[1] Grønlands lomvier Af Kaj Kampp Tegning: Jon Fjeldså. Lomvien (appa) er den talrigeste og økonomisk mest betydningsfulde hav- fugl i Grønland. Af danske i landet kaldes den gerne »alk«, skønt dette er navnet på en anden, lidt mindre art, der også - omend ret fåtalligt - forekommer i Grønland. Det korrekte navn for Uria lomvia er strengt taget polarlomvie eller kortnæbbet lomvie, til forskel fra atlan- tisk lomvie eller slet og ret lomvie (U. aalge). De to lomviearter er nært- beslægtede og yngler begge i et bælte rundt om polhavet, med polarlomvien knyttet til den lavarktiske zone og især overgangszonen til højarktis, mens den atlantiske lomvie har tyngdepunktet syd herfor, i den boreale zone. I Grønland findes den atlantiske lomvie kun i ringe tal i landets sydligste del, så her er det naturligt at bruge navnet lomvie for polarlomvien, sådan som det er gjort i det følgende. Lomviens biologi Lomvien lever af fisk og krebsdyr, som den dykker efter. Til svømning under vand bruges vingerne - den flyver fak- tisk under vandet. Da vand er et meget tættere medium end luft, kan vingerne ikke designes optimalt til begge funktio- ner, og lomviens vinger er en kom- promisløsning. Vingerne er så små, de overhovedet kan være, hvis flyveevnen skal bevares, og vingebelastningen føl- gelig meget stor. Derfor kan lomvier kun flyve hurtigt, og manøvreevnen i luften er dårlig; ved start fra havover- fladen kræves et langt tilløb (mod vin- den, hvis der er nogen), og ved landing på fjeldet kommer fuglene ind stejlt nedefra og lader tyngden bremse farten ned. — Sammenlign lomviens slægtning gejrfuglen (uddød i forrige århundrede) og pingvinerne: her er flyvningen op- givet, og vingerne fungerer alene som svømmeredskaber, og er forholdsvis me- get mindre end lomviens vinger. I lighed med andre havfugle yngler lomvien i kolonier. Generelt koncen- treres havfugle, der søger føden langt til havs, i få store kolonier, mens de, der fouragerer ved kysten, lever spredt i småkolonier. Lomvien hører så udpræ- get til den første gruppe, og i hele Grønland findes kun omkring en snes kolonier (tabel 1). Ynglepladsen er et stejlt kystfjeld, hvor fuglene er stuvet sammen på hylder og afsatser, så tæt, at 13 [2] de oftest er i fysisk kontakt med nabo- erne — noget ret enestående i fuglenes verden, som har krævet nogle adfærds- mæssige tilpasninger, for lomvier kan være stridbare og aggressive. Lomvien lægger kun ét æg. Også på dette punkt er den en typisk havfugl - reproduktionsevnen er lille, til gengæld (tingene må jo balancere) er dødelig- heden lav, 6—8 % om året. Det gælder dog ikke årsungerne, her er dødelighe- den snarere 50—60 %, skønt den er svær at »måle« og desuden i højere grad end hos de ældre fugle varierer fra år til år. - En yderligere faktor, der begrænser om- sætningen i bestanden, er den sene kønsmodenhed; normalt begynder lom- vier at yngle som 5-årige. Ægget lægges direkte på hylden uden antydning af en rede og ruges af begge forældrene i ca. l måned. Rugeskift finder typisk sted 2 gange i døgnet, d.v.s. hver fugl ruger omkring 12 timer ad gangen; under skiftet står en af fuglene hele tiden mellem ægget og kanten af den ofte smalle hylde. Allige- vel mistes en del æg, men det skyldes oftest slagsmål mellem nabopar eller Kommune Antal kolonier Bestand Udvikling sidste 50 år Avanersuaq 5 250.000 ± 0°/o Upernavik N 2 160.000 - 35 °/o Upernavik