[1] Profeterne i Evighedsfjorden Habakuk og Maria Magdalena Af Mads Lidegaard Forord For 200 år siden blussede et religiøst sværmeri op i Evighedsfjorden i Sukker- toppen distrikt i Grønland. Det tog ganske magten fra både de verdslige og religiøse myndigheder, og embedsmæn- dene var rådvilde og forvirrede, mens grønlænderne strømmede ind til ægte- parret Habakuk og Maria Magdalene, der som profeter var ledere af bevægel- sen. Begivenheden var ret enestående i Grønlands kolonihistorie og gjorde et stort indtryk på befolkningen, der har bevaret en righoldig og broget tradition om den, ligesom landets kunstnere har ladet sig inspirere af disse traditioner. Jeg har i dette skrift forsøgt at belyse, hvad der skete, dels gennem denne tradition, dels gennem de indberetnin- ger og breve, som kolonimagtens em- bedsmænd udvekslede. Det tegner et billede af en befolkning, som befinder sig midt i mødet mellem den gamle fangerreligion og den nye kristendom og som reagerer på uforudsigelig måde på denne udfordring. Ligeledes forsøger jeg at tegne et billede af de implicerede hovedpersoner - på godt og ondt. Det er som at sætte en lup på en lille episode i et folks historie og gennem alle de enkeltheder, som derved afsløres, får man et ganske godt billede også af alt det, der skete før og efter - og andre steder i landet. Jeg har forsøgt at angive de benyttede kilder i selve teksten, så det skulle være klart, hvor stoffet stammer fra. Specielt den grønlandske tradition har historikere været meget forsigtige med at benytte som kildemateriale. Og en gennem generationer overleveret mundtlig tradition er selvfølgelig behæf- tet med megen usikkerhed og har under- gået mange ændringer. Men netop man- ge enkeltheder er så barokke og uven- tede, at de næppe kan være frit op- fundne, men må bygge på erindringer om virkelige hændelser. Artiklens illustrationer er dels tegnin- ger af grønlandske kunstnere, dels foto- grafier fra de egne, hvor dramaet udspil- ledes. I en koloni fører befolkningen i reg- len en meget anonym tilværelse, også i historieskrivningen. Derfor er det be- mærkelsesværdigt, at nogle ganske al- mindelige mennesker på en fjern bo- 177 [2] plads formår at gøre sig bemærkede og skrive sig ind i historien, som disse grønlandske profeter gjorde. Derfor fortjener de også, at man forsøger at skrive deres historie. Dette skrift er et sådant forsøg. 1. Vestgrønland i 1880'erne 1721 startede Hans Egede den dansk- norske kolonisation af Grønland med anlæggelsen af en station ved Godthåb, Nuuk, hvor handelsfolk tog sig af opkø- bet af grønlandske varer som spæk og skind samt salget af europæiske bytte- varer som tobak, skydevåben, redskaber og sukker, mens missionærer prøvede at udbrede kristendommen i luthersk ud- gave til de omkringboende grønlændere. Da fremmede hvalfangere overalt på vestkysten udgjorde en hård konkurren- ce til handelen, anlagde man i de følgen- de årtier nye kolonier mod syd og nord, og den dansk-norske regering hævdede en eneret til handelen med grønlænder- ne i disse områder, der efterhånden strakte sig fra Julianehåb i syd til Uper- navik i nord. Med de nye kolonier fulgte også en udvidet mission langs hele kysten, hvor missionærerne søgte at bryde de grønlandske åndemanere, angakokkernes magt over sindene og skabe et religiøst monopol svarende til handelens økonomiske. Grønlænderne befandt sig århundre- det igennem i en svær brydningstid. Materielt blev de hurtigt afhængige af de nye europæiske varer, som på mange måder lettede deres dagligdag. Men pri- sen for dem var, at de måtte sælge en del af deres egne produkter, som de siden let kunne komme til at savne, f. eks. spæk til lys og varme den lange vinter igennem og skind til tøj, kajakker, kone- både og telte. De blev let fristede til at holde til omkring kolonistederne, hvor butikken var lige i nærheden, men der- ved blev fangsten skadet, fordi den kræver en meget spredt bosættelse, så fangstdyrene kan udnyttes bedst. Åndeligt var problemet ikke mindre. Landets nye herrer kom og fortalte om nye guder og magter, som tydeligt nok var stærke og mægtige, når deres tilhæn- gere besad så megen magt og styrke. De blev forkyndt med en sikkerhed og pågåenhed, som gjorde et stort indtryk, og de gamle magter og skikke blev tilsvarende fordømt på det voldsomste som løgn og djævelskab. Men alligevel sad de jo dybt i sindet, var en del af selve det daglige liv og tankegangen, og kunne ikke uden videre glemmes for det nye, som missionærerne fyldte på. Langt op i tiden har grønlænderne stilfærdigt og hemmeligt overholdt mange af de gamle skikke, samtidig med at de fromt deltog i de kristne gudstjenester - og vel tit med en angst eller blakket samvittig- hed over den skjulte »hedenskab«, som man ikke ganske turde kaste over bord. Nogen organiseret modstand fra grønlændernes side imod den nye reli- gion var der ikke tale om. Enkelte angakokker talte missionærerne åbent og begavet imod, hvad f. eks. Poul Egede har berettet overbevisende om, men en religion, der repræsenterer en stærkere teknisk, økonomisk og politisk magt, vil nok altid sejre i det lange løb over en hjemmegroet tro, der let vil tage sig ud som tilbagestående, primitiv og magtesløs. Som helhed var grønlænder- 178 [3] ne tilbøjelige til at bøje sig for de nye herrers krav, både åndeligt og materielt, og forholdet mellem de to grupper blev hurtigt præget af europæernes formyn- deri og grønlændernes følgagtighed. Det var snart en næsten utænkelig tanke, at man skulle sætte sig åbent op mod alle disse myndigheder, der havde både Gud og den mægtige konge på deres side, og det er nok grunden til, at det gjorde så dybt og uudsletteligt indtryk på befolk- ningen, da det alligevel skete. Men det er også nok typisk, at når det så skete, var det i områder langt væk fra kolonistederne, hvor de nye herrer mærkedes meget lidt og hvor frygten for deres autoritet var tilsvarende min- dre. Måske hænger det også noget sam- men med, at de mest selvbevidste grøn- lændere, som havde den stærkeste vilje til at klare sig selv på egne betingelser, oftest blev boende ude på de små fjerne bopladser, hvor de i højere grad var sig selv og kunne leve videre som før. Denne fangerbefolkning på de små plad- ser forblev helt til nutiden en kærne blandt grønlænderne af stolte frie jæge- re, men de levede samtidigt fjernt fra den nyere tid, fra moderne skoler og teknik, og da industrikulturen væltede ind over landet i dette århundrede, var de dømt til at blive taberne sammenlig- net med byfolkene, der i tide var blevet vænnet til den moderne tids krav. Det europæiske mandskab på sin side levede smukt op til den sørgelige traditi- on, at den, der mener at repræsentere en højere og finere kultur, nærer meget ringe tanker om dem, der har en anden og lavere. Der var hæderlige undtagel- ser, men grønlænderne rangerede ikke så højt i den almindelige bevidsthed. Alligevel skete lige fra starten det for mange helt forargelige, at norske og danske mænd giftede sig med grønland- ske piger. Det var mest det menige mandskab, der på den måde brød med de gældende normer - i høj grad selvføl- gelig fordi de ikke havde kvinder med hjemmefra, men også fordi der altid har været en stærk tiltrækning mellem de europæiske mænd og de grønlandske kvinder i kolonitiden. (Det modsatte var der af gode grunde ikke så megen anledning til). Efterhånden var der også enkelte af de såkaldte »officerer«, missio- nærer og kolonibestyrere, der stiftede familie med grønlandske kvinder. Dermed opstod en helt ny gruppe mennesker, de såkaldte blandinger. Bør- nene i disse ægteskaber voksede op i et grønlandsk milieu, talte sproget fra star- ten og blev af europæerne oftest betrag- tet som grønlændere, men samtidig hav- de de fra deres danske fædre modtaget en solid påvirkning af europæisk kultur, og de havde derfor en god chance for at blive formidlere mellem de to meget forskellige livsformer. Mange af de grønlandske slægter, som i kolonierne blev toneangivende og endnu i dag spiller en stor rolle i landet, stammer fra sådanne blandinger. Det var da også et barn fra en sådan forbindelse, Frederik Berthelsen, som kom til at spille en central rolle i hele affæren omkring sværmeriet i Evighedsfjorden. Indenfor europæernes kreds var der heller ikke idylliske tilstande. Dels var de to store institutioner, handelen og missionen, konstant i konflikt, og dels 179 [4] var der indenfor missionen stærk kon- kurrence mellem Hans Egedes statslige mission og herrnhuternes private. Den første konflikt bundede i forskel- lige interesser i forhold til grønlænder- ne. Missionærerne måtte føre en stadig kamp mod det lurende hedenskab. Det krævede konstant kontrol og overvåg- ning, og det var med datidens transport- midler næsten umuligt, hvis man ikke havde menigheden nogenlunde samlet omkring præstens hjemsted. Ikke mindst herrnhuterne, der levede sammen i store broderskaber, en slags storkollektiver, prøvede at samle deres proselytter om- kring sig. Handelen havde helt andre interesser, nemlig så stor en fangst som muligt og dermed så mange produkter til købs som muligt. Som før nævnt trivedes fangsten - og dermed fangersamfundet - bedst, når befolkningen forblev spredt ud på mange små fangstpladser. Da kolonibestyrerne var direkte økonomisk afhængige af indhandlingens størrelse, kunne missionærerne let ved at være alt for energiske i deres arbejde, komme til at ramme købmanden på et ømt punkt, pengene, og det skabte selvfølgelig uvilje og chikane mod kirkens folk. Det havde handelens folk meget let ved at effek- tuere, som de sad på hele den praktiske side af dagligdagen, de alene kontrol- lerede posten ud og hjem, alle varefor- sendelser, levnedsmidler, brændsel, bo- liger o. s. v., og de udnyttede virknings- fuldt disse våben, som var meget effek- tive i de små isolerede samfund. Der er eksempler på, at missionærer har taget livet af sig selv i fortvivlelse og afmagt overfor sådant. I det hele taget faldt mange købmænd for fristelsen til at udnytte den ene- stående magt, de havde fået i kolonier- ne, hvor de næsten hele året kunne optræde som små konger, mens eneste øvrighed sad hinsides Atlanten i et fjernt København, hvor eventuelle klager først kunne nå frem med næste sommers skib og reaktionen på disse igen først året efter. Det gik ikke blot ud over kirkens folk, også grønlænderne klagede tit over, at der blev snydt med vægten, når spækket skulle indhandles, og der var ingen appel mulig på stedet. Men de stakkels missionærer havde altså også konkurrenter indenfor deres eget felt, missionen. Allerede mens Hans Egede arbejdede ved Godthåb, sendte kongen en flok herrnhutiske mis- sionærer op uden varsel, og selvom meningen nok fra regeringens side hav- de været, at de skulle være hjælpere, så udviklede der sig snart en bitter strid mellem de to missioner, og det endte faktisk med, at de delte hele Sydgrøn- land imellem sig, så der opstod to temmelig forskellige kirker. Herrnhuter- ne var stærkt præget af pietismen, lagde megen vægt på inderligheden, følelsen, mindre på forstanden, og samtidens rationalistiske statskirkepræster var i de- res øjne nærmest vantro, uomvendte. Herrnhuterne kom fra Tyskland og op- rindelig fra Mæhren. Deres kristendom var ikke blot teologisk afvigende, de havde naturligvis også mange kirkelige skikke, som hang sammen med deres egen kulturbaggrund. De grønlændere, som kom under deres påvirkning, ud- viklede da også sædvaner og skikke, som 180 [5] var dansk kirke fremmede, f. eks. dans om gravene på kirkegården i påsken eller strengemusik og blæsere, ligesom hele kulten var præget af de hyppige forsamlinger med stærke appeller til følelserne og intense fællesoplevelser. F. eks. var det skik, at grebetheden af Jesu lidelser affødte lydelig gråd ved gudstjenesterne, og sådanne kollektive hylekor blev ofte anset for et tegn på særdeles fromhed og alvor. En overgang så det ud til, at de skulle overtage hele missionen, simpelthen for- di også flere danske præster var stærkt påvirkede af tidens pietistiske strømnin- ger og i flere tilfælde nærmest gik over til brødremenigheden. Ved Egedes gam- le arbejdsplads i Godthåb var det således kun nogle trofaste grønlandske kate- keter, der modstod presset og opretholdt den danske kirke. Og selv om herrnhu- ternes nordligste station var Godthåb, spredtes deres lære og skikke sig med tilhængerne længere mod nord, især til nabokolonien Sukkertoppen. Da grønlænderne trods alt stadigvæk boede meget spredt, begyndte missionen hurtigt at ansætte en slags hjælpepræster, de såkaldte kateketer, på de mindre steder, hvor præsten ikke kunne komme så tit. Deres opgave var at holde guds- tjeneste på helligdagene og i det hele taget holde liv i menigheden, at foretage nøddåb, om fornødent, og efterhånden også at drive undervisning både for børn og voksne. De måtte ikke ægtevie folk eller holde nadver, men nok be- grave. I starten var næsten alle kateketer europæere, f. eks. udsendte vaj senhus- drenge, der så blev oplært nødtørftigt af missionærerne og siden ansat som kate- keter. Senere ansattes flere og flere grønlændere i disse stillinger, især de før nævnte børn af blandede ægteskaber blev tit foretrukket til dette arbejde. Efterhånden som mission og handel havde bredt sig til hele Vestgrønland, opstod et stigende behov for en mere ensartet administration og en kontrol i selve landet med de lokale embeds- mænd. Til den ende blev der i 1782 udstedt den første egentlige lovgivning for Grønland, den såkaldte Instruks, der indførte ensartede priser både for ind- og udhandling og en række bestemmel- ser for at beskytte grønlænderne mod vilkårligheder fra embedsmændene. In- struksen var præget af oplysningstiden — de samme humane idealer, som i Danmark medvirkede til bondefrigørel- sen og siden til folkeskolens indfø- relse. Til at håndhæve reglerne og repræ- sentere regeringsmagten i Grønland an- sattes to inspektører, en i Nordgrønland og en i Godthåb i Sydgrønland. Landet var så stort og transport så besværlig, at det ville være uoverkommeligt for een mand at kontrollere hele kysten. I Godt- håb sad nordmanden Bendt Olrik til 1789. Han var en mistænksom og strid- bar person uden nogen indføling med det folk, han var sat til at administrere. Og overfor det udsendte mandskab var han stiv og usmidig og gjorde intet for at lette deres tit vanskelige job. Ikke mindst overfor missionærerne var han så urimelig, at missionskollegiet til sidst måtte kræve hans afgang, og han blev da også hjemsendt 1789 uden varsel og afløst af A. M. Lund, der havde langt 181 [6] mere forståelse for, hvad embedet kræ- vede af ham. 2. Sukkertoppen 1755 blev der anlagt en ny koloni ved det nuværende Kangaamiut. Danskerne gav den navnet Sukkertoppen efter en række toppede fjælde på en ø lidt nordli- gere, Umannat. De lignede datidens karakteristiske toppe af sukker. To år senere sendtes en dansk kateket, Berthel Laersen, til den nye koloni fra Godthåb. Laersen var en faderløs dreng fra Vaj senhuset, som var blevet anbefalet til den hjemvendte Hans Egede for sit gode nemme, og i en alder af kun 17 år blev han da sendt til Godthåb, hvor han blev undervist i grønlandsk og kristendom- mens hovedpunkter. Begge dele lærte han fint, det sidste dog med et meget pietistisk præg, der stammede helt til- bage fra Vajsenhuset og udvikledes i det stærkt herrnhutiske Godthåb. Han var dog alle sådanne tilbøjeligheder til trods meget trofast mod Egedernes kirke. l744 blev han gift med en grønlandsk pige fra brødremenigheden. Da den danske missionær Drachardt gik helt over til herrnhuterne og blev afskediget i 1751, overtog Laersen alene ledelsen af den danske menighed, indtil en ny missionær kunne sendes op, og han var således skønt ung, 33 år, meget erfaren, da han blev sendt op til Sukkertoppen. Hans opgave var først og fremmest at undervise og holde gudstjeneste for det danske mandskab og deres — til dels grønlandske — familier, ialt 16 personer. Resten af befolkningen var endnu udøb- te. Men situationen blev hurtigt uhold- bar. Interesserede grønlændere kom til kolonien for at blive undervist i den nye tro, hvad Laersen så meget lettere kunne gøre, som han efterhånden beherskede sproget helt. Men han kunne som kate- ket ikke døbe voksne eller foretage andre kirkelige handlinger, og kun een gang om året var der mulighed for besøg af missionæren fra Godthåb - på et tidspunkt, da de fleste grønlændere befandt sig langt inde i landet på renjagt og laksefangst. Det var nemlig så uheldigt for missio- nen, at om vinteren, når grønlænderne boede nogenlunde fast i deres vinterbo- liger, kunne missionæren ikke komme rundt til dem på grund af is og mørke og storme. Og om sommeren, når han endelig kunne rejse, spredtes de for alle vinde rundt på deres sommerpladser ude i distriktets ødemarker. Der var derfor meget stort behov, både for en fast missionær på stedet og kateketer, der kunne overvintre hos grønlænderne på bopladserne. Laersen blev ikke træt af at påpege begge behov overfor myndighederne. Det første problem løstes omsider viseligt derved, at Laersen selv blev ordineret som missionær i 1764, og i de følgende år døbte han størstedelen af distriktets befolkning, og kunne i 1770 opgive menighedens størrelse til over 200 sjæle. Grønlænderne kaldte ham Palasinnguaq, den lille præst. Kateketproblemet prøvede Laersen at løse ved at ansætte kvikke unge grøn- lændere, såkaldte nationalkateketer, blandt dem tre af hans egne sønner, Frederik, Joseph og Jacob, som han lod overvintre ude på vinterbopladserne. 182 [7] Som Laersen selv var alle disse selvføl- gelig stærkt præget af den herrnhutiske kristendom, og det blev distriktets grøn- lændere derfor også. F. eks. lagde Laer- sen megen vægt på de opbyggelige sammenkomster, hvor hans forkyndelse direkte sigtede mod en vækkelse, og han fortæller selv om, hvordan grønlæn- derne ivrigt samledes hver gang, der frembød sig en chance for sådanne møder. Indenfor Handelen var man ivrig for at skabe en organiseret hvalfangst, fordi disse store dyr for alvor kunne skæppe til indhandlingen. I den tro, at en anden beliggenhed for kolonien kunne fremme en sådan fangst, flyttedes anlægget i 1781 50 km mod syd til det nuværende Sukkertoppen, som grønlænderne kalder Maniitsoq, det ujævne. Stedets grønlæn- dere, der var dygtige sælfangere, havde dog ingen lyst til at kaste sig ud i fangsten af hvaler i åbent hav, og efter nogle skuffende år opgav handelen hva- lerne og flyttede fangsten til Holsteins- borg længere mod nord. Bertel Laersen blev i det gamle Suk- kertoppen. Han var nu en ældre mand, hans kone var død to år før flytningen, og selv overlevede han den kun med et år og døde i l782. Og i to år, indtil den nye missionær nåede op, måtte sønnen Frederik overtage hele ansvaret for mis- sionen. Det var han meget velegnet til, da han havde et indgående kendskab til både sproget og kulturen og befolknin- gen. Men han blev betragtet som grøn- lænder, han var kun kateket og havde ingen myndighed som missionær. Og opgaven var meget vanskelig. Koloniens flytning havde med eet an- bragt de folkerige bopladser omkring Kangaamiut, f. eks. inde i Evighedsfjor- den, helt ude i distriktets yderste peri- feri, hvor såvel handel som mission yderst sjældent manifesterede sig. Me- nigheden var meget ung - den gamle tro levede lige under overfladen hos alle de nydøbte, og der opstod, ikke mindst i norddistriktet, et akut savn af det religi- øse fællesskab og dets løftelse af sjælene. Frederik Berthelsen, hvis grønlandske navn var Naparutaq (rygfinne af hval), var på et tidspunkt af faderen sendt til Godthåb for at uddannes til missionær, men hans manglende danskkundskaber stillede sig i vejen, og han vendte i stedet tilbage til Sukkertoppen for at blive kateketformand hos sin far. Han var kommet til distriktet allerede som syv- årig og kendte derfor personligt det meste af den grønlandske befolkning, der omvendt var ganske fortrolige med ham. Det skulle siden gøre udslaget, da sværmeriet truede med at tage over- hånd. Tre ægteskaber med grønlandske piger fra distriktet knyttede ham endnu nærmere til befolkningen. Og langt se- nere skulle Frederik komme til at skrive Grønlandshistorie, da han som den før- ste grønlænder blev udnævnt til præst og ordineret i 1815. Da havde krigen med England afskåret Grønland fra Eu- ropa, de fleste udsendte var søgt bort, og i 1814 var kun een missionær tilbage på hele kysten. Han ordinerede da den 65 årige Frederik Berthelsen til præst under en stor folkefest i Holsteinsborg, og endnu engang måtte Frederik påtage sig en tung byrde for at bære den vaklende mission igennem til bedre dage. 183 [8] Det gjorde han første gang ved fa- derens død 1782, og efter to års vakance kunne han i 1784 aflevere sin menighed på omkring 250 mennesker til den nyopsendte missionær, Niels Hveyssel. Denne var en sagtmodig, skikkelig og noget veg mand af samtidens rationali- stiske støbning, som befandt sig akavet med den meget pietistisk prægede me- nighed, han fik overgivet. Han var gift med en datter af en nordgrønlandsk kolonibestyrer. Hun kendte altså lan- det og til dels sproget, og det var selvfølgelig en hjælp. Men ellers havde han fra starten problemer nok, bl. a. måtte familien bo i et usselt værelse, og hans bønner om bedre forhold blev afvist med vanlig arrogance af inspektør Olrik. Nogen kirke eller forsamlingssal havde han heller ikke. De lokale køb- mænd var i denne periode ikke Guds bedste børn. En levede i så åbenbar skørlevned, at det var en forargelse både for europæere og grønlændere, andre var økonomisk upålidelige og blev afsat p. gr. af uorden i regnskaberne, så nogen støtte fra den side kunne Hveys- sel ikke vente, da problemerne begyndte at tårne sig op for ham. Hvor lidt forståelse for missionens problemer, købmanden havde, viste sig, da han forsøgte at få forbudt de om- kringboende grønlænderes besøg ved kolonien ved de kirkelige højtider, fordi det greb forstyrrende ind i deres fangst og derfor betød mindre indhandling. Med den skrøbelige kirkelige betjening var det netop de lejligheder, hvor me- nighedens fællesskab kunne styrkes og missionæren få kontakt med den spredte befolkning, og derfor var købmandens forslag helt ødelæggende for det kirke- lige arbejde. Det lykkedes da heller ikke at få forbudet gennemført, men episo- den er en god illustration af Hveyssels vanskelige situation. En god hjælp havde han i Frederik, men det betød igen, at denne vanskeligt kunne forlade kolonien og opsøge de spredte menigheder, og som helt ny og fremmed var Hveyssel naturligt meget famlende overfor den grønlandske vir- kelighed. F. eks. var han meget usikker over for det flerkoneri, som jo var almindeligt blandt grønlænderne. Hvad skulle han gøre, når en mand med 2 koner lod sig døbe? Han spurgte hjem- over, men svarene var ikke klare. Grøn- lænderne selv ønskede egentlig kirkelig velsignelse, også af dobbeltægteskaber- ne, men det kunne kirken ikke strække sig til. Man henholdt sig normalt til blot at affinde sig med forholdene, men ikke formelt legalisere dem. Det var Hveyssel for redelig til. Han gav dobbeltægteska- berne sin kirkelige anerkendelse og fik naturligt nok en alvorlig næse herfor fra de hjemlige myndigheder. Hveyssel fik døbt de sidste af den gamle tro, og på papiret var det altså en døbt kristen befolkning, der boede rundt på Sukkertoppens små bygder ved ud- gangen af 1780'erne. Men kristendom- men var en tynd fernis, især i de nordlige egne omkring Evighedsfjorden, hvor præsten meget sjældent kom, og hvor en enkelt grønlandsk kateket i al sin magtesløshed var sat til at vogte Herrens vingård. Det skulle hurtigt vise sig at være for lidt. 184 [9] 3. Evighedsjjorden Lige øst for Gammel Sukkertoppen ved Kangaamiut skærer en fjord sig ind i landet, 90 km lang. Grønlænderne kal- der den Kangerlusuatsiaq — det betyder den temmelig store fjord — i modsætning til Kangerlussuaq, den store fjord, som er navnet for Søndre Strømfjord lidt nordligere. Omkring 1800 begyndte danskerne at kalde den første fjord Evighedsfjorden - angiveligt fordi fjor- den går i zig-zag mod øst, og når man sejler ind, tror man hele tiden, at man er nær bunden, indtil et nyt knæk åben- barer endnu et langt stykke, og det gentager sig flere gange, så det virker, som om den aldrig får ende. Men det er et sært tilfælde, at det blev navnet på den egn, hvor den himmelske evighed nogle bevægede år igennem syntes at have etableret sig i den jordiske sfære. Fra naturens hånd er fjorden fyldt med modsætninger. Den regnes ofte for Grønlands smukkeste fjord, men sam- tidig er den barsk og ugæstfri og farlig at besejle. Den er kun 2-3 km bred, og på begge sider rejser stejle fjelde sig langs bredden, omgivet af bræer, der fra de store jøkler i indlandet søger ned mod fjorden, tit hængende et stykke oppe på fjeldene, hvorfra de kælver og styrter dybt i vandet med øredøvende brag og med vældige flodbølger til følge. De nøgne fjelde er næsten uden vegetation, og kun ganske få steder er det over- hovedet muligt at gå i land og anlægge lejr. Is fra de utallige bræer fylder fjor- den og gør sejlads særlig farlig. Længere inde i fjorden er landgang helt umulig. Men de vilde IVa km høje fjelde skaber et indtryk af sælsom skønhed, hvor gletsjerne skinner mellem de mør- ke fjeldsider, og denne naturens vildskab og storhed forlener fjorden med en særlig stemning, hvor alt menneskeligt synes så småt mod naturens majestæ- tiske evighed, og tilmed har netop denne natur sine sære luner, som nok kan virke næsten overnaturlige. Når faldvindene snævres ind i de dybe fjeldkløfter på deres vej mod havet, frembringer de mærkelige og uhyggelige lydfænomener, som på overspændte sind kan virke nok så voldsomt. Andre underlige lyde kom- mer fra isen, der væltes hid og did i den smalle fjord og skurer mod fjeldsiderne og mod hinanden. Man kunne vente, at landets børn ville undgå et sådant sted, men til modsæt- ningerne hører også, at fjorden med al sin utilgængelighed samtidig er et for- træffeligt fangstområde. Sælerne myld- rer, og om vinteren trækker store flokke hvidhvaler på jagt efter hellefisk ind fra vest og forsvinder først igen om foråret. Derfor har der altid været beboelse vinteren igennem på de få steder, hvor et hus overhovedet kan bygges, og på trods af den barske natur har fjorden altid haft en ret stor befolkning. En af disse bopladser hed Igdlut, husene, og lå omtrent 30 km inde i fjorden på nordsiden, hvor en stor bugt går ind i landet mod nord. Her boede i 1780'erne blandt andre et ægtepar, Ha- bakuk og Maria Magdalena, begge nav- ne, som blev givet ved dåben til erstat- ning for de hedenske navne, og derfor næsten altid stammede fra Bibelen. Habakuks hedenske navn angives i Sukkertoppens kirkebog at have været Qeeqeeq, formentlig en skrivefejl af mis- 185 [10] sionæren for et netop i dette distrikt almindeligt navn: Keekeq, der betyder »føj, hvor er han grim«!, og som sikkert har sin oprindelse i faderens spontane men spøgefulde udbrud ved synet af det nyfødte barn. Det er nok det samme navn, som grønlænderne brugte om deres store salmedigter og foregangs- mand, Rasmus Berthelsen, Frederiks be- rømte ætling, og netop fordi familien stammede fra Sukkertoppen, er det så meget mere sandsynligt, at dette navn har været anvendt også nogle slægtled senere. Datoen for ægteparrets dåb kendes også fra kirkebogen, 8. april 1776, og der noteres kort, at et voksent ægtepar, han en ung mand, er døbt, utvivlsomt af Berthel Laersen. Habakuk betegnes i- øvrigt som en dygtig fanger, og da det var den vigtigste betingelse for at er- hverve sig sine bopladsfællers agtelse og respekt, kan man nok regne med, at ægteparret har haft en solid position i det lille samfund. De opgives at have haft ialt 8 børn, 4 drenge og 4 piger, som alle var født før sværmeriet undtagen den sidste pige. Men to af pigerne døde tidligt - man kan godt få den tanke, at de blev forfordelt ved maduddelingen til fordel for drengene, som altid var i meget højere kurs i det gamle Grønland. Alli- gevel er det vel tænkeligt, at den sidste overlevende pige har været omfattet af meget stærke følelser af forældrene. Som før nævnt blev den gamle præst boende ved Kangaamiut, tæt ved Evig- hedsfjorden, og det betød altså, at ægte- parret efter dåben har haft en halv snes år med solid kirkelig betjening, hvor de har vænnet sig til Palasfnguaqs varme og følelsesprægede menighedsforsamlinger og til et nært fællesskab omkring den nye tro, vel at mærke i præstens noget herrnhutisk farvede udgave. Da han døde og den nye missionær tog ophold ved kolonien langt mod syd, opstod der uundgåeligt et åndeligt tomrum i den fjerne Evighedsfjord, og folkene der har følt sig svigtet og forsømt i kirkelig henseende. Igdlut var altså deres vinter boplads, hvor der var bygget et hus af sten og græstørv, om vinteren dækket med et tag af flydetræ eller hvalben, beklædt med tørv. Om foråret rev man taget af og lod naturen rense huset ud somme- ren igennem, mens man var borte på forskellige fangstpladser. Det skete allerede i forsommeren, når de små laksefisk, angmagsatterne søgte ind på bestemte steder ved kysten for at gyde. Man fangede dem da i store mængder med ketsjere og tørrede og gemte dem som vinterforråd. Siden fulg- te så sommerens eventyr med fangst af fjeldørred ved elvene og rener i det store indland. Hele familien drog afsted, kvin- der og børn og proviant i de store skindbåde, umiat, også kaldet konebåde, mændene i kajakker. Hver familie havde i reglen sine bestemte sommerpladser, og ofte lå de mange dagsrejser væk i næsten utilgængelige fjeldegne. Det var derfor, missionærernes sommerrejser var så umulige. Det var på en sommerrejse, at »svær- meriet« begyndte, altså i en teltlejr ved indlandet. Ifølge en lokal tradition fra Kangaamiut havde Habakuk sin som- merlejr i »Paradisdalen« omtrent midt i 186 [11] Renjægerlejren Eqalummiut Aasivee med udsigt mod vest ud gennem Sarfartoq, Paradisdalen. ~Iforgrunde n ses rester af renjægerfamiliernes sommerboliger, som i august 1982 blev undersøgt af Morten Meldgaard og Bjarne Grønnow. Foto: Morten Meldgaard. Søndre Strømfjord på sydsiden. Dalen hedder på grønlandsk Sarfartoq, strøm- stedet. Det danske navn hidrører fra, at denne dal har alt det, Evighedsfjorden mangler. Dens frodighed er legendarisk, store krat af pil kranser elven, som sølvglinsende slynger sig op gennem dalen med brede grusbanker på siderne, høje grå gnejsfjelde på nordsiden og mod syd helt bordeauxrøde kalkstensklipper. De usædvanlige farver og den sjældne frodighed skaber en egen skønhed, af en helt anden art end Evighedsfjordens, og mylderet af laks og harer og ryper og rener har gjort dalen til et Eldorado for jægere. I dag er dalen helt fredet, så man skal ikke drage op lokket af disse gyldne ord og forvente kødgryderne fyldt. Det var ikke så mærkeligt, at Haba- kuk og hans folk søgte dette sted, hvor de fandt al den naturens mildhed, som de måtte savne derhjemme. Ganske vist var rejsen lang og besværlig, først mod vest ud af fjorden og mod nord langs kysten indenfor skærene, så ind gennem Søndre Strømfjord, omtrent 100 km. Her måtte konebådene efterlades ved kysten, mens man med kajakker og telte gik op i landet langs med elvens sydside, indtil den store dal gik fra mod nordøst. 187 [12] Så bandt man kajakkerne sammen og færgede selskabet over elven og gik videre op i dalen. Halvvejs oppe, ved det sted, hvor dalen drejer i et stort knæk, ligger et ret stort plateau, ca. 15 m over elvens niveau. Her lå den gamle jægerlejr, Eqalummiut, formentlig også Habakuks, og er denne tradition rigtig, har vi altså her det nøjagtige sted, hvor det berømte sværmeri tog sin egentlige begyndelse. Fra sommerlejren, hvor kvinder og børn fangede laks og samlede bær, gik mændene så på jagt efter rener i omeg- nen og slæbte siden de nedlagte dyr ned til lejren, hvor kvinderne tog dem under behandling. Før i tiden var kvinderne og børnene med på jagten som drivere og jog de skræmte dyr enten hen til de ventende jægere eller ud over stejle klippevægge, men på Habakuks tid var mændene begyndt at jage mere individu- elt, måske fordi de nye skydevåben gjorde drivjagten unødvendig, måske fordi det gamle fællesskab af andre grunde var ved at opløses, - og endelig måske fordi man manglede en organisa- tor — de gamle angakokker. Man kunne undre sig over, at folk med så langsomme befordringsmidler rejste så langt bort som 200 km eller mere hver sommer, men Evighedsfjor- den ligger på alle sider omgivet af vældige områder med indlandsis, og man har derfor været nødt til at komme ind bag disse områder til de store isfri fjeldstrækninger omkring det indre Søndre Strømfjord, og det var just, hvad Habakuk synes at have gjort. Men også dette paradis havde sine slanger, og mærkeligt nok kom Haba- kuks familie netop i de egne ud for store tragedier længe efter sværmeriet. En af hans sønner var ifølge en Kangaamiut- overlevering en stor fanger, som under Englandskrigen 1807—14, da butikkerne var udgået for ammunition, klarede at gå tilbage til brugen af bue og pil på renjagten og på den måde skaffede kød. Men en dag, da han og en bror kom hjem fra en heldig jagt, havde konen kogt nogle ørredhoveder, som på en eller anden måde har været forgiftede (måske botulisme?), og begge døde. En del år senere havde en gletsjer dæmmet en vældig sø op langt oppe i indlandet i dalen, men en dag sprængte vandet sig på een gang vej gennem spærringen, og en umådelig flodbølge skyllede ned gennem dalen og fejede 5 fyldte konebåde, der lå ved mundingen, ud i fjorden og knuste dem. Ved den lejlighed omkom mange af Habakuks efterkommere. Om ikke andet har Paradisdalen det til fælles med Evighedsfjorden, at nav- net giver himmelske associationer, selv- om dette danske navn vist er af meget ny oprindelse i forhold til Evighedsfjor- den. Og det er altså heroppe, at dette jævne fangerægtepar startede den bevæ- gelse, som bragte deres navne på alles læber og har gjort dem til en saga i Grønland lige til nutiden. 4. Den sidste åndemaner ved Kangerlusuatsiaq Ved et mærkeligt tilfælde har vi bevaret en beretning om den sidste åndemaner i Evighedsfjorden, som har levet samtidig med Habakuk og hans kone, måske endda på samme boplads. Det er inspek- 188 [13] tør H. J. Rink, som har fået sendt beretningen fra sin meddeler ved Ka- ngaamiut, Jens Kreutzmann, den samme som har leveret flere tegninger om Habakuk-bevægelsen. Sagnet er bemær- kelsesværdigt, fordi man her finder flere af de træk, som dukker op under »svær- meriet«, således de mange drømmesy- ner, mødet med afdøde og kontakt med mærkelige væsener. Her skal kun genfortælles sagnets hovedtræk: »Ved Kangerlusuatsiaq boede tre brødre, Quaatsiaq, Usuinnaq og Ippaq. Quaatsiaq, den ældste, var angakoq, åndemaner. Engang var de i kajak, Usuinnaq blev borte for de andre, og da han om aftenen ikke vendte tilbage, blev Quaatsiaq ængstelig og foretog en ånde- besværgelse, der afslørede, at innersuit, (ildfolkene) havde taget ham, og at han af dem blev hindret i at vende tilbage. Broderen kunne i synet se ham blandt de uhyggelige væsener. I fem dage ma- nede han uden afbrydelse, men uden at kunne bringe den forsvundne tilbage, og resten af vinteren lå han bagest på briksen, tog imellem ud i kajak, men spiste kun lidt og trak sig efter hjem- komsten straks tilbage til briksen. Men en dag tog han sit tøj på og løb hurtigt ud af huset, hvor man så ham tale med nogle usynlige kajakmænd ude på pynten, to aliaruseqqer, (en slags overnaturlige væsener), som kom og bad ham mane for en af deres fæller, der var blevet dræbt af Quaatsiaq som hævn for broderens død. Om foråret havde han en drøm, - en kvinde, der råbte ind ad vinduet: »Kom og følg mig«. Da han kom ud, tog hun ham ved hånden og førte ham langt ind i landet. Ovenfor husene standsede hun ved en grav, gik ind i den og kom igen ud. (Siden forstod han, at det var hans moders grav, som han aldrig havde kendt, da hun døde ved hans fødsel). Dybt inde i landet kom de til et stort hus, hvor han genkendte mange af sine afdøde bekendte. Da de ville give ham mad, sagde hans ledsager: »Giv ham ingen mad. Han er ikke død endnu, han er blot træt«. Han udspurgte dem nu om sine afdøde slægtninge, hvorpå kvinden førte ham tilbage til bopladsen, hvor hun forlod ham. Da han kom ind i huset, så han derinde sit legeme, der lignede en ubetrukket kajak, og da han kom ind i sit legeme igen, mistede han bevidstheden. Da han blev gammel, mødte han i kajak sin afdøde bror Usuinnaq, men denne kunne ikke følge ham hjem, da en sort skikkelse på hans kajak hindrede ham deri. Men han lovede sin bror at hjælpe ham med at fange en hvidhval næste dag ved Taateraat (en stor gletsjer i fjorden). Næste dag roede Quaatsiaq derhen, hvor han hørte råb fra gravene og så Usuinnaq komme og fange en hval, der kom hoppende hen over hav- overfladen. Efter den tid mødte han altid sin bror, når han var ude på fangst, men de kunne aldrig slippe af med den sorte skikkelse på kajakken. Da der senere kom en præst, som de kaldte »Palasinnguaq«, (Berthel Laersen) til Kangaamiut og folk lod sig døbe, nægtede Quaatsiaq at tage derhen, da han ikke ville døbes, skønt mange blev døbt og alle var glade. Engang ved Kangiussaq skreg han pludselig op i søvne på grund af en ængstelig drøm, 189 [14] der gjorde ham ubevægelig, og da de vækkede ham, sagde han:»Hvad gør de ved min datter? Jeg så et stærkt lys komme over hende.« Efter den tid var hans væsen helt forandret, og en gang tog han alle sine folk med sig i båden og drog til Kangaa- miut. Ved ankomsten hertil løb han uden at gøre noget ved båden og uden at standse lige op til Palasinnguaq, som bad ham sætte sig og spurgte, om han ønskede at blive døbt. Da han sagde, at han ville, lod han sig straks undervise, og han opgav derefter med det samme sit åndemaneri, drog tilbage til fjorden og døde snart efter. Forinden havde han dog virket som kateket«. For de gode folk i Evighedsfjorden har sådanne overnaturlige hændelser alt- så været noget velkendt og selvfølgeligt, og der har næppe været gået ti år fra Quaatsiaqs dåb til Maria Magdalena fik sine første drømmesyner om de afdøde. Sagnet beretter iøvrigt også om en kvindelig angakoq i fjorden, så den tanke har heller ikke været fjern. Sukkertoppen kirkebog fortæller, at Habakuks ældste søn netop hed Usuin- naq, og at han i modsætning til sine yngre brødre, der blev døbt allerede i 1770'erne, først blev indlemmet i me- nigheden 9. april 1786, formentlig i forbindelse med en konfirmation, da han omtrent har haft alderen dertil. I Grønland har opkald af afdøde på bo- pladsen spillet en stor rolle, og man har lagt meget mere i det end blot at mindes den afdøde. Der var snarere tale om en slags identitet mellem det barn, der fik navnet og den afdøde. Det er nærliggende at tro, at Haba- kuks søn er blevet opkaldt efter den Usuinnaq, der optræder i sagnet og som jo har levet samme sted og næsten samtidig. Og man må undre sig over, at ægteparret lader sig selv og deres andre børn døbe, men ikke den ældste søn. Er det mon fordi hans identitet med den anden Usuinnaq var så stærk, at man ikke kunne forlige sig med tanken om at døbe ham? Det er også påfaldende, at de andre sønner i kirkebogen står opført med smukke bibelske navne, mens Usu- innaq åbenbart fortsat er blevet kaldt med sit hedenske og oprindelige navn. Et andet vidnesbyrd om, at grønlæn- derne ved Sukkertoppen endnu i 1780'- erne var stærkt prægede af deres gamle religion, har vi i en kirkebogsoptegnelse fra Godthåb 1787. En gammel enke dør, efter at hun 3 år forinden af missio- nær Ginge var blevet taget med fra Sukkertoppen, fordi hun blev forfulgt som heks »og således reddede han hende fra de til raseri næsten ophidsede grøn- lændere.« En anden heks fra Sukker- toppen, Asaphe, var ikke så heldig, men hun var selv ude om det, da hun pralede med at have ombragt den skikkelige Palasfnguaq ved at skære et stykke ud af hans natskjorte ved halsen og hænge det op på en snor. Grønlænderne forfulgte og piskede hende een gang, og da hun frygtede en gentagelse, sprang hun fra en klippe i havet og døde - omkring Set. Hans 1783. Formentlig har hun været fra Kangaamiut, hvor Berthel Laersen jo levede og døde. Også hekseforfølgel- se skulle dukke op igen under sværme- riet. Alt i alt tegner der sig et billede af en befolkning, der har været stærk i sin 190 [15] hedenske tro og som med lige så stor iver har antaget den nye. Men den befinder sig stadig i et farligt ingen- mandsland mellem de to religioner, og da bopladserne ved Evighedsfjorden gennem flere år får lov næsten til at skøtte sig selv, er det ikke underligt, at helt nye religiøse skikke dukker op som en blanding af gammelt og nyt. 5. Bevægelsens start. Den grønlandske tradition Vores viden om begivenhederne i Evig- hedsfjorden bygger på to hovedkilder. Den ene er den grønlandske over- levering, som er både rig og fuld af malende enkeltheder, men samtidig også meget vekslende. Den anden er de indberetninger og breve, som er udveks- let mellem de lokale embedsmænd, især pastor Hveyssel, og diverse myndighe- der både i Grønland og København. Noget eentydigt billede giver disse kilder ingenlunde, og det kan være nok så besværligt at slutte sig til nogen historisk sandhed ud fra dem. Den grønlandske overlevering afspejler det dybe indtryk, begivenhederne gjorde på befolkningen, men er selvfølgelige be- hæftet med al den usikkerhed, som en mundtlig tradition gennem flere genera- tioner altid vil fremvise. Den er nedteg- net omkring 1860, først og fremmest på Rinks foranledning, og hans hovedkilde har været Jens Kreutzmann fra Kangaa- miut. Det giver en afstand på ca. 70 år mellem optegnelserne og begivenheder- ne selv, altså 2-3 generationer, men dog ikke fjernere, end ældre folk på Kreutz- manns tid har kunnet høre beretninger- ne fra øjenvidner. Traditionens styrke er, at den hidrører fra de mennesker, der har levet i selve det miljø, hvor bevægel- sen blomstrede op, de har langt bedre end fremmede kunnet forstå motiver og bevæggrunde, forstået hovedpersonerne selv gennem personligt kendskab. Den skriftlige og officielle overle- vering har naturligvis den styrke, at den er pålidelig og helt samtidig, men begivenhederne er opfattet ud fra en fremmed kultur og på behørig afstand, og mange ting kan have været fortiet overfor missionens officielle repræsen- tanter. Man vidste jo udmærket, hvor hysteriske de var f. eks. overfor rester af hedensk tro, og derfor kan der let have været svage punkter i de oplysninger, der nåede frem til kolonien. Der kan let have været enkeltheder om deres hem- melige brug af gamle skikke, som de har holdt for sig selv og som ikke engang Frederik Berthelsen har fået nys om. Først skal berettes, hvad den mundt- lige tradition har at fortælle om starten på profetierne.Foruden den før nævnte tradition fra Rink, findes der en variant optegnet af Knud Rasmussen i bogen »Under Nordenvindens svøbe«, en an- den i Otto Rosings grønlandske bog »Taseralik«, optegnet af Rosing ved Kangaamiut efter fangeren Vitoralak, samt en tradition hidrørende fra Frede- rik Berthelsens søn af sidste ægteskab, overkateket Iver Berthelsen, hvis mor havde levet i profetmenigheden. Han fremhæver naturligt nok faderens sær- lige rolle. Alle er enige om, at en stor sorg havde ramt ægteparret Habakuk vinte- ren før profetierne brød løs, altså for- mentlig 1786-87. Rink: »Medens de 191 [16] engang overvintrede ved Kangerlusuat- siaq, havde de fanget hvidfisk, og bør- nene morede sig med kastepile, idet de kastede til måls efter et helt rygstykke af en hvidfisk med påsiddende spæk. En- gang skete det, at Habakuks datter stod lige overfor de kastende, og en af dem strejfede målet med sin pil, som gik videre og traf barnets næse. Habakuk måtte selv trække pilen ud, hvorpå barnet straks døde af forblødning. I den samme vinter mistede Habakuk endnu et andet barn, og han blev derover meget sørgmodig. Hans kones navn var Maria Magdalena, men man kunne ikke mærke noget på dem — de var blot bedrøvede.« Hos Knud Rasmussen er det store- broderen, der rammer sin lillesøster, og pilen går ind gennem næseborene og odden kommer ud gennem tindingen. Pigen faldt øjeblikkelig om, broderen løb hen til hende og forsøgte straks at trække pilen ud. Men pilespidsen havde store modhager, og da de holdt igen, måtte han lægge knæene på søsterens hovede og således trække den ud. En tyk blodstråle ramte ham lige i ansigtet, og søsteren døde med det samme. »Det var denne sorg, som ramte Habakuk og hans kone og det var denne begivenhed, der gav anledning til det, jeg nu skal fortælle om. Dette foregik jo for mange år siden, da menneskenes sorger var voldsomme- re end nu. Det var derfor ikke så underligt, at det begyndte at gå Habakuk og hans kone galt efter denne hændelse. De fik så mange syner og så mange mærkværdige drømme, og alt sammen kom det fra himlen, sagde de. Og da deres sind således var blevet sygt, mag- tede de ikke længere at skelne mellem løgn og sandhed. Men deres tale bredte sig blandt folkene, og deres ord fik meget stor magt over alle.« (Denne beretning har Rasmussen fået fra »Gamle Sidse« ved Holsteinsborg under Den litterære Grønlandsekspedi- tion 1902—04, altså væsentlig yngre end Rinks version). I »Taseralik« fortælles næsten den samme historie, kun tidsfæstes begiven- heden til efteråret, da det var begyndt at fryse og komme sne, og målet for drengene var en sæl lavet af sne. Det understreges her, at ægteparrets sorg vedblev vinteren igennem og stadig var meget stor, da de drog ud på forårets fangstrejser. Når ægteparrets sorg var så stor og vedvarende, at kilderne hæfter sig så stærkt ved det, er det formentlig, fordi de kort forinden havde mistet to døtre, og pigen, som døde ved våde- skuddet, var altså deres eneste og sidste datter. Det var netop ifølge alle traditioner på sommerens renjagt, at begivenheder- ne begyndte at udvikle sig. Rink lader familien tage ind i Kangerlusuatsiaq- fjorden og Maria Magdalena bliver til- bage i huset, mens Habakuk tog sin slegfredkone med. Men en Kangaamiut- tradition, som gengives i Taseralik, næv- ner udtrykkeligt, at selskabet rejser op i Sdr. Strømfjord og videre ind i indlan- det, og det skulle altså ifølge en lokal »Habakuks lille Datter blev truffen af en Piil, og faderen maatte selv drage den ud. Og see, dette blev Begyndelsen til det Hele.« Jens Kreutzmann, Kangaamiut. 192 [17] • ^ -^Miwiiw /v'] 193 [18] tradition gennem H. C. Pedersen netop være Paradisdalen, hvor teltene blev slået op på den gamle renjægerplads Eqalummiut. Og det var så her fra, renjægerne begav sig ind i fjeldet, mens Maria Magdalena blev tilbage på lejr- pladsen ved teltene. Men jægerne havde ikke held med sig. »Da Habakuks rejseselskab ingen rener så, talte de om, at de ville lave nogen af blåbær, idet de satte ben på dem og opstillede stokke, lavet af grene.« (Rink). Otto Rosings version og en anden, fortalt af H. C. Pedersen, tilføjer, at »jægerne var meget trætte, og da de holdt hvil, fik de den ide at bruge gammel jagtmagi, (de såkaldte serratit, en slags trylleformularer), og til den ende formede de en ren af forhånden- værende materialer, jord, dværgbirk og andre grene (blåbær). (En sådan figur skulle laves, før man begyndte at udsige formularerne.) Og straks efter, lige efter middag, kom renerne, og de fik stor fangst og kunne rigt belæssede vende tilbage til lejren ved Eqalummiut.