[1] Scener fra et politisk ægteskab: Den grønlandske regeringskrise august 1986 -juni 1987 Af Finn Breinholt Larsen 1. Indledning Grønlands landsting gennemspiller i dis- se år forskellige variationer over temaet parlamentarisme. Det første landstings- valg i 1979 gav Siumut absolut flertal, og Atassut og Inuit Ataqatigiit kom til at spille oppositionens rolle overfor et Siumut-landsstyre, de kun kunne kriti- sere, men ikke vælte (den klassiske engelske model). Det næste landstings- valg fandt da også først sted efter, der var gået de i valgloven normerede 4 år. Ved 1983-valget mistede Siumut sit ab- solutte flertal og en anden og erfarings- mæssigt mere skrøbelig regeringsvariant blev taget i brug: mindretalsregering (Siumut) med fast støtteparti (Inuit Ata- qatigiit). Samarbejdet holdt et år. I 1984 opstod der en kortvarig, tak- tisk begrundet forståelse mellem Atassut og IA i kølvandet på EF-aftalen. De to partier gik sammen om et mistillids- votum til regeringen. Siumut-landsstyret reagerede på traditionel parlamentarisk vis: man trådte tilbage og udskrev valg (skønt denne mulighed ikke var forudset i valgloven og derfor krævede en valg- lovsændring). 1984-valget forrykkede ikke styrkeforholdet mellem partierne væsentligt. For ikke endnu en gang at komme til at sidde på et oppositions- partis nåde valgte Siumut nu at optage IA i regeringen. I foråret 1987 blev forholdet mellem koalitionspartnerne imidlertid så anspændt, at Siumut op- sagde samarbejdet med IA. Der blev for anden gang udskrevet valg »i utide«. Mens landstingsvalgene i 1979 og 1983 var nødvendige, og valget i 1984 var forståeligt (både Atassut og IA øjnede en chance for at indkassere en stemmegevinst efter EF-fiskeriaftalen), er der sikkert en og anden, der har spurgt sig selv, om 1987-valget egentligt ikke var inderligt overflødigt. Først op- sagde Siumut samarbejdet med IA med brask og bram for 3 måneder senere at byde de to vragede lA-landsstyremed- lemmer velkommen tilbage i landsstyret. Hvad var meningen egentlig? Var der tale om en fejlslagen taktisk manøvre eller en regulær fejlbedømmelse af situa- tionens muligheder hos Siumuts ledelse, en impulshandling fra landsstyreforman- den eller noget helt fjerde? Måske får vi svaret en gang, når nogle af de impli- 157 [2] cerede politikere får tid til at skrive deres memoirer. Indtil da må vi nøjes med »informerede gæt«. Den følgende beskrivelse af udviklingen fra de første tegn på, at en alvorlig krise i landsstyret var under opsejling, til dannelsen af det nye landsstyre, bygger på de oplysnin- ger, der har været tilgængelige i pressen. 2. De første tegn pd krise Det politiske liv har en psykologisk dimension, hvor viljen til magt indgår som en væsentlig ingrediens. Grønlands første og hidtil eneste landsstyrefor- mand, Jonathan Motzfeldt, har til fulde demonstreret, at han er i besiddelse af viljen til magt, hvilket ikke mindst en række af hans partifæller har fået at mærke, når de er »kommet på tværs«. Det samme signalement kan imidlertid bruges på Inuit Ataqatigiits leder, Aqqa- luk Lynge, og samarbejdet i Siumut-IA- landsstyret har derfor heller aldrig været gnidningsfrit. Hertil kommer, at den moderate fløj i Siumut, som Jonathan Motzfeldt repræsenterer, rent politisk ikke føler sig særligt beslægtet med IA i modsætning til Siumuts venstrefløj, der ser en naturlig samarbejdspartner i IA. De første tegn på, at der var optræk til en alvorlig konflikt mellem koali- tionspartnerne, kom forud for SIK's kongres i august 1986. SIK's hoved- sekretær, lA'eren Ole Lynge, skabte en del ravage før og under kongressen ved at stille op til formandsposten og her- med udfordre den mangeårige formand og ledende siumutter Jens Lyberth. Ole Lynge trak sit kandidatur tilbage igen, efter at Jens Lyberth havde lovet kon- gressen, at han til gengæld ville trække sig ud af landstinget og koncentrere sig om fagforeningsarbejdet (et løfte han siden brød). Men Ole Lynge opnåede at blive valgt til næstformand. Nogle dage før kongressen startede, udsendte Siu- muts forretningsudvalg en pressemedde- lelse, hvori man kritiserede, at IA opstil- lede sin egen kandidat til formands- posten, og man satte - hvilket i sam- menhængen umiddelbart forekom dra- stisk — spørgsmålstegn ved lA's fortsatte rolle som regeringspartner. Jonathan Motzfeldt bekræftede overfor radioavi- sen, at landsstyresamarbejdet kunne komme i fare, men han understregede, at han ikke håbede, at det ville ske. I løbet af efteråret var der vedholden- de rygter i omløb om, at Siumut ville afbryde landsstyresamarbejdet med IA og fortsætte som mindretalslandsstyre til næste ordinære landstingsvalg, der skul- le finde sted sommeren 1988, og at der for at sikre dette var lavet en borgfreds- aftale med Atassut. Det skal understre- ges, at der