S 6 11.500 - 90 °/o Uummannaq 1 0 - 100 °/o Ilulissat 1 4.500 - 90 °/o Maniitsoq 3 (17.000) - 80 °/o Nuuk 2 (1.000) - 80 % Paamiut 1 2.300 - 45 °/o Qaqortoq 1 7.700 + 700 °/o Ittoqqortoormiit 2 (35.000) -10% Tabel 1. Lomviebestande (antal fugle på fjeldet ved optællingstidspunktet) i Grøn- land, 1983—87. Tal fra Avanersuaq kommune præliminære (fotos endnu ikke optalt). For Maniitsoq, Nuuk og Ittoqqortoormiit haves kun andenhåndsoplysninger af lidt ældre dato. - Udviklingen i bestandene i løbet af de sidste 50 år er angivet, men skønnene er meget usikre. I hvert fald i Disko Bugt (Ilulissat) og Upernavik S er nedgangen dog meget betydelig, og i Uummannaq er den tidligere meget store bestand helt eller næsten helt uddød. — Den meget store koloni Kuup Apparsuit i Upernavik N er tidligere ansat til ca. l mio. fugle. Dette må dog efter alt at dømme have været kraftigt overestimeret, da dette ville indebære en meget stærkere tilbagegang her end på den nærliggende Kipaku. Nyere tal (1983: 112.000; 1987: 187.000) er indbyrdes ret afvigende, men af samme størrelsesorden; i tabellen er brugt gennemsnittet (150.000). 14 [3] Fugiejjeldet Kuup Apparsuit i Upernavik kommune, 1968. Foto: Keld Hansen. 15 [4] Salleq, med Uummannaq's karakteristiske fjeld i baggrunden. Denne koloni er — endnu — den eneste af Grenlands store kolonier, der er helt uddød. Måske findes endnu nogle ganske få par (under 50), der blot ikke yngler hvert år, men skal kolonien gen- oprettes, vil det under alle omstændigheder krave både held og helt ekstraordinære beskyttelsesforanstaltninger, foto: Kaj Kampp. panikudflyvninger p. g. a. forstyrrelser (hyppigt forårsaget af mennesker). Hvis ægget mistes tidligt og fødesituationen er god — produktionen af det store æg kræver meget energi — lægges ofte et nyt æg. Ungen bliver på fjeldet i ca. 3 uger og fodres med fisk, som forældrene henter i betydelig afstand fra kolonien. Da en af forældrene nødvendigvis må være ved ungen hele tiden for at beskytte den mod måger og ravne, bliver det derfor et problem at skaffe mad nok - et problem, som har fundet en temmelig fantastisk løsning: når ungen har nået en vægt på godt 200 g (20-25% af de voksne fugles) og længe før den kan flyve, forlader den fjeldet og svømmer til havs med en af forældrene (hannen). I stedet for at bringe føden til ungen, bringes ungen altså ud hvor føden fin- des. Ungernes spring i dybet, tæt fulgt af hannen, finder især sted på stille aftener sent i juli eller i august, hvor mange unger springer i løbet af kort tid, og hvor en ophidset stemning præger hele kolonien; det er et storslået natur- skuespil. I de følgende uger vokser ungen, indtil den i en alder af et par måneder bliver i stand til at klare sig selv. I mellemtiden benytter den ledsagende han sig af lejligheden til at fælde sving- fjerene; ligesom hos ænder sker det på én gang, så fuglen i en måneds tid er ude af stand til at flyve. Vingerne er i for- 16 [5] vejen så små, at en yderligere reduktion af bærefladen ikke tåles - så hellere få fældningen overstået hurtigst muligt. Vingernes funktion som svømmeredskab nedsættes ikke væsentligt af manglen på svingfjer. Træk og overvintring Vi har efterhånden et meget godt billede af lomviernes opholdssteder uden for yngletiden. Det gælder både grønland- ske fugle og en række andre bestande (se figur 1). I Nordvestgrønland (Disko Bugt, Uummannaq og Upernavik) er