« Jagtmagi af den art svarer til de hulebilleder fra Sydeuropa, hvor istids- jægere har malet fangstdyrene på klippe- væggene før jagten, og lignende magiske forstillinger kendes fra mange andre jægerfolk. Dette var altså et eksempel på, at de nyomvendte grønlændere greb til de gamle hjælpemidler, når det be- gyndte at knibe, selvom de udmærket vidste, at det var meget mod den nye kristne lære. »Imidlertid opholdt Habakuks kone Maria Magdalena sig alene hjemme på teltpladsen. Om eftermiddagen, netop samtidig med mændenes trylleri oppe i fjeldet, lå hun i teltet og sov alene, da hun drømte, at en mand i hvide klæder løftede teltforhænget til side og sagde til hende: »Maria Magdalena! Tror du, at det skabte er blevet til af sig selv? Tror du, at serratit kan fange rener?« Så lukkedes teltforhænget igen og manden forsvandt. Men Maria Magdalena våg- nede og syntes, at forhænget bevægede sig, som om én var gået ud. Om aftenen, da de var gået i seng, fortalte hun sin mand om sin drøm, og han undrede sig meget over, at et menneske kunne huske ordene i sin drøm så tydeligt, at det var, som om hun stadig hørte dem. Da Habakuk hørte sin kones drøm og tænkte på, hvad de selv havde lavet, forstod han, at konens drøm måtte være sand. Det tænkte han over hele somme- ren, og omsider rejste de igen ud af fjorden, mens han stadig spekulerede over det. Han blev ved at være forstemt, og da de havde taget ophold i Kanger- lusuatsiaq, holdt han til sidst op med at gå i kajak.« Dette var Rosings gengivelse af Ma- rias første drøm. I Petersens version fortalte hun alle om sin drøm, og de var i starten reserverede, også Habakuk, men efterhånden begyndte de at tro på hende, især da de var vendt tilbage til Illut. Rink har en noget anden historie: »Da nu renjægerne var vendt tilbage og de alle var samlede om Maria Magdalena, fortalte hun dem om sin drøm, hvorpå alle mændene vendte sig til hende, fordi hun nøjagtigt havde ramt dem og drømt, hvad de foretog sig. De sagde alle: »Ja, at de havde gjort således.« 194 [19] Om eftermiddagen fortalte Habakuk engang til sin kone, at han havde en elskerinde, hvorover hun blev meget vred af skinsyge, og om aftenen sagde hun til manden: »Men jeg skal tage en qallunaq (europæer) som elsker, når vi flytter ud (til fjorden).« Med disse ord stod hun op og gik ud, men Habakuk kunne ikke røre sig. Da Maria Magda- lena nøgen kom udenfor huset, så hun mod øst på en høj to mennesker, og hun genkendte dem straks. Det var Ole og hans kone, som var døde for lang tid siden. Da hun så to lysende veje føre hen til dem, ville hun straks gå derhen, men spøgelserne rådede hende fra det og sagde: »Luk dine åbninger, d. e. øjne o. s. v., de er alle fordrejede, du ser forfærdelig ud!« De sagde videre: »Ma- ria Magdalena! Under din opvækst var dit hjerte smukt, men nu er du ligesom bundet og fastsurret, vil du lade din krop bruge af dem, som ikke er dine brødre?« Mens de talte således, kunne hun intet huske. Spøgelset sagde videre: »For lidt siden sagde du, at du ville tage en qallunaq til elsker.« Da hun hørte dette, huskede hun det og gik så atter ind, hvorpå Habakuk kunne røre sig og stod op«. — Der kan næppe være tvivl om, at grønlænderne har opfattet Marias første drømmesyn som en himmelsk indgriben mod deres ulydighed i fjeldet og har haft den sorteste samvittighed, selvom deres hjerter nok har været splittede, fordi trylleriet jo vitterlig havde virket. Situa- tionen er typisk for religionsmødet. Når man antog en ny Gud, betød det ikke automatisk, at man forkastede de gamle, som stadig havde deres kraft i behold. Den nye gud havde blot forbudt dem at bruge den kraft, men de tvivlede sådan set ikke på den. Tværtimod at være et oprør mod den nye lære, har Marias første optræden altså været et forsvar for den imod den gamle, og for så vidt kunne enhver missionær kun være tilfreds med en sådan profetinde. Historien om Habakuks elskerinde og Marias jalousi dukker frem igen i den danske version af hændelserne som den egentlige forklaring på dem. Herom senere, men det er værd at bemærke, at der i denne historie skjuler sig en grøn- landsk reaktion mod de kvinder, der lod deres krop bruge af fremmede, ikke blot i spøgelsernes ord, men også i selve Marias trussel om at ville tage en frem- med til elsker. Det må have været særligt sårende for ægtemanden og et effektivt modtræk mod hans handle- måde. 6. Den danske tradition Den version af begivenhederne, som når frem til myndighederne i København, hidrører i første omgang fra embeds- mændene i Sukkertoppen, især missio- nær Hveyssel, som jo var den, der var nærmest berørt af affæren. Men det er klart, at hans opfattelse igen måtte byg- ge på forklaringer fra hans grønlandske medarbejdere, som forstod sproget og kendte befolkningen, først og fremmest fra Frederik Berthelsen, som Hveyssel jo støttede sig til både sprogligt og menne- skeligt. På den baggrund kan det godt undre, at der er så stor forskel på den opfattel- 195 [20] se, som vi just har mødt i den grøn- landske tradition og Hveyssels udlæg- ning af begivenhederne, da Naparutaq jo var helt fortrolig med de grønlandske omgivelser. Det beror formentlig på, at selv Naparutaq og hans brødre jo trods alt var halvdanske og fast knyttet til missionen, og derfor er det for det første naturligt, at de i nogen grad har ladet sig lede af den tænkemåde, de har mødt i deres barndomshjem hos den from- me Berthel Laersen, for det andet at grønlænderne har kviet sig ved at lade dem få for meget kendskab til de halv- hedenske gøremål, der åbenbart har spillet en stor rolle for, at det hele star- tede. I sin indberetning til missionskollegi- et sommeren 1788 giver Hvelyssel sin første udredning om sværmeriet, som altså var startet efteråret før: Habakuk har under sommerens renjagt levet i utugt med sin tjenerinde Alhed. Maria Magdalena, der åbenbart har været klar over forholdet, indbildte dem da - for- mentlig for at forskrække dem - at et forlængst afdød ægtepar havde vist sig for hende en nat og åbenbaret alt for hende. Samtidig havde de - for at hun bedre skulle tro på, hvad de fortalte om hendes mand — fortalt mange ting om flere andre, både levende og døde. Alt dette beretter hun nu vidt og bredt, og en del af det lader hun også nedskrive og sende til Hveyssel. Det var endda Habakuk selv, som overbragte disse budskaber til præsten i den fjerne kolo- ni, og hans motiv skulle være, at de to himmelske budbringere ikke ville kom- me tilbage til hende, hvis hun ikke viderebragte sin viden. Hveyssel, der åbenbart mente at stå overfor en banal jalousiaffære, forma- nede Habakuk om at leve et bedre liv og afstå fra sin utugt, elske sin hustru og i alle ting leve efter Guds vilje. Det havde han også lovet. Det er tydeligt, at mens den egentlige årsag til sværmeriets opståen i de grøn- landske traditioner er grønlændernes til- bagevenden til hedenske skikke, nævner den danske tradition kun Habakuks utroskab og konens jalousi. For dansk tænkemåde og især da for kirkens folk var ægteskabelig utroskab noget aldeles vederstyggeligt og derfor en naturlig forklaring på voldsomme reaktioner. For grønlænderne var det en ret naturlig ting, at en fanger, der skulle på rejse, tog en anden kvinde med end sin hustru, hvis hun var forhindret af svangerskab, børnepasning, ælde eller sygdom. Det ville for konen være en lettelse at blive fri for det hårde rejseliv, og for manden, hans fangst og dermed hele familiens velfærd kunne det være helt nødvendigt at have en kvinde med på rejsen til at sørge for forsyning, tilberedning af fangstbyttet til vinterforråd o. s. v. Og havde man en kvinde med på rejse, var det en naturlig sag, at hun trådte i konens sted i alle funktioner. Det betyder selvfølgelig ikke, at jalou- si er ukendt i det eskimoiske samfund. Den kan endda næsten antage mere voldsomme former end i Europa. Men der var altså ikke nogen tilsidesættelse eller nedværdigelse af kvinden i selve det at have en anden med på fangsttur. Og derfor har den grønlandske tradition da heller ikke hæftet sig ved det punkt som noget væsentligt. Der er snarere 196 [21] sket det, at Habakuk efter hjemkomsten stadig har dyrket sin rejseledsager ud over, hvad god tone og skik tillod, og så kan Maria Magdalena være blevet kræn- ket og har følt sig fristet til at udnytte den magt, som hendes åbenbaringer allerede havde givet hende i forbindelse med jægernes ugudelighed. Skal man prøve at drage en konklusi- on om starten på hele sværmeriet, må det altså nok blive, at Maria Magdalena som en from kristen reagerer mod mæn- denes flirten med den gamle hedenskab — måske i forbindelse med en synsk evne, som har betydet, at hun var blevet klar over det. Da hun mærker de magt- midler, hun dermed har fået i hænde, fristes hun til at bruge dem også i andre sammenhænge. Men sidenhen skejer Ha- bakuk langt mere ud — og uden at det tilsyneladende anfægter hans kone så meget. Så måske er den side af sagen blevet overvurderet af stedets kirkelige dignitarer i det hele taget. 7. Den første vinter Alt tyder på, at ægteparret i første omgang selv har været noget forvirret over begivenhedernes udvikling og gud- hengivent har henvendt sig til kirkens ledere, præsten og Naparutaq, ja endog rejst den lange vej ind med breve og budskaber til kolonien. Og Hveyssel har så ment gennem de sædvanlige forma- ninger at få stoppet åbenbaringerne og bragt ægteparret til orden. Habakuk synes i starten at have være forbløffet og bange for sin kones sy- ner og drømme, som fortsatte vinteren igennem. Men på et tidspunkt begynd- te han at gå aktivt ind i begivenheder- ne. Kangaamiut-traditionen ved at for- tælle om det vendepunkt, da folk be- gyndte at fæste lid også til hans ev- ner. »Sent om efteråret på den årstid, da deres eneste datter døde, vågnede Haba- kuk en morgen og meddelte sine bo- pladsfæller: »I dag må ingen tage ud i kajak. I løbet af eftermiddagen vil en voldsom storm pludselig bryde løs, som ingen kajak kan klare«. Det sagde han til trods for, at vejret var meget smukt med ganske svag nordenvind. Mændene blev alligevel noget betæn- kelige ved det, og det endte med, at ingen tog ud på fangst. Og minsandten! Hen på eftermiddagen viste der sig nogle mørke skytotter, og vinden kom med så stor en kraft, at det var umuligt at stå oprejst, orkanen var alt for over- vældende. Fog fra hav og land var så voldsomt, at luften formørkedes, og indendøre sad alle og var bange for, at husene skulle blæse bort. Da stormen havde lagt sig, kom folk en efter en ind til Habakuks for at sige tak. Da huset efterhånden var fyldt, istemte Habakuk en salme. Og da gæ- sterne kendte salmen, stemte de i sam- men med Habakuk. Da man havde sunget færdig, sagde Habakuk til de forsamlede: »Lad os gå op til vore døde og synge en salme for dem.« Bopladsens få mennesker vandrede op til kirkegården. De tog hinanden ved hånden og gik langsomt rundt i kreds om gravene, ligesom man går rundt om et juletræ, og sang salmer med stor inderlighed. De sang nemlig for de døde. Det berettes, at alle var dybt grebne. 197 [22] Og fra den dag begyndte folk at tro på Habakuk og hans kone. Da Habakuk mærkede, at de havde fået magt over deres bopladsfæller, begyndte han at drive det videre og videre.« Som nævnt var sangen omkring gra- vene en af de herrnhutiske skikke, og i hele denne historie var der sådant set intet forargeligt eller ugudeligt set med kirkens øjne. Værre var det med Maria Magdalenas åbenbaringer og drømme, som hele ti- den hidrørte fra samtaler med forlængst afdøde personer. Hveyssel beretter, at hun forklarer disse samtaler med, at Gud har sendt de afdøde til hende med befaling om, at hun skal forklare sine medmennesker deres fejl. Hun hævdede også, at nogle af de døde var — om ikke aldeles fordømte, så dog i en sørgelig tilstand uden noget fast tilholdssted. Hveyssel mener, at hendes teorier min- der om den romersk-katolske skærsilds- lære, og at have papistiske tendenser var jo for en god lutheraner næsten værre end hedenskab. Hun havde meget andet at berette om tilværelsen i de dødes rige. F. eks. kunne hun fortælle, at hvis en mand efter sin første hustrus død gifter sig med en ny, får han kun den nye som en slags lån, fordi han i den anden verden skal genforenes med den første. (Hveyssel har nok gjort sig sine tanker om, hvor- dan det så ville gå de mænd, der havde to koner samtidig). Overfor sådanne ubibelske og ulu- therske påstande måtte han naturligvis skride ind, men da der var langt til Evighedsfjorden og årstiden var ugun- stig, måtte han nøjes med at sende hende et brev, hvor han strengt for- manede hende til at afholde sig fra løgn og kætteri og ud fra det nye testamente beviste, at hendes påstande var falske og at de stred mod Guds ord. Og hans indberetning sommeren 1788 tyder ikke på, at han tager be- givenhederne særlig alvorligt, og han synes da heller ikke i løbet af hele sommeren 1788 at have gjort sig den ulejlighed at opsøge de implicerede. I en senere indberetning undskylder han denne efterladenhed med, at vejret har været for dårligt eller at grønlænderne var draget langt ind i indlandet på sommerjagt og var umulige at opspore. Og Habakukkerne har næppe taget hans breve højtideligt. Kolonien var så langt borte og i to år havde de slet ikke set nogen præst. 8. Den store åbenbaring Året 1788 synes stort set at være for- løbet ret stilfærdigt. Men ved juletid gik der pludselig skred i begivenhederne. Ikke blot er julen jo årets største højtid, hvor sindene er bevægede, opladte for de himmelske indtryk, men det er sam- tidig årets mørkeste tid, hvor solen næppe viser sig på himlen og al grøn- lændernes angst for mørkets magter er på sit højeste. Det er Hveyssel, der henlægger be- givenhederne til julen, mens de grøn- landske beretninger taler om det sene efterår: »Om efteråret, da de flyttede i hus, var de endnu meget sørgmodige. En aften sad Mile og Barselai og vågede og fortalte sagn. Da de ud på natten gik udenfor huset, så de to røgskyer over fjeldet Umiusaq, den ene mørk, den 198 [23] /J//,/MW;V Habakuks besøgs Gravene, (dandse om dem). En Ceremoni til Æ.re for de Afdøde.« jens Kreuttvnann, Kangaamiut. anden lys, og de hørte salmesang. Også inde i huset kunne de høre noget, men da det mærkedes ved hustaget, nærmest udgangen, stod Maria Magdalena hurtigt op og sprang op på vinduesbriksen og begyndte at skælve voldsomt over hele kroppen. Fra på dette tidspunkt kender jeg ikke begivenhederne i sammenhængen- de rækkefølge.« (Rink). Rosings version er lidt anderledes: »Om efteråret hørte de engang en mæg- tig hedensk sang ude i den blå luft. Man gik ud af husene, lyden kom fra fjeldene 199 [24] bag Nuua. Og da så man oppe i luften to store røgskyer, den ene var sort den anden hvid. Fra den sorte hørtes den hedenske sang, fra den hvide hørtes salmesang.« I en enkel symbolik udtryk- kes her den gamle og den nye religions kamp i sjælene. Rink har også en anden opskrift: »Den aften, da de hørte det banke på husets tag, og da Maria Magdalena sprang op og satte sig skælvende på sin hovedpude og skar tænder, rystende over hele legemet, begyndte de først egentlig at tro. Fra den tid er det vanskeligt at fortælle alt på grund af deres skikkes og optøjers mangfoldig- hed. De ældste, som endnu har kendt Habakuk, er døde. De yngre har fortalt et og andet, som de har hørt af de gamle, og alt dette har jeg samlet under eet og opskrevet.« Det er tydeligt, at denne begivenhed for Grønlænderne har været skelsætten- de, og efter den tog det hele sådan en fart, at man har opgivet at holde rede på forløbet. For Maria Magdalena har der åbenbart været tale om en trance, be- skrivelsen minder meget om de beret- ninger, der kendes om åndemanernes ekstatiske oplevelser. Som nævnt henlægger Hveyssel den- ne hændelse til julen i sin indberetning sommeren 1789: »Ved juletiden står en grønlænder i fjorden Kangerlusutsiaq en aften udenfor huset og tror, at han hører en lyd af sang og instrumenter i luften, kalder sine landsmænd ud, som næsten alle påstår at høre det samme. Ja, mere, ser en stor skare af døde sjæle svæve i luften i en liden afstand fra jorden.« I alle tilfælde er der gået stor ry af hændelsen, og fra dette øjeblik begynder folk at strømme ind i Evighedsfjorden og slutte sig til profetinden. Hun synes så afgjort at have været sjælen i det hele og Habakuks rolle mere eftersnakkerens og opportunistens. Om bevægelsens første udbredelse fortæller Rinks tradition: »Hele denne første vinter var det blot beboerne ved Kangerlusuatsiaq, Narsamiut og Ka- ngaamiut, der brugte Habakuk som pro- fet. Om foråret sluttede også folkene fra Ikamiut og Maniitsormiut sig til dem. Der fortælles, at to kajakker drog til Maniitsoq, kolonien Ny Sukkertoppen, og at en af dette steds beboere ved navn Simeon netop ville gå ud om morgenen, da han ikke anede, at der var kommet fremmede. Det var netop lavvande, og da han så ud over iskanten, genkendte han straks de to kajakmænd fra Kanger- lusuatsiaq. Da han var gået lidt til side og de var krøbet op over iskanten, kom den ene hen til ham og rakte ham hånden, men han kunne ikke begribe, hvorfor han gjorde sådan, da det ikke er grønlændernes skik. Da han havde taget ham ved hånden, kyssede han ham og gav slip igen. Derpå gjorde den anden ligesom den første, trykkede hans hånd og kyssede ham. Simeon kunne ikke begribe, hvad det skulle betyde, men han tænkte, da han derpå gik ud i kajak, at de måske havde gjort sådan, fordi de havde følt så stærk længsel efter ham. Da han kom tilbage igen, mærkede han, at mange af stedets beboere alle- rede var kommet til at tro på dem, og fra den tid begyndte mange fra omegnen at rejse hen til Habakuk.« 200 [25] Det var især, da man om foråret begyndte at få postforbindelse mellem bopladserne, at rygtet spredtes og man strømmede til. Når konebådene så kom sejlende ind til Habakuks boplads, blev de også der modtaget med håndtryk og kys, før de blev ført op i husene. De gensidige kys, også under hellige handlinger, omtales i flere kilder og er en typisk herrnhutisk skik ligesom dansen om de dødes grave, som i brødremenigheden sker i påsken. Al den slags var medvirkende til, at bevægelsen af missionærerne blev op- fattet som en herrnhutisk reaktion. Og netop fordi de to missioner i denne periode har befundet sig i en skarp konkurrence, var det nærliggende for de danske missionærer at anskue bevægel- sen under den synsvinkel, mens de grønlandske kilder intet nævner om nogen herrnhutisk indflydelse. 9. Maria Magdalena For Hveyssel og danskerne i det hele taget var Maria Magdalena så afgjort hovedfjenden, og det er da også i deres indberetninger, vi finder hendes »lære« mere indgående beskrevet, Hveyssel skriver 1789: »De påstår, at de hører de dødes sjæle synge salmer og derforuden hører klangen af en klokke, og dette vedvarer endnu bestandig. På andre pladser her i distriktet, endogså ved kolonien, påstår grønlænderne at høre disse toner. Af de danske har ingen hørt det, jeg alene undtagen, som engang bar hørt noget dunkelt. (Min fremhævelse). Så snart dette første gang lod sig høre i Kangerlusuatsiaq, begyndte Habakuks kone, om hvilken jeg har meldt forrige år, at foregive, at hun havde hemmelige samtaler med de døde, som tilkendegav hende, at dommedag var for hånden, at Gud var fortørnet over deres vantro, som for to år siden havde modsagt hende, da hun havde foregivet at have ligesådanne åbenbaringer, over grønlæn- dernes ugudelighed, som mest bestod deri, at de havde forsømt de gode herrnhutiske skikke, som salig hr. Laer- sen havde indført iblandt dem. De fortalte hende ligeledes, at de døde ikke, som man hidtil har indbildt dem, kommer til Gud eller Djævelen, når de dør, men opholder sig, når de dør, i luften eller en særskilt himmel, med den store klokke, som de kunne høre. Dér havde de endnu hverken set Gud eller engle, men først når domme- dag kommer, skulle de troende komme i besiddelse af saligheden. Engle har ikke været på jorden uden ærkeenglen Gabri- el ved Kristi fødsels bebudelse. Og på det Grønlænderne nu desto bedre skulle tro hendes ord, havde Gud sendt så stor en mængde døde mennesker, at de selv kunne se og høre dem. Foruden mange andre højest urimelige, skammelige, ja! gudsbespottelige ting, som hun indbil- der dem. Grønlænderne er dumme nok til at tro hende og hårdhjertede nok til at imodstå al overbevisning. Hun har ind- prentet dem denne grille, at dersom jeg eller nogen anden modsiger hendes fore- givender, skal de ikke svare derpå, men straks gå fra sådanne imodsigende for at slippe at fordærves af sådan ugudelig tale. Når noget siges dem som bebrejdel- se, skal de alene svare »Qujanaq - (tak) Gud ske lov«. De følger trolig hendes 201 [26] vilje, og når de på ingen anden måde kan undgå modsigelser, istemmer de den ene salme efter den anden. Hun driver sin ondskab og dum- dristighed så vidt, at hun dømmer, hvem hun vil til forvisning, hug, ja endog til døden. Og hendes domme bliver uden betænkning eksekverede af grønlænder- ne.« Hveyssel er blevet bange. Hvad han året før anså for en forvirret kones grille, har nu bragt hele menigheden i oprør, og han har oplevet det for en dansk embedsmand i Grønland højst usædvanlige, at grønlænderne åbent trodsede ham og overhovedet ikke tog notits af hans formaninger. Hans indled- ning til den samme indberetning siger det klart: »Et andet men større og mærkeligere onde er indtruffen i min grønlandske menighed, som jeg hidtil på ingen måde har kunnet standse. Gud hjælpe og trøste mig til at træffe de rette midler til at få det undertrykt.« Hans rådvildhed skyldes ikke blot, at hans embeds autoritet er smuldret, men også at han åbenbart selv har været smittet af den religiøse ophidselse og mener at have hørt de himmelske klok- ker i luften. Historien melder intet om, hvorvidt dette er kommet til menig- hedens kundskab, men fra Iver Berthel- sen ved vi i hvert fald, at hans far, Frederik, var klar over det, og det var selvfølgelig et håbløst udgangspunkt for at tage kampen op mod den gale kone. Kun eet fast punkt havde han at holde sig til: Han kendte sin hellige skrift, Luthers katekismus og Pontoppidans forklaring hertil. Og ud fra denne teolo- giske ballast kunne han punkt for punkt påvise det kætterske i profetindens på- stande og fortsatte med at sende hende formanende breve med disse udrednin- ger. Men hvad hjalp det? De grønland- ske kilder beretter, at brevene ikke blev læst, men brændt i en slags autodafe, hvormed Maria overfor sine tilhængere klart har demonstreret sin trods og ligegyldighed overfor præsten. Også andre af de danske embeds- mænd beretter om tildragelserne i Evig- hedsfjorden. Købmand Kragstedt så- ledes i foråret 1789: »Grønlænderne i Sukkertoppen distrikt har denne vinter så særdeles tiltaget i det åndelige, at jeg meget har frygtet for, de samme forhold skulle aftage i det legemlige. Grønlænderen Habakuks kone, Maria Magdalena, er ganske uforskyldt blevet deres profetinde og har de latterligste åbenbaringer, som kuns kan tænkes: Alle grønlænderne fra Ikkamiut, Aga- pamiut, Kangaamiut og Ikkarlomiut har været med konebåde og hele familier rejst derop for at høre hendes sludder. De fleste foregiver at have hørt lyden af en klokke og musik af valdhorn (herrn- huternes særlige musikinstrument), den- ne musik er efter kjærlingens beretning sendt ned til dem fra himmelen, såvel- som klokken, når hun foregiver, at der ringes med den, så råber alle grønlæn- derne Hurra! Hendes optøjer skal ellers fornemmelig gå ud på at indføre de herrnhutiske skikke iblandt dem.« Trods sin overlegne tone er den gode købmand tydeligt nok bekymret for de materielle følger og dermed for sit eget udkomme. Det kommer endnu tydelige- re frem i assistentens brev til inspektør Olrik i Godthåb: »Grønlændernes fangst 202 [27] ville have været bedre, om de ikke var søgt op i Kangerlusuatsiaq-fjorden, hvor de har ligget det meste af vinteren og blot hørt efter hvad Habakuks kone ville forebringe dem, hun har ganske for- bedret deres religion, dannet dem en himmel fuld af værelser, telte, klokker med meget mer, ansat musikanter og børnevogtere derved, kort, har dynget sådanne urimeligheder sammen, som kun en grønlænder kan tro, og har derved gjort handelen den største ska- de.