[1] Du skal elske dit barn og respektere det Moderne grønlandsk litteratur i 80'erne ønsker, at det er os, der skal arbejde for vort land Af Kristian Olsen, aaju Artiklen er skrevet på basis af en forelæsning, forfatteren holdt på University College London, Depart- ment of Scandinavian Studies i marts 87. Forsiden og artiklens illustrationer er udført af forfatteren. Artiklens forfatter foran University College, London. Den moderne grønlandske litteratur er i slutningen af fattigfirserne på vej til at beskrive den ændrede samfundsstruktur, hvor den oprindelige fangerkultur og dens livsform med traditionsbundne værdisystemer forsvinder og bliver er- stattet af et broget klassesamfund, som udvikles på basis af de danske admini- strationshierarkier, der med årene har etableret sig kraftigst i det centrale Grønland. Frustrationssymptomerne, fremmed- gørelse og rodløshed anspores eksempel- vis hos en kvindelig forfatter Dorthe Nathanielsen, der i sin seneste bog fra 1986 skriver, at ønsket om at spise dansk proviant er et tungtvejende pro- blem og et ønske. Derfor er man be- gyndt at være meget optaget af penge- økonomien. Man kan ikke undvære den såkaldte købemad i butikken, fordi man ikke længere kan leve udelukkende af grønlandsk proviant. Man producerer altså under dansk ledelse. Fangerfamilierne bliver arbejde- re, men lønnen er lille og arbejdspladser- ne få. Den socialrealistiske forfatter berører også opdragelsesmæssige problemstil- linger, da de traditionelle autoritetsnor- mer, som domineres af mandens magt- beføjelser, har mistet deres betydning. 232 [2] Arbejdsfordelingen under de traditionel- le normer, hvor kvinden passer og opdrager børnene til at erhverve gode og menneskelige kvalifikationer, er for- andret, efter at mange kvinder er blevet tvunget til at blive lønarbejdere. Udbyg- ningen af grønlandske byer udføres af danskere, skriver Dorthe Nathanielsen, fordi grønlænderne ikke selv kan be- stemme, hvilke steder de selv foretræk- ker. Al ting styres fra Danmark. Uanset disse forhold akcepterer grønlænderen den øjeblikkelige situation stiltiende; hvad rager det hende/ham? Naturen er da vidunderlig smuk; der er ikke noget at være bange for. Det eneste, der kan komme, er stormen. Den kan man ikke bremse. Man er ikke nervøs over for styret. Man ved udmærket, at kommu- nerne laver bekendtgørelser, men hvem skal kritisere dem? Man følger med strømmen. Een ting bliver grønlænde- ren ved med at beholde: Friheden. Hvis ikke han har lyst til at arbejde, kan han lade være. Man forfølger ham ikke af den grund. Det er friheden, der er det grundlæggende element i den traditio- nelle kultur. Det har derfor været meget svært at vænne sig til en livsform, som krævede ansvarshavende beslutningsta- gere og suverænt lederskab. Når man arbejdede på fiskefabrikken, gjorde man det kun for at tjene penge. Man væn- nede sig til profittens uundværlighed, især hvis man ønskede en såkaldt for- brugsvarekultur. Såvidt forfatteren Dorthe Nathanielsen, der blander paradokserne sammen og påpeger de følelsesmæssige udviklings- tendenser. Vi må erkende, at Dorthe Nathanielsens budskab er realistisk, fordi den grønlandske og danske livsform trods overfladiske ligheder afviger fra hinanden. Selv om Grønlands Hjemme- styres selvstændiggørelse er blevet rea- liseret i løbet af kun otte år, har der været tunge byrder, som Dorthe Natha- nielsen fremstiller med ærlig tolerance. For at tage socialrealistiske tendenser frem på opbrudstidens poesi er det politiske kampfelt et godt eksempel: Inde på land træffer jeg ham på gåsefangst i dag er det søndag siger han ingen må skyde Det siger de gamle For vi lytter til dem — engang imellem. Det eneste, der kan komme, er stormen. 