[1] »Peterssuaq! l dette land er du kun et nyfødt barn, skønt du er stor og tyk« Af Rolf Gilberg Det var ikke første gang Peter Freu- chen var i Grønland, da han den 19. august 1910 gik i land ved bopladsen Uummannaq for sammen med Knud Rasmussen, skibets besætningsmedlem- mer og de lokale folk tog fat på at bygge verdens nordligste butik. Den blev han selv bestyrer af de næste 10 år. Det var derimod første gang Freu- chen var blandt »de rigtige mennesker«, inuhuit, som de kalder sig selv, mens det meste af litteraturen omtaler dem som polareskimoer. Han lærte meget af dem og de af ham. Især respekten for andre mennesker, at fremmede også kan have kvaliteter, selvom de er anderledes og gør tingene mærkeligt. Det blev 10 begivenhedsrige år for Peter Freuchen hos inuhuit. Han kom så tæt ind på livet af denne grønlandske minoritet, at han giftede sig med Nava- rana og de fik to børn, Pipaluk og Mer- qusåq. På denne måde blev Freuchen et fuldgyldigt medlem af det lille folk. De kender ham ikke som »den store løg- ner«, hvilket ofte er det første der falder mange danskere i hu, når de ser eller høre hans navn. For inuhuit er den store løgner Uisåkavsak, som havde været med Peary i New York og kom hjem og fortalte om, hvad han havde set. Men det er en anden historie (Gilberg 1970). Freuchens beretninger om inuhuit var ikke løgn, men blot fortællinger om menneskers hverdag langt mod nord. Livets gang hos inuhuit i begyndelsen af det 20. århundrede var så væsentlig for- skellig fra det danskere havde at mange ikke selv kunne forestille sig, at menne- sker kunne leve under så anderledes vil- kår. Det måtte i deres øjne så være for- fatterens frie fantasi man læste i Freu- chens artikler og 'bøger. Husk på, at dette var før fjernsynets tid, hvor man endnu ikke var vant til at have frem- mede eksotiske kulturer til at fylde sin stue hver aften. Synet på livet, moralen og »de primitive« var dengang ander- ledes. For Freuchen var det hverdagen. Det var livet. For ham blev det efterhånden det normale og naturlige. Han havde en særlig god evne til at lægge mærke til, hvad der foregik omkring ham og vide- refortælle det på en spændende måde. Han interesserede sig positivt for sine 50 [2] Peter Freachen ved »Blæsebalgen« på Femte Thule Ekspedition. Canada 1922. 51 [3] medmennesker, for »de rigtige menne- sker«. Selv i hans romaner kan man finde relevante etnografiske oplysninger. Selv- følgelig er hovedpersonerne figurer han har opfundet og udstyret med de egen- skaber, som holder handlingen gående. Dog byggede han ofte videre på menne- sker han havde mødt eller kendte. Bag- landets figurer behøvede han ikke at op- finde til sine romaner fra Thule. Han kikkede blot ud af vinduet og skrev af. Ofte ændrede han ikke engang navne, men brugte virkeligheden, som den nu engang var skruet sammen. Fra andre kilder kan man kontrolere mange oplys- ninger, som viser dette. Til gengæld må man være på vagt, når han fortæller jagthistorier. Det må man også, hvis fortælleren er Knud Ras- mussen eller inuhuit eller danskere eller hvem som helst. Jægere fortæller tit så malende om deres bedrifter, at både de og tilhørerne rives med, så oplevelserne bliver intense og forstørrede. De som ikke var med og som ikke kender begre- bernes rette sammenhæng, betragter alt som opspil og fantasi. Det er sundt altid at læse en tekst — inklusive denne — med en vis kritisk sans, uanset, hvem forfat- teren er. Men at stemple det hele som løgn, fordi man ikke forstår det eller fordi det ikke foregår i det verdensbil- lede, som er ens, er at gå for vidt. Freuchens sprog er ligetil med en inuhuitisk tone og udtryksform frem- med for den danske læser, så teksten vir- ker eksotisk. Men i virkeligheden ud- trykte den inuhuit's tankegang. Den