[1] Udvikling og tradition giver bærekraft Motto for Fangererhvervets år Af Kaspar Lytthans Forvandlingens vind farer i disse år over Grønland. Med et ungdommeligt gå- på-mod og en smittende entusiasme flyttes hegnspæle, der hos nogle aftvin- ger anerkendelse, hos andre panderyn- ker. Det kun 8 år gamle hjemmestyre vil et »moderne, tidssvarende« samfund og er her nået til en af sine vanskelige opgaver, nemlig at løfte det traditionelle årtusinder gamle grønlandske fanger- erhverv ud af den krise, det i øjeblikket befinder sig i. Det følgende vil omhand- le et skridt på hjemmestyrets vej til at løse denne opgave, nemlig Landstingets erklæring af 1987 som Fangererhvervets år og de hermed forbundne problem- stillinger.* Bygdernes er medtaget her, fordi de på mange måder deler skæbne med fangerdistrikterne. De grønlandske fangerdistrikter og bygderne har igennem årtier — ja, vel egentlig gennem det meste af den dan- ske kolonitid - ikke været levnet nogen særlig bevågenhed i udviklingen af det grønlandske samfund. Trods kæmpe- mæssige investeringer i infrastruktur og * Bemærkningerne til hjemmestyrets aktiviteter er udtryk for egne holdninger. servicesektor, har det i de fleste bygder oftest kun resulteret i det allermest nødvendige, butik, skole noget bolig— og erhvervsstøtte og lignende. Tilknyt- ningen til det øvrige samfund har be- stået overvejende af KGH's forsynings- forpligtelse og bygdernes levering af ar- bejdskraft samt fisk, spæk eller skind, ellers af udpræget isolation. Konsekvenserne af dette har som bekendt været en mere eller især mindre frivillig affolkning af utallige bygder, mest efter 2. Verdenskrig. Netop på grund af denne isolation har befolkningen i bygderne i vid udstræk- ning klaret sig på egne vilkår, hvilket for mange bygder er baggrunden for, at de overhovedet eksisterer på Grønlands- kortet i dag. Situationen med bygdernes tilbage- trukne rolle var stort set gældende end- nu da Hjemmestyret i 1979 trådte til, og det var på denne baggrund, at det op gennem 1970'erne i den politiske for- mulering af den kommende grønlandske politik så stærkt fremhævedes, at de små lokalsamfund og fangererhvervet er grundlæggende elementer i den grøn- 101 [2] Fangerfamiliernes hjem er rammen om utallige forskellige arbejdsfunktioner. Foto: Kaspar "Lytthans, Kap Tobin 1987. landske kultur og derfor skal sikres bedre vilkår. Også efter 1979 er dette ofte blevet tilkendegivet i Landstinget. Som en konsekvens heraf etableredes allerede ved hjemmestyrets start et lands- styreområde for bygder og yderdistrikter, hvor yderdistrikterne er de fem fanger- kommuner, Uummannaq, Upernavik, Avanersuaq, Tasiilaq/Ammassalik og It- toqqortoormiit/Scoresbysund. Det har siden stået for en indsats, der skal bedre levevilkårene i bygderne og i fangerdi- strikterne, hvilket især er sket gennem tilskud til el- og vandforsyningsanlæg, andelsproduktionsselskaber og service- huse, støtte til fangstrejser og fangsthuse og en lang række andre forhold. Også på anden måde er forholdene i bygder og fangerdistrikter forbedret de seneste år, bl. a. i form af nye typer selvbyggerhuse og dermed stigende boligbyggeri. Flere forhold har betydet, at dette ikke har været tilstrækkeligt. Det er en stor opgave at indplacere og sikre de grønlandske fangerdistrikter og bygder i forhold til udviklingen i det øvrige Grønland. Fangerdistrikterne samt byg- derne på den øvrige kyst huser ca. !