet; men begge hans foraldre er tilflyttere fra Kuvdlorssuaq. Upernavik-distriktet. Navdlortoq, enforårsfangstplads. Foto: Regitze M. Seby. by open water or other hindrances, but alone by their perfect ignorance of the close proximility of their long-lost southern brethern.« (Peary, 1898: 168). At Melvillebugten som sådan ikke har været nogen forhindring, fremgår af Robert Steins artikel om polareskimoiske stednavne. Robert Stein deltog som geolog på én af Peary's ekspeditioner og fik af eskimoerne oplyst, at de på deres bjørnejagter kunne nå helt ned i den syd- lige del af Melvillebugten til egnen om- kring Kuvdlorssuaq - Djævelens Tom- melfinger — som de kaldte Usussarssuaq, mens Holms Ø hed Kiatagssuaq. Robert Stein omtaler endvidere polareskimoer- nes kendskab til Upernavik-distriktet: »Dass die Smith-Sund Eskimos in fruhern Zeiten noch weiter nach Siiden vorgedrungen sind, erhellt aus dem Umstand, dass sie einen eigenen Namen Kawangarniten fur die Gegend von Upernavik gebrauchen. Ubringens sprechen sie den letzten Namen nicht so aus, sondern stets Upengawing«. (Stein, 1902: 197). Van Stone nævner muligheden af en tidligere handelsforbindelse sydover til Vestgrønland og vestover til de canadi- ske eskimoer. Som årsag anfører han forekomsten af metal og træ i en del af polareskimoernes våben og redskaber, som det kan ses i Peary's samling på Field Museum of Natural History. De sydlige stammer, som van Stone omta- ler, er dog næppe vestgrønlændere, men snarere polareskimoer i den sydlige del af distriktet, hvor de ved Kap York gen- nem kontakt med hvalfangere har til- tusket sig træ og metal. 251 [8] Nufearaq med en s tor flot stødtand af en narhval, ban netop har nedlagt. Han og hans familie er tilflyttere fra Kuvdlorssuaq. Navdlortoq. Foto: Regilzt Af. Søby. I sin beretning om Den litterære Grønlandsekspedition i 1903 skriver maleren Harald Moltke, en af ekspedi- tionens deltagere: »Der gik sagn i det Grønland, vi kom fra, at mod nord levede der ondsindede mennesker, som det ikke var godt at komme i berøring med. Siden hørte vi af Kap York- eskimoerne, at de havde lignende fore- stillinger om menneskene mod syd: når man nåede så langt hen i Melvillebug- ten, at man kunne høre sydboernes hunde, så skulle man vende om, for det var trolde og onde mennesker, som boede dér, og de gik ikke af vejen for at spise menneskekød. — Derfor var Mel- viUebugten blevet grænsebæltet, som ad- skilte de to beslægtede folks lande. Gen- nem århundreder, ja, i den historiske tid 252 har der ihverttilfælde aldrig været for- bindelse mellem de to grene af den sam- me eskimostamme.« (Moltke, 1960: 159). Knud Rasmussen oplyser, at der endnu omkring århundredeskiftet blandt eskimoerne var erindringer om den tid, da man besøgte Qavdngarnitsat: »De syd- ligere boende«. Engang skulle der have været et endog ganske livligt samkvem mellem nord og syd. Ofte foretog man rejserne i mørketiden, og for ikke at fare vild fulgte man en revne, der lige indtil februar plejede at gå omtrent i lige linie fra Bushmans Øen og til Kap Holm. Denne revne, der var smal som en flod, kaldtes af de gamle for »Havets Mund«. Eskimoerne ønskede særlig at skaffe træ sydfra, noget, der var mangel på i [9] Thule-distriktet. Til gengæld bragte de med sig pelse og fugleskind og spæksyl- tede søkonger, der regnedes for en stor delikatesse. Sydrejserne dannede ofte hele optog af slæder, og ikke sjældent fulgte gående folk med fra snehytte til snehytte (Rasmussen, 1919: 66). En gammel eskimokvinde — Nivig- kana - kunne fortælle et sagn om disse handelsrejser sydpå: KRISUK, DER FOR SYD PAA Man fortæller om Krisuk, at han rejste Syd paa sammen med sin Kone paa Slæde fra Kap York. Undervejs træffer de paa Mennesker, der led Hungersnød. De ventede paa, at der skulde lægge sig Sne paa den glatte Is; men Krisuk, som forstod sig paa Glatisfangst, lærte dem det og fangede selv mange Sæler; og snart begyndte de andre ogsaa at fange. Saa forlod han dem og rejste bort til de yderstboende; de medbragte beredte Skind og spæksyltede Søkonger som Betaling. De vilde købe Træbakker til Kød. Saa kom de til en Mand, som levede ganske alene, og han behandlede dem som Slægtninge og sagde, at han var glad over, at der kom Mennesker. Og hos ham blev de en Tid. Af Folk der i Nærheden købte de Kødbakker og gav dem beredte Skind i Stedet. Da de skulde rejse, sagde Manden til dem: »Folk Syd paa er ikke gode Menne- sker!