[1] Det grønlandske seminariums krise 1963-1964 Af Signe Michelsen I jubilæumsnummeret af Atuagagdliu- tit/Grønlandsposten for 11. december 1985 stod der en redegørelse for semi- nariets udvikling i Nuuk af Rektor Ing- mar Egede: Ilinniarfissuaq, lærermanglen og kulturen. Den fik mig til at tænke på seminariet i 1963-1964, da min mand og jeg vikarierede et år som lærere ved Seminariet og Realskolen i Grønland, og på den begivenhed, det var, da 1964- loven for seminariet blev vedtaget. Vi var først og fremmest rejst til Grønland på grund af min familiemæs- sige tilknytning til Grønland, men vi var naturligvis også interesserede i at iagt- tage udviklingen i datidens Grønland, og vi imødeså med forventning og spænding vores arbejde i Nuuk, der dengang hed Godthåb. Inden vor afrejse havde vi i Grønlandsministeriet bl. a. hørt om planerne for en nyordning af seminariet, og Atuagagdliutit for 6. juni 1963 havde haft en stor artikel om udbygningen af det grønlandske skole- væsen. Vi blev derfor meget forundrede og skuffede, da vi på tilbagerejsen fra Ilulissat, min mors fødeby, til Nuuk læste i Atuagagdliutit for 18. juli, at planerne vedrørende seminariet var op- givet. Det stod os begge klart, at en nød- vendig forudsætning for en hensigts- mæssig udvikling i Grønland var vel- uddannede grønlandske lærere, men i disse år var grønlandske lærere blevet en mangelvare. Således havde der i 1962 ikke meldt sig en eneste til seminariets 1. klasse! — Der var flere årsager til denne situation, som i tidsskriftet Grøn- land 1963 af kontorchef Budde ~L,und blev betegnet som værende »af næsten katastrofal art«. I første række de økono- miske: de i Grønland uddannede læreres lave løn og manglende avancements- muligheder ; men dernæst har uden tvivl bevidstheden om fagligt at blive »anden klasses« lærere i forhold til de i Dan- mark uddannede grønlandske lærere spillet en stor rolle. Den daværende seminarieuddannelse i Godthåb var 3-årig: en 2-årig undervisning ved semi- nariet, efterfulgt af et års praktiktjeneste i Danmark. Undervisningen tilsigtede at uddanne lærere til den grønlandske bør- neskole. Lønnen var på niveau med danske småbørnslæreres. 294 [2] Ilinniarfissuaq, Grønlands Seminarium. Fra Tiisarliivik's billedarkiv. Det nye forslag om seminariet gik derfor ud på, at den grønlandske semi- narieuddannelse skulle være på niveau med den danske og dermed kunne give de samme avancementsmuligheder som i Danmark. Og skoledirektør Christian Berthelsen udtalte i forbindelse med sin præsentation af forslaget 6. juni 1963 i Atuagagdliutit: »Jeg personlig lægger megen vægt på seminarieuddannelse i Grønland. Jeg vil holde fast på, at de i Grønland uddannede lærere ikke skal stå tilbage for deres danske kolleger.« Nu var der, som man siger, »kommet en mand med en slæde i vejen.« Som forklaring på opgivelsen af planen nævnte Christian Berthelsen i et inter- view i Atuagagdliutit 18. juli 1963 usik- kerhed m. h. t. elevmaterialet hos lærer- rådet ved seminariet og realskolen i Godthåb, som også havde udtrykt andre betænkeligheder. I slutningen af inter- viewet karakteriserede Christian Ber- thelsen problemet som værende mere af politisk karakter end et spørgsmål om bevillinger. Andetsteds i samme nummer af Atua- gagdliutit kunne man læse et stort opsat indlæg af Poul Bo Christensen med titlen: Det nye seminarium i Godthåb. Forfat- terens hovedindvending mod nyordnin- gen var, at mange elever med real- eksamen ikke ville kunne klare et grøn- landsk seminarium på niveau med det danske. Det sluttede han udfra en sam- menligning mellem realskoleresultaterne 295 [3] hos de elever, der havde fortsat deres uddannelse henholdsvis på grønlandsk og dansk seminarium. Heri hed det i pkt. 2: »Lærerrådet går i denne udtalelse ikke ind på nogen vurdering af det nye seminarium, men kan dog udtale, at der ikke kan opnås nogen almindelig tilslut- ning til planen.