/3 af Grønlands befolkning og udgør antals- mæssigt 5/6 af samtlige beboede steder (undtaget baser, vejrstationer og fåre- holdersteder). Udviklingen i byerne er foregået i et stadigt hurtigere tempo end de gode viljer omkring bygder og fangerdistrik- ter har kunnet følge med til, og den har dermed i stedet øget afstanden og sam- tidig skabt grundlag for større og mere kontante forventninger og krav fra fan- gerdistrikterne og bygderne til det nye hjemmestyre. Det omfattende arbejde med hjemmestyrets overtagelse af efter- 102 [3] hånden næsten alle områder har ikke umiddelbart gjort problemerne mindre, men til gengæld skabt nye muligheder. Endvidere er sælskindspriserne på verdensmarkedet faldet med alvorlige konsekvenser til følge langt ud i de grønlandske fangersamfund. Fangerne må i dag bruge langt mere tid end tidligere for at opretholde selv en mini- mal indtægt, og for de famillier, der har skindindhandling som eneste økonomi- ske grundlag, former tilværelsen sig ofte på overlevelsesniveau. Landstinget besluttede på baggrund af disse forhold at erklære 1987 for Fangererhvervets år. Hensigten med dette er, at der skal ske en koordination af bestræbelserne for at forbedre forhol- dene i fangerdistrikterne og bygderne. Initiativet blev drøftet på Landstingets efterårssamling oktober-november 1986, og der blev her fremlagt en lang række områder, der skal gøres til gen- stand for en særlig indsats. Udgangs- punktet er - som i flere andre områder af hjemmestyrets politik - forbedringer i erhvervsforholdene for derigennem at skabe bedre beskæftigelsesmuligheder. Der skal derfor dels sikres bedre forhold i selve fangererhvervet, dels ske en Om vinteren optøes ogfltenses alle steler på stuegulvet. Foto: Kaspar Lytthans, Kap Tobin 1987. 103 [4] udvikling af fiskeriet, enten som økono- misk grundlag eller som supplement i fangerdistrikterne. Befolkningen i fangerdistrikterne og i bygderne deltager kun i yderst ringe omfang i det storstilede og effektive trawlfiskeri langs Grønlands kyster, men forudsætningen for, at man i disse områ- der har mulighed for selv at udnytte de lokale ressourcer som indtægtskilde og ikke kun til eget forbrug er, at der opbygges et net af lokale indhandlings- og produktionsfaciliteter. Denne udvik- ling er allerede godt i gang, dels gennem etableringen af andelsproduktionsanlæg, dels gennem modernisering af eksiste- rende anlæg, men især i fangerdistrik- terne er behovet langt større end hidtil planlagt. Etableringen af produktions- anlæg skal her næsten starte fra bunden af. Som konsekvens af Fangererhvervets år skal der derfor påbegyndes en effek- tiv forberedelse og koordination af de kommende bestræbelser, der jo bl. a. vil medføre et kraftigt teknologisk spring de fleste steder. Selv om fangsten i dag ikke udgør det samme økonomiske fundament som tid- ligere, er fangererhvervet langt fra for- svundet. I en stor del af fangerdistrikter- ne er det endnu eneste indtægtskilde, og flere andelsselskaber har bygget produk- tionen op omkring fangstprodukter. På den ene side kan fangererhvervet derfor støttes ved, at man forbedrer omstæn- dighederne omkring selve fangstaktivi- teten. Man kan f. eks. forbedre slæde- vejene og udvide den økonomiske støtte, der i øjeblikket ydes til fangstrejser, hvor mange familier flytter ud til særligt fangstrige egne i eksempelvis et helt år samt skabe lettere adgang til fartøjer, der er velegnede til fangstbrug. På den anden side er det nødvendigt også at fremme produktudviklingen af de færdige fangstprodukter, og dermed sikre dem en rimelig afsætning. Dette har da også været emne for megen de- bat, og det er også her, der i høj grad er behov for at skabe nye og utraditionelle løsninger. Der arbejdes endvidere på at mindske det store arbejde, der i dag ligger i klargøringen af sælskindene, og som udgør en voldsom arbejds- og tidsmæssig belastning for fangerhustru- erne. Samtidig er udviklingen af nye produkter af skind i stærk fremgang, dels i Grønlandsgarveriet i Qaqortoq, dels i lokale systuer rundt i Grønland. Udover skind indgår fangstprodukter og lokalt producerede varer kun i be- grænset omfang i forsyningsstrukturen inden for Grønland. Hvis fangerdistrik- terne imidlertid skal knyttes nærmere til det øvrige samfund, og hvis lokalpro- duktion skal kunne svare sig i disse områder, må