[1] Sindssyge og blodhævn i Østgrønland Af Birgitte Sonne Birgitte Sonnes oversættelse: »Øje for øje og tand for tand« er under udgivelse på Otto Sandgreens Forlag, Nuuk. Oversættelse er en vanskelig kunst. Ikke mindst når den skal foregå mellem to sprog (og kulturer) der ligger så langt fra hinanden som grønlandsk og dansk. I et mangeårigt arbejde med at oversætte en usædvanlig righoldig vestgrønlandsk publikation af kilder til østgrønlænder- nes kultur har Christian Berthelsen med sin altid beredvillige hjælpsomhed, været mig til umådelig stor nytte med den endelige revision. Christian har selv med interesse studeret originalen, og det er mit håb, at jeg med følgende lille analyse af en enkelt ledetråd i værket, kan sige ham en velment tak for hjælpen. I den efterhånden omfattende litteratur til østgrønlændernes traditionelle kultur møder man ofte den opfattelse, at kolo- nisationen reddede Ammassalikdistrik- tets beboere fra at udrydde hinanden i blodhævnsfejder. Det var da også kun resterne af en oprindelig befolkning mis- sionen og handelen mødte ved kolonisa- tionens start i 1894. Siden folketællin- gen under konebådsekspeditionen en halv snes år tidligere, var befolkningstal- let dalet fra ca. 500 personer til det halve, og hele ni mord plus et mindre antal mislykkede mordforsøg var begået i den samme ti-års periode. Dertil kom adskillige ulykker, der fik deres forkla- ring i hekseri, og de første kvindelige dåbskandidaters udtalte lettelse over den autoritet, handelens og ikke mindst mis- sionens repræsentanter kunne sætte bag deres forbud mod drab og hekseri i kristendommens navn. Endelig talte et støt stigende befolkningstal efter koloni- sationens tredje år også sit tydelige sprog. Alt i alt synes opfattelsen vel- underbygget, og der er næppe tvivl om, at en befolkning på godt og vel et par hundrede mennesker, der som ammassa- likkerne var henvist til en efterhånden total isolation og en fortsat nedgang i vildtbestanden, kunne få vanskeligt ved at overleve i det lange løb. Kolonisatio- nen sikrede den fortsatte tilværelse i distriktet. Det står nogenlunde fast. For dels kunne mændene nu tilhandle sig redskabsmateriale og våben til en effek- tiv udnyttelse af fangstdyrene, dels kun- ne man få sultehjælp under hungersnød, og dels vendte godt og vel to hundrede mennesker tilbage i 1896 fra en kort- 321 [2] varig emmigration til sydvestkystens handelsbygder. De var taget af sted i 1892, fordi den handelsstation, som man var blevet lovet i 1884/85, stadig lod vente på sig. Ved nyheden om stationens endelige etablering i 1894, vendte de velfornøjede hjem igen. Det var denne flytning ud og hjem, ikke blodhævnens hærgen og missionens for- bud mod mord og hævn, der var årsagen til den dramatiske befolkningsnedgang og den ligeså dramatiske stigning. Hvad angår de føromtalte 9 mord, der dokumenteret fandt sted fra 1884 til 1894, skyldtes de 5 to massemorderes hærgen, Pillakaan og Issimardik. Sidst- nævnte var også gerningsmanden bag de fleste mislykkede mordforsøg, og efter beskrivelsen var de begge mentalt syge. Lettelsen var derfor stor, da det i årene før kolonisationens start, lykkedes at få gjort en ende på først Pillakaans og senere Issimardiks liv. Med disse to eksekusioner er der tilbage to mord, hvoraf ét er dårligt belyst i kilderne, mens det andet, mordet på Kaajammat i 1886 er en af de centrale begivenheder i en lang række fortællinger, som slægt- ninge til Kaajammat fortalte til præsten og forfatteren, Otto Sandgreen, i årene omkr. 1960. De indsamlede fortællinger komponerede Sandgreen sammen til eet langt forløb i to bind på vestgrønlandsk, der udkom i 1967. Værket, der bærer titlen, »isse issimik kigutdlo kigumik (Øje for øje og tand for tand), spænder over ialt syv generatio- ner, fra åndemaneren Naajas mødrene oldefar til Juuserf og hans søskende, der var (er?) Naajas tipoldebørn i mands- linien. Som den gammeltestamentlige titel angiver er blodhævnen det