ringmær- ket et meget stort antal lomvier i årene 1946-80. I Canada er der i visse år mærket en del fugle, både i Lancaster Sound og i Hudson Strait. Bestandene i Lancaster Sound og Nordvestgrønland (og utvivlsomt også Thule) opfører sig stort set ens: de forekommer om vinte- ren dels i Grønlands åbentvandsområde mellem Disko Bugt og Nuuk, dels ved Newfoundland, og muligvis i nogen grad i området herimellem, hvor chan- cerne for at fuglene genmeldes dog er meget ringe. Et antal fugle ringmærket af mig selv i 1985 på Ydre Kitsissut, Figur 1. folarlomviens udbredelse i det nordatlantiske område og trakruter for grønlandske og udenlandske lomvier om efteråret. De overvintrende lomvier ved Grønland omfatter 2 grupper: 1) Fugle fra hele Vestgnnland (også de sydligste bestande), Nordgrønland og 'Lancaster Sound i Canada, der findes fra Disko Bugt til Nuuk. 2) Fugle af østlig oprindelse, især fra Svalbard (Spitsbergen ogformodentlig Bjørnøya), der findes i landets sydligste del. Et stort antal fugle fra første gruppe trækker imidlertid til Newfoundland sammen med andre canadiske bestande. 17 [6] Qaqortoq kommune, er genmeldt fra samme områder. Fuglene fra Hudson Strait søger til Newfoundland. Visse østlige bestande (i hvert fald den store Spitsbergen-bestand og de mindre bestande fra Kolahalvøen og Østgrønland) overvintrer i Sydgrøn- land syd for Nuuk; det gælder sandsyn- ligvis også fuglene fra Bjørnøya og muligvis fra Jan Mayen (ingen ring- mærkninger), men ikke Island og No- vaya Zemlya. På Franz Josef Land er der aldrig mærket lomvier. Det er tidligere fremført, at lomvier- ne fra Nordvestgrønland og Lancaster Sound havde adskilte overvintringsom- råder. Finn Salomonsen mente, at mens de grønlandske søgte til Newfoundland, overvintrede Lancaster Sound bestan- den ved Grønland. Modsat mente cana- dieren A. Gaston, at kun ungfuglene og en mindre del af de ældre grønlandske fugle søgte til Newfoundland, mens alle de canadiske gjorde det. Årsagen til disse modstridende konklusioner synes dels at være et mangelfuldt kendskab til »den anden sides« ringmærkningsresul- tater, dels en manglende erkendelse af den store forskel på genmeldingsmøn- stret af ungfugle henholdsvis ældre fug- le. Årsungerne er tydeligvis meget nem- mere at skyde end de ældre aldersklas- ser, og da næsten alle grønlandske fugle er mærket som unger, fås et relativt stort antal genmeldinger fra Newfound- land, med en stærk dominans af års- Lomviekolonien Upernaviup Apparsuit (»Sandersons Hope«) er den blandt de (tidligere) store kolonier ved Upernavik, hvis situation er mest kritisk. Hvor kolonien tidligere dækkede adskillige kilometer fjeld, er fuglene nu trangt sammen til skåret på billedet. Selv de kalkede områder til begge sider for skåret er stort set fugletomme i dag og er tydeligvis forladt i ny tid. Foto: Kaj Kampp. 18 [7] Kolonien Kingittup Apparsuit, i dag den største blandt de sydlige kolonier i Upernavik kommune - knap 10.000ynglepar. Foto: Kaj Kampp. unger. I Canada er der i meget højere grad ringmærket gamle fugle. Ved Grønland genmeldes af og til fugle fra bestande, der ikke normalt overvintrer her: Hudson Strait og No- vaya Zemlya. Det drejer sig om et mindre antal ældre ungfugle. Disse fugle vil normalt oversomre nær ynglepladser- ne, men en del gør det ikke og strejfer vidt omkring. At Novaya Zemlya be- standen reelt er uden betydning i