[1] »Han mistede et Ben og blev Skribent«1 Af Jette Horn Hansen Min personlige interesse for kultur- udviklingen på Grønland stammer fra læsningen af Peter Freuchens erindrin- ger og hans romaner. Grønland og Peter Freuchen er for mit vedkommende kædet tæt sammen. Det var gennem den tidlige læsning af hans værker, at jeg stif- tede bekendtskab med Inuit-folket. Jeg vovede, trods det at emnevalget vakte en del skepsis, at lave magister- konferens i Peter Freuchens romaner i 1978. Med udgangspunkt i romanerne undersøgte jeg bl. a. en dansk forfatters bearbejdelse af det eskimoiske/grøn- landske kulturliv til et fortrinsvis ikke- eskimoisk publikum. Som baggrund - eller om man vil - redskab til analy- serne, så jeg på de aktuelle grønlandske kulturproblemer. Jeg mener, at Peter Freuchen litterært er underkendt og måske på vej til at blive ukendt. Analyser af dele eller hele forfatterskabet er få og i litteraturhistori- ske oversigtsværker er han kort eller for det meste ikke omtalt. (Værre er det at hans forfatterskab bliver vanskeligere og vanskeligere at låne eller købe). En lignende underkendelse af Peter Freuchen kendetegner hans journalist- virksomhed. Hvad skyldtes denne un- derkendelse — eller som det nævnes an- detsteds i dette særnummer: Hvad gjorde ham utroværdig? Her vil jeg pege på to årsager: Hans emnevalg og hans skrivestil. Journalistikken Hans emnevalg var her på den ene side koncentreret om Grønland eller eskimo- ernes kår, på den anden side var hans emnevalg vidtfavnende i dagsaktuelle kontroversielle emner. Peter Freuchen skrev mod tvangs- fordring af gæs, for indførelse af en bib- lioteksafgift, mod fratagelsen af Martin Andersen Nexøs digtergage og senere mod interneringen af samme forfatter, mod racediskrimination, mod Thule- basen, mod F.N.'s støtte til Koreakrigen m.m.. Ofte emner, som i den borgerlige offentlighed stemplede ham som kom- munist. Emnevalget var een årsag til at gøre ham utroværdig. - Kan man ikke tie en person ihjel, kan man i det mind- ste sørge for at gøre ham utroværdig, 75 [2] J Adventurer's Club i New York mødte freuchen gamle venner. Her ses t.v. Mathew Hensan, »nordpolens neger«. selv efter hans død. F.eks. udnævner en artikel i Politiken fra 27.10.81 ham til »En lystløgner af storslået format«. Var emnevalget een årsag til at gøre ham upopulær, var hans skrivestil i artiklerne måske en anden. Den var mere rå og til tider mere ufærdig end romanernes fortællestil — klart nok. Havde han som FN-korrespondent oplevet noget virkeligt oprørende, gjaldt det om at få emnet videreformidlet til offentlig debat - ofte i en provokerende form, det tiltalte ikke den borgerlige presse. Det kunne være spændende, at læse de ikke offentliggjorte artikler, for at se om graden af censur er sprogligt eller indholdsmæssig bestemt. »Hans artikler fra FN fremkom undertiden (til Politiken JHH) med en ledsagende bemærkning som denne: »Jeg ved godt, at I ikke trykker dette, men det er sandheden om den sag.«2« Hans journalistiske pen var for de undertrykte og mod uretfærdigheder, som han så dem, at være diplomat og taktiker lå ikke for Peter Freuchen. 