« Elisabeth, kaldet Naja, er født i Kuvdlorssuaq. Her er hun travlt beskæftiget med at skrabe salskind. Navdlortoq. Foto: Regitze M, Søby. 253 [10] Saa rejste de og kom til de Menne- sker, der plejede at afvente fremmedes Slæders Afrejse, for at falde over dem; og der blev de saa nogen Tid i Besøg. Hos disse Mennesker fandtes der to Kvinder, der ofte sang Trommesange. De sang dem nøgne, blot med Bælte om Livet. De boede i to sammenbyggede Huse, der havde fælles Indgang, og naar de gav sig til at synge der, fløj Støv i Vejret og deres lange Haar flagrede om deres Legemer ved Trommens Bevægel- ser. Jeg kan kun huske en af deres Sange: 1. Haj - jah - ja, ja, men hvor hen i Verden - ja -ja -ja men hvor hen i Verden — ja — ja — ja — jah! 2. Haj - jah, ja, ja din Mands Blussel har Led, den glider — ja -jah! men hvor hen i Verden — ja - jah! Den ene af disse Kvinder var meget stof; hun var saa stor, at hun brugte fem Ræveskind til Bukser. Vi nøjes med to ellers. Hun var ugift, men hendes Sang- fælle havde et lille Pjok til Mand. De trak Krog med deres Langfinger, for den store vilde have den lilles Mand, mer! den lille havde Kræfter. Hos disse Mennesker blev Krisuk nogle Dage. Natten før han skulde rejse, gik han ene ud under Foregivende af at skulle forrette sin Nødtørft, og saa overskår han alle Slæders Surremme indefra, saa- ledes at ingen kunde se det. Man vilde nu til at overfodre hans Hunde, for at de kunde være tunge i Løbet; men da han skulde bære Foder- kassen ud, lod han, som om han snublede og faldt, saa at lutter frem- jnede Hunde aad Foderet. Saa gjkjian til sine Hunde, spændte dem for Slæden og rørte dem lidt, for at "de kunne faa Aabning og lade deres Vand, inden han skulde køre af Sted. Naar Hunde har ligget længe, gaar der altid megen Tid til Spilde med dette Arbejde - først paa Turen. Og Manden — han skulde nu have Fart op. Derpaa gaar han hen til Vinduet og siger til sin Kone: »Tag din Hætte og skynd dig ud!« — og hun kom ud, og de -Jfcjste. — Og han fik sine Hunde ophidsede til vildt Løb ved selv at løbe op paa Siden af dem. Og saa kom ganske rigtig mange kørende efter dem, men Mederne faldt sammen under deres Slæder. Kun een fortsatte Forfølgelsen, for paa hans Slæde var kun den ene Mede væltet. Men han fik nu pludselig en stor Hund løbende foran sin Slæde, en Hund, hvis ene Side var blegede Ben. Det var Krisuks Amulet. Og saa blev alle Forfølgerne bange og vendte om. Men Krisuk naaede vel hjem. Fortalt af NIVIGKANA. Også i Upernavik-distriktet fandtes der sagn om denne tidligere handel med polareskimoerne: 254 [11] Der var engang en Mand, som boede norden for alle Bopladser. Han jagede Bjørn hvert Foraar med Hundeslæde. Engang paa sine Jagter kom han til et Slædespor, der stammede fra Fremmede, som han intet kendte til. Han bestemte sig til at opsøge disse Mennesker og kørte det følgende Foraar, tidligere end han plejede, ud paa sine Bjørnejagter. I det tredie Døgn kom han til Huse, der saa anderledes ud end de, han var vant til at se. Men ingen Mennesker saa han, — kun friske Spor tydede paa, at Boplad- sen nylig maatte være bleven forladt. Da Bjørnejægeren næste Aar kørte ud, med- tog han træ som Gaver til de Fremmede. Thi stor Træmangel maatte disse lide, siden de havde tværstøttet deres Hus- tage med Narhvals Stødtænder. Heller ikke under andet Besøg lykkedes det ham at træffe Fremmede. De Bortdrag- nes Spor var vel endnu friskere end for- rige Gang, men han turde ikke følge dem og saaledes fjerne sig endnu læn- gere bort fra sin Boplads. Han nøjedes med at stikke det medbragte Træ ned i Sneen ved Husene, og da Gaverne nu var afgivne, rejste han Hjem. - Det tre- die Aar opdrættede han sig det bedste Hundespand, han endnu havde ejet, og tidligere end han plejede, kørte han nordpaa efter Bjørn og fremmede Men- nesker. — Da han endelig kom frem til Bopladsen, gik det ham ganske som de foregaaende Aar: Beboerne var rejste, men i Sneen, hvor han havde efterladt Træ, havde de bortdragne