[1] Ernæringsforskning i Grønland Af Peder Helms Den første systematiske forskning i grønlændernes ernæring blev gennem- ført i 1908 af August og Marie Krogh, begge læger og fysiologer, han senere Nobelpristager. De har beskrevet ekspe- ditionen og gjort rede for undersøgelses- resultaterne i Meddelelser om Grønland i 1913. Af historisk interesse er deres vel- skrevne indledning, som fortæller om baggrunden for deres interesse, om, hvordan ekspeditionen blev til, og om, hvordan den rent praktisk blev gennem- ført. Det til grund liggende videnskabelige spørgsmål drejede sig om proteinets (kostens æggehvidestoffers) nedbryd- ning i organismen og specielt en under- søgelse af, om den med kosten indtagne proteinmængde i organismen blev split- tet op i en kvælstofholdig og en kvæl- stoffri fraktion samt en nærmere under- søgelse af den sidste fraktions skæbne i organismen, som kunne være bestemt af funktionen som energidepot for senere brug. De skriver ordret: »Vi tænkte os, at man sandsynligvis kunne få dette at vide, hvis man be- stemte udskillelsen af kvælstof og kul- dioksyd (kultveilte) samt indtagelsen af ilt i korte, efter hinanden følgende pe- rioder efter indtagelse af store mæng- der protein. Vi skulle således blive i stand til at beregne den deponerede mængde kulstof og til at afgøre, i hvil- ken form den blev oplagret.« Det pointeres, at sådanne undersøgel- ser ville være af størst værdi, hvis de blev udført på mennesker, og da især på sådanne, som var i stand til at spise proteinmængder med et kalorieindhold, der overstiger energibehovet. De skriver herefter: »Vi havde al god grund til at tro, at det ville være muligt at udføre sådanne eksperimenter på eski- moer. Det var fortalt os, at eskimoer var i stand til at spise en frygtelig masse rent kød på meget kort tid — 15 pund på mindre end 14 timer, og iagttagelser, en af os havde gjort under et grønlands- ophold flere år tidligere, syntes at støtte dette«. Forestillinger om det umulige i at gennemføre så nøjagtige målinger under primitive forhold og — som det nævnes, »på individer, der i bedste fald kunne 152 [2] beskrives som semi-civiliserede« afholdt dem, indtil de i København fik besøg af den berømte dr. F. G. Benedict fra Carnegie Nutrition Laboratory i Ame- rika. Han støttede planen og lovede at stille sit store laboratorium til rådighed for alle slags analyser, hvis Krogh'-erne kunne sende prøverne til Boston. En bevilling fra Carlsbergfonden på 4.500 kr. og gæstfrihed fra deres ven, botanikeren P. P. Porsild i Godhavn, som havde sit laboratorium, gjorde ud- slaget. Man sejlede med skibet Hans Egede fra København d. 30. maj 1908 og nåede Egedesminde d. 23. juni. Her- fra blev ekspedition og udstyr hentet af Porsild i motorbåd, som fik både ma- skinstop og beskadiget skrue undervejs, hvilket tvang selskabet til et midlertidigt ophold på en skærgårdsø, hvor en del instrumenter måtte efterlades midler- tidigt. Forsøgsplanen var at bygge et labora- torium i form af et tæt hus med plads til 2 mennesker, som skulle kunne opholde sig deri i 4—5 dage. Rummet skulle være lufttæt og gennemledes med en kendt mængde udeluft, hvis indhold af ilt og kuldioksyd kunne måles med hyppige intervaller, døgnet rundt. Urin og af- føring skulle opsamles kvantitativt til kvælstofanalyser, og forsøgspersonernes mad skulle være nøjagtigt vejet og analy- seret for sammensætning af protein, fedt og kulhydrat. Som proteinkilde ville man fortrinsvis anvende sælkød. Om kammeret fortælles det, at »det var en lille hytte, 2x1,8 meter ved gulvet og 1,85 meter til