76 [3] 11938 medvirkede Peter Freuchen i en film fra sameland, »Midnatssolens Søn«. Peter Freuchen som forfatter Peter Freuchen er ikke officielt rubrice- ret i litteraturhistorisk sammenhæng. Forøvrigt var han også meget svær at få indpasset i f.eks. tyvernes og tredivernes litterært førende strømninger. Når man ser de etiketter f.eks. »Politikens danske litteraturhistorie« sætter på datidens lit- teratur, må det indrømmes, at Freuchen er svær at placere. Tænk bare på etiketter som: »De sur- realistiske tilfældigheder«, »Den nye sag- lighed«, »Det socialpolitiske engage- ment«, »Eksistentialistens ulykkelige for- hold til hverdagen« o.s.v. Peter Freuchens intention med at skrive var ellers klar nok: »Jeg har alle dage næret et stærkt had til alt spild, og det forekom mig derfor tosset og uøko- nomisk, at al min erfaring i arktisk liv og rejsefærdighed skulle gå tabt. Jeg bestemte mig derfor til at skrive. Dog vidste jeg, at intet keder læsere mere end offentliggørelse av dagbøger med dato og temperatur og vindretning ogsåvidre .... Jeg besluttede mig til at gøre 77 [4] det hele i romanform. I og for sig er jeg ikke noen god opfinder av intriger eller handlinger, men jeg har mødt så mange slags folk og hørt så meget berettet om deres oplevelser, at jeg kan koncentrere mine personer om virkeligt forefaldne begivenheder.«3 Forfatteren Cai M. Woel tager ud- gangspunkt i disse intentioner, når han karakteriserer fortælleren Peter Freuchen: »... selv akademiker var hans Sind et Almuesind, med dets uhyre rummelig- hed og dertil benaadet med en stor og enestaaende Fortælleevne, en ganske ukunstlet Fremstillingsform, der dog ingenlunde er uden kunstnerisk Discip- lin . . .«4 Også Otto Gelsted, Freuchens man- geårige ven - og skakpartner forøvrigt - berømmer Freuchen som fortæller, men fremhæver også hans nye stof. »Peter var en ganske ypperlig skribent. Han blev aldrig rigtig accepteret af den danske offentlige kritik, det var egentlig mærke- ligt. Peter Freuchen var en meget stor digter, men han nåede ligesom ikke op i den højeste klasse, han blev aldrig accep- teret som en af vore største fortællere. Han havde et stort nyt stof, han fortalte glimrende, han overførte sin mundtlige taleform i sproget, det var ikke litterært nok for anmelderne.«5 Man kan indkredse Freuchens litte- rære identitet ved at pege på denne videreformidling af et nyt stofområde, som egentlig blev bestemmende for romanernes form og indhold; og på hans skriveteknik, hvor han overførte talesprog direkte til skriftsprog; og på hans fortælletekniske kombination af en kras virkelighedsskildring med en spæn- dingsfortættet eller humoristisk kompo- sition. Disse faktorer mener jeg, viser henimod en folkelig fortælletradition og hvis man tænker i danske litterære bevæ- gelser henimod: Bondeforfatterne. Det nye ved bondeforfatterne var den kraft de udfoldede og den virkelighed de bragte med sig. Litteraturprofessoren Vilhelm Andersen har i sin tid sådan set meget præcist karakteriseret disse forfat- tere: »Med samme ret, som man taler om et sjæleligt Gennembrud i de sidste Aar af det gamle Aarhundrede, kan man tale om en ny Harmoni af Kraft og Stof, altså, om man vil et stofligt Gennem- brud i de første Aar af det ny...« Et stofligt gennembrud - d.v.s. et nyt stofområde med emner og motiver fra en praktisk verden, fra en hverdagsvir- kelighed med udgangspunkt i forholdet til arbejdet og med udgangspunkt i for- holdet til arbejdet og med håndgribelige problemer og elementære dramatiske konflikter. Bondeforfatterne kendte den folkelige hverdag indefra, den var en del af deres væsen, og det var derfor naturligt at selvbiografiske elementer indgik i for- arbejdet form. Det betød et førstehåndskendskab og medførte en anden livsholdning, et ander- ledes direkte forhold til naturen og arbej- det d.v.s. til fundamentale menneskelige vilkår, et livssyn som var nøgternt og ligevægtigt. Disse generelle