[1] Tradition og kultur i den grønlandske naturudnyttelse Af Jens Dahl Den måde hvorpå mennesket udnytter naturens ressourcer er kulturelt bestemt. I globalt perspektiv domineres udnyttelsen af især havets ressourcer i dag helt af et teknisk avanceret og højt industrialiseret fiskeri inden for rammerne af internatio- nalt fastsatte kvoter for de enkelte arter. Med denne tekniske og kulturelle domi- nans følger en ofte nedladende og etno- centrisk holdning til andre former for kulturelt bestemte måder at udnytte og forvalte ressourcer på. Konsekvensen heraf kender man i Danmark bedst fra Greenpeace' kampagne mod den grøn- landske sælfangst. En af hensigterne med denne artikel er at vise, at det grønlandske samfunds naturforvaltning har sin egen — velbe- grundede — logik. Især finder jeg det vigtigt at fremhæve, at det såkaldte traditionelle samfund har været, og er, under konstant ændring. Her overfor står vores europæiske etnocentriske billede af det uforanderlige grønlandske fanger- samfund. Et fejlagtigt billede som i sig rummer en opfattelse af, at grønlæn- derne - og med dem andre ikke-euro- pæiske folk - enten må leve den »tradi- tionelle« tilværelse, eller acceptere det moderne (vores) industrialiserede sam- funds betingelser. Med denne holdning overser man dels, at den traditionelle fangst, subsistensen, gennem årene har ændret sig radikalt, og dels indebærer det, at man fastlåser det grønlandske sam- fund i et reservats- og i et udviklings- område. Sidstnævnte var f.eks. tilfældet, da en talsmand fra Greenpeace til et dag- blad udtalte, at: »Vi er bekymrede for, at sælfangsten på længere sigt tager over- hånd og får et kommercielt og indu- strielt præg« (Michael Gylling Nielsen i Information den 13. februar 1987). Naturen spiller en stor rolle i den grønlandske og i andre inuitbefolknin- gers identitetsopfattelse. Paradoksalt nok er denne betydning ikke blevet mindre efterhånden som det industriali- serede torske- og rejefiskeri har udviklet sig eller som følge af subsistensens generelt set mindskede økonomiske be- tydning. Dette diskuteres i sammen- hæng med den kendsgerning, at landet (naturen) i politisk henseende har fået ny betydning. Særlig markant har sidst- nævnte udvikling været for inuit i Ca- 295 [2] nada og Alaska, og nedenfor trækkes for anskuelighedens skyld løbende parallel- ler til situationen i disse områder. Landet og naturen Den arktiske natur - havet, landet, isen - har altid haft en meget direkte betyd- ning for såvel den grønlandske befolk- ning som for alle andre inuit. »For de indfødte er landet ikke bare et sted, hvor man henter fødevarer og indkomster. Det er fra landet deres følelse af sikker- hed og velbefindende udspringer. Det er deres eksistensgrundlag som folk. De og deres forfædre har levet af landets fugle, fisk og dyr siden tidernes morgen. Hvis man omgås det med tilstrækkelig hen- synsfuldhed, så vil det blive ved med at være sådan. De indfødte ved hvordan, og hvorfor det er nødvendigt« (Usher 1976:33). Som andre jægerfolk har inuit gennem flere årtusinder 'høstet' naturens res- sourcer uden egentlig mulighed for ak- tivt at kunne forvalte denne objektive forudsætning for samfundsdannelsen. Denne kendsgerning har på én gang præget og samtidig ideologisk bundet folkene til naturen. Introduktionen af nye redskaber (eks.: kajak, konebåd, speedbåd) muliggjorde udnyttelsen af nye økologiske nicher, men afhængig- heden af naturen ændrede først for alvor karakter med den videnskabelige kvanti- ficering af ressourceforekomsterne. Denne binding til landet og naturen er meget mere end en fysisk afhængig- hed, ligesom den gennem tiderne har ændret sig, således at den politiske relation mellem mennesker og landet (i bred forstand også vandområder) i dag indtager en afgørende position. Særlig fremtrædende er dette hos inuit i Canada og Alaska, hvilket begrundes nærmere nedenfor. Nok har de mange inuitsamfund altid været knyttet til bestemte