såvel vare- som person- transport udvides, billiggøres og indret- tes på at udligne ulemperne ved de lange islægsperioder. Inden for det sidste år er der påbegyndt en udvidelse af helikop- tertrafikken i fangerdistrikterne, men organiseringen af både lokale og lands- dækkende forsyningsnet, der i højere grad prioriterer bygdernes og fangerdi- strikternes behov, må nødvendigvis være en del af den kommende tids planlægning. Selv om bygderne naturligvis på man- ge måder ikke vil kunne tilbyde samme faciliteter som i byerne, er tilbuddene i dag dog langt fra tilstrækkelige eller 104 [5] Der er styrke og dynamik i den grønlandske fangerkultur. Foto: Kaspar Lytthans, Kap Tobin 1987. rimelige. Udover initiativerne til for- bedringer direkte i erhvervet og afsæt- ningen, er en lang række tiltag nødven- dige for at de generelle forhold i fanger- distrikterne og bygderne bliver så gode, at befolkningen har mulighed for at blive boende. El- og vandforsyningen har siden hjemmestyrets start været under kraftig udbygning, og næsten alle bygder har i dag elværker. Vandforsyningen er der- imod ofte meget vanskelig og samtidig betydeligt mere kostbar. Men da begge dele er blandt forudsætningerne for de fleste produktionsanlæg og for den ek- sisterende spredte bosætning, fortsættes denne udbygning. For bedre at udnytte vandforsyningen og for at aflaste især kvinderne for deres hårdeste arbejde gennem at kompensere for manglende faciliteter i hjemmene, er der de seneste år påbegyndt en eta- blering af såkaldte servicehuse. Her fo- regår særligt vandkrævende funktioner såsom tøjvask, badning og klargøring af skind tillige med husflidsaktiviteter m. m. Især i fangerdistrikterne ventes disse »fælleshuse« at blive til stor gavn. I januar 1987 overtog Hjemmestyret ansvaret for Grønlands Tekniske Orga- nisation fra staten, og en indsats i fangerdistrikterne er i den forbindelse nævnt som en passende markering af de nye muligheder, der ligger i dette. Hav- ne og veje mangler i katastrofalt omfang i fangerdistrikterne og bygderne, og mange boliger er af meget ringe stan- dard og rummer ofte flere generationer, hvilket afholder mange unge og nye familier fra at blive boende i bygden. En bedre sundhedsservice har længe været efterlyst, og der har derfor lydt adskillige opfordringer til Ministeriet for Grønland, der har dette som det sidste 105 [6] bevillingsmæssige område, om at deltage i udviklingen af bygderne og fanger- distrikternes forhold, også inden Hjem- mestyrets overtagelse af området. Uddannelsessituationen er et særligt følsomt område, som det også under- stregedes under debatten i Landstinget. Uddannelse er stadig et nøgleord i ud- viklingen og styringen af det fremtidige Grønland, selv om problemerne er af gammel dato. Alene mangel på kvalifi- ceret og tilstrækkelig folkeskoleunder- visning kan let hægte de mindre bygder af - især i fangerdistrikterne - og der- med tvinge forældrene til at søge til byerne for der at sikre sig børnenes uddannelse. Også anden faglig uddannelse er en mangelvare i bygder og fangerdistrikter. Mange uddannelser sigter på speciali- serede arbejdsfunktioner i byerne og svarer ikke til behovene i de små lokal- samfund. Derfor skabes der i disse år særlige uddannelser, dels som lokaltil- pas sede opgaver af eksisterende uddan- nelser, dels som nyformede håndværker- uddannelser, specielt for bygdernes be- hov, og endvidere foregår der en reorga- nisering af fangeruddannelsen. Rækken af nødvendige initiativer kunne fortsætte langt endnu, og debat- ten i Landstinget berørte da også meget mere. Den fik dermed karakter af ide- opsamling og igangsætterfunktion, så- ledes som det også var tiltænkt. Desværre betød landstingsvalget i foråret 1987, at årets aktiviteter blev forsinket, men gennem en tillægsbevil- ling i foråret ydede Landstinget støtte til en række initiativer i anledning af året. Bygden Kangersuatsiaq, Prøven, i Upernavik kommune. Foto: Ole Hertz 1966. 