netop var tale om rygter. Man bør iøvrigt ikke være blind for, at rygtedannelse i sig selv kan have spillet en rolle i den optrapning af konflikten, der fulgte. Den næste trussel kom i forbindelse med Siumuts hovedbestyrelsesmøde i november 1986. I en pressemeddelelse udsendt den 14. november kritiserede hovedbestyrelsen lA's landstingsgruppe og især lA's to landsstyremedlemmer for manglende samarbejdsvilje. I pressemed- delelsen hed det: »Hovedbestyrelsen har ikke mindst bemærket, at selv lA's landsstyremedlemmer stemmer imod el- ler undlader at stemme i forbindelse med dagsordenspunkter, som det selv 158 [3] Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. Er det mon lugten af politiske rævekager, der river i næsen? Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. har godkendt i landsstyret.« Hovedbe- styrelsen havde givet Jonathan Motz- feldt bemyndigelse til at fyre de to landsstyremedlemmer fra IA, såfremt dette ikke ændrede sig. Aqqaluk Lynge svarede igen på kritik- ken ved at sige, at både Siumut og IA stemte på tværs af landsstyrebeslutnin- ger i sager, som man ikke syntes var vigtige. Aqqaluk Lynge mente ikke, der var nogen grund til at opløse landsstyre- samarbejdet. Det kunne måske være svært for et stort parti at skulle sam- arbejde med et lille parti, når man i mange år havde været enerådende. Men hvis endelig Siumut havde lyst til at samarbejde med Atassut, så værsgo. Jonathan Motzfeldt afviste senere at konkretisere utilfredsheden med IA overfor pressen med henvisning til, at spørgsmålet i stedet burde diskuteres internt i landsstyret. Ingen andre fra Siumuts hovedbestyrelse ønskede at ud- tale sig i sagen. 3. T hule-radaren Tredie akt i det »ægteskabelige« drama begynder uden for Grønland. En jour- nalist ved dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde fået det, der i blad- verdenen hedder et scoop. Dragsdahls scoop handlede om installationen af en ny radar på Thule Airbase (en såkaldt »phased array radar«). Han fremlagde på tryk en række indicier for, at den ny radar var et led i USA's opbygning af et offensivt anti-raket-forsvar og som så- dan en overtrædelse af ABM-traktaten indgået mellem USA og Sovjetunionen i 1972, der netop forbyder denne type våbensystemer. Information, der nor- malt ikke tilhører den sensationshung- rende del af dansk presse, satte for en gangs skyld fuld damp på rotationen. Alene i de to første måneder, historien kørte i Informations spalter, bragte bla- det mere end 80 artikler om emnet. Artikel nr. 43 i denne serie var et interview med Aqqaluk Lynge. Aqqaluk Lynge sagde i interviewet, at hans parti var det eneste grønlandske parti, der så radar-sagen i dens rette sammenhæng (nemlig kampen for afmilitarisering af Arktis), mens de to andre partier anså USA's militære installationer i Grønland som et gode for civilbefolkningen. Aq- 159 [4] qaluk Lynge ønskede, at de grønlandske politikere fik bedre informationer om sagen og krævede, at der blev nedsat et dansk-grønlandsk kontrolorgan udpeget af Landstinget og Folketinget (forslaget var blevet fremsat 3 gange af IA i Landstinget i perioden 1984-86). Di- rekte adspurgt, om Jonathan Motzfeldt havde ignoreret spørgsmålets alvor, sva- rede Aqqaluk Lynge: »Ja«. Interviewet med Aqqaluk Lynge blev bragt den 31. januar og gav straks genlyd i grønlandsk presse. I første omgang positiv genlyd. Atassuts Jan Streit Christoffersen gav sin tilslutning til ideen om et kontrolorgan (han mente ikke, amerikanerne havde noget at skju- le). Lars Emil Johansen, Siumut, mente, at radarsagen var en varm kartoffel, og han var enig med Aqqaluk Lynge i, at det officielle Grønland var blevet for dårligt informeret. Han foretrak dog nedsættelsen af et udenrigspolitisk nævn i Landstinget frem for det foreslåede kontrolorgan. Efter 14 dages forløb faldt landsstyre- formandens hammer imidlertid. I et usædvanligt skarpt svar til Aqqaluk Lyn- ge i Information (13.2) skrev Jonathan Motzfeldt: »Aqqaluk Lynge er formand for et parti, som ideologisk har bekendt sig til den yderste venstrefløj. Han har naturligvis ret til at fremføre sit partis synspunkter, men han må samtidig som medlem af det siddende landsstyre være klar over, at han er medansvarlig for den politik, landsstyret fører - også på områder, som ikke er direkte hjemme- styreanliggender. Når Aqqaluk Lynge mener, at jeg har ignoreret radarspørgs- målets alvor, så viser han i virkeligheden en afgrundsdyb uvidenhed og foragt for det arbejde, som førte til hjemmestyrets indførelse.