egne, men eksistensen af (Grønland) eller kravet om (Canada, Alaska) nationale inuit terri- torier er af nyere dato. Sammenlignet med den grønlandske befolkning har inuit i Canada og Alaska en langt svagere position hvad angår ønsket om selvbestemmelse og selvstyre. Kravet om anerkendelse af befolknin- gernes oprindelige rettigheder begrundet med inuits tilstedeværelse som landets oprindelige og indfødte folk er til stadig- hed blevet gjort gældende overfor rege- ringerne i Ottawa og Washington, og bevisligt legitimeret ved inuits rent fak- tiske, og historisk kontinuerlige, udnyt- telse af alle afkroge af det arktiske område (se f.eks. Freeman 1976 og Brice-Bennett 1977). Dette er baggrun- den for, at landets betydning er vok- sende i hele det arktiske område i en tid, hvor færre og færre mennesker er di- rekte afhængige af samme natur. Noget lignende gælder subsistensen (egtl.: selvforsyning), som, trods sin mindskede kvantitative økonomiske be- tydning (men ikke nødvendigvis kvalita- tive) har fået ny ideologisk værdi. Og dette er ikke alene Greenpeace' - tvivl- somme - fortjeneste. Traditionel fangst og fiskeri Fangst og fiskeri i traditionel forstand foregår endnu mange steder i Grønland og kan passende karakteriseres ved ne- denstående kendetegn. 296 [3] Sælgarnet regtes. Foto: Ole Hertz, Uummannaq. For det første. Fangstpladserne og fangstdyrene er kollektivt tilgængelige for alle. En bestemt person kan have brugsret til f.eks. at sætte sælgarn ud for en bestemt pynt, hvilket måske angives ved at sætte en træstok på pynten. Men retten knytter sig altså til brugen og ikke til ejendomsret i den forstand vi kender det fra europæiske samfund. I virkelig- heden er der med tiden sket en rent faktisk udvidelse af denne kollektive adgang, idet de enkelte beboede steder ikke længere håndhæver — eller kan håndhæve - en eksklusiv brugsret over- for andre bygder til et bestemt område. I moderne sammenhæng har inuit ofte måttet håndhæve disse traditionelle rettigheders kollektive karakter. Da fan- gerne i Uummannaq kommune i Vest- grønland i 1975 øvede fysisk blokade mod isbrydning til minebyen Marmori- lik skete dette bl.a. fordi de ønskede deres kollektive fangstrettigheder over- holdt og stadfæstet, hvilket lykkedes dem i det omfang, at senere sejlads gennem fastis blev reguleret af aftaler indgået mellem lokalbefolkningen og mineselskabet Greenex (Dahl 1977). Sammenlignet med den grønlandske befolkning har inuit i Canada og Alaska måttet strides langt hårdere med central- regeringerne for at opnå disses anerken- delse af de oprindelige rettigheders kol- lektive karakter. Ikke mindst regeringen i Washington har gennemtrumfet løs- ninger hvor inuits rettigheder til landet 297 [4] har fundet sin løsning indenfor den private ejendomsrets juridiske rammer. Men selv i de tilfælde hvor inuit nu ejer jorden — f.eks. gennem folkeejede bygde- aktieselskaber — opretholdes i vidt om- fang den kollektive brugsret hvad angår subsistencefangst og -fiskeri. For det andet. Husholdet er fortsat en vigtig produktionsenhed og her opret- holdes arbejdsdelingen mellem mand og kvinde i vid udstrækning, hvorimod der til selve fangsten ikke knytter sig nogen systematisk arbejdsdeling de enkelte fan- gere imellem. Dette skal ses i sammen- hæng med punkt tre. Tendensen går dog klart i retning af, at husholdet får min- dre og mindre betydning som produk- tionsenhed. Fiskeriets voksende betyd- ning i forhold til fangsten giver en del af forklaringen. For det tredie. Den enkelte fanger kontrollerer den umiddelbare produk- tionsproces (fangst og fiskeri) og pro- duktionsmidlerne, af hvilke de vigtigste er joller med påhængsmotor (hele Grøn- land), hundeslæder (nord for Sisimiut + Østgrønland) samt enkelte steder også kajakker (primært Avanersuaq/Thule). Blandt inuit i Canada og Alaska er snescooteren og jolle m/ påhængsmotor helt enerådende produktionsmidler un- der udøvelse af traditionel fangst. Formodentlig