stukket et stort Bundt af Hvalrossers Stødtænder, og inde i Husgangen laa en dejlig Hund med sine Hvalpe. Det var de Fremme- des Gengaver. Han tog nu det hele paa sin Slæde og kørte Hjem; men Menneskene, der boede norden for alle andre, fik han aldrig truffet. (Rasmussen, 1919: 68). Pastor Østergaard, der var missionær i Upernavik 1833-1841, kunne berette følgende: Denne (y. af Kapt. Ross opdagede) Esquimoe Stamme (2: Polareskimoerne ved Kap York) staaer nu aldeles ikke i nogen Forbindelse med de nordligste her i Missionariatet boende Grønlæn- dere; men de vil dog fortælle, at de før har boet nærmere sammen, og at deres Fædre har kjendt dem (Ostermann, 1937: 98). Hans Lynge nævner, at høvdingen og åndemaneren Tuluvaq med sin familie brød op fra Kfdersaq i Upernavikdistrik- tet og flyttede nordpå til awanersawaq (det høje nord = Thule) for at undslippe en pestepidemi, der rasede i distriktet kort før år 1800. De sejlede i konebåd og ofrede undervejs sælhundetarme til kvinden nede på havbunden (Lynge, 1955: 17). To vestgrønlændere — Gaba og Elias - deltog i Den litterære Grønlands- ekspedition, og maleren Harald Moltke beskriver ganske levende deres reaktion, da de første gang mødte polareskimoer i 1903. Efter slædeturen over Melville- bugten kom de til Kap York og så de tomme og forladte huse dér: »Gaba, som ikke kunne frigøre sig for de overtroiske forestillinger om de ond- sindede mennesker mod nord, troede, de sad bag tarmskindsruderne og sigtede på dem------ 255 [12] Jeg vågnede op, og et uforglemmeligt syn ramte mine synsnerver: forude så jeg en lille mand, klædt i hår fra øverst til nederst.------Elias og Gaba holdt sig i baggrunden. De var meget betænkelige ovetfor det mærkelige nye menneske. »Hold mine hunde, Gaba!« råbte Mylius- Erichsen, men Gaba nærmede sig kun nølende. Råbet måtte gentages gang på gang: »Gaba! Gaba!« Maigssånguaq, som eskimoen hed, har siden fortalt os, at han troede, Mylius-Erichsen ville give kaffe straks. Gaba! Gaba! lød i hans øren som kaffe, kaffe - og han tænkte: gav- dlunåq'en — den fremmede — er en svært høflig mand.« (Moltke, 1960: 169, 173). Det følgende år - 1904 - begav ekspeditionen sig sydover fra Kap York over Melvillebugten med seks polar- eskimoiske ledsagere: Qajutaq, Piuait- soq, Pualuna, Ussårqak, Panigpak og Imerå'sunguaq. En beretning om disse folks første kirkegang i udstedet Tasius- saq i Upernavik-distriktet findes i Knud Rasmussens arkiv på Det kongelige Bibliotek i København. Efter 1904 blev der faktisk hvert år forbindelse over Melvillebugten med slæde. Polareskimoiske postslæder drog således sydover. Folk i Upernavik-distriktet syntes i begyndelsen, at disse folk var meget mærkelige. F.eks. havde polareskimoerne oprin- deligt som undertøj en fugleskindspels med dunene vendt mod kroppen og et par ganske korte skindbukser af afhåret sælskind. Denne undermundering har åbenbart vakt forbløffelse nede sydpå ved de første besøg efter århundrede- 256 skiftet, og den må for befolkningen i Upernavik-distriktet have stået som ken- detegnet på deres hedenskab. (Bang, 1941: 77). Med mellemrum gennemførte nu også folk fra Upernavik distriktet slæde- turen over Melvillebugten og besøgte Thule-eskimoerne. — Knud Rasmussen oprettede en lille rejsehytte - kaldet »Bjørneborg« - og denne ligger endnu på øen Qårusulik nord for Kuvdlor- ssuaq. Polareskimoer og Upernavik-grøn- lændere fik efterhånden mere og mere kontakt med hinanden. Tilflytning afUpernavik-grønlændere i den sydlige del afThule-distriktet I tidens løb, navnligt i de sidste 20-25 år, er en del vestgrønlændere flyttet til Thule fra Kuvdlorssuaq og Kraulshavn i Upernavik-distriktet. Det er først sket ved, at polareskimoiske mænd har giftet sig med kvinder fra Kuvdlorssuaq. Også det modsatte har i de senere år været til- fældet, af mænd fra Kuvdlorssuaq og Kraulshavn er flyttet til Thule og har ægtet polareskimoiske kvinder. Blandt de nuværende Savigsivik- beboere blev det første ægteskab indgået i 1959 mellem en kvinde fra Kuvdlor- ssuaq og en mand fra Savigsivik. Det sidste fandt sted i 1975, da en mand fra Kraulshavn giftede sig med en polar- eskimoisk kvinde. Flere flyttede efter: Forældre og søskende, som