blev ikke altid forstået fuldtud af læ- serne, men det var måske også ligegyldig set fra deres synspunkt, da nogle kun opfattede teksten som en spændende fortælling, der intet havde at gøre med virkeligheden. I virkeligheden har Freuchens beretninger fra hans tid som bestyrer af »Kap York Stationen Thule« meget med virkeligheden at gøre. Virke- ligheden deroppe er bare så forfærdelig anderledes end den danske. Det er det, der gør det hele så svært at forstå for mange læsere. Men hvor ægte et billede Freuchen gav, kan f.eks. ses af Knud Rasmussens spontane reaktion på læs- ningen af Ivalu. Han skrev straks til Freuchen: Kære Peter 6.12.30 Tak for dine to Breve. Og tak for din Bog. Jeg er midt i den — og stærkt grebet baade af dine Skildringer og af gamle Minder. Det er den menneskeligste og bedst opbyggede af alle de Bøger, du bar skrevet — og jeg er imponeret over den overlegne Maade, bvorpaa du allerede behersker Romanteknikken — alt glider na- turligt og organisk - og der er Spænding og Liv — uden at være Effektjageri. Men det der maaske mest af alt har imponeret mig, er det, at du har ramt Eskimoisk Tankegang saa intimt, at jeg under 'Læsningen Gang paa Gang griber mig i at tænke eskimoisk — og i at optage Stoffet i mig paa eskimoisk — saale- des at jeg forbavset lytter og rives ud af det milieu du har bragt mig i — naar jeg hører danske Tale ude i gangen. Med andre Ord -jeg læser ubevidst din danske Bog paa Polareskimoisk. Gid du maa faa Held med den og Glæde af den!/.../ Så kære læser, lad være med straks at stemple Freuchen som løgneren, for det 52 [4] ?j^G®rø#*?.'^1rr,'.'' >."•'"•- '. * / f/ **%*# ** f* ' -^**&i' \ *, * > c, inuhuit kvinder og 9 bern foran Knud Rasmussens bus ved bopladsen \Jummannaq i Thule Distriktet 191 Oerne. et han ikke. Læs ham og alle andre med almindelig kritisk sans. Især i denne tid kan vi, som er nu, lærer meget af ham om respekten for det enkelte menneske, og dets ret til at have sine kulturelle vær- dier, uden at det dermed er blevet noget mindreværdig, hvis disse værdier tilfæl- digt skulle være anderledes end vore. Hurtigt opstod der et varmt venskab mellem inuhuit og Freuchen. Den hvide mands bedrevidenhed aflagde han meget snart, da det gik op for ham, at inuhuit vidste langt bedre end han, hvordan man overlevede i det barske arktiske miljø, som de jo gennem generationer havde tilpasset sig. Han lærte sig deres vaner og tankegang, så han kunne skaffe dem, de bedste kvalitetsvarer at sælge i butikken. På den måde var han med til at give dem grundlaget for at kunne overleve som et selvstændigt folk. Mens Freuchen levede blandt inuhuit udgav han ingen store værker, de kom først senere. Kun blev det til mindre ar- tikler. Måske var det fordi vennem Knud Rasmussen allerede havde slået sit navn fast som videnskabsmanden udi i det eskimoiske. Det var svært at hamle op med. Freuchen sad dog ikke med hænderne i skødet. Han brugte de lange vinter aftner til at skrive lange og mange breve til slægt og venner. Ofte måtte han selv være postbud de første 500 km. Først senere, da tingene kom lidt mere 53 [5] *•• Inuhuit-kunder foran butikken, »Kap York Stationen Thule«. på afstand, og han ikke mere var blandt inuhuit, udgav han sine første bøger om livet hos verdens nordligstboende folk. Det er utroligt svært at vælge småbid- der af hans mange oplevelser fra denne periode, fordi man bliver grebet af hans spændende fortællestil og lever sig hur- tigt med som om man selv var der. I starten kart •' de mange anderledes og fremmedartede personnavne, som inu- huit har, virke forvirrende på en danske læser. Men det er jo ikke Freuchens skyld. Og det ville jo ikke være rigtig bare at give dem danske navne for at gøre det lettere at læse. Men efterhån- den, som man