233 [3] For vi lytter til dem — engang imellem. Det er lyrikeren og politikeren Arqaluk Lynge fra Inuit Ataqatigiit, der smelder med flaget: Dengang vidste vi at der var balance et liv med gensidig respekt mellem dyrene og os Idag er vi nærmest under arrest overalt sidder vogtere og vi i bestandigt forhør. For at forstå Arqaluk Lynges poesi er det vigtigt at understrege, at den neopoliti- ske røst anvender ordet på samme plan som de eskimoiske sangdueller og sang- kampe. Gennem sin slagkraftige form- struktur har det moderne ord været i stand til at anskueliggøre to-folksystemets op- rindelige udviklingsmetodik. Forudsætningen for at protestere over kulturimperialismens fremfusende ad- færd ligger godt gemt i 60'ernes kon- centrationspolitik, hvor man affolkede bygderne. Man nedlagde en urentabel kulmine i Diskobugten og spredte dens befolkning til andre byer i 1972. Kon- sekvensen af den centralistiske nyord- ningspolitik med profitmaximeringen til følge i de »fede« produktionscentre, »åbentvandsbyerne«, giver sig udslag i poesien. Utilfredshed bliver kanaliseret blandet med skønhedsåbenbaringer og forherligelser. Malik Høegh, hvis betydning gennem sanggruppen »Sume« (hvor?) animerer til en opvågning, udspyr sin galde: 1. Pengene er herre over myndighederne de er vejen til ulykker Ha-iar! de begæres de er årsagen til det forbandede profitjag. 2. I, der arbejder, regnes ikke for noget jeres meninger regnes ikke for noget Qullissat blev lukket arbejderne ladt i stikken forflyttet til ulykkerne Ha-iar. I så de blev forvist hvor var jeres meninger? 3. I, der er tavse, regnes ikke for noget jeres meninger regnes ikke for noget Qullissat . . Qullissat . . Vi må og skal komme igen! En opvågning i form af en protestsang betyder, at den radikaliserede kulturelite begynder at analysere, hvad der er sket 234 [4] Vi må og skal komme igen. under etablering af det neokolonialisti- ske begrebsapparat. Hvad betyder pro- fitjag? Hvad vil det sige at blive regnet for noget? Hvilker kraftfelter skal vi anvende for at bruge den gamle kultur- ånd? Hvordan skal vi organisere og aktivere en kulturel produktion, der overbeviser det grønlandske samfund om, at dens arv er en frihedsideal, som godt kan tilpasse sig de frie kræfters bevægelighed og distancere sig fra den oprindelige nyordning gennem styrkel- sen af personlighedsmodellerne og sub- jektivering af den grønlandske og dan- ske model? I hvor høj grad skal den grønlandske ånd og de udefinerbare grønlandske forudsætninger styre den danske påvirkning? I midten af 70'erne genoplever mange og den nye grønlandske venstrefløj Aasivik-traditionerne med et stærkt na- tionalistisk ideologigrundlag. I 80'erne har disse landsstævner fået aktualiseret kulturværdiernes betydning i struktursvingningerne og slået fast, at kulturarven rummer meget betydelige vækstmuligheder. Inden for den moder- ne grønlandske litteratur, kunst og poesi har man konkretiseret den kulturelle faktors bæreegenskaber. Men det, der på det alvorligste plan kan aflæses i kon- fliktfasen, er den menneskelige afmagt og dens kamp for at fastholde en reel grønlandsk holdning. Man forsøger at dæmme op for den vedvarende rodløs- hed og fremmedgørelse med ringe held. Identitetsproblematikken kriminaliseres i den grad, at det bliver svært at bruge en menneskevenlig og tillidsskabende opdragelsesstrategi. Jeg sidder her og tankerne går mens jeg sidder her og kravler ind i mig selv er det ved at gå op for mig at du viger udenom for ikke at tage del på grund af dårlig samvittighed at du er træt og ikke vil leve fordi du ingen identitet har. Nu kan samfundssygdomme på det psy- kosomatiske plan godt indeholde en flersidig problemkodeks. De mest iøjne- faldende symptomer synes at være rod- løshed, fremmedgørelse og identitetsfor- virring, der beror på brud i den infantile fase. Disse brud blusser op igen i ung- dommens selvrealisationsfase. Det kan ikke misforstås, at Malik Høegh forbin- der jeg-svaghed med træthed og defaitis- me. I begrebsholdningen ligger der en latent mindreværdsfølelse over for den historiske fortid og den krakilske dani- serede overflade. Her kan man antyd- ningsvis hente den jeg-svages forhistori- 235 [5] Hvad vil det sige at blive regnet for noget? ske rodløshed og dens manglende erken- delse af historiens ukontrolable akcelera- tion. Det er rigtigt, at man