ønskede at bo i nærheden af deres slægtninge. Til sidst — efter 1970 — har en generel ind- vandring af familier sydfra fundet sted. De gode fangstforhold lokkede dem, [13] Anguvdluk -en af de gamle polareskimoer - i fuld gang med at reparere en ketsjer til sekongefangst. Savigsivik. Foto: Regitze M. Søby. og de ønskede at slå sig ned lige i smør- hullet. Dårlige vintre i den nordlige del af Upernavik-distriktet (1971-72 og 1972-73) har yderligere motiveret til- flytning. Nutildags er godt halvdelen af befolkningen i Savigsivik Upernavik- grønlændere, og endvidere har Morius- saq en stor tilflytterbefolkning. Hvert forår i marts-juni modtager disse pladser et stort antal besøgende fra Upernavik-distriktet. Det drejer sig om enkelte personer og hele familier, og de opholder sig gerne nogle uger, et par måneder eller overvintrer der. Det tager en ugestid at krydse Melvillebugten — Qimugseriarssuaq — med hundeslæde. Opstår der pludselig storme, eller er sneen dyb, eller er der megen skrueis, kan det godt vare længere tid at gen- nemføre rejsen. Som regel er der ingen mangel på vildt på vejen, idet talrige sæler (#/#/), der ligger og soler sig på isen, gør det muligt at proviantere med friskt kød i maj-juni. Tilflytterne fra Upernavik-distriktet kalder polareskimoerne for Avanerssuar- miut, som betyder beboerne højt mod nord, og undertiden betegner polar- eskimoerne også sig selv på denne måde; men som oftest kalder de sig inugssuit, d.v.s. de store - rigtige - mennesker. Tilflyttergruppen kaldes under ét af polareskimoerne for Kuvdlorssuarmiut, og det gælder også dem, der stammer fra Kraulshavn. Alle med bopæl i Savig- sivik, både tilflyttere og de oprindelige beboere, omtaler endvidere sig selv som Savigsivingmiut. 257 [14] Polareskimoer rejser af og til med slæde på besøg til Upernavik-distriktet, men ingen er flyttet derned. Kun en sjælden gang har nogen overvintret. Alle vender hjem igen. Deres besøg gælder særlig bygderne Kuvdlorssuaq og Kraulshavn/Nugssuaq. 1 august 1980 udgjorde de 22 kerne- familier i Savigsivik følgende: 6 polareskimoiske mænd gift med polareskimoiske kvinder, 5 Upernavik-grønlandske mænd gift med Upernavik-grønlandske kvinder, l sydgrønlandsk mand gift med en Upernavik-grønlandsk kvinde, 5 polareskimoiske mænd gift med Uper- navik-grønlandske kvinder, 5 Upernavik-grønlandske mænd gift med polareskimoiske kvinder. Nævnes bør også de ufuldstændige fami- lier, d.v.s. enlige eller enlige med børn. Disse udgjorde alle selvstændige hus- holdninger: 2 polareskimoiske, 3 Upernavik-grønlandske, l sydgrønlandsk. Det bør fremhæves, at disse Upernavik- grønlændere også har en særlig dialekt, der jaavnlig i fonetik, men også i form- lære og ordforråd adskiller sig fra den vestgrønlandske hoveddialekt. Denne dialekt ligger dog nærmere det vestgrøn- landske sprog end Thule-dialekten. Po- lareskimoernes sprog virkede oprinde- ligt lige så fremmed på en Upernavik- grønlænder som f.eks. på en grønlænder fra Godthåb, men tilflytterbefolkningen forstår nutildags udmærket denne dia- 258 lekt, fordi de dagligt i deres samvær med polareskimoerne har lejlighed til at høre dem. Nogle polareskimoer taler konsekvent |)olareskimoisk til polareskimoer og tlpernavik-grønlændere (og vestgrøn- lændere). Nogle pplareskimoer taler polareski- moisk til polareskimoer og vestgrøn- landsk til Upernavik-grønlændere (og andre vestgrønlændere). Nogle Upernavik-grønlændere (og vestgrønlændere) taler vestgrønlandsk til både polareskimoer og andre Uperna- vik-grønlændere. Nogle Upernavik-grønlændere (og vestgrønlændere) taler vestgrønlandsk J:il andre Upernavik-grønlændere (og vestgrønlændere), men efter evne polar- eskimoisk til polareskimoer. Upernavik-grønlændernes børn og børn med både polareskimoiske og Upernavik-grønlandske forældre kender begge dialekter, men taler ofte polar- eskimoisk, selvom deres sprog lyder no- get anderledes end f.eks. sproget i Siorapaluk. Hvilken dialekt, der tales, synes altså i visse tilfælde at afhænge af, hvem man er sammen med, lige så vel som at situa- tionen kan være af afgørende betydning. I den nordlige del af distriktet er dia- lekten mere ren. Før i tiden var sproget i Thule-distriktet ret