[1] Om stavefejl og bier Af Birgitte Jacobsen a ti Når folk hører, at jeg som lingvist arbejder med et projekt, hvor jeg analy- serer stavefejl, ser de på mig med blikke, der udtrykker alt lige fra medlidenhed til tvivl om de nu også hørte rigtigt. Når jeg så oven i købet siger, at det er sjovt, så opgiver de fleste (»— hun er sandelig nøjsom . . .«), og skifter høfligt emne. Nu er det lidt uheldigt, når man kalder det for forskning i stave/9//. Man kalder jo heller ikke forskning i børns modersmålstilegnelse for forskning i ta- lefejl. Det, det drejer sig om i begge tilfælde er, at man ved at analysere børnenes fejl kan få indblik i deres sproglige udvikling, både den indvidu- elle og den alment-menneskelige. Man kan se, at sprogtilegnelse ikke foregår tilfældigt, men systematisk. Der er nem- lig system i børnenes fejl — eller rettere: i den måde, hvorpå børnenes sprog afviger fra voksensproget, som jeg hel- lere vil kalde det. Og sprogforskerne prøver at afdække de regler, som barnet anvender. Man kan se, hvorledes bør- nene hele tiden ændrer og tilpasser disse regler, indtil de stemmer overens med reglerne i voksensproget, i modersmålet. Så siger vi voksne, at barnet »taler rent« og senere »grammatisk korrekt«. — En lignende udvikling foregår der, når bar- net skal lære at stave. Også her kan en analyse af stavefejl give indblik i barnets strategier under indlæringen. Stavefejl er altså ikke nødvendigvis udtryk for staveproblemer (eller for at elever er dumme!) Stavefejl er til dels udtryk for, at børnene skal afprøve systemet for at lære det. Titelbilledet viser Peter Plys, da han hænger i en blå ballon for at narre bierne til at tro, han er en lille sky på den blå himmel - for så kan han måske komme hen og få fat i deres honning uden at de opdager det. — Det går nu ikke helt efter hensigten, og han må indrømme, mens han hænger dér med bierne svirrende om snuden, at »— man kan aldrig vide, hvad bier tænker. . .« Præcis sådan er det at analysere stave- fejl! Jeg føler mig i den grad som Peter Plys, når jeg sidder og prøver at finde en forklaring på, hvorfor børnene netop staver som de gør . . . 289 [2] Fejltyper En staveundersøgelse i grønlandsk er interessant af (mindst) to grunde. Dels fordi der har været en gennemgribende retskrivningsreform, og dels fordi de lange ord i sig selv er et spændende fænomen. — Den staveundersøgelse, som jeg netop har afsluttet (se litteratur- fortegnelsen) er et pilotprojekt, en for- undersøgelse. Den er derfor begrænset til skolebørn i Nuuk, (idet Central-Vest- grønlandsk jo er basis for retskrivnin- gen). Der er mange spørgsmål, f. eks. hele dialektproblematikken, som ikke kan tages op i en forundersøgelse. En forundersøgelse skal netop danne grundlag for videre undersøgelser. Formålet med denne staveundersø- gelse er at give et overblik over og en analyse af de fejl, der rent faktisk fore- kommer i den nye retskrivning. Under- søgelsen er ikke ment som et indlæg for eller imod reformen, lige så lidt som den skal starte diskussionen igen. Datamaterialet i min undersøgelse be- står af diktater fra 4. til 10. klasse, og omfatter 14.000 ord med 5.600 fejl. Da talesproget gør brug af langt flere lydnuancer end der er bogstaver i alfa- betet, bygger enhver retskrivning på nogle generalisationer. Og det kan næp- pe undgås, at retskrivningen visse steder må gå på kompromis med de overord- nede principper, hvis f. eks. praktiske eller historiske hensyn vejer tungere. Disse forhold afgør, hvordan retskriv- ningen — som system — afspejler selve sproget - som system. Og de forhold må man have klarhed over for at kunne opstille en fejltypologi. Når et grønlandsk barn skriver *tama- mik (tamarmik),1 er det ikke af samme grund som når et dansk barn skriver en *lære (en lærer). Ganske vist er der i begge tilfælde tale om et udeladt r. Men hvor forvekslingen af -ft/-