« Jonathan Motzfeldt under- stregede, at der herskede et godt tillids- forhold mellem Hjemmestyret og Uden- rigsministeriet, og det var hans klare indtryk, at man fik alle de oplysninger, man bad om. Få regeringskoalitioner ville kunne overleve en skideballe af disse dimen- sioner afleveret for åbent tæppe. Lands- styrekrisen var brudt ud i lys lue. Situa- tionen var sådan set også klassisk. Hvor loyale skal koalitionspartnere være over- for hinanden i spørgsmål, hvor der hersker uenighed? Skal uenighederne holdes indendøre, eller må de luftes offentligt? Og ikke mindst: Er det til- ladt som menigt medlem i en regering offentligt at kritisere regeringens leder? 4. Finsk mellemspil Endnu engang flyttedes begivenheder- nes centrum udenlands. Den 22. februar indledte Nordisk Råd sin årlige session i Helsinki. En tilsyneladende velinforme- ret journalist fra Danmarks Radio, Allan Hjort Hansen, sendte en rapport hjem om, at der havde været forhandlinger i Helsinki mellem Jonathan Motzfeldt og Atassuts leder, Otto Steenholdt, om at smide IA ud af landsstyret ved den forestående landstingssamling. Otto Steenholdt bekræftede, at han havde aftalt drøftelser med Jonathan Motzfeldt om »muligheden for et nærmere politisk samarbejde«, men ville ikke konkretisere det yderligere. Moses Olsen citeredes for i Helsinki at have udtalt om samarbejdet mellem Siumut og IA, at det er »lige før selerne ikke kan holde«. 160 [5] Aqqaluk Lynge, IA, og Jonathan tAotyfeldt, Siumut. Billedet er fra januar 1987, da de to koalitionspartnere endnu kunne udveksle vittigheder. Senere blev smilene lidt mere anstrengte. Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. Rygterne fra Helsinki udløste en ræk- ke udtalelser i Grønland fra fremtræden- de medlemmer af de politiske partier. Lars Emil Johansen, Agnethe Davidsen og Jens Lyberth, alle medlemmer af Siu- muts hovedbestyrelse, bekræftede, at der vist nok var hold i rygterne om samtaler mellem Atassut og Siumut. Nikolaj Heinrich fra det nystartede Issittup Par- tiia (Polarpartiet) mente, det var for billigt, hvis Atassut gik i koalition med Siumut (den uudsagte besked til Atassut var klar: vent til efter valget med at gå i koalition, så kan vi måske tilsammen mønstre et flertal). Både Lars Emil Johansen og Agnethe Davidsen tog af- stand fra ideen om et Atassut-Siumut- landsstyre og gav udtryk for, at man på trods af samarbejdsproblemerne foretrak den nuværende konstellation. Lars Emil Johansen mente iøvrigt at samarbejdet mellem Siumut og IA i selve landsstyret var godt, men at det kneb i landstings- salen, hvor IA nogle gange var løbet fra fælles regeringsbeslutninger. I disse ud- talelser lå der klart en markering af venstrefløjens synspunkter inden for Siumuts hovedbestyrelse. På spørgsmå- let, om det var landsstyreformanden, der først og fremmest havde ført for- 161 [6] Lars Emil Johansen og Jens Lyberth, begge Siumut. De hører til de »unge veteraner« i grønlandsk politik. Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. handlinger med Atassut, sagde Lars Emil Johansen: »Det står ganske klart. Jeg kan i sagens natur ikke sidde og kommentere min partiformand i radio- avisen«. Et anonymt »fremtrædende Siu- mut-medlem« udtalte til Information, at hvis rygterne om, at Jonathan Motzfeldt ville smide IA ud af landsstyret, var sande, havde han handlet uden opbak- ning fra Siumuts ledelse. Aqqaluk Lynge udtalte, at han mente, det var en for- æring til IA, hvis man fik lov til at sidde på oppositionsbænken det sidste år in- den landstingsvalget (et synspunkt der siden gentages af Jørgen Fleischer i en leder i Atuagagdliutit/Grønlandsposten). I en udtalelse fra lA's hovedbestyrelse placeres skylden for samarbejdsvanske- lighederne i landsstyret hos Jonathan Motzfeldt. Den eneste, der forholdt sig tavs overfor pressen, var landsstyreforman- 162 [7] den. Først en lille uge senere afviser en tydeligt irriteret Jonathan Motzfeldt, at han skulle have indgået nogen aftale med Atassut. Nogle dage senere afviser landsstyreformanden ligeledes at kom- mentere forlydender i Atuagagdliutit/ Grønlandsposten om, at de to lA-lands- styremedlemmer vil blive udskiftet med Agnethe Davidsen og Jens Lyberth. Den mest plausible tolkning af be- givenhederne under Nordisk Råds møde i Helsinki er, at Jonathan Motzfeldt her har handlet på egen hånd, og at ledende medlemmer af Siumuts venstrefløj har gjort, hvad de kunne, for at forpurre Jonathan Motzfeldts frieri til Atassut, så snart de blev bekendt med det bl. a. ved direkte at gå imod det i pressen. Jona- than Motzfeldts tavshed taget i betragt- ning er det tænkeligt, at han først ville have offentliggjort sit forehavende ved Siumuts næste hovedbestyrelsesmøde. Uanset hvem det var, der lækkede ny- heden, havde venstrefløjen nu fået tid til at køre skytset i stilling til det foreståen- de hovedbestyrelsesmøde, der indledtes den 6. marts i Nuuk. 5. Valget udskrives På Siumuts hovedbestyrelsesmøde træf- fes der allerede første dag beslutning om at opløse landsstyresamarbejdet med IA. Man vil imidlertid forsøge at undgå valg, og