bestemmelser inde- holdes stort set i Freuchens romaner, fordi han skriver ud fra den eskimoiske kultur. Flere ligheder er der i fortælleformen. Fortælleformen og -kunsten hos bonde- 78 [5] Da Freuchen måtte gå 'underjorden' i 1944 måtte han ofre skægget. Billedet er optaget umiddelbart efter flugten t il Sverige. forfatterne er struktureret omkring en subjektiv fortæller, der ikke skjuler sig, men hele tiden gør opmærksom på, at det er hans opfattelse af tingene, der gives i fortællingen. Fortælleformen er i stadig bevægelse, dynamisk, fremadskri- dende. Der gives korte signalelementer af tid, sted og personer, som skønnes 79 [6] nødvendige for situationen. Det domi- nerende er selve beretningen, den refe- rerende fortælling — med enkelte replik- ker, undertiden replikskrifter. Kravene til denne litterære tradition bliver, som hos Freuchen, helt basalt kravene til for- tællekumten, til fremstillingsformen. Historierne skal være interessante at lytte til, i kraft af noget usædvanligt, overraskende, lærerigt, dramatisk m.m. Fremstillingen skal gøre tingene anskue- lige og levende for læserens forestillings- verden. Lige meget hvem, der fungerer som fortæller, så er det ledende princip beret- ningen, referatformen med de knappe beskrivelser og forholdsvis få replikker. Der stilles specielle krav til den folke- lige fortæller, fordi hans hovedform er beretningen. Den må have sit eget liv, fortælleren må give den farve og kraft, livserfaring og personlighed, sproglig fantasi, lune og ironi og kunne spænde forvent- ningen d.v.s. efterligne den mundtlige fortæller eller visesangers virkemidler. Netop slægtskabet til den mundtlige for- tæller var grundlæggende for Peter Freuchen, som for bondeforfatterne. Fortællingerne af myterne og sagnene sikrede kontinuitet, stabilitet og samme opfattelse af kultur- og livsanskuelse. Fortællingerne tilfredsstillede et psyko- logisk behov på linje med sælfangstens fysiologiske behov. Udover de fortælletekniske ligheder, som er bestemt af en folkelig fortælle- tradition — er der stoflige paralleller i de fysiske omgivelser trods forskelle i kul- turniveau, klimaforskel, egalitært sam- fund modsat klassesamfund. Her tænker jeg på elementer som stabilitet, isolation, homogenitet, egen retsbevidsthed, kraft- skikkelser, børneskikkelser, forholdet til naturen, hårde fysiske eksistensbetingel- ser, overjordiske eller underjordiske fænomener som nisser og fjeldånder. Jeg vil her give eksempler på sådanne stoflige ligheder fra Freuchens dobbelt- roman »Storfanger« og »Rømnings- mand« (fra 1927 og 1928), der udmær- ker sig ved et rigt eksempelmateriale fra eskimokulturen, samt viser opløsningen d.v.s. kulturforandringen i det eskimoi- ske samfund. Fornemmelsen af »Storfanger« og »Rømningsmand« som en afrundet be- retning gives i slutningssentensen: »Og her ender historien om den store Maia, der en gang havde smagt den hvide mands tanker og siden aldrig kunne slippe dem.« Hovedpersonen eskimoen Maia og hans familie: Iva, hans kone; Naterk, hans mor; Orsokidok, hans plejesøn; og Pualu og Upik, hans sønner præsenteres som bærere af eskimoisk kultur og fore- stillingsverden. Deres indbyrdes forhold beror på gensidighed, homogenitet og stabilitet — livsvigtige elementer i det eskimoiske samfund. Normerne for gen- sidighed og stabilitet indeholdes i cen- trale og lokale myter, sagn og ritualer. Maia oplærer sine sønner til gode fan- gere v.h.a. gamle sagn og gennem hans egne jagterfaringer. »Hvor man har det hyggeligt. Hør, hvor stormen tuder, sagde Maia, og gav sit til at fortælle om det store rensdyr han en gang så ... Orsokidok lyttede. Malas ord var fulde af visdom. Han kendte al ting i verden, og Orsokidok 80 [7] var fornuftig nok til at være glad ved at lære af sin plejefaders kundskaber.