[1] Tuberkulosemiraklet kom også til Grønland Af overlæge, dr. med. Ulf Gad Som bekendt har tuberkulosen været en af menneskenes strenge følgesvende gennem årtusinder. Man har fundet tu- berkuløse forandringer i mumier fra det gamle Egypten og i skeletter fra Nord- bo-gravene i Grønland. Om sygdom- mens tilstedeværelse i landet efter Nord- boernes uddøen vides - mig bekendt - intet sikkert, men der er ingen tvivl om, at efter Hans Egedes kolonisation har den hærget voldsomt i den grønlandske befolkning helt frem til vore dage. Den gik under navne som tæring, svindsot og brystsyge, der dog også har omfattet andre lidelser, hyppigst kronisk bron- chitis, mens lungekræft indtil for få år siden har været sjælden i landet. Først så sent som i 1909 nævner Th. N. Krabbe sygdommen i sin mere end 90 sider lange afhandling om det grønlandske lægevæsen, og da kun med få linier: »Lungetuberkulose er temme- lig udbredt og gør mange Individer utjenstdygtige i den haarde Kamp for Tilværelsen og kræver aarlig ikke saa faa Ofre«. Afhandlingen var først holdt som foredrag i Det grønlandske Selskab med efterfølgende diskussion. Her supplerer professor Carl Lorentzen med ordene: »En Statistik vil sikkert vise megen Tu- berkulose ligesom mine egne Erfaringer fra 1886-87.« Statistik fandtes altså ikke og var heller ikke mulig, da man ikke rådede over det nødvendige diagnostiske apparatur, d.v.s. røntgenfotografering. Kun smittefarlige syge kunne findes ved mikroskopi for tuberkelbakterier i opspyt eller materie fra betændte kirtler. Det første regulære forsøg på en be- folkningsundersøgelse gjordes af læge Rohleder i 1921-23, efterfulgt af flere andre, men stadig kun baseret på steto- skopi og mikroskopi af opspyt. Man fandt frem til, at ca. 15% af befolknin- gen måtte lide af sygdommen, og at den var den hyppigste dødsårsag, forårsa- gende 1/3 af alle dødsfald. Der skulle gå næsten 40 år fra den tyske læge Conrad Røntgen opdagede de dengang såkaldte X-stråler, før Grøn- lands Styrelse udsendte det første lille røntgenanlæg til en grønlandsk koloni. Dette skete i efteråret 1934 på initiativ af distriktslæge Laurent-Christensen i Juli- anehåb. Tilfældigvis tiltrådte jeg samtidig som assisterende læge hos ham. Han 33 [2] havde studeret tuberkulose under en permission hjemme i Danmark, og jeg kom fra en reservelægestilling på Vejle- fjord Sanatorium. Vi satte så det lille apparat sammen efter den medfølgende brugsanvisning og indbød byens hono- ratiores til indvielse. Elektricitet var der ikke på sygehuset, men en ledning var lagt ned til telegrafstationen. Der kom dog ingen strøm, for motorpasseren var gået hjem for at sove en rus ud. Så det lykkedes først næste dag. Røntgenapparatet muliggjorde aktiv behandling med pneumothorax (indpust- ning af luft i lungesækken), og dr. L-C foretog også de to første ribbensopera- tioner i Grønland. Vi startede endvidere en befolkningsundersøgelse, men den blev afbrudt af en voldsom streptokok- epidemi, som beslaglagde alle kræfter. Dr. L-C genoptog senere de afbrudte undersøgelser og fremlagde resultatet efter krigen i et foredrag i Grønlandsk Selskab i 1949.1 Julianehåb by fandt han 18% med tuberkuløse forandringer i lungerne, deraf 4% fremskredne i alvor- lig grad, 3% begyndende processer og resten godartede eller tilsyneladende hel- bredte tilfælde. Både sygelighed og dø- delighed var 20-30 gange højere end i Danmark. De andre kolonier forsynedes efter- hånden og i langsomt tempo med rønt- genapparater. Godthåb fik således først sit under krigen, oversendt fra USA. Det lidet, der kunne ydes for at bekæmpe tuberkulosen, var så godt som virkningsløst. Først efter 2den verdens- krig blev det muligt at gøre noget effektivt. Som forberedelse til de politiske be- slutninger, der skulle tages i den anled- ning, udsendte Sundhedsstyrelsen i 1947-48 en læge-expedition til kortlæg- ning af tuberkulosens omfang og med henblik på forslag til sygdommens be- kæmpelse. Det var amtslægerne Lynge fra Holbæk og Sindbjerg-Hansen fra Vi- borg; førstnævnte opholdt sig i Grøn- land i et halvt år, sidstnævnte i halvan- det med overvintring i Umanak. Yder- mere suppleredes deres betænkning med en redegørelse og forslag fra dr. med. Johs. Holm, der var organisator af de danske tuberkulosekampagner i mange lande efter krigen. Alle udtalelser gik ud på, at der nu var mulighed for effektiv bekæmpelse, hvis følgende retningslinjer blev fulgt: 1) Udbredt Calmettevaccination, sær- lig af alle nyfødte. 2) Et diagnostisk laboratorium til dyrkning for tuberkelbacterier fra alle personer med opspyt. 3) Bygning af et Sanatorium eller Hospital i Grønland til såvel medi- cinsk som operativ behandling. 