« løvrigt karakteriserede Poul Bo Christensen Godthåb som en meget provinsiel by, der ikke ville kunne give de vordende lærere en udviklende social og kulturel baggrund. I et indlæg med titlen: »Det grøn- landske seminariums fremtid« (Atuagag- dliutit 12. september 1963) imødegik min mand William Michelsen udfra prin- cipielle betragtninger Poul Bo Christen- sens synspunkter, idet han understre- gede, »at den grønlandske skole er tospro- get, idet grønlandsk er de fleste elevers modersmål, mens dansk er det sprog, gennem hvilket de lærer den europæiske kultur at kende«. I virkeligheden var den grønlandske realeksamen langt vanskeligere end den danske, idet der ikke blot stilledes store krav i fremmedsproget dansk, men — som vi senere skulle erfare — også stilen på modersmålet var særdeles vanskelig på grund af den gamle retskrivning. Det undrede os, at Poul Bo Christen- sen lagde så stor vægt på eksamenskvoti- enten. For en »eksamenskvotient afgør ikke et menneskes værdi, heller ikke som fremtidig lærer«, som min mand skrev. Og det gjaldt jo om at vinde egnede grønlændere for lærergerningen. Om de i Danmark uddannede grønlandske læ- rere, som Poul Bo Christensen træffende kaldte »den egentlige kontaktflade« mel- lem danske og grønlandske lærere, gjaldt det, at en del stiftede familie i Danmark og blev dér. Dette fremhævedes af Jona- than Motzfeldt i et læserbrev den 12. september 1963. Vi traf kun et par på dansk seminarium uddannede lærere i Godthåb i 1963. I en leder i samme nummer kommenterede Jørgen Fleischer problemet og sluttede således: »Det, vi skal have, er en ensartet læreruddan- nelse i selve Grønland. At læreruddan- nelsen sker i Grønland, er af stor natio- nal værdi.« Ja, nu skulle vi selv gøre vore erfarin- ger. Vi fik hver tildelt en realklasse i dansk, og min mand skulle tillige under- vise seminarieklassen. Den bestod af de seks elever, der var blevet tilbage, efter at ni af de femten tilmeldte havde trukket sig tilbage af skuffelse over, at seminariets nyordning foreløbig var op- givet. Både min mand og jeg var gymnasie- lærere, og jeg følte mig derfor lidt usikker på, hvor jeg skulle lægge ni- veauet i undervisningen. Navnlig fordi elevernes alder svarede til 3. G. De virkede også modne. Sprogligt set var der stor spredning, nogle var særdeles veltalende, mens andre var fåmælte. Men deres fåmælthed skyldtes nok i mange tilfælde, at de hellere tav end sagde en fejl. Hvis vi diskuterede et emne, foregik det efter alle kunstens regler. Det blev skarpt påtalt af elever- ne, hvis nogen forsyndede sig derimod. Og jeg, som var vant til elever, der selv i 3. G. diskuterede i munden på hin- anden ! Vi læste tekster fra en dansk antologi. De var fra en dansk synsvinkel udmær- kede. Hvor meget sagde de egentlig 296 [4] grønlænderne? Jeg husker, vi hørte en båndoptagelse af Kaj Munks »Ordet«. Den sagde dem noget. Men mangelen på velegnede lærebøger var for mig et af de største problemer dengang. Til eksa- men ønskede eleverne at opgive Karen Blixens »Skibsdrengens fortælling«. Det kunne jeg forstå. Men at de også ville opgive Oehlenschlagers »Guldhornene« er mig den dag i dag en gåde! I de danske stile begik de sjældent graverende sproglige fejl. I det hele taget havde jeg i dette år lejlighed til at beundre grønlændernes dygtighed til at stave. Jeg havde en anden klasse, med både grønlandske, danske og færøske elever. Grønlænderne stavede absolut sikrest. I realklassen var det navnlig