har hjemmestyrets in- vesteringspolitik med bygning af vand-, el- og produktionsanlæg i bygderne styr- ket det traditionelle fangst- og fiskeri- erhverv. Denne lokale mini-industriali- sering har den fordel, at man kan udnytte flere mindre lokale ressource- forekomster og samtidig opretholde stor fleksibilitet i forhold til subsistens aktivi- teterne. I én bygd har man satset på torsk og hellefisk, i en anden bygd på indhandling af kød og 'mattak' (hvalhud) fra hvidhvaler osv., men de fleste steder i en form (med mulighed for indhand- ling af flere forskellige arter) og skala, som forudsætter fangst fra både med små rente- og afdragsforpligtelser. For det fjerde. Subsistens er en forud- sætning for produktionsmådens opret- holdelse, ikke mindst p.g.a. dens funk- tion som sikkerhedsnet i krisetider og i perioder med faldende verdensmarkeds- priser på skind og andre fangstproduk- ter. Generelt er sælfangst den vigtigste subsistens aktivitet p.g.a. denne aktivi- tets fordeling over hele året, men også torsk, hellefisk, lodde, hvidhval, narhval og sildepisker spiller lokalt en betyd- ningsfuld rolle. I praksis er der ingen skarp adskil- lelse mellem subsistens- og kommerciel fangstudøvelse, hvilket understreges af, at alle subsistens aktiviteter forudsætter kontante indtægter. I f.eks. Uummannaq kommune med sine mange dybe glet- cherfjorde har hellefiskeri med langline traditionelt været en vigtig aktivitet, idet hellefisk har været vigtigste foder til hundene (ca. 5 måneders årligt isdække). Erfaringer med dette fiskeri har afgjort gavnet fangerne siden kommunen og hjemmestyret de senere år har investeret i lokale fryseanlæg med en kolossal stigning i den kommercielle indhandling af hellefisk til følge. For det femte. Decentral bosætning er en nødvendighed. Fangstregulering fo- regår i denne produktionsmåde på be- folkningssiden og ikke som ved indu- strialiseret fangst og fiskeri på produk- 298 [5] tionssiden. Kombinationen af et åbent økologisk system med fangernes og fi- skernes begrænsede aktivitetsradius hen- lægger fangstregulering til bosætnings- mønstret i sammenhæng med de be- boede steders størrelse. Til gengæld har den tekniske udvikling mange steder medført, at delvis stationære forekom- ster af rensdyr og mange ørredelve har været genstand for ukritisk rovdrift. Med undtagelse af disse stationære forekomster er faren for overbeskatning af enkelte dyrearter ikke særlig udtalt. En vigtig faktor er, at stigende priser på fangstprodukter eller faldende fangst- mængder ikke indebærer en derpå føl- gende aktivitetsintensivering. Selv i de tilfælde (hellefiskeri f.eks.) hvor øgede priser har forøget aktiviteten vil en eventuel overbeskatning være rent lokal med en efterfølgende overgang til andre former for fiskeri og fangst samt varig eller blot periodisk flytning til andre steder. Dette sidstnævnte er vel især typisk i områder, hvor skiftende isfor- hold og vandtemperaturer indebærer at f.eks. hellefisk i nogle år er særlig hyp- pigt forekommende bestemte steder for dernæst helt at forsvinde. F.eks. kan det nævnes, at enkelte fangere fra Disko- bugtens nordlige bygder i årene om- kring 1980 tog på vinterfiskeri i Uum- mannaq Fjorden nord for Nuussuaq halvøen, men i isvintrene 1982—84 var der igen store forekomster af hellefisk i Diskobugtens nordlige del. Fangstudøvelsen har i sin grundlæg- gende form ad-hoc eller øjeblikkets ka- rakter. Naturforvaltningen er her så at sige indbygget i erhvervsstrukturen og, som nævnt, i demografien, og der er næppe nogen grund til at tro, at den økologiske bevidsthed er specielt stor hos en grønlandsk fanger. Problemer omkring naturforvaltning er da også primært et spørgsmål menneskene imel- lem og ikke et spørgsmål om menne- skets naturudnyttelse. Herved står den traditionelle fangst i skarp modsætning til kapitalintensiv fangst og fiskeri, som behandles nedenfor. Reguleringen af fangst og fiskeri mel- lem mennesker og