[1]
Kommentar
af landslæge Jens Misfeldt
Det er prisværdigt, at Lars-Goran Olof-
son, der er svensk medlem i Det grøn-
landske Selskab, ønsker at oplyse befolk-
ningen og politikerne i Grønland om
HIV infektionen. Man kunne heraf for-
ledes til at tro, at AIDS og problemerne
med raske smittebærere af virus ikke har
været behandlet af de grønlandske sund-
hedsmyndigheder. Imidlertid har lands-
lægen givet information herom både ved
artikler i den skrevne grønlandske pres-
se og ved indlæg i radioen, ligesom
landslægeembedet i samarbejde med kul-
tur- og undervisningsdirektoratet har
udsendt en kortfattet pjece på såvel
grønlandsk som dansk.
I januar 1986 gennemførtes en omfat-
tende screeningsundersøgelse af den del
af befolkningen, som man må antage har
en særlig risiko for at blive smittet,
nemlig patienter som undersøgtes for
kønssygdomme ved sygehusene i Grøn-
land.
Undersøgelsen er afsluttet. 1639
blodprøver blev undersøgt, og ingen
heraf fandtes positive.
I en anden og mere bredt anlagt
screeningsundersøgelse er ca. 2600
blodprøver screenet for HIV, og også
her fandtes alle negative.
Der findes ganske enkelte kendte bæ-
rere af HIV, men de nævnte screenings-
undersøgelser tyder foreløbig på, at der
ikke har fundet nogen spredning sted i
samfundet. De nævnte personer, som er
bærere af virus, er smittet udenfor
Grønland.
Hvad angår den information, som
den svenske pjece giver, så savner jeg
den meget vigtige erkendelse, at spred-
ningen af HIV i de vestlige lande helt
overvejende kan henføres til homosek-
suelle og biseksuelle mænd. Det er nok
rigtigt, at vi idag ved, at smitten kan
spredes såvel mellem mænd som fra
mand til kvinde og fra kvinde til mand,
men den største risiko for at pådrage sig
smitte i vor del af verden består fortsat i
at indlade sig i tilfældige homoseksuelle
forbindelser.
Spredningen af kønssygdomme i Grøn-
land viser, at der i landet er en ikke
uvæsentlig promiscuitet, og risikoen for
en eksplosiv spredning af HIV i hetero-
seksuelle forhold er nærliggende. Dette
kan ske, hvis virus introduceres af bifile
personer, som har haft kontakt til kend-
te risikogrupper udenfor Grønland. Den
væsentlige beskyttelse består som anført
i at begrænse antallet af seksualpartnere
og i at anvende kondom.
Hvad angår beskyttelse af patienter,
der modtager blodtransfusion, har man i
Grønland indført samme regler, som
gælder i Danmark. Alle donorer under-
skriver en erklæring om, at de ikke
tilhører risikogrupperne for bærertil-
standen, og donors blod undersøges for
tilstedeværelsen af antistof mod AIDS.
17[2]