ensartet. Befolknin- jgen var fåtallig, mobil og rejste meget omkring. Nu er den blevet mere statio- nær, og der synes at være tendens til, at lokale dialekter er ved at udvikle sig; i den sydlige del af distriktet med præg af Upernavik-dialekten, i den nordlige del af distriktet en mere ren Thule-dialekt. [15] Polareskimoer og Upernavik-grønlændere i Savigsivik. Urhverv og materiel kultur Upernavik-grønlænderne har på flere måder taget ved lære af polareskimo- erne. Således anvender flere nu Thule- slæden, men også Upernavik-modellen forekommer foruden en del overgangs- typer. Thule-slæden har lige næsten ver- tikale opstandere og spidse meder. Hvert andet tværtræ ligger løst ovenpå slæden kun fastgjort med to surringer, der fungerer som hængsler. Det gør det nemmere at rense slæden for blod og is. En lang rem eller nylonline er fastgjort til ydersiden af meden. Den anvendes til at fastgøre læsset på slæden. Hundene er spændt for slæden i vifte- form, men de to af dem på Thule-facon med længere skagler end de andre. Så- dan en hund kaldes sujulerssortaq. Upernavik-grønlænderne efterligner polareskimoernes hundesignaler, f.eks. »boq — hoq — hoq«, når hundene skal løbe, »ai — ai — ai«, når de skal stoppe. Nogle benytter også de vestgrønlandske hun- designaler. Nogle Upernavik-grønlændere anven- der til isfangst en særlig harpun, kaldet eemaq. Uden harpunspids og -line bru- ges den på garnfangst også til at hugge hul i isen. Det brede skaft kan tjene som isøse. En detalje ved åndehulsfangsten har de lært af polareskimoerne. En fanger står på vagt med sin bøsse ved en sæls åndehul. Har han en ledsager med, kan denne vandre til fods eller køre med slæde i en stor cirkel rundt om ham. På denne måde vil eventuelle sæler blive skræmt hen til manden ved ånde- hullet. Thule-eskimoernes vane med at drik- ke the på slæderejser har Upernavik- grønlænderne optaget. Til slædens al- mindelige udrustning hører nu en kasse indeholdende bl.a. primusapparat, te, sukker og skibskiks. Rejser Upernavik-grønlændere på fangst med polareskimoer, følger de dis- ses regler for deling af fangstbyttet. Utallige skarer af søkonger findes på klippeskråningerne i nærheden af Savig- sivik i månederne maj—august, og luften er fyldt med deres skrigen. Disse fugle fanges med ketsjer, og Upernavik- grønlænderne har selvfølgelig lært den- ne metode af polareskimoerne. Det skal bemærkes, at det kun er mændene, der driver denne underholdende fangst, ikke de Upernavik-grønlandske kvinder, og det selvom millionflokkene sværmer over hovedet på dem. Derimod er de polareskimoiske kvinder meget dygtige og behændige til at fange søkonger. Når en Upernavik-grønlænder kom- mer hjem fra fangst, bringer han de ned- lagte sæler ind i huset, hvor kvinden så flænser den med sin ulo — den halvmåne- formede kvindekniv. Hos polareskimo- erne er det mandens opgave at flænse sæler, og det foregår i fri luft ved hjælp af en stor flænsekniv. Snittet på kamikkerne er forskelligt hos de to grupper. Upernavik-grøn- landske kvinder er tilbøjelige til at an- vende Thule modellen, men nogle fore- trækker dog stadigvæk deres Upernavik- kamikker. De finder dem lettere og mere bekvemme. Alle Savigsiviks fangere bruger bjør- neskindsbukser, ét af stedets statussym- boler. Ingen fra Upernavik-distriktet går 259 [16] med sælskindsbukser som sydpå. Alle drenge, der bliver konfirmeret, skal selv- følgelig have splitternye og flotte bjørne- skindsbukser. Til en fangers udrustning hører også en qulitsaq, d.v.s. en pels syet af fareskind. Fåreskindspelse anvendes kun i mindre omfang i Upernavik- distriktet. Den polareskimoiske kvindedragt — bestående af korte ræveskindsbukser og lange kamikker af afhåret hvidt sælskind med en koket bjørneskindskantning for- oven - anvendes også af de Upernavik- grønlandske kvinder, dog mest i de blandede ægteskaber; men man finder den også nu og da i de rent Upernavik- grønlandske familier. Alle piger bærer naturligvis denne dragt ved deres kon- firmation. Nogle Upernavik-grønland- ske kvinder transporterer deres småbørn omkring i den polareskimoiske bærepels — amaut — af sælskind. Denne findes ikke sydpå i Upernavik-distriktet. Polareskimoer og Upernavik-grønlcendere