bopladser har tradi- tionelt været styret af sædvaneretlige regler. Disse suppleres i vore dage af kommunale vedtægter, som f.eks. fast- sætter hvor langt der skal være mellem to fangeres hvidfiskegarn, fredning og regulering af »stationære« fangstområder (lakse- og ørredelve, rensdyrområder);, forbud mod brug af motoriserede trans- portmidler inden for visse områder osv. Egentlig er det vel bemærkelsesvær- digt, i hvor høj grad de grønlandske fangersamfund i fangstmæssig hen- seende har kunnet overleve og på lokalt grundlag kunnet udbygge reguleringen af fangst og fiskeri. Først med bydannelsen og det kapitalintensive fiskeri opstår der for alvor problemer omkring regulering af fangsten og fiskeriet. Et fremtrædende træk i udviklingen af den traditionelle fangst har været en stadig teknisk ændring af fangstredska- berne uden de store ændringer i fanger- nes kontrol med selve fangsten, produk- tionen. To andre karakteristika fremtræ- der skarpt ved en sammenligning med inuit i Canada, hvor kontantindtjenin- gen fra fangsten ensidigt stammer fra pelsdyr og benprodukter. Samtidig er hundespandet fuldstændig forsvundet 299 [6] fra Canadas arktiske egne og erstattet af snescooteren som på sin side fordrer ret store investeringer og driftsomkostnin- ger, hvilket igen gør fangerne ekstremt afhængige af verdensmarkedspriser på skind og ben eller af lønarbejde. Og dette er som bekendt ikke en ønskvær- dig situation. Hundespandets forsvinden indebærer endvidere at kød fra narhva- ler og især sæler ikke bliver brugt i nær samme omfang som tilfældet er det i Grønland. Med dette som sammenlignings- grundlag bør yderligere to elementer fremhæves ved det traditionelle grøn- landske fangersamfund: 1) Det kommer- cielle fiskeris udvikling (f.eks. bund- garnsfiskeri, eller langlinefiskeri) er en vigtig faktor, idet det mindsker den ensidige afhængighed af verdensmarke- det for fangstprodukter og det muliggør en videreførelse af den decentrale livs- førelse. 2) Hundespandet viser sin be- tydning som ikke blot et kulturelement, men som en økonomisk faktor, der giver større selvhjulpethed for den en- kelte fanger og uafhængighed af ver- densmarkedet. Det grønlandske industrifiskeri I henseende til naturudnyttelse adskil- ler det grønlandske industrifiskeri sig næppe væsentligt fra det tilsvarende fiskeri i f.eks. Danmark. Rejefiskeriet er rent økonomisk helt dominerende (i 1983: 79% af fiskeeksporten), men be- skæftigelsesmæssigt spiller fiskeri efter især torsk og også hellefisk en nok så central rolle. Etablering af nye fiskeenheder (traw- lere, kuttere) er relativt frit, og den overvejende del af fiskeriet reguleres ved årlige licens- og kvotetildelinger. Med hjemmestyrets indførelse i 1979 og med Grønlands udmeldelse af EF den 1. februar 1985 er fiskeriregulering inden- for det grønlandske sø-territorium over- gået til hjemmestyrets kompetence. Ef- tersom fiskeri og fangst så helt over- vejende er det grønlandske samfunds bærende erhverv er dette naturligvis en central faktor for den grønlandske be- folknings muligheder for selv at kontrol- lere samfundsudviklingen. Hertil skal føjes, at de offentligt ejede trawlere står for godt en trediedel af den samlede fiskeindhandling og den offentligt ejede fiskeindustri forarbejder langt hovedpar- ten af den indhandlede fisk (hjemmesty- ret overtog 1. januar 1985 såvel traw- lerne som produktionsvirksomhederne fra den danske stat). De personer som henter hovedparten af deres pengemæssige indkomster fra fangst og fiskeri betegnes /føføfrerhver- vere, hvad enten indkomsterne hidrører fra sælfangst eller industrielt rejefiskeri. Generelt er tendensen den, at flere og flere former for fiskeri og fangst forbe- holdes disse heltidsfangere og -fiskere. Dette sker til trods for den almindelige antagelse, at fangst og fiskeri er en traditionel inuit aktivitet. Således erklæ- rede landsstyreformand Jonathan Motz- feldt da også i 1985, at »En kommerciel udnyttelse af renbestanden er ikke alene moralsk forkasteligt, men også en total ikke-grønlandsk/eskimoisk tradition, . . .