grøn- landsk sammenhæng illustreres af, at kun 5 ud af 50.000 ringmærkede er genmeldt fra Grønland, heraf ingen i deres første leveår. Til sammenligning er 46 af 750 ringmærkede fra Spitsber- gen genmeldt fra Grønland, heraf 24 i første leveår. Det bør nok tilføjes, at den store, nyopdagede bestand på Baffin Island's østkyst sandsynligvis optræder ved Grønland efterår og måske vinter. Dette er dog alene baseret på iagttagelser af trækkende fugle; der er aldrig ringmær- ket fugle i denne koloni. Når lomvierne bliver kønsmodne, sø- ger de altid tilbage til det område, hvor de er klækket. Hvis det overhovedet sker, er udveksling af fugle mellem grønlandske delområder for ringe til, at ringmærkningerne har kunnet påvise det. Nedgang i bestanden Med sine mange interessante økologiske tilpasninger er lomvien et fascinerende studieobjekt. Specielt i Canada har visse kolonier været genstand for detaljerede 19 [8] S^^^^^i-j^Llr „ J53^~r-~-" ^^^tsS^"''?-•- ^%^- , , i i Parker Snow Bugt (Thule) er synlig på mange kilometers afstand. ') ikke problemer med lomvierne. Foto: Kaj Kampp. Kolonien i Parker Snow Bugt (Thule) er synlig på mange Å (endnu?) ikke problemer med lomvierne. Foto: Kaj Kampp undersøgelser gennem flere år. Men der vil ofte være regionale forskelle i forhold som ungeproduktion, fødevalg, foura- geringsafstande og dermed fodringshyp- pigheder o. m. a., så der kan være god grund til at indlede detaljerede studier også i Grønland. Da jeg selv begyndte at arbejde med de grønlandske lomvier, viste det sig imidlertid hurtigt, at der var et meget mere presserende problem: de forskel- lige bestande var i rivende tilbagegang. Der er derfor i første række lagt vægt på at skaffe ajourførte bestandstal og konkret viden om nedgangens årsa- ger. I årene 1983-87 er alle kolonier i Qaqortoq, Paamiut, Ilulissat, Uumman- naq, Upernavik og Avanersuaq kommu- ner besøgt. De fleste kolonier er optalt fra fotos (tabel 1). Både optællinger på stedet og v. h. a. fotos er nødvendigvis behæftet med en del usikkerhed og er ikke egnet til at spore mindre bestands- ændringer — til det formål kan i stedet med jævne mellemrum optælles prøve- ^•J^^S^^r^^^^^^^ nd. I denne tyndtbefolkede del af landet er der åbenbart flader, der kan anses at udgøre en repræsentativ del af hele bestanden. Egentlig er målet at fastslå antallet af ynglepar, mens det, der umiddelbart fås, jo er antal tilstedeværende fugle. Dette er større end antallet af par, fordi begge mager vil være tilstede på fjeldet for nogle pars vedkommende, og især fordi et antal ikke-kønsmodne ungfugle altid vil være at finde i kolonien. Forholdet mellem tallene kan bestemmes ved nøje at følge nogle udvalgte og forhåbentlig repræsentative prøveflader gennem hele yngletiden (herved fås også data om ungeproduktion m.m.). Det har andre steder vist sig at ligge ret konstant omkring 0,7 par pr. tilstedeværende fugl, men da det varierer lidt fra dag til dag og gennem dagen, ligger her en yderligere usikkerhedsfaktor ved bedøm- melsen af enkelt-tællinger. l tabel l er ligeledes søgt anslået hvordan bestandene har udviklet sig gennem de sidste 50 år. Dette er imid- lertid uhyre vanskeligt, da næsten alle ældre bestandsopgørelser - i Grønland 20 [9] og andre steder - er baseret på skøn, det i dag ikke er muligt at vurdere nøjere. Man kan i reglen se på kolonierne, hvilken udstrækning de tidligere har haft, og ved at