lærer de enkelte personer at kende, bliver de til levende menne- sker, som man føler med i nød og glæde gennem Freuchens pen. Han lader dem aldrig i stikken, men videregiver respek- ten for mennesket. Freuchen havde ikke den dengang så almindelige holdning, at det var den hvide mand, som altid vidste det rigtige og som sad på civilisationen, og dermed havde magten til at gøre, hvad det end passede ham. Det kan være ganske svært at klare sig som den fremmede og anderledes et sted, hvor tingenes sammenhæng endnu ikke er helt klare for en selv. Efter kun [6] et par måneders ophold hos inuhuit i en alder af 24 år skrev Freuchen hjem om sine oplevelser: Kære derhjemme. 31. oktober 1910 I aften synes jeg, at jeg må skrive lidt til jer, for nu føler jeg mig rask igen. Jeg har nemlig været så syg, at jeg var opgivet af alle. Den ty- fus epedemi, som var her, da vi kom, nåede også til mig. Desværre traf den mig, medens jeg var oppe på indlandsisen. Jeg havde varet på jagt efter rensdyr, (Det kan man godt kalde det, selvom vi ingen fik) og var på hjem- vejen (I husker måske, at renerne lever i ud- kanten af indlandsisen) og var netop nået til sprækkesystemet, hvorfra vi havde to dagsrej- ser ned til havisen over sprækker og snebroer, en nederdrægtig besværlig kørsel med hunde- slæde. Denne farlige tur havde vi altså foran os, da vi om aftenen fik en så voldsom sne- storm, at vi ikke, kunne rejse telt. Det blæste hele tiden omkuld. Vi prøvede så at bygge sne- hus, men det blæste også om, så vi efter en halv nats slid måtte nøjes med at lade os sne til. Vi var tre. Asiajuk (RG: 41 ar) og hans kone, Arnarfik (RG: 38 år) og jeg. Vi havde væ- ret ude på tur i tre uger. Men bedst om natten fik jeg mavepine og diarrhæ, så jeg føg også fald af sne i bukserne og under uldtrøjen hele natten igennem, når jeg måtte op. Den næste dag og den følgende var jeg så syg i hoved og mave, at det var mig umuligt at følge med den anden slæde i det besværlige føre. Flere gange, når slæden skulle løftes eller rejses, når den var væltet, eller skulle over ujævnheder, måtte jeg først lægge mig ned på isen for at hvile mig og samle kræfter. Jeg svedte så utroligt meget. De første to aftner kom jeg tre timer efter de andre til teltpladsen, men heldigvis var den tredje dag over ganske jævå fjordis, hvor jeg bare kunne sidde på slæden. Og så var vi hjemme. jeg tænkte, at min sygdom var en følge af, at jeg var så gennemvåd og havde svedt så stærkt om dagen og frosset om natten på tu- ren, men det blev ved efter min hjemkomst. Den følgende dag tog jeg dog ud på slædetur over isen for at hente et køddepot hjem. Men da jeg kom til stedet, hvor kødet lå, kunne jeg ikke løfte stenene og måtte vende om med ufor- rettet sag. På vejen hjem besvimede jeg på slæ- den og var nær faldet af. Heldigvis kunne hundene selv finde hjem. Jeg var bevidstløs i fem dage. Man troede at jeg skulle dø, men jeg kla- rede den. De følgende dage blev jeg først klar hen under aften. Så mere og mere, og nu er jeg bare træt og stiv i lemmerne, har ondt i hove- det, og det sortner for øjnene, når jeg har skre- vet lidt, og så gør det ondt i maven, jeg kan ikke gå. Men det er dog en kolosal fremgang, synes vi alle. I aner ikke, hvor hensynsfulde polareski- moerne er og har været imod mig. Det er rø- rende at se, hvor meget de holder af mig. Arnajaq (RG: 40 år) og Eqariusaq (RG: 28 år), begge kvinder bor her i huset. De var ulykkelige, fordi Vivi (RG: 38 år, Hans Hendriks datter var husbestyrer hos Rasmus- sen og Freuchen) havde overtaget sygeplejen sammen med pastor Olsen og senere Knud. De tog derfor en hundehvalp ind til sig på briksen »for at være god imod noget af det, jeg holder af, da jeg var rask«. De var så bange for, at jeg skulle blive forstyrret, at der hele tiden gik nogen udenfor huset for at tysse på hundene, der hylede. De kom ganske stille og blev stå- ende ude på gangen og hørte, at jeg fantaserede. Arnarfik sad alene hjemme i sit hus og sultede i mørke. Hendes kød og spæk var sluppet op. Hun turde ikke gå ud af frygt for 55 [7] Peter Freucbens firste kone, Navarana (1898-1921) i vinterpels med datteren Pipaluk (19'18) i rysposen og sennen Merqmåq (1916-19 62) i hånden. Thule 1919. 