« (A/G no. 24, 12. juni 1985). Fordeling og kvotering af fangst og fiskeri er imidlertid meget andet end et spørgsmål om kommerciel versus subsi- 300 [7] Rejetrawler i Diskobugten. Foto: D/GO, Wedige Ferchland. stens orienteret aktivitet. Mange menne- sker, som henter deres hovedindkomst ved lønarbejde udenfor selve fiskeriet har status af ^///^rfiskere og -fangere, hvilket giver dem færre rettigheder end de ovenfor nævnte. Dette til trods for at netop arbejdere i fiskeindustrien, i bygge- branchen m.v., som er uden arbejde store dele af året, i disse perioder har hårdt brug for såvel kommercielle (ind- handling af fisk) som subsistens base- rede indkomster. Alligevel udelukkes de i stigende grad fra visse former for fangst og fiskeri ligesom fiskeindustrien kan lægge begrænsninger på deres ind- handlingsmuligheder i perioder med fla- skehalsproblemer i forarbejdningsledet. Også på anden måde har denne form for fangstregulering et problematisk ind- hold. At være heltidsfisker vil nemlig blot sige, at hovedparten af indkomsten hidrører fra aktiviteter til havs. Efter denne definition er såvel partsfiskerne fra Diskobugtens rejekuttere, trawlerfi- skerne fra Sisimiut som kapitalinvesto- rerne fra et af de mange anpartsselska- ber i Nuuk og andre byer heltidsfiskere. Blot hovedindkomsten hidrører fra selve fiskeriet har man altså en fortrinsstilling til rensdyrfangst, sildepiskerjagt m.v. Ud fra en ren teknokratisk synsvinkel forekommer heltidsfiskernes fortrinsstil- ling måske naturlig, men hvis erhvervs- mæssig fleksibilitet og sociale omstæn- digheder tages i betragtning kan en sikring af deltidsfiskernes rettigheder være nok så relevant for samfundet. Almindeligvis antages det vel, at kul- turel identitet knytter sig til tradition og historisk betingede faktorer, men høj sø- fiskeriet ved de grønlandske kyster kan bruges som eksempel på, hvordan nye traditioner indsluses i den kulturelle identitet. I 1984 fremkaldte salg af fiskerilicen- ser i forbindelse med Grønlands udmel- delse af EF regeringskrise i Grønland med ændring af valglov og udskrivelse af valg i utide til følge. En vigtig faktor i dette politiske spil var, at mange politikere ønskede at bevare de grøn- landske havområder for grønlandske fi- skere. Man taler altså nu om Grønlands havområder og om det industrielle højsø- 301 [8] fiskeris betydning for det hjemmestyrede Grønlands økonomiske fremtid, og man ønsker i Grønland at dette forbeholdes den grønlandske befolkning. En vis procentdel af de i Grønland indregistrerede trawleres mandskab skal være grønlændere, ligesom der i kapital- mæssig henseende stilles visse krav om grønlandsk ejerskab. Da man tilsyne- ladende har mistanke om, at disse regler bliver omgået har hjemmestyret sat en undersøgelse igang for at kulegrave ejer- forholdene i fiskerisektoren. Når hjem- mestyret prioriterer dette fremfor en undersøgelse af ejerskabsforholdene in- denfor f.eks. håndværkssektoren eller detailhandelen skyldes det efter min bedste vurdering først og fremmest, at højsøfiskeriet (ved siden af al anden fangst og fiskeri) identificeres som grøn- landsk, som en sektor der skal forbehol- des grønlændere. Nødvendigheden af at grønlandisere (herunder en kulturel grønlandisering og legitimering) højsøfiskeriet hænger blandt meget andet sammen med den grønlandske nations dannelse. I takt hermed undergår befolkningens identi- tet en naturlig ændring — underforstået, at hvis den ikke gjorde, ville samfundet opleve en alvorlig krise. Kulturtruslen Den grønlandske kultur er dybt for- ankret i fangsten ligesom vores egen europæiske kultur er forankret i ager- bruget. Dette er dog ikke ensbetydende med, at den grønlandske eller de andre inuit kulturer er bundet til fangsten som erhvervs- og livsform - en antagelse som desværre ofte ligger bag den euro- amerikanske