« Stabiliteten i eskimosamfundet mar- keres jævnligt ved det rituelle madfælles- skab, der ofte udmunder i jagterfarings- udvekslinger og fortællinger af myter og sagn. »Ojut, Ojut.« Derpå bød han dren- gene, at der skulle kaldes på naboerne, da der skulle spises kogt kød. Det var en mand med levemåde og kødbeholdnin- ger, der var kommet til bopladsen.« Isolationen i de norske dalbyer, i de jyske landsbyer i det 19. århundrede eller på en boplads i et oprindeligt eskimoisk samfund skabte hver for sig specielle adfærdsformer — specielle love. I eskimokulturen bevirkede isolatio- nen alt efter den klimatiske placering, at der udvikledes flere eller færre tabuer og ritualer ved fødsel, død, jagt, spisning o.s.v.. I »Storfanger« skildres bl. a. Ivas gra- viditetstabu, der forbyder hende at spise af samme gryde som de andre. De specielle ritualer i forbindelse med hvalfangst omfatter tabuer - d.v.s. ind- krænkninger - overfor særlig kvinders adfærd, fordi et sagn beretter om kvin- ders fatale indgriben i mændenes fangst- område. I forbindelse med dødsfald er der for- skellige ritualer og tabuer, der skal over- holdes for at værne den afdøde og for at skærme de efterladte for den dødes ånd. I romanen »Storfanger« er særlig Na- terks død udførlig beskrevet. Også en fangers førstefangst er om- gærdet af forskellige ritualer, som har den funktion bl. a. at skærpe erhverver- interessen hos fangeren og hans pligt til at bidrage til opretholdelsen af boplads- fællesskabet. I romanen »Rømningsmand« beskri- ves ritualerne omkring Malas søn, Pualus førstefangst: »Pualu har fanget! Endelig kommer han med sin første- fangst! ... Vi skal have festspise, sagde Maia .... Upik var stum af beundring og misundelse. Maia forklarede ham, at man hældte ferskvand i munden på denne sæl, fordi det var førstefangst, og dens spæk blev kastet for hundene som en hæder og måtte ikke komme i lam- pen. Alle fik et stykke af skindet at tygge på, og dens ene forlalle skulle syes fast på Pualus pels, så han kunne bære den i lange tider og vise hæder mod sælernes ånd.« Pludselige ændringer i det normale vejrlig tolkes ofte som overjordiske mag- ters repressalier p.g.a. menneskers over- trædelse af taburegler eller manglende respekt for ritualer. Maia kan i kraft af sine angakokevner prøve at forsone disse fjendtligsindede magter. »Hajajaja— jeg glider, jeg glider, hajaja, - hvor ligger stedet. Ud over verden kom den lille frygtind- jagende til mig. Ja, den lille frygtindjagende kom. .... Han var ved at blive åndelet og skulle fare til kendte egne og skaffe sig hævn ved at slippe naturmagterne løs mod den fjendtligsindede angakok, som selv skulle dræbes ved Malas magt. Men Maia vidste meget godt, at grunden til uvejret var den, at han havde overtrådt alle forbud ved at lade kvinderne spise med af den fælles gryde til alle tider. Han havde også bragt kød af sødyr og 81 [8] landdyr igennem den samme døråb- ning.