4) Et røntgenskib til årlig undersø- gelse af hele Vestkystens befolk- ning. 5) Et par børnesanatorier. Den store Grønlandskommission af 1950 tilsluttede sig alle disse forslag, og i midten af 1950erne var de ført ud i livet. Det var så heldigt, at man netop i disse år havde fået de første effektive kemomidler mod tuberkulose. Særlig skal fremhæves Isoniazid, som både var billigt og nemt at fremstille. Det kom på markedet over hele Jorden i marts 1952, 34 [3] Røntgenbåden Misigssut. Foto: Ulf Gad. og allerede i april samme år så man et eklatant fald i dødeligheden overalt i Verden. Altså sattes alle sejl til. I 1954-55 byggedes for 15 mio kr. Dronning Ingrids Sanatorium i Godthåb under ledelse af overlæge Stein. Det var fuldt moderne og rummede 211 sengepladser. I 1955 ud- sendtes røntgenbåden Misigssut, et skib på omkring 200 tons med 11 mands besætning samt læge, sygeplejerske og sekretær. I næsten 20 år finkæmmede skibet alle Vestkystens bosteder for be- handlingskrævende tilfælde. Som supplement til bådens årlige rundrejse startede også et storstilet pro- fylaktisk projekt på initiativ af den ame- rikanske tuberkulosespecialist dr. Palmer og chefen for Dansk Tuberkuloseindex, overlæge Groth. (Tuberkuloseindexet var Sundhedsstyrelsens statistiske kontor i København for både Danmark og Grønland). Projektet fik kodenavnet INA og bestod i at give Isonizidtabletter 2 gange ugentlig i 1/2 år i forebyggende øjemed. INA-projektet startede juni 1956, sam- tidig med at jeg afløste Stein som over- læge ved Sanatoriet og sluttede først 2 Vi år senere umiddelbart efter min hjemrejse til Holbæk, hvorfra jeg havde haft orlov. Min efterfølger blev Krebs Lange fra det nedlagte Vejlefjord Sanatorium. Efter yderligere 5 års observationstid offentliggjorde Dansk Tuberkuloseindex resultatet af INA ved den internationale 35 [4] Rsntgenfotoff-afering på Misigssut. Foto: Ulf Gad. tuberkulosekongres i Rom i 1963. Des- værre var virkningen ikke entydig, hvad formentlig skyldes, at dosis havde været for lav. Der var ingen grund til at gentage forsøget, for i mellemtiden var tuberkulosen reduceret så stærkt, at det var unødvendigt. I årene op til 1956 sendtes flere hun- drede grønlændere til Nationalforenin- gens sanatorier i Danmark, men derefter klarede man sig med sanatoriet i Godt- håb og de lokale sygehuse, der forøvrigt tømtes for tuberkulosepatienter i løbet af 1957-58. Få år efter var der endog en del tomme pladser i sanatoriet, der kunne omdannes til et almindeligt cen- tralsygehus for Grønland. Den moderne kemokur blev i de første år i Godthåb suppleret med lunge- operationer i udstrakt grad, og det af tre grunde. For det første kendte man ikke dengang langtidsvirkningen af kemo- midlerne. For det andet fandtes mange gamle, bindevævsinfiltrerede tilfælde, hvor kemokuren erfaringsmæssigt ikke virkede godt alene. For det tredie kunne man ikke forlange, at grønlænderne skulle have tålmodighed til at videreføre kemokuren hjemme i 1—1 Vi år som man dengang brugte det (nu kun 9—12 måne- der ialt). Men når man efter to måneders forkur fjernede de gamle og stive pro- cesser, kunne man nøjes med et halvt års efterkur inden hjemsendelse fra sanato- riet. Man nåede i 1957 op på ca. 200 operationer, d.v.s. 5 om ugen. Som lungeoperatør fungerede 1956—57 en i USA uddannet, ung kirurg, P. Martiny (senere overkirurg i Holstebro). Der- efter ansattes overkirurg Olaf Poulsen, der fungerede i en årrække, indtil han om- kom ved et flystyrt i Sydgrønland. 36 [5] »II* »Ilt 18! ', Qaqortoq/Julianehåb Sygehus. Foto: Ulf Gad. Tuberkulosedødeligheden, der i umin- delige tider havde været den hyppigste, rykkede på få år ned på 7de-pladsen, og yderligere få år efter nævntes den ikke specielt i landslægens årsberetninger. Antallet af nye tilfælde faldt i årene 1956-83 fra 495 til kun 18, og det i en befolkning, der i samme tidsrum var fordoblet fra 25.000 til 50.000. Den gennemsnitlige levealder fandt Roh/eder i 1920erne til 25; i 1970erne var den steget til 65. Retfærdigvis skal det dog siges, at medvirkende hertil var den også stigende levestandard, penicillinets ef- fekt på mange andre infektioner og ikke mindst den stærkt formindskede spæd- børnsdødelighed. Misigssut var ikke egnet til is-sejllads og således ubrugelig på Østkysten. Grønlandsministeriet engagerede mig derfor til 5 konsulentrejser i årene 1962-68, mens distriktlægerne passede den daglige kur af de syge, eller de sendtes til Godthåb eller Danmark. For fuldstændigheds skyld skal det nævnes, at man naturligvis brugte - og stadig bruger — Calmettevaccination i udstrakt grad såvel i Vest- som i Øst- grønland og Thule. Tuberkulosen, som i århundreder havde hærget i Grønland, blev så godt som udryddet i løbet af to årtier, et sandt mirakel! Der har været et enestå- ende samarbejde mellem politikere, mi- 37 [6] Optræning af armbevægelser efter lungeoperation. Foto: Ulf Gad. nisterium og sundhedsvæsen, men også befolkningens positive medvirken og tillid har haft stor betydning. De anti- tuberkuløse midler samt penicillin og den stærkt formindskede spædbørnsdø- delighed er tilsammen hovedårsagerne til de enorme sundhedsmæssige frem- skridt siden 2den verdenskrig. Til gen- gæld opstod et andet problem: befolk- ningsexplosionen med en fordobling af indbyggertallet i løbet af 30 år. Men det er en anden historie. 38 [7]