i Savigsivik. Samfundsliv og skikke Upernavik-grønlænderne mener, at Thule-eskimoerne kun alt for sjældent koger kød — de drikker mest te. Til gen- gæld synes polareskimoerne i Savigsivik, at disse Kuvdlorssuarmiut spiser enorme mængder sælkød. I Savigsivik drikkes der meget mere kaffe end andetsteds i Thule-distriktet. Dette skyldes tilflytterne sydfra. Mange polareskimoer er tedrikkere. Thule-specialiteten — spæksyltede sø- konger, kaldet kiviaq - fremstilles ved, at et helt sælskind stoppes fuld af søkon- ger. Spæklaget sidder tilbage på inder- siden af skindet. Alle åbninger i denne 260 pose sys til, og den anbringes under sten eller klippestykker i ly for solen, men i varme. Der gærer hele herligheden og går i let forrådnelse, mens sælspækket si- ver ind i fuglekødet. Upernavik-grøn- lænderne har lært at sætte pris på denne specialitet og fremstiller også selv kiviaq og serverer den ved festlige lejligheder. Nogle erklærer dog, at de ikke kan spise kiviaq. Ved fødselsdag, jul eller anden festlig sammenkomst er det blandt polareski- moerne almindeligt at gå på besøg med- bringende deres egen kop. Upernavik- grønlænderne har optaget denne skik, også når de går på visit hos hin- anden. I Upernavik-distriktet er det alminde- ligt at fejre fødselsdag ved at invitere alle på pladsen til kaffe og kage. Folk kom- mer holdvis i løbet af dagen, og man starter fra morgenstunden. Anderledes er det i Thule-distriktet. Dér bliver først alle stedets børn invite- ret — gerne tidligt om eftermiddagen efter skoletid, og det sker ved, at et barn jgår fra hus til hus og siger »perångoq« (børnene skal komme). Dette børne- besøg kalder man perångorpoq. Først sent på eftermiddagen og om aftenen er det de voksnes tur — hver medbringende egen kop. Upernavik-grønlænderne fej- rer fødselsdag på samme måde som po- lareskimoejrne, og de har optaget udtryk- kene derfor — perågoq, perångorpoq — i de- res sprog, også selvom de eventuelt taler deres egen Upernavik-dialekt. Fysisk findes der ingen adskillelse mellem polareskimoer og Upernavik- grønlændere i Savigsivik. Deres huse lig- ger placeret mellem hinanden. [17] Som nævnt er det almindeligt med ægteskab mellem grupperne, og samtlige polareskimoer har derfor på en eller anden måde Upernavik-grønlandske slægtninge. Hvad slægtskabsterminologien angår, bør det bemærkes, at polareskimoerne anvender et blandet eskimo/hawaii- system. Fætre og kusiner af modsat køn end ego bliver betegnet på samme måde som 'broder' og 'søster'. Upernavik- grønlænderne benytter derimod et rent eskimosystem. I Savigsivik forekommer der ingen til- fælde af adoption af børn grupperne imellem. Det er almindelig skik at opkalde børn efter afdøde personer, og et barn får ofte 3—4 navne foruden et efternavn. Nogle gange lader Upernavik-grønlæn- derne deres børn opkalde efter polar- eskimoer. Det er navnlig almindeligt med polareskimoiske navne i de blan- dede ægteskaber. Hvorledes er så den polareskimoiske reaktion på den udvikling, der har fun- det sted? Nogle betragter disse tilflyttere som et irriterende fremmedelement ene og alene i kraft af deres antal og ved, at deres dialekt og kultur sætter præg på dagligdagen — på bekostning af det po- lareskimoiske. Derfor er polareskimoer- nes følelse af identitet som polareski- moer blevet skærpet. For at illustrere dette forhold nær- mere, vil jeg tillade mig at gengive føl- gende udtalelse af en polareskimo: »Med hensyn til konflikter, så håber jeg, at man vil undgå at lade for mange vest- grønlændere flytte ind i distriktet. Det giver problemer, fordi vor levevis og tænkemåde er forskellig. En del er flyt- tet fra Upernavik til Savigsivik — og det mener jeg ikke er godt.