56 [8] 4 inuhuit mand klædt i bjørneskindsbukser. at møde nogen, der kom og fortalte »at nu var den store Peter død«. Samtidig var hendes mand, Asiajuk ude på fangst sammen med fire andre. De turde ikke komme hjem af frygt for at høre, at jeg var død. »Så ville de hellere blive lidt længere borte og håbe, at jeg levede«. Der var virkelig sorg hos dem alle. Uvdloriaq var den eneste, der kom ind, da jeg havde det lidt bedre. Han sad ganske stille i en krog og stirrede hen for sig timer i træk. lian sørgede kunne jeg se. Det første jeg huskede var naturligvis Arnajaq. Hun kom og fortalte mig, at de var ophørt at sy min pels færdig og ligeledes min sovepose, »for du .dør nok«. »Det var meget kedeligt, men alligevel glæder jeg mig til at se, hvorledes en hvid mand bliver begravet«. Sådan fik jeg flere opmuntringer. Jeg lod dem, som kom, komme ind en efter en. De stod alle gan- ske stille, og så kom det: »Ah, vi beklageligel- sesværdige, der mister dig, for du kan ikke leve«. Tilsidst var jeg selv af samme mening, ind- til en ven ved navn Tornge (RG: 36 år og halvbror til Asiajuk) kom og fortalte mig, at jeg havde narret døden ved at helbrede de syge. (Han havde selv været syg). Nu ville den hævne sig, men han var klar over, at den kunne ikke, for jeg var vist stærkere end døden. Han havde selv været vild, da han var syg. Han havde blandt andet bidt store styk- ker kød ud af siden pd sin kone, der ikke ville løbe væk. Det skulle nemlig ikke siges, at hun ikke plejede sin mand. Tornge bragte mit humør pd benene igen. Han er en mellemting mellem en åndemaner og en komiker. Han holdt en seance for mig og besvarede ånderne. Det hjalp. Jeg bliver nu bedre og bedre for hver dag. Nu indfinder folk sig med alle mulige delikatesser til mig. Edderfugle og æg, som de henter fra depot langt borte. Ryper og mattaq. Nu er de atter glade og snakker og ler som sædvanlig. 57 [9] Handel Et af Freuchens faste job var at bytte inuhuits skind for de europæiske varer, den lille butik var udstyret med. Efter- hånden opstod der en hel lille ceremoni, som strakte sig over flere dage, hvor begge parter spillede hinanden ud, så når de skiltes, var hver især overbevist om, at de havde gjort den bedste handel. At genfortælle dette spil, vil ødelægge hele stemningen. Freuchen har skrevet om det i flere af sine bøger. Bedst syntes jeg om den udgave som er i hans »Bog om Eskimoerne«. Dog vil jeg gerne gen- give en lille hændelse fra omkring april-maj 1911, hvor varerlageret i bu- tikken var blevet ret sparsomt, da det var sidst på sæsonen. Der kan nemlig kun komme forsyninger med skib — i august måned. »Mange slæder fulgte med os ned til Thule for at handle. Det var jo ikke mange varer, vi havde tilbage at sælge, men de var alle tilfredse, måske fordi Knuds forklaringer fulgte med. »Det er skønt at leve i et land med en butik!« sagde de. Der var en ældre mand, der hed Panigpak (RG: 45 år). Han var berømt for sin klogskab og sin lyst til at rejse på lange slæderejser. Han kom nu langvejs fra for at handle. Han fik, hvad han skulle have, og da jeg havde nogle få knive tilbage, fik han også en. Han ha- lede fem fine blåræve frem fra sin pose og lagde dem på bordet. »Du tager fejl,« sagde jeg, »den koster kun eet skind og ikke engang så meget, du får mere end det for din ræv!