ord- stillingen, der voldte besvær. Til gen- gæld udtrykte eleverne sig ofte både med fantasi og friskhed. Disse kvaliteter syntes jeg at man ikke havde lagt til- strækkeligt vægt på ved bedømmelsen af eksamensopgaverne. Jeg husker, den fo- rekom mig streng. Men det fag, eleverne var mest bange for ved realeksamen, var skriftlig grønlandsk. De anvendte jo den gamle retskrivning, som er betydelig vanskeligere end den nye. Og dog øn- skede de at beholde den gamle, fordi de syntes, »den var finere og smukkere«. Når jeg tænker tilbage på denne klasse, er jeg overbevist om, at mange i den ville have kunnet klare en seminarie- uddannelse på dansk niveau! Miljøet i Godthåb var der ikke noget i vejen med i året 1963—64. Politisk var året meget engagerende. Forslaget om fødestedskriteriet førte til hede debatter, bl. a. med formanden for G-60, Ebbe Groes, og til den første demonstration i Grønlands historie, hvori ungdommen deltog med liv og sjæl. Grønlands første politiske parti, Inuitpartiet, blev stiftet, og jeg deltog i en studiekreds med grønlændere og danske. På det kulturelle område husker jeg flere teaterforestillin- ger, en grønlandsk revy, adskillige film fra Statens Filmcentral og gode koncer- ter. En af de interessanteste oplevelser var en gudstjeneste i Godthåb kirke, hvor stammefrænder fra Labrador »tak- kede for evangeliet«, som de sagde. Og imens blev forslaget om semina- riet lige så stille vedtaget. Forslaget blev drøftet indgående i lærerrådet, hvor det ingen modstand mødte. Det blev ved- taget i det grønlandske landsråd, og den 16. januar kunne Christian Berthelsen til Atuagagdliutit udtale, at den nye lærer- uddannelse ville komme i gang i 1964 under forudsætning af folketingets ved- tagelse af loven (den blev vedtaget i april 1964). Og han sagde: »Når man sigter efter at hæve undervisningsstan- darden og uddannelsesniveauet i Grøn- land til samme højde som det danske, må følgen heraf blive, at uddannelsen af de lærere, der skal undervise børnene, hæves på tilsvarende vis.« I Ingmar Egedes redegørelse for ud- viklingen inden for Ilinniarfissuaq findes en statistik, hvoraf det fremgår, at i årene 1964-1982 blev 338 elever dimit- teret (heraf 72 faglærere), dvs. 14-15 dimittender gennemsnitlig om året. Et tal, der gjorde mistilliden til det nye seminarium til skamme. Det var et sådant tal, Christian Berthelsen havde forestillet sig; men det var jo desværre ikke stort nok til at dække det stærkt stigende behov for grønlandske lærere. 297 [5] Fra en time på Seminariet. Tusarliivik's billedarkiv. Situationen har ikke bedret sig i 1986. Tværtimod, der tales igen om stor man- gel på grønlandsksprogede lærere. Blandt en række årsager nævner Ingmar Egede, at hjemmestyret i 1979 indførte en 4-årig læreruddannelse med HF som adgangseksamen. Der er mange andre uddannelsestilbud for unge med HF- eksamen, som de måske foretrækker fremfor en 4-årig læreruddannelse. Landstinget har derfor som en nødløs- ning besluttet at forkorte uddannelsen med ét år i en forsøgsperiode. Den kortere uddannelsestid kan må- ske tiltrække flere studerende, men hvad hjælper det, hvis adskillige efter endt læreruddannelse søger ind i andre er- hverv på grund af lærernes lave løn? - De grønlandske lærere lønnes nemlig endnu dårligere end de danske (p. gr. af danskernes grønlandstillæg), til trods for den uomtvistelige kvalifikation, der ligger i, at de er dobbeltsprogede. Det var et problem, man var opmærksom på i 1963. Kunne der ikke være grund til at tage det op i 1986, f.eks. i form af et tillæg til dobbeltsprogede lærere? — Et livskraftigt grønlandsk seminarium er dog af afgørende betydning for det grønlandske sprogs fremtid. 298 [6]