Jonathan Motzfeldt bemyndiges derfor til at forhandle med både IA og Atassut (der bliver faktisk kun forhand- let med Atassut, hvilket nok skyldtes, at IA var meget hurtigt ude med et krav om valg). Meget praktisk holder Atassut landsmøde i Nuuk den samme weekend, og Atassut nedsætter et forhandlings- udvalg bestående af fire personer (Otto Steenholdt indgår mærkværdigvis ikke i udvalget. Er det fordi, man er bange for, at han er for imødekommende overfor Siumut ?). Dette udvalg kommer med et udspil til Siumut, hvor man kræver at få 3 landsstyreposter i et kommende koalitionslandsstyre, samt fremlægger endvidere et 12-punktspro- gram, der bl. a. omfatter ophævelse af KNI's monopol på atlantbesejlingen, privatisering af en del af den offentlige boligmasse og opsplitning af KNI i tre selvstændige virksomheder (rederi, transport og butiksvirksomhed). Udspil- let ligner mere et valgoplæg end et realistisk forhandlingsgrundlag. Alle de nævnte krav afvises af Siumut, og der bliver i det hele taget ikke givet væsent- lige indrømmelser. I stedet for lands- styreposter tilbydes udvalgsposter. For- handlingsmulighederne er ret hurtigt udtømte (Jonathan Motzfeldts kommen- tar i radioavisen: »Jeg tror udmærket Otto Steenholdt og jeg kunne have etableret et samarbejde« — underforstået: andre i Atassut havde forhindret dette ved at stille ublu krav) og et valg er nu uundgåeligt. Den 11. marts træder Landstinget sammen. På landstingsmødet finder der en skarp meningsudveksling sted mel- lem Jonathan Motzfeldt og Aqqaluk Lynge. Aqqaluk Lynge sagde bl. a.: »Jeg skal på Inuit Ataqatigiits vegne beklage, at vi er kommet i den situation, som landsstyret er kommet i. Fra IA's side har vi ikke haft til hensigt at fornærme nogen, et parti eller en enkeltperson. Det eneste, vi har udtalt os om, er Thule-basens tilstedeværelse, og de 163 [8] Toppolitikerne følger slagets gang ved det forestående valg i 1984. Fra venstre: Jonathan Motsfe/dt, Steffen Heilmann, Otto Steenholdt, Jens Lyberth, Kaj Egede, Anders Kielsen, Hans Pavia Rosmg og L,ars Chemnitz- Foto: 'Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. komplikationer, der i den sidste tid har været, og vi har som parti fremført vores principielle synspunkter, og vi mener, at dem har vi lov til at have, og derfor synes vi, at vi er lidt ude på tynd is, når vi er kommet i den situation, vi er kommet i. Vi ville godt have fortsat samarbejdet, men samarbejdet kan altså ikke fortsætte, det må vi erkende. Men på den anden side, så i den ærgrelse, vi gerne vil give udtryk for, så kan jeg ikke undgå at sige, at hvis der på nogen måder skal være tilnærmelser mellem to yderpunkter i grønlandsk politik, så må en eller anden have solgt sin sjæl i den her sag.« Jonathan Motzfeldt kvitterede med følgende bemærkning: »Det er ikke i dag, jeg vil tage slagsmålet med Aqqa- luk om, hvorfor den loyalitetskrise eksi- sterer i øjeblikket mellem ham og mig. Det kan vi klare under valgkampen muligvis. Men at erklære for mig, at jeg har ignoreret visse dele af mine arbejds- områder, det har fået mit parti til at give mig en tillidserklæring, som jeg har brug for.« Lidt senere i debatten gav Jonathan Motzfeldt sin opfattelse af Siumuts pla- cering i det grønlandske partisystem: »Vi har den frihed, at vi står i midten og passer på bolden her i grønlandspolitik- ken. Vi kan tale både til højre og til venstre, og vi kan sparke både til højre og til venstre.« At Landstinget venter med at ud- skrive valget til dagen efter, for at Siumut og Atassut kan gøre endnu et 164 [9] forsøg på at komme til enighed, må nærmest betragtes som en tom gestus. Den følgende dag samles Landstinget for at konstatere, at et valg er den eneste udvej. Valgdatoen fastsættes til den 26. maj, og landstingssamlingen afsluttes uden at tillægsbevillingsloven har været til behandling. Lad os et øjeblik vende tilbage til spørgsmålet i indledningen af artiklen: hvad var meningen med valget? Valget synes at være et resultat af to halve sejre, en til hver af fløjene i Siumuts ledelse. Den første halve sejr blev vundet af Jonathan Motzfeldts fløj, der fik presset en opløsning af Siumut-IA-landsstyret igennem. Aqqaluk Lynges udtalelser om Thule-radaren har formodentlig været en kærkommen anledning for Jonathan Motzfeldt til at få sin vilje i dette spørgsmål. Måske var Lars Emil Johan- sens fløj ikke så svær at overbevise, når det kom til stykket. Der havde jo vitter- ligt været samarbejdsproblemer. En midlertidig afbrydelse af samarbejdet med IA kunne bruges til at viske tavlen ren. Givet er det imidlertid, at Lars Emil Johansens fløj har ønsket en gen- etablering af en venstrekoalition under den ene eller anden form. Den anden halve sejr blev vundet af Lars Emil Johansens fløj, idet det lykke- des den at blokere