loftet. Indven- digt var den indrettet som et rigtigt eskimo-hus. Den eneste møblering var en briks af brædder, beklædt med sæl- skind. Væggene var malet i lyse farver og muntert dekoreret med billige godt- købsbilleder for at holde forsøgsperso- nerne i godt humør under deres inde- spærring«. Vanskelighederne meldte sig for al- vor, da man skulle finde forsøgsperso- ner. Ingen lod sig overtale, trods løfter om penge og om deres yndlingsmad i rigelige mængder. Man fandt ud af, at grønlænderne ville føle sig latterliggjort ved at deltage. Til alt held fik man da besøg af Knud Rasmussen, som fik grønlænderne overbevist om, at der var en mening med galskaben. Han kendte de fleste af dem i forvejen og forklarede dem, at de danske læger gerne ville finde ud af, hvorfor grønlænderne ikke fik gigt og podagra, selv om de spiste så meget kød - en kost, europæere slet ikke kunne tåle uden sådanne følger. Herved lykkedes det at få to kvinder og to mænd til at deltage — dog ville ingen af dem finde sig i at skulle lade vandet på fastsatte tidspunkter. Det fandt Krogh'- erne sig modvilligt i; de skriver »for både at holde forsøgspersonerne i godt humør og samtidigt give dem en geval- dig diurese, forsynede man dem med overdådige mængder tynd kaffe«. Alle fødevarer blev bragt ind i det lufttætte kammer gennem en sluse med dobbelt- låger. Hvis forsøgspersonerne skulle fin- de på at lukke op indefra, ringede en elektrisk klokke og tilkaldte vagtmand- skabet. Forsøgene strakte sig over 4 eller 5 dage. Første dag bestod kosten af kulhy- dratholdige fødevarer og fedt: brød, smør, sukker og rosiner, en kost med et 153 [3] proteinindhold mellem 10 og 50 g. Dette gentog sig det sidste døgn, men i de to egentlige forsøgsdage indeholdt kosten mellem 300 og 500 g protein fra kødmængder, varierende mellem 1100 og 1800 g i form af sælkød. To gange anvendte man konserveret oksekød - men da kun 750 g per dag. Sammen med de store kødmængder blev der givet omkring 50 g sukker, ca. 10 g alkohol og 100 g rosiner, evt. figner - de sidste dog i håb om at kunne afgøre, fra hvilken dag de efterfølgende afførin- ger stammede ved at genfinde ufor- døjede kærner. På hver af de ialt 36 undersøgelses- dage blev der af maden udtaget portio- ner, svarende nøje til 1/10 af det serve- rede. Disse prøver blev konserveret med formalin og pakket lufttæt for senere forsendelse til Boston, hvor kvælstof- og fedtindholdet blev bestemt. Alle kvit- terede urinportioner blev opsamlet, målt og dateret; kvælstofindholdet blev be- stemt på stedet med Esbachs metode og senere ved Kjeldahl-analyse i Boston, hvortil fraktioner af samtlige prøver blev sendt. Alle afføringer blev kvitteret i glasbeholder, vejet og dateret; indtør- rede prøver sendtes senere til Boston. Med få timers mellemrum blev der, døgnet igennem, udtaget prøver af luft fra kammeret, som på stedet blev nøje analyseret for indhold af ilt og kuldiok- syd til indirekte bestemmelse af forsøgs- personernes stofskifte. Disse analyser blev sammenholdt med de løbende un- dersøgelser af kvælstofudskillelsen, hvorved man kunne beregne omsætnin- gen af fedt, kulhydrat og protein. Som resultater af undersøgelserne fremhæver Marie og August Krogh, at de har dokumenteret, at grønlændere er i stand til at indtage overordentlig store mængder protein og fedt uden samtidig indtagelse af kulhydrater. Proteinindta- gelsen når op på værdier, der ligger langt over det fysiologiske proteinbe- hov. De kunne konstatere, at kødet og proteinet blev fordøjet uden vanskelig- hed og at alt blev omsat i organismen i løbet af kort