tema, der binder alle fortællingerne sammen; og de slutter, da missionen slår igennem med sit forbud mod både mord, blod- hævn og åndemanervirksomhed. Sagaen har tre hovedpersoner, der alle uddan- nede sig til åndemanere, nemlig Naaja, der levede i første halvdel af 1800-tallet, Kaakaaq, der blev gift med Naajas søn- nesøns søn, Kaajammat, og ægteparrets barn, Kukkujooq, der i sin voksendåb fik navnet Apolo. Temaet skal forstås i sin videste be- tydning. Det omfatter ikke blot bevid- nede voldelige mord, som offerets efter- ladte skal hævne med mord. Det inklu- derer også alskens sygdomme, dødsfald og ulykker, der begrundes i ubevidnede mord og hekseri. Også disse ulykker skal hævnes, voldeligt eller med hekseri, og de har alle deres udspring i den mis- undelse og gensidige mistillid, der her ses at trives i fuldt flor, indtil kristen- dommen kommer med sit varmere bud- skab om næstekærlighed. Genfortælleren, præsten Otto Sand- green har forståeligt understreget kon- trasten mellem det kristne budskab på den ene side og mistilliden, misundelsen og hævnkravet på den anden. Også fortællerne, der på fortælletidspunktet havde været kristne i et halvt liv, har formentlig mere end antydet denne kon- trast. Dog har de ikke kunnet forkaste hele deres eget før-kristne liv med de idealer og moralbegreber, der stred mod de kristne. Skulle selvrespekten bevares, måtte gammelt og nyt afbalanceres mod hinanden, og for hovedfortælleren til andet bind, Apolo, lykkes det over al måde godt. 322 [3] Jens Rosings forsideillustration til hans bog Isimardik, Den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XX — 1960. For at gøre en lang historie kort, er Apolo indvolveret i to helt adskilte blodhævns-»fejder«. Den ene er udløst af to mænds mord på faderen Kaajammat, som Apolo skal udligne, den anden af oldefaderen Naaja, der i sin senile alder- dom fik hang til at røve sjæle fra hvemsomhelst, uanset om han havde 323 [4] noget udestående med dem eller ej. Et af disse sjæleran ramte en af Apolos mødrene forfædre, og fjendskabet mel- lem hans mødrene og fædrene familier blev bekræftet, da en af Naajas sønner i sin høje alderdom angreb Apolos morfar (Kaakaaqs far) med hekseri. Den ramte fik pludselig en abnorm, voldsom appe- tit, der slog ud i sindssyge med en, i bogstaveligste forstand, selvfortærende død til følge. Ægteskabet mellem Kaajammat og Kaakaaq eliminerede øjensynligt ikke kravet om hævn, for i moden alder angreb Kaakaaq to gange sin søn og blodhævnsfjende, Apolo, med hekseri. Apolo overlevede dog begge angre- bene, første gang i kraft af sin bevidste viljestyrke og anden gang ved hjælp af den viden og de hjælpeånder, han havde erhvervet sig gennem mange års ihærdig uddannelse til åndemaner. Uden at hæv- ne sig med mord, demonstrerede han ovenikøbet klart sin overlegne styrke overfor moderen, og således lykkedes det ham at sætte punktum for denne fire generationer lange fejde. Apolo fremstår så afgjort som en af religionsskiftets helte. Han bryder ikke traditionens ideal eller forfalder til sine forfædres senile angreb på uskyldige personer; og overfor moderens angreb holder han hovedet koldt. Da han mel- der sig som dåbskandidat i ca. 1916, har han ganske vist svigtet to traditionelle idealer, som han har viet hele sit hidti- dige liv til at opfylde: hævnen over faderens død og en offentlig præsen- tation af sine erhvervede åndemaner- evner. Men dels havde den allerede fremgangsrige mission forbudt begge dele, og dels havde han med et besøg i dødsriget hos sin fader fået bekræftet sin tvivl om disse to kravs fortsatte beret- tigelse. Faderen havde stiltiende sank- tioneret hans uvilje mod hævnen, og samtidig havde besøget i dødsriget for stedse afskåret ham fra at løse en af angakkoqens fornemste, sociale opga- ver. Vejen til Havets Moder, hvor ånde- maneren fremskaffede fangstdyr i hun- gerperioder, var for altid lukket for Apolo. Hende skulle han have besøgt, før han valgte