« De hårde fysiske eksistensbetingelser som ramme for de kulturelle livsudfol- delser, forholdet til arbejdet, forholdet til naturen og underjordiske fænomener — kanaliseres i disse to romaner tydeligst gennem kraftskikkelsen Maia. Malas karakteregenskaber går på vig- tige punkter ud over de krav samfundet oprindeligt stillede det eskimoiske men- neske. Krav eller dyder som fredsom- melighed og godmodighed, mod og energi, tålmodighed og udholdenhed, ærlighed, gæstfrihed, hjælpsomhed og samarbejde omkring madforsyningen. Der, hvor Maia i særlig grad overskri- der denne karakteristik, er ved hans anderledeshed, der giver sig udslag i agressivitet. I romanen er han kraftskik- kelse i dagligdagen f.eks. i fangstsituatio- ner og i de blodige retsopgør. Hans selv- tægt i det eskimoiske samfund er en ud- løber af kultursammenstødet med de hvide hvalfangere, der har dræbt hans kone. Dette kultursammenstød medfø- rer en agressivitet, en anderledeshed som truer »harmonien« i det homogene eskimoiske samfund. Hans adfærd bliver uforudsigelig og derfor en fare for de andre eskimoer i den daglige eksisens- kamp. Hans handlinger bliver altid sat i forbindelse med hans nære forhold til naturen. »Han følte godt, at det var hans hjæl- peånd, »Store Tåge« som lagde sneen over landet ... Bopladsfællerne forstod, at Maia ikke blot var stærk, han var også naturens ven, for straks da fjenderne var dræbt kom solen frem igen, sneen tøede hurtigt bort. .« I flere forbindelser er naturen rekvisit og aktør i handlingen, mest tydeligt i slutningen af romanen, hvor den ældre Malas forbindelse til naturen svigter, - naturen vender sig fra ham til sønnerne. De underjordiske fænomener: Fjeld- ånder og hjælpeånder indgår som natur- lige led i handlingen. Maia har - med sit nære erfaringsforhold til naturen og der- ved sin angakokposition - et årvågent, men afslappet forhold til ånderne, mens Pualu og Orsokidok i deres ungdom ikke har et tillidsforhold til de over- og underjordiske magter. Orsokidok kom- mer således i en drøm ud for et fjeld- spøgelse, der vil omdanne ham til ånde- maner: »Det var Kukuiakternak, det rædsels- fulde fjeldspøgelse, Kloen, som havde været efter ham og havde overvældet ham medens han sov. Kloen, dettte uhyggelige spøgelse,som stadig ville have menneskers selskab og stadig ville overfalde ensomme renjægere. Kloen havde voldtaget ham under søvnen for at skabe ham om til åndemaner.« Dette var eksempler fra to af Peter Freuchens romaner, som giver en gen- spejling af eskimoisk kulturs egenart og en bearbejdning af traditioner som også findes hos de danske bondeforfattere. Den gamle diskussion om Dichtung und Wahrheit Peter Freuchen er blevet beskyldt for at brodere for kraftigt på virkeligheden bl. a. i sine erindringer og rejsebeskrivel- ser. Rigtigt er det, som en følge af genrevalget, at Freuchen har kunnet for- holde sig friere til det selvoplevede stof, men rent faktisk følger han også her 82 [9] Gennem årene holdt Peter FreHchen tusindvis af foredrag. Desværre er kun f å manuskripter og referater bevaret. 83 [10] Kong Frederik IX hiherpå Peter Freuchenpd 50 årsdagen i 1956 for Danmarks-Ekspeditionen 1906-1908. 84 [11] elementære regler for den folkelige for- tællekunst: Kunsten at fortælle en god historie ved at spænde forventningerne — og ved at indfri dem! En af Peter Freuchens omdiskuterede beretninger er den om, hvordan han mistede sit ben. Peter Freuchen er ble- vet klandret for at manipulere med virkeligheden i variationerne af denne beretning, men er det ikke netop, hvad de af os, der kan fortælle en historie, gør? Nemlig krydrer den alt efter fortælle- situation og publikum. Kernen i histo- rien er jo, at han mistede sit ben, som en følge af historiens dramatiske omstæn- digheder. »Peter Freuchen var et fortælle-talent af homeriske dimensioner. Men beret- ningerne fra hans livslange virksomhed blandt eskimoerne må ikke reduceres til skrøner. I hans Erindringer rejser vi med ham og ser virkeligheden med hans øjne. I hans optegnelser og afhandlinger har han formuleret sandheder, der værd- sættes af forskere som zoologer, geogra- fer, eskimologer og arkæologer. Sagerne forholder sig ganske enkelt sådan som han har noteret sig dem.