« »Ak, hvor er jeg glædeløs,« sagde han smilende og mildt. »Min tunge må nu til at tale imod en hvid mand! Muligvis vil den falde ud efter dette, men det er, fordi du tager fejl, at jeg er tvunget til at tale. Du kan jo ikke vide, at jeg har været uden kniv i næsten et år og har savnet den forfærdeligt. Derfor er den mere værd for mig end disse usle skind!« Vi talte frem og tilbage en tid, indtil den kloge Panigpak talte sin visdom ud og sagde: »En ting har ingen værdi, men jeg har mit behov, og det betaler jeg for! Ingen anden end jeg kan vide mit savn, derfor bør køberen og ikke sælgeren sætte prisen!« De andre sagde dertil, at Panigpak som sædvanlig havde talt klogt, og at vi burde være lidt dyrere med vore varer, navnlig når de var ved at slippe op«. Ci- tat fra Freuchen »Min Grønlandske Ungdom« 1963: 90-91. Læs mere om handel med eskimoerne i »Bogen om Eskimoerne«, side 44-49. Overskriften Denne artikels overskrift er taget fra »Min grønlandske Ungdom« 1963:57: »Der er altid en lang række ceremo- nier, når man kom til en boplads: Fra isen råbte de besøgende: »Sainak sunnai! Sainak sunnai!« (Vidunderlig glæde!). »Assukiak, assukiak!« (Ja, i høj grad, I har ret) svarede de, der stod deroppe. Så vidste man med det samme, hvem de besøgende var. Hvert eneste menne- ske i stammen kendtes på sin stemme. Det var i begyndelsen tit kedeligt for mig, når jeg mødte nogen i mørket og spurgte: »Hvem der?« »Oanga« (det er mig), lød svaret altid. Og når jeg gen- 58 [10] PETER FREl'CHKN 20, februar 1886-2. september 1957 Ved åbningen afFreuchen-udstillingen i Nykebing F d. 20. februar 1986 overrakte Museet 'Falsters Minder Regitze og Pipaluk Freuchen ovenstående fotomontage, som blev signeret af arrangørerne og de indbudte gaster. 59 [11] Peter Freuchen sidder og laser avis i Thule butikken. Han fik en hel årgang Folketidende op med skib afgangen. tog spørgsmålet, var svaret det samme: »Oanga« var alt, hvad jeg kunne få ud af dem; ingen kunne få nogen til at nævne sit eget navn. Men jeg lærte meget snart stemmerne at kende, jeg var jo nødt til det. Vi stod nu her og råbte alle de for- skellige hilsner, som er nødvendige for at komme op, en lang række udtryk af glæde over, at man endelig var her, hvor man havde længtes hen o.s.v. Vi vidste alle, at Iggiånguaq var den bedste sanger i omegnen, i virkeligheden den bedste sanger i hele stammen. Des- værre kræver arktisk musik to mand til at synge. Og han forklarede, at han var på vej ud for at ordne sine skagler. Ikke desto mindre blev han roligt siddende, og vi fornyede vore opfordringer. Jeg berettede ham, at hans ry som sanger var nået helt op til North Star Bay. Han sad lidt og så smilende på mig og spurgte, om jeg anså North Star Bay for at være særlig langt borte. Jeg forstod, at jeg havde begået en fejl, og sagde: »Jeg ville ønske, jeg kunne få din sang at høre!« Han svarede: »Peterssuaq! I dette land er du kun et nyfødt barn, skønt du er stor og tyk; du synes ikke at vide, at når en mand ikke har lyst til at synge, kan intet formå ham dertil, hvis han er rigtig sanger. Jeg synger ikke i aften!«« Her kunne man tro, at den historie endte. Det troede Freuchen selv. Men han blev og opdagede, at det gjorde den slet ikke. I hans bog fortsætter den endnu nogle sider frem. Det bliver dog for meget at tage med her. Men læseren skal nu ikke snydes for en isbjørnehistorie. I Freuchens bøger er der mange beretninger om isbjørne. Denne var lidt af en familie begivenhed: (Erindringer 1963: 211-213): »Imidlertid rasede snestormen uden for. Hundene lå bundne derude og var sneet helt til. Derfor hørte de ikke, at en bjørn kom vandrende ganske stilfærdigt ind til os. Den var sikkert lige så ked af snestormen som vi og søgte vel læ som vi andre. Navarana og jeg lå med