« Sandhedsvidner er disse folk ingen- lunde, og nogen dybere forståelse for det hele har de ikke haft. Hveyssel selv indrømmer sin vanskelighed ved at trænge til bunds i affæren: »Hendes foregivne åbenbaringer holder hun og alle hendes tilhængere med megen om- hyggelighed skjulte for mig og enhver, som gør hende modsigelser, og det er mig næsten umuligt at få fat på noget deraf, endskønt det verserer frisk blandt grønlænderne.« Men disse kilder er samtidige - og de grønlandske langt senere. Deraf kom- mer igen vore vanskeligheder, når vi vil prøve at finde frem til, hvad der egentlig skete og hvad Marias anliggende var. I det hele taget sidder man trods alle de mange indberetninger med en fattig fornemmelse af, at mennesket Maria Magdalena forsvinder for os. Man har ingen helhedsindtryk af hendes person- lighed eller væsen. Hun har i alle tilfælde været i besid- delse af en betydelig personlig gennem- slagskraft. Og hun har også været takti- ker nok til at mobilisere et effektivt forsvar blandt sine tilhængere mod auto- riteternes indgriben. Da bevægelsen om- sider falder fra hinanden, synes det at være Habakuks fejltrin, der fik fronten til at vakle, ikke hendes. Hun har været en farlig modstander, og trods alle em- bedsmændenes skældsord har de været nødt til at tage hende alvorligt. Svenskeren Staffan Søderberg har i sin bog om sværmerierne i Grønland prøvet at forklare fænomenet religions- psykologisk, som en næsten logisk følge af mødet mellem de to religioner og påvist de mange gammeleskimoiske træk i Marias fremtræden, specielt hendes store interesse for de afdøde og deres åbenbaringer. Hun mener til gengæld ikke, der er tale om en herrnhutisk reaktion. Som før nævnt synes Marias oprin- delige motiv at have været bekymring for mændenes brug af hedensk jagtmagi. Hun synes at have været en alvorligt troende med anlæg for syner og drøm- me — en arv fra den gamle religion, som ikke byggede på nogen skrift, men netop på den slags oplevelser. Hendes store interesse for de dødes skæbne har måske en mere livsnær forklaring end den religionspsykologiske: I kirkens historie har det altid været et problem på mis- sionsmarkerne at få klaret spørgsmålet om, hvad der ville ske med dem, der var døde, før missionen var kommet og havde kunnet døbe dem. Det var jo tit de nyomvendtes kæreste og nærmeste familie, forældre, søskende o. s. v., og netop i Grønland, hvor man følte sig stærkt knyttet til de døde slægtninge (man mente eksempelvis at måtte blive boende mindst eet år på det sted, hvor ens nærmeste var begravet), måtte det 203 [28] være en alvorlig anfægtelse at tænke på, at de skulle være dømt til evig fortabelse — og dertil en oplagt urimelighed. Måske ligger der bag Marias mange udsagn om det hinsides og »mellem- tilstanden« i virkeligheden et forsøg på at løse dette problem ved at indføre en mellemting mellem himmel og helvede, hvor det i så fald ville være oplagt at anbringe netop de kære hedenske af- døde. Hvis denne teori skulle have noget på sig, må hendes anliggende siges at have været meget sympatisk. Man ville gerne vide, om de mange døde, der gav deres mening til kende om de levendes liv, alle havde været døbte. I betragtning af, hvor ung denne menig- hed var, kun en halv snes år, ville det være usandsynligt, om ikke også en del af dem havde været døde, før de blev døbt. Og i så fald bliver det selvfølgelig et problem, hvordan hedenske døde kan tale med autoritet til kristne levende. Kun en af disse døde er navngivet i kilderne - han hed Ole, og det navn tyder på, at han har været døbt — men hvordan kunne på en lille boplads få års døde udgøre en så talrig forsamling, at luften blev ganske levende deraf? Hvis denne teori kan bære, har Maria en kendt forgænger, selveste Paulus, som jo også i 1. korintierbrev slås med et lignende problem i en ung menighed: Hvad skal der egentlig ske med de døbte, der dør, før Jesus kommer igen? Eller Dante, der ikke kunne bære tanken om, at Platon og Aristoteles skulle ristes i helvede og derfor tildelte dem et studereværelse midt mellem paradis og helvede, hvor de kunne filosofere i fred og ro. De danske kilders påstand om, at Habakuks utroskab skulle være årsagen til konens indgriben med overnaturlige kræfters bistand, stemmer ikke godt overens med de grønlandske kilders saftige skildringer af mandens seksuelle udskejelser under sværmeriet. Maria var i alle tilfælde så kommet fra asken i ilden. Ganske vist synes forholdet til elskerinden ikke at have indskrænket sig til sommerrejserne, al den stund hun fødte ham et barn i efteråret 1789, altså mens bevægelsen var på sit højeste. Ægteparret hævdede imidlertid, at pi- gen var blevet gravid ved helliganden, og Rinks version nævner udtrykkelig, at der var store forventninger til barnets fødsel som en ny Messias, og at det utivlsomt ville være blevet berømt — hvis det ikke var blevet en pige! Selv om Maria kunne have sine grun- de til at sløre ægtemandens sidespring, kan hans forhold til pigen næppe have været folk ubekendt på så lille en bo- plads, så hendes motiv kan næppe have været at bilde folk noget andet ind. Hvis pigen og hendes forhold til ægte- manden har været Maria aldeles veder- styggeligt, ville hun næppe heller finde på at udnævne deres synds frugt til en ny Messias, så det tyder alt sammen ikke på, at forholdet har været det store problem for husfruen. Så meget mere, som hun stadig støtte- de Habakuk og hans profetiske rolle. Hveyssel melder med alle tegn på afsky: »Hendes egen mand, Habakuk, som før sin dåb var morder, og for to år siden en bekendt horkarl og ægteskabsbryder, ham kalder hun Jesus og siger, han er lig den store Gud«. 204 [29] Det hele virker nærmest, som om ægteparret smukt har støttet hinanden og elskerinden nærmest konstant levet med i det lille samfund. I alle tilfælde skal hun have et nyt barn med Habakuk et par år senere, og hun ønsker selv at blive hos ham. løvrigt må Maria selv have været gravid og gennemført en fødsel midt under sværmerierne. Kirkebogen med- deler om ægteparrets fjerde datter, at hun blev født efter sværmeriets udbrud, men døde allerede i 1792, - udøbt! Fire døtre har Maria mistet. Måske var det ikke så mærkeligt, at hendes opmærksom- hed var så stærkt rettet mod de døde. 10. Habakuk Når den grønlandske tradition så afgjort gør Habakuk til hovedmanden og kun fortæller meget lidt om hans kone, skyl- des det vel dels det almindelige grøn- landske syn på kvinden som en slags mindreværdig! væsen, dels og nok i højere grad den farverige og håndgribe- lige måde, han udmøntede situationen på, mens Marias mange drømme og syner næppe har haft: den samme appel til den folkelige fantasi. Til gengæld tier de danske kilder næsten helt om ham og reducerer ham dels til en umoralsk person, dels til en uskadelig eftersnakker af sin kone. Hveyssels just citerede passus om hans påståede guddommelig- hed nævner, at han allerede før sin dåb skulle være morder. Det ved man intet om derudover, men det betyder for- mentlig, at han som hedning har taget del i enten et heksedrab eller en blod- hævn, — og i hvert fald har spillet så aktiv en rolle deri, at der går sagn derom. Og endnu engang mindes man om, at Evighedsfjorden ikke var noget idyllisk samfund på de tider. De grønlandske beretninger om Ha- bakuk er meget malende og ret fyldige. Således Rink: »Engang fremstillede alle mændene sig for Habakuk og sagde een ad gangen: »Hvordan er jeg?« Da Haba- kuks bror, Juitle, som stammede, kom frem for ham og spurgte, hvordan han var, sagde Habakuk: »Du burde have tungen revet ud.« Det begyndte staklen at græde over. En anden gang lod Habakuk dem gætte og sagde: »Hvad er en lille boble?« En som ville løse gåden, sagde: »En fangstblære«. Habakuk svarede på dansk: »Nai, nai, Nai«. En anden sagde: »En mindre fangstblære.« — »Nai, Nai, Nai«. — Atter en anden: »Krabbe-øjne.« - »Nai, Nai, Nai«. Til sidst sagde en: »En vind.« - Habakuk svarede på dansk: »Ja, Ja, Ja.« En anden gang tabte Habakuk vejret og vendte øjnene. Folk råbte: »Ve os! når han vender det hvide ud af øjnene og det sorte forsvinder under øjenlå- gene, vil verden forgå.« Eller en anden beretning om at gætte gåder: »Engang da de ligeledes gættede gåder, sagde Habakuk: »Hvem ligner den sagtmodige?« Da de gættede, og en sagde: »Et stort dyr«, svarede han: »Ja, Ja, Ja«. Mange af mændene gav han navne efter himlens beboere. Vi husker dog endnu kun een, nemlig Matæus. Når han kom hjem med en sæl på slæb, råbte de: »Jesus kommer slæbende, Jesus kommer slæbende!« - Matæus var en ung mand, som elskede at bilde dem noget ind. 205 [30] Engang gik han ud og sagde: »Når jeg blinkede, faldt der et lys ned fra him- len«. En anden gang gik han ud, kom ind igen og fortalte: »Jeg har set to engle, den ene skelede, den anden ske- lede ikke, den ene spiste hjerne med en dårlig kniv.« En anden gang kom han hjem og fortalte, at han havde været oppe at slås med en bjørn, og han frem- viste sine ærmer og sin halvpels, som var revet i stykker. Men han havde selv gjort det ved at banke dem på en sten. Denne Matæus lod Habakuk ofte kalde til sig.« Der er flere beretninger om, at pro- feten tog sig friheder over menighedens kvindelige medlemmer: »Engang holdt Habakuk forhør og samlede alle, for at finde ud af, hvordan de var. Han pegede da blindt hen imellem dem og sagde, hvem Gud syn- tes bedst om. Men kvinderne behand- lede han særskilt, idet han tog dem bag ved et forhæng i hjørnet af briksen. Han lod alle konerne sidde i en række, og idet han stak hovedet frem af forhænget, vinkede han med hånden efter dem, som han fandt smukkest, kaldte dem til sig og rensede dem for deres synder, skjult bag forhænget.« »Dengang Habakuk kaldte konerne til sig for at rense dem for deres synder bag et forhæng, var der nogle af dem, som godt kunne lide det og talte indbyrdes om, hvad han havde gjort ved dem. Engang lod han også pigerne stille op langs væggen i en række for at under- søge, hvordan de var. Udfaldet af under- søgelsen kender jeg ikke, men han be- gyndte med den yderste og befølte dem alle, idet de måtte stå oprejste med ansigtet imod ham. Når der var nogen af dem, som ikke ville være med til dette, befalede han dem at gå ud og ikke være med.« Såvidt Rinks to versioner. Rosings lyder sådan: »Om Habakuk fortælles det, at han befriede kvinderne for deres synder. Han sad på den bageste del af briksen, hvor han havde et forhæng af skindet fra en stor renbuk. Det skulle vise sig, at han lå i med kvinderne. Og intet under, at han havde mange børn.« »På et vist tidspunkt lagde man mær- ke til Habakuks tiltagende interesse for helt purunge piger, som skulle lyske ham (lyske: at befri hinanden for lus, en almindelig kærlighedshandling hos eski- moer), og man begyndte lidt forarget at tale om, at han befølte dem på steder, som ikke var passende for en profet. Der var endda nogle, som begyndte at smågrine af ham og spotte over hans renselser af kvinderne for synder, og nogle begyndte at nægte at høre på hans påbud.« Grønlænderne er slet ikke snerpede, og deres langmodighed er stor overfor menneskelig svaghed. Men der er en grænse, og går man over den, griber grønlænderen til sit farligste og mest effektive våben: latteren, der har drevet mange i døden, fordi man slet ikke føler at kunne overleve i samfundet med folks latter imod sig. Profeten er gået over denne grænse til sidst, og det blev årsag til, at hans magt blev brudt. Gamle Sidse fra Holsteins- borg udtrykte denne sammenhæng me- get klart overfor Knud Rasmussen: »Da ingen præsts formaninger kunne gøre indtryk, skete der hen på foråret noget, som vakte folks fornuft. 206 [31] Habakuk renser kvinderne for synd. Kristoffer Kreutzmann, Kangaamiut. Man lagde nemlig mærke til, at profe- ten gennem lang tid havde haft sådan en besynderlig trang til at lade sig lyske af unge kvinder, og han lagde ofte sin hånd på steder, der ikke sømmede sig for en profet. Se, den slags ting begyndte man at tale om mand og mand imellem, og det varede ikke længe, før frafaldet blev åbenlyst.« Også Hveyssel er opmærksom på den- ne sammenhæng. Allerede i september 1789 kan han lidt mere optimistisk skrive til inspektøren: »Jeg håber, at et tilfælde vil fordærve hele sagen for bedragerinden. Nemlig dette at i disse dage har et ugift fruentimmer født et barn, til hvilket Habakuk er udlagt som far (ham havde hun for hans særdeles hellighed givet det navn Jesus). Så er det siden blevet bekendt, at han holder til med adskillige såvel gifte som ugifte fruentimmere. Dette har virket så me- get, at adskillige grønlændere, som til- forn ikke ville høre på mig, når jeg talte til dem om hendes bedragerier, nu selv taler derom med foragt. Andre omstæn- digheder har også bidraget til at åbne øjnene for nogle. Snart håber jeg, det vil blive almindeligt.« Denne fase i sværmeriet og dets ophør skal behandles senere. Her må det være nok at slå fast i forbindelse med 207 [32] Habakuk, at det synes at være ham og ikke Maria, der til sidst fik bevægelsen til at gå i opløsning. Som mange andre, der har fået religiøs magt over andre, er han faldet for fristelsen til at udnytte det økonomisk og seksuelt. 11. Livet i menigheden Der er flere beretninger om, at profet- menigheden praktiserede en slags ejen- domsfællesskab, måske inspireret af ny testamentes fortælling om en sådan ord- ning i urmenigheden, måske også af et lignende system indenfor de herrnhuti- ske menigheder i Grønland, hvor man havde en slags fælles husholdning for hele menigheden. Rosings optegnelser fortæller: »Da Habakuk for alvor var blevet klar over sin magt i forhold til boplads- fællerne, befalede han, at alt skulle ejes i fællesskab. Det gik sådan, at mændene bragte al deres fangst op til Habakuks, og på den måde blev han ved bopladsen den store leder, som fordelte goderne. Da det blev vinter, holdt mændene op med at ro i kajak. De dyrkede troen på Habakuk og bestilte ikke andet end at synge salmer i det uendelige. Herefter levede de kun af deres forråd. Der var en dygtig fanger blandt mændene, som hed Simik, og han var den eneste, som ikke sluttede sig til bevægelsen. Engang da Habakuk som sædvanligt sad og fortalte om sine underlige åbenbaringer og syner, var han gået med op for at lytte. Da han kom ind i huset, sagde han: »Hvad er det for en stank af larver, som jeg kan lugte? Hvad er det, I stinker af?« Siden kom han aldrig for at være med til møderne. Iver Berthelsen, hvis mor som ung pige havde været med under hele svær- meriet i Evighedsfjorden, fortæller: »I lydighed mod Habakuk holdt de op med at ro i kajak, før han sagde til. Dengang havde min mors bror fået sin første kajak, men havde ingen kajakvåben. Da de holdt op med at gå ud i kajak, fangede han ved at bruge alle de andres våben, sit første bytte. Men Habakuk sagde, at to kajakmænd skulle ro ud, og når de havde fanget, spiste han selv alt, hvad han ville.« Rasmussen supplerer disse oplysnin- ger med, at man bredte store vandskind ud over Habakuks gulv, og det blev så skik, at fangerne kom med deres bytte og dyngede det op på disse skind. Og Rink føjer yderligere til, at hvis nogen fejlede under fangsten, begyndte han at græde, fordi han var bange for at få skænd af profeten. Selve menighedsforsamlingerne har været præget af voldsomme følelses- udbrud og megen dramatik. Gamle Sid- se: »Min bedstemor har fortalt mig mærkelige ting om, hvad de foretog sig hos Habakuk. Når en eller anden af tilhængerne uden nogen som helst grund følte trang til at græde, brast hele forsamlingen i en forfærdelig gråd, og de græd, så snottet stod dem ud af næsen, og de slyngede det op på vægge- ne, der efter en sådan fælles gråd kunne være ganske slimede. Men når så pludse- lig en i forsamlingen slog sig på maven og gav sig til at le, gjorde alle andre det samme. Og de kunne le så voldsomt, at man skulle tro, de aldrig mere kunne blive alvorlige. Når Habakuk holdt sine taler, kunne 208 [33] forsamlingen gribes så stærkt af længsel efter det evige liv, at de begyndte at hoppe i vejret, hvor de sad, og min bedstemor fortæller, at de nøgne kvin- der kunne sidde og hoppe så inderligt op mod himlen, at hele huset genlød af svup fra fede bryster. — Det var jo i de tider, da man ikke gik med uldtrøje.« (Og indendørs heller ikke med tøj på overkroppen). Når der var nogen blandt dem, som ikke kunne få tårerne frem, sagde de andre: »Hvis du lægger hovedet tilbage og gaber, vil du komme til at græde.« Den megen gråd og latter, hurtigt vekslende med hinanden, går igen i alle de grønlandske beretninger og har åben- bart været så specielt et fænomen, at det har gjort varigt indtryk. Hvad gråden angår, er den et typisk herrnhutisk islæt. Ved de herrnhutiske sammenkomster appellerede man stærkt til følelserne og især til jammer og gråd over alle de lidelser, frelseren var blevet udsat for. Det var ligefrem et kendetegn på en vellykket gudstjeneste, hvis man havde fået menigheden til at græde. Og da gråd som bekendt smitter, var det ikke ualmindeligt, at prædikanten »græd for« i den hensigt at røre menigheden, så også den stemte i med gråden. Som en herrnhutisk missionær i Grønland lakonisk skrev i sine annaler om en gudstjeneste: »Ich weinte ihnen etwas vor - und einige gronlander weinten mit mir.« Så var den forestilling red- det. Latteren derimod er eskimoisk. Etno- logerne taler om »den store hedenske glæde«, og mener dermed de spontane og ubetvingelige udbrud af latter og uskrømtet glæde, man kan møde hos de »vilde«, og det gælder i høj grad også grønlænderne, der har en velsignet evne til ikke blot at le, men at gøre det sammen og med en egen selvforstærken- de virkning. Forsamlingerne i Evighedsfjorden har haft begge elementer i sig. Kedelige har de i hvert fald ikke været, og det er vel også derfor, de har øvet så magnetisk en tiltrækning ud i hele distriktet. Grønlæn- derne havde længe været berøvet deres gamle hedenske sammenkomster med al deres fest og glæde. Nu fik de pludselig muligheden for at opleve noget lignende indenfor den nye tro, endda med det ekstra raffinement, at følelsesudsvingene også kunne gå den modsatte vej, så man rigtig kunne spille på hele registret. Igen et symbolsk udtryk for, hvordan gam- mel og ny tro stadig levede uforligte i sjælene. Men det var ikke blot lydene fra salmer og gråd og latter og svuppende bryster og snotklatter mod væggen, der fyldte de overfyldte jordhytter. Grøn- lænderne har altid haft sans for at markere særlige begivenheder meget ly- deligt, og det forstod Habakuk også: »Ind imellem kunne Habakuk afbryde sin prædiken og pege på en af tilhørerne og sige, at vedkommende var slået ind på den gode vej, og så rejste mændene sig op, tog deres rifler, gik ud af huset og affyrede deres skud op i luften. Det var for at himlens beboere skulle høre, at endnu en fra jorden var blevet frelst og at man frydede sig derover.« (Ro- sing). »Når Habakuk skulle udtrykke sin tro, opløftede han ligesom sine øjne mod 209 [34] himlen, men før han gjorde det, sagde han: »Lad alle bøsser!« De gik hen foran vinduet, og mens Habakuk varslede om undergangen, tav alle som var inde i huset helt stille. Endelig plejede Haba- kuk at sige med høj stemme: »Nu opløf- ter han sine øjne!« Imens afskød de bøsserne udenfor.« (Berthelsen). »Ligeledes siges det, at de engang den vinter råbte ind i huset: »I dag skal vi være muntre hele dagen, thi Isaks vej til himlen er åben.« (Formentlig en om- vendelse, en frelst ved navn Isak). Der- på vedblev de at råbe således og være lystige hele dagen. En anden gang sagde Habakuk om morgenen: »I dag er det Timé's fødsels- dag, alle mennesker skal fejre den.« Derpå bar de krudt ud og skød den hele dag i anledning af denne fødselsdag. En anden gang befalede Habakuk, at alle børnene, uden at de gamle var med, skulle forsamles for at høre Titus tale. Endnu en anden gang, da alle var samlede for at græde, kunne to børn, nemlig Klara og en anden, hvis navn jeg har glemt, ikke komme til at græde, hvorpå de gamle sagde, at de skulle lukke munden op. Derved kom de så til at græde, men mens de alle græd, tryk- kede en af dem lidt på øjnene og begyndte at le, hvorpå de alle brød ud i latter. Men lidt efter forandrede de sig atter og begyndte at græde. Sådan fort- satte de undertiden en hel dag igen- nem.« (Rink). Når man så letsindigt kunne give sig hen i de religiøse udladninger og lade fangsten og hele det økonomiske system gå i opløsning, må det hænge sammen med forventningen om, at dommedag ikke var fjern — ganske som tilfældet var i urmenigheden, hvor man jo ventede Kristi komme i skyerne hver dag og derfor naturligt nok ikke følte trang til at sikre sig på længere sigt. Men de mere eftertænksomme har nok haft deres be- tænkeligheder, og de dukker op nu og da i overleveringen: »Engang kom de meget ærbødige til Maria Magdalena og spurgte: »Hvornår skal verden forgå?« Da hun så op på himlen, sagde hun: »Den ser stadig godt ud«, hvorpå de glade bragte dette bud- skab videre til de andre.« Trods al entusiasme har dog ikke alt været lutter idyl. Blandt andet må man nok regne med, at der som i alle den slags forsamlinger har været skelnet ret skarpt mellem eliten, de der allerede var omvendte og frelste og på den sikre side - og så de andre. Det er måske noget sådant, vi får en antydning om i føl- gende lille historie: »Når folk kom for at bevidne Maria deres agtelse ved at tryk- ke hendes hånd, skelnede hun altid skarpt mellem dem, hun gav hele hån- den og dem, hun blot berørte med sin lillefinger.« (Rasmussen). Man fortsatte også med at gå op til gravene, danse omkring dem i kreds med hinanden i hånden, synge salmer for de døde for til sidst at trykke hænder og kysse hinanden. Igen kan man ikke lade være med at tænke på, at de fleste grave på kirkegården nok har været hedningebegravelser, og at man uund- gåeligt må have næret de samme forestil- linger omkring dem, som man havde gjort før kristendommen - igen denne mærkelige blanding af gammel og ny tro. 210 [35] Habakuk danser med sine hustruer. Kristoffer Kretitzmann, Kangaamiut. Der må have været temmelig mange mennesker i fjorden. Traditionen ved at berette om hele flåder af kajakker og konebåde, der stod fjorden ind for at være med i gudstjenesterne, og det var netop det, der foruroligede embedsmæn- dene. Iver Berthelsen har et lille afsnit, som er dunkelt, men dog antyder lidt om stemningen i menigheden: »Engang havde de set, at himlen ligesom var åben. Min mor, som dengang var en ung pige, skal også have set det. Der var mange der fra, som sang salmer ovenfor et lille fjeld ved navn Umiussaq. Den gang kendte min mor ikke salmebogen, men da hun hørte dem synge salmer, lærte hun dem snart. Senere da min far havde taget hende til kone og begyndte at bruge den salme, der var blevet sunget, faldt hun snart ind og begyndte at synge. Hun genkendte den, for det var den, hun tidligere havde hørt i Evighedsfjorden.« Man får den tanke, at man måske har hørt så meget fra Bibelen om Gud, der 211 [36] åbenbarer sig på bjerge, at man har ventet, himlen ville åbne sig netop over et bestemt fjeld, og at det er derfor, man har haft den skik at gå derop og synge salmer. løvrigt bekræfter den lille beretning, at man har brugt de salmer, man havde lært af missionærerne. Det har været en slags »gudelige forsamlinger«, som man kendte dem i Danmark — med brod mod de stive og uomvendte embeds- mænd. Jeg har bygget denne skildring af dagligdagen i Evighedsfjorden udeluk- kende på den mundtlige overlevering, der let kan være usikker og have for- skudt sig gennem et par generationer. På den anden side indeholder den et væld af barokke og meget specielle detaljer, som man næsten ikke kan tænke sig er frit opfundne. Usikkerheden ligger snarere i, at det man har husket netop har været de mere maleriske detaljer, mens andre og mere trivielle ting kan være gået i glemmebogen i årenes løb, hvorved der let kan fremkomme et fortegnet billede af virkeligheden. Alli- gevel har man en fornemmelse af, at traditionen har evnet at fastholde en del af det særlige præg, der har været over profeterne og deres menighed. 