holdning til inuit samfun- dene. De fleste europæere ser agerbru- gets udvikling til en kultur baseret på industriel produktion som en kontinu- erlig, nødvendig og i mange henseender positiv proces. Heroverfor står altså det europæiske syn på inuit kulturerne, efter hvilket udviklingsaspektet oftest isoleres fra dets kulturelle grundlag. På den ene side fastholdes billedet af den ædle og farlige fangertilværelse, hvor menneskene le- vede en uforstyrret primitiv tilværelse indtil kolonisationen - på godt og ondt — bragte en ende herpå. Men inuit må vælge mellem at »for- blive på stenalderstadiet eller indgå i det moderne samfund«, underforstået at al- ternativet til den primitive tilværelse hævdes at være en tro kopi af vores egen europæiske kultur, som i parentes be- mærket er under stadig forvandling. Jeg tror dette rummer en del af forklaringen på, at europæere har så svært ved at acceptere en kommercialisering og en udvikling af fangsten som livsform — kontrolleret af inuit selv. Noget særlig karakteristisk er det, at vi hæfter falske termer på det vi opfatter som den traditionelle grønlandske kultur. Den grønlandske kultur har altid været under ændring og har en flere årtusinder lang historisk udvikling bag sig. For Independence kulturen i Nordøstgrøn- land (ca. 2—1.000 f.Kr.) var moskus- oksen det vigtigste fangstdyr; men kajak- ken kom først til Grønland med Thule- kulturens udbredelse langt senere; den idag så udbredte og produktive isgarn- fangst, som de fleste forbinder med den traditionelle grønlandske fangerkultur, 302 [9] har næppe 250 år bag sig; speedbåden som i dag er det mest udbredte produk- tionsmiddel ved enkeltmandsfangst- og fiskeri hører efterkrigstiden til. Disse eksempler skal blot illustrere det urime- lige i kategorisk at foretage en skelnen mellem et uforanderligt traditionelt sam- fund og et dynamisk moderne samfund. Den grønlandske kulturs udvikling er karakteriseret ved såvel kontinuitet som ændring. På intet tidspunkt har menne- sket haft et valg mellem det »traditio- nelle« samfund og det moderne. Skulle man nærme sig en definition ville denne sige noget i retning af, at den traditio- nelle grønlandske kultur er til enhver tid den del af samfundet, som mobiliserer flest kulturelementer med stor historisk dybde. Ligesom man ikke kan foretage en historisk fiksering af »det traditionelle grønlandske samfund«, ligeså lidt kan man betegne ikke-kommerciel fangst (subsistens, fangst til eget forbrug, selv- forsyning) som noget karakteristisk ved det traditionelle samfund. Den traditio- nelle kultur er uundgåeligt bundet til verdensmarkedet gennem såvel salg af produkter (skind, ben, fisk) som køb af produktionsmidler. Sådan har det faktisk været siden den allerførste kontakt med europæiske hvalfangere, opdagelsesrej- sende, missionærer og kolonister. Miljøorganisationers og nationalsta- ternes stigende indgreb overfor inuits kommercielle hval- og sælfangst, men delvise accept af »traditionel« fangst, beror som oftest på en udtalt mangel på forståelse for den udvikling det grøn- landske samfund har været underkastet. Når man i Europa og Nordamerika i stigende grad kun vil acceptere »traditio- nel« hvalfangst er der faktisk ikke langt til at man også vil bestemme hvornår noget er traditionelt. Naturtruslen Faldende verdensmarkedspriser på rå- stoffer, herunder kulbrinter, har for en periode dæmpet industrilandenes inte- resse for det arktiske område. Atlantic Richfield Co. har for en periode indstil- let de seismiske undersøgelser efter olie og gas på Jameson Land i Østgrønland og flere selskaber er på vej bort fra Beauforthavet nord for Mackenzieflo- dens delta i det nordlige Canada — et havområde med højt kulbrinte poten- tiale. Formentlig er dette kun et forbi- gående fænomen, som næppe ændrer ved det forhold, at undergrundens rå- stoffer i lang tid fremover vil rumme det arktiske områdes største økonomiske muligheder. I Grønland har