landsstyreformandens tilnærmelser til Atassut, her muligvis hjulpet af Atassuts højrefløj. Efter at EF-sagen var forsvundet fra den poli- tiske dagsorden med Grønlands udtræ- den af EF i 1985, og at selvstændigheds- samhørigheds-temaet i grønlansk politik havde mistet noget af sin tidligere sprængkraft med opbygningen af et hjemmestyre, som både Siumut og Ata- ssut tillægger positiv værdi, var »den store koalition« bestående af de to mid- terpartier pludselig kommet indenfor mulighedernes rækkevidde. Tilnærmel- serne mellem Jonathan Motzfeldt og Otto Steenholdt var det første famlende skridt i retning af at realisere denne vision. Men da de to partiers hoved- bestyrelser strammede snoren i ryggen af deres respektive partiformænd, blev der foreløbigt sat en stopper for disse planer. To halve sejre giver ikke en hel. Valget kan derfor i lige så høj grad betragtes som et udslag af en indre krise i Siumut som en krise i samarbejds- forholdet mellem Siumut og IA. Valget løste ikke denne krise, med udskød den blot. 6. Valgets udfald Valgets udfald var måske det mindst overraskende i hele forløbet. Den 26. maj gik 25.765 ud af 36.999 stemme- berettigede personer (70 %) til valg ved landets 77 valgsteder. Forskydningerne i forhold til valget i 1984 fremgår af tabel 1. Tabel l. Partiernes stemmeandele ved landstingsvalgene i 1984 og 1987: 1987 1984 +/- Siumut 39,8 °X ) 44,1 °/ 6 - 4,3 % Atassut 40,1 °X ) 43,8 °/ D -3,7% IA 15,3°X ) 12,1 °/ & +3,2°/o Issittup Partiia 4,5 °/c + 4,5% IS AI 0,4 °X + 0,4% 100,1 % 100,0 % 165 [10] Fremgangen for IA og tilbagegangen for Siumut kunne umiddelbart tolkes så- ledes, at der havde fundet en vis netto- vælgervandring sted fra Siumut til IA. Her bør man imidlertid være forsigtig. Sandsynligvis skyldes det meste af lA's fremgang og tilsvarende Siumuts til- bagegang, udskiftninger i vælgerkorp- set. Ilisimatusarfiks vælgerundersøgelse fra landstingsvalget i 1984 viser, at lA's vælgere koncentrerer sig inden for de unge vælgergrupper. Forudsat at en god part af de unge IA-vælgere holder fast ved IA efterhånden som de bliver ældre, betyder selve den udskiftning, der sker i vælgerkorpset gennem den naturlige til- og afgang, at IA vil øge sin vælgertilslut- ning fra valg til valg. Ca. 0,5 % af fremgangen på 3,2 % kom iøvrigt fra Qanaaq, Ammassalik og Ittoqqortoor- miit, hvor IA opstillede for første gang. M. h. t. Atassuts tilbagegang er det rimeligt at antage, at den for en stor del skyldes fremkomsten af et nyt borgerligt parti, Issittup Partiia, der under valg- kampen appellerede stærkt til selvstæn- dige næringsdrivende inden for fiskeri, handel og håndværk. I kraft af, at partiets formand, Nikolaj Heinrich, tid- ligere har været medlem af Siumut og iøvrigt er formand for KNAPK, fanger- nes og fiskernes organisation, hvis med- lemmer tæller en del Siumut-tilhængere, har Siumut nok også afleveret stemmer til Issittup Partiia. Issittup Partiia var så absolut valgets »sorte hest«, fordi det havde mulighed for at gå på stemme- fiskeri hos begge de store partier (partiet havde også den snært af national selv- bevidsthed over sig, der kunne have tiltrukket borgerlige Siumut-vælgere) og således slå en breche i det etablerede partisystem. Partiet, der blev startet umiddelbart før udskrivningen af valget, nåede imidlertid ikke at profilere sig særligt meget i valgkampen og fik da også kun en beskeden tilslutning (det samme gælder kandidatforbundet ISAI, der stillede op i Midtkredsen). Hvis man kan tale om et hovedtema i valgkampen, var det ikke Thule-radar- en, der tilsyneladende har tiltrukket sig meget mere interesse i dansk presse end i Grønland, men derimod privatisering kontra offentlig styring og drift af er- hvervslivet. Issittup Partiia førte sig frem som det mest radikale privati- seringsparti skarpt forfulgt af Atassut, der dog understregede, at man var til- hænger af en blandingsøkonomi, men med et større spillerum for det private erhvervsliv end Siumuts erhvervspolitik tillod. Ikke mindst p. g. a. privatiserings- diskussionen skete der i løbet af valg- kampen en klar polarisering mellem Atassut-Issittup Partiia på den ene side og Siumut-IA på den anden. Stemmetallene omsatte sig i følgende mandattal (mandattallene ved 1984-val- get i parentes): Siumut 11 (11), Atas- sut 11 (11), Inuit Ataqatigiit 4 (3) og Issittup Partiia l (0). Bemærk at det samlede antal medlemmer i landstinget er forøget fra 25 til 27. 