den nemmere vej til dødsriget. Angakkoq-virksomheden havde altså mistet sin grundlæggende sociale (næstekærlige) berettigelse for Apolo. Vigtigere var det dog, at han aldrig havde brugt sine endnu hemme- ligholdte angakkoq-evner for det onde. Tværtimod. De havde tjent ham i elimi- neringen af den tragiske fejde, der slog ud i moderens angreb på sin søn. Her- med er han ved dåben renset for skyld, både ud fra traditionens og kristendom- mens moralbegreber. Traditionen skel- nede nemlig mellem to former for hævn. Idealet var den udlignende hævn, der gengældte et første (uretfærdigt) mord med et (retfærdigt mord). Yderligere gengældelser var derimod af det onde. Hævnen skulle ikke udvikle sig til en fejde. Apolo undlod den udlignende hævn over faderens død, men hans eliminering af »fejden« mellem hans fædrene og mødrene familier var en langt større dåd, der også levede op til kristendommens moral. Den forbød nemlig enhver form for selvtægt. De modsatte vurderinger fremgår af de mange overleverede fortællinger om drab og hævn, der ikke er påvirkede af 324 [5] Tupilakftgur lavet af Mitsuarniannga, der var sikker på at have set den i virkeligheden. Den »rigtige« tupilak var lavet af en fanger som hed Pikinaq. kristendommen. Helten er den ideale hævner, der udligner et (uretfærdigt) mord og samtidig hindrer sine poten- tielle fjender i at gøre gengæld. Enten udrydder han dem allesammen eller fra- tager dem modet med en demonstration af sin overlegne styrke. Risikoen for fortsatte gengældelser, fejden kommer aldrig til orde i disse for- tællinger. Det gør den derimod i de for- tællinger, der er påvirkede af kristen- dommen. I de vestgrønlandske fortællin- ger overtager den en del af heltens rolle, idet den fortsatte hævn hænger som en udtalt trussel over den udlignende hæv- ner. Men kristendommens komme bort- vejrer den til slut. I »isse issimik . . .« præsenteres vi for et lidt andet forløb, og tilmed er den fortsatte hævn en foreteelse, der kun kan gøre sig gældende på helt specielle for- udsætninger. For det første bringer Apolo den til afslutning uden den støtte i kristendommens autoritet, der sætter sig igennem i de vestgrønlandske fortæl- linger. For det andet er det hævnkravets fortsatte gyldighed gennem flere genera- tioner, der adskiller sig fra traditionen. For det drejer sig strengt taget ikke om en egentlig fejde, idet Kaakaaq med sine angreb på Apolo er den første i den familie, der forsøger sig med en hævn for de mord, Naaja og hans søn for- modes at have begået mod hendes fami- lie. Og endelig ser ingen af Kaakaaqs brødre en fjende i Apolo, som de tvært- 325 [6] imod sørger godt for under hans op- vækst som faderløs og forhadt stedsøn under stedfaderens ondskabsfulde regi- mente i hjemmet. Hvorfor bliver Kaakaaq, der også i mange år så vidt muligt har støttet Apolo, da pludselig i sine modne år hans fjende? Svaret ligger i de sindsforstyrrel- ser, som ramte Kaakaaq i en længere periode op til hendes dåb i 1917. For- mørkelsen, der også ramte hendes syn, bliver begrundet i hendes hjælpeånders hævn, fordi hun har nægtet dem en offentlig præsentation i en rigtig seance. Dertil kommer dog også en række tidli- gere beskyldninger for hekseri, der sna- rere peger hen på en af traditionens definitioner af sindssyge. Kaakaaq får skyld for alle de større ulykker, der rammer hendes nærmeste, og kun eet af hendes mange angreb, et udlignende mord, har en anden adresse. Den forestilling, at fortrinsvis de nære slægtninge er målet for den men- talt syges agressioner, var almindeligt udbredt. Sygdommen slog ud i rasende anfald, der kun lod sig nedkæmpe med list, overnaturlige evner og eventuelt en forsvarlig binding af den syge. Under- tiden fik den syge kannibalske lyster, og også disse var rettet mod de nærmeste slægtninge. Pellerortoq, »Sultesyg« hed en sådan person i N. V. Grønland. Kaa- kaaqs far lå tilsyneladende også under for denne abnorme tilbøjelighed, for da familien