106 [7] Flænsning af sildepisker i FLqalugaarssuit, Qaqortoq kommune. Foto: Ole Hertz. Støtten er især gået til ekstraordinær mestyre og kommuner gør sig proble- opførelse af fangsthytter i år samt andre merne klart og samtidig er indstillet på lokale forbedringer for fangere. Der- at yde en særlig indsats for at løse dem. udover til oplysningsformål og diverse Ligeledes at påbegynde en planlægning private initiativer. og dermed sætte en udvikling på skin- Som mærkedag og som en slags start- ner, der kan tilgodese bygdernes og skud på de kommende bestræbelser af- fangererhvervets behov. På længere sigt holdtes lørdag den 29. august 1987 som vil disse initiativer nemlig sandsynligvis Fangererhvervets dag, en festdag, der bringe temmelig afgørende ændringer rundt i Grønland markeredes på behørig med sig i bygder og blandt fangerbefolk- vis. ningen. Det er imidlertid ikke realistisk at Dette initiativ er således båret af forestille sig alle disse omfattende og særligt to ting. Dels erkendelsen af det nødvendige ændringer gennemført i enorme efterslæb, der kendetegner de 1987. Hensigten med dette temaår er i grønlandske fangerdistrikter i forhold til højere grad at foranledige, at både Hjem- udviklingen i resten af Grønland. Dels 107 [8] det i 1970'erne politisk skabte mål at skabe økonomisk bærekraft gennem en integration af det traditionsrige og uundværlige fangererhverv og de domi- nerende, men uundgåelige nye udvik- lingstendenser. Heri ligger den store og måske egentlige udfordring for Hjem- mestyret, nemlig en faktisk anerkendelse af fangersamfundenes livsform som en ligeværdig drivkraft i det nye Grønland. Heri gemmer sig tilsyneladende også mange vanskelige modsætninger, der ikke alene har med begreberne tradition og udvikling at gøre. De knytter sig i højere grad til de modsætninger, som følger med en »national« organisering af lokalsamfund, der i sig selv rummer en indbygget selvforvaltning og dynamik, sådan som det findes i de små grøn- landske samfund. Der knytter sig derfor to væsentlige forudsætninger til aktiviteterne i forbin- delse med Fangererhvervets år. For det første må man sikre sig den bedst mulige belysning af forholdene i bygder og blandt fangere som udgangspunkt for initiativerne. Til dette formål er der behov for bl. a. en betydelig samfunds- videnskabelig indsigt i lokale forhold og i den dynamik og styrke, der kende- tegner de grønlandske fangersamfund. For det andet er det nødvendigt for at opnå et rimeligt resultat, at initiativerne baseres på lokale ønsker og indsigt, samt at lokalbefolkningen i videst mulig om- fang deltager i planlægningen og iværk- sættelsen af alle aktiviteter. Det er igen- nem viljen og evnen til at opfylde disse forudsætninger, at Hjemmestyret kan vise sin store styrke. Efterskrift Efter artiklens tilblivelse er der taget to afgørende, nye initiativer som udløbere af Fangererhvervets år. Landsstyreområdet for bygder, yder- distrikter og landbrug har påbegyndt en planlægning af udbygningen af byg- derne i hele Grønland. Forarbejdet til dette sker gennem en samlet registrering af de eksisterende forhold i bygderne og gennem tæt dialog med fire udvalgte bygder (såkaldte referencebygder). En samlet plan for udbygningen af alle byg- derne skal derefter udarbejdes til Lands- tingets forårssamling 1989. Planen skal skabe bedre overblik over udbygnings- og investeringsbehovet samt danne grundlag for en koordinering af de for- skellige anlægsopgaver. For særligt at fremme og styrke plan- lægningen i yderdistrikterne er der op- rettet arbejdsgrupper for de fem yderdi- striktskommuner, og det samme sker også for Kangaatsiaq og Nanortalik kommuner. Her vil politikere og em- bedsmænd fra Hjemmestyret og kom- munerne i samarbejde fastlægge planlæg- ningen i de enkelte kommuner. 108 [9]