7. To gamle skolekammerater Sammenligner man mandatfordelingen i Landstinget før og efter valget, er det tydeligt, at valget ikke havde skabt mu- lighed for nye flertalskombinationer. Issittup Partiias ene mandat var uin- teressant set ud fra et koalisationssyns- 166 [11] To gamle skolekammerater Otto Steenholdt og]onathan Motsfe/dt. Foto: Lisbeih Lyager, Sermitsiaq. punkt, og der var derfor kun de gam- melkendte muligheder tilbage, Siumut- IA, Siumut-Atassut og Atassut-IA. Da den sidstnævnte kombination på for- hånd måtte betragtes som udelukket, var det spørgsmål, der skulle afklares endnu engang: hvilket af de to andre partier skulle Siumut gå i landsstyre med? Der var på forhånd indgået en mundtlig aftale mellem partilederne om, at lederen af det parti, der fik flest stemmer ved valget, skulle fungere som forhandlingsleder i forbindelse med dan- nelsen af et nyt landsstyre. Det blev derfor Otto Steenholdt, der fik tildelt denne rolle. Der blev imidlertid ikke nogen »dronningerunde«. Af grunde, som er lidt uklare, fik Otto Steenholdt ikke indkaldt partilederne til møde da- gen efter valget. Først den næste dag havde han en samtale med Jonathan Motzfeldt, og de begivenheder, der fulg- te i kølvandet på denne samtale, fratog hurtigt Otto Steenholdt initiativet, og han kom derfor aldrig til at fungere som forhandlingsleder, noget der både af ham selv og Lars Chemnitz blev påpeget som et brud på grønlandsk »forfatnings- skik«. Mødet mellem Otto Steenholdt og Jonathan Motzfeldt torsdag den 28. maj, Kr. Himmelfartsdag, tog en uventet drejning. På et tidspunkt, hvor »ånden fra Helsinki« tilsyneladende var manet 167 [12] godt og grundigt i jorden, lykkedes det endnu en gang de to partiledere at komme tæt på en aftale om et fremtidigt landsstyresamarbejde mellem Siumut og Atassut. Otto Steenholdt tilbød Jona- than Motzfeldt at fortsætte som formand for et landsstyre, hvor Atassut skulle have tre poster, og Jonathan Motzfeldt var absolut positiv overfor tanken. »Den store koalition« var atter sat på dags- ordenen. De to partiformænd var optimistiske m. h. t. et kommende samarbejde. Det ville skabe borgfred i Grønland i de kommende fire år. Meddelelsen blev bragt i en ekstraudsendelse i Grønlands Radio, hvilket selvfølgelig forhøjede den dramatiske effekt. På spørgsmålet om Atassuts og Siumuts formænd talte bed- re sammen nu, end da valget blev udskrevet, svarede Jonathan Motzfeldt: »Jeg mener de her samtaler jeg har haft i dag med Otto var meget gode, for vi har jo selv sagt, at vi må lige se tiden an, og vi kender hinanden, vi er jo gamle skolekammerater.« Radioavisen: »Hvad siger Siumuts hovedbestyrelse og forret- ningsudvalg til det her?« Jonathan Motzfeldt: »Det ved jeg ikke, jeg har ikke kontaktet dem. Om en time skal jeg til Julianehåb og jeg glæder mig til at få en lang weekend!« Det næste møde var aftalt til at finde sted tirsdag, og i mel- lemtiden skulle de to partiledere have konsulteret deres respektive bagland. 8. Koks i kulissen For venstrefløjen i Siumut kom med- delelsen uden tvivl som en bombe. Lars Emil Johansen havde dagen før udtalt til radioavisen, at han ville arbejde for, at Siumut og IA skulle danne et nyt lands- styre, løvrigt bragte den samme radio- avis rygter til torvs om, at Jonathan Motzfeldts position som formand for Siumut var truet, og at Lars Emil Johansen ventede i kulissen på at over- tage posten. Kilden var den udsendte, tilsyneladende altid velorienterede med- arbejder fra Danmarks Radio, Allan Hjort Hansen. Lars Emil Johansen næg- tede pure at kommentere disse rygter (som der senere skulle vise sig at være hold i). »Kr. Himmelfartsforliget« satte skub i tingene. Jonathan Motzfeldt havde knap forladt Nuuk, før en række medlemmer i Siumuts hovedbestyrelse gik i aktion. En gruppe af disse medlemmer havde den følgende dag et møde med størstedelen af lA's hovedbestyrelse. Samme aften trådte Siumuts hovedbestyrelse minus Jonathan Motzfeldt sammen til møde. Allerede inden mødet fandt sted havde medlemmer af hovedbestyrelsen offent- ligt taget skarpt afstand fra Kr. Himmel- fartsforliget og påpeget, at Jonathan Motzfeldt havde handlet uden mandat. Udfaldet af hovedbestyrelsesmødet blev da også en klar afstandstagen fra tilnær- melserne til Atassut og en lige så klar tilkendegivelse af, at man ønskede et nyt Siumut-IA-landsstyre etableret. Hvad, der imidlertid ikke var klart, var, hvilke konsekvenser Jonathan Motzfeldts handlinger ville få for hans fremtidige position i partiet. Pressens vurdering var, at Jonathan Motzfeldt havde begået politisk selvmord, og at han kunne se en fremtid i møde som menigt medlem af Landstinget. Jonathan Motzfeldt havde deltaget i hovedbestyrelsens møde pr. 168 [13] Tiet på et fremtidigt landsstyresamarbejde mellem Atassut og Siumut. Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. telefon, og der blev ved dette møde talt med store bogstaver. På et spørgsmål fra radioavisen til Moses Olsen umiddelbart efter mødet, om Jonathan Motzfeldt havde erkendt, at hans dage som parti- formand var talte, svarede Moses Olsen: »Nej, så langt kom man ikke, fordi man råber og skriger i højttalertelefonerne, så vi udsatte de videre drøftelser til i morgen.