tid. Af forsøgsprotokollen kan man se, at personernes energiindtagelse per dag veksler overordentlig meget som følge af forsøgskostens sammensætning. Krogh'erne har ikke kommenteret dette og ejheller bemærket noget om, hvorvidt forsøgspersonerne følte sig sultne eller overmætte, selv om kosten den ene dag kunne ligge på 600-1000 kalorier, næ- ste dag på 2.000 og de egentlige forsøgs- dage på 4.000-5.000 kalorier. Vover man sig uden for vort industrialiserede velfærdssamfunds forestillinger, er det en naturlig sag, at fødeindtagelsen veks- ler så meget, både fra dag til dag og - især - fra årstid til årstid. Til imøde- gåelse heraf råder organismen over to muligheder: oplagring af glukose i form af glykogen (muskelsukker), der dog kun dækker 1-2 dages energibehov, og op- lagring i form af depotfedt, en opspa- ringsmulighed, som — atter uden for velfærdssamfundets snævre horisont — er et livsvigtigt gode og overlevelses- middel. Det lykkedes ikke Krogh'erne at af- gøre, om de overskydende proteinindta- gelser blev omdannet direkte til fedt og deponeret umiddelbart, eller om de blev omdannet til glukose (druesukker). Idag 154 [4] ved vi, at begge muligheder foreligger; hovedparten af proteinstoffet kan om- dannes til glukose, og glukosen kan sekundært omdannes til fedt og depo- neres i denne form. De korte forsøgs- perioder var ikke egnede til sådanne afgørelser. Derimod kunne Krogh'erne med sik- kerhed hævde, at selve proteinindtagel- sen ikke gav anledning til ekstra stor varmeproduktion. I begyndelsen af vort århundrede tillagde man protein en så- kaldt »specifik-dynamisk virkning«, re- sulterende i en ekstra varmeproduktion på ca. 30 % efter indtagelse af protein, men undersøgelsen konkluderer, at den- ne ved beregning af samtlige 8-timers perioder var 8,6 + 5 % (Krogh'erne brugte statistik allerede i 1908) af den omsatte proteinmængde. Det kan ikke forklare, at grønlændere kunne holde varmen under udsættelse for kulde, f. eks. på slæderejser, selv om de ind imellem kunne spise proteinrig mad, eftersom virkningen måtte være kort- varig, da proteinet altid blev omsat umiddelbart efter fordøjelsen. Krogh'erne bygger deres forhånds- viden om livet i det oprindelige grøn- landske samfund på Henrik Rinks for- fatterskab, som omfatter en beregning af fødevareforbruget i Sydgrønland i året 1885. På basis af Rinks og egne erfarin- ger karakteriseres grønlænderne som lave af vækst, kraftigt byggede, men ikke fede, stærke og overordentligt udholden- de, hvis det skal være, men ikke mentalt disponeret for mere arbejde end nød- vendigt. De tåler hårde kuldepåvirknin- ger, selv uden at være tilstrækkeligt varmt klædte. Det bemærkes, at fangere ikke spiser morgenmad, men tager på fangst på tom mave for først at indtage dagens ene eller to måltider om efter- middagen. De samme kostvaner fandtes på Rinks tid i Nordgrønland, hvor man på lange slæderejser spiste få måltider af frossent kød og spæk. Krogh skriver herom »når et sådant måltid var indtaget om aftenen, var den første virkning en ekstrem kuldefornemmelse med muskel- sitren, men en halv time senere begynd- te madens varmeproduktion at vise sig og eskimoerne og deres hunde, som blev fodret på samme måde med lignende resultat, er i stand til at sove under åben himmel, kun med slæderne som læ for vinden. Den øgede metabolisme af pro- teinstofferne, som er uafhængig af mu- skelaktivitet, må være af vital vigtighed for organismen under sådanne omstæn- digheder«. Siden Krogh'ernes ekspedition er den mest omfattende egentlige ernærings- forskningsekspedition den norske