sammenholde dette med kolonier af kendt størrelse og med de gamle skøn kan man nå frem til nogle kvalificerede gæt. Men angivelserne skal ikke tages for mere end grove fingerpeg. Det er dog umiddelbart klart, at situatio- nen i Disko Bugt og i Upernaviks sydlige del er alvorlig og i Uummannaq kritisk, hvis ikke lomviebestanden her allerede er uddød. (Udsvingene i Syd- grønland (Nuuk — Qaqortoq) skal man måske ikke lægge for meget i, da bestan- dene altid har været små og måske ustabile). Jagtens betydning Årsagen til de alvorlige bestandsned- gange er utvivlsomt et for stort jagttryk, især i yngletiden. Det ses alene af, at kolonier klarer sig dårligere, jo tættere de ligger på byerne. F.eks. ligger de sydlige kolonier i Upernavik 10-20 km fra byen, de nordlige ca. 100 km (og 40 km fra nærmeste bygd). Andre faktorer som bifangst i fiskeredskaber (i 1965-75 druknede årligt 2-500.000 lomvier, muligvis især canadiske fugle, i laksegarn i Davisstrædet) og evt. også Lomvier og rider yngler ofte sammen. — L.omvierne, der ligger ind mod fjeldvæggen, ruger; de stående fugle længere ude på hylden er enten mager til de rugende eller ikke-jnglende ungfugle på udkig efter en fremtidig plads i »samfundet«. Foto: Kaj Kampp. S ' ' 21 [10] Udsnit af kolonien Kipaku i Upernavik kommune, med Grenlands største koloni (Kuup Apparsuit) i baggrunden. Foto: Kaj Kampp. klimatiske ændringer kan have spillet en rolle, men ville ikke give sig udslag i sådanne lokale forskelle. Bestandsned- gangen var faktisk en forventelig følge af befolkningstilvækst, øget mobilitet (speedbåde) og forbedrede skydevåben. En fugl med en så langsom bestands- omsætning tåler nemlig jagt meget dår- ligt, og sårbarheden forøges stærkt af, at fuglene koncentreres på et lille antal kolonier, hvor man uden en øget indsats kan tage det samme antal (d. v. s. en stadigt stigende procentdel) fra en svin- dende bestand år efter år. I figur 2 er skitseret omsætningen i en lomviebestand i balance. Modellen er baseret på en årlig ungeproduktion på 0,7 unge pr. par, og en årlig dødelighed for fugle mere end 3 år gamle på 8 %. Dødeligheden de første leveår er dårligt kendt, men er her ansat, så bestanden er stabil. Under gunstige vilkår vil der kunne være et lille overskud, så bestan- den vokser, men allerhøjst med ca. 10 % om året. Hvordan en bestand reagerer på jagt afhænger af hvilke tæthedsafhængige faktorer, der regulerer den. For lomvien er det sandsynligvis sådan, at mindskes en bestand i forhold til sin ligevægts- størrelse, vil ungerne i gennemsnit over- leve en smule bedre, og fuglene (lige- ledes i gennemsnit) begynde at yngle lidt yngre end tidligere, med heraf følgende bestandstilvækst. Effekten af sådanne kompenserende faktorer er dog lille og vil næppe nogensinde kunne måles, så det kan bruges i forvaltningen af en be- stand. Men vi kan nok med ganske stor sikkerhed sige, at jagttrykket med god margen må ligge under de »naturlige« dødsfald i vores model-bestand. Siger vi halvdelen, fås af modellen et »forsvar- ligt« jagttryk på 196 1.-års-fugle, 74 22 [11] 350 154 109 95 87 1000 V V V \l/ 154 109 95 87 920 + 80 = 1000 80 2. 3. 4. 