« Moses Olsen kunne endvidere oplyse, at de henvendelser hovedbesty- relsen havde fået fra lokalafdelinger på kysten så godt som alle pegede på Lars Emil Johansen som ny landsstyrefor- mand (det kom senere frem, at man på dette tidspunkt kun havde været i kon- takt med 7 ud af partiets mere end 60 afdelinger). Vi befinder os nu ved begivenheder- nes dramatiske højdepunkt: en åbenlys lederkrise i det parti, der er i besiddelse af nøglen til regeringsdannelsen. Stem- ningen hos de ledende politikere er tydelig ophidset. Atassuts Otto Steen- holdt udtaler således til radioavisen, at Siumuts hovedbestyrelse har tilsidesat de demokratiske spilleregler. Han betegner situationen som Argentina-tilstande og diktatur. »Lars Emil har bare ventet på den mindste anledning til at komme til magten. Det er magtsygt.« Radioavisen: »Hvad siger du til Lars Emil Johansen som landsstyreformand?« Otto Steen- holdt: »Det må han sgu selv om!« Bag de bitre udtalelser ligger naturligvis en erkendelse af, at tanken om »den store 169 [14] koalition«, efter partiets 8 år i opposi- tion, endnu engang må opgives, og at den næste landstingsperiode også skal tilbringes på opposition sbænkene. 9. Formandens come-back Det blev ikke til den fredelige weekend for Jonathan Motzfeldt, som han havde glædet sig til. Dagen efter det storm- fulde telefonmøde med hovedbestyrel- sen vendte han tilbage til Nuuk med et chartret fly. I lufthavnen var der mødt en lille modtagelseskomite bestående af Lars Emil Johansen, Jens Lyberth, Mo- ses Olsen og — Otto Steenholdt. Sidst- nævnte var den første der trykkede en tydelig rystet Jonathan Motzfeldt i hånden, da han steg ud af maskinen. En lille skare tilhængere havde taget opstil- ling og mødte formanden med sang og blomster (omkringstående vidner hæv- der, at en tåre i dette øjeblik trillede ned ad formandens kinder). Radioavisen var også på pletten: »Jonathan Motzfeldt, hvad vil du sige til din hovedbestyrelse, når du møder dem nu?«. Jonathan Motzfeldt: »Jeg vil forsøge at forsvare min position i partiet. Det vil jeg gerne.« Radioavisen: »Har det overrasket dig, det der sket i de sidste dage ?« Jonathan Motzfeldt: »Ja, det har det.« Radioavi- sen: »Føler du dig gået bag ryggen?« Jonathan Motzfeldt: »Nej, det skal jeg lige finde ud af.« Det lykkedes Jonathan Motzfeldt at til- bageerobre sin position som Siumuts 1. mand. På et pressemøde dagen efter hans tilbagekomst fra Sydgrønland blev det meddelt, at Siumuts hovedbestyrelse fortsat ønskede Jonathan Motzfeldt som landsstyreformand. Det blev dog også meddelt, at Lars Emil Johansen ville stille op som partiets formand på lands- mødet i august 1987 (på den front var magtkampen altså endnu uafgjort). Hvor tæt Lars Emil Johansen havde været på at overtage styringen i partiet i de stormfulde dage efter Kr. Himmelfarts- forliget, får vi måske at vide en gang. Tilsyneladende har han ikke kunnet mo- bilisere tilstrækkelig opbakning til dette skridt fra landstingsgruppens medlem- mer eller partiforeningerne. Det afgø- rende træk fra Jonathan Motzfeldts side synes dog at have været truslen om at sprænge partiet. Forlydender vil vide, at han selv og et ikke navngivet medlem i Siumuts landstingsgruppe ville træde ud af partiet, hvis han blev vraget som kandidat til landsstyreformandsposten, hvorefter Siumut-IA-koalitionen ikke længere ville kunne mønstre et flertal. 7 0. Venstre koalitionen genetableres Forhandlingerne mellem Siumut og IA blev nu genoptaget under Jonathan Motzfeldts ledelse. Det første forhand- lingsudspil fra IA lød på, at man under henvisning til partiets fremgang ville have 3 landsstyreposter i et landsstyre bestående af 8 personer. Siumuts udspil lød på 7 landsstyreposter med 2 til IA, altså samme fordeling som før valget. Det skulle vise sig at blive en lang- varig forhandlingsproces. Landstingets åbning var fastsat til den 9. juni. IA havde tydeligvis ikke noget hastværk med at få en aftale i hus. Man vidste jo, at Siumut ikke havde andre muligheder end at nå til enighed med IA. IA udskød 170 [15] Otto Steenholdt, Atassut, må erkende, at regeringssamarbejdet mellem Siumut og l A fortsætter. Foto: Lisbeth L.yager, Sermitsiaq. 