« (Atuagagdliutit, No. 5, 5. juni 1975: 11). En af de ældre fangere i Savigsivik, Angutivdluarssuk (født 1919), hvis mo- der var Upernavik-grønlænder, gjorde alt for at fremhæve sin polareskimoiske identitet, og det samme var tilfældet med hans to søskende Iggianguaq og Louise. Modsætningen mellem de to grupper har også givet sig udslag i lokalpolitik- ken. Ved valget til kommunalbestyrel- sen i april 1975 stod den egentlige dyst i Savigsivik mellem to af de tre kandida- ter, der havde ladet sig opstille. Den ene var fra Thule, den anden en tilflytter fra Kuvdlorssuaq. Manden fra Thule mente, at tilflytningen sydfra til distrik- tet burde bremses. Dels ville fangstfor- holdene blive forringet ved en alt for stor befolkning, dels var det væsentligt, at den særlige polareskimoiske kultur og dialekt blev bevaret. Kandidaten fra Upernavik havde et stik modsat syns- punkt, nemlig at Thule-distriktet burde være åbent for tilflytning for hvem som helst og når som helst. Ved afstemnin- gen fik de to kandidater lige mange stemmer, og ved den efterfølgende lod- trækning trak Upernavik-kandidaten det korteste strå, mens Thule-kandidaten vandt. Et andet eksempel: Fangerundervisningen på skolen blev i 1979-80 varetaget af to Upernavik- grønlændere, for drengenes vedkom- mende en lidt ældre fanger, for pigernes vedkommende en midaldrende kvinde. 261 [18] Under et møde på skolen hørte jeg flere af stedets polareskimoer beklage sig over dette. De mente, at polareskimoer burde varetage denne undervisning, således at børnene kunne lære tingene »rigtigt«, d.v.s. polareskimoernes måde at gøre dem på. I Qånåq har jeg engang hørt nogle polareskimoer under stor munterhed karrikere Kuvdlorssuaq-fblkenes måde at tale på. Nogle polareskimoer udtaler med for- agt, at alt ondt i Thule-distriktet stam- mer fra Kuvdlorssuarmiut. Lusene har disse folk sydfra indført i distriktet igen, efter at de ellers var udryddet omkring 1950. Også kortspil, d.v.s. hasardspil om^penge — påstås at stamme fra tilflyt- terne. Til gengæld mener flere Upernavik- grønlændere, at Savigsivik aldrig ville have været nået så vidt i sin udvikling og blevet til det, det er i dag, hvis ikke så mange sydfra var kommet og havde be- folket stedet. Det er netop på grund af de mange tilflyttere, at stedet i dag har en ny butik og en ny skole. Det bør nævnes, at jeg flere gange i Savigsivik har hørt medlemmer fra den ene gruppe sige positive ting om den og den person i den anden gruppe - og om- vendt. Generelt set synes jeg, at det dag- lige samvær mellem polareskimoer og Upernavik-grønlændere i denne bygd er forløbet udmærket. De tager på fangst sammen, besøger hinanden, går til fød- selsdagsfest hos hinanden^ danser sam- men, deres børn leger med hinanden O.S.V. Bygderådene, hvis opgave det er at varetage den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggende i bygderne, be- står af tre medlemmer. I Savigsivik er disse både polareskimoer og Upernavik- grønlændere. Der findes flere foreninger i bygden: En fangerforening, en kvindeforening, Blå Kors (afholdsforening), en sports- forening, en forsamlingshusforening (Agpaliarssuif) o.a. Polareskimoer og Upernavik-grønlændere er i lige grad medlemmer af disse foreninger og sid- der i bestyrelserne af disse. Forenin- gerne giver mulighed for afveksling i hverdagen, og folk får lejlighed til sam- vær med ninanden på skolen, hvor mø- derne foregår. Konklusion Man kan erkende sin egen identitet gen- nem sit folks særlige historie, kultur, modersmål og ved, at ens folk bebor et særligt territorium. Polareskimoerne har altid haft et særligt sprogligt og kulturelt særpræg i forhold til vestgrønlænderne. Som en indirekte følge af kolonisatio- nen har polareskimoerne imidlertid i dette århundrede været udsat for vest- grønlandsk indflydelse og påvirkning. Vestgrønlændere blev og er stadig ansat inden for kirke, skolevæsen, handel og administration. Visse teknologiske for- andringer fandt sted i polareskimoernes kultur, vestgrønlandske skikke blev ind- ført, og det vestgrønlandske sprog kom til at præge deres særlige dialekt, navnlig med hensyn til ordforrådet. Som følge af den udvikling, der har fundet sted, er kirken og de øvrige samfundsmæssige og politiske institutioner de samme som i det øvrige grønland. 