5. leveår ynglefugle Figur 2. Populationsmodel for lomvien, med angivelse af antal fugle af hver af de fem første aldersklasser pr. 1.000 ynglefugle (500 par). Øvers f er vist aldersfordelingen lige efter ynglescesonen; nederst fordelingen knap et år senere, Uge fer naste ynglesason, hvor et antal fugle fra hver aldersklasse {ind. SO ynglefugle) er døde. Den viste bestand er i balance, da antallet af ferstegangsynglende fugle er lig med antallet af gamle ynglefugle, der der i årets løb. ældre ungfugle og 80 ynglefugle pr. 1.000 par. Hvor mange lomvier fra de forskel- lige bestande, der faktisk skydes, vides der desværre meget lidt om. De spar- somme oplysninger peger dog entydigt på, at jagten alene kan forklare bestands- nedgangene. Jagt i yngletiden på en art som lomvien kræver meget stor forsig- tighed og må generelt frarådes; kommer- ciel udnyttelse (f.eks. Novaya Zemlya, og i mindre skala Upernavik 1965-75) får uvægerligt katastrofale følger, og hovedparten af bestandsreduktionen i Upernaviks sydlige kolonier kan meget vel være sket i disse år. Jagt uden for yngletiden er knap så kritisk: her står årsungerne for en stor del af udbyttet (tabel 2). Dertil kommer, at det til dels er andre bestande, der må 23 [12] Tabel 2. Aldersfordelingen (°/o) af lom- vier nedlagt ved Grønland (udenlandske fugle ikke medregnet). Sæson l.år 2-5. år Ynglefugle Sommer Vinter 6 65 34 19 60 16 holde for (jvf. figur 1). Lomviejagten i Sydgrønland har imidlertid et kolossalt (omend ikke nøje kendt) omfang, og det er bestemt ikke givet, at den ligger inden for hvad bestandene kan bære. Jagt uden for yngletiden og -området indebærer desværre også det problem, at forbindel- sen til eventuelle bestandsnedgange er vanskelig at påvise. Et lomvieprojekt i Upernavik De svindende lomviebestande i Nord- vestgrønland førte til, at et hold briter under ledelse af Peter Evans (med til- knytning til ICBP, det internationale fuglebeskyttelsesråd) tilbød at kigge nær- mere på forholdene i Upernavik. Hertil opnåedes støtte fra Verdensnaturfon- den, Grønlands Hjemmestyre og Kom- missionen for Videnskabelige Undersø- gelser i Grønland. Udover briterne del- tog to grønlændere, og fra Zoologisk Museum i København jeg selv og Hans Meltofte. Et formål var at skaffe oplysninger om ungeproduktion, om forholdet mel- lem antallet af par og tilstedeværende fugle, og om andre størrelser, dels for at eliminere den usikkerhed, der lå i at »låne« sådanne tal fra andre steder, dels for at vurdere klimatiske og andre øko- logiske faktorers mulige rolle i bestands- nedgangen. Resultatet viste, at antal tilstedeværende fugle pr. par var nor- malt, og at ungeproduktionen var god. Det centrale element i Upernavik- projektet var imidlertid et forsøg på direkte at inddrage befolkningen. Dels var oplysninger om lomviejagten og om det lokale indtryk af bestandsudviklin- gen og eventuelle årsagssammenhænge naturligvis af interesse; men det tilstræb- tes derudover at involvere lokale fange- re i overvejelser over, hvad der kunne gøres ved problemet, deriblandt ikke mindst udformningen af konkrete for- slag til Hjemmestyret, som var i færd med at revidere jagtlovsbestemmelserne. Samtalerne viste, at man lokalt ud- Lomvierpå brede bylder kan stå i flere »lag«. De rugende fugle foretrækker støtte for brystet; de inderste pladser er derfor »bedst«, men på en ujævn hylde som denne finder også mere yderligt anbragte fugle egnede steder. Foto: Kaj Kampp. 