drengen imel- lem os. Vi sov trygt, men det gjorde han 60 [12] ikke, fordi han var ikke søvnig. Han sad jo hele dagen i rygposen og vuggedes sødt. Sov lidt og var vågen, som det pas- sede ham. Som alle eskimobørn diede han stadig. Det var jo en nem måde at have proviant med til ham på. Nu mente han, at han havde ligget længe nok, hvorfor han begyndte på sin natlige sport at kravle op i hovedgærdet for at opleve et eller andet. Da fik han øje på en bjørn, der stod tæt ved. - Aha, tænkte han vel. Der har vi altså den hovedafbidende bjørn. Ikke her hos mig! Og så dukkede han igen ned i posens dyb, ja, så forskrækket blev han, at han krøb helt ned i bunden. Navarana våg- nede ved forstyrrelsen og halede ham op i normal stilling. Da så også hun bjør- nen, der stod lige ved slæden og under- søgte, hvad der var på den. Hun fik mig hurtigt vækket: - Pita, Pita! Der står en stor bjørn lige ved slæden! Det tog mig et sekund at blive lys- vågen. Jeg så, at den var begyndt at gøre sig til gode med det sidste stykke hval- roskød, jeg ejede. Hvad skulle jeg gøre? Min bøsse og min lænser lå på den slæde, bjørnen stod ved. Men op måtte jeg for at foretage mig noget. Jeg lå som sædvanlig fuldkommen nøgen i ren- skindsposen, da det er det varmeste. Mine bukser lå under soveposen, og da det frøs mindst 30 grader, halede jeg dem frem og begyndte at trække dem på. Men nu vendte bjørnen hovedet mod mig. I min befippelse fumlede jeg med bukserne og fik begge fødder i det venstre ben — meget upraktisk. Så var bjørnen så venlig at flytte sig lidt, og jeg Peter Freuchen foran et snehus. ville rende hen efter bøsen, men det lader sig ikke gøre med begge fødder i samme bukseben, så jeg faldt og rullede ned ad skråningen og havnede lige foran bjørnen. Bamsen blev vist lige så forskrækket som jeg. Den gjorde et spring væk for at samle sig lidt. Men nu var hundene væk- ket, og da de så dødsfjenden, styrtede de op allesammen. Derved sprængtes den strop, de var bundet ved. Hele spandet var over bjørnen med det samme. Men der var to spand til, og de røg også i bjørnen. Et frygteligt virvar. Merqusåq vågnede og morede sig herligt. Han 61 [13] Ivar Weimchenck, Peter Freucben og Gustav "Bendix Thostrup i »Pustervig« 1907. mente, hele forestillingen var til ære for ham. Så kom Itukusuk til og Koch, og vanskeligheden bestod nu i at få ram på bjørnen. Den lå i een forvirring af 38 hunde og sloges med dem, alle filtret ind i skagler og seler. Først skød Itukusuk og ramte sin egen bedste hund. Så skød jeg. Kuglen gik ind gennem bjørnen og ind i en af Kochs hunde, så den også døde. Men bjørnen havde fået sit. Vi rendte begge to vores lænsere ind i den, og den døde snart. Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke havde noget tøj på udover bukserne. Og jeg frøs med det samme ganske frygteligt. Mine tæer var stive af frost. Mit bryst dækket af rim og det hele som is. Der var ikke andet at gøre end at komme i posen. Men Merqusåq ville blive ved. — Adolo, adolo! råbte han. Det betyder: — Mere, mere! Han morede sig herligt og ville ned og stikke en kniv i bjørnen, så han kunne få sin fangstpart«. Forhåbentlig har disse spredte notater givet læseren lyst til at give sig i kast med den ægte vare, og se på Freuchens produktion i et nyt lys uden at rynke på næsen. Freuchen fortæller på almindelig dansk med stor indlevelse om sit spæn- dende liv blandt inuit. Man kan lærer meget af det om fremmede folk, eller man kan blot lade sig underholde, hvis det er det man ønsker. Det ene udeluk- ker dog ikke det andet. Man skal dog vide, at Freuchens beretninger handler om begivenheder fra det virkelige liv, som var engang. Rolf Gilberg (1970): »Den Store Løgner« - Polar- eskimoen Uisåkavsak. Tidsskriftet Grønland 18(7): 204-219. 62 [14]