un- dersøgelse i Angmagssalik, 1936-37, le- det af Arne Høygaard, bistået af stud. med. Edvard Falsen Krohn og kemi- studerende Harald Wåge Rasmussen, alle fra Norge, og lokalt bistået af Signe Vest og Sara Tønnesen. Om den til- grundliggende plan for projektet redegør Høygaard i sin bog »Studies on the Nutrition and Physio-Pathology of Eski- mos« for August og Marie Kroghs erfa- ringer og hævder, at tiden siden da har kastet nyt lys over mange fænomener, som imidlertid har gjort det aktuelt at gøre nye iagttagelser over den oprinde- lige eskimoiske ernæringsforms fysiolo- giske særegenheder. Tiden for sådanne er ved at være løbet ud, da alle arktiske 155 [5] befolkninger ændrer kostvaner i retning af europæiske mønstre, men befolknin- gen i Angmagssalik er endnu - 35 år efter oprettelsen af en dansk handels- station — repræsentativ for den oprin- delige livsform. Distriktet var i 1937 kun lidet udbygget med europæiske in- stallationer og på bopladserne levede befolkningen overvejende af sælfangst som før århundredets begyndelse. Høygaard gennemfører en serie un- dersøgelser efter samme metodik som Krogh'erne, dog ikke i lukket rum, men med det såkaldte Kroghs spirometer, hvor forsøgspersonerne må ånde gen- nem munden, koblet til en gummislange med klemme på næsen under hele un- dersøgelsen. At det viste sig lige så vanskeligt for Høygaard at få forsøgs- personer kan ikke undre, og resultaterne gav da heller ikke noget nyt. En række ernæringsforsøg, især med ren fedternæ- ring, viste, at grønlænderne kunne om- sætte fedt uden samtidigt at indtage kulhydrater og at sukkerindholdet i grønlændernes blod var normalt, selv om kosten ikke indeholdt kulhydrat. Forklaringen, at protein i organismen omdannes til glukose, var kendt på forhånd. Som noget nyt gennemførte man kostundersøgelser i enkelte befolknings- grupper på stedet i de jordhuse, man boede i dengang, med vejning og regi- strering af alle familiemedlemmers per- sonlige fortæring over perioder på 5 sammenhængende dage. Et stort udvalg af grønlandske føde- varer blev analyseret for indhold af protein, fedt, kalcium, klorid, A- og C-vitamin. Det sidste var af særlig in- teresse, og analyserne omfattede også lokale planter, bær og tang. Der blev gennemført talrige målinger af C-vita- minudskillelsen i urinen og kliniske un- dersøgelser med henblik på mangelsymp- tomer. Høygaard fandt enkelte tilfælde af truende skørbug, men ingen mani- feste, og det kunne vises, at den grøn- landske kost kunne levere mellem 10 og 40 mg C-vitamin pr. dag. Siden har systematiske undersøgelser vist, at der ikke kommer mangelsymptomer, hvis indtagelsen i gennemsnit er over 10 mg C-vitamin pr. dag. Foruden de ernæringsmæssige under- søgelser gennemførte Høygaard også en kortlægning af tuberkulosen og fandt 1,5% af befolkningen på udstederne tuberkulinpositive mod 10 % ved han- delsstedet, og her indtraf en alvorlig tuberkuloseepidemi under hans ophold. Han tillagde »butikskosten« skylden for den nedsatte modstandskraft. De sidste, og mest kendte ernærings- undersøgelser er H. O. Bangs og J. Dyerbergs ekspeditioner til Umanak- distriktet med det formål at finde årsa- ger til grønlændernes påfaldende mangel på de hjerte-karsygdomme (blodprop- per), som forårsager 35 % af alle døds- fald i Danmark, hvor den væsentligste årsag tilskrives danskernes høje indtagel- se af fedtstoffer. Grønlænderne indtog oprindeligt langt mere fedt, og har ikke idag en lavere fedtindtagelse end dan- skere. Det viste sig, at fedtstoffernes kvalitet var afgørende forskellig fra fedtet i den danske (europæiske) kost, og forskellen kunne præciseres til forekom- sten af en særlig, langkædet polyumættet fed syre med 20 kulstofatomer (eicosa- 156 [6] pentaensyre), som er karakteristisk for fede fisk, men især forekommer i sæler- nes og hvalernes spæk. Denne fedtsyre danner udgangspunkt for en gruppe stoffer, som først i den allernyeste tid er blevet kendt (prostaglandiner), og blandt disse er stofskifteforbindelser, der ændrer blodpladernes opførsel ved læ- sioner i blodårerne - specielt i hjertet - således at årerne ikke bliver blokeret. Ved Bang og Dyerbergs sidste ekspedi- tion kunne de vise, at denne egenskab ved blodpladerne kunne forklare, at grønlændere har en særlig blødnings- tilbøjelighed efter læsioner - et forhold, som har været kendt siden Hans Egedes tid. Undersøgelserne har vakt interna- tional interesse. Ind imellem disse tre undersøgelser, der kan karakteriseres som egentlige forskningsprojekter, er der foretaget spredte kostundersøgelser med forskellig metodik og på forskellige steder. De har dokumenteret, at importerede danske fødevarer gradvis fortrænger de oprinde- lige grønlandske levnedsmidler. Ved den sidste kostundersøgelse i Godthåb i 1985 fandt man, at kun 7% af kostens kalorier var af grønlandsk oprindelse. Kostundersøgelserne har — siden 1951, fokuseret på at lære grønlænderne sunde kostvaner, og modellen har typisk været at »civilisere« grønlænderne til at leve som andre danske, et synspunkt, som er særlig fremtrædende i den vur- dering, som Claus Brenøe giver udtryk for i bogen »Kostundersøgelse i Grøn- land 1974«, som blev udarbejdet på basis af spørgeskemaer, udfyldt i Grøn- land af Caia Hansen. Bogen afsluttede Ernæringsrådet for Grønlands arbejde. Man kan herefter stille tre principielle spørgsmål: 1) Hvad har grønlænderne fået ud af danskernes undersøgelser? 2) Hvad kan danskerne lære af Grøn- lands-erfaringerne? 3) Hvad kan grønlænderne lære af dan- ske erfaringer om sund kost? Som indledning til behandling af det første spørgsmål kan det fremhæves, at danskerne — ihvertfald fra sidste århun- drede - altid har set ned på grønlænder- nes kostvaner og spisemåde. Selv om ordet »eskimo« måske ikke betyder »dem, der æder råt kød«, så ligger det stadigt dybt i grønlændere, at europæer- ne har den slags nedværdigende forestil- linger, når ordet bruges. August og Marie Krogh bruger det, og nævner, som et videnskabeligt faktum, at eski- moer er »subjects who at best could be described as semi-civilized«. De havde tydeligvis forestillet sig, at de uden videre kunne sætte grønlænderne i for- søg — man kunne jo glæde dem med lyse farver, billige billeder og tynd kaffe. Der måtte en Knud Rasmussen til, for at få dem overtalt — og hvad gjorde han? Han forklarede dem, hvad undersøgelsen gik ud på, at der var en mening med den, at europæerne kunne drage nytte af resul- taterne, og så ville de godt. Det er forhold, der stadig kan findes eksempler på på alle felter, og det er helt forståeligt, at Hjemmestyret nu vil have afgørende indflydelse på, hvad der skal forskes i, og at man fremover vil forlan- ge, at den grønlandske befolkning bliver gjort bekendt med resultaterne af forsk- ningsprojekter på et sprog, de forstår. 