er tilskuer ved indførelsen af produktionsvirksom- hederne, lønarbejdet og klassesamfunds- dannelsen, men efter hjemmestyrets ind- førelse er de tidligere tilskuere gjort ansvarlige for udviklingen i produkti- onssektoren. Vi kan dog i denne forbin- delse ikke se bort fra, at den manglende grønlandsk identitet, der i sin dobbelt- hed er en besværlig faktor, ønsker tryg- hed. Kulturelt set er vi i det analytiske felt tvunget til at erkende, at den post- modernistisk-grønlandske udvikling er en dobbelthed, der befinder sig i en op- søgende periode, fordi vi på den ene side forsøger at hævde os som et folk med nationalistiske særpræg og på den anden side tilegner os den materielle og åndelige påvirkning, der tilføres os ude- fra. Det er en meget svær balancegang. Højskolelærer Mads Lidegaard har ret i, at den grønlandske holdning bunder i holdningen om at vare noget, og at den danske holdning ønsker at blive noget. Vores lærer i historie på Realskolen i det gamle Godthåb har vurderet de følelses- betonede ideologier rigtigt og har skabt forståelse for den gensidige udveksling af de positive forskelle i opbygningen af hjemmestyret. Højskolelærer Adam Nielsen, der har fulgt blandingsgenerationerne på nært hold, markerer i sin digtsamling Qiviar- neq (Blikket) en ny drejning af de ånde- lige fundamenter, der uden at moralisere spørger om, hvorfor der ikke eksisterer det elvte bud: Vi har lært at der findes 10 bud, de er dybsindige — de er fine regler — de berører samfundsmæssigheden stærkt. Jeg savner bare ét bud jeg har lyst til at spørge om: (underforstået: hvorfor er der ikke det elvte bud, der hedder:) »Du skal elske dit barn og respektere det.« Det er os, der skal arbejde for Vort L,and. 236 [6] I samme forbindelse holder han en prædiken, som henvender sig til den voksne eller nationens opdrager om man vil: Hvis barnet er på vej til at blive voksen skal du se videre ind i fremtiden ser du et gammelt menneske gå forbi tak da den forløbne tid; et barn og en gammel tegner familiens beståen — og bestyrker samfundskontinuiteten. Kontinuitet er et af de vigtigste identifi- kationsord i opbyggelse af en indre og ydre identitet. Derfor er Adam Nielsens holdning meget værdifuld at fastholde i dobbeltgenerationen. I digtet med titlen En dag fastslår han sin målrettede og samfundsbevarende erkendelse, som i dag styrker tolerancen og selvtilliden: En dag vil vi opnå følgende: »Det er ikke Vort Lands opgave at arbejde for os: det er os, der skal arbejde for Vort Land.« En filosofisk digters enkle og sikre kon- kretisering af menneskeværdibegrebet danner en stabil kontrast til opsøgende protestdigte og sange med politiske ek- koer, der naturligt nok blev efterfulgt af politiske grupperinger, indførelse af hjemmestyre og en realistisk opbygning af et statsapparat, der er dansk, men som dobbeltgenerationerne skal forme til at tegne en grønlandsk identitet. Statsapparatet er dansk. Landet er grønlandsk. Adam Nielsen giver den kommende dobbeltgeneration en ideologisk erken- delsesmonomentalitet, der taler til den indre menneskelighed: Ikke Grønland for os selv, men os for Grønland. Denne grønlandske nuance er en positiv reaktion i den institutionaliserede, inter- nationaliserede og bureaukratiserede samfundsudvikling. Det beviser, at grønlandske forfattere, digtere og kunst- nere er opmærksomme på de samfunds- strukturelle afvejningsproblemer, hvor man til tider kan frygte en optrapning af det åndelige forfald. Bag Adam Nielsens elvte bud ligger der utvivlsomt en frem- tidig optimisme med hensyn til de løs- ningsmodeller, der tilgodeser de kom- mende års dobbeltgenerationer. Litteratur: Erikson, Erik H.: Identitet - ungdom og kriser. H. Reitzel 1971. Dahl, Jens: Arktisk selvstyre. Akademisk Forlag 1986. Det grønlandske Selskabs Tidsskrift nr. 7, 8, 9, 1980. Tema: Identitet. Lynge, Arqaluk: Tupigusullutik angalapput/ Til hæ- der og ære. Brøndum 1982. Nathanielsen, Dorthe: Aani. Atuakkiorfik 1986. Nielsen, Adam: Qiviarneq. Atuakkiorfik 1985. »Sume/Sumut«. Demos 13. 237 [7]