1 første omgang forhandlingerne i 3 dage under henvisning til, at hele par- tiets hovedbestyrelse først skulle være samlet i Nuuk. Efter en runde, hvor ingen af parterne ville give sig m. h. t. antal og fordeling af landsstyreposter, lå forhandlingerne stille det meste af pin- sen. Først den 8. juni blev drøftelserne genoptaget og sent om aftenen nåede man frem til et kompromis: 7 lands- styreposter fordelt med 5 til Siumut og 2 til IA, men med et løfte om, at IA efter 2 års forløb skulle have det 8. lands- styreområde, der ville blive oprettet ved overtagelsen af sundhedsvæsenet. End- videre afleveredes et antal formands- skaber i vigtige udvalg til IA (radio- styrelsen, finansudvalget og skatteudval- get)- Den eneste ommøblering, der skete i landsstyret, var udskiftningen af to Siu- mut-landsstyremedlemmer: Steffen Heilmann og Hendrik Nielsen. De blev erstattet af Jens Lyberth (Siumut-IA- stridens første æble, der nu trådte af som SIK-formand, hvilket iøvrigt atter fik partistriden i SIK til at blusse op) og Kaj Egede. To hovedbestyrelsesmedlem- mer erstattede to ikke-hovedbestyrelses- medlemmer. Samtlige Siumuts lands- styremedlemmer var nu medlemmer af partiets 15 personer store hovedbesty- relse. Snoren mellem hovedbestyrelse og landsstyre var blevet kortere. 171 [16] Landsstyreformanden, der passer bolden i midten af grønlandsk politik. Han kan tale både til højre og til venstre og kan også sparke både til hejre og til venstre, Foto; Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. Der blev altså igen dannet et flertals- landsstyre bestående af Siumut og IA. Men forhandlingerne forud for selve regeringsdannelsen bød på dramatik, der er italiensk parlamentarisme værdig. Den politiske magtkamp i Grønland havde fået endnu en facet: åbenlys fraktionskamp inden for det ledende parti i koalitionsforhandlingerne. Mens dette skrives, er det endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt disse fraktions- kampe vil føre til mere dybtgående ændringer i den politiske ledelse i Siu- mut. 11. Den minimale vinderkoalition Der er dog næppe tvivl om, at fraktions- striden i Siumut også i de kommende år vil komme til at sætte sit præg på det politiske liv i Grønland. Det er derfor nok ikke sidste gang, vi har oplevet Siumut på slingrekurs mellem Atassut og IA. Med den nuværende mandat- fordeling i landstinget synes Siumut- lA-koalitionen dog at kunne gå en for- holdsvis tryg fremtid i møde. Forklarin- gen herpå skal findes i to velkendte tommelfingerregler for koalitionsdan- nelse. 172 [17] Den første af disse tommelfingerreg- ler er afstandsprincippet: partier, der rent politisk ligger tæt på hinanden, vil mere sandsynligt gå i koalition end partier, hvor den politiske afstand er større. Det andet princip er størrelsesprincippet: alt andet lige vil en lille koalition blive foretrukket frem for en stor koalition. Årsagen er den simple, at jo større koalitioner er, jo flere er der, der skal deles om »byttet«. Man taler om den minimale vinderkoalition. Et parti, der handler rationelt (d. v. s. søger at frem- me sine egne interesser mest mulig), vil foretrække at indgå i minimale vinder- koalitioner med andre partier, som man befinder sig i nærheden af i det politiske spektrum. Set ud fra afstandsprincippet, er der i dag to koalitionsmuligheder i det grøn- landske landsting: Siumut-Atassut og Siumut-IA. En koalition bestående af IA og Atassut (noget der en kort overgang var på tale forud for udskrivelse af val- get i 1984) er, skønt den kan mønstre et flertal, en urealistisk mulighed p. g. a. den store politiske afstand mellem de to partier. Bedømmer man de to koalitions- Landsstyrets nestor Lars Chemnitz, Atassut, fik et overbevisende come-back ved valget i 1987, hvor han blev valgt med det største personlige stemmetal blandt Atassuts kandidater. Her har han i juni 1987 åbnet tinget i Nuuk. Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. 173 [18] Lars Emil Johansen. Partiformand i Siumut 1979-80. Ved redaktionens slutning var hannetop blevet genvalgt til denne post i skarp konkurrence med Jonathan Motyfeldt (15 stemmer mod 11). Foto: Lisbeth Lyager, Sermitsiaq. muligheder ud fra størrelsesprincippet, har Siumut-IA-koalitionen som den mindste af de to de største chancer. Rent faktisk er det da også den koali- tion, der har fungeret, siden Siumut tabte sit absolutte flertal i landstinget i 1983, fra 1983 til 1984 som et løst formaliseret samarbejde og fra 1984 til i dag som et egentligt regeringssamarbej- de. En Siumut-Atassut-koalition vil uden tvivl være dyrere at indgå for Siumut, fordi Atassut i kraft af sin størrelse vil kræve en større del af kagen - flere landsstyreposter, gennemførelse af flere af partiets mærkesager - end IA har kunnet på baggrund af sine få mandater. Af disse grunde er det sandsynligt, at det stormfulde ægteskab mellem Siumut og IA fortsætter, indtil en ændret man- datfordeling i landstinget evt. skaber mulighed for en ny minimal vinderkoali- tion mellem beslægtede partier. Dette kan ske som følge af forskydninger i partiernes vælgeropbakning i forbindel- se med valg, men det kan evt. også ske som følge af partisprængninger og nye partidannelser blandt Landstingets 27 medlemmer. Tak til Kalaallit Nunaata Radioa, Grønlands Radio, og Nunatta Atuagaateqarfia, Grønlands landsbiblio- tek, for velvillig assistance ved kildesøgninger. 174 [19]