12. Drabene Når sværmeriet blev så berygtet, skyldes det i høj grad, at det krævede sine ofre. I hvert fald to kvinder mistede livet i Evighedsfjorden vinteren 1789. Her er de danske kilder lige så meddelsomme som de grønlandske, ikke mindst fordi så voldsomme følger måtte formodes at kunne ruske de verdslige myndigheder op, så de tog sig sammen til at gøre noget ved sagen. Kirkebogen navngiver to ofre, enken Lise, døbt i Frederikshåb, død i januar og enken Else, Titus' mor, døbt i 1776, død i februar. Titus var en af Hveyssels kateketer, og i dennes indberetning får han følgen- de skudsmål: »han var tidligere en måde- lig kateket, nu så meget værre, som han ikke alene selv har lagt hånd på sin gamle udlevede mor, fordi kællingen beskyldte hende for hexeri, men endog overtalt sine landsmænd til ligeledes at slå hende. Ja, uagtet mine advarsler, med sin onde medfart tvang hende til at gå bort, om han ikke selv virkelig har styrtet hende i havet. Et andet fruentim- mer, som nylig var kommet dertil fra Holsteinsborg, har han efter Maria Mag- dalenas ordre tillige med flere andre grønlændere virkelig taget af dage og kastet i havet.« Denne anden kvinde er måske iden- tisk med den ovennævnte Else, men måske en helt tredie. Også købmand Kragsted skriver om drabene: »To mennesker har hun ved sin galskab fået dræbt. Den ene var en gammel enke ved Ikamiut, som hun beskyldte for at være en heks. Denne blev så forbavset, (fmtl. bange), at hun straks gik hen og druknede sig. Den anden var kateketen Titus' mor, som hun angreb med samme beskyldning, men denne slap endnu ikke så let. Enhver som kom ind, hvor dette gamle menneske var, blev det pålagt at slå hende på munden og på hænderne, som de dele, hun ventelig skulle have forsyn- det sig med. Nogle har derved vist sig så 212 [37] særdeles nidkære, at de for eftertrykkelig følelses skyld har forrettet denne opgave med et stykke brænde. Hun skal have været ganske hoven i ansigtet. Hendes egen søn kateketen har ikke alene været så umenneskelig at efterfølge de andres eksempel, men endog sagt, han syntes, det var bedst, hun blev hængt ved benene. — Nu er hun endelig blevet borte, formodentlig for at undgå den djævelske medfart gået til fjelds og der af sult og frost omkommet.« De grønlandske beretninger er ikke mindre makabre: »Nordfra var der kommet en lille enke med sin datter (nok den kone, som ifølge Hveyssel var kommet fra Hol- steinsborg). Enken var meget fyldig. Hun var meget pillen og ualmindelig velklædt. Hendes pels var af skinnende hvidt fåreskind. Det var den gang, da fåreskind endnu var handelsvare. Habakuk ville som sædvanlig gerne have fat i hende, men da hun afslog, sagde han, at hun var en heks, og hans tilhængere blev onde imod hende og hadede hende meget. Og så en gang tog alle de mange mænd fat i hende for at dræbe hende. De begyndte at pine hende på forskellige måder. Nogle prikkede hende med en teltstang i maven og i skridtet, og da de fik hende ned til stranden, bandt de en sten om halsen på hende og smed hende ud. Hun var så fed, at hun ikke gik til bunds, men hang med hovedet nedad op til navlen, og hendes ben sparkede lidt i luften og så var hun druknet. Hendes datter begynd- te at græde over hende. Habakuk blev vred derover og ville dræbe hende, hvis hun blev ved med at tude over moderen. Pigen svarede: »Jeg græder ikke, jeg har bare fået røg i øjnene.« Om eftermiddagen kom Usias på vej hjem fra kajaktur og stødte på den døde kvindes krop, som drev rundt med strømmen. Han tog hende på slæb og bragte hende til land. Da han havde trukket hende op, hamrede han hendes hænder og arme i stykker med en sten og knuste dem så fuldstændigt, at de blev som vandmænd. Da han havde gjort det, smed han hende i havet igen. Man fortæller, at han gjorde det, fordi han ikke havde været sammen med alle de andre mænd, da de gjorde det, og også fordi han overfor Habakuk kunne fortælle om det, han havde gjort og derved indsmigre sig hos ham. Der fortælles også om en anden kvin- de, som ikke ville indlade sig med Habakuk. Også hun blev beskyldt for at være heks. Hun havde en søn, der hed Paulus. Kvinden var ganske klar over, at man en dag ville tage hende, og da hun ved selvsyn havde set, at de havde pint den føromtalte kvinde til døde, beslut- tede hun sig til selv at tage sit liv. En ganske tidlig morgen, mens det endnu var mørkt, vågnede hun, vækkede sin søn og spurgte ham: »Paulus, skal jeg ikke kaste mig i havet ?« »Jo«, svarede sønnen uden rigtig at være vågen og uden ret at forstå, hvad moderen havde ment. Lige da moderen var gået ud, vågnede han med et sæt, og det gik pludselig op for ham, hvad det var, han havde sagt ja til. I sin forskræk- kelse sprang han langt ud på gulvet, og klædte sig på i en mægtig fart, men han nåede ikke sin mor, og hun var ingen steder at se. Det viste sig senere, at hun 213 [38] var kommet op under isfoden.« (Ro- sing). (Isfoden er den bræmme af is, der dannes langs kysten af ebbe og flod og som tit står ud fra stranden som en bred afsats. Når man står ovenfor den, kan man da ikke se, hvad der findes inde under den i vandet.) Hos Rink er der en tilføjelse om det første drab: »Den gang, da de ville dræbe hin kvinde, som de anså for en heks, og da alle mændene kom og greb fat i hende, var den stakkel slet ikke bange for de mange mordere, men så blot op til himlen. Og på samme måde, da de kom og ville dræbe hende: Hun greb ned i sin hætte, tog sin snusdåse op og tog sig en pris tobak, hvorpå hun lagde snusdåsen ned igen. Da de greb hende om struben og ville kaste hende i vandet, sendte Habakuk bud til dem og lod sige: »Når I kaster hende ud, skal I ikke sige andet end »du beder for vore synder!« Dette skreg de alle, da de kastede hende ud.« Da denne kvinde nok må være Else fra Holsteinsborg, og da Paulus' mor næppe kan være den samme som Titus' mor, er der muligvis tale om tre forskel- lige kvinder. Det kan vi ikke komme nærmere. Men der tegner sig et stærkt billede af den lille tykke kone fra nord, som ikke ville bøje sig for Habakuk og som var så frygtløs, at hun tog sin tobaksdåse frem midt under torturen. Overfor det tager hendes bødler sig ynkelige ud. Måske har der været tale om flere drab. I et brev fra august 1789 til missionskolleget beretter missionæren i Godthåb, Andreas Ginge: »Det er farligt at opholde sig og bo eller omgås disse forvirrede mennesker, da de ikke skåner deres liv, som viser vantro til deres forvirrede lærdomme. De bandt en sten om halsen på en pige og styrtede hende i søen. To andre forfulgte de så længe, indtil disse frivilligt sprang ud fra høje klipper i søen og druknede sig.« Og H. C. Petersen refererer en traditi- on fra Kangaamiut: »Året efter starten på bevægelsen (altså formentlig 1788) var Habakuk på jagt i Eqalungmiut (altså Paradisdalen i Sdr. Strømfjord) sammen med Sagdliliaq. Her mødte de en enke med to drenge. Hun ernærede sig selv som fanger og havde netop nedlagt en rentyr. Habakuk gjorde sin vane tro krav på hendes fangst, men hun nægtede at aflevere den. Så blev Habakuk vred og befalede Sagdliligaq at dræbe konen, og han adlød.« (Beretnin- gen skulle være ret kendt i Kangaamiut, og H. C. Petersen har selv hørt den fra en af Sagdliliaqs efterkommere). Det er ikke utænkeligt, at der kan være sket sådanne ting under de store sommertogter i indlandet, hvor ingen vidner har kunnet fortælle om begiven- hederne. De implicerede har af gode grunde ikke selv røbet noget, og kun deres nærmeste har vidst besked. Blandt dem kan en sådan beretning da have overlevet, indtil det hele er kommet så langt på afstand, at man ikke har været bange for at give fortællingen videre. At en kvinde tog manderollen på sig og ernærede sig som fanger, er heller ikke usædvanligt. Ofte har hun ikke haft anden mulighed for at overleve og skaf- fe mad til sine faderløse børn, når forsørgeren var død. 214 [39] Der er ingen tvivl om, at det er den gamle eskimoiske heksetro og den tradi- tionelle måde at slippe af med dem på, der her er tale om. Nu blot med en begrundelse fra den nye tro - et fæno- men, vi jo iøvrigt ikke var ukendte med i Danmark heller. I den gamle tro var det oftest ældre enker, det gik ud over. Umiddelbart virker det meget fejt, og man tænker, at de var helt forsvarsløse og derfor turde man kaste sig over dem. Det er der nok nogen sandhed i, men det økonomiske spiller også en rolle: En ældre kone uden forsørger var et unyttigt medlem af samfundet og kun en byrde for det. Med en levefod på et eksistensminimum kan man ikke tillade sig megen luksus i retning af godgørenhed. Det var vigtige- re, at den nye generation kunne få mad og vokse op. Derfor blev gamle, syge og enker tit dræbt, efterladt, kastet i havet i det gamle samfund. Det kunne være grund nok. Men måske har de stakkels koner virkelig befattet sig med trolderi, al den stund det måske har været deres eneste chance for at gøre sig gældende og skaffe sig mad. I det ene af de her nævnte tilfælde, den tykke kone fra nord med det fine tøj, kunne der også tænkes et andet motiv: Ønsket om at få fat i disse enestående klædninger, som havde vakt en sådan opsigt. Det ved vi ikke noget om. Men det hænger jo også sammen med, hvem der har været drivkraften bag disse drab. De danske kilder siger Maria, de grønlandske Habakuk - i god overensstemmelse iøvrigt med deres vurdering af de tos rolle i sværmeriet. Måske kommer grønlænderne også i dette tilfælde sandheden nærmest, når man tænker på det indtryk, man har af de to ægtefællers personligheder. Vi kan næppe trænge til bunds i det spørgsmål. Muligvis har de været fælles om det, og motivet har da simpelthen været, at de pågældende ikke ville under- lægge sig deres autoritet. I alle tilfælde er det tydeligt, at man har lagt vægt på det kollektive i afstraffelsen: Alle skulle være med og dermed ansvarlige. Fan- geren der knuser den dødes arme, er et klart eksempel på denne tankegang. Han ville ellers være udenfor det fælles an- svar og dermed fællesskabet. Drabene viser også med al tydelighed, at der var tale om et åbent oprør mod myndighederne, der jo klart havde for- budt den slags. Man veg ikke tilbage for at sætte handling bag de mange ord. 13. Elias Profetparrets åbenbare succes havde til- syneladende fristet andre til at forsøge sig i samme metier. Hveyssel beretter sommeren 1789 om en helt ny profet: »I sommer har en grønlænder ligeledes begyndt at foregive sådanne åbenbarin- ger, skønt jeg ikke har mærket, at han fremfører sådanne ugudelige, urimelige og gudsbespottende ting som hun (Ma- ria), så styrker han dog med sit foregi- vende grønlænderne i deres forvildede indbildning om hendes åbenbaring. Hans navn er Elias. Han har været hos mig engang i sommer. Og da jeg i forvejen havde erfaret, at han foregav sådanne åbenbaringer, gav jeg mig i tale med ham derom. Han stod fast på, at det forholdt sig sådan. Men da jeg 215 [40] overtydede ham om modsigelser, som han ikke kunne forsvare eller rede sig ud af, kunne jeg ikke få et ord ud af ham, men han skyndte sig ud fra mig.« Også Iver Berthelsen fortæller om denne nye profet: »Der kom en mand nordpå fra Agpamiut ved navn Elias, og han sluttede sig straks til Habakuks tilhængere og blev en profet ligesom Habakuk. Hans ord var slemme, for han sagde, at alle døbte var døbt i Tornaar- suks blod. (Tornaarsuk var en vigtig eskimoisk guddom før kristendommens komme). Da min far (Frederik Berthel- sen) hørte det, synes han meget ilde om det. Da de kom til Agpamiut (skulle måske være Evighedsfjorden?), gik de hen til det nederste hus, og da det blev ved aften, gik han hen til ham, som var i det øverste hus, og han sagde straks til Elias, at hans tale var ond. Og han sagde til Elias: »Du er døbt. I hvis blod er du døbt?« Han sagde videre til ham: »Alle døbte er døbt i Guds søns blod, — du siger i Tornaarsuks.« Så snart han havde talt således til ham, begyndte Elias at græde meget voldsomt, som et barn, det gør ondt på. Da han opførte sig sådan, talte han (Frederik) meget til ham, men da Elias tog sådan på vej, endte han med at få ondt af ham. Så holdt Elias ganske vist op, men henne fra briksen bad hans kone (min far) om at tale til ham igen. Men da han blev ved med at græde så voldsomt, lod han (Berthelsen) det være nok. Elias' kone brød sig slet ikke om sin mand, fordi han var tilhænger af Habakuk.« Elias havde forsøgt sig i profetrollen, men manglede åbenbart råstyrke til at leve rollen ud. Overfor Hveyssels teolo- giske logik og Berthelsens pukken på det gamle herrnhutiske centralord om lam- mets blod var han hjælpeløs og har selvfølgelig med sin ynkelighed mistet enhver autoritet hos grønlænderne, så han dermed var uskadeliggjort som pro- fet. Men hans tale om Tornaarsuks blod viser endnu engang, hvordan det herrn- hutiske mønster og ordvalg ligger bag, for i brødremenigheden havde man net- op en udpræget »blodteologi«, hvor man svælgede meget i Jesu sår og al hans udgydte blod, som kaldtes »lammets blod«. Hvad han har ment med sin tale om Tornaarsuk, er svært at vide. Måske er det en hentydning til, at de stadig befattede sig med den gamle hedenskab, hvilket jo også var Marias oprindelige udgangspunkt. Men det kan også være et forsøg på at forene den gamle tro med den nye - ved at overføre begreberne fra den sidste til den første. For Hveyssel må »sejren« over Elias nok have været en trøst midt i al hans kvide og hjælpeløshed. For Hveyssel havde det slet ikke let, og kunne nok trænge til en fjer i hatten. 14. Hveyssel Niels Hveyssel var degnesøn fra Jylland, uddannet som teolog i København og i grønlandsk hos Hans Egedes søn Poul. Han var således udrustet med al den teologiske ballast, samtiden kunne til- byde og dertil en rimelig portion viden om grønlænderne og deres sprog. At han så også gennem Poul Egede var blevet knyttet til hele Egede-klanen, skulle sådan set ikke komme ham til skade, men til alt uheld for ham var hans 216 [41] øverste foresatte i landet, inspektør Ol- rik i Godthåb, meget hadefuld overfor Egederne, og det kom til at gå ud over den uskyldige Hveyssel. Som nævnt var hans første reaktion overfor sværmeriet meget lempfældig. Han tog det simpelthen ikke alvorligt. Men i den allerede flere gange citerede indberetning fra august 1789 har piben fået en anden lyd, og det er tydeligt, at han ikke ved sine levende råd: »Mundtligt og skriftligt har jeg ofte advaret dem og søgt at overbevise dem, men aldeles uden nytte. Da jeg midt i vinter fik første underretning derom og hendes opholdssted, hvor allerede en stor del af grønlænderne var søgt hen, en 15—16 mil fra kolonien, var det indtil nylig aldeles umulig at komme derhen, hvorfor jeg med skrivelser måtte afgøre det. I sommer har jeg gjort to rejser derhen og søgt med samtaler at få dem på bedre tanker, men har intet kunne udrette. Mine breve bliver enten ikke læst eller som skadelige for deres salig- hed dømt til ilden. Alting sker efter kællingens befalinger og hendes foregiv- ne åbenbaringer . . . Når grønlænderne kommer til mig eller jeg til dem og begynder at tale om deres vildfarelser, vil de ingen svar give mig, men enten går man bort eller istemmer salmer for ikke at høre mig. (Kangaamiut-traditionen fortæller, at Maria for at sikre sine tilhængere mod påvirkning fra præsten, havde pålagt dem at vende ryggen til ham og begynde at synge salmer, når han sagde noget, så det er ikke mærkeligt, at han har løbet panden mod en mur). Det er mig aldeles umuligt med ad- varsler, formaninger eller overbevisnin- ger at udrette noget, uagtet at jeg har sagt dem, hvor åbenbar hun modsiger Guds ord, sig selv, sund fornuft og deres egen erfaring, vil de dog på ingen måde lade sig afholde fra at tro hendes digt og bedragerier. Ofte har jeg med skriftens ord og fornuftige forestillinger bragt dem så vidt, at de har indset det overdrevne og skammelige i hendes foregivender, men har dog ikke kunnet bringe dem til at lade tanken fare om hendes åbenbarin- gers rigtighed. De, som har den bedste kundskab og længst været medlemmer i Kristi menig- hed, var de allerværste. Hvortil jeg ikke ved anden årsag end denne, at de i min formand, salig hr. Laersens tid, har været anført til det herrnhutiske væsen, som endnu hænger dem så fast i sindet, og just dette er det, hun vil have indført påny. De, som er senere døbte og først i min tid begyndt at undervises, tager langt lettere mod overbevisning. En stor del af dem anser hendes snak som latterlig og urimelig.« Videre beklager han sig over, at de trods forbud bruger herrnhutiske skikke og salmebøger, selv om han ved læsning af disse ikke har kunnet finde noget, der strider mod »vor kristelige tros sande lære«. Men han er i knibe, for han har ingen salmebøger selv at dele ud af, og grønlænderne kan bedst lide brødrenes salmer. Han sender en salmebog hjem og beder missionskollegiet om en løs- ning på problemet, for grønlænderne siger meget logisk, hvorfor de ikke må bruge andre, når de ingen kan få af ham. 217 [42] »Siden forrige års høst har jeg ikke tilstedt nogen grønlænder den hellige nadver, har tilkendegivet dem årsagen dertil og tillige, at de ikke bliver com- municerede (taget til alters) af mig, før de fatter et andet sind. At bruge magt og lade kællingen og hendes fornemste tilhængere afstraffe, føler jeg mig både for svag og uberetti- get, men har ønsket, at inspektøren eller handelsbetjentene efter hans ordre ville gøre det. Jeg har også talt med inspektør Olrik derom, men fået et svar, som lod mig formode, at han ikke ville befatte sig dermed. Tillige var det i en tid i Juli måned, da hun med hele sit anhang var måske mere end 50 mile herfra på sommerjagt . . .« Købmanden er nok velvillig indstillet til at hjælpe, men tør ikke for inspektør Olrik, så Hveysell er ladt alene. Indberetningen fortsætter med en gennemgang af kateketerne og deres for- hold i denne krisetid — det skal senere behandles. Men indberetningen slutter med disse afsnit, der viser Hveyssels situation meget klart: »Da jeg nu i tre år forgæves har bedt om bekvemmere lej- lighed til bolig og til gudstjeneste, og det med min tilvoksende familie bliver mig lige så umulig at bo i dette knebne værelse som at fuldføre de pligter, mit embede pålægger mig, nødsages jeg til at bede om eftermand i embedet til næste år, da jeg i manglende fald må forlade det vacant. Min høje myndighed, håber jeg, vil også gunstig tage i betragtning, at seks år udlevet i et snævert kammer vel kan gælde fuldkommen mod 10 år med tilstrækkelig husrum, foruden mange andre bekvemmeligheder, som andre af mine embedsbrødre har. (En missionær forpligtede sig til 10 år i Grønland). Så meget mere tror jeg mig beføjet til denne min underdanige begæring, som jeg ikke alene i forgangen vinter har, efter sædvane, været meget plaget af skørbugssmerter, men endog, hvilket er usædvanligt, midt i sommer ikke var befriet derfor. Og da jeg fra min ung- dom har været plaget af tandsmerter, hvorover de hule tænder nu falder mig stykkevis ud af munden, så lider jeg stor møje med at spise det hårde brød, som vi får i deputat (udleveret fra kolonien). Sukkertoppen d. 14. august 1789 Underdanigst af Niels Hveyssel.« Til alle disse trængsler, som nok kunne tage modet fra en mand, kom så den skyldfølelse, der lyser ud af det hele. Han føler, at han burde have kunnet stoppe dette uvæsen, at det var hans embedspligt, og han prøver at forklare, hvor umuligt det har været for ham. Hvad værre var: Alle andre mente også, at han havde svigtet. Fra Godthåb skriver inspektør Olrik overlegent: »Jeg bør formode, at Hr. Hveyssel, hvis sag det er for denne syge at curere menne- sker, snart igen vil bringe de forvildede til raison og orden.« Nogen hjælp var der ikke at vente fra den kant. Hjemme i København sad Otto Fabri- cius, tidligere missionær i Frederikshåb og berømt for sin »Fauna Groenlandi- ca«. Han hjalp Poul Egede med fjernsty- ringen af den grønlandske mission og gav overfor missionskollegiet klart ud- tryk for sin mistillid til Hveyssel: »Hr. Hveyssel synes ikke at være denne kvin- 218 [43] delist voksen, da vel en anden missionær ville bedre have hæmmet dette sværmeri fra begyndelsen. Og ilde var det, at han endog selv til dels havde givet sagen medhold, da han har troet sig at høre den samme musik i luften som grønlæn- derne, hvormed han kun mere har kun- net bestyrke dem i deres indbildnin- ger.« Ved samme lejlighed bebrejder han Hveyssel, at han mod missionens sædva- ne bruger at vie en mand til to koner, hvis han har haft dem før dåben, og alt i alt skinner det igennem, at hans respekt for Hveyssel kan være på et meget lille sted. Det var galt nok, at hr. Niels' over- ordnede svigtede ham. Langt værre var det, at hans nærmeste medarbejder, Fre- derik Berthelsen, heller ikke syntes at have haft store tanker om ham. Af sønnen Ivers beretning fremgår, at det var hans far, der måtte belære præsten om, at der var tale om falske profeter, og at Hveyssel selv havde sagt, at han ellers ville have troet på det, hvorfor han da også takkede Berthelsen for hans belæring. Og de andre Kateketer svigtede næ- sten alle og tog profeternes parti, som vi senere skal høre nærmere om. Alt i alt stod Hveyssel meget alene og med en tydelig fornemmelse af, at ingen virkelig troede på ham og hans evne til at håndtere situationen. Det var ikke mær- keligt, at han ønskede at rejse væk fra det hele og bad om en afløser. 15. Naparutaq Trods alt er det uret mod Frederik Berthelsen at regne ham til de frafaldne, så Hveyssel stod helt alene. For alle kilder er enige om, at det var Frederik, der i sidste ende reddede situationen og fik sværmeriet under kontrol. Og alle kilder er enige om at lovprise ham for hans loyalitet og dygtighed. Det var ham, der i det daglige var Hveyssels forbindelsesled til menighe- den, og det må hovedsagelig være gen- nem hans formidling, sværmeriet og alle dets krogede aspekter er nået frem til præstens kundskab. På samme måde var han som fortrolig med distriktet og dets befolkning fra barneårene i besid- delse af en betydelig autoritet og respekt ikke blot blandt hele befolkningen, men også blandt de andre kateketer, så meget mere som flere af dem var hans egne brødre. I Hveyssels indberetning findes en smuk lovtale over hans mange dyder: »Frederik Berthelsen viser sig bestandig som en trofast og retskaffen lærer, imodsætter sig kraftig slige vildfarelser og prøver ved alle lejligheder at over- bevise sine landsmænd. Han har også den tort derfor, at han såvelsom jeg er fordømt uden nåde og skånsel. Ja, ufejl- barlig er vi begge dømte fra livet, og der mangler dem kun en bekvem lejlighed til at fuldføre vores dødsdom. Hvor gerne jeg end ønskede for den tilstundende vinter at have ham i Ka- ngerlusuatsiaq for om muligt at standse det onde, tør jeg dog ikke vove at sætte ham derhen, før end jeg har fået det nogenlunde dæmpet med ophavsman- dens og hendes fornemste hjælperes afstraffelse, da det ellers ville koste ham livet, uden han kan udrette noget godt. Jeg har sagt ham min hensigt. Han 219 [44] sætter sig ikke derimod. »Gerne«, siger han, »vil jeg fare derhen og prøve alt, hvad jeg formår. Ikke heller skal det komme an på, om de vil nægte mig livets næring for mig eller mine. Dette alene skulle gøre mig ondt, hvis de ikke vil forsamles med bøn og læsning.