var flygtet, og den heksekyn- dige Kunnak havde fået ham bundet til to aflange kampesten, endte han sine dage i et forsøg på at æde sig selv. Kaakaaq udfoldede tilsyneladende ikke tilsvarende lyster under sine anfald, men de var særdeles voldsomme1, og hendes formodede angreb på sine nær- meste passer ind i samme forestillings- kompleks. Angreb på nære slægtninge var ensbe- tydende med angreb på selve livsnerven i det traditionelle samfund, hvor familie- medlemmers gensidige ansvar for hin- andens liv og sikkerhed, betingede dets fortsatte eksistens. I myternes verden fører tilsidesættelse af familiepligterne da også til familiekannibalisme eller mord på nære slægtninge. Myterne rummer også eksempler på en anden kategori af sindssyge. Den går ikke ud over nære slægtninge, idet den syge er besat af mordlyst, og han ram- mer i flæng alle andre, der er så uheldige at krydse hans vej. At få bugt med en sådan person bliver selvfølgelig et sam- fundsanliggende i modsætning til den mere begrænsede blodhævn, der kun berører de involverede familier. Myter har en tendens til at sætte tingene på spidsen, men det betyder ikke, at deres forestillingskomplekser ligger langt borte eller højt hævet over dagligdagen. De danner fortolknings- rammen for hændelser i det »virkelige« liv, og når psykotiske personer som Pillakaan og Issimardik spreder frygt omkring sig med deres mange mord og mordforsøg, kan de dårligt komme tæt- tere på myternes billede af »massemor- deren«. Naaja, der ifølge overleveringen blev uomgængelig og aggressiv på sine gamle dage, glider ind i samme kategori. Derfor beskyldes han for hæmningsløst sjæleraneri, og Kaakaaqs ubændige an- fald fører til beskyldninger for hekseri mod hendes nærmeste. Begge former for 326 [7] Sommerlejr ved Ammassalik, juni 1906. Foto: W. Thalbityfr, Landsmuseets billedarkiv. sygelig aggression, »massemorderens«, der rettes mod hvemsomhelst udenfor familiens kreds, og den »sultesyges«, der rammer indenfor kredsen, har klare my- tiske forbilleder i fortælletraditionen. Ligeså den ideale udlignende hævner. Fejden derimod, har som sagt intet sådant forbillede. Og i den kristent påvirkede »isse issemik . . .« drager den alene næring af mentale forstyrrelser. Naaja er blevet senil, da han sjæleraner en af Kaakaaqs forfædre. Ligeså hans søn, da han »forhekser« Kaakaaqs far. Og Kaakaaq selv er blevet midaldrende, da hævnkravet, p. g. a. hendes pludseligt opståede psykotiske anfald, omsider kan gøre sig gældende. Men Apolo, der har trænet sig op til den ideale hævn, formår både at overleve angrebene og lade fornuften råde. Således gør han ende på sindsforstyrrelsens langvarige fjendskab mellem de to familier. Den nære sammenhæng mellem mord og sindssyge, som ammassalikkerne hav- de så uhyggeligt tæt inde på livet i den seneste før-kristne periode, har uden tvivl gjort sit til, at sindsforstyrrelser har fået en så fremtrædende rolle i fortællin- gerne om Naaja og hans efterkommere. I tilgift til de triste udsigter for frem- tiden har denne sammenhæng også givet næring til den opfattelse, at mændene var på nippet til at udrydde hinanden i blodhævnsfejder. Men i den efterratio- naliserende slægtssaga har man ikke svigtet idealet om den udlignende hævn. Den holdes ikke blot adskilt fra »fejden«. Apolo destruerer tilmed dette onde med de evner han har udviklet til den udlig- nende hævn; og ligesom Naaja, der også har haft en udlignende hævn som mål for sine uddannelser til åndemaner, rea- liserer han et af de højeste idealer i den traditionelle kultur. For det er i kraft af deres erhvervede åndelige og fysiske styrke, de begge udvikler sig til stor- fangere og energiske forsørgere, der også har et overskud at dele ud af til andre familier. Afbalanceringen mellem gammelt og nyt er lykkedes. Note 1) Jens Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik 1963: 295 f. 327 [8] Christian og Vibeke BertMsen. Ægteparret fotograferet af Jens "Balslev. 328 [9]