262 [19] Qaerngaq Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen, er polareskimo. Hans kone, Teresie, stammer fra Kuvdlorssuaq. Deres lille søn hedder Ole. Familien er i fuldt festskrud. Foto: ILegitze M. Søby. Polareskimoernes kontakt med fan- gerbefolkningen i den nordlige del af Upernavik-distriktet, Upernavik-grøn- lænderne, er ligeledes en indirekte følge af kolonisationen. Subkulturelle for- skelle i dialekt og skikke findes mellem de to eskimogrupper, og oprindelig dan- nede Melvillebugten grænse mellem dem. Kommunikationen blev genoptaget i 1903, efter at have været afbrudt i ca. 200 år, hvor mistillid til hinanden synes at have været årsag til den manglende forbindelse. Polareskimoer og Upernavik-grøn- lændere fik efterhånden mere og mere kontakt med hinanden, og navnlig i de sidste 20—25 år er denne kontakt blevet intensiveret ved, at en generel indvan- dring af folk fra Kuvdlorssuaq og Kraulshavn har fundet sted til den syd- lige del af Thule-distriktet. Denne indvandring har for Uperna- vik-grønlændernes vedkommende været ganske spontan og frivillig. Polareski- moerne derimod synes, at indvandrin- gen er for omfattende, og at der nu er for mange Upernavik-folk i Thule- distriktet. - Deres identitet som polar- eskimoer er derved blevet skærpet. Lokale dialekter er ved at udvikle sig, i den sydlige del af Thule-distriktet med præg af Upernavik-dialekten. Tilflytterne har i høj grad taget ved lære af polareskimoerne med hensyn til teknologi, fangstmetoder og skikke. 263 [20] Hvad antropologen M. M. R. Free- man skriver om Grise Fiord, Nord- canada, gælder også i Thule før og nu: »The receptiveness of the Eskimo to new ideas has been, and remains, an important adoptive feature and that individuals, rather than physical envi- ronment, select adaptive innovation. ------Visual transmission is the most important, if not the primary, means of the diffusion of cultural traits within pan-Eskimo society.« (Freeman, 1969: 780, 781). Polareskimoerne og Upernavik-grøn- lænderne har noget meget væsentligt til fælles. De er alle fangere, selvom hver gruppe har sit tydelige kulturelle sær- præg, hver sin subkultur. Det må end- videre fremhæves, at polareskimoerne figurerer som en positiv reference- gruppe over for Upernavik-grønlæn- derne. Det modsatte synes ikke at være tilfældet. Det er almindeligt med ægteskab grupperne imellem, og de er derved knyttet til hinanden med slægtskabs- bånd. Det bør fremhæves, at polareskimoer og Upernavik-grønlændere betragter i lige grad Savigsivik som »deres bygd«, og begge grupper deltager på lige fod i stedets tilværelse og er fuldt integreret i bygdens samfundsmæssige institutioner. — Polareskimoer og Upernavik-grønlæn- dere er alle engagerede i bygdens for- hold og dens fremtid. Utterattir: Bang, Jette, \ 941. — Grønland igen. EJkblaiv, W. Elmer, 1921. - The Ecological Relations of the Polar Eskimo, Ecology, Vol. II, No. 2, April, New York. Ericbsen, Michella, 1943. - Knud Rasmussen og Polar- eskimoerne, Nordisk Tidsskrift, Arg. 19, Stock- holm. Freeman, M. M. R. 1969. - Adaptive innovation arnong recent Eskimo immigrants in the eastern Arctic Canada, Polar Record, Vol. 14, No. 93, Sep- tember, Cambridge. Freutbert, Peter, 1918. - Om Plantekost hos Smith- Sund Eskimoerne, Geografisk Tidsskrift, 24. Vol., part VIII, Copenhagen. GUBérg, Rolf, 1982. - Sjælen er det, som gør dig til et menneske, Grønland, No. 1-2, Copenhagen. Hansen, Keld, 1969/70. - The People of the far North, FOLK, Vol. 11-12, Copenhagen. Kristiansen Arriitaq, 1979. - Savigsiviup tungavilerne- garnera, HAINANG, No. 6, 5. juni, Thule. Lynge, Hans, 1955. - Inegpait, Meddelelser om Grøn- land, Vol. 90, No. 2, Copenhagen. Moltke, Harald, 1960. - Livsrejsen, Copenhagen. O/serij Gustav, 1910. - Til Samfundet, som har udsendt Missionærer til Kap York, Meddelelser om Den grønlandske Kirkesag, No. 17, Copenhagen. Ostermann, Hother, 1937. - Ved Missionens Barn- domstid ved Upernavik. Af Missionær Østergaards Papirer, IH, Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1937, Copenhagen. Pearj, Robert É., 1898. - Northward over the great Ice I—II, London. Rasmussen, Knud, 1905. - Nye Mennesker, Copen- hagen & Kiistiania, Rasmussen, Knud, 1918. — Fra Verdens Ende. Mænd og Kvinder i Kap York, Copenhagen. Rasmussen, Knud, 1919. — Grønland langs Polarhavet, Copenhagen & Kristiania. Stein, Robert, 1902. - Geographische Nomenklatur bei den Eskimos des Smith Sundes, Petermanns geo- graphische Mitteilungen, 48, Vienna. VanStone, James W., 1972. - New Evidence Con- cerning Polar Eskimo Isolation, American Anthro- pologist, 74, Menasha. 264 [21]