157 [7] Udgivelsen af tidsskriftet Forskning i Grønland/Kalåtdlit-nunane ilisimatut misigssiuinerinik tusaut siden 1977 i- mødekommer dette ønske. Hvad danskerne, europæerne eller »videnskaben« har fået ud af forsknings- indsatsen i Grønland kan belyses ved 3 forhold. Det første er det interessante, at de prækoloniale grønlændere og ark- tiske befolkninger har levet i årtusinder på en rent animalsk kost, bestående af fedt og protein, men praktisk talt uden kulhydrater. Som allerede Krogh'erne bemærker, repræsenterer de arktiske be- folkninger derved menneskearten som rovdyr, og det viser, at mennesket kan ernæres fuldt tilfredsstillende på ren dyrisk kost. Det andet forhold knytter sig til fænomenet proteinstoffernes specifikt dynamiske virkning. Krogh'erne be- stemte denne præcist til ca. 8 % af den omsatte proteinmængdes varmeenergi og påviste, at den ikke kunne forklare grønlændernes evne til at holde varmen i lang tid efter et måltid. Først i de allerseneste år har de fået ret. Problemet er højaktuelt og hænger sammen med erkendelsen af, at der findes varmepro- ducerende væv, specielt »det brune fedt- væv«, som kan omsætte rent fedt direkte til varme, som afgives til blodet og som styres af impulser fra nervesystemet direkte eller indirekte gennem såkaldte transmitter-stoffer. Man har anslået, at 40 gram brunt fedtvæv vil kunne for- doble energiomsætningen hos en voksen mand, hvis det er aktivt døgnet igen- nem. I Danmark er den største praktiske interesse for brunt fedtvæv og »energi- spildende« fysiologiske mekanismer knyttet til behandlingen af og forståel- sen for overvægtsproblemer - men i arktiske klimater kan de forklare mange af de fænomener, Rink og Krogh hæf- tede sig ved, nemlig: hvordan kan men- nesker under arktiske forhold holde de- res legemstemperatur og f. eks. sove »uden muskelsitren« under åben himmel på slædeture i Nordgrønland uden at fryse ihjel? Eksistensen af varmeprodu- cerende, fedtforbrændende celler i orga- nismen forklarer den urgamle grønland- ske erfaring: at man skal indtage et fedtrigt måltid forud for langvarige stra- badser og udsættelse for ekstreme kulde- påvirkninger. Arktiske befolkningers er- næringsfysiologi er igen blevet et ak- tuelt og interessant forskningsområde. Det tredie forhold, undersøgelser af den oprindelige grønlandske kost burde lære os i de industrialiserede lande, er erkendelsen af, at vore egne ernærings- normer hviler på kompromis ser, opnået ved forhandlinger mellem eksperter, der tager udgangspunkt alene i de industria- liserede landes sygdoms- og dødelig- hedsstatistikker. Tabel l viser den op- rindelige fangerkost i Nigeria, i Dan- mark og i verden som helhed, ledsaget af WHO/FAO's forslag til en optimal kostsammensætning. Tabellen viser, at den oprindelige fangerkost hentede 98 % af energien fra animalske fødevarer, at den afrikanske kost kun får 2 % herfra, mens 98 % af energien i Afrika stammer fra plante- føde. Hvad er herefter »menneskets na- turlige føde«? Begge befolkninger har overlevet i utallige generationer — og ingen af dem lider af åreforkalkning og 158 [8] Angmag- Nigeria Danmark Verden FAO/ ssalik WHO 1885 1974 1983 1974 optimum: Energi/person/dag gennemsnitligt, kJ ......... 8.800 8.800 14.000 10.750 11.000 Procent af energien fra % % % % % Animalske produkter ........ 98 2 47 17 22 Kød, fisk, æg ........... 68 2 20 10 10 Mælk, mælkeprodukter___ O O 15 5 7 Animalske fedtstoffer..... 30 O 12 2 5 Vegetabilske produkter ....... 2 98 53 83 78 Kornprodukter, brød..... O 42 18 50 45 Rødder, kartofler ........ O 35 5 7 6 Frugt og grøntsager...... 2 10 3 9 12 Vegetabilske fedtstoffer ... O 10 7 6 6 Sukker................. O l 14 9 9 Alkohol................ O O 6 2 Energigivende næringsstoffer: Protein-energi °/o .......... 45 9 13 11 10-15 Fedt-energi °/o............. 55 15 41 22 < 35 Kulhydrat-energi °/o ........ O 76 40 65 50-60 Alkohol-energi %.......... O O 6 2 Protein, g/person/dag...... 235 g 45 g 100 g 70 g 80 g Tabel 1. Fire forskellige kosttyper, repræsenterende en ntcsten rent animalsk (Angmagssalik prakolonialt), en »testen rent vegetabilsk (Nigeria i nutiden) kost, Danmarks velfærds kost og Verdens gennemsnitskost, sammenlignet med FAO/WHOs optimum for verden som helhed. De enkelte fsdegruppers samlede energiindhold er angivet ved afrundede tal for de procenter af energien, de yder. Desuden er angivet den gennemsnitlige daglige indtagelse af protein i g. de hjertesygdomme, hvis dominans er det vigtigste grundlag for ernæringspoli- tikken i de industrialiserede lande. Bang og Dyerbergs forklaring på fra- været af disse sygdomme ved henvisning til de grønlandske fedtstoffers indhold af af specielle polyumættede fedtsyrer har åbnet perspektiver i vurderingen af den ernæringsmæssige rådgivning i de rige lande, hvor man nu propaganderer for daglig indtagelse af fede fisk som virke- middel i en kost med forebyggende sigte. At grønlænderne må lære af os på ernæringens område er en kendsger- ning, som er blevet aktuel derved, at 159 [9] Grønland idag importerer den største del af sine ernæringsmæssige fornøden- heder fra Danmark. En kostundersøgel- se i Nuuk i november 1985 viste, at kun 7 % af madens energiindhold i bysam- fundet stammede fra grønlandske føde- varer og at gennemsnitskosten til for- veksling ligner den danske gennemsnits- kost, som er angivet i tabel 1. Hvis grønlænderne reagerer på denne kost- type på samme måde som danskerne gør det nu, kan man forvente en stadig tiltagen af de såkaldte »civilisationssyg- domme« i Grønland. Den udbredte fo- rekomst af tandcaries er allerede et resultat heraf, og at tendenser iøvrigt kan påvises, illusteres af Figur I, som tager udgangspunkt i dødelighedsstati- stikkerne fra Angmagssalik, hele Grøn- land og Danmark. Årsagen til den grønlandske kosts ændring i europæisk retning må søges i befolkningstilvæksten i dette århundre- de, som er illustreret ved forholdene i Angmagssalik i Figur II, som viser, at Angmagssalikdistriktet med sin bofaste befolkning kun kan yde kaloriebehovet for ca. 700 mennesker. Denne ydelse betegnes som distriktets »økologiske kli- maks« (vurderet ud fra menneskets be- hov). Høygaard beregnede, at Angmag- ssalik i 1936 importerede ca. 15% af befolkningens kost. Det vil sige, at distriktet ydede kalorier til 85 % af de 800 indbyggere = ca. 700 mennesker. I 1945 levede ca. 75 % af områdets egen produktion, svarende til 800 af de 1100 indbyggeres behov. I 1978 ydede de lokalt producerede fødevarer energi sva- rende til 22% af 2600 menneskers årlige energiindtagelse, d. v. s. en kost, der kun kunne mætte 600 menne- sker. De moderne grønlændere er ikke no- mader, som kan skifte opholdssted efter fangstdyrenes forekomst. De er ikke henvist til ubetinget at overleve på den arktiske naturs betingelser med perioder af sult, ledsaget af en høj (og reguleren- de) børnedødelighed og perioder med overflod til opladning af indre depoter hos de stærkeste, som tilpassede sig forholdene ved, som Rink udtrykker det »at være lave af vækst, kraftigt byggede, men ikke fede, overordentlig udholdene, men ikke mentalt disponerede for mere arbejde end nødvendigt« - altsammen overlevelseskvaliteter hos befolkninger, der lever i pagt med naturens vilkår og som ikke spilder kostelig energi på u- nødvendige udfoldelser og arbejdsind- satser, der blot har til formål at forøge levestandarden på bekostning af natu- rens begrænsede ressourcer. De moderne gønlændere er ikke eksi- stentielt afhængige af brune fedtceller for at holde varmen, og de behøver ikke at opbygge indre fedtdepoter til knappe tider. De har adgang til tilstrækkelige tilførsler af butikskost året rundt og kan supplere denne med fødevarer fra jagt, fiskeri og fåreavl. Børnedødeligheden er lav i forhold til tidligere, middellevealde- ren nærmer sig industrilandenes og be- folkningstallet vokser hastigt. Grønland vil vedblivende være nødt til at importere fødevarer. Folketallet har forlængst overskredet det økologiske klimaks og erhverslivet kan ikke længere baseres på naturaløkonomi. Grønland er langt inde i omstillingen til de industri- aliserede landes pengeøkonomiske livs- 160 [10] •• ' alik 1 Angmagss bviixawd Hele Grønland rn H i 1 i ra n 1 v '£ ';" Jll U IL Ui. DI OJ r.'-\ iv D 1 Ulykker og Influenza Akutte Spædbørns- Hjerne- Ondartede Hjerte- selvmord Lungebet. infektioner dødsfald blødning svulster sygdomme Figur I. Dødeligheden per 1.000 dødsfald for en rakke dødsårsager i Angmagssalik 1967-80, hele Grønland (repræsentativt for Vestgrønland) 1970-80 og Danmark 1970-80. (Fra P. Helms: Changes in Disease and Food Patterns in Angmagssalik 1949 12979. Harvald, E. &Hart Hansen,]. P. (ed.s) Circumpolar Health 81, 1982, 243-251). form med den deraf følgende ernærings- type. Men Grønland producerer stadig lødige fødevarer, som ved rationel for- deling idag vil kunne dække 25 % af befolkningens behov og som ved be- vidst indsats vil kunne øges væsentligt. Grønlands hjemmestyre har overtaget handelsmonopolet og dermed magten over forsyningsimporten. Om det grøn- landske ernæringsmønster passivt skal ende som en imitation af industrilande- nes billigste og dårligste former, eller om Grønland skal kende sin besøgel- sestid og indføre en bevidst ernærings- politik for fremtiden med sigte på fore- byggelse af de konsekvenser, industri- landene har oplevet, vil tiden vise. Tandsygdommenes epidemiske vækst og alkoholismens svøbe er allerede åben- bare. Disse og de truende ernærings- problemer blev indgående behandlet på Konferencen om sundhedsvæsenet i Grønland i August 1985, efter hvilken der blev oprettet et centralt forebyggel- sesråd med hjemsted i Grønland. Landstingssamlingen i februar 1986 har behandlet et forslag om ernærings- politik i Grønland med forbillede i den danske lov om ernæringspolitik af 30/5-84, men med bevidst sigte på praktisk gennemførelse på Grønlands og den grønlandske befolknings betingel- ser. Forslaget til den grønlandske ernæ- 161 [11] Dansk befolkning j 2500 2000.. 1500. . 1000 . 500 % importeret kost Økologisk klimaks-------/l-----------!_ økologisk klimaks - 74 % grønlandsk kost o. 2500 2000 § 0> "D 1500. 78% o> 0) Q. 1000 500 lå . Cfl T> C _CO c o 22% C3 O. 1880 90 1900 10 20 30 40 50 60 70 1980 Figur II. Kurve over befolkningstallets vækst i Angmagssalik 1884-1980. Forholdet mellem importerede og grønlandsk produ- cerede fødevarer, udtrykt ved deres energiindhold i procenter af den samlede energiindtagelse per indbyder per dag. Det økologiske klimax angiver distriktets ydeevne omregnet til antal personers energibehov. (Fra P. Uelms: Changes in Disease and Food Patterns in Angmagssalik 194912979. Harvald, E. & Hart Hansen, J. P. (ed.s) Circumpolar Health 81, 1982, 243-251). ringspolitik slutter med fremhævelsen af et vedvarende behov for oplysning af den befolkning, hvis daglige kost det hele drejer sig om. Oplysningen vil blive bygget op om indholdet i 3 appellerende kostråd: 1. Spis mindre sukker. 2. Spis varieret. 3. Spis grønlandsk. Men forslagets indledende afsnit er en præcisering af behovet for en aktuel er- næringsforskning i Grønland. 162 [12]