«6 — sagt af museumsinspektør Jørgen Meldgaard. Jeg har været glad for at stifte bekendt- skab med denne danske kulturpersonlig- hed igennem hans værker. Værker, der udstråler menneskelighed, varme, en fanden-i-voldskhed, humor og en sær- egen indlevelse og gengivelse af andre menneskers kulturformer og levevilkår. Hans værker er heldigvis for en stor del til at få fat i endnu, men fortrinsvis antikvarisk i Fremad-udgaver. Benyt denne chance! Ved premieren på filmen »Eskimo« i Kinopalæet 1934. Noter: 1) Overskrift i interview med Peter Freuchen i Politiken 10.2.1936. 2) Citat fra Poul Graae's artikel: Dybe spor i sneen - Peter Freuchen som journalist i »Bogen om Peter Freuchen«, Fremad 1958. 3) Peter Freuchen: Erindringer, Gyldendals Trane- bøger 1963, s. 283-284. 4) Cai M, Woel: Forfatteren Peter Freuchen i »Bogen om Peter Freuchen«, Fremad 1958. 5) Otto Gelsted: Geldsted fortæller s. 68. 6) Jørgen Meldgaard: Troværdigt menneske. Poli- tiken 11.10.1981. 85 [12] Efter hjemkomsten fra V T huleekspedition skrev feter Freuchen sineferste romaner. 1927 udkom »Storfanger« og 1928 fort- satteisen »Rømningsmand«, som byggede på virkelige begivenheder, der havde fundet sted kort før ekspeditionens ankomst til Hudson Bay området. Bøgerne blev i 1934 forkortet og sammenarbejdet til romanen »Eskimo«. Filmen »Eskimo« byggede isår på »Storfanger«. Peter Freuchen skrev manuskriptet sammen med John Lee Mahin, Hun/ Strombergfra MGMproducerede den, og instruktør var W. S. Van Djke. Filmen blev optaget i Alaska 1932-33. De kvinde- lige hovedrolleindehavere er ikke eskimoer. Hollywood mente ikke de kunne bruges, så man valgte orientalske agereridt, som man havde samarbejdet med tidligere. Hovedpersonen Malas første kone, Aba, spilles således af en amerikansk-kinesisk skuespiller Wong Ying. Maia selv var dog af eskimoisk afstamning. Han hed Ray Wise, men tog efter filmen navn efter rollen og kaldte sig siden Raj Maia. Peter Freuchen var konsulent og kontaktmand mellem filmholdet og de alaskiske inuit, som medvirkede, og desuden spillede han hvalfangerkaptajnen, som voldtager Malas kone og dråbes af Maia. Om sin egen indsats fortæller Freuchen i bogen »Frem- deles Frimodig«: »]eg var også skuespiller, men noen større scenekunstner har jeg nu aldrig varet. Forresten skulle jeg her kun tave noen matroser, snyde noen eskimoer, voldta næn kvinder, i det hele opføre mig som jeg plejede i det daglige liv, så jeg behøvede jo ikke at forstille migpå noen måde. jeg var da også den eneste av de optrædende, som ikke sminkede sig, men blot agerede med det ansigt, jeg bruer til daglig. Og det var nok:publikum skalvede alene ved synet.« Filmen er en spandende illustration af kultursammenstød i det arktiske, og skildrer det traditionelle liv blandt inuit. Der findes desværre ingen kopi af den i Danmark, og heller ikke i Grønland, men den vises ofte i Alaska som en af de f å film, der handler om inuit. På billedet herunder ses Freuchen sammen med nogle af filmholdet og de medvirkende. På de følgende sider ses: (1) Scenen hvor Maia dråber hvalfangerkaptajnen (Freuchen). (2) Kaptajnen ser på, at Aba spiser arter ved hjalp af en kniv. (3) Kaptajnen voldtager Aba. 86 [13] 87 [14] 88