24 [13] Lomvier i karakteristisk situation: tæt sammentrængt på smal hylde på lodret jjeldvag. Foto: Kaj Kampp. mærket var klar over problemerne i de sydlige kolonier, og selv om der kunne spores en vis tilbøjelighed til at søge årsagerne andre steder (jagt og druk- ning i fiskeredskaber i Sydgrønland), forstod man udmærket, at lokale forskel- le i bestandsudviklingen inden for kom- munen måtte have lokale årsager. Især den kommercielle udnyttelse i årene 1965-75, gennemført solfangernes øn- ske, udpegedes som en vigtig faktor. Da skaden nu var sket, og bestanden i de sydlige kolonier åbenbart er for lille til at bære det nuværende jagttryk, var man / Sydgrønland traffes ud over den almindelige grønlandske lomvie-art (Polarlomvie eller Kortnæbbet Lomvie) også den Atlantiske Lomvie. Her ses en Polarlomvie forrest og bag den to Atlantiske Lomvier; den narmeste er en »brillelomvie«, en variant som ikke findes hos Polarlomvien. — Billedet er taget på Ydre Kitsisstit, Qaqortoq kommune, foto: Kaj Kampp. [14] Efter nogle timers rugning er lomviernes jjerdragt ofte meget griset (t. v.). Så det er ikke sart, at en afløst f ugl straks flyver ned på vandet og vasker sig! Foto: Kaj Kampp. meget åben over for indførelsen af bedre fredningsbestemmelser, men ønskede naturligt nok, at reglerne blev skærpet også i Sydgrønland. En sommerfredning i perioden 1. juni - 31. august blev således accepteret. Derved bevares mu- ligheden for at skyde lomvier om foråret (maj), hvor de er særligt eftertragtede efter vinterens ensformige kost; og i denne tid trækker fuglene fra Canada og Nordgrønland gennem området, så be- skatningen fordeles på flere lomvie- bestande. Man foreslog desuden spontant at indstille ægsamlingen helt. Problemerne med ægsamling (i hvert fald tidligt på sæsonen) er måske især de forstyrrelser, der følger med, og de mest pressede kolonier har behov for beskyttelse også i denne henseende, hvis de skal komme på fode igen. Nye fredningsbestemmelser! Ifølge Hjemmestyrets bekendtgørelse om jagt på fugle i Vestgrønland (gælden- de siden 1978) er lomvien fredet i en del af yngletiden, fra 15. juni til 15. august, dog ikke i Upernavik og Uummannaq. Desuden er skydning og anden unødig støj inden for en afstand af 2 km fra fuglefjeldene forbudt. I oktober 1987 skulle bekendtgørelsen revideres og udstrækkes til at gælde hele Grønland. I sidste øjeblik blev behand- lingen af det foreliggende forslag udsat, angiveligt for først at lade kommunerne udtale sig. Resultatet kan frygtes at blive 26 [15] en udvanding af et fremsynet forslag, og under alle omstændigheder bliver et planlagt (og særdeles tiltrængt) oplys- ningsarbejde blokeret - der er ikke megen idé i at bruge knappe ressourcer til at informere om de gældende bestem- melser et halvt år før de alligevel skal ændres. Specielt for lomvien er skaden måske ikke så stor, hvis vinterjagten virkelig ligger inden for forsvarlige ram- mer, og hvis de helt nødvendige lov- justeringer gennemføres i foråret 1988. I modsat fald vil nedgangskurven for Grønlands lomviebestande fortsætte en tid endnu. Litteratur Gaston, A. J. 1980: Populations, movements and wintering ateas of Thick-billed Murres (Uria lomvia) in eastern Canada. - Can. Wildl. Serv., Progr. Nts 110(10pp.). Gaston, A. J. & Nettleship, D. N. 1981: The Thick-billed Murres of Prince Leopold Island. - Can. Wildl. Serv. (350 pp.). Nettleship, D. N. & Birkhead, T. R. (red.) 1985: The Atlantic Alcidae. - Academic Press. (574 pp.). Salomonsen, F. 1967: Fuglene på Grønland. - Rho- dos. (341 pp.). Foto: Kaj Kampp. vw'<2før'#fc£ 27 [16]