hjemmestyret da også udtalte forventninger til at råstofferne vil kunne fmanciere et mere selvsty- rende grønlandsk samfund. Faren for en omfattende og generel forurening af det sårbare arktiske havmiljø bliver på ingen måde mindre af, at grønlændere og andre inuit får større indflydelse på udnyttelsen af de mineralske ressourcer. Dette er imidlertid ikke stedet til en nærmere omtale af forureningsspørgs- målet, som ellers i sig selv kan være nok så væsentligt. Derimod har jagten efter, og udnyttelsen af de mineralske råstoffer med de heraf følgende mulige farer for miljøet medvirket til at forstærke visse sider af inuit befolkningernes etniske identitetsfølelse. 303 [10] Naturligvis påvirker og ændrer olie- og mineraludnyttelse i større omfang de berørte samfund, ligesom naturudnyttel- sen ændrer sig. Man kan blot nævne det forhold, at indtægter fra arbejde i mine- og olieindustrien bruges til investeringer i store hurtiggående både, i forbedret jagtudstyr m.m. Det tilsyneladende para- doksale er imidlertid at netop efterforsk- ningen af råstoffer har styrket befolknin- gens geografisk-historiske identitetsfø- lelse. Debatten om den grønlandske befolknings ejendomsret til landet tog for alvor fart med olieboringerne ud for den grønlandske vestkyst i midten af 1970erne og senere med det såkaldte APP-projekt, efter hvilket gas i store supertankere skulle føres fra de canadi- ske ishavsøer ned gennem Davisstrædet til forbrugere i Europa og USA. I Alaska var konstruktionen af den store pipeline fra oliefelterne ved Prudhoe Bay til Stillehavskysten den direkte årsag til at den indfødte befolk- ning søgte sig tvunget til — overfor retssystemet - at fastholde sin ejendoms- ret til landet. For inuit i Canada var kravet fra 1976 om oprettelsen af et særligt inuit territo- rium - Nunavut — blevet fremprovoke- ret af en lignende situation. Inuits krav om ejendomsretten til landet håndhæves logisk nok først i det øjeblik denne synes truet. Denne oprin- delige ejendomsret, som altså er baseret på kollektive brugsrettigheder, har aldrig tidligere været truet i det omfang som tilfældet er blevet det med mine- og olieselskabernes interesse for såvel hav- som landområder. Øget interesse for ejendomsretsspørgsmålet blandt inuit og en mere udtalt samhørighedsfølelse med territoriet står derfor ikke i modsætning til den kendsgerning, at territoriet i fangstmæssig henseende har dalende økonomisk betydning, hvilket især er tilfældet i Canada og Alaska. Derimod kan man sige, at den ændrede naturud- nyttelse har fordret nye relationer mel- lem mennesker og territorium, og dette har også inuit måttet sande. Hvor udnyttelsen af olie og mineraler i økologisk henseende er en reel trussel for det arktiske miljø, så har den politi- ske effekt heraf været fremmende for identitetsfølelsen blandt inuit samt styr- ket følelsen af samhørighed med et bestemt territorium. For inuit er den politiske kompetence en nødvendig, men dog ikke tilstrække- lig betingelse for at kunne styre udvik- lingen, hvori en alsidig naturudnyttelse er afgørende for såvel den økologiske balance som for samfundenes større selvhjulpethed og dermed også et mere omfattende selvstyre. En hel grotesk følge af de store miljøorganisationers kampagner mod fangst af arktiske pels- dyr er, at den tvinger inuit til ensidigt at satse på mere eller mindre tvivlsomme mine- og olieprojekter. Litteraturhenvisninger A/G. Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Ugeavis. Nuuk. Brice-Bennett, Carol (red.). 1977 Our Footprints åre Everyuihere. Inuit Land Use and Occupancy in Labra- dor. Nain, Labrador. Dahl, Jens. 1977. Minedrift i et fangersamfund. Krage- stedet. Vedbæk. Freeman, Milton M. R. (red.). 1976. Inuit Land Use and Occupancy Sludji vol. 1-3. Ottawa, Canada. Usher, Peter. 1976. Landets betydning for Canada's indfødte befolkning i Kleivan og Nørregaard (reds.) Vort land, vort liv: 33-38. Institut for Eskimologi 3. København. 304 [11]