«« Men selv denne ildsjæl har haft sine anfægtelser, og senere fortæller præsten herom: »Ikke langt fra havde Frederik Berthelsen selv ladet sig forblinde, da han i foråret var med mig i Ikamiut og dér tror at have hørt melodien af en salme. Jeg lod ham derfor efter eget ønske i nogen tid i sommer rejse til Napassoq (i den anden ende af distriktet, langt mod syd), af frygt, at han skulle blive mere fordybet i de foregivne åben- baringer. Imidlertid opdagede jeg nogle overdrevne urimeligheder, hvilke jeg skrev til ham om og derved gjorde fuldkommen ende på hans tvivl.« Skal man sige noget positivt om de Herrens stridsmænd, der var sat til at vogte hans lille vingård på Sukkertop- pen, må det være, at de i hvert fald ikke var stivnakker. De fleste faldt fra og gik over til fjenden, og kommanderende og næstkommanderende vaklede begge i menneskelig skrøbelighed, og selv om de begge ville gøre den anden til det egentlige svage punkt, har sandheden nok været, at de begge har været i anfægtelser og på skift støttet hinanden, når det kneb, hvilket egentlig er godt at tænke på. Hvis Hveysssels fremstilling ellers er rigtig, siger det en del om begges væsen, at Frederik har selverken- delse nok til at bede om en placering så langt væk, at fristelserne ikke bliver for store — og Niels styrke nok til at sende ham derned, selv om han nok kunne have brug for ham og derved kom til at holde den vaklende nordfront helt alene på det mest kritiske tidspunkt. - Det kom til at gå Frederik så mærkeligt, at han, da hans anden kone var død i 1799, ægtede en tredie kone, Augusta, som var barnefødt i Evigheds- fjorden og havde oplevet hele sværmeri- et som ung pige. Dermed kom han i familie med mange af de implicerede, men fik jo også en førstehåndskilde til de dramatiske begivenheder få år for- inden. Deres søn, Iver, blev senere overkateket og skrev den allerede flere gange citerede beretning om sin far og hans rolle under sværmeriet. Den er spændende, dels fordi den jo for en stor del må hidrøre fra hovedper- sonen Frederik selv, og han har ellers ikke efterladt sig mange kommentarer, dels fordi et øjenvidne, der har oplevet tingene indefra, som en del af menig- heden, er en anden hovedkilde. Den er skrevet på grønlandsk og tydelig præget af, at man nu befinder sig i tredie generation i forhold til den danske stamfar. Beretningen er meget grøn- landsk præget i stil og tanke. Ivers beretning om bevægelsens start og faderens reaktion lyder således: »Da Habakuk endnu ikke var døbt, var han sammen med sin kone og sine to søskende. Senere blev de døbt. Men hans kone var starten på det hele, for da hendes mand efterstræbte en anden kvinde, var hans kone skinsyg. Hendes mand lod hende først gøre, som hun ville, men da hun begyndte at gøre mærkelige ting, da hun blev en falsk profet, sluttede hendes mand sig til 220 [45] hende, og de viste deres evner for hinanden. De talte godt til deres med- mennesker, de talte i begyndelsen godt og dårligt på én gang. Nogle af deres husfæller og folk i andre huse troede ganske vist ikke på dem i første omgang, men da de begyndte at vise undere, begyndte nogle at tro på dem, og ende- lig begyndte nogle også ligesom at hjæl- pe Habakuk, og de blev ligesom alle tilhængere af de falske profeter, og alle mennesker begyndte at tro på ham. Den gang var min fars bror, hans storebror Josef, kateket i Evighedsfjor- den. Og det fortælles, at dengang da det begyndte, så gav de sig minsandten til at græde og de gav sig til at le. Da min far endnu ikke havde hørt noget om det, gjorde min fars kivfaq (tjenestepige) Antonia, også således. Hun begyndte pludselig at græde og at le, men de vidste ikke af hvilken grund hun gjorde det, for min far var jo i Sukkertoppen. Men min far ville ganske vist have begyndt at tro på dem, således sagde han, men da min bedstefar (Palasfnguaq) gjorde min far til kateket, havde han sagt til ham: »Hvis du hører om en falsk profet, hvor som helst, langt borte eller tæt ved, skal du ikke tro på ham, før du har undersøgt det. Hvis de har for skik pludselig at sidde og le, så skal du vide, at det drejer sig om folk, som vil være falske profeter.« Disse ord huskede min far. Men der blev først meldt om Habakuk, da kajak- postmændene kom fra min fars bror Josef, at Habakuk og de andre prædikede på en troværdig måde, for han troede selv på dem. Da han (Frederik) læste brevene, blev han straks klar over, at de var falske profeter, fordi han huskede sin fars ord, og han skrev til ham (Josef), at han ikke skulle tro på dem, men han bad ham om at belære dem på rette vis, og han lod straks præsten læse Josefs brev. Præsten sagde, at han selv ville have troet på det, og han takkede, fordi min far havde sagt disse ting vedrørende Habakuk til ham, så han nu vidste, at de var falske profeter. Dette var sket om efteråret. Da disse kajakpostmænd først kom, tog folk, som boede i omegnen af Sukkertoppen, af- sted til Evighedsfjorden. Endnu før det var jul, kom de mange gange med breve til Sukkertoppen, og når de kom, læste min far brevene, og når han skrev til sin storebror, gemte han kopi af bre- vene.« Det er tydeligt, at Ivers beretning er præget både af den grønlandske og danske opfattelse, f. eks. i synet på år- sagen til sværmeriets opkomst. Den af- spejler også faderens usikkerhed og rø- ber i et glimt, hvordan besættelsen har spredt sig som en epidemi over hele området, så den dukker op endda i Frederiks egen husstand inde i selve kolonien. Man kan undre sig over, hvordan bedstefaderen, der jo døde flere år før sværmeriet begyndte, kan have forudset, at hæmningsløs latter skulle være et særligt tegn på falsk lære. Enten er det efterrationalisering, eller også afspejler det, at der kan have været ansatser til noget lignende også i Berthel Laersens levetid og at han derfor har været på vagt overfor fænomenet. 221 [46] Endelig giver fremstillingen også et fingerpeg om, at profeterne - i hvert fald i første omgang - har kunnet opfattes som troværdige og rettroende kristne. Det stemmer godt med den før nævnte tolkning, at Maria Magdalena faktisk startede hele bevægelsen i protest mod begyndende hedenske tendenser — for at holde befolkningen fast ved den rette tro. Og det retter igen opmærk- somheden mod kirkens repræsentant på selve åstedet, Frederiks storebror, kate- keten Josef. 16. Josef Josef var den ældste af Palasfnguaqs sønner. Når det blev hans lillebror Frederik, som blev udnævnt til den mest betroede kateketstilling som præ- stens højre hånd og sendt til Godthåb for videre uddannelse, må det bero på en lavere vurdering af Josef — i hvert fald på det kirkelige område. Måske har det pint ham at skulle modtage forma- nende breve af sin lillebror, måske har der siddet en brod af bitterhed mod de kirkelige overordnede. Det ved vi ikke, men det er psykologisk en nærliggende tanke. Alligevel har det været en betroet post, han har fået tildelt som kirkens repræsentant i Evighedsfjorden, fordi det var så langt borte fra kolonien med meget sjældne besøg af præsten. Kate- keten på det sted måtte være i stand til at stå på egne ben og selv lede menig- heden det allermeste af året. Samtidig var det en meget ensom post. Der var ingen kolleger at støtte sig til i miles omkreds, man var i det daglige helt afhængig, ikke mindst på det mate- rielle område, af sine bopladsfæller. Hvis man skulle bruge en stor del af sin tid til undervisning og andet kirkeligt arbej- de, var det svært at være selvforsynende til en familie med kød og anden pro- viant, og de årlige tildelinger fra koloni- ens provianthus af mel, kiks, flæsk og kaffe var meget sparsomme og hurtigt opbrugt. Og Josef var iøvrigt opdraget i et alvorligt og fromt hjem, præget netop i høj grad af den følelsesstemte herrnhuti- ske fromhed. Samtidig var han dybt præget af de grønlandske omgivelser, sin grønlandske mor og senere grønlandske familie. Intet af alt det, der brød frem under vækkelsen, har været fremmed for ham, og for så vidt har han været et let bytte for de voldsomme påvirkninger, han pludselig kom ud for. Og der er da heller ingen tvivl om, at han set med kirkens øjne svigtede sin opgave og gik over til profeterne. Hveyssel skriver: »Josef Berthelsen, som tilforn har vist hang til det herrnhutiske væsen, har, mere tror jeg af enfoldighed end ondskab, ladet sig føre bag lyset og taget kællingens parti, uagtet han tilstår, hun fremfører urimeligheder. Førend jeg kom vel efter, at han gav hende hele sit bifald, havde han allerede fået hele sin løn og proviant til juni måneds udgang. Jeg ville ellers have holdt en del heraf tilbage for at tvinge ham. I forgangen vinter stod han ved Appamiut, hvor han vel har undervist grønlænderne rettelig, men efter for- førerindens befaling brugt herrnhutiske bøger og skikke. Jeg har sagt til ham, at dersom han for tilkommende vinter vil nyde løn og proviant, skal han stå 222 [47] (opholde sig) ved kolonien, men det vil han aldeles ikke. Han giver til undskyld- ning, at han frygter, at hans døtre skal komme galt af sted for det danske mandskabs skyld, hvilket han siger før er sket med grønlandske piger. Dersom han vil love at lade det gale væsen fare og lære rettelig, vil jeg for dette år lade ham få en nedsat mængde varer og dertil give ham dansk proviant, men tilbage- holde det meste af hans løn og imidler- tid udbede mig min høje øvrigheds befaling, om han må få det resterende og fremdeles forblive i tjeneste. NB: I disse dage har inspektøren, kammerråd Olrik, givet købmanden en ordre, efter hvilken han hverken må give proviant eller handelsvarer på mis- sionskollegiets regning til kateketerne, uden min kaution for betalingen.« Hveyssels eneste magtmiddel overfor kateketerne er deres løn og proviant. Men han er i et dilemma, for så længe han ikke har slået hånden helt af dem, har han endnu en chance for at påvirke dem. Derfor er hans politik nølende og meget forsigtig, selvom han gennem inspektørens egenmægtige ordre er an- bragt i den pinlige situation, at alt, hvad han lader købmanden udbetale kateke- terne, sker for hans egen kaution. Hans velvillige bemærkning om Jo- sefs enfoldighed giver måske forklarin- gen på hans manglende kirkelige avan- cement - men viser også præstens vilje til længst muligt at forstå og tilgive sine folk. Nogen høg har den gode Hveyssel ingenlunde været, selvom han i Josefs tilfælde nok kunne have haft grund til det. I hvert fald levner den grønlandske tradition i Rosings udgave ingen tvivl om hans stilling: »Dengang havde de ved Kangerlusuatsiaq en kateket af blan- det afstamning ved navn Josef. Han var yngre bror af Naparutaq. Denne kateket sluttede sig bare til Habakuks menighed. Det fortælles, at kateketen herefter fik travlt med at skrive Haba- kuks og konens åbenbaringer, spådom- me og profetier, det hele, han skrev efter sigende uafbrudt vinteren igennem. Da man ikke havde mere papir, tog man skindtapeterne ned fra væggene og skrev på kødsiden af dem. .. . Naparutaqs modstand havde in- gen virkning i lange tider. En gang imellem tog han sin bror Josef voldsomt i skole, men broderen ville ikke melde sig ud af Habakuks menighed.« Josef, som vel har været den eneste virkelig skrivekyndige på stedet, har tydeligvis følt sit store ansvar for — som en sand evangelist — at få nedskrevet mestrenes budskaber, i den rækkefølge, de indfandt sig. Og det kunne have været en meget spændende kilde til hele affæren og gjort dette skrift væsentligt tykkere. Men sådan skulle det ikke gå: »Vi ville have vidst meget om Habakuks menighed og deres meriter, hvis Josefs mange skrifter ikke var blevet ødelagt. Det var Habakuks og Maria Magdalenas troslære og forskrifter, der var skrevet ned. De blev ofret, da Naparutaqs yng- ste søn fik sin første sæl og man bød på mandegilde. Da brugte de alle disse skrifter til at bringe gryden i kog.« Den vigtigste manddomsprøve for en eskimoisk dreng er fangsten af den første sæl, og det fejres med et vældigt »mandegilde«, der altså svarer til vok- senindvielsen i andre samfund, og ved 223 [48] den lejlighed spiser alle bopladsfæller af hans fangst - mens han selv ikke må få noget af den. Det kræver selvfølgelig god ild under gryderne. Og det blev skæbnesvangert for Josefs manuskripter. Måske har han som nær familie endda selv været med ved festen. Denne yngste søn er formentlig Iver, hvis mor netop var fra Evighedsfjorden, og da ægteskabet blev indgået i 1799, og drengen nok må have været omkring 12 år mindst, før han fik sin første sæl, tyder det altså på, at papirerne og skindene har været opbevaret til om- kring 1812 — måske i Frederiks vare- tægt. Og denne har vel følt, at det var en god anvendelse af alle disse ugudelige skrifter at gøre gavn netop ved den lejlighed. Han har vel tænkt mindre over, at han sådan set ved den lejlighed fejrede den hedenske form for konfirma- tion eller pubertetsritual, som iøvrigt har holdt sig i bedste velgående i Grøn- land helt til nutiden. Når man alligevel har gemt skrifterne så længe som 20 år, har der vel været en form for pietetsfølelse overfor dem, og det er også tænkeligt, at de simpelthen er gået med i købet i den almindelige festrus, hvor forældrene har været ved at revne af stolthed over deres søns præ- station og gæsterne på god grønlandsk vis har udtrykt deres beundring ved at give sig helt hen i glæden. Der findes dog en anden overlevering om disse skrifter hos Rink: »Da Naparu- taq og præsten ankom til stedet, fandt de en temmelig stor kasse fuld af op- skrifter, men efter at de var rejst, siges Habakuks tilhængere at have taget den med sig, da de drog til Timerlek, og man ved ikke ret, hvor de har gemt dem, enten på Timerlek, eller i sten- hobene på Maneetsoq. Senere har man vel søgt efter dem, men intet kunne finde.« Det er før set i Grønland, at den tørre luft i klippehuler har bevaret or- ganisk materiale gennem århundreder - jævnfør de berømte mumier fra Uma- naq. Måske dukker profetierne en skøn- ne dag op — hvis ellers der er noget om denne overlevering. ... Et andet punkt, som kan give lidt stof til eftertanke, er at Hveyssel samme sommer 1789 i en lille skrivelse fra juni, altså to måneder før den egentlige ind- beretning, som før er citeret, udtaler sig meget hårdt om Josef, der »har vist hårdhed imod os og foragtet alle mine formaninger, tværtimod mit forbud op- holdt sig hos Habakuk i Evighedsfjorden og styrket grønlænderne i deres forvil- delser og ondskab. Han har desårsag fra l. juli ikke fået det mindste fra kollegiets side.« Hveyssel har altså fået kolde fødder i løbet af sommeren og er slået ind på en mildere kurs. Den naturligste forklaring er nok, at Frederik er gået i forbøn for sin bror og har mildnet den vrede præst. Det endte alligevel med, at Josef blev afskediget, og i fire år måtte han klare sig selv som fanger. Så var han også mør, og 31. juli 1793 skriver han til præsten og angrer sit sværmeri og til- byder sin tilbagevenden til kateketger- ningen. 17. De andre kateketer Josef var ikke det eneste brådne kar blandt Hveyssels nærmeste medarbejde- re, kateketerne. I sin indberetning for- 224 [49] tæller han om, hvordan de har forholdt sig i prøvelsens stund: »Micba, af det høje kollegium selv tilstået 10 rdl. årlig gage, er en from og redelig lærer, som længe med mod og standhaftighed har modstået kællingen og offentligt modsagt hendes urimelig- heder og løgne . . . Nu derimod viser han sig . . . mere frygtsom, da han selv tror at have hørt både klokker og sange. I begyndelsen har han ladet sig bedrage deraf, men har nu formedelst kællingens overdrevne urimeligheder fået øjnene åbnet, skønt han af frygt for sine lands- mænd ikke tør så hårdt modsige hende som førhen. Han har i vinter stået ved Ikamiut og bestandig holdt sig fra de andre forvildedes selskab.« Christian roser Hveyssel for at være meget veltænkende og skikkelig. Nok har han fattet nogen tro til profetinden og også været inde i fjorden hos hende, men har iøvrigt forholdt sig godt og vil få sin løn, om han ellers vedvarende gør det. Isaak. Tilforn en af de flittigste kate- keter, har i forgangne vinter stået i Kangileet i Kangerlusuatsiaq, hvor for- førerinden just opholder sig og af hende ladet sig bedrage, så han med heftighed forsvarer hendes sag. Han har - og jeg skammer mig ved at sige det - af hende ladet sig indbilde, at han er Kristus.« Om Titus er tidligere fortalt, hvordan han var gået over til Habakukkerne og havde deltaget i mordet på sin egen mor og endnu en kvinde. Sem havde i modstrid med præstens befaling begivet sig ind til Evighedsfjor- den, skønt han havde fået næsten hele sin løn. »Han har siden været en af mine hårdeste modstandere i kællingens sag, og har drevet sin gamle mor, en meget skikkelig kone, fra sig, fordi hun af bedragerinden blev erklæret for heks efter en åbenbaring. Denne Sem såvel som Titus tager jeg ikke mere som kateketer. Jeg har sagt dem det. Isaak ligeledes, dog dersom han ville forandre sig, ønskede jeg at beholde ham. Men vedbliver han sin vildfarelse, ser jeg ikke at han vil udrette noget godt.« Ingen af kateketerne har været upå- virket af profeterne, og deres stilling har i alle tilfælde været meget vanskelig, fordi de har haft hele befolkningen imod sig, hvis de tog til genmæle. Og da de selv var kommet af folket og stort set delte skæbne med den og kun har haft en meget begrænset autoritet, har deres muligheder ikke været store. Nogle af dem har så set deres chance i at tilslutte sig bevægelsen og gennem den få mere magt og respekt, fordi de var selvskrev- ne til at blive placeret blandt lederne. Måske har den kloge Maria Magdalena forstået at spille på den menneskelige forfængelighed og lokke dem over på sit parti netop ved at smigre dem. Og en smiger må det jo eksempelvis nok kaldes at blive udnævnt til Jesus selv. I tilspidsede situationer bliver man tit stillet i valget mellem for og imod — der anerkendes ingen mellemstilling. Den der ikke er for er imod. I stedet for at håne de frafaldne, skulle man nok sna- rere så meget mere respektere de få, som havde mod og mandshjerte til at stå fast, trods al deres egen tvivl. Og Hveyssel er langmodig og bryder ikke staven over sine medarbejdere, før 225 [50] de så at sige definitivt har brudt den selv. 18. Fabricius Med efterårsskibet 1789 modtog Otto Fabricius Hveyssels lange indberetning fra august, og i sin indberetning til missionskollegiet om missionens tilstand i Grønland af 12. juni 1790 (han har ikke forhastet sig), beskriver han proble- merne i Sukkertoppen distrikt: »Her er også en temmelig stor menig- hed og tillige et vidtløftigt distrikt, da de døbte siges at bo seks forskellige steder i fjorden, så antallet af lærere kan ikke kaldes overflødigt. Skade kun, at de ikke alle ere til at rose. Overhovedet er og denne menighed i en beklagelig forfat- ning, ikke alene formedelst den indfly- delse hr. kammerråd Olriks myndighed og kolonisternes foragelige levned der, men endnu mere formedelst den forvir- ring, som den grønlandske profetinde med sit falske foregivende har opvakt.« Så følger en kritik af Hveyssel, og derefter advarer Fabricius om, at hvis der ikke allerede samme år (1790) bliver rådet bod på sagen med kraftige midler, vil sværmeriet ventelig brede sig til andre distrikter, med mindre Gud griber ind og på underfuld vis lader sagen få en vending, der kan beskæmme ophavs- kvinden hos hendes landsmænd. »Det eneste anvendelige middel er i mine tanker at få denne profetinde ryddet af vejen, på hvad måde bedst ske kan. Og hendes forbrydelser er vel store nok til at kunne tage sådan beslutning. Thi hvad hr. Hveyssel skriver herom, kan dog ej med nogen grund drages i tvivl. Jeg ved vel, at de mæhriske brødre intet skal have meldt derom til deres kommissærer her i byen, men de er og for langt fra denne koloni til at kunne vide noget desangående, og det, de fleste nok må have hørt, har de ej agtet værd at melde om, som noget, der ej vedkom- mer deres menighed. Det bliver kun spørgsmålet, hvor- ledes kvinden skaffes bort. At forflytte hende til andre steder i landet ville ikke alene være unyttigt, da hun let kan vende tilbage igen, men endog skade- ligt, da hun således kunne udvide sit sværmeri videre ud og stifte mere ondt, men hun må fra landet, og det kan ej ske uden handelsdirektionen skaffer hjælp med deres betjente i Grønland. Tillige vil kræves al mulig forsigtig- hed i hendseende til hendes lands- mænd.« Og Fabricius advarer mod den opstandelse, en aktion mod hende vil kunne afstedkomme og faren for, at andre skal træde op i hendes sted, når hun er flyttet, da hun har en masse disciple. »I alle henseender var det vel godt, om hr. Ginge (missionæren i Godthåb) og hr. Heide (missionæren i Holsteinsborg) bliver beordret at samles ved Sukkertoppen og i forening med hr. Hveyssel og de handelsbetjente, som handelsdirektionen i lige henseende fin- der fornødent at give befaling for at tage de behørige beslutninger.« Fabricius er bekymret, ikke blot for Sukkertoppen, men for hele missionens fremtid, hvis sværmeriet ikke bliver stoppet. Det er omstridt, hvad han så egentlig har forestillet sig med sine forslag. Ordene om at få ryddet af vejen er ofte, sidst i Finn Gads Grønlands Historie, blevet tolket som en slags 226 [51] henrettelse, aflivning. Senere synes det dog tydeligt at fremgå, at han tænker sig hende deporteret til Danmark, væk fra Grønland (»hun må fra landet« - »Når hun er flyttet«). Og det er jo ret beset også en måde at rydde hende af vejen på. At slå konen ihjel ville være dumt i enhver henseende, da man risikerede at gøre hende til martyr og samtidig unø- dig ophidse hendes tilhængere, hvilken risiko Fabricius tydelig nok er fuldt op- mærksom på. Desuden stemmer det langt bedre med dansk kolonitradition, som den har vist sig i andre tilfælde. Et godt eksem- pel er den negerhøvding fra Guldkysten, som i 1840'erne havde gjort sig skyldig i børneofring og faktisk stod til henrettel- se, men det afstod man fra af frygt for den lokale reaktion og sendte ham i stedet hjem til København, hvor han kunne ses promenere med høj hat på byens gader samtidig med Kierkegaard, Grundtvig og H. C. Andersen. Men selv en deportation ville kræve en usæd- vanlig indsats, og Fabricius forestiller sig da også nærmest en total mobili- sering af kolonimagtens styrke i Grøn- land med de tre missionærer i spidsen som en slags garanter for berettigelsen af et sådant skridt. Vel også fordi Fabri- cius har anset Hveyssel alene for at være for svag til at tegne missionen i en skæbnetime af den art. Han har sikkert forestillet sig en hel flotille af både tage ind i Evighedsfjorden og sikre sig Ma- rias person og føre hende med tilbage — og så håbet på, at det stærke opbud skulle afholde hendes tilhængere fra at gøre åben modstand. Men han var også ganske på det rene med, at missionen ville være ganske af- hængig af de verdslige myndigheders hjælp, og derfor måtte det i næste instans være deres reaktion, som afgjor- de, om planen kunne realiseres. Det er lidt dunkelt, hvorfor Fabricius midt i udviklingen af denne aktionsplan begynder at tale om de mæhriske brød- re, altså herrnhuterne. Men det må være, fordi man kunne befrygte, at de havde en finger med i spillet og på en eller anden måde ville betragte profeter- ne som deres tilhængere, og i så fald kunne en voldelig aktion jo let fremkal- de en reaktion fra brødremenigheden og dermed skabe vanskeligheder. Fabricius' ord skal da tjene til at berolige missions- kollegiet med, at herrnhuterne tilsyne- ladende ikke føler sig solidariske med profeterne og ikke har noget med dem at gøre. — løvrigt går Fabricius så i brechen for Hveyssels krav om at få et forsam- lingslokale og støtter ham loyalt på det punkt, ligesom han tydeligt påpeger Olriks urimeligheder overfor missionen. Men det var nu lagt op til de verdslige myndigheder, om det store raid ind i Evighedsfjorden skulle sættes i værk. 19. Den verdslige myndigbed Landets verdslige autoriteter var dog ikke til sinds at lægge hånd til Fabricius' eller Hveyssels foreslåede magtanven- delse. De var i almindelighed bedøvende ligeglade med missionens trængsler — og de anså nærmest den hellige virksomhed for en fordyrende og besværlig del af kolonisationen, så de undte såmænd nok præsterne en dukkert. For så vidt kunne de nok have meldt 227 [52] hus forbi uden større bekymring, men så enkelt var det ikke. Grønlænderne stim- lede i hobetal mod Evighedsfjorden, og det betød automatisk, at de holdt op med at sælge deres produkter til han- delen. Og dermed blev dens ledere helt op til inspektørerne ramt på deres pen- gepung og faglige prestige. Og så måtte de naturligvis reagere, for en god køb- mand havde ikke nogen mere effektiv måde at bevise sin fortræffelighed på end ved at præstere et godt regnskab. Og dermed var den verdslige arm sådan set motiveret nok for at imøde- komme missionens nødråb og rykke til hjælp. Men embedsmændene i Grønland har aldrig brudt sig om at praktisere åben magtanvendelse. For det første har de alle vidst, at de i sidste ende ville være de svageste, hvis det kom an på en styrkeprøve. Grønlænderne var et jæger- folk. Hver mand havde sin riffel og han forstod at bruge den med dødelig præci- sion, hvad tusinder af sæler, rener og fugle årligt måtte sande. For det andet vidste man, at grønlænderne nok var et skikkeligt og venligt folkefærd, når de blev behandlet rimeligt, men at de også kunne gå amok og reagere meget vold- somt, hvis man overskred grænsen for, hvad de fandt rimeligt. Og helt specielt kunne de ikke bære at tabe ansigt i en voldelig konfrontation eller afstraffelse. Alle, som havde blot et nogenlunde kendskab til forholdene, forstod disse uskrevne love og overholdt dem, og derfor befandt myndighederne sig i vir- keligheden i lige så stort et dilemma overfor sværmeriet som missionen. Man ville gerne gribe kraftigt ind, men man turde eller kunne i virkeligheden heller ikke. Og denne magtesløshed afspejler sig lige så vel i deres som i missionærer- nes ytringer om sagen. Ingen har været i større kvide end inspektør Olrik selv. Dels var han uden tvivl den, der var mest hadefuld overfor missionen i almindelighed og Hveyssel i særdeleshed, dels var han samtidig nok den mest gridske af alle handelens folk i forsøget på at presse så mange varer ud af landet som muligt. Et glimt af man- den får man i en skrivelse af 8. septem- ber 1786 i forbindelse med en forgift- ningskatastrofe i området. En død hval var strandet og grønlænderne havde spist af kødet med det resultat, at 16 mennesker var døde, fordi kødet havde været forgiftet. »En stor del af begge køn, som spiste af kødet, hensov enten med biddet i munden eller dog straks efter. Handelen fik vel nogle baljer spæk af dette ådsel, men ingen erstatning for det ødelagte brugbare kød!« Det var Olriks bekymring, alle de døde grønlæn- dere var han nærmest sur på og bebrej- dede dem deres handling. (Selvom man har svært ved at se, hvad »brugbart kød«, der måtte have været, når giften virkede så voldsomt. Men det ville formentlig heller ikke have generet Ol- rik at sælge kødet videre. Måske har han dog ment spækket, som ikke skulle spises, men brændes.) Tidligere er citeret handelens lokale folks breve til Olrik om sværmeriet og dets skadelige virkninger for handelen. Olrik svarer i april 1789: »Jeg kan kun forbavses over en del af Sukkertoppens distrikts grønlænderes fanatiske og fan- tastiske sværmerier, hvorved endog han- delen har lidt og ventelig fremdeles vil 228 [53] lide tab, tillige med sværmerne selv. Intet kan jeg derved udrette. (Så kom- mer et ironisk udfald mod den uduelige Hveyssel). Jeg frygter, at af ådslet, som er faldet disse for det timelige så ganske ligegyldige grønlændere i hænder, vil ej meget spæk indkomme til handelen, da de vel ikke har gjort sig megen umage for at flænse ordentligt og mindre for at konservere det flænsede.« Da han nogle måneder senere selv kommer til kolonien, forbyder han som før omtalt købmanden at uddele noget overhovedet til kateketerne, selv ikke missionens største støtte og aktiv, Fre- derik, måtte få, »uagtet han hidtil ingen synlig eller udvortes tilbøjelighed til hiines dårskab har vist.« løvrigt gjorde han intet for at hjælpe Hveyssel. Det er da også betegnende, at denne på forhånd har opgivet at henvende sig til Olrik og først skriver til inspektøren, da Olrik er blevet hjemsendt samme sommer og afløst af inspektør Andreas Lund: Præsten erkender sin afmagt overfor »ondet« og kan kun se een udvej: at sætte sig i besiddelse af kvinden og hendes fornemste tilhængere med magt og afstraffe dem. Helst så han inspektøren selv på stedet, men vil ellers bruge handelens lokale folk. Han forkla- rer sin tilflugt til sådanne metoder med sværmeriets farlighed, de stedfundne drab og — som trumf overfor netop den verdslige myndighed - sværmeriets dragning af folk fra nabodistrikterne og dettes farlige følger for handelen. Ved Sukkertoppen er der næppe en eneste familie tilbage. Inspektøren svarer i et brev af 5. september og foretrækker foreløbig at gå frem med lemfældighed, »da tiden, om, ikke andet, vil vise de stakkels forvilde- de, som jeg hjertelig ønsker må blive ført på den rette vej snart, at kællingens spådomme har været falske.« Han øn- sker ikke at medvirke til at omvende profetinden og hendes tilhængere »på mexicansk vis«, da det nok kun vil »opbringe de stakkels tåbelige grønlæn- dere til vrede og således forvandle deres fantasi til galskab og raseri«, hvorved følgerne let kunne blive meget ubehage- lige for mission og handel og for både nuværende og kommende europæere i landet. Han forestiller sig, hvad der ville ske, hvis købmand og mandskab blev beordret ud efter sværmerne, men blev slået tilbage med nederlag. Lund råder derfor Hveyssel til ved sagtmodighed og overtalelse at forsøge at retlede nogle af de mest ansete grøn- lændere og formå dem til at forlade profeterne og vise deres landsmænd et godt eksempel. Allerede en uge senere, 13. sept., svarer Hveyssel igen. Han understreger, at han ikke har forestillet sig nogen mexicansk magtanvendelse, som jo stri- der mod selve religionen at anvende i trossager. Men han appellerer til inspek- tørens ansvar for retssikkerheden, fordi kvinden med sin indflydelse på andre får dem til at begå de frygteligste ugernin- ger og altså udgør en fare for sine omgivelser. Og i samme brev lufter så Hveyssel den første svage optimisme. Det er i forbindelse med elskerindens før omtal- te fødsel af Habakuks barn og hans eventyr med flere andre kvinder. Og det betyder selvfølgelig, at Hveyssel også 229 [54] selv bliver mindre ivrig efter at sætte magtanvendelse ind, hvis der er en mulighed for, at »ondet« kan standses mere eller mindre af sig selv. Inspektør Lund har dog alligevel følt, at han svigtede en demonstration af den verdslige arms magt, og da sværmeriet to år senere stort set var døet hen, mente han nok at turde vove det - som indberettet i skrivelse af 30. juni 1791: »Da jeg har erfaret, at der i visse henseender hersker en slags overdreven undseelse hos grønlænderne og at det krænker dem meget at blive forhånet, især af en europæer, selv den ringeste matros, så har jeg f. a. ved Sukkertoppen ladet opsætte en gabestok til skam og skændsel for galskabens stiftere, grøn- lænderen Habakuk og hans hustru Maria Magdalena, med befaling til købman- den, at han derudi skulle lade dem sætte, piske og med koldt vand overslå, såsnart de indfandt sig ved kolonien, og at han skulle se til, at executionen blev forrettet såvel af grønlændere som af danskere. Men da rygtet om gabestok- ken er udbredt ikke alene i Sukkertop- pen distrikt, men i hele det søndre inspektorat, så vil Habakuk og konen nok vogte sig for at komme til kolonien. Og skønt de derved undgår den korpor- lige straf, så vil det dog immer blive dem krænkende, at gabestokken er opsat for deres skyld, hvilket ikke vil have så lidt indflydelse på andre grønlændere til at vogte sig for at begå åbenbare forseel- ser.« Kolonimagten — i sin karakteristiske danske udgave - havde talt sit magt- sprog. Gabestokken stod i Sukkertop- pen, og købmanden bad i sin aftenbøn, at profetparret ikke skulle finde på at møde op. Om det er blevet til grin, melder historien intet om - i hvert fald i forbindelse med gabestokken. Måske har grønlænderne snarere moret sig over, at danskerne kunne være så naive at tro, at de skyldige ville indfinde sig til afstraf- felse. Hvis grønlænderne har moret sig over Habakuk, har det været af helt andre grunde — som før omtalt. 20. Tilhængerne Dramaets hovedpersoner har nu pas- seret revy. Tilbage står den store grup- pe: Alle de grønlændere, som strøm- mede til fra nær og fjern og sluttede sig til bevægelsen. Hvorfor gjorde de det? Hvad var det, der tiltrak dem så stærkt, at de satte alt til side og brød op fra hele deres daglige tilværelse? Danskerne har nok undret sig. I den ældre litteratur netop fra det første århundrede af kolonisationen, møder man mange gange den karakteristik af grønlænderne, at de er følelseskolde, at intet synes at gøre større indtryk på dem. Og netop missionærerne har tit nok beklaget sig over manglende inder- lighed og entusiasme blandt deres tro- ende. Og så kaster de mærkelige mennesker sig pludselig ud i de rene følelsesorgier, hvor de ler og græder og spiller hele følelsesregistret igennem. Hvordan kan det forklares? Som et udgangspunkt må man gå ud fra, at grønlænderne er indrettet nogen- lunde som andre mennesker i verden — at de altså har de samme og lige så stærke følelser som andre. Og i mange sammenhænge er de heller ikke bange 230 [55] for at give udtryk for dem, f. eks. over- for børn. Men deres daglige omgængelse iøvrigt er nok, sammenlignet med f. eks. danskere, præget af en vis blufærdighed og mangel på tydelige udtryk for følel- ser, hvilket formentlig hænger sammen med de meget små og nære samfund, hvor man var udleveret til at leve med hinanden på godt og ondt, og hvor det kunne være farligt for fællesskabet, hvis man åbenlyst gav udtryk for f. eks. aggressioner. Voldsomme følelsesudlad- ninger betyder også en blottelse, og man var i de små samfund meget bange for at tabe ansigt. Hvis det er rigtigt, må der nødvendig- vis opsamles et behov for at få afløb for alle de indestængte tilbøjeligheder, og hvis der så viser sig en mulighed for at give dem frit løb netop uden at tabe ansigt, i en sammenhæng, hvor det ligesom er en fælles norm, må det i sig selv kunne virke meget tiltrækkende. Det er jo også det, man har gjort ved festlige lejligheder, hvor i hvert fald glæden fik frit løb og strømmede over alle bredder. I den sammenhæng må man nok også se den ekstatiske tradition. Hos alle folk har der været en trang til ved visse lejligheder at give los for de sider af sjælelivet, som slet ikke bliver udfoldet i den daglige tilværelse. Det sker i eksta- sen, og det gamle eskimoiske samfund havde den som en fast bestanddel af religionen, når åndemaneren siddende på sit skind under voldsomme udladnin- ger forlod sit jordiske hylster og begav sig på sin færd ud i en anden verden, åndernes. Der må have eksisteret et savn for denne side af religionen. En pæn ratio- nalistisk præstemand som Hveyssel har al den slags naturligvis ligget meget fjernt, - han har slet ikke kunnet appel- lere til disse dulgte behov i sin menig- hed. Maria Magdalenas åbenbaringer havde ikke blot esktasens karakter — og repræsenterede dermed noget kendt og fortroligt, men livet i hendes menig- hed byggede også på følelsernes mang- foldighed og appellerede til alt det, man ikke fandt i den officielle religion. Ber- thel Laersens noget herrnhutisk prægede forkyndelse og praksis har vel også vænnet menigheden til en anden form for kristendom end Hveyssels. Også profetindens fremhævelse af folks syn- der som årsag til Guds vrede faldt godt i tråd med åndemanerne, der skulle hitte ud af, hvordan folk havde krænket mag- terne, når noget gik galt. Hertil kommer den usikkerhed, som man befandt sig i midt mellem gammelt og nyt. De hedenske åndemagter var stadig en realitet. Overgang til den ny religion betød ikke, at man holdt op med at tro på disse gamle guddomme, hvis magt og farlighed stadig var en anfægtelse for de nyomvendte. Og det blev ikke bedre af, at den almindelige overtro, angsten for mørket, for qivitok- ker (fjeldgængere) og andre åndemagter, (som har holdt sig i Grønland lige til nutiden), gjorde sindene modtagelige netop for en forkyndelse, der i høj grad spillede på angsten - angsten for for- dømmelsen, for den tilstundende dom- medag, for helvede med alle dens ræds- ler, en tanke som må have været tyngen- de for de troende og har gjort et dybt indtryk på alle. 231 [56] Vi har før nævnt det særlige problem med de afdødes slægtninge og deres usikre skæbne. Man har slet ikke kunnet leve med tanken om, at de døde, som man stod så nært, blot skulle være fordømte, og Marias tale om en mellem- tilstand mellem himmel og helvede kan for mange have været løsningen på et ubærligt problem. Finn Gad nævner også den mulighed, at man har følt sig fristet af den frie adgang til det gamle og af kristendom- men fordømte flerkoneri. Det er en klar mulighed, men flere ting gør den noget tvivlsom: For det første kunne det ikke være det helt store problem, netop fordi Hveyssel havde så liberal en praksis på dette punkt, i hvert fald ikke for dem, der havde sikret sig to koner før dåben. Anderledes har det selvfølgelig stillet sig for de yngre og allerede døbte, men netop de var ifølge Hveyssel selv ikke de ivrigste tilhængere af profeten. For det andet er der faktisk ikke nogen klar tilkendegivelse om, at andre end Habakuk selv benyttede sig af denne frihed, og netop dobbeltheden i bevæ- gelsen, hvor de kristne dogmer også blev taget meget alvorligt, tyder ikke på, at man har givet frit løb på dette punkt. Endelig er der kvinderne i almindelig- hed og Maria i særdeleshed. Det er ikke sikkert, at de har følt sig lige så tiltruk- ket af frihed af den art som mændene, selvom flerkoneriet nok i mange tilfælde kunne betyde en forsørgelsesmulighed for enlige kvinder. Et socialt aspekt kan muligvis opløs- ningen af det gamle fællesskabsliv have været. Gennem mange generationer havde grønlænderne boet i store fælles- huse med flere familier under samme tag. Kolonisationen betød storfamiliens opløsning og kernefamiliens styrkelse, og dermed svandt det nære og trygge liv på de små bopladser bort. Har man været vant til det, må den nye tilstand have skabt et savn hos mange, og det kunne man få stillet i det nye fællesskab i Evighedsfjorden, hvor man delte alt og levede så tæt på hinanden. Endelig er der spørgsmålet, om der i bevægelsen har været en national reak- tion mod de fremmede og kolonimag- ten. Rent faktisk har der været tale om, at grønlændere for første gang åbent nægtede at adlyde de nye autoriteter og unddrog sig deres myndighed. Men kil- derne tier næsten totalt om tegn på en bevidst national holdning i bevægelsen. Det hele sker trods alt i den nye religi- ons navn. Der kan være svage antydnin- ger: Det påståede heksemord på den danske præst, Berthel Laersen (ganske vist flere år før sværmeriet), Marias trussel om at ville give sig hen til de fremmede. Men overbevisende er det ikke. Derfor kan det godt have været befriende at sætte sig op mod de mæg- tige. 21. Bevægelsen opløses Som før nævnt skete der en vending i sværmeriet i løbet af sommeren 1789. Også Habakuks friheder overfor menig- hedens kvinder er tidligere nævnt som medvirkende til, at folk mistede troen på ægteparrets guddommelige sendelse. De grønlandske kilder melder dog om andre grunde til menighedens frafald. Den ene har at gøre med den direkte 232 [57] konfrontation med præsten og Naparu- taq. To gange melder Hveyssel at have besøgt Evighedsfjorden og forsøgt at gøre sin indflydelse gældende — uden held, selvom han har været ledsaget af både Naparutaq og matroser fra hande- len. Men et af besøgene har dog nok alligevel været med til at bryde Haba- kuks og Marias autoritet, formentlig da det sidste. Iver Berthelsen beretter: »Da julen var forbi, rejste de nordpå, både købmanden, assistenten, præsten og min far (Naparutaq), og alle de bedste kiffak- ker var med. Da de kom der nordpå, var der ikke en eneste, som kom hen til dem. De gik hen til det nederste hus. Der var små børn derinde. Da de skulle holde gudstjeneste om aftenen, sagde min far til præsten: »Du er større end jeg, du skal først udspørge Maria Magdalena.« Præsten sagde: »Hvordan skal jeg udspørge hende?« Min far sagde da til præsten: »Du skal spørge hende således, men først når hun kigger på dig: »Maria Magdalene! Hvor- når skal verden gå i stykker?«« - for han havde hørt, at den skulle gå i stykker til foråret. De gik op til det øverste hus, og da de holdt gudstjeneste hos dem og var fær- dige, stødte han til præsten, men uden at vende sig mod ham, for at bede ham udspørge Maria Magdalena. Så snart præsten talte til hende, bed hun sig i læberne, men først da han talte meget til hende, vendte hun sig imod ham, og da hun gjorde det, sagde han: »Maria Mag- dalena! Hvornår vil verden gå i styk- ker?« Da hun nægtede og sagde, at hun ikke selv have påstået det, men at Elias havde sagt det, sagde mange mænd, at det ikke var Elias, der havde sagt det, men Maria Magdalena. Senere udspurg- te min far dem til langt ud på aftenen, og han læste sin storebrors breve, og hver gang en af dem nægtede, sagde mange mænd, at han ikke skulle nægte, og de sagde, at hun havde sagt det. Da de forgæves havde tilbragt tre dage der uden at vinde frem, sagde min far til dem, da de tog af sted, at de som boede i nærheden af Sukkertoppen, skul- le vende tilbage igen, men der var ikke nogen, som vendte tilbage. Da de kom til Sukkertoppen, skal assistenten have rost min far, fordi han ikke havde manglet ord. — Senere, da det blev forår, tog de igen ind til dem og talte til dem og brag- te dem alle med tilbage, skønt mange ikke ville det. Jeg har bare hørt det således, for der er noget af det, jeg ikke kender til. Da denne præst tog alle min fars breve vedrørende Habakuk med til Danmark og lod myndighederne læse dem, syntes de så godt om dem, at de anmodede min far om at blive præst.« Selvom besøget betegnes som mislyk- ket, og selv om Iver forsøger at udnæv- ne sin far til den egentlige helt på præstens bekostning, så beretningen må tages med et vist forbehold, synes det dog at fremgå, at Maria har været i vanskeligheder overfor det gejstlige op- bud og ikke har villet stå ved sine ord. I de andre traditoner er det Habakuk, som er hovedpersonen ved disse besøg. Otto Rosings beretning herom lyder således: »Hen på foråret tog præsten ind i Evighedsfjorden sammen med Naparu- taq. Da de kom ind til Igdlo (Habakuks 233 [58] boplads), gik de op. Da de trådte ind i huset, sad Habakuk langt inde på brik- sen. Da han så, hvem der kom ind, så han på præsten og sagde: »De store himmelboere ser gerne, at man viser kærlighed overfor de stakkels menne- sker.« Da han blev tiltalt således, svarede præsten overhovedet ikke, men stod og tænkte på, hvad han skulle svare, men da han stadig ikke svarede, henvendte Naparutaq sig til Habakuk og svarede: »Ja, de store himmelboere vil gerne have kærligheden udbredt. Hvorfor laver du så om på det sjette bud?« Da Habakuk fik dette hvasse svar, begyndte han langsomt at sænke hove- det, indtil det lå mellem knæene på ham. Da han ikke svarede igen, gav Naparu- taq ham en mægtig overhaling, og så gik de. Og fra den dag mistede man mere og mere troen på ham.« Hos Rink går det lidt mere fredsom- meligt til: »Mens Matiuse om foråret var rejst til Nua, ankom præsten og Napa- rutaq i båd. Habakuk ville ikke gå udenfor, men de gik ind til ham i hans telt. Før de havde sagt noget, sagde Habakuk hurtigt: »De store i himlen vil have, at menneskene skal elske hinan- den.« Naparutaq svarede: »Det er rigtigt, men hvorfor har du forandret det syven- de bud ? Hvorfor har du ikke fulgt det ?« Da Habakuk intet svarede hertil, talte Naparutaq meget forsigtigt til ham og formanede ham med megen høflighed, idet han bad ham holde op med sine sædvaner. Præsten sagde ikke et eneste ord. Først da de skulle gå, sagde han til Naparutaq, at han med vilje ikke havde sagt noget, fordi det var ham befalet ikke at skænde på menneskene. Fra den tid af begyndte de at holde op med deres optøjer, dog ville de stadig hævde deres ret og ikke underkaste sig. Senere hen, da Habakuk var nær ved at dø, formanede han dem til ikke at efterligne ham i hans adfærd mod de uskyldige og bød dem herefter ikke at gøre den slags.« Hvad enten det nu har været Haba- kuk eller Maria eller dem begge, der har mistet mælet og tiet overfor Naparutaqs angreb (for i alle kilder er Hveyssel aldeles passiv), så gemmer der sig bag disse beretninger en erindring om, at profeterne ikke havde klaret sig i den direkte konfrontation. Og bag denne opfattelse ligger igen den gamle eskimo- iske sangkamp. Hvis der opstod en konflikt mellem to, blev den afgjort ved, at de i fuld offentlighed, ofte ved et sommerstævne, når mange var sammen, udkæmpede en duel, hvor de skiftevis sang om hinanden og hvor formålet var gennem skarpe og bidende ord at latter- liggøre modstanderen, så man fik latte- ren på sin side — og dermed havde vundet. Den som tav og ikke mere svarede, havde dermed opgivet kampen. Da Habakuk bøjer hovedet og tier — eller Maria benægter sine egne ord, da de altså åbenbart skammer sig, har de tabt ansigt og dermed tabt kampen. Og så er det iøvrigt uvæsentligt, hvem der reelt har ret. Naparutaq har kendt denne tradition og forstået at spille på den til sin egen fordel. Det har været umuligt for ægteparret at hævde deres autoritet overfor menigheden, når de ikke kunne gøre det overfor de kirkelige dignitarer. 234 [59] Selve ordkampen med Habakuks kær- lighedsudspil og Naparutaqs promte svar lyder på dansk ikke så overbevisen- de, men på grønlandsk er replikkerne bevaret i deres formodede oprindelige saftighed, som det så tit er tilfældet i mundtlig tradition, hvor det ofte er de velanbragte replikker, der huskes netop for deres ordlyd. At der så tales om både det sjette og det syvende bud, er mindre væsentlig i den forbindelse. Habakuk havde jo vitterligt overtrådt dem begge, men i selve ordspillet falder det natur- ligst ind at svare med det syvende: Du må ikke slå ihjel, da det jo tør siges at være det stik modsatte af at elske hinan- den, mens det sjette buds overtrædelse godt kunne indebære, at man netop gjorde dette til overflod. Nu er det jo god tone i al historie- skrivning at finde frem til de materielle årsager til begivenhederne, og det er man også i stand til, når det gælder profetmenighedens opløsning. Det vil altid vække modstand, når nogen prøver at tilegne sig andres ejen- dom. Vi har allerede hørt flere eksem- pler på, at Habakuk gjorde krav på fangernes bytte og selv foretog fordelin- gen. Dette var naturligvis et indgreb i den gamle eskimoiske ejendomsret, og der er flere beretninger om, at man satte sig derimod. I forskellige variationer fortæller Jacob Rosing og Rasmussen følgende historie: »Habakuk befalede alle at aflevere deres fangst til ham. Men store Justus var en af de mest ansete mænd. Han var større end alle andre, en dygtig fanger og meget selvsikker og hovmodig. Han kunne skyde større fart end nogen anden og havde ikke sin overmand. En dag kom han roende langs kysten med en hvidhval på slæb. Nogle af mændene troede, at det var lille Matæus. »Gad vide, hvem det er?« Da kajakmanden kom ud for Habakuks hus, kom han som sædvanlig ud og råbte til manden, at han skulle lægge til og lande hvalen nedenfor Habakuks hus. Men ham med den store fangst lo blot og svarede: »Dette er min egen store fangst. For fremtiden må du nøjes med at kommandere over den fangst, du selv bringer i land.« Men Habakuk blev trist og gik langsomt op fra stranden. Denne hændelse blev den store for- andrings tegn, og snart var Habakuk og Maria Magdalena igen ganske almindeli- ge mennesker, som ingen tog hensyn til.« Tidligere er refereret en lignende hi- storie om Simik, der nægtede at aflevere sin fangst, og i længden har det været umuligt for Habakuk at opretholde sin materielle myndighed over dygtige fan- gere. Men et andet problem er også opstå- et: Man havde vænnet sig til det økono- miske samkvem med kolonimagten, hvor man solgte sine produkter og til gengæld fik krudt, kugler, kaffe, tobak, redskaber og andre nødvendigheder. I Evighedsfjorden var der ingen butik og intet at købe af den slags, og når det forråd, man havde, var opbrugt, måtte der opstå et problem, så meget mere som den hyppige salutering med alle bøsserne til de himmelske magters ære må have gjort hurtigt indhug i ammuni- tionen. Den meget koncentrerede bebo- else har også gjort fangstmulighederne ringere. 235 [60] Mange har derfor været stærkt moti- verede for at vende tilbage til kolonien, og da de direkte bliver opfordret dertil af handelens og missionens folk, er de ikke vanskelige at overtale. Også træt- hed og skuffelse vil i længden svække begejstringen. Man kan ikke køre i højeste gear så længe ad gangen. Endelig skal der også nævnes en psykologisk mekanisme, som gør sig gældende i små isolerede samfund. Hvis man lever så tæt på hinanden, kan sammenholdet ikke bære, hvis nogen hæver sig for højt over de andre og dermed forrykker den ligevægt, som socialt bærer det lille samfund. Ingen træer må vokse ind i himlen, og hvis nogen ser ud til at gøre det, sørger man for, at pågældende pilles ned igen til almindelig størrelse. Det er en mekanis- me, som stadig gælder i Grønland, og den fungerer eksempelvis i det politiske liv. Måske har Habakuk i almindelighed optrådt så tyrannisk, at det er blevet uud- holdeligt for hans bopladsfæller, så de har reageret ved at vende sig imod ham. I historien er der sjældent kun en enkelt årsag til at tingene sker. Således også her. Der var mange grunde til, at profetparret ikke kunne fortsætte deres virksomhed ret længe, og det er umuligt at udpege en enkelt af disse grunde som den afgørende. Men mekanismen synes at have væ- ret, at da der først går skred i autorite- ten, går det til gengæld hurtigt. Der tegner sig også et tydeligere billede af Habakuk, der søger at udnytte situationen til egen fordel, overspiller sine kort og dermed ødelægger spillet for den egentlige profetinde, Maria. Det er meget svært nøjere at tidsfæste de forskellige begivenheder, præstens besøg o. s. v., men den afgørende ven- ding synes at være sket i løbet af sommeren 1789, og allerede samme efterår begynder der mere optimistiske rapporter fra embedsmændene: Købmand Falck 13. oktober: »Jeg har sendt blandingen Gabriel Hansen som har en ikke ubetydelig indflydelse på sine landsmænd« ind til sværmerne med tre mand i slup for at få grønlænderne til at vende tilbage til kolonien. Fire husstande fulgte opfordringen og de øvrige begyndte at sprede sig. Assistent Lyberth i brev af 14. ok- tober: »De arme forvildede grønlændere adspreder sig nu nogenlunde, og håber jeg at kunne bidrage sammen med præ- sten og købmanden til at få dem på bedre tanker.« Og næste forår kan købmanden be- rette til inspektøren d. 26. april, at han har været med Hveyssel på togt i Evig- hedsfjorden og der haft den glæde at se grønlændernes grundforudsætninger ganske forandrede. »Habakuk og kone var nu ikke mere noget for dem, men de morer sig over dem.« Igen det gamle grønlandske våben: Latteren, som det mest tilintetgørende for al myndighed og magt. Og samme sommer kan da inspektø- ren i en skrivelse til direktionen af 8. juli gøre status: »Den galskab og fantasi, som forrige år beherskede Ny Sukker- toppens grønlændere, er nu, Gud være lovet, for det meste stillet, da de fleste skal have fået øjnene opladte, så at grønlænderen Habakuk og hans kone Maria Magdalena er ikke mere for dem 236 [61] de vigtige væsener, de har været, tvært- imod tjener nu til deres tidsfordriv. De kappes om at gøre dem latterlige og finder fornøjelse i vanærende fortællin- ger om dem begge, samt til dels skælder dem ud. Efter hvad jeg har spurgt, har hr. Hveyssel både i vinter og dette forår anvendt al flid til at bringe de rasende til rolighed og eftertanke, og hans møje har ikke været forgæves. Foruden flere gode ting har den og bevirket, at man til næstkommende vinter ved kolonien ikke vil mangle grønlændere til hjælp ved hvalfangsten.« Choket var overstået. Kolonimagten kunne ånde lettet op. Hveyssel turde igen spille med musklerne, og købman- den kunne igen få gang i sin handel med spæk og skind. Gabestokken blev sat op til skræk og advarsel for ligesindede. Situationen var under kontrol. Men i Evighedsfjorden sad ægteparret tilbage med deres få tilhængere. Som i enhver god saga melder historien intet om, hvad de tænkte. Habakuk, der næp- pe har været alvorligt anfægtet person- ligt, har slikket sårene efter sine eventyr. Men for Maria Magdalena har det hele sikkert været en højst personlig og al- vorlig affære. Hun har måttet sidde med sine anfægtelser og sin skuffelse over, at de himmelske magter så ganske har svigtet, hvad de havde forjættet hende. Hun har profeteret om dommedag, og da den ikke kom, har det selvfølgelig også svækket troen på hendes forkyn- delse. Det er ikke let at få et virkeligt ind- tryk af hendes person, som før fortalt. Men man har den klare fornemmel- se, at hun har spillet ærligt spil, at hun har været en oprigtigt troende, som har haft synske evner og har følt et kald til at lede sine landsmænd på rette vej. Hun har følt, at hun var i Guds tjeneste, og det er hendes ildhu og overbevisning, der har givet bevægelsen dens åndelige kraft. Derfor er det ikke mærkeligt, at myndighederne lader næsten al deres had gå ud over hende. Men mærkeligt er det stadig, at hun næsten ganske er forsvundet ud af den grønlandske overlevering. Måske er det, fordi også den grønlandske overlevering har været forvaltet af folk, der dels gennem indgiftning var halvt danske af indstilling og tænkemåde, dels som kate- keter nøje knyttet til missionen. Man har måske også været tilbøjelig til at frem- hæve Habakuks åbenlyse misgerninger for at miskreditere hele bevægelsen, og har til gengæld ikke haft så meget at hænge Maria op på. 22. Efter stormen Hveyssel havde ikke optrådt som super- mand under krisen, men det må siges til hans ros, at han heller ikke selv tog æren for, at stormen var redet af. Sommeren 1790 giver han i sin indberetning ho- vedæren til Frederik Berthelsen, »den tro, flittige, redelige og gudfrygtige læ- rer, som har været mig særdeles behjæl- pelig til at få sværmeriet dæmpet og meget lettet mig embedets besværlig- heder,« en mand, som det har været »en usædvanlig lykke at have hos sig.« løvrigt måtte Hveyssel jo se at få genskabt ro og orden i sin lille menig- hed. Det er bemærkelsesværdigt, at der faktisk ikke sker profetægteparret noget, 237 [62] heller ikke, da de er forladte af alle tilhængere. Det er ikke fordi myndig- hederne anser dem for ufarlige. Gang på gang advares der mod en genopblussen af vildskaben. Det må være, fordi man har været bange for reaktionen i befolk- ningen og ikke har villet bruge vold. Og den lange kommandovej frem og tilbage over Atlanten har gjort enhver effektiv planlægning ret håbløs. I sin indberetning sommeren 1791 kan Hveyssel dog konstatere eet skridt på vej mod en større moralsk orden i menigheden. Han beretter, at profeterne nu kun har tilhold af Habakuks to brødre, mens 3 andre familier, deri- blandt Marias bror Petrus, nok har svigtet profeterne, men dog stadig op- holder sig i Evighedsfjorden. Til Hveys- sels bekymring havde de der om vinte- ren været uden gejstligt tilsyn, da han ikke kunne skaffe dem en kateket efter den store udrensning i disses rækker. Men om efteråret var det lykkes Hveys- sel ved trusler og overtalelser at få Habakuk til at sende sin elskerinde fra sig. Hun kom til kolonien og viste sig at være gravid. Hveyssel har ikke været tryg ved at have hende der, hvorfor han sendte hende til bopladsen Ikamiut, hvor hun kunne være under opsigt af kateketen Mika. Her fødte hun om vinteren sit barn, som stadig levede. Mika har åbenbart været nervøs for, om han kunne passe godt nok på hende, og hun har lige så tydeligt været opsat på at vende tilbage til Habakuk. Derfor sørge- de Mika for, at en grønlænder, Eleasar, der om vinteren mistede sin kone, ægte- de elskerinden og overtog barnet som sit. Ingen skal herefter påstå, at der ikke har været praktiseret en effektiv kirke- tugt i Grønland. Ej heller kan man betvivle, at denne kvinde, som i hvert fald har født Haba- kuk to børn, har fungeret som hans anden kone og gjort det af egen vilje. Og for Habakuk, der havde oplevet den gamle religion, har et sådant flerkoneri ikke været opfattet som noget galt. Han har nok vidst, at kirken fordømte det, men har selv sikkert anset det for en praktisk foranstaltning, som dels sikrede forsørgelse af overflødige kvinder uden egen forsørger, dels kunne være en hjælp for ældre og svagelige koner, der ikke alene kunne klare både at tilfredsstille mandens erotiske behov og behandle hans fangst. Året efter blev den grønlandske mis- sion ramt af en voldsom nedskæring som led i den daværende regerings økonomiske saneringsprogram for Grønland. Antallet af missionærer blev skåret ned til halvdelen, og for Sukker- toppens vedkommende betød det, at distriktet blev slået sammen med Hol- steinsborg, hvis missionær Heide der- efter skulle betjene begge de vidtstrakte distrikter. Hveyssel kunne omsider rejse hjem efter otte bevægede år ved Sukker- toppen og blev sognepræst ved St. Cle- mens kirke på Rømø, hvor han har kunnet få sig mangen god grønlands- snak med de lokale hvalfangere, som havde tilbragt mange somre ved Grøn- lands kyster. Men det var naturligvis et hasarderet skridt at blotte Sukkertoppen på den måde så kort efter sværmeriet. Frederik Berthelsen er bestyrtet og skriver til 238 [63] Heide om sin bekymring for, at menig- heden skal vende tilbage til sit forrige galskab, ja måske rent ud vende sig fra Gud, hvis Hveyssel rejser hjem og områ- det lades uden tilsyn. Han opfordrer Heide til at skrive herom til missions- kollegiet og få det til at ændre sin afgørelse. Han beder Heide om hurtigt at komme derned. »Af bedrøvelse kan jeg nu ikke skrive mere«. Heide kom først det følgende år, 1793, hvor han berejste hele Sukker- toppen distrikt og kunne melde, at grønlænderne søgte ham med glæde. Han beroliger missionskollegiet ved at henvise til Frederik Berthelsens tilstede- værelse i området, og denne blev derfor selv det vigtigste argument for ikke at imødekomme hans egen bøn om en ny præst. Men Heide er dog ikke tryg ved Habakuks nærværelse i distriktet og frygter, at han vil anstifte nye urolig- heder. Han selv sidder så langt borte, at han ikke vil være nogen effektiv hin- dring for noget sådant, og derfor an- befaler han som det bedste, »at Habakuk og hans tilhængere ved Kangerlusuat- siaq med europæiske fartøjer blev trans- porteret fra Ny Sukkertoppen til Godt- håb, Fra Godthåb til Fiskenæsset, og derfra videre til syd for Julianehåb, hvor han skulle have et nænsomt råd om at bo langt fra døbte landsmænd, og at omgang med døbte forbydes, indtil han ganske aflægger sit sværmeri.« Heller ikke denne bortførelse blev dog gennemført. Habakuk krydsede præstens planer på en for denne uventet måde: Året efter dukkede ægteparret op ved Holsteinsborg og bad om at blive optaget som konfirmander til undervis- ning! Man gætter ikke meget galt i, at præsten er blevet mildest talt forbløffet. Ægteparret har følt sig sat udenfor. De var blevet døbte som voksne og derfor ikke konfirmerede. Efter sværme- riet var de nærmest lyst i kirkens band, og som det fromme menneske, som i hvert fald Maria har været, har det været en ulykkelig situation. Hvad skulle de gøre? I Sukkertoppen var der ingen præst, og desuden stod skampælen og ventede dem. Hvad var da mere natur- ligt end at tage op, hvor præsten boede - og hvor der ingen skamstøtte var - og blive konfirmander og på den måde genoptaget i menigheden? Der er mange ærgrelser i tilværelsen. En af dem er, at man ikke kan komme til at overvære konfirmandundervisnin- gen i Holsteinsborg 1794. Men undervisningen har båret frugt. To år senere besøgte den nye missionær, Rønning, Evighedsfjorden og benyttede lejligheden til at overhøre Habakuks familie i troens lærdomme. Både hus- herren og konen havde »god kendskab om ordo salutis (frelsens orden), børne- ne kan deres ting godt. Ældste søn kunne forklaringen udenad, yngste læser indenad og en fosterdatter kan stave.« Familien syntes at være faldet helt til ro i den kirkelige fold. Måske har der været en særlig grund til ægteparrets ønske om at blive genop- taget i menigheden. Ifølge Sukkertoppen kirkebog døde deres fjerde datter udøbt i 1792. Det har selvfølgelig været en stor sorg oveni al den modgang, ægteparret havde haft og de andre døde børn. Og med den forestilling, der var almindelig indenfor datidens kirke, at udøbte børn 239 [64] ikke kunne blive frelst, har det utvivl- somt været endnu tungere for forældre- ne at miste dette barn. To år senere, føder Maria endnu en datter, altså den femte og eneste levende, og hun bliver døbt allerede efter tre dages forløb af stedets kateket. Det er meget tænkeligt, at tanken på det ventede barns skæbne har fået profetægteparret til at handle resolut og tage til Holsteinsborg. Få år efter, d. 23. november 1798, døde Habakuk. Han må da have været en midaldrende mand sidst i fyrrerne. Den gang var levealderen i Grønland meget lav, og når folk blev halvtreds år, var de gamle. Som før nævnt advarede Habakuk ifølge overleveringen sine bo- pladsfæller om ikke at gentage hans fejlgreb, og han figurerer altså blandt sine landsmænd som en angrende syn- der. Om det er rigtigt, kan vi ikke vide. Det er givet, at den meget kirkeligt prægede tradition gerne har villet under- strege hans anger. Måske er det blot ønsketænkning. Maria Magdalena overlevede sin mand med fire år og døde den 14. september 1802. Hendes grav kendes ikke, mens Habakuks stadig påvises ved deres gamle boplads. Men mindet om dem lever videre, og sværmeriet gav endda anledning til et nyt ord i det grønlandske sprog, aba- koorneq, som betyder religiøst sværme- ri. Og deres bedrifter har inspireret flere grønlandske kunstnere lige til nutiden. 21. Efterdønninger Kun et halvt år efter Marias død beret- ter købmand Mørch i et brev 1. april 1803, årets første post, at folkene i Evighedsfjorden »atter denne vinter har begyndt deres profetiske lære, fanatisme eller hvad man skal kalde det, som har forårsaget, at deres lærer, kateketen, for længe siden har måttet forlade dem, af frygt for at lide overlast.« Inspektør Myhlenport svarer 19. maj med en beklagelse af, at der nu ikke er nogen missionær på stedet til at tage sig af problemet, men ser dog et håb: »Skal man kunne vente sværmeriet udryddet på nogen måde, da tror jeg sikkert, at det må ske ved en mand, som grønlæn- derne har agt og fortrolighed til. Kate- ketformanden Frederik Berthelsen ved Sukkertoppen, som jeg ved har meget at sige blandt sine landsmænd, bliver nok den, som bedst kan udrette noget her- med. Forklar ham, hvor vigtigt det er for hans landsmænd, at slige galskaber bliver tilintetgjorte, og bed ham gøre sig flid om at oplyse grønlænderne om, at spåmænds eller spåkvinders gøglerier ikkun er bedrageri, og at sådanne narre- streger til sidst har til følge, at de som afgiver sig dermed bliver foragtet og udleet af deres landsmænd.« Og inspektøren beretter sagen videre til sine overordnede i København d. 27. juni: »Atter har grønlænderne ved Kan- gerlusuatsiaq i Sukkertoppen distrikt be- gyndt på at udbrede de samme falske læresætninger, som de, der ved missio- nær Hveyssels medvirkning blev dæm- pet i året 1789. Den høje direktion vil gunstigen erin- dre sig, at inspektør Lund har indmeldt tildragelsen, og at hovedpersonerne . . . var den såkaldte profet Habakuk og hans kone Maria Magdalena. Disse per- soner er vel for nogle år siden bortdøde, 240 [65] Habakuks grav i Evighedsfjorden, fotograferet 1918.© Arktisk Institut. men deres narrestreger har de dog efter- ladt til deres sønner, døtre, og hele familie, som nu træder i de afdødes fodspor. Den fornuftige grønlænder vil vist le ad disse narrestreger, men de vankun- dige derimod, som desværre endnu er mange, tror sikkert mere herpå end på de læresætninger, som kateketen søger at indprente dem. Virkelig er det missio- nærens pligt at påse, at slige uordener . . . udryddes før de fæster dybere rød- der. Men for det første bor denne omkring 30 mile fra stedet, og for det andet er den nuværende missionær ikke den mand, som lader religionssagerne trykke sig, men som er lige glad, enten så nationen tror på det gode eller onde væsen. Altså kan man ej ved ham vente nogen hjælp til at udrydde fanatismen. Man har med et-folk at bestille, som lovens tvang ikke kan bringe tilbage fra denne eller anden galskab. Men kærlige og venskabelige overtalelser må være de våben, man må bruge, når man vil udrette noget blandt den grønlandske nation.« Inspektøren beretter så om sine in- struxer til købmand Mørch og sin tiltro til Frederik Berthelsen. Ret meget mere ved vi ikke om denne sværmeriets genopblussen. Det er fri- stende at sætte den i forbindelse med Marias død. Hun var trods alt den store 241 [66] profetinde, og hendes bortgang må have vakt de gamle følelser til live, så meget mere som netop vinteren 1802—03 var meget streng med misfangst og sult. Mange kan have opfattet det som straf- fen for frafaldet og en opfyldelse af den døde profetindes trusler mod de van- tro. Typisk nok er det denne gang de verdslige myndigheder, der slår alarm - af den enkle grund, at der ikke rigtig mere er nogle gejstlige på stedet. Og som det tydeligt fremgår af inspektørens brev, var den nye missionær i Holsteins- borg, J. C. Biichler, en mand, som manglede den fornødne nidkærhed og som befandt sig bedst hjemme i sin egen bolig. I den situation er det eneste håb - endnu engang - Naparutaq. Han havde i mellemtiden været for- flyttet til Godthåb i to år fra 1795-97, men var ellers reelt fungerende præst i Sukkertoppen distrikt, selv om han ikke måtte foretage vielser og forrette alter- gang. Nu var hans værste anelser gået i opfyldelse: At mangelen på kirkelig be- tjening villle få sværmeriet til at blusse op igen. Han indberetter til Biichler i maj 1803, at et nyt sværmeri var brudt ud, denne gang under ledelse af Haba- kuks søn Daniel. Biichler besøger også Sukkertoppen distrikt samme sommer, men kun kort, og det blev Frederik, der måtte tage sagen i sin hånd. Han flyttede simpelt- hen op til sværmeriets arnested og blev boende deroppe i to år. Dermed fik han med sin personlige autoritet stoppet udbruddet i opløbet. For hans nye unge kone blev det samtidig et gensyn med hendes barndomsegn og dens befolk- ning, hvilket næppe har været hende ukært. Men trods Naparutaqs højst person- lige nærværelse, følte han dog stadig, at gløderne ulmede og kunne bryde ud i lys lue når som helst — og udtrykker det med, at beboerne »var skikkelige, så længe jeg var hos dem, men det var ikke alvor.« Og mange år senere, i 1813, skriver han til inspektøren: »Jeg kan ikke forlade disse folk. Jeg er bange, når jeg ikke er hos dem, kan snart komme en profet igen. Den falske tro er endnu ikke ret slukket blandt Habakukkerne.« Forinden havde det også vist sig, at gløderne kunne flyve langt omkring og antænde nye bål. 1800—01 havde en uhyggelig koppeepidemi hærget Hol- steinsborg distrikt og udryddet flertallet af befolkningen, bl. andre Joseph Ber- thelsen, Naparutaqs storebror, der var blevet genansat som kateket, men pla- ceret ved Holsteinsborg, hvor hans for- tid under sværmeriet i mindre grad svækkede hans autoritet. Sukkertoppen var gået fri, og de følgende år synes en del folk derfra at være rejst mod nord for at erstatte de omkomne. Og det er formodentlig en sådan »indvandrer«, en kvinde, der pludselig optræder ved Hol- steinsborg i 1804, og hævder at have været i direkte kontakt med Gud, hvis ånd talte igennem hende. Hun mente også at kende sin egen dødsdag. En lokal kolonist skriver herom i et brev til kateketen, at hun taler som en, der er gået fra vid og sans, for eksempel ved at skære håret af hans tjenestepige og bræk- ke hendes ben. Der forlyder dog ikke mere om denne nye profetinde, og hun synes altså ikke 242 [67] at have givet anledning til nogen egent- lig bevægelse på sit nye bosted. Selve udflytningen fra Sukkertoppen kan i sig selv have svækket den nye opblussen af sværmeriet, så en ny til- strømning ikke skete. Også de tidligere nævnte katastrofer ved Paradisdalen, hvor flere af Haba- kuks nærmeste efterkommere døde efter en lakseforgiftning og hvor endnu flere omkom ved en konebådsulykke, kan have taget kraften af den nye bevægelse, netop fordi den synes at have været centreret i den habakukske familie. Må- ske har de andre grønlændere betragtet disse katastrofer som en slags straf fra himlen over den kætterske familie — i så fald har det naturligvis afholdt dem fra at befatte sig med noget lignende. Det er i alle tilfælde bemærkelsesvær- digt, at det lykkes Naparutaq at holde gemytterne i ro, ikke blot under redukti- onen, hvor betjeningen fra kirken blev stærkt nedsat, men også under Eng- landskrigen 1807—14, hvor præsterne efterhånden forsvandt fra kysten, så der til sidst kun var een eneste tilbage — og med den tids rejsemuligheder var det naturligvis ensbetydende med, at den kirkelige betjening i praksis var ophørt. Ganske vist ordinerede denne ene præst omsider Frederik Berthelsen til præst ved en højtidelighed i Holsteins- borg 1815. Han var da 65 år gammel. Og i 12 år fungerede han som præst i sit gamle distrikt og til dels de tilstødende. Men stadig var det en for kirken kata- strofal underbemanding, som bevirkede, at menighederne mange steder delvist faldt tilbage til hedenske traditioner. Krigen betød også, at grønlænderne måtte undvære de vante handelsvarer fra Europa og f. eks. måtte vænne sig til igen at jage med bue og pil. En tradition fra Kangaamiut vil vide, at netop en af Habakuks sønner udmærkede sig ved i denne situation hurtigt at udvikle stor færdighed i bueskydning og skaffede bopladsen god fangst af rener derved. Familiens førerstilling har åbenbart ikke alene beroet på åndelig styrke. Og selv om sværmeriet har vakt mange negative reaktioner i eftertiden - og derved vel også-mærket familien, har der også været tale om en hemmelig beun- dring og en vis dyrkelse af disse religiøse »partisaner«. Endnu lever en mand med efternavnet Habakuksen, og der forly- der intet om, at han græmmer sig der- ved. 243 [68] 'Litteratur: Iver Berthelsen: Om Habakuk. Rinks manu- skripter, Kgl. Bibi, Kgl. Saml. 2488 II nr. 4, oversat af Inge Kleivan. Ossian Elgstrøm: Moderna Eskimåer. Stock- holm 1915, s. 103. Finn Gad: Grønlands Historie III, Kbh. 1976, s. 375-396. Hother Ostermann: Den grønlandske missions og kirkes historie. Kbh. 1921. Samme: Grønlandske Selskabs Årsskrift 1939, s. 54-98. Samme: Papirer på Arktisk Institut. Knud Rasmussen: Under Nordenvindens Svø- be. Kbh. 1934. s. 219-297. H. J. Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn. Kbh. 1866. Jakob Rosing i Atuågagdliutit nr. 2, sept. 1926, s. 31. Otto Rosing: Taseralik. Godthåb 1955, s. 103 -110. Matthias Storch: Grønlandsk Religiøsitet. I 1721-1921, Kbh. 1921. Staffan Soderberg: Profetens roll i religions- motet. Lund 1974. Rigsarkivet i København: Missionskoll. 3b, Kgl. reskr. 1770-1810. Samme 8f-8k, indkomne sager 1786—1810. Kgl